2020 fra kanten af espresso-koppen

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.
Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.
Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

Artiklen fortsætter efter reklamen

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det

Læs meget mere om espresse og italienske kaffe på italy.dk >>

I Paradis drikker man kaffe >>

Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino, hvis vartegn – Mole Antonelliana – du kan se i koppen her. Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.


Af Charlotte Sylvestersen – journalist og rejsleder bosat i Milano:

To frokostrestauranter i Lucca, og en utrolig vinkælder

SOMMERMINDER 2016/2
Det betaler sig at lytte til de lokale, og den danske byguide i Lucca, Lisa Horslund Christensen ved, hvad hun taler om.

20160715_111156

Lise Horslund Christen er autoriseret by- og cykelguide i Lucca, hvor hun også selv bor med sin mand og to børn. Hun har en fortid som professionel cykelrytter i Italien, og du kan læse mere om hendes italiensk liv i Familie Journal >>.

..artiklen fortsætter under annoncen

Vil du have mange flere historier om Lucca end dem du finder på italy.dk´s Lucca-byguide >> og i de klassiske guidebøger, så kontakt Lise –  lise (at) horslund-christensen.dk.

Trattoria Da Leo
På sommerens første besøg i den skønne by bag de tykke over 500 år gamle bymure sendte Lise mig hen til “Trattoria Da Leo” >> i Via Tegrimi 1 mellem San Michele kirken og bymuren.

20160715_114026
Går du til venstre her ved facaden af San Michele kirken i centrum af Lucca ender du ved restauranten “Da Leo”

Selv om klokken kun var 12.45 var jeg heldig at indtage det sidste ledige udendørs bord, og det kan anbefales af reservere i turistsæsonen. Jeg begyndte med en klassisk antipasti med toscanske specialiteter.
20160713_203530

“Da Leo” er kendt for sin udgave af hjemmelavet fyldt pasta, Tortelli Lucchese, der er store pastapuder med kødfyld, oftest serveret med en kødragú. Restauranten også på klassiske toscanske retter, tilberedt som Mamma ville gøre det.

20160722_124303
Kødfyldte Tortelli med kødragú
PS: Der betales med kontanter, Da Leo tager ikke kreditkort. Lukket søndag.

Nyd stemningen hos Da Leo her med de to glade gademusikanter, der er et fast indslag i bybilledet i Lucca i turistsæsonen (Varighed 1.52).

L´isola che non c´era – Øen, der ikke var der
(“Ønske ønske øen” fra Peter Pan…)

På min næste tur til Lucca tog Lise mig med hen til en af hendes personlige favoritter. “L´isola che non c´era” >>, der ligger i en sidegade til hovedgaden Filungo.

20160722_134616

På “Øen, der ikke var der” er serveringen mere kreativ og moderne end hos “Da Leo”, men køkkenet er lige så solidt forankret i de gode råvarer og årstidens udvalg.
Maden var så god, at jeg glemte at tage billeder!

lucca_isola_che_non-cera

Gademusikanterne kom såmænd også forbi, mens Lise og jeg nød en velfortjent frokost efter at have sluppet dagens danske turister løs i Lucca. Der er ikke den store variation i deres repetoire, men det er ganske fornøjeligt.
Stedets ejer hedder Roberto Isola, deraf restauranten navn, og det er ham, der giver Lise et knus på videoen. Han ejede tidligere en delikatessebutik, og er vaskeægte luccheser.

I Vannis vinparadis
På mit tredje besøg i sommeren 2016 skulle jeg mødes med Inge og Anders, der er inkarnerede Italiens-fans.
Igen fulgte jeg Lises anbefaling, og vi tog på vinbutikken “Enoteca Vanni” >>, der med en meget beskeden facade befinder sig på Piazza San Salvatore.

20160722_110553

Udenfor Enoteca Vanni er der ganske få borde, hvor man kan smage vinene. Der er et udvalg af vin på glas, men tager man en flaske er prisen den samme som i butikken.
Vi nød en helt klassisk toscansk Chianti Classico.

Rygsækken skal i hånden!
Inden da havde vi – med turistrygsækkene i hånden for ikke at komme til at lave uoprettelige ulykker -været på besøg i kældrene under den smalle butik. Det er nemlig for beskedent blot at kalde underetagen for én kælder.

