Emma Morano er verdens ældste – 117 år og én dag

Tre rå æg om dagen, efter lægens ordre for nylig sat ned til to, lidt let stegt hakket kød, frugt, fravær af vrede, og livet som single. Det er Emma Moranos opskrift på, at hun lige nu er verdens ældste menneske – i dag 117 år og én dag.

emma_morano_117_aar

Helt præcist er Emma den eneste i verden, der kan bevise, at hun er født i 1800-tallet.
I 25 år har hun holdt sig inde i sin beskedne toværelses lejelighed ved Maggioresøen i Norditalien, og på fødselsdagen fik hun foræret sin egen Facebookeside >>  af et par slægtninge. Her strømmede det dagen igennem ind med lykønskninger. Og den italienske præsident sendte hende også et telegram i dagens anledning.

..artiklen fortsætter under annoncen

Emmas kost består i dag udover det nævnte også at homogeniseret babymad, hvad ernæringseksperter næppe er tilfredse med.
Det er Emma ligeglad med, for hendes egen opskrift på det usædvanligt lange liv er, at hun aldrig har været vred, men derimod har arbejdet og ikke tænkt på andet. Hun gik på pension i 1975.
Andre ville måske have hævet stemmen, men det påstår Emma altså, at hun aldrig har gjort, selv om “min mand var ond, han var frygtelig”, som hun fortæller til den italienske udgave af Huffington Post >>. Parret fik en søn i 1937, men barnet døde syv måneder gammel.
Emma fik med hjælpe fra to brødre ægtemanden smidt ud i 1938. Dengang var skilsmisse ikke tilladt, så hun forblev gift, men levede siden som single, for ”alle mænd er ens. Det er bedre at holde sig på afstand”.

Wikipedia noterer sig, at Emma – indtil videre – har overlevet tre italienske konger først, 12 præsidenter, og 11 paver.

FOTO: Emma Moranos Facebook Fans Club

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons

Ingen vaccinationer – ingen vuggestue i Emilia-Romagna

Emilia-Romagna sætter som den første af de 20 italienske regioner hårdt mod hårdt  i den voldsomme debat om børnevaccinationer.
Fremover bliver børn uden de anbefalede vaccinationer afvist af regionens offentlige vuggestuer.
– Vi skal ikke dø af sygdomme, der forlængst var forsvundne, forklarer regionens guvernør Stefano Bonaccini til avisen Corriere della Sera.

FLERE FORÆLDRE AFVISER DE ANBEFALEDE VACCINATIONER
Forbuddet mod ikke-vaccinerede børn i regionens offentlige vuggestuer indføres efter to år, hvor under 95 procent af en årgang børn mellem 0 og 24 måneder er blevet vaccineret med det anbefalede spektrum af vaccinationer.
Når 95 procent af en årgang er vaccineret skønnes det at “hele flokken” er beskyttet.
I 2015 fravalgte 6,6 procent af alle nybagte italienske forældre den anbefalede cyklus af vaccinationer i barnets første to leveår. Det er vaccinationer mod blandt andet difteritis, polio, kighoste og leverbetændelse.

..artiklen fortsætter under annoncen

STIGNING I TILFÆLDE AF KIGHOSTE
Der har i de seneste år været flere dødsfald blandt nyfødte af kighoste i Italien, og man har også fundet difteritisbakterier hos et enkelt barn.
I regionen Lombardiet registrerede man 123 tilfælde af kighoste i 2014 mod kun 77 i 2013. I samme periode røg antallet af vaccinationer ned under de 95 procent, som WHO anbefaler.
Den italienske Sundhedsstyrelse – Istituto Superiore per la Sanità – advarede i 2015 også om, at antallet af vaccinationer mod for eksempel mæslinger og røde hunde for en børneårgang var nede på 86 procent. Det var et fald på fire procent i forhold til året før.

ANTI-VACCINATIONSLÆGER KAN MISTE DERES AUTORISATION
Den italienske lægeforening besluttede i juli 2016 at indføre disciplinære sanktioner mod læger, der offentligt taler imod vaccinationer eller bliver afsløret i at overtale nybagte forældre til at undlade at vaccinere deres barn.
I sidste instans kan en læge miste sin autorisation til at praktisere og smides ud af lægeforeningen. Tre praktiserende læger i henholdsvis Treviso, Firenze og Venedig risikerer lige nu disciplinære sanktioner fra lægeforeningen.

Indtil 1999 skulle italienske børn medbringe et udfyldt vaccinationsskema , når de begyndte i folkeskolen.

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons

Sjælen er ikke nok: Den katolske kirke vil også have din døde krop eller asken

Fra dagens avis Corriere della Sera:
Sjælen er ikke nok for den katolske kirke.

De vil også have kroppen efter din død.
Helst i hel figur, men til nød også som aske.
kremation_cds_20161025

Printscreen fra Corriere della Sera 26. oktober 2016

Lige knap 20 procent af italienerne bliver i dag kremeret efter deres død, og tallet er stigende.
Den katolske kirke ‘foretrækker’ en begravelse med kroppen i kisten, men ‘kremation er ikke forbudt’, som der står i den nyreviderede håndbog over den rette tro  – ‘Ad resurgendum Christo’ (‘Genopstå med Kristus’ er mit bud på en oversættelse) – der netop er godkendt af Pave Frans.
Kremation ‘rører ikke sjælen, og forhindrer ikke den almægtige guds mulighed for at lade kroppen genopstå’, lyder den gældende regel i dag.

…artiklen fortsætter under annoncen

I hellig jord, ellers gælder det ikke

Asken fra kremerede skal dog opbevares på en indviet kirkegård, og ikke på kaminhylden, og slet ikke delt ud blandt flere familiemedlemmer eller indkapslet i et smykke.
Der står nemlig skrevet i et kirkeretslig dokument fra 1184, at ‘hvis den afdøde har givet præcise anvisninger om at blive kremeret og få asken spredt ud i naturen…. …så skal begravelse nægtes’.
Kremation blev først accepteret af den katolske kirke i 1963. Indtil da kunne præsterne nægte at begrave kremerede, der ønskede en katolsk begravelse inklusiv fast ophold på en katolsk kirkegård.

Kampen om sjælene hører aldrig op

Mange repræsentanter for den katolske kirke har også svært ved at respektere afdødes ønsker om at undgå kirken indblanding i sidste instans.
Endnu inden begravelsen af gøgleren Dario Fo >>, der udtrykkeligt havde frabedt sig en religiøs begravelse, gav avisen Corriere della Sera spalteplads både til den katolske popsanger Adriano Celentano, der fik lov til at påstå, at Fo var “troende uden at vide det”, og til teologen Bruno Forte under titlen “Som alle de store havde han et uroligt hjerte. Også han søgte gud”.

Printscreen fra Corriere della Sera - 14. oktober 2016

Printscreen fra Corriere della Sera – 14. oktober 2016

Der er nemlig ingen gravfred for ateisterne, når katolikkerne sætter kampen om sjælene ind.

Et grotesk eksempel er kirkens krav i 2008 på kommunistlederen Gramscis sjæl 71 år efter hans død i 1937.
I 2010 argumenterede avisen L´Osservatore Romano også helt seriøst for at slå fast, at tegneseriefigurerne Bart og Homer Simpson nødvendigvis måtte være katolikker >>.

Er mord på kvinder værre end andre mord?

NOGLE MORD ER MERE MORD END ANDRE!
Kommentar af Charlotte Sylvestersen

I de seneste år er kvindemord – femminicidio – blevet ”sagen” i Italien.
Der myrdes i realiteten færre kvinder år for år, men italienske medier og aktivister promoverer ufortrødent en epidemi af kvindemord.
Utallige tv-programmer, magasiner og ugeblade har som eneste indhold mordsager.
Langt de fleste omtalte sager handler om mord på kvinder, mens ganske få sager om mord på mænd og børn tages under luppen.
Mediernes dækning af hvert eneste mord på en kvinde overskygger totalt den kendsgerning, at kvinder stabilt kun udgør omkring en tredjedel af alle begåede mord i landet.

At der er to myrdede mænd for hver kvinde sælger åbenbart ikke.
Det lyder kynisk.

Det ér kynisk.
Medmindre man altså mener, at en myrdet kvinde er ”mere værd” end en myrdet mand?
Det er også manipulation med fakta.

EN IKKE EKSISTERENDE EPIDEMI
At finde de officielle tal over, hvem der bliver myrdet i Italien er nærmest umuligt, og godt gemt væk i de officielle statistikker.
Uofficielle statistikker tilflyder derimod medierne i en lind strøm fra organisationer og kvinder, der har gjort ”epidemien” til deres egen levevej.
De tal, man kan finde fra fra Italiens Statistik ISTAT, fra EUs statistikker over kriminalitet, og fra FN derimod viser et støt fald i antallet af mord i Italien siden ”rekordårene” i begyndelsen af 1990´erne, hvor organiseret kriminalitet – læs mafierne – bidrog voldsomt med drab.

…artiklen fortsætter under annoncen

1.916 DRAB I 1991
468 DRAB i 2014

I 1990 registreredes der 1.633 mord i Italien, og i 1991 var tallet rekordstort oppe på 1.916.
Heraf menes omkring 700 at kunne tilskrives organiseret kriminalitet.
I 2012 var antallet af mord i Italien faldet til 525, i 2014 var tallet 502, og det seneste officielle tal fra 2014 siger 468 myrdede.
Tallet for de dræbte kvