Den triste skæbne for pasta-pinde uden riller, og opskrift på undtagelsen med safran

/0 Kommentarer/i , , /af

Da Coronavirus for alvor brød ud i Italien lørdag den 22. februar 2020 gik tusindvis af italienere i panik, og tømte mange steder i Norditalien supermarkedernes hylder for specielt basisfødevarer som dåser med flåede tomater og den uundværlige pasta i næsten alle varianter.

Mæsten alle varianter af paste, for et foto gik nemlig viralt, da hamstringen var i gang.
Billedet af et supermarkeds næsten tomme hylder. Tilbage stod ofte netop æskerne med ”penne lisce”, korte pastapinde uden riller.

2. marts 2020: blot til orientering: Hylderne i supermarkederne er normale igen!

Der er heller ingen u-rillede pastapinde på min rimeligt velassorterede pastahylde i køkkenet i Via Plana i Milano. Tværtimod er der lige nu hele tre typer penne med rille, penne rigate!

Artiklen fortsætter under reklamen

Sugoén hænger nemlig ikke rigtig fast på pinde uden riller.
Det går simpelthen ikke, og den stor pastakunst er jo netop ”den rette sovs” til den rette pasta” >>, hvis man skal sige det helt enkelt.

Lidt pasta-historie
De korte pasta-typer har faktisk en kortere (!) historie end de lange.
Helt præcist ved vi, at Giovanni Battista Capurro fra Genova i 1865 tog patent på en maskine, der kunne producere de karakteristiske penne-pinde med de skrå ender. ”Penne” refererer i øvrige til skriveredskabet, der jo også har en skrå afslutning, selv om jeg vælger at oversætte med ”pind” i stedet for kuglepen!

No, no, no – uden riller går den ikke!

I slutningen af 1800-tallet var den tørrede pasta på fremmarch, og grunden til den skrå afskæring er jo netop, at sugoén-sovsen også skal komme ind i pastaen, og dermed lettere komme fra tallerken til mund.
Men Capurros tørrede pastapinde var stadig glatte på overfladen, for først senere tillod teknologien produktionen af riller.

Rigtige pinde har riller” og skrå ender for at fange sugoén!

Men passer det, at sovsen glider af de glatte?
Her er eksperterne uenige.
Tilhængerne af glatte “penne”, for der ér tale om en autentisk madkrig >>, påstår hårdnakket at blot der er tale om en langtidstørret porøs kvalitetspasta >>, så skal sovsen nok sætte sig fast.
Jeg er på den anden fløj, som det måske fremgår af ovenstående.

Tilhængerne påstår også, at man med den langtidstørrede porøse kvalitets-pind uden riller skal stoppe kogningen lige inden pastaen er ”al dente”, altså anvende kortere kogetid end den på pakken angivne, for at opnå det optimale resultat.
Jeg er heller ikke enig deri.

Ziti og Paccheri,
når de glatte pastatyper er uundværlige!

Napolitanske Ziti-pasta

De traditionelle glatte napoletanske Ziti er dog uomgængelige til for eksempel den kendte Napoli-Ragú >>, der endelig ikke må forveksles med Ragú fra Bologna >> .
Det er også tilfældet med de store Paccheri-pasta fra Genova.
Her er der også tale om større pastatyper, som er specielt gode til langtidskogte sovse som netop den Napolitanske Ragú.

Paccheri – bemærk den porøse ru overflade, som er med til at få sugoén til at hænge fast, og sugoén her kommer også ind i pastaen.

Andre tilhængere hævder også, at de glatte pastatyper er bedste til kold pastasalat.
Dén springer vi over, for som ægte italiensk madfundmentalist finder jeg kold pastasalat noget nær kætteri, der måske burde straffes med offentlig afbrænding.

Heller ikke glat pasta med stykker af tun finder nåde her, og af respekt for min afdøde italienske mand er jeg den type, der rejser mig fra bordet, hvis den klassiske tomatsovs >> med basilikum serveres med glatte pinde.

Og så er der undtagelsen, naturalmente!
De glatte har naturligvis deres berettigelse, i begrænset omfang.

Vil du lave en såkaldt ”pasticcio”, hvor du ”bager” din pastaret i ovnen, så siger eksperterne, at de glatte pinde er bedre, netop fordi de suger mindre af sugoén.
Dermed udtørrer retten ikke, som det ofte er tilfældet netop når retten kommer fra ovnen. I princippet er Lasagne også en ”pasticcio”, eller en ”pasta al forno”, som man siger.
Ordbogen oversætter i øvrigt ”pasticcio” som ”noget rod”. Og ser man bort fra lasagne, så er pastaretter i ovn faktisk ofte noget rod, hvor pastaen jo af gode grunde er overkogt og blød!