20160722_105713

Der er bogstaveligt talt vin i lange baner i Vannis kælder, og det bliver bare ved og ved.
Der er også plads til deciderede vinsmagninger ved de lange borde, hvis man bestiller i forvejen.
20160722_105618

20160722_105422

Stemningsbilleder fra Lucca:20160715_103858

Det myldrer med barer og caféer på Piazza Anfiteatro, der har form efter Lucca romerske anfiteater. Det er fint til en aperitif, men det er altså ude i de små smalle gader, man finder både den gode mad og den gode vin.

20160715_111100

Min ven Anders Dahl Tollestrup er også fotograf >> og her er hans bud på en selfie på Piazza Anfiteatro.

lucca_anders_tollestrup_anfitatro

Portofinos oase er baren ved fyrtårnet

SOMMERMINDER 2016/1
VIP feriestedet Portofino er et must, når turen går langs Ligurias østkyst.
portofino_panorama_2012
Foto taget fra Sankt Georg kirken, som man kommer forbi på vej ud til fyrtårnet

Nogle få kommer standsmæssigt sejlende i lystyachts så store, at de ikke engang kan sejle ind i havnen. Andre kommer sejlende med rutebådene, som man kan tage fra den nærmeste større by Santa Margherita Ligure >> eller Rapallo >> lidt længere mod øst.
Der er også en bybus fra “Santa”, som de lokale siger.
portofino_fyrtaarn_bar_7
Vandrefolket kommer i frisk nordisk stavgang over bjerget fra Camogli >> på den vestlige side af halvøen, og fjolserne kommer i bil, og betaler dyrt for de få parkeringspladser, hvis der da er nogle ledige.

SE, BLIV SET, OG TAG SÅ EN TUR UD TIL FYRET!
portofino_fyrtaarn_bar_5

Under alle omstændigheder er der udover skulpturparken >>, som også kan beundres udefra og kirken, hvortil korsridderne i sin tid bragte Sankt Georgs jordiske rester, ikke voldsomt meget af se i Portofino. Altså udover at lade sig se, eller selv se på, for i sommermånederne er Portofino stadig en klassisk etape for både italienske og udenlandske VIPs.

..artiklen fortsætter under annoncen

Når dét er overstået anbefaler jeg en spadserertur på 20-25 minutter ud til fyrtårnet.
Man smutter op ad den stejle gyde i hjørnet af “piazetta´en”, eller tager trappen efter indgangen til skulpturparken nede på havnen.
I stedet for, eller efter, at nyde udsigten ved Sankt Georg kirken, følger man skiltene til “Castello Brown” og “Il Faro”. Turen kommer forbi den engelske konsuls villa, deraf navnet Brown. Villaen tilhører i dag komunen, og der kan være forskellige udstillinger.
Videre ud af stien kommer man ud i Middelhavsnaturen med små buske, vilde blomster og de store pinjetræer, der gror i alle mulige og umulige positioner.
portofino_fyrtaarn_bar_1

Anstrengelserne, det går ganske lidt op og ned ad bakke på turen, belønnes med en fantastisk udsigt ude på fyrets terrasse.
Helt fantastisk bliver det, når baren er åben.
“Al Faro” har officiel lukkedag onsdag, men lukker også i dårligt vejr.
Udsigten og duften af hav og pinjetræer er under alle omstændigheder spadsererturen værd.
portofino_fyrtaarn_bar_2

Barmanden Antonio er meget underholdende, og nogle gange lidt “Kaptajn Haddock”-agtig,
hvis gæsterne stresser ham.
Men man kan vel dybest set heller ikke have en bar ved et fyrtårn, hvis man er helt normal?
Denne fantastiske sommerdag begyndte han pludselig at synge…
portofino_fyrtaarn_bar_3

En Spritz >> som den skal være – i et stor ballonglas, dybt orange og med masser af isterninger.
Hvad vil du mere?
portofino_fyrtaarn_bar_4

Portofino oktober 2016.
Var det Meryl Streep i pastelfarver ovre ved “L´Ancora”? Hvem ved…
Vil man se flotte sorthvide foto af VIPs i Portofino fra sidste århundrede, så er der masser af dem på væggene på Excelsior baren på La Piazzetta.
portofino_fyrtaarn_bar_6

Signorvino: Vinbar- og butik i hjertet af Milano

Milano ér en by i evig forandring. Nye butikker, barer og restauranter dukker hele tiden op.
I slutningen af januar 2016 var jeg på powershopping i centrum, og opdagede en ny stor kombineret vinbutik, bar og spisested:
På gågaden Via Dante mellem Sforzesco Slottet og Domkirken er en moderne tøjbutik blevet til en vinkælder med buede hvælvinger, og mulighed for både smagsprøver samt traditionelle retter til både frokost og middag.

Signorvino butik, bar og restaurant mellem Sforzesco Slottet og Domkirken i Milani

Signorvino butik, bar og restaurant mellem Sforzesco Slottet og Domkirken i Milani

Butikken er en del af kæden Signorvino, og har på de 450 m2 i Via Dante 14 har altid 1.500 etiketter på hylderne.

…artiklen fortsætter under annoncen


Vinene er logisk bygget op omkring regionerne, dog med de sprudlende vine for sig, og priserne er trods beliggenheden de samme som i deciderede “Enoteca´er” eller mere velassorterede supermarkeder.
Der er åbent fra 9.30 til 24.00 hver dag.

Signorvino er grundlagt strømpe-og undertøjkæden Calzedonias ejer Sandro Veronesi. Han står ogsè bag over 3.000 italienske butikker under mærkerne Intimissimi, Tezenis og Falconeri.

Milano Duomo >>
Milano Via Dante >>

Signorvino i VIa Dante i Milano. Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/milano-dante

Signorvino i VIa Dante i Milano. Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/milano-dante

Firenze (Med udsigt til Ponte Vecchio – Via Dei Bardi, 46/r) >>

signorvino_firenze

Signorvino i Firenze har udsigt til Ponte Vecchio Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/firenze

 

Verona  (Lige udenfor Piazza Bra og Arenaen – Corso Porta Nuova 2 )>>

signorvino_verona

Signorvino ligger to skridt fra Arenaen i Verona. (Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/verona)

Affi (Verona) >>
Brescia >>
Valpolicella (Verona provinsen) >>
Merano (Bolzano provinsen i Alto Adige) >>
Vallese (Verona Provinsen) >>
Cadriano (Bologna – sammen med Calzedonia outlet butik )>>
Torino (I centrum i den historiske Via Lagrange >>

Vinkortet i Via Dante i Milano i januar 2016, priser for en flaske eller et glas:

Udsnit af vinkortet i butikken i Via Dante i Milano i januar 2016

Udsnit af vinkortet i butikken i Via Dante i Milano i januar 2016

Menukortet over Pålægsspecialiteter og Oste. Signorvino serverer også varme retter.
signorvino_milano_salumi

La Dolce Vita: Intelligent elektronisk “karaffel” til dekantering af de gode vine

Med iFavines nye dekanteringsmaskine “iSommelier” bliver årgangsvine ef enhver alder drikkeklare i løbet af ganske få minutter.
Hemmeligheden er en lind strøm af “rengjort” ilt.
dekantering_maskine

Maskinen blev for nyligt præmieret ved den 10. udgave af vinmessen “Grand Tasting” i Paris og den fik også rosende omtale på Milanos nyligt overståede hotelmesse “Host”.

…artiklen fortsætter under annoncen

dekantering_aroma_tanniner

Metoden lover silkebløde tanniner og intense aromaer…

Når vinen er hældt på iSommelier indtaster man årgang og vintype, hvorefter maskinen filtrerer luften i rummet, så ozon, andre gasarter, lugte og samt almindelig støv elimineres.
dekantering_luftrensning
Derefter pustes den rengjorte luft op igennem vinen fra bunden til toppen af karaflen.
dekantering_luftningÈt minuts ophold i den specielle karaffel svarer til én times almindelig “luftning” af vinen.

“Dimsen” har en vejledende pris på omkring 1.500 euro.

iFavine, der er grundlagt af kineseren Eric Li i 2013, og har hovedsæde i Bordeaux, har også udviklet en App, hvor man får gode råd til dekantering og om vin i det hele taget.

