“APERITIVO” – hver fredag klokken 18 på Canale Carlotta

Siden den første Corona-lockdown i marts 2020 har Linda i Sønderborg, Anders i Vicenza og Charlotte i Milano mødtes virtuelt til den aperitif, der er så vigtig en del af det sociale liv i Italien.

Vi tager med et glas i hånden ugen under behandling. Hudløst ærligt, uden tabuer og politisk korrekthed, og forhåbentligt både med humor og intelligens.

Du er hermed inviteret – næste gang er fredag den 15. januar klokken 18.00 >> – “følg” CANALE CARLOTTA og blive mindet om ugens APERITIVO, som du naturligvis også kan streame, når du har tid og lyst!
Intet emne er for småt eller for stort, og vi kommer både omkring mad, mode, Me2, livet i homo-branchen, som Anders kalder det, livet på “Bar Balcone hos Charlotte i Milano, og med Linda i Sønderborg som den danske forbindelse tilbage til rødderne.
Vi anbefaler vores bedste non-food indkøb i discountbutikkerne, taler om moderne takt og tone på italiensk og dansk, kommer omkring paven i Italien, dronningen i Danmark, om at blive 60 år og tatoveret, om 80´er musik, og hvad der nu falder os ind.

Artiklen fortsætter efter reklamen

2020 fra kanten af espresso-koppen

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.
Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.
Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

Artiklen fortsætter efter reklamen

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det

Læs meget mere om espresse og italienske kaffe på italy.dk >>

I Paradis drikker man kaffe >>

Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino, hvis vartegn – Mole Antonelliana – du kan se i koppen her. Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.


Af Charlotte Sylvestersen – journalist og rejsleder bosat i Milano:

Tal om Italien og resten af verden

Lande med flest delfiner i fangeskab:
Kina 707
Japan 497
USA 400
Italien 25

Laveste gennemsnitslevetid
Sierra Leone mænd 51/kvinder 52
Chad 52/54
Elfenbenskysten 52/55
Italien 82/85

Procent af madindkøb, der ender som affald
USA 24 procent
Canada 21 procent
Schweitz 18 procent
Italien (7. plads) 13 procent

Artiklen fortsætter efter reklamen

Største elforbrug i MWh per person
Island 54,4
Norge 23,7
Bahrain 18,7
Italien (31. plads) 5,2

Hjemmearbejde i antal timer per uge for skolebørn
Arabiske Emirater 29,7
Kina 27
Den Dominikanske Republik 25
Italien (6. plads) 21,2

Flest timer om dagen på sociale medier
Filippinerne 4 timer 1 minut
Nigeria 3 timer 36 minutter
Mexico 3 timer 10 minutter
Italien (33. plads) 1 time 46 minutter

Lande med de største guldreserver i ton
USA 8.133
Tyskland 3.367
Italien 2.451

Årlig befolkningstilvækst
Niger 3,8%
Angola 3,5%
Tanzania 3,3%
Italien 0,35%

Lande, hvor man bruger flest kontanter
Spanien 87 procent af alle transaktioner
Italien 86 procent
Japan 82 procent

Lande med størst bybefolkning
Belgien 98 procent
Uruguay 95 procent
Island 94 procent
Italien 70 procent

Hovedstæder med de mest besøgte museer
Paris, Louvre 10,2 millioner gæster om året
Peking, Kinas Nationalmuseum 8,6
Rom, Colosseo og Fori Imperiali 7,6

I 2010 “brændte” en dansk og en argentinsk kunstner Colosseo af
> (åbner i en ny fane)”>læs mere >>

Lande med flest læger uddannet i andre landre
Israel 57,8 procent
New Zealand 42,4 procent
Irland 42,3 procent
Italien (14. plads) 0,8 procent

Flere tal:
Annual report 2018 on the state of the Nation >>

Kilde: Corriere della Sera, 15.12.2019

Stemmen fra Rom: Alfredo Tesio fylder 75 år

Alfredo Giovanni Roberto Maria Tesio blev født i norditalienske Monza. For en hel generation danskere blev han ”stemmen fra Rom”, da han i perioden 1981 til 2006 var Danmarks Radios korrespondent i Italien.

