2020 fra kanten af espresso-koppen

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.

Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.


Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det


Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino.
Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.

–//–

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.…artiklen fortsætter under reklamen

Piemonte: Stjernemad, med og uden Michelin

Michelinrestauranten 21.9 og det familiedrevne Trattoria Tre Rii befinder sig i helt forskellige prislag, men kærligheden til Piemontes råvarer og traditioner er den samme.
I Piemonte spiser du godt for både 30 og 300 euro.
Vælg selv.

STJERNEMAD:
Flavio Costa overtog restaurant- og hoteldriften på den 550 år gamle vingård Tenuta Carretta i foråret 2016.
Vingården, hvis 35 hektar vinmarker ligger rund om gården som et naturlig anfiteater, ejes af textil- og tøjgiganten Miroglio Group.
Den ligger ved landsbyen Piobsi d´Alba i Roero vindistriktet ganske få kilometer fra Nutella- vin- og ikke mindst trøffelbyen Alba.


Flavio Costa foran indgangen til Tenuta Carretta

…artiklen fortsætter under reklamen

Veninden og jeg havde trøflet os igennem det velduftende trøffelmarked inde i Alba, da vi satte os til bords i restauranten, der hedder 21.9 og er opkaldt efter den dag, hvor Flavio Costas tvillingedøtre blev født.
Vores appetit var ikke til en hel menu, og det passede ikke helt restaurantchefen.
Det lod vi os dog ikke mærke med…

Hav og bakker på menuen

Flavio Costa er oprindeligt fra Ligurien ved Middelhavet, og fik sin første Michelinstjerne i 2002 på restauranten Arco Antico i kystbyen Savona.
Siden åbnede han restaurant 21.9 i Albissola Marina, der fra marts 2016 flyttede til Piemonte. Michelinstjernen fulgte med i november 2016, og blev bekræftet i november 2017.

Det er derfor ingen overraskelse, at menukortet også indeholder en omfangsrig fiskemenu, selv om Piemonte er en af de få italienske regioner uden adgang til havet.
Menuerne koster fra beskedne 50 euro og opefter. Skal der i sæsonen 20 gram tynde friskrevne hvide trøffelskiver fra området ovenpå retterne ender trøffelmenuen på 210 euro.

Vi insisterede på den lokale hvidvin

Vi var kun småsultne, og havde derfor en lille disputs med overtjeneren, der – diskret, men alligevel – lod os forstå, at vi var plebejere, da vi insisterede på at drikke vores yndlingshvidvin fra markerne udenfor restauranten, før vi havde bestemt os for menuen.

Den lokale hvide Arneis drue er flagskibet i Roero, der de seneste år også har markeret sig med den røde Roero, hvis basis er Nebbiolodruerne.
Tjeneren forsøgte at overbevise os om, at hvis vi nu ville spise fisk, så duede Arneis ikke, fordi Piemonte ikke har sit eget hav.
Vi insisterede, og bestilte Carretas egen, og ualmindelig gode, Arneis Cayega, der også kan erhverves i vingårdens butik for 12 euro per flaske.


Som appetizer smagte vi én af Flavio Costas specialiteter:
Puré af trompetsquash med blæksprutte og kandiseret appelsin.
En ualmidelig delikat komposition.

Derefter måtte jeg tage tilløb i flere omgange for til slut at ødelægge den smukke anretning af Piemonte-specialiteten med tynde skiver af det lokale Fassone-kvæg, tilsat sorte trøfler og porrekreme. Ja, vi er nogle, der simpelthen ikke kan få trøfler nok.


Selv uden trøflerne ville retten have været små himmerigsmundfulde

Min ikke så sultne kollega fik marinerede spareribs på kål, mens jeg fik en af de bedste pastaretter længe.

Tortellini med sorte trøfler og indkogt Martini. Ingen kan som i Piemonte lave pastadejen så tynd og delikat, at den bogstaveligt talt smelter i munden.

Vi afsluttede vores i grunden efter piemontesiske forhold minimåltid med mignon-kager, og nød at vi udover foto havde talt sammen under hele måltidet.
De to andre par i restauranten havde stort set ikke kigget op eller på hinanden, men var mellem indtagelsen af retterne udelukkende optaget af hver deres mobiltelefon.