VIN: Carlo Merolli om klassifikationer, Barolo og Lambrusco-is

26.8.2015
Man bliver klog på italiensk vin ved at læse Carlo Merolli ‘s nyhedsbreve, og får i tilgift skønne historier også om mad og mennesker…
(Meld dig til nyhedsbrevet her >>)

Dette nyhedsbrev handler af klassifikationer, de ‘bedste’ Barolo og lidt om Lambrusco Is i København…  …og jeg elsker når Carlo endnu engang understreger, at ingen vin efter hans mening bør koste mere end 500 kroner i butikken:
Kun vinsnobber og folk med alt for lidt ægte vin-nysgerrighed har behov for at betale mere!

carlo_merolli

Du kan læse flere af Carlo Merollis lærerige nyhedsbreve på italy.dk – her om Super-Toscanerne >>

Kære Vinvenner,

Igen en ny vinven.
Han skrev – kort fortalt – hvorfor har man ikke i Italien en klassifikation af
vinene som for eksempel i Bordeaux.
“Det ville være praktisk for os, der er lige startet med italiensk vin og ønsker at forstå mere om den.
For eksempel om Barolo: kunne du fortælle mig, hvilke der er de bedste?
“Jeg håber, at du har tænkt dig til at købe meget vin fra mig, og mindst en Velkomstkasse(*), fordi det er
ikke et nemt spørgsmål at besvare.”
Lad os se:

LIDT HISTORIE
Frankrig har været et forenet land, med centraladministration i flere århundreder.
Italien har kun lige
fejret sin 150 års fødselsdag.
På det tidspunkt, da Bordeaux-klassifikationen blev udarbejdet, eksisterede Italien ikke.
Den italienske halvø var stadigvæk inddelt i syv selvstændige stater.Ingen af dem havde et handelmæssigt behov
eller eksportrelationer nok til at skulle klassificere deres vine.

Typisk nok finder vi klassifikationen fra dengang kun i Bordeaux.
Det var ikke en rangliste over kvaliteten men
kun en “statusliste:
De forskellige chateaux blev ordnet efter, hvor høj en pris deres vine var blevet solgt i
de forgangne år.
Listen blev udtænkt som en hjælp for gæster og købere i anledning af den kommende verdensudstilling
i Paris.
Da klassifikationen viste sig at være en succes, blev den senere indlemmet i den franske vinlov og der blev sat
lighedstegn mellem pris og kvalitet.

DE BEDSTE ?
Den anden del af dit spørgsmål, om hvilke Barolo der er de bedste, er nok den mest spegede del, fordi jeg tror at
enhver Barolo-elsker ville give dig sit eget svar.
Der er naturligvis nogle få navne, som alle enes om, men tænk lidt på
Bourgogne: hvorfor er der ikke i Bourgogne en klassifikation som i Bordeaux?
Barolo og Bourgogne har meget tilfælles hvad territorie, traditioner, brug af kun en druetype, parcellisering af ejendommen og vinmagerens indflydelse på vinens karakter angår.
Det ville ikke være noget problem at finde hundrede Barolo, som alle ville
kunne indgå i en top-hundrede liste, men på den anden side savner jeg “monetos-elementet” i dit spørgsmål:
Hvor meget er du parat til at betale for en Barolo?”

Her viste den nye vinven sig fra sin dristige side.
Mente han.
Jeg er parat til at betale op til tohundrede kroner
for en god Barolo.
Rimeligt krav, men det begrænser feltet en del.
Tag dig en tur på nettet og se hvad en
god Barolo koster.
Ikke en top-tyve Barolo, blot en god Barolo.
Den entusiastiske og hårdtarbejdende side vinhulen.dk har fornylig publiceret en liste over Italiens halvtreds dyreste vine.
Det er priser mellem 1.200,- kr. og 6.600,- kroner: seksten af de halvtreds er Barolo.
Godt nok blandt de absolut bedste men du kan se, at dine tohundrede kroner rækker ikke langt.

Her blev mailkorespondancen afbrudt og jeg regner med, at det var fordi den nye vinven ville teste sandheden af min påstand ved at tage sig den anbefalede tur på nettet.
Han kom tilbage dagen efter og skrev: ”
Jeg kan se hvad du mener men har dog fundet en række Barolo til lige under tohundrede kroner. Det er her at jeg godt kunne bruge en klassifikation: hvilke er de tohundrede kroner værd og hvilke ikke ? Kan du fortælle mig hvad du selv mener?