Han har en let genkendelig stemme, for Tesio har gjort det næsten umulige:
At lære det danske sprog som voksen.
Han er ikke for ingenting født i miraklernes land.

Helle og Alfredo Tesio, da datteren blev gift i fjor

”Miraklet”, der blev skæbnesvangert for Alfred, som jeg ynder at  kalde ham på dansk, hedder Helle.
Hun er stadig indbegrebet af den høje flotte skandinaviske blondine, så det forstår man godt.
Med gode danske ben i næsen, vel at mærke! Og det skal der til, når manden er fra den generation, hvor de ”havde bukserne på”.

Helle Poulsen Tesio kom til Italien i 1980

Alfredo kom som student til Danmark første gang i 1963. Senere i 1960´erne var han stipendiat på Københavns Universitet, hvorfra han i 1970 dimitterede som cand.oecon med speciale i dansk socialpolitik.

Artiklen fortsætter efter reklamen


Siden skrev Tesio for flere italienske dagblade. I tidens løb har han været udenrigskorrespondent for Berlingske Tidende, Børsen og for Politiken, som han stadig arbejder for som freelancer.

Alene og sammen med sin hustru har Tesio siden 1979 beriget danske bogreoler med en lind strøm af bøger, ligesom han har forfattet ”Turen går til Rom”.

– Man kan jo altid skrive en bog eller to, som han for et par år siden svarede, da jeg spurgte om pensionen nærmede sig.

Bøger af Alfredo Tesio på Saxo >>

Mit første personlige møde i Milano i begyndelsen af 1990´erne med min i dag gode ven og udenrigskorrespondent-kollega var en blandet fornøjelse. Mildt sagt.
Det endte med en ophidset meningsudveksling i fagbladet “Journalisten”, hvor den nyuddannede ræverøde, nå ja lyserøde, journalist, beskyldte sin erfarne kollega for at rende erhvervslivets ærinde.

Lad mig bare skrive, at jeg tror, Tesio dengang var en lille smule irriteret over både brunetter og blondiner, da først Lisbeth Davidsen og siden Eva Ravnbøl og jeg også mente, vi var i stand til at fortælle om, og forklare Italien for danskerne.

Siden løb der meget vand i åen. Da jeg omsider igen mødte både Alfred og Helle var der ingen, der gad omtale den episode.

Det var til den italienske korrespondentforenings skimesterskab i 2012, så man kan ikke sige, vi har overrendt hinanden. Og det var en stor ære, at Tesio skulle overrække mig min overraskende sølvmedalje.

Rækken af hædersbevisninger og præmier, som Alfredo har fået overrakt er velfortjent lang.

Blot for at nævne én af dem, så overrakte Italiens præsident Azeglio Ciampi i 2003 “Premio Saint Vincent” til Tesio som årets “udenlandske journalist”.

Naturligvis er Alfredo også en mere end habil skiløber.

De senere år er det blevet til mange fornøjelige møder, specielt i forbindelse med udenrigskorrespondentforeningens eno-gastronomiske gruppe,

Overrækkelsen af “Premio del Gusto i 2017, hvor udenrigskorrespondenterne i Italien fik en full-immersion i hvide trøfler fra Alba.

De senere år er det madbøgerne og madkurserne i Toscana og Rom, der tager det meste af både Tesio og signoras tid.

Journalistikken svigter Alfredo dog ikke, og det italienske temperament forsvinder heldigvis heller ikke med alderen.

Temperamentet foldede sig for alvor ud her i foråret, da den danske regering behandlede Italien som et U-land, der under Corona-krisen blev tilbudt aflagte ofg ubrugelige respiratorer.

Dér skal jeg lige love for, at de danske politikere fik tørt på at ”den romerske stemme”, da P1 spurgte ham, hvad han mente om det. Og der var heller ingen slinger i valsen, da han skrev om sagen i Politiken.

Som ægte italiener kan Alfredo heldigvis også tilgive. Ganske få dage efter bredsiden mod dansk egoisme meddelte han på Facebook, at han igen købte “Lurpak”.

Alfredo stillede også op, da vi i vores norditalienske afdeling af “Udenrigskorrespondenter i Italien” var i vanskeligheder. Tak for det!