Hvide “damekys”, crunchy chokoladetrøffel, pebret hindbær, og en fjerde hapser, vi kom til at spise, inden jeg fik taget foto…

Måltidet kostede os 96 euro.
Det var så absolut Michelinstjernen, pengene og tiden værd, inklusiv vores lille vindisputs med overtjeneren 🙂


Efterår i vinmarkerne ved Tenuta Carretta.

MAMMA-MAD:

Dagen efter skulle der arbejdes, men en frokostpause skal der til.
Vi snuppede den  lille Panda, og kørte ud i det smukke Roero-landskab på en solskinsdag i november med høj himmel.
 

I landsbyen Canale, hvor Osteria dell´Enoteca med Davide Palluda > i køkkenet også kan bryste sig med en Michelinstjerne, tog vi en pause.
Det skulle have været en kaffepause, men blev i stedet til – ja, vi er nok lidt plebejeriske, veninden og jeg – to cola på 25 centiliter flasker. Vi er nogle, der er så fundamentaliske, at vi tror på, Cola smager bedre på glasflasker.

På jagt efter Mammas gryder

Jeg klikkede ind på Google Maps, og slog min restaurantnæse til.
Veninden og jeg var enige om, at efter tre dage med stjernemad var det tid til Mammas gryder. Om aftenen ventede der os nemlig rejsens vildeste måltid hjemme hos Flavio Costa på Tenuta Carretta: En menu på basis af Champagne, kaviar, østers og skyer af den hvide trøffel fra Alba…

Min restaurantnæse var os nådig.
Klokken 12.50 havde vi parkeret Pandaen på en fyldt parkeringsplads i en lillebitte landsby, og begav os ind i baren på Trattoria Tre Rii tæt ved Monteu Roero.

“Har i reserveret?” spurgte datteren, og vi blev bange for at ende med uforløst sult.
Heldigvis var en gruppe på fire af de lokale kun to den dag, og vi ventede med et glas Arneis hos farmand i baren, mens maden blev gjort klar.
“Et lille eller et stort glas?”, spurgte han.
Vi bad om et lille, og fik et fyldt glas uden stilk.
Vinsnobber ville sikkert lave grimasser, men vi drak med glæde, og der var nok til hele vores arbejdsfrokost.

Vi fik igen Carpaccio af den lokale Fassone kvægrace, med Grana Padano ost i skiver.
Jovist smager det godt med porrekreme og andet, men den helt enkle udgave har i den grad også sin berettigelse i det piemontesiske køkken.

Min veninde valgte derefter Piemonte specialiteten Kalvetunge med den lokale grøn sauce tilberedt med hvidløg, persille, ansjos, eddike, olivenolie og daggammel brødkrumme.


Kalvetunge med Salsa Verde er ikke verdens smukkeste ret at fotografere, men en ren nydelse for smagsløggene i Piemonte.

Så var det min tur til endnu en Piemonte klassiker.
De tynde pastastrimler Tajarin, som eksperter fabrikerer af 30 æggeblommer til ét kilo mel. Dét er forklaringen på, at pastaen smelter på tungen. Jeg fik den med ragú af Fassone, og kødsovsen var nøjagtig så delikat og blid i smagen, at pastaen kom helt til sin ret,

Vi sluttede af med den rituelle espresso kaffe, og var lykkelige i mave og sjæl, og næsten en del af familien, inden vi kørte tilbage til Tenuta Carretta for at lade op til aftenens middag.

Pris for alle herlighederne: 30 euro.

Trattoria Tre Rii, Frazione Tre Rivi, 16, 12040 Monteu Roero CN – 0173 90152 – åben til frokost. Lukket fredag. Middag kun lørdag og søndag.

Mere om Roero:

René Redzepi modtog i juni 2014 Roeros Køkkenhavepris, og sagde ved den lejlighed om gastronomien i Piemonte:
“- Man kan ikke andet end elske et land, hvor man bruger 40 æggeblommer for hvert kilo mel til at lave den bedste pasta, jeg nogensinde har smagt, og derefter ikke spilder, men bruger æggehviderne til skønne desserter.

–//–

#unespressoperfavore: Onsdags-elskere på DaDa Bar


#unespressoperfavore

De kommer hver onsdag formiddag.

Kontorfolk.
Så kedeligt ensformet og forventeligt klædt på med de rigtige mærkevarer, som kun  kontorfolk i Milano.
De er tydeligt udenfor både deres vanlige zone, og også udenfor deres personlige komfortzone.

…artiklen fortsætter under reklamen

Hænderne rækker ud efter hinanden hen over bordet, men trækkes altid tilbage i sidste øjeblik eller efter et mikrosekunds berøring.
Der er mere tavshed end dialog, men stort overskud af lange suk og sigende blikke. Og der hænder, der strækkes frem, og så alligevel altid trækkes tilbage.

Det udvikler sig.
Langsomt.

For et år siden sad de på hver sin side af bordet.
Nu er de rykket tættere på hinanden, og deler et hjørne.

Hvis det er en affære, er det den mest langsomme af slagsen, jeg har overværet.

Jeg får lyst til at ryste dem i kraverne på de altid nystrøgne skjorter, give dem nøglerne til min lejlighed et par timer, få det forløst.

– Så gør dog noget ved det, får jeg lyst til at råbe i den formiddagsstille kaffebar hver onsdag.

Men måske er de forsigtige håndspålæggelser og forventningens glæde nok for dem?
Måske er onsdags-espresso dét, der får de to til at føle sig levende resten af ugen? Af livet?

Men lidt frustreret gør de mig altså.
Om onsdagen…

–//–

To frokostrestauranter i Lucca, og en utrolig vinkælder

SOMMERMINDER 2016/2
Det betaler sig at lytte til de lokale, og den danske byguide i Lucca, Lisa Horslund Christensen ved, hvad hun taler om.

20160715_111156

Lise Horslund Christen er autoriseret by- og cykelguide i Lucca, hvor hun også selv bor med sin mand og to børn. Lise har en fortid som professionel cykelrytter i Italien, og du kan læse mere om hendes italiensk liv i Familie Journal >>.

..artiklen fortsætter under annoncen

Trattoria Da Leo
På sommerens første besøg i den skønne by bag de tykke over 500 år gamle bymure sendte Lise mig hen til “Trattoria Da Leo” >> i Via Tegrimi 1 mellem San Michele kirken og bymuren.

20160715_114026
Går du til venstre her ved facaden af San Michele kirken i centrum af Lucca ender du ved restauranten “Da Leo”

Selv om klokken kun var 12.45 var jeg heldig at indtage det sidste ledige udendørs bord, og det kan anbefales af reservere i turistsæsonen. Jeg begyndte med en klassisk antipasti med toscanske specialiteter.
20160713_203530

“Da Leo” er kendt for sin udgave af hjemmelavet fyldt pasta, Tortelli Lucchese, der er store pastapuder med kødfyld, oftest serveret med en kødragú.
Restauranten byder naturligvis også på klassiske toscanske retter, tilberedt som Mamma ville gøre det.

20160722_124303
Kødfyldte Tortelli med kødragú
PS: Der betales med kontanter, Da Leo tager ikke kreditkort. Lukket søndag.

Nyd stemningen hos Da Leo her med de to glade gademusikanter, der er et fast indslag i bybilledet i Lucca i turistsæsonen (Varighed 1.52).

L´isola che non c´era – Øen, der ikke var der
(“Ønske ønske øen” fra Peter Pan…)

På min næste tur til Lucca tog Lise mig med hen til en af hendes personlige favoritter. “L´isola che non c´era”, der ligger i en sidegade til hovedgaden Filungo.

20160722_134616

På “Øen, der ikke var der” er serveringen mere kreativ og moderne end hos “Da Leo”, men køkkenet er lige så solidt forankret i de gode råvarer og årstidens udvalg.
Maden var så god, at jeg glemte at tage billeder!

lucca_isola_che_non-cera

Gademusikanterne kom såmænd også forbi, mens Lise og jeg nød en velfortjent frokost efter at have sluppet dagens danske turister løs i Lucca. Der er ikke den store variation i deres repetoire, men det er ganske fornøjeligt.
Stedets ejer hedder Roberto Isola, deraf restauranten navn, og det er ham, der giver Lise et knus på videoen. Han ejede tidligere en delikatessebutik, og er vaskeægte luccheser.

I Vannis vinparadis
På mit tredje besøg i sommeren 2016 skulle jeg mødes med Inge og Anders, der er inkarnerede Italiens-fans.
Igen fulgte jeg Lises anbefaling, og vi tog på vinbutikken “Enoteca Vanni” >>, der med en meget beskeden facade befinder sig på Piazza San Salvatore.

20160722_110553

Udenfor Enoteca Vanni er der ganske få borde, hvor man kan smage vinene. Der er et udvalg af vin på glas, men tager man en flaske er prisen den samme som i butikken.
Vi nød en helt klassisk toscansk Chianti Classico.

Rygsækken skal i hånden!
Inden da havde vi – med turistrygsækkene i hånden for ikke at komme til at lave uoprettelige ulykker – været på besøg i kældrene under den smalle butik.
Det er nemlig for beskedent blot at kalde underetagen for én kælder.

20160722_105713

Der er bogstaveligt talt vin i lange baner i Vannis kælder, og det bliver bare ved og ved.
Der er også plads til deciderede vinsmagninger ved de lange borde, hvis man bestiller i forvejen.
20160722_105618

20160722_105422

Stemningsbilleder fra Lucca:20160715_103858

Det myldrer med barer og caféer på Piazza Anfiteatro, der har form efter Lucca romerske anfiteater. Det er fint til en aperitif, men det er altså ude i de små smalle gader, man finder både den gode mad og den gode vin.

20160715_111100

Min ven Anders Dahl Tollestrup er også fotograf >> og her er hans bud på en selfie på Piazza Anfiteatro.

lucca_anders_tollestrup_anfitatro

–//–

Portofinos oase er baren ved fyrtårnet

SOMMERMINDER 2016
VIP feriestedet Portofino er et must, når turen går langs Ligurias østkyst.
portofino_panorama_2012
Foto taget fra Sankt Georg kirken, som man kommer forbi på vej ud til fyrtårnet

Nogle få kommer standsmæssigt sejlende i lystyachts så store, at de ikke engang kan sejle ind i havnen. Andre kommer sejlende med rutebådene, som man kan tage fra den nærmeste større by Santa Margherita Ligure >> eller Rapallo lidt længere mod øst.
Der er også en bybus fra “Santa”, som de lokale siger.
portofino_fyrtaarn_bar_7
Vandrefolket kommer i frisk nordisk stavgang over bjerget fra Camogli på den vestlige side af halvøen. Fjolserne kommer i bil, og betaler dyrt for de få parkeringspladser, hvis der da er nogle ledige.

SE, BLIV SET, OG TAG SÅ EN TUR UD TIL FYRET!
portofino_fyrtaarn_bar_5

Under alle omstændigheder er der udover skulpturparken, som også kan beundres udefra og kirken, hvortil korsridderne i sin tid bragte Sankt Georgs jordiske rester, ikke voldsomt meget af se i Portofino.

Altså udover at lade sig se, eller selv se på, for i sommermånederne er Portofino stadig en klassisk etape for både italienske og udenlandske VIPs.

..artiklen fortsætter under annoncen

Når dét er overstået anbefaler jeg en spadserertur på 20-25 minutter ud til fyrtårnet.
Man smutter op ad den stejle gyde i hjørnet af “piazetta´en”, eller tager trappen efter indgangen til skulpturparken nede på havnen.
I stedet for, eller efter, at nyde udsigten ved Sankt Georg kirken, følger man skiltene til “Castello Brown” og “Il Faro”. Turen kommer forbi den engelske konsuls villa, deraf navnet Brown. Villaen tilhører i dag kommunen, og der kan være forskellige udstillinger.
Videre ud af stien kommer man ud i Middelhavs naturen med små buske, vilde blomster og de store pinjetræer, der gror i alle mulige og umulige positioner.
portofino_fyrtaarn_bar_1

Anstrengelserne, det går ganske lidt op og ned ad bakke på turen, belønnes med en fantastisk udsigt ude på fyrets terrasse.
Helt fantastisk bliver det, når baren er åben.
“Al Faro” har officiel lukkedag onsdag, men lukker også i dårligt vejr.
Udsigten og duften af hav og pinjetræer er under alle omstændigheder spadsererturen værd.
portofino_fyrtaarn_bar_2

Barmanden Antonio er meget underholdende, og nogle gange lidt “Kaptajn Haddock”-agtig,
hvis gæsterne stresser ham.
Men man kan vel dybest set heller ikke have en bar ved et fyrtårn, hvis man er helt normal?
Denne fantastiske sommerdag begyndte han pludselig at synge…
portofino_fyrtaarn_bar_3

En Spritz som den skal være – i et stor ballonglas, dybt orange og med masser af isterninger.
Hvad vil du mere?
portofino_fyrtaarn_bar_4

Vil man se flotte sorthvide foto af VIPs i Portofino fra sidste århundrede, så er der masser af dem på væggene på Excelsior baren på La Piazzetta.

–//–

Signorvino: Vinbar, restaurant og butik i hjertet af Milano

Milano ér en by i evig forandring. Nye butikker, barer og restauranter dukker hele tiden op.
I slutningen af januar 2016 var jeg på powershopping i centrum, og opdagede en ny stor kombineret vinbutik, bar og spisested:
På gågaden Via Dante mellem Sforzesco Slottet og Domkirken er en moderne tøjbutik blevet til en vinkælder med buede hvælvinger, og mulighed for både smagsprøver samt traditionelle retter til både frokost og middag.

Signorvino butik, bar og restaurant mellem Sforzesco Slottet og Domkirken i Milani

Signorvino butik, bar og restaurant mellem Sforzesco Slottet og Domkirken i Milani

Butikken er en del af kæden Signorvino, og har på de 450 m2 i Via Dante 14 har altid 1.500 etiketter på hylderne.

…artiklen fortsætter under annoncen


Vinene er logisk bygget op omkring regionerne, dog med de sprudlende vine for sig, og priserne er trods beliggenheden de samme som i deciderede “Enoteca´er” eller mere velassorterede supermarkeder.
Der er åbent fra 9.30 til 24.00 hver dag.

Signorvino er grundlagt strømpe-og undertøjkæden Calzedonias ejer Sandro Veronesi. Han står også bag over 3.000 italienske butikker under mærkerne Intimissimi, Tezenis og Falconeri.

Signorvino i VIa Dante i Milano. Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/milano-dante

Signorvino – herover i Milano og herunder i Firenze med udsigt til Ponte Vecchio
signorvino_firenze

I Verona  (Lige udenfor Piazza Bra og Arenaen – Corso Porta Nuova 2 )

signorvino_verona

Signorvino ligger to skridt fra Arenaen i Verona. (Foto fra http://www.signorvino.com/it/negozi/verona)

Vinkortet i Via Dante i Milano i januar 2016, priser for en flaske eller et glas:

Udsnit af vinkortet i butikken i Via Dante i Milano i januar 2016

Udsnit af vinkortet i butikken i Via Dante i Milano i januar 2016

Menukortet over Pålægsspecialiteter (Salumi) og Oste (formaggio).
Signorvino serverer også varme retter.
signorvino_milano_salumi

–//–

VIN: Carlo Merolli om klassifikationer, Barolo og Lambrusco-is

26.8.2015
Man bliver klog på italiensk vin ved at læse Carlo Merolli ‘s nyhedsbreve, og får i tilgift skønne historier også om mad og mennesker…
(Meld dig til nyhedsbrevet her >>)

Dette nyhedsbrev handler af klassifikationer, de ‘bedste’ Barolo, og lidt om Lambrusco Is i København…
Og jeg elsker i øvrigt, når Carlo endnu engang understreger, at ingen vin efter hans mening bør koste mere end 500 kroner i butikken:
Kun vinsnobber og folk med alt for lidt ægte vin-nysgerrighed har behov for at betale mere!

carlo_merolli

Kære Vinvenner,

Igen en ny vinven.
Han skrev – kort fortalt – hvorfor har man ikke i Italien en klassifikation af
vinene som for eksempel i Bordeaux.
“Det ville være praktisk for os, der er lige startet med italiensk vin og ønsker at forstå mere om den.
For eksempel om Barolo: kunne du fortælle mig, hvilke der er de bedste?
“Jeg håber, at du har tænkt dig til at købe meget vin fra mig, og mindst en Velkomstkasse(*), fordi det er
ikke et nemt spørgsmål at besvare.”
Lad os se:

LIDT HISTORIE
Frankrig har været et forenet land, med centraladministration i flere århundreder.
Italien har kun lige
fejret sin 150 års fødselsdag.
På det tidspunkt, da Bordeaux-klassifikationen blev udarbejdet, eksisterede Italien ikke.
Den italienske halvø var stadigvæk inddelt i syv selvstændige stater.Ingen af dem havde et handelmæssigt behov
eller eksportrelationer nok til at skulle klassificere deres vine.