HVER SO BEDST OM SINE EGNE GRISE
Jeg importerer selv to tre Barolo, som jeg mener er de bedste til pris, men det er ikke det du spørger om, vel ? Du ønsker dig en neutral, sober og sandfærdig klassifikation.
Den findes ikke.
Ikke blot fordi årgangen betyder meget for Barolo, men især fordi der er forskellige vinmarker, forskellige stile og hver vinhandler, hver vinelsker foretrækker sin:
Brunetter, blondiner og rødhårede, ved du nok. Desuden mellem 1989 og 2000 er produktionen næsten fordoblet. Det betyder, at der er mange nye producenter, som ikke har nået endnu til at skabe sig et rodfæstet ry for deres
kvalitetsproduktion”

Han inisisterede og jeg endte med at sende ham en liste over de Barolo, der tiltaler mig mest.
Jeg understregede, at det er de Barolo, der tiltaler mig.
Det er kun navne på producenterne, da ingen steder som i Barolo er det vigtigt at kende personerne, der fremstiller vinene.
Hver gård har så en eller to vine, som “tegner” produktionen.
Der findes naturligvis mange andre gode Barolo og det er nok derfor, at en klassifikation er stort set umulig.

HVAD PRISEN ANGÅR…..
….skrev jeg til ham at jeg har den filosofi, at en vin – hvilken som helst vin – ikke må koste mere end max. femhundrede kroner og at der mellem 85,- og 150,- findes et hav af virkelig gode vine.
Hans 200,- kr. svarer til næsten 27,- euro og det er cirka den pris, en Barolo fra min liste koster…….fra gården af.
Gode Barolo kan også fås for færre euro, men der er en nedre grænse, som man ikke burde overskride hvis man har
sine smagsløg kære.
Og jeg gjorde ham naturligvis opmærksom på, at ved forudbestilling kunne han sikre sig nogle gode Barolo i den prisklasse han ønskede:

CASCINA CUCCOS BAROLO, NEBBIOLO, BARBERA, DOLCETTO:
LAVE PRISER VED FORUDBESTILLING, VINSMAGNING OG EN “IKKE-WINEMAKERS” DINNER
http://shop.carlomerolli.dk/produkter/…

Ciao,
Carlo

(*) http://shop.carlomerolli.dk/…/34-tilbu…/2212-velkomstkassen/

PS Og nu for at snakke om noget alvorligt:
Jeg ved godt, at det ikke er alle af jer, der bor i nærheden af Spaghetti Martelli, men butikken er nu en rejse værd! Det er dér, at Danmarks første Lambrusco-is bliver fremstillet. I hvert fald den første fremstillet med min/jeres/vor MUTINA Lambrusco Grasparossa di Castelvetro. Lone og Giorgio di Renzo har sluppet kreativitetsbremsen og har kastet sig ud i en lige så vovet som vellykket “Gelato al Mutina”!
(Om Lambrusco på italy.dk >>)

Ciao,
Carlo

Gelati Martelli/ Spaghetti Martelli >>, Dag Hammarskjölds Allé 44, 2100 Østerbro, Telefonnummer 35 43 80 80

Carlo Merolli sælger også detaljerede kort over vinmarkerne i de kendeste italienske vindistrikter >>

merolli_vinkort_425

 

GREVE I CHIANTI: Vin, vin, vin… og et par verdensberømte slagtere

Landsbyen Greve fik lov til at kalde sig “Greve in Chianti”, da kommunen i 1972 blev en del af vinområdet “Classico del Chianti”.
chianti_classico_kort

Kommunen, der ligger i hjertet af Chianti vindistriket mellem Firenze og Siena i Toscana, har i dag 16.000 indbyggere. Der er marked i byen hver lørdag.
greve_chianti_toscana_1Området står i vinens tegn, og skiltene til vingårde står nærmest i kø, når man nærmer sig Greve – mange naturligvis med den sorte hane >>, der er logo for kosortiet af producenter af Chianti Classico-vinen.

Der produceres Chianti Classico i 14 kommuner på cirka 70.000 hektar.chianti-classico-logo

chianti_classico_logo

Chianti Classico området var det første vinområde i verden, der blev lovfæstet. Det skete under den toscanske storhertug Cosimo III i 1716.

Naturligvis bør man smage vinen, når man besøger Greve.
Det kan ske på byens barer omkring den centrale Piazza Matteotti, eller på én af byens mange “Enoteca”, vinbarer:
Enoteca di Greve – Viale Vittorio Veneto 112/a
Enoteca Fuoripiazza også restaurant – Piazza Trento
Enoteca Gallo Nero – også restaurant – Via Cesare Battisti 9
Bottega Del Chianti Classico – Piazza Matteotti 18
Enoteca Falorni – Piazza delle Cantine 6

…artiklen fortsætter under reklamen

Fra Greve til New York
Det første man ser på torvet på Piazza Matteotti i Greve er statuen af byens kendeste indbyggere Giovanni Verrazzano, der blev født i 1485.  Verrazzano blev opdagelsesrejsende på verdenshavene , og han får æren for at have opdaget området, hvor New York befinder sig i dag, samt store dele af den nordamerikanske østkyst. Verrazzano-broen forbinder i dag Brooklyn og Staten Island. Apropos opdagelsesrejsende, så blev Amerigo Vespucci, som Amerika har navn efter, født i Montefioralle få km fra Greve.
greve_chianti_toscana_verrazzano
Verrazzano Slottet >> producerer skam stadig vin, og er åben hver dag fra 10 til 16.30 for besøg og vinsmagning. Slottet har derudover to ferielejligheder.

Slagter Falorni
På Piazza Matteotti bør man også besøge slagterbutikken “Antica Macelleria Falorni”. 
Butikken åbnede i 1806, og bestyres i dag af 9. generatio.
falorni_slagter-greve_3

En "grå" skinke med hale - og fod...

En “grå” skinke med hale – og fod…

Falorni byder på klassiske toscanske skinker, salamier og andet pålæg, men opdrætter og avler også selv. Et af de nyeste eksperimenter er skinke – med hale! – og andet pålæg fra “Den grå gris”, hvor den lokale svinerace “Cinta Senese” og den nordeuropæiske “Large White” er blevet parret.
falorni_opdræt

greve_chianti_falorni_2

Smagsprøver hos Falorni – toscansk olivenolie, frisk fåreost – Pecorino – den klassiske Toscana-salami med fennikelfrø Fionocchiona, tyåisk Greve-salami og Vindsvinesalami.

greve_chianti_toscana_falorni

Falornis gamle varvogn har blandt andet deltaget i veteranløbet Milla Miglia

Falorni har også et lille ostelager med Pecorino-oste i kælderen under butikken, og der tilbydes smagsprøver, der kan ledsages med vinsmagninger fra futuristiske vinautomater, der betjenes med et digitalt chip-kort, man køber i butikken.

Falorni er ikke den eneste verdenberømte slagter i Chianti-området.
I Panzano huserer Dario Checchini, der blev verdensberømt, da han i 2001 “begravede” Firenze-bøffen – den var blevet forbudt på grund af kogalskab (blev dog tilladt igen efter fire et halvt år) >>

Tilbage i Greve befinder byens turistkontor sig i et hjørne af Piazza Matteotti. Foranrådhuset står skuppturen “Torso Alato” af den polske kunstner Igor Mitoraj, der har arbejdet i den toscanske kystby Pietrasanta >> i mange år.
greve_skulptur
Rundt i byen finder man andre moderne skulpturerer, som kommunen har investeret i:
greve_kunst_kort

 

VAND! Kan man drikke af hanerne?

ITALIENERNE DRIKKER I GENNEMSNIT 190 LITER MINERALVAND PÅ FLASKE HVERT ÅR

Læser-sprøgsmål fra Kent, der har diskuteret med vennerne, om det er en god ide eller ej at drikke vandet fra hanerne under en ferie i Marche-regionen?

OVERORDNET er svaret NEJ!
…men intet er jo sort/hvidt…

Langt de fleste steder i Nord- og Mellemitalien er vandet i vandhanerne drikkeligt set udfra et kemisk synspunkt, men det halter en del i Syditalien og på øerne Sardinien og Sicilien.
Deres problem er, at vandrørererne ofte er så utætte, at de ikke bare mister op til over halvdelen af vandet på vejen fra vandværket til forbrugeren, men også er så utætte, at alt muligt uvelkomment kommer med ind i rørerne og hen til forbrugerne…

Alligevel er den overordnede anbefaling ALTID at købe VAND PÅ FLASKE, af den helt simple grund, at jeg – og mit fordøjelesessystem! – er vant til vandhanevandet i Milano, men det er du ikke!

Det samme gør sig naturligvis gældende alle andre steder, hvor vandhanevandet i princippet er drikkelig:
DU er ikke vant til lige netop dette drikkevands kemiske sammensætning, og alt efter hvor påvirkeligt dit system er, risikerer du altså at bruge ferien anderledes end planlagt.

