I går var det 11 år siden jeg stod i regnvejr på Peterspladsen, og så den hvide røg komme ud af skorstenen.

Det var en stor oplevelse.
Jeg var lige ved at konvertere, men så skulle jeg heldigvis tisse, og det er svært på Peterspladsen!

Her er, hvad jeg skrev om pave Frans dagen efter:
(Og jeg får ligefrem lyst til at skrive en artikel om, hvilken pave han så blev i de forløbne 11 år)

“I ved at det er kardinalernes opgave at vælge en nye pave, og det synes som om mine brødre kardinaler har valgt en pave, der kommer fra verdens ende”
Pave Frans

EN YDMYG PAVE – MED EN KARAKTER AF STÅL

Det siges, at nyvalgte Pave Frans altid satte sig på den bagerste række når kardinalerne mødtes.

Men man bliver ikke kardinal i den katolske kirke blot ved ydmyghed, så lige nu spekuleres der på om Pave Frans 1. har karakter og viljestyrke nok til at rette den katolske skude op.

I et sjældent interview i februar slog han som Buenos Aires ærkebiskop og kardinal Jorge Mario Bergoglio fast, at kirkens største problemer lige nu er personlig forfængelighed og ambitioner.

IKKE EN PRÆSIDENT, MEN ET ÅNDELIG OVERHOVEDE

Udtalelsen om kirkens vigtigste problemer beskriver præcist den konflikt, der fik det nu overståede konklave til at minde mere om et politisk valg, end om udnævnelsen af et åndeligt overhovede for verdens omkring 1,2 milliarder katolikker.

Den nye pave sætter praktisk missionsarbejde højere end teologiske diskussioner, og adskiller sig allerede derved fundamentalt fra sin forgænger Benedikt 16..

Den såkaldte reformfløj havde Milanos ærkebiskop Angelo Scola som favorit, da de 115 kardinaler tirsdag den 12. marts blev lukket inde i Det Sixtinske Kapel.

I stedet valgte de til alles overraskelse efter fem afstemninger argentiske Bergoglio, der nærmest slet ikke havde været nævnt i “pavelotteriet”.

FRA KONKLAVET

Kardinalerne aflagde tirsdag eftermiddag ed på IKKE at fortælle om konklavet, men showmanden og kardinalen Timothy Dolan fra New York kunne ikke lade være.
I aftes fortalte han straks pressen, at der rent faktisk blev klappet inde i Det Sixtinske Kapel, da Bergoglio nåede de 77 stemmer, der skulle til for at blive valgt.

Vi ved også, at Bostons kardinal O´Malley var til diskussion i konklavet, men at netop hans nationalitet forhindrede ham i at opnå tilstrækkeligt med stemmer.

REFORMISTERNES SEJR

Den sejrende reformfløj er i et modsætningsforhold overfor gruppen af kardinaler, der har deres daglige gang og arbejdsplads i Vatikanet.

De ønsker en mindre centraliseret og mere gennemskuelig ledelse af den katolske kirke.

De reformvenlige er lede og kede af at høre historier om magtkampe mellem karriere-syge kardinaler i “hovedsædet” i Vatikanstaten, og de ønsker også mere åbenhed om Vatikanets pengesager og de økonomiske transaktioner i Vatikanets skandaleramte bank IOR.

REFORMEVENLIG BETYDER IKKE REVOLUTIONÆR

At blive kaldt for en fremskridts- eller reformvenlig kardinal i den katolske kirke betyder absolut ikke, at man går ind for at ændre århundredegamle regler og dogmer som for eksempel ophævelse af præsternes, munkenes og nonnernes løfte om cølibat.

Det betyder heller ikke ja til anvendelse af prævention, ret til skilsmisse eller accept af registrerede partnerskaber.

Pave Frans´ forhold til Argentinas præsident Cristian Kirchner blev derfor også mere end iskoldt, da hendes regering som det første land i Sydamerika tillod homo-ægteskaber og satte prævention på det statslige sundhedsbudget.

Kirchner selv var dog i går rørt til tårer, da hun fik nyheden om valget af en argentinsk pave.

Enkelte europæiske kardinaler har på det seneste åbnet døren på klem for anvendelse af prævention, men det punkt er ikke umiddelbart på Pave Frans´ dagsorden.

HYKLERISKE PRÆSTER FÅR SKÆLD UD

Pave Frans er på den anden side imod en alt for streng håndhævelse af den rette tro.

Han har skældt argentinske præster ud, når de har nægtet at døbe børn af ugifte mødre.

– Disse præster er vore dages hyklere. Disse præster forhindre Guds børn i at opnå frelsen. Den stakkels pige, der ikke sendte barnet retur til afsenderen, men derimod har haft modet til at sætte barnet i verden, må gå fra sogn til sogn for at få barnet døbt.

Pave Frans ønsker reformer i kirken, en modernisering af bureaukratiet, mere indflydelse til præsterne udenfor Vatikanet, og ikke mindst en mere socialt engageret kirke, der aktivt bekæmper fattigdom.

Han har blandt andet udtalt, at Sydamerika i dag har stor økonomisk vækst, men at det er helt forkert, at denne vækst ikke når de fattigste i samfundet.
Han har også flere gange talt om de negative konsekvenser af den økonomiske globalisering.

I den officielle biografi – “Jesuitten” er biografiens titel – skriver forfatteren Sergio Rubin følgende:

“Er Bergoglio progressiv eller ligefrem en befrielses-teolog?
Nej. Han er ikke en 3. verdens-præst.

Kritiserer han Den Internationale Valutafond og neo-liberalismen?
Ja.

Bruger han meget af sin tid i slummen?
Ja.