Herfra skal der lyde et STORT TILLYKKE, Alfredo.
Må du have en fantastisk dag med Helle, børnene og vennerne.

LINKS

http://alfredotesio.dk/

Lyt til “stemmen fra Rom
https://heartbeats.dk/podcast/bearnaise-er-dyrenes-konge-journalist-alfredo-tesio-savner-soendagen-i-rom/

Foto:
Private, screenshots, og stor tak til Helle Poulsen Tesio for foto


Covid-19 har gjort “os lombardere” skrøbelige

7. juli 2020

Jo tak, dét går den rette vej, så absolut.
Men det er ikke ovre.

Det italienske flag på min balkon, mit åndehul under karantænen sammen med hundene, som jeg heldigvis godt måtte lufte, bliver ikke taget ned før der er 0 nye smittede og 0 nye døde i Lombardiet.

Dagens tal” bliver stadig frigivet hver dag omkring klokken 18.00. Og jeg får stadig mavepine ved tanken.

Mandag den 6. juli var 111 nye smittede i Lombardiet, 13 flere end dagen før. Og 3 døde.
Det er ikke overstået.

“Lido Balcone” var mit åndehul under karantænen.
Her kunne jeg se andre mennesker, når naboerne gik ud med affald.
Og heldigvis måtte jeg lufte hundene – indtil 200 meter fra lejligheden.

Her i orkanens første europæiske øje i Lombardiet har pandemien skræmt os, og gjort os sårbare.

Meget mere end I kan forestille jer deroppe i Danmark, hvor der heldigvis blev lukket ned to-tre uger tidligere i smitteforløbet end her hos os.

Artiklen fortsætter efter reklamen

Vi er stadig lidt skrøbelige.

Vi orker for eksempel ikke flere diskussioner om, hvorvidt masker virker.

Vi bruger dem.
Det er obligatorisk.

Vi ved, at vi dermed beskytter ikke bare os selv, men først og fremmest de svage, de syge og de gamle.
Bare, så I ved det.

Vi begynder nu at komme ud af vores “huler” og mødes igen.

Med afstand.
Og ja, med maske.

Man vænner sig til masken under indkøb og når man ikke kan holde afstand. Masker er foreløbig obligatoriske i Lombardiet indtil 14. juli.
Og vi får også stadig taget temperaturen i større supermarkeder.

Næsten hver dag har sin triste historie om en bekendt, nær eller fjern, en slægtning, bekendt eller én i ejendommen, der døde.

16.675 af de indtil nu 34.869 registrerede Corona-dødsfald er sket i Lombardiet. Og alle de ikke-testede, der blev syge før den 21. februar er ikke med i den optælling. Der var virus i spildevandet i Milano allerede i december, ved vi i dag.

Vid også, at her siger de fleste “døde af Corona”.
Selv om gennemsnitsalderen for de afdøde er høj, så er et liv altid et liv i Italien.
Man græder stadig over en død mor på 86, når man ved, man uden Corona kunne have haft hende lidt længere.

Lige dér er de fleste af os hernede også lidt sårbare, når regnearks-fjolserne gør Corona-virus til et cost-benefit-spørgsmål.

Vil du læse mere, kan du her se, hvad jeg håbefuldt skrev om livet efter Corona i slutningen af maj måned i magasinet “Il Ponte”, hvor du i øvrigt altid kan læse spændende artikler om Italien:
Livet efter Corona – måske… >>

“In real life” efter 134…
Og livet ér begyndt igen.

Da vi den 3. juni måtte bevæge os mellem regionerne stak jeg af op til min bjergsø i Trentino-Alto Adige og skiftede hårdt tiltrængt “balkon-udsigten” ud med søen og bjergene.

Pizzeria Valmaria, Pur, Ledro, Trentino
– balsam for sjæl og krop efter en karantæne i Milano, der varede fra den 24. februar til den 3. juni.

Retur i Milano kunne jeg så omsider mødes “live” med min bedste ven Anders.
134 dage siden sidst.

Som jeg er han ufrivillig arbejdsløs, og hjemme fra jobbet som office manager i Milano for det danske rejsebureau De Angelis Viaggi >>.