Penne Lisce passer også fortrinligt til den meget delikate sugo med safran.

Opskriften er simpel:

PENNE LISCE ALLO ZAFFERANO

Ingredienser
Forbered 1,2 liter grøntsags bouillon – hold den lige på kogepunktet
320 gram Penne Lisce (fire personer)
1 skalotteløg
2-3 spiseskeer friskrevet parmesanost
1-2 brev/e safran (Jeg bruger 2 x 0,3 gram i pulver)

Olivenolie
Salt og peber

Tilberedning
Opløs safran i lunken vand 45 minutter før servering.
Svits et finthakket skalotteløg i en stor tykbundet gryde
Når løgstykkerne er gennemsigtige svitser du ved lav varme pastaen med et minuts tid.
Hverken løg eller pasta må blive farvet!
Strø lidt fint salt over mens du svitser pastaen.
Tilsæt derefter bouillon lidt ad gangen, som når du laver risotto, og kog pastaen al dente.
Du skal beregne væsken, så der kun er lidt tilbage, når pastaen er kogt.
Et minut inden kogestop tilsætter du safran og rører hurtigt rundt.
Sluk for varmen og rør den revne parmesanost i.
Slut af med lidt friskkværnet peber inden serveringen, og servér gerne med ekstra friskrevet ost.

Køkkenet i Via Plana, Milano

Den klassiske tomatsovs tester dine italienske smagsløg

/0 Kommentarer/i , , /af

Den første gang jeg fik hallucinationer om spaghetti med tomatsovs og basilikum følte jeg mig for alvor integreret i de italienske køkkener.
At fantasere om denne enkle spaghettiret og mærke en spontan produktionen af mundvand, var  beviset på at mine smagsløg omsider var ‘italianinificerede’.

Jeg møder ofte mennesker, der får en ustyrlig trang til at fortælle, hvor meget de elsker italiensk mad og stort set aldrig laver andet i deres danske køkken. Så spørger jeg dem om deres personlige opskrift på tomatsovs med basilikum. De allerfleste dumper allerede, når de understreger, at de naturligvis altid bruger frisk pasta.
Hvem i alverden har bildt danskerne ind, at frisk pasta altid er bedst?

…artiklen fortsætter under reklamen

Resten falder på den alt for lange liste af ingredienser i tomatsovsen.
Af en eller anden absurd grund er alt for mange overbeviste om, at tørret oregano er en grundingrediens i næsten alle italienske retter.

Èn hovedingrediens er nok til italienske smagsløg

Vi kommer til tomatsovsen, den ægte.
Men inden jeg får horder af entusiastiske italianofile danske hjemmekokke på nakken, indrømmer jeg blankt, at jeg brugte år på at forsimple mine oprindeligt danske smagsløg.

Vi skandinaver har med et hav af ingredienser gennem århundreder brugt fantasien for at skabe den tilfredsstillende smag, som én enkelt solfyldt middelhavsingrediens kan skabe helt alene.

Karrysalat ovenpå marineret sild er efter min mening et højdepunkt i den disciplin, og den ristede hot dog kommer lige bagefter.

Jeg kan stadig ganske kortvarigt sætte pris på en hotdog med det hele. Kortvarigt, for tager de italienske smagsløg over, får tanken om ingredienserne min genmodificerede maveregion til at protestere.

Og jeg har såmænd også selv det første årti i Italien anvendt i dag unævnelige ingredienser for at få tomatsovsen til at smage af alt andet end tomat.

Her er den simple test der afslører, om dine smagsløg også taler italiensk. Ender du med at sætte pris på den gode tomatsmag uden andre distraktioner end friske basilikumblade ovenpå den færdige ret, er du på rette vej.

Ingredienser til fire personer

  • 400 gram spaghetti af god langtidstørret kvalitet – fx De Cecco eller Rummo
  • 1 kilo aflange friske Perini-tomater i filetter, hvor du deler tomaten i fire og fjerner membraner og frø – eller to af de dyreste dåser dåsetomater – kvalitet koster jo.
  • 1 finthakket blidt løg – rødt eller hvidt
  • 5-6 spiseskeer af din bedste jomfru olivenolie – EVO kalder de smarte det: Extra Virgin Oil
  • 1 håndfuld friske basilikumblade
  • Salt, og lidt sukker, hvis du synes tomater kan være for syrlig til din mave, måske lidt friskkværnet hvid peber…
  • Måske et fed hvidløg