FAKTA:

“Jesuitter-ordenen” blev grundlagt i 1535. Ordenen tæller i dag 17.000 medlemmer, hvoraf 12.000 er præsteviede. Ordenen arbejder for en universiel og samlet kirke, og de sætter formidlingen af det kristne budskab højest i deres daglige arbejde.

SKYGGER FRA MILITÆRJUNTAEN I ARGENTINA

Befrielses-teologien er et begreb, der stammer fra 1970´erne, hvor en fløj af præster i Sydamerika blandt andet flyttede ud i slum-kvarterne og i følge kritikerne af bevægelsen gjorde det sociale arbejde til en vigtigere opgave end den kristne mission.

Enkelte befrielses-teologer var åbenlyse tilhængere af eller inspireret af marxismen.

Kristiske stemmer fra Argentina anklager den nye pave for både at have været for passiv under militær-styret, og for i 1976 at have været indvolveret i kidnapningen af netop to præster, der var meget aktive i Buenos Aires slumkvarterer.

Præsterne blev frigivet efter et halvt år.

I den officielle biografi hævdes det, at kardinal Bergoglio derimod medvirkede aktivt til løsladelsen af de to præster.

Han skal have fået diktator Jorge Videlas personlige præst til at sygemelde sig, så hen selv kunne holde gudstjeneste for diktatoren og hans familie, og dér tale direkte om barmhjertighed for gidslerne.

Bergoglio har også været afhørt i 2010 om militærstyrets krænkelser af menneskerettighederne.

Man bortadopterede for eksempel de politiske fangers børn, og kritikere anklager ham for at svare undvigende.

I biografen fortæller Bergoglio dog om, hvordan han under diktaturet skjulte flygtninge på kirkens ejendom, og at han engang gav en mand sine egne identitetspapirer, så han kunne flygte ud af Argentina.

MINDER OM “DEN GODE PAVE – MEN OGSÅ OM “DEN KORTE PAVE”

Det var en tydelig rørt pave, der kort efter kl 20 onsdag den 13. marts lod sig hylde af menneskemængden på Peterspladsen.

Pave Frans virkede dog også som verdens mest ensomme mand, da han brugte Frans af Assisi´s hilsen:

“Brødre og søstre, godaften”.

Det var rørende, da han bad alle i stilhed bede en bøn for ham, og han fandt først sin personlige ro, da han i kor med menneskemængden bad “Fader Vor”.

Hans fremtræden var umiddelbart sympatisk og hans korte tale blev mødt med jubel, klapsalver og heppekor, både da han huskede alle på, at han nu er Roms biskop og da han sendte en hilsen til Paver Emeritus Benedikt 16., der efter sigende har fulgt hele konklavet direkte i tv.

På kaffebaren i Trastevere gik pave-snakken lystigt morgenen efter.

– Han minder om “den gode pave”, sagde en ældre dame, der også var overrasket over en sydamerikansk pave.

“Den gode pave” er Johannes 23., der var pave mellem 1958 og 1963.

Han var en simpel og jordbunden mand af bondeslægt fra den lille landsby Sotto il Monte ved Bergamo i Norditalien.

Og så var han manden bag det store kirkemøde Det Andet Vatikankoncil, der begyndte i 1962.

Et kirkemøde, der lagde grunden til en aldrig gennemført modernisering af den katolske kirke.

Den opgave er nu over 50 år efter stadig den nye paves største udfordring.

– Mig minder han om ham, der var pave i kort tid, sagde en midaldrende herre på baren.

– Bare det ikke går ham lige så skidt!

I 1978 nåede Johannes Paul I. kun at være Sankt Peters afløser i 33 dage.

Hans død er stadig omgivet af tvivl og konspirationsteorier.

Han blev set som fornyeren og bad som noget af det første i sin regeringstid om et møde med Vatikanbankens topfolk.

Det nåede han aldrig, og nogle er sikre på at hans død skyldes en forgiftet kop te.

– Han er vist også fodboldfan, bemærkede en tredje gæst på kaffebaren.

Og det er ganske rigtigt.

Pave Frans holder med fodboldholdet San Lorenzo i Buenos Aires.

Han holdt naturligvis messe, da holdet fyldte 100 år, og han er i besiddelse af medlemskort nummer 88.235.

Fodboldholdet AS Romas tifosi er også begejstrede for den nye pave:
De påstår, han har taget dit pavenavn fra deres angriber Francesco Totti!

FRESKOER OG KARDINALER OVERLEVEDE RØGEN

Blandt de mere pudsige oplysninger Vatikanets talsmand Padre Lombardi er kommet med under konklavet var en udredning om den berømte røg.

Onsdag eftermiddag forsikrede han – der i øvrigt også er Jesuit – de flere end 5.500 akkrediterede pressefolk, at hverken Det Sixtinske Kapels freskoer af Michelangelo eller kardinalernes helbred var i fare på grund af røgforgiftning.

Fyrmesteren måtte tænde op for sort røg – der tilsættes en slags sort blæk til de sammenbundne stemmesedler, der skal brændes – to gange – tirsdag aften og onsdag formiddag kl 11.39.

Tredje gang var røgen hvid, og den steg op fra skorstenen onsdag aften kl 19.06.

Lidt over en time senere kom Pave Frans ud for at modtage folkets hyldest.

Vi var en gruppe danske pressefolk, der spiste hos Leo i Trastevere før konklavet, og gættede på, hvornår den hvide røg ville dukke op:

Jette Elbæk Maressa fra Jyllandsposten gættede, hvornår den hvide røg kom, og kø-jumpede i øvrigt senere på aftenen, så vi begge fik et eksemplar af Vatikan avisen Osservatore Romano.

Over 5.000 medifolk var akkrediteret til konklavet, og ingen havde tilsyneladende Jorge Mario Bergoglio som favorit i “pavelotteriet”.

–//–