Her blev alt jo aflyst, ligesom mine grupperejser med danske turister rundt i Italien.
Vi “leger” nu begge sabbatår, selv om Anders tænker på et muligt efterår og 2021, og jeg begynder at savne danske turister meget.

Varighed 56 sekunder

Det blev altså sommer igen.
En anderledes sommer.
Og vi fortsætter med at passe på!

#endeligsammen ❤️❤️ 
#speciellevenner 
#134dage 🇮🇹
#lifeiswonderfull 
#danesinmilan 🇩🇰 
#homesweethome 
#drinkingchampagne 🥂

Breaking news: Pizza Charlotte

Jeg har fået en pizza opkaldt efter mig, og noget større kan jeg ikke forestille mig.
Helt genert kom Gloria på Pizzeria Valmaria i Pur ved Ledrosøen hen til mig i sidste uge, og spurgte:
– Har du noget imod, at jeg sætter “din” foretrukne pizza på årets menukort?
Jeg blev helt rørt, og nu er det ganske vist.

“Min” pizza er med tomat, mozzarella, gorgonzola, og ovenpå den bagte pizza nogle striber af den lokale, og i dette tilfælde hjemmelavede, speck fra Alto Adige.

Pizzeriaet ved Ledrosøen, hvor jeg nu har holdt ferie i tyve år, åbnede på grund af Covid_19 to måneder for sent fredag den 12. juni.

Artiklen fortsætter efter reklamen

Pizzeria Valmaria – Pur – Ledro – Trentino
https://www.facebook.com/PizzeriaValmariaPur/ >>

Da weekendturisterne indtog alle borde om lørdagen blev der rent faktisk langet tre “Pizza Charlotte” over disken. Jeg holdt øje med dem, mens de nød “min” pizza, og de så meget tilfredse ud.
Det er stort!

Alt om ægte pizza:
www.italy.dk/mad/pizza.htm >>

Canale Carlotta: Mandag 18.5 er -forhåbentligt – “Dag 1 efter Corona” i Italien

HUSK fra dag 1
Der vil være forskelle i påbud i det forskellige regioner, men visse regler kan der ikke dispenseres fra:

– Det er forbudt at forlade egen bopæl/overnatningssted med en kropstemperatur på over 37,5 grader.

Det er blevet hverdag at få taget temperaturen, ikke blot i supermarkedet som her, men fremover også på mange kaffebarer og retauranter og i butikker.

– Der skal holdes mindst én meters afstand til personer, du ikke bor sammen med, og forsamlinger er stadig forbudt.

– Ældre og folk med kroniske sygdomme der kan nedsætte immunforsvaret anbefales at blive hjemme.
Det gælder naturligvis også udlændinge.

Det er obligatorisk at medbringe maske udenfor egen bopæl/overnatningssted.
Masken skal bruges i lukkede miljøer, mens afspritning og handsker i for eksempel supermarkeder og mange butikker er obligatorisk, og altid anbefalet.
Børn under seks år behøver ikke at bruge masker i lukkede miljøer.

CANALE CARLOTTA DAG 1:
Åh, at kunne drikke kaffe udenfor baren i en ægte porcelænskop…

Canale CarlottaVarighed 51 sekunder
Carlotta” bliver meget glad, hvis du klikker den røde boks med “Abonner” på Youtube.
Får hun 1.000 abonnenter kan hun nemlig tjene lidt penge på sine video-opdateringer fra Italien 🙂


Når grænserne åbner den 3. juni
(…hvis alt går godt de kommende to uger, og smittetallet ikke stiger!)

Fra 3. juni åbner grænserne for europæiske turister, alt efter hvad de nationale myndigheder tillader.
Turister skal ikke længere i karantæne, men skal naturligvis følge både de nationale italienske påbud, og holde sig orienterede om eventuelle regionale og kommunale påbud i det område, de opholder sig i.