Tilberedning

  • I en tykbundet pande rister du ved smag varme det finthakkede løg, til stykkerne er blanke – du må gerne lade et fed hvidløg stege med, bare du fjerner det, inden du tilsætter tomaterne. Smag til med salt, og sukker, hvis du finder sovsen for syrlig.
  • I mellemtiden er du klar til at koge pastaen, så du har lidt kogevand klar til at jævne tomatsovsen lige inden serveringen.
  • Tilsæt tomaterne og skru op til middelvarme.
  • Lad sovsen simre i 12-15 minutter.
  • Tilsæt derefter lidt af vandet fra pastaen for at samle tomatsovsen, og sluk for varmen, når du er tilfreds med konsistensen.
  • Bland halvdelen af basilikumbladene, riv dem i halve stykker, i sovsen, og hæld kogevandet fra pastaen.
  • Bland tomatsovs og spaghetti i panden, pynt med de resterende basilikumblade, og server med en ikke for syrlig hvidvin.

Naturligvis kan du tilsætte friskrevet Parmigiano Reggiano eller Grana Padana.

Men vid, at dine smagsløg først for alvor taler italiensk, når tomat, pasta og basilikum er alt rigeligt til at skaffe dig øjeblikkelig gastronomisk tilfredsstillelse.

Buon appetito!

PS Næste skridt er, at du bestiller en Pizza Margherita, fordi du ikke vil distraheres af dåsechampignon, kebab og ananas – ananas?

Charlottes lillebitte halvfundmentalistiske køkken i Milano
 

FOTO: Skribenten, Pngmart.com, Commons.wikimedia.org

Keep it simple: Citronpasta fra Amalfikysten

/0 Kommentarer/i , , , /af

Hosteria Santa Maria er bogstavelig talt bygget sammen med klippevæggen langs med landevej nummer 163, der snor sig gennem byerne og bjergene på Amalfikysten syd for Napoli.



Ved indgangen forstår man motivet, for her kan man høre en rislende flod, som rejsende både før og nu nok kunne have brug for på vejen mellem landsbyerne Cetara og Maiori.

”Vi laver mad med lige præcis dét, vi har i havet og på terrasserne ved kysten. Hvorfor overhovedet gøre andet? spørger madmor Rosaria, da vi falder i madsnak. Så ved man, at man er kommet det helt rigtige sted.

Vi havde på forhånd bestilt en temamenu, hvor den vigtigste ingrediens netop var de citroner, som Amafikysten er berømt for.

Vi kunne se frem til Trofie al Limone, som du får opskriften på her, derefter en lille havbras bagt enkeltvis i sølvpapir med urter, den gode olivenolie og naturligvis citronsaft, og som afslutning dessert med citronkreme, Limoncello likør og for at sætte gang i fordøjelsen bagefter husets specialitet, en fennikel-likør. Fordøjerne serveres iskolde og i rigelige mængder.



…artiklen fortsætter under reklamen

For at kalde sig en “Limone Sfusato” fra Amalfi skal man overholde EU’s regler for produktionen, der blandt meget andet forskriver, at minimumsvægten er 100 gram, formen aflang, skallen halvtyk, kødet saftigt og næsten uden kerner.

Citrontræerne langs Amalfikysten vokser under grønne net, der beskytter mod kulde, hagl og voldsomme regnskyl, men også mod insekter og sultne fugle.Plejer man sine træer optimalt, kan man høste citroner tre gange om året.

Der produceres floder af likøren Limoncello langs kysten. Til likøren anvender man kun den gule citronskal.

Citronkødet- og saften anvendes til juice, is, kagekremer, men også som det bærende element i denne pastaret.

Til fisk? Hmmm. Som en italiensk fisker engang forklarede mig, så behøver frisk fisk ikke citron, for fisken dufter og smager lige nøjagtigt, som den skal.


Man kan anvende liguriske Trofie, penne med riller eller sommerfugle – farfalle – til denne opskrift

Rosarias citronpasta fra Amalfikysten til fire personer:
400 gram Trofie-pasta – penne med riller eller sommerfugle – farfalle – kan også anvendes. Trofie fra Ligurien har dog en helt speciel konsistens, der gør dem ekstra velegnede til denne ret.
1 æg
1 biologisk citron – hvis du ikke kan få den originale fra Amalfikysten
125 ml liter fløde (Alternativt 100 gram fuldfed Creme Fraiche, hvis du ved, du er til det syrlige, eller 100 gram flødeost)
Salt og peber
1 spiseske finthakket persille
1 spiseske smør

Tilberedning:
Halvanden time før servering ”befrier” du citronen for den gule skal med strimler af dit juliennejern. Hak strimlerne i bittesmå stykker.
Bland derefter fløden (Creme Fraiche/Flødeost) med ægget, den finthakkede persille, ganske lidt salt og friskkværnet peber, og den finthakkede citronskal.
Lad blandingen hvile.
Pres saften ud af citronen, og opbevar den for sig.