Typisk nok finder vi klassifikationen fra dengang kun i Bordeaux.
Det var ikke en rangliste over kvaliteten men
kun en “statusliste:
De forskellige chateaux blev ordnet efter, hvor høj en pris deres vine var blevet solgt i
de forgangne år.
Listen blev udtænkt som en hjælp for gæster og købere i anledning af den kommende verdensudstilling
i Paris.
Da klassifikationen viste sig at være en succes, blev den senere indlemmet i den franske vinlov og der blev sat
lighedstegn mellem pris og kvalitet.

DE BEDSTE ?
Den anden del af dit spørgsmål, om hvilke Barolo der er de bedste, er nok den mest spegede del, fordi jeg tror at
enhver Barolo-elsker ville give dig sit eget svar.
Der er naturligvis nogle få navne, som alle enes om, men tænk lidt på
Bourgogne: hvorfor er der ikke i Bourgogne en klassifikation som i Bordeaux?
Barolo og Bourgogne har meget tilfælles hvad territorie, traditioner, brug af kun en druetype, parcellisering af ejendommen og vinmagerens indflydelse på vinens karakter angår.
Det ville ikke være noget problem at finde hundrede Barolo, som alle ville
kunne indgå i en top-hundrede liste, men på den anden side savner jeg “monetos-elementet” i dit spørgsmål:
Hvor meget er du parat til at betale for en Barolo?”

Her viste den nye vinven sig fra sin dristige side.
Mente han.
Jeg er parat til at betale op til tohundrede kroner
for en god Barolo.
Rimeligt krav, men det begrænser feltet en del.
Tag dig en tur på nettet og se hvad en
god Barolo koster.
Ikke en top-tyve Barolo, blot en god Barolo.
Den entusiastiske og hårdtarbejdende side vinhulen.dk har fornylig publiceret en liste over Italiens halvtreds dyreste vine.
Det er priser mellem 1.200,- kr. og 6.600,- kroner: seksten af de halvtreds er Barolo.
Godt nok blandt de absolut bedste men du kan se, at dine tohundrede kroner rækker ikke langt.

Her blev mailkorespondancen afbrudt og jeg regner med, at det var fordi den nye vinven ville teste sandheden af min påstand ved at tage sig den anbefalede tur på nettet.
Han kom tilbage dagen efter og skrev: ”
Jeg kan se hvad du mener men har dog fundet en række Barolo til lige under tohundrede kroner. Det er her at jeg godt kunne bruge en klassifikation: hvilke er de tohundrede kroner værd og hvilke ikke ? Kan du fortælle mig hvad du selv mener?

HVER SO BEDST OM SINE EGNE GRISE
Jeg importerer selv to tre Barolo, som jeg mener er de bedste til pris, men det er ikke det du spørger om, vel ? Du ønsker dig en neutral, sober og sandfærdig klassifikation.
Den findes ikke.
Ikke blot fordi årgangen betyder meget for Barolo, men især fordi der er forskellige vinmarker, forskellige stile og hver vinhandler, hver vinelsker foretrækker sin:
Brunetter, blondiner og rødhårede, ved du nok. Desuden mellem 1989 og 2000 er produktionen næsten fordoblet. Det betyder, at der er mange nye producenter, som ikke har nået endnu til at skabe sig et rodfæstet ry for deres
kvalitetsproduktion”

Han inisisterede og jeg endte med at sende ham en liste over de Barolo, der tiltaler mig mest.
Jeg understregede, at det er de Barolo, der tiltaler mig.
Det er kun navne på producenterne, da ingen steder som i Barolo er det vigtigt at kende personerne, der fremstiller vinene.
Hver gård har så en eller to vine, som “tegner” produktionen.
Der findes naturligvis mange andre gode Barolo og det er nok derfor, at en klassifikation er stort set umulig.