Artiklen fortsætter efter reklamen


Anbefalinger fra eksperter
Direktøren for immunologi-afdelingen på det store Umberto I hospital i Rom, professor Francesco Le foche, anbefaler i dagens udgave af avisen Corriere della Sera, at man drikker sin kaffe udendørs, naturligvis med afstand til andre gæster, og også spiser udendørs på restauranter i det omfang, det er muligt.
Han advarer som alle andre mod små lukkede lokaler, og bemærker også, at gamle aircondition anlæg uden nye filtre kan være veritable smittespredere.

Regionale forskelle
Lombardiets guvernør Attilio Fontana udtaler til avisen, at han er optimistisk, men klar til at lukke ned, hvis tallene igen skulle stige. Der var i går søndag stadig over 300 nye smittede i regionen.
Han understreger også, at sygehussystemet i regionen i givet fald er meget mere forberedt, hvis det skulle gå galt igen.

Hvem har ansvaret?
Regeringen forhandlede med de regionale guvernører om åbningsdekretet indtil lørdag morgen klokken halv fire, og alle de regionale ledere undtagen Vincenzo di Luca fra Campania/Napoli regionen har underskrevet dekretet.
Han er utilfreds med, at det ikke klart fremgår, at håndteringen af pandemien er regeringens og primært sundhedsministerens juridiske ansvar,.
Han mener, det overordnede ansvar ”tørres af” på regionerne.

Campania regionen venter tre dage med at åbne restauranter, barer og åbne markeder, så man er sikre på, at de hygiejniske forhold og sikkerheden for kunderne er i top.

Piemonte, Lombardiets naboregion mod vest, der også stadig konstaterer nye smittede, har også besluttet, at barer og restauranter først åbner den 23. maj, men markederne åbner den 20. maj.

Lidt mere om masker!
Nej, det er ikke behageligt, men man kan vænne sig til det.

Jeg har den altid med, og bruger den naturligvis i butikker og barer, hvor det er obligatorisk.
Når jeg kan holde afstand bruger jeg den ikke.
Og den skal naturligvis bruges korrekt, vaskes efter brug, og de genbrugelige af stof skal desinficeres.

Det sker i en plastikbeholder med alkhol i bunden, hvor masken placeres i mindst én time og ikke flere end tre timer.

Min “desinfektions-anordning”
Den korrekte måde at bære maske på
Snydemetode 1 – duer ikke!
Snydemetode 2, også kaldet “napoletansk hagemaske – duer slet ikke!
Modenyt forår og sommer 2020
Modenyt forår og sommer 2020
Modenyt forår og sommer 2020
Til venstre en Covid-19 smittet person – til højre en rask.
“Brug den altid”, lyder opfordringen.
Alle med afstand på kaffebaren mandag den 18. maj 2020 – så må man godt anvende den ukorrekte “napoletanske hagemaske”, i hvert tilfælde mens man drikker sin kaffe 🙂

Hvorfor blev Lombardiet så hårdt ramt af Covid-19?

Hvorfor blev Lombardiet så hårdt ramt af Covid-19?
Jeg har fået det spørgsmål så mange gange, at jeg nu som absolut lægkvinde forsøger:

Mit personlige bud, absolut ikke udfra nogen videnskabelig evidens, men efter meget læsning og mange udvekslinger af bud med kolleger og eksperter:

Der var ved vi nu, hundreder, måske tusinder af asymptomatisk smittede i Lombardiet i januar og februar.

Derfor “eksploderede” smitten, måske også som følge af store arrangementer, som for eksempel den nu berygtede fodboldkamp mellem Valencia og Bergamos Atalanta, der blev spillet på San Siro Stadion i Milano den 19. februar.

Første patient blev konstateret positiv for Covid-19 den 21. febraur i Cogodno syd for Milano, og samme dag døde en ældre herre i Vó i Veneto, der også blev konstateret smittet.

Lombardiet lukkede med nærmest Kina-hård hånd ti små kommuner omkring Codogno i Lodi provinsen syd for Milano i weekenden efter “patient 1” – en 38-årige manager, der lå fem uger på hospital, og vågnede op til en død far og onkel, og et nyfødt barn

Artiklen fortsætter efter reklamen

Mandagen efter, den 24. februar, lukkede man skoler og uddannelsesinstitutioner i Lombardiet, Veneto og Emilia-Romagna, hvad der nu, i bagklogskabens lys, var en utilstrækkelig beslutning.
Børn og yngre bliver åbenbart sværere smittet, og smitter i givet fald ikke så meget videre, som man troede på det tidspunkt.