Og så er der fontænerne på offentlige pladser og i parker – dem drikker jeg lystigt af, uanset hvor i Italien jeg er… …hmmmm – der mangler konsekvens her, men det er altså et spørgsmål om lige netop DIN mave, må jeg så bare konstatere!!!

YNDLINGSVAND
– for sådan noget har man også i Italien!
vand_surgiva
Jeg er vild med boble-vandet fra Surgiva-kilden
– bliver simpelthen glad, når restauranten har den på menuen…vand_bolle
Bolle-vand fra Lurisia –
en anden favorit
(Bolle betyder boble på italiensk)

vand_ekstra_brus
Ekstra boblende mineralvand – Brio Blu Frizzantissima, der så er rød og ikke “blu”…
Det er et halvt Middelhav af disse flasker, der er en del af mit motionsprogram…

Salget af filtre og andre fysiske anordninger til rensning af vandhandevandet boomer i øvrigt i Italien, for ja, vi er da trætte at at slæbe os en pukkel til med de mang 6 x 1,5 liters vandflasker, vi bruger hjemme….
Men jeg vil altså have mit “boble-vand” og ser slæberiet som en slags ekstra motion på linje med pudsning af vinduer…

Sjovt nok boomer Sodastream-maskiner ikke i Italien, hvor man jo så ellers selv kan lave vandhanevandet “FRIZZANTE” eller endog “FRIZZANTISSIMA”…

Jeg ved ikke hvorfor, men er alligevel én af dem, der ALDRIG køber min egen kulsyremaskine
– det er ligesom for nemt, ikke?

VAND ER IKKE BARE VAND – fra italy.dk >>

FULD I VAND? >>

Mindeord: En dansk italiener, vi kan være stolte af

italy.dk har modtaget følgende mindeord for Kaj Dyhre Hansen, Genova, der er afgået ved døden 77 år gammel:

Efter sin uddannelse blev Kaj Dyhre Hansen som ganske ung sendt til Italien for at starte et beskedent kontor for TULIPs produkter.  

Under Kajs ledelse blev TULIP et stort firma, og succesen blev senere forstærket med introduktionen og salget i Italien af CERES-øl.

Da CERES i 1997 købte og overtog selskabet i Genova, havde omsætningen nået cirka 50 millioner Euro.

I sin karriere modtog Kaj Dyhre Hansen adskillige anerkendelser, også gennem Ambassaden i Rom, bl.a. Dansk Arbejdes Eksportpris.

Kaj Dyhre Hansen efterlader sig hustru Ida, og tre voksne og aktive sønner, Lars, Michael og Finn Dyhre Hansen.

KOMMENTAR
Personligt har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Kaj Dyhre Hansen, men jeg har gennem årene hørt mange positive omtaler af ham.

Historien om, hvordan han gjorde Ceres Strong Ale – det er vist den, der i Danmark kaldes for en Dortmunder – til Italiens mest solgte udenlandske øl i 1990´erne fortjener så absolut at bliver genfortalt:

"Ceres c'è" - "Ceres er her" er det italienske slogan for den oprindeligt århusianske øl

“Ceres c’è” – “Ceres er her”
er det italienske slogan for den oprindeligt århusianske øl

Når Tulip leverede deres produkter til italienske barer og restauranter forærede de en kasse Ceres – tjeres udtaler de den på dansk.
– Så kan I smage på den, lød beskeden, og denne kreative form for markedsføring betød, at den århusianske øl ikke bare blev den mest solgte udenlandske øl i en periode, men også i min italienske studietid i begyndelsen af 1990´erne blev regnet for en meget smart drik.

Den italienske Ceres Strong Ale

Den italienske Ceres Strong Ale

– Ah, så skal du vel have en “tjeres”, sagde min studiekammerater på den italienske journalistuddannelse, når vi var i byen.

Først forstod jeg simpelthen ikke, hvad de mente.
Og da den rette sammenhæng gik op for mig kunne jeg se, at jeg skuffede dem, når jeg fortalte at denne lille skrappe sag ikke lige var min personlige øl-smag.

Ceres´ kontor i Italien ligger stadig i Genova – http://www.ceres.com/
Tulip italienske afdeling ligger i dag  i Legnano udenfor Milano – http://www.bacontulip.it/