HVAD PRISEN ANGÅR…..
….skrev jeg til ham at jeg har den filosofi, at en vin – hvilken som helst vin – ikke må koste mere end max. femhundrede kroner og at der mellem 85,- og 150,- findes et hav af virkelig gode vine.
Hans 200,- kr. svarer til næsten 27,- euro og det er cirka den pris, en Barolo fra min liste koster…….fra gården af.
Gode Barolo kan også fås for færre euro, men der er en nedre grænse, som man ikke burde overskride hvis man har
sine smagsløg kære.
Og jeg gjorde ham naturligvis opmærksom på, at ved forudbestilling kunne han sikre sig nogle gode Barolo i den prisklasse han ønskede:

CASCINA CUCCOS BAROLO, NEBBIOLO, BARBERA, DOLCETTO:
LAVE PRISER VED FORUDBESTILLING, VINSMAGNING OG EN “IKKE-WINEMAKERS” DINNER

Ciao,
Carlo

–//–

(*) http://shop.carlomerolli.dk/…/34-tilbu…/2212-velkomstkassen/

PS Og nu for at snakke om noget alvorligt:
Jeg ved godt, at det ikke er alle af jer, der bor i nærheden af Spaghetti Martelli, men butikken er nu en rejse værd! Det er dér, at Danmarks første Lambrusco-is bliver fremstillet. I hvert fald den første fremstillet med min/jeres/vor MUTINA Lambrusco Grasparossa di Castelvetro. Lone og Giorgio di Renzo har sluppet kreativitetsbremsen og har kastet sig ud i en lige så vovet som vellykket “Gelato al Mutina”!
(Om Lambrusco på italy.dk >>)

Ciao,
Carlo

Gelati Martelli/ Spaghetti Martelli >>, Dag Hammarskjölds Allé 44, 2100 Østerbro, Telefonnummer 35 43 80 80

Carlo Merolli sælger også detaljerede kort over vinmarkerne i de kendeste italienske vindistrikter >>

merolli_vinkort_425

GREVE I CHIANTI: Vin, vin, vin… og et par verdensberømte slagtere

Landsbyen Greve fik lov til at kalde sig “Greve in Chianti”, da kommunen i 1972 blev en del af vinområdet “Classico del Chianti”.

Kommunen, der ligger i hjertet af Chianti ( Husk: “ch” udtales “k” :-), red.) vindistriket mellem Firenze og Siena i Toscana, har i dag 16.000 indbyggere.
Der er marked i byen hver lørdag.

greve_chianti_toscana_1Området står i vinens tegn, og skiltene til vingårde står nærmest i kø, når man nærmer sig Greve – mange naturligvis med den sorte hane, der er logo for sammenslutningen – konsortiet – af producenter af Chianti Classico-vinen.

Der produceres Chianti Classico i 14 kommuner på cirka 70.000 hektar.chianti-classico-logo

chianti_classico_logo

Chianti Classico området var det første vinområde i verden, der blev lovfæstet. Det skete under den toscanske storhertug Cosimo III i 1716.

Naturligvis bør man smage vinen, når man besøger Greve.
Det kan ske på byens barer omkring den centrale Piazza Matteotti, eller på én af byens mange “Enoteca”, vinbarer:
Enoteca di Greve – Viale Vittorio Veneto 112/a
Enoteca Fuoripiazza også restaurant – Piazza Trento
Enoteca Gallo Nero – også restaurant – Via Cesare Battisti 9
Bottega Del Chianti Classico – Piazza Matteotti 18
Enoteca Falorni – Piazza delle Cantine 6

…artiklen fortsætter under annoncen

Fra Greve til New York
Det første man ser på torvet på Piazza Matteotti i Greve er statuen af byens kendeste indbyggere Giovanni Verrazzano, der blev født i 1485.
Verrazzano blev opdagelsesrejsende på verdenshavene , og han får æren for at have opdaget området, hvor New York befinder sig i dag, samt store dele af den nordamerikanske østkyst.
Verrazzano-broen forbinder i dag Brooklyn og Staten Island. Apropos opdagelsesrejsende, så blev Amerigo Vespucci, som Amerika har navn efter, født i Montefioralle få km fra Greve.
greve_chianti_toscana_verrazzano
Verrazzano Slottet >> producerer skam stadig vin, og er åben hver dag fra 10 til 16.30 for besøg og vinsmagning, og har også en dyr restaurant. Slottet har derudover to ferielejligheder.