Vi skal helt hen til “den forbandede weekend” 6. 7. og 8. marts – den sidste “normale” weekend i 2020.

Om aftenen lørdag den 7. marts blev der annonceret, at der nu var karantæne på vej til hele Italien, men denne weekend gik folk til aperitivo, tog på stranden, shopping og på udflugt som normalt.

Tilbage til de åbenbart mange asymptomatisk smittede, så var smitten derfor inde i en ekstrem eksponentiel fase, den blev nærmest ikke stoppet, og myndighederne, og borgerne, havde tydeligvis ingen klar fornemmelse af omfanget og alvoren dengang.

“Jeg bliver hjemme”/”Io resto a casa” dekretet, der de facto indførte lov, ikke anbefalinger, om aftstand, begrænset bevægelsesfrihed, maskepåbud og forsamlingsforbud kommer i virkeligheden ret hurtigt, nemlig den 10. marts.

Men ikke hurtigt nok.

Sagt med andre ord:

Norditalien, men specielt Lombardiet, indfører karantæne, med den afstand og sociale begrænsning, der nu må siges at virke, men det sker desværre 12-14 dage senere i “smitteforløbet” end Italien syd for Appeninerne, og Nordeuropa.
Derfor er Mellem- og Syditalien også blevet ramt i meget mindre grad, nærmest som Danmark, hvis vi ser på nuværende antal smittede og døde.

Når karantæne og afstand virker, så virker den jo også eksponentielt meget mere effektivt, hvis antal smittede er lavere som udgangspunkt, end hvis man har hundreder eller tusinder af smittede, der om man så må sige har været i omløb i ugevis.

Vi ved også i dag, at smitten spreder sig i familien, og hvor man bor tæt.
Historien om de døde på plejehjemmene er en gyser i sig, også fordi der ikke var værnemidler, eller fordi man ikke ville bruge værnemidler “for ikke at forskrække beboerne”, som flere plejehjems-direktører forklarede bekymret personale.

Italienerne bor faktisk i dag slet ikke så tæt, som man ofte tror i udlandet.
En trejdedel af italienerne bor alene, i Milano kommune bor over 50 procent alene.

Og ser man specifikt på smittede i Milano, så er der færrest i det rige centrum, hvor folk oftere bor alene eller i større lejligheder, og flest i yderkanten af byen, hvor man bor flere i mindre lejligheder.

Tag min forklaring her med et gran salt, men det er hvad jeg som lægkvinde har deduceret mig frem til de seneste uger.

Tillad mig også at notere, at jeg ikke er blandt dem, der hopper på vognen med, at sundhedsvæsenet i Lombardiet, og vores politiske ledere (fra Lega, der ikke er min kop te i forvejen!) har svigtet.

Lombardiet har, efter mind mening, haft den uheldige skæbne at ende i Corona-orkanens øje.
Shit happens.
Og som “first movers” i en uventet og ukendt situation kan man kun gøre sit bedste.
Med de uundgåelige fejlbeslutninger, der ikke kan undgåes i så alvorlig en krise.

Måske er endda jeg blevet så katolsk i hovedet, at jeg hellere vil tilgive end anklage, og så komme videre derfra med de triste og dyrtkøbte erfaringer in mente for at undgå noget lignende i fremtiden.

Når det er sagt, så er jeg en stor fan af det Civile Beredskab/Protezione Civile i Italien.

Italien er desværre vant til katastrofer som jordskælv, oversvømmelser, laviner og lignende, og beredskabet er altid beredt.
Og det var de også denne gang, sammen med Røde Kors og deres mange frivillige i ambulancerne og andre steder, og sammen med utrætteligt sundhedspersonale, der ikke kan takkes nok.

En lille historie til slut om hvor slemt det var.

I midten af marts gik jeg tur med hundene på den store Sempione boulevard.

Mellem to biler lå en ussel klædt beruset vagabond, der ikke kunne rejse sig, heller ikke med min hjælp.