Servering:
Når pastaen er kogt og vandet fjernet, har du den høje stegepande klar på komfuret.
Først blander du ved svag varme pasta og smør.
Når smørret er smeltet tilsætter du flødesaucen, og rører blidt rundt lige indtil saucen begynder at samle sig.
Fjern panden fra komfuret, og rør ganske let citronsaften i, og servér med det samme.



Citron hedder limone på italiensk
“Limonare” derimod er et slangudtryk for at kisse-misse.
I landsbyen Maiori på Amalfikysten har man simpelthen en bænk til den disciplin, der også kan betegnes som tør-bolleri:

BUON APPETITO

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).      

Risotto i Danmark: Radicchio, røget Provolone og Pancetta fra Piacenza

/0 Kommentarer/i , , /af

3o. januar 2018. Det er dag nummer 51 på min re-integrationsrejse til Danmark >>, som du kan læse meget mere om i tidligere artikler her på italiamo.dk. Jeg har erkendt, at jeg godt kan bo i Danmark, men jeg kan ikke undvære det italienske køkken. Så denne januar tirsdag står der ægte italiensk risotto på menuen.

Produkterne er alle fra Lidl, og de fleste er fra deres Italiamo serie, som jeg tidligere har skrevet positivt om >>.

Det færdige resultat

…artiklen fortsætter under reklamen

Ingredienser til 4 personer:
3 deciliter Arborio risotto ris >>
1,5 liter boullion med “hvad man har”, her porre, tomat, løg, gulerod, salt
1 finthakket skalotteløg
1 pakke Provoloneost – røget ost
1 pakke Pancetta Piacentina – italiensk bacon
1 stk rød Radicchio salat >>
Smør efter behov
Jomfru Oliven Olie efter behov
Salt

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion .
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.

Tilberedning:
Tilbered din boullion og lad den småsimre på lav varme

Rist den hakkede Radicchio salat let, den må ikke blev brun, i olivenolie i samme dybe pande eller gryde, som du vil bruge til risottoen

Steg Pancetta skiverne sprøde

Derefter rister du først det hakkede Skalotteløg blank i smeltet smør i din risottogryde- eller pande, inden du rister risene blanke ved middelvarme i et par minutter. Husk at tilsætte risene fint salt under ristningen, så holder de bedre kogningen.
Derefter tilsætter du boullion og koger risene det antal minutter, der står på posen eller æskern.

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion.
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.
Læs om risotto-metoder og risotto-regler her >>.

Når risene er kogt, tilsætter du Radicchio og osten, som du har skåret i strimler. Derefter rører du energisk rundt indtil osten er smeltet.

Lad risottoen hvile et par minutter inder serveringen, hvor du pynter med de sprøde Pancetta skiver.

Naturligvis kan du rive mere ost over retten, men det behøver man faktisk ikke. Radicchio og Provolone er faktisk et fantastisk ægteskab.

Pancetta og Provolone fra Lidl

Onsdag lavede jeg “riso al salto” af den overskydende risotto. Man former en flad bolle af mega-burger-størrelse og rister den sprød på begge sider i en blanding af olie og smør. Man kan eventuelt røre risene op med lidt revet ost, der er med til at samle “dagen-efter-ris-kagen”

 

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 13: Gider du ikke lige, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

/1 Kommentar/i , , , , , /af

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun >>. Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie >>. Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>. Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola >>.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken Milanos Panettone eller Veronas Pandora >>, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

FOTO: Skribenten

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 5: Sult, sex eller spaghetti med hvidløg, chili og olie

/1 Kommentar/i , , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 5 i Danmark/Fredag 15. december 2017
En af mine største bekymringer før rejsen til Danmark var, udover vejret naturligvis, maden. Det slog mig, at jeg gennem årene er blevet om muligt endnu mere italiensk madfundamentalist end manden var. På ægte italiensk vis var jeg også bekymret over, om fordøjelsen ville blive et problem, når jeg i længere tid overvejende skulle indtage etnisk dansk mad.

”Mad” – cibo – var det første ord jeg bad om at få oversat, da jeg den 2. juli 1989 klokken 13.55 steg ud af toget på Milano Centrale. Veninden, jeg skulle på weekend til Milano med, havde kækt meddelt, at ”hvis du sørger for smøger, så klarer jeg resten”. ”Resten” for hende var en flaske gin og en flaske vodka.

Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet. ”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret

Jeg var på grænsen til det hysteriske af sult, da vi nåede frem. Hendes tante, som vi skulle bo hos, var dog også mest til flydende mad, så dér blev det kun til én skive melon med én tilhørende skive skinke. Det bliver en høj og kornfed jysk blondine jo overhovedet ikke mæt af.

…artiklen fortsætter under reklamen

Kærlighed ved første blik, eller bare sult?

Aperitiffens stuzzichini – tapas er spansk, per favore! – på den pianobar, hvor vi slog os ned i plyssofaerne klokken 17.30, reddede mig fra at dø af gammelsult. Fem minutter efter kom en mand på cykel, med en kattekilling under sin skovmandsskjorte, og sluttede sig til os på baren. Han var tantes ven – og ham blev jeg så gift med.
”Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik”, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet.

”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret, for de kan lige så godt lære livets realiteter at kende.

Men når jeg nu tænker over det, så viste han allerede den første aften også stor forståelse for min mere platoniske sult. Han gav ikke udtryk for, at det var for meget – og det véd jeg i dag, at det var – at jeg nærmest støvsugede tallerknerne med stuzzichini på Red Bar.

Han tog os også senere på aftenen, da veninden stadig var mere til mere gin, med på pizzeria i kunstnerkvarteret Brera.

Han bestilte en pizza med Gorgonzola til mig. Det kunne jeg ikke lide. I dag regner jeg Gorgonzola som en basis ernæringsmiddel, på linje med Nutella. Og begge dele er jo også smukke bare at se på.

Næste aften bestilte han spaghetti med havets frugter, deriblandt små ottebenede miniblæksprutter. Den slags var jeg som knap 26-årig, og trods en fortid som tjener på en fiskerestaurant i Skagen, heller ikke moden til.

Spaghetti med olie, hvidløg og chili var forløsningen

”Noget skal hun jo have at spise”, må han have tænkt, for vi fik jo ikke sovet så meget de der hede julinætter. Så derfor bestilte han det mest usandsynlige sommermad til mig til frokost den tredje dag, nemlig spaghetti med olie, hvidløg og chili – spaghetti aglio, olio e peperoncino.
Så blev jeg omsider ordentlig mæt. Siden har dén ret været hellig, og på menuen året rundt.

”Du skal huske at få spaghetti aglio olie mindst én gang om ugen”, lød det fra min integrationsvejleder Linda, mens hun den første dag i Holbøl stod bøjet over frikadellerne. Alle indvandrere burde have en Linda. Også når de ikke lytter.

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio

Næste morgen stod den igen på etnisk dansk. Masser af rugbrød og et overraskende snehvidt blødkogt æg. Jeg blev nærmest blændet, da jeg åbnede æggebakken. Jeg ved godt, det har noget med racen at gøre, men alligevel. De æg virkede altså lidt kunstigte.

Frokosterne og middagene i Holbøl holdt sig også på re-integrationsstiens smalle sti, selv om min brug af karrysalat på rullepølsen fik sit eget liv i en tråd på Facobook. Èn veninde, der så i øvrigt bor i Sydafrika, skrev flere gange ”karse, sky og løgringe, karse, sky og løgringe”.

Opskriften på lykke i maven

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio.

Fordøjelsen var egentlig i orden, men det er jo så moderne at forebygge. Og jeg var ved at gå lidt spaghettikold. Italienerne – og jeg – spiser i gennemsnit 24 kilo pasta om året >>. Det er simpelthen en lille portion på 66 gram hver dag året rundt.

Her er den klassiske udgave af Aglio-Olio >>, for der findes mange personaliserede udgaver. Èn af dem er min for tiden favorit med rasp.

Lad hvidløgene tage ganske lidt farve sammen med chilien i den varme olie.

Skru derefter ned på lavt blus, så du ikke branker olien og hvidløggene.

De sidste to minutter, spaghettien koger, svitser du rasp sammen med olie, det finthakkede hvidløg og den knuste chili. Bare lige indtil raspen begynder at tage farve, derefter slukker man, og blander med en tynd spaghetti.

Ovenpå bør der komme friskrevet Pecorino Fåreost, for oprindeligt er det en romersk ret. Grana Padano eller Parmiggiano Reggiano >> går også fint.
Pizza topping går ikke.
Pizza topping går aldrig.

Opskrift til fire personer, med rasp

500 gram tynd spaghetti, ikke så tynd som englehår, ikke så tyk som makeroni
Fem fed frisk hvidløg skåret i tynde skiver
½ teske knust chili, eller efter behov
½ – ¾ deciliter EVO (Det er smart for Extra Jomfru Oliven Olie)
½ deciliter raso
100 gram Pecorino Romano ost

Det er både nem og billig ret, der også kan rense systemet efter for meget julemad af enhver slags. Nu er jeg ovenpå igen, og klar til mere etnisk dansk mad.