Slagter Falorni
På Piazza Matteotti bør man også besøge slagterbutikken “Antica Macelleria Falorni”. 
Butikken åbnede i 1806, og bestyres i dag af 9. generation.
Falorni byder på klassiske toscanske skinker, salamier og andet pålæg, men opdrætter og avler også selv.
Et af de nyeste eksperimenter er skinke – med hale! – og andet pålæg fra “Den grå gris”, hvor den lokale svinerace “Cinta Senese” og den nordeuropæiske “Large White” er blevet parret.

greve_chianti_falorni_2

Smagsprøver hos Falorni – toscansk olivenolie, frisk fåreost – Pecorino – den klassiske Toscana-salami med fennikelfrø Fionocchiona, tyåisk Greve-salami og Vindsvinesalami.

greve_chianti_toscana_falorni

Falornis gamle varvogn har blandt andet deltaget i veteranløbet Milla Miglia

Falorni har også et lille ostelager med Pecorino-oste i kælderen under butikken, og der tilbydes smagsprøver, der kan ledsages med vinsmagninger fra futuristiske vinautomater, der betjenes med et digitalt chip-kort, man køber i butikken.

Falorni er ikke den eneste verdenberømte slagter i Chianti-området.
I Panzano huserer Dario Checchini, der blev verdensberømt, da han i 2001 “begravede” Firenze-bøffen. Den var blevet forbudt på grund af kogalskab, men blev dog tilladt igen efter fire et halvt år.

Tilbage i Greve befinder byens turistkontor sig i et hjørne af Piazza Matteotti.

Foran rådhuset står skuppturen “Torso Alato” af den polske kunstner Igor Mitoraj, der har arbejdet i den toscanske kystby Pietrasanta i mange år.
greve_skulptur
Rundt i byen finder man andre moderne skulpturerer, som kommunen har investeret i.

–//–

VAND! Kan man drikke af hanerne?

Italienerne drikker i gennemsnit 190 liter mineralvand på flaske hvert år 

Læser-sprøgsmål fra Kent, der har diskuteret med vennerne, om det er en god ide eller ej at drikke vandet fra hanerne under en ferie i Marche-regionen?

OVERORDNET er svaret NEJ!
…men intet er jo sort/hvidt…

Langt de fleste steder i Nord- og Mellemitalien er vandet i vandhanerne drikkeligt set udfra et kemisk synspunkt, men det halter en del i Syditalien og på øerne Sardinien og Sicilien.
Deres problem er, at vandrørererne ofte er så utætte, at de ikke bare mister op til over halvdelen af vandet på vejen fra vandværket til forbrugeren, men også er så utætte, at alt muligt uvelkomment kommer med ind i rørerne og hen til forbrugerne…

Alligevel er den overordnede anbefaling ALTID at købe VAND PÅ FLASKE, af den helt simple grund, at jeg – og mit fordøjelesessystem! – er vant til vandhanevandet i Milano, men det er du ikke!

Det samme gør sig naturligvis gældende alle andre steder, hvor vandhanevandet i princippet er drikkelig:
DU er ikke vant til lige netop dette drikkevands kemiske sammensætning, og alt efter hvor påvirkeligt dit system er, risikerer du altså at bruge ferien anderledes end planlagt.

Og så er der fontænerne på offentlige pladser og i parker – dem drikker jeg lystigt af, uanset hvor i Italien jeg er… …hmmmm – der mangler konsekvens her, men det er altså et spørgsmål om lige netop DIN mave, må jeg så bare konstatere!!!

Vand-favoritter – for sådan noget har man også i Italien!

vand_surgiva
Jeg er vild med boble-vandet fra Surgiva-kilden
– bliver simpelthen glad, når restauranten har den på menuen…vand_bolle
Bolle-vand fra Lurisia
en anden favorit
(Bolle betyder boble på italiensk)

vand_ekstra_brus
Ekstra boblende mineralvand – Brio Blu Frizzantissima, der så er rød og ikke “blu”…

Salget af filtre og andre fysiske anordninger til rensning af vandhandevandet boomer i øvrigt i Italien, for ja, vi er da trætte at at slæbe os en pukkel til med de mang 6 x 1,5 liters vandflasker, vi bruger hjemme.

Men jeg vil altså have mit “boble-vand” og ser slæberiet som en slags ekstra motion på linje med pudsning af vinduer…

Sjovt nok boomer Sodastream-maskiner endnu ikke i Italien, hvor man jo så ellers selv kan lave vandhanevandet “FRIZZANTE” eller endog “FRIZZANTISSIMA”…

Jeg ved ikke hvorfor, men er alligevel én af dem, der ALDRIG køber min egen kulsyremaskine – det er ligesom for nemt, ikke?

–//–