– Skal jeg ringe efter hjælp, spurgte jeg og han samtykkede.

Efter ti minutters venten på 112 kom jeg til en operatør.
– Vil han have, vi skal hente ham, jeg skal høre om han vil hentes af os? gentog operatøren.
– Jeg vil ikke hentes, råbte manden så pludseligt høje, at operatøren kunne høre det.
Dertil svarede operatøren på 112.
– Så lægger jeg på, vi har simpelthen nok af andre, der skal hentes, sagde han med et suk.

Den 3. april topper antallet af intensiv-patienter med 4.068, og der er over 28.000 indlagte.

Den 15. maj, i går, var der 808 intensiv-patienter, og 10.792 indlagte.
15 af de 20 italienske regioner er godt på vej til at nærme sig “0” nye smittede.

Vi klarer den!

Coronavirus opdatering 9. maj. Markedet er åbent

Dag 6/Fase 2 – Lørdag 9. maj 2020

I Milano må boderne med fødevarer nu åbne på udvalgte markeder.
Der tjekkes temperatur ved indgangen og maske er obligatorisk, og politi og private sikkerhedsfolk er massivt tilstede.

Flere butikker åbner den 11. og den 18. maj, hvis det går som forventet.

Er der stadig over 500 nye konstaterede Covid-19 smittede søndag den 17. maj, så strammes karantæne og nedlukning nemlig igen.

Nye konstaterede smittede lørdag 9. maj var 502, dagen før var det 609, og den 7. maj 689.

Artiklen fortsætter efter reklamen

Det er nu dag 76 i min personlige karantæne, der begyndte med feber den 24. februar.
Kurven over mine “bevægleser” rundt i “verden” i april måned 2020 er nærmest flad som et trist hjertediagram.

#karantæne
#iorestoacasa

Det blev dog alligevel til 180 kilometer på skridttælleren.
Seks kilometer/9.000 skridt om dagen indenfor en cirka radius på 200 meter fra eget hjem synes jeg alligevel er lidt flot. 

Husker du Anis Amri, terroristen fra julemarkedet i Berlin?

Den 24-årige tuneser Anis Amri flygtede efter attentatet i Berlin den 19. december 2016 – 12 døde – ned gennem Europa.
Flugten endte natten til den 23. december 2016 i en politikontrol foran Metrostationen i Milano forstaden Sesto San Giovanni.

Kilde: Corriere della Sera

I stedet for at finde sit id-kort frem trak Amri en pistol ud af sin rygsæk, skød og sårede den ene betjent, og døde selv efter at være blevet skudt af den anden betjent.

Hvem hjalp ham ned gennem Europa?
Et af spørgsmålene i kølvandet på terrorattentatet og terroristens død var, hvordan Amri havde bevæget sig igennem Europa i dagene efter attentatet.
Der var bred enighed om, at han måtte have fået hjælp på flugten.

Mistænkt for at ville huse terroristen
Den 20. februar i år faldt jeg over en artikel i Milano-avisen Corriere della Sera >>.
Politiet har heldigvis fortsat efterforskningen og kunne her tre år senere fortælle, at de havde anholdt en person, som de mener var en del af Anis Amris europæiske netværk.

Artiklen fortsætter under reklamen


Mistænkt narkohandler
Den arresterede er en 31-årige marokkansk narkohandler, der opererede nord for Milano.
Politiet har infiltreret et kvarter, Sant´Eusebio i forstaden Cinisello Balsamo tæt ved Sesto San Giovanni.
Deres efterforkning bestyrker mistanken om, at den 31-årige var en bekendt af terroristen, og sandsynligvis var Amri på vej til en af de to lejligheder i området, som marrokaneren og hans familie bor i.
Den 31-årige marrokaner er ikke den eneste, der er mistænkt for at have været en del af terrornetværket, der hjalp Anis Amri.
I oktober 2019 arresterede italiensk politi en anden narokohandler i Monza nord for Milano.

Langsommeligt retssystem
Om det ender med, at de to bliver dømt som terroristens medhjælpere vil først vise sig, når det langsommelige italienske retssystem, hvis pukkel af ventende retssager kun er blevet større under Corona-krisen, går sin tunge gang.