Foto: Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

 

Risottotiden er her: Risotto Monzese – med safran og salsiccia

/0 Kommentarer/i , /af

Ingredienser til 4 portioner
2 deciliter risottoris, her Baldo fra Po Deltaet
0,2 gram safran
300 gram frisk salsiccia
Smør, klaret og efter behov
Et lille finthakket skalotteløg
1,5 liter grøntsagsbouillon
150 gram friskrevet Grana Padano eller Parmigiano Reggiano >>

Den perfekte risotto – ti regler og to kogemetoder >>

Nogle foretrækker salsicciapølsen i små stykker, når de laver risotto som man gør det i Milanoforstaden Monza. Jeg tager den ud af tarmen og smuldrer den under stegning.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det sker i samme høje flade pande, som jeg uden rengøring bruger til først at riste risene – husk salt, mens du rister risene blanke, i smørret, og siden tilsætter bouillon til kogningen.


Risene her er af Baldo varianten. De har vokset i Po flodens Delta ganske tæt ved Adriaterhavet syd for Venedig.
Safran er heldigvis ofte på tilbud i italienske supermarkeder, og et lille brev med 0, 15 gram eller 0,2 gram rækker til fire portioner. Safran opløses i bouillonen, og tilsættesdet sidste minut af kogningen.
Det finthakkede skalotteløg sauteres blankt inden ristene ristes.
Klaret smør har et højere brændingspunkt end almindeligt smør, og er derfor meget velegnet til at stege i. Risikoen for at branke er simpelthen mindre.

Med den moderne metode, som jeg sværger til, slipper du for at røre konstant.
Risene stresses mindre, risikoen for at de flækker og koger ud formindskes.
Du skal blot under kogningen ved middel varme sikre, at risene er dækkede, og at ingen ris sidder fast på bunden af panden.

Når køkkenuret ringer, for kogetiden skal overholdes, så tilsætter jeg den smuldrede salsiccia, 20 gram smør og en spiske friskrevet ost.
Og så rører jeg energisk rundt i et halvt minut, og lader derefter risottoen slappe af og sætte sig i to minutter inden serveringen. Med endnu mere friskrevet ost…

Buon appetito…

De Cecco pasta fylder 130 år

/1 Kommentar/i , , /af

Pastafirmaet De Cecco har fået sit eget frimærke i anledning af 130 året for grundlæggelsen, for pasta er en alvorlig sag i Italien.
Energikrisen i 1973 er en af mange forklaringer på De Ceccos særstilling blandt de store italienske producenter af kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_130aar

De Cecco blev grundlagt i 1886, og selv om virksomheden i dag er et aktieselskab med 1.400 ansatte og en årlig omsætning på over 400 millioner euro, så er det stadig familien, der sidder på de vigtigste poster i bestyrelsen og i den daglige ledelse.
Virksomheden blev grundlagt i Fara San Martino i Chieti provinsen i Abruzzo. Den har i dag sit hovedsæde i Pescara, og fabrikker i Fara San Martino og Ortona.
Familien var oprindeligt møllere. Da Filippo Giovanni De Cecco i 1886 overtog driften byggede han til, så han også kunne producere og ikke mindst tørre pasta. Den unge italienske stat havde lagt en skat på mel, og derfor skulle han finde på noget for at øge omsætningen.

pasta_de_cecco_lange
De Cecco er naturligvis ikke bare spaghetti i forskellige tykkelser, men også 21 andre  forskellige slags lang pasta. Alle foto er fra www.dececco.it

OPFANDT SYSTEM TIL MEKANISK TØRRING
Virksomheden ligger inde i landet på skråningerne af Maiella-bjerget. Derfor kunne De Cecco ikke tørre sin pasta alene med naturens hjælp som det sker længere sydpå i Italien. Han byggede derfor en tørrehal, og opfandt i 1889 et mekanisk tørresystem, der i dag beskrives som epokegørende.

…artiklen fortsætter under annoncen

Systemet gjorde tørringen af pastaen uafhængig af vejret, og sikrede også en ensartet kontinuerlig proces, der betød, at pastaens holdbarhed blev forlænget.
Det banede vejen for eksport til hele verden, og emmigrerede landsmænd fra Abruzzo var parate til at aftage produktionen. De Ceccos pasta blev allerede fra 1889 sendt til for eksempel USA, og i 1893 modtog firmaets “Macaroni Vermicelli” guldmedalje ved Verdensudstillingen i Chicago.

pasta_de_cecco_korte
De Cecco producerer i dag 62 forskellige typer kort pasta

ENERGIKRISEN I 1973 VAR EN KATASTROFE, OG ET UVENTET VENDEPUNKT
Indtil energikrisen i 1973 var De Cecco blot én blandt mange pastaproducenter.
Krisen betød, at den italienske regeringen indførte prisstop for fødevarer. Fordi pasta var – og er – et grundlæggende fødemiddel tillod man en afvigelse fra den lov, der kræver at pasta skal produceres udelukkende med durum-hvedemel. Det blev med andre ord tilladt at blande med almindeligt hvedemel, så man kunne undgå prisstigninger.
Som den eneste større pastaproducent nægtede De Cecco at gå på komprois med kvaliteten.
Det betød i første omgang en alvorlig nedgang i omsætning og produktion, men det betød også, at De Cecco slog sit navn fast i italienernes bevidsthed som kvalitetspasta.
 pasta_de_cecco_supper
 39 forskellige slags pasta til supper – Pasta da minestra og Pasta da Minestrine

DER MÅ KUN SÆLGES 100% DURUM-PASTA I ITALIEN
Energikrisen sluttede, og pasta skal stadig i dag produceres udelukkende af durumhvede for at kunne sælges i italienske butikker. Italienske fabrikker må gerne producere pasta med almindeligt hvedemel til eksport,. Denne discountpasta, der ikke “holder” kogningen og derfor ofte ender som en klistret melbolle, finder du – desværre – også i danske supermarkeder og discountbutikker.
pasta_de_cecco_specialiteter
Der findes 31 slags De Cecco pasta i specialformater

SINATRAS YNDLINGSPASTA
De siges, at Frank Sinatra var så begejstret for De Ceccos pasta, at han ville købe fabrikken for en million dollar i 1960erne. Familien svarede i følge legenden, at virksomheden var mindst syv millioner dollar værd.

GROVERE DURUMMEL OG LANG TØRRETID
De Cecco udvælger ikke bare deres durumhvede med omhu, men maler også stadig selv deres eget mel med en specielt langsom metode, hvor slutresultatet er en grovere mel end den, mange andre producenter anvender.
Den friskmalede mel går direkte over i produktionen, og det bevarer melets aroma og smag intakt. Firmaet sammenligner det med at drikke kaffe fra friskmalede bønner i stedet for formalede bønner. Vandet kommer også direkte fra kilden, nemlig fra floden Del Verdes udspring på Maiella-bjerget, hvor vandet har en konstant temperatur på fire grader. Del Verde kilden regnes for en af Italiens bedste og reneste kilder.
Naturligvis bruger man også de traditionelle forme af bronze til at producere de forkellige pasta-formater. Bronzeformene er med til at give den færdige pasta en ru overflade, der både er med til “at holde” kogningene, så pastaen netop aldrig klistrer sammen, men som også gør hele operationen med at spise pasta kun med gaffel noget nemmere.
Tørrringen af pastaen er også stadig en langsommelig affærre hos De Cecco. Hos mange af de store industrielle pastaproducenter er tørretiden i maskinerne i dag under fire timer, mens De Ceccos pasta først er færdigtørret med varm luft efter 40 timer.

Vil du selv prøve forskellen på De Cecco og en hurtigtørret pasta som for eksempel verdens kendeste pasta – den blå fra Barilla – så følg kogetiden, og smag på pastaen kun tilsat en smule af din bedste olivenolie!

Man kan besøge fabrikken i Fara San Martino, og i fabriksudsalget sparer man penge på den gode pasta.

DEL VERDE OG COCCO
De Cecco er ikke den eneste producent af kvalitetspasta i Fara San Martino i Abruzzo.
Nabovirksomhederne Del Verde >> og Pasta Cocco >> er også altid med på hitlisterne over fabriksfremstillet italiensk kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_kornmark
En bølgende kornmark er forsidefoto på De Ceccos hjemmeside.

Læs mere på italy.dk:
Pastaen historie >>
Kvalitetspasta fra Marche regionen >>
Den rette pasta til den rette sugo >>

Verdens største pasta – Caccavella fra Gragnano >>
La Caccavella vejer 50 gram, har en diameter på 9 cm og er 6 cm høj.
Pasta´en produceres af “La Fabbrica della Pasta” i Gragnano ved Napoli.
Opskriften på CACCAVELLE ALLA SORRENTINA er nederst på siden.


CACCAVELLE ALLA SORRENTINA:pasta_caccavalle_1

 

..

Pasta Amatriciana – med eller uden tomater!

/1 Kommentar/i , , , /af

L’amatriciana – eller “matriciana” på romersk dialekt – er en sugo, der stammer fra landsbyen Amatrice.
Amatrice, der blev ramt af et alvorligt jorskælv natten til den 24. august 2016 >>, ligger øst for Rom i den mellemitalienske region Lazio. Indtil 1927 var byen en del af Abruzzo regionen.

Ikke bacon, men kindkød 
Blandt grundingredienserne er der  ikke som mange tror bacon, men derimod små tern eller allerbedst tynde strimler af kindkødet – guanciale – fra grisen, samt Pecorino fåreost og tomatsovs.
Amatriciana-sugo´en serveres ofte med bucatini – altså makeroni med hul i midten – men almindelig spaghetti kan også anvendes, bare de ikke er for tynde.

…opskriften fortsætter under annoncen

Opskrift til fire personer:
320 gram pasta

Tomatsovsen
Tilbered en “soffritto” af 2-3 mellemstore gulerødder, 2 ben blad selleri og 1 mellemstort løg. (  “Soffritto” er tomatsovsens hemmelighed! >> . I “den officielle kommunale opskrift”, bruger man kun flåede tomater. Personligt synes jeg, tomatssovs bliver bedre af at have simret lidt med en god soffritto)

150-200 gram kindkød/guanciale skåret i tynde, korte strimler.

amatriciana_kindkød_500Steg kindkødet ved mellem varme i en god olivenolie i en høj tykbundet pande.
Kødstrimlerne må ikke tage farve og slet ikke blive sprøde. Strimlerne skal derimod afgive fedt  til “sugoén”, og  til slut svitses strimlerne af med et halvt glas hvidvin.

amatriciana_ingredienser

Når tomatsovsen er klar – lad den simre, til den er kogt ind uden hverken at være for flydende eller for kompakt – og pastaen mangler få  minutter i at være kogt hælder du tomatsovsen i den dybe stegpande sammen med kødstykkerne, og steger det hele nogle minutter ved svag varme.
 Den originale Amatriciana serveres med friskrevet pecorino-ost >>.

Amatriciana med Bucatini (LPLT / Wikimedia Commons)

Amatriciana med Bucatini (LPLT / Wikimedia Commons)

Før tomaten indtog Europa…
Tomatplanterne kom først til Europa efter at Colombo havde opdaget Amerika´erne  – sådan siger italienerne – i 1492. Inden da lavede hyrderne i Amatrice området den oprindelige ret udelukkende med kindkødet – guanciale – og den lokale Pecorino gedeost.
(Den første opskrift med tomatsovs til pasta blev publiceret som i 1790 i kogebogen  L’Apicio Moderno af Francesco Leonardi. Kilde: Wikipedia)

Antik Amatriciano uden tomat – Hvid Amatriciana
 I juli 2016 smagte jeg denne antikke udgave af Amatriciana.
Den kaldes  gricia eller griscia eller bare Amatriciana Bianca.

Hvis Amatriciana med "stor pasta" - de her hedder Paccheri.

Hvid Amatriciana med “stor pasta” – de her hedder Paccheri. (Privatfoto)

Den hvide Gricia Amatriciana tilberedes med 125 gram lagret Guanciale – helst den fra Amatrice, naturligvis! – der skæres i lange tynde strimler.
Strimlerne steges langsomt ved mellem varme i en tykbundet pande med en god olivenolie og svitses derefter af med hvidvin. Den langsomme stegning, der smelter fedtet fra kindkødet er meget vigitgt.
Strimlerne må næsten ikke tage farve, og slet ikke blive stegt sprødt.
Retten serveres med Bucatini eller såkaldt “stor” pasta – her Paccheri – udelukkende med en god revet Pecorino ost og friskkværnet peber henover.

Begge opskrifter – SALSA ALL’AMATRICIANA ROSSA og SALSA ALL’AMATRICIANA BIANCA –  er nedskrevet sort på hvidt af Amatrice kommune. Kommunen er i færd med at få deres verdenskendte ret og den antikke ret anerkendt som  specialiteter med europæisk STG-garanti >>.

Det var sicilianeren Salvatore, der kokkerede den hvide “Gricia”:

Salvatore lavede Paccheri med Gricia - den originale Amatriciana uden tomat.

Salvatore koncentrerer sig om at fremstill Paccheri med Gricia – den originale Amatriciana uden tomat. (Privatfoto)

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovs fra Bologna

/0 Kommentarer/i , , , /af

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.
Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

ragu_napoli_terracottagryde

Ragù Napoletano – Foto Flickr Copyright blueneurosis

 

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

angie_cafiero_it

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – tracchiulelle ,
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano,
– friske basilikum, der tilsættet få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

ragu_napolitano_pastapinde

O’ Rraù eller O’ pignato – Foto fra “La Cucina Italiana”

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går finttil retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

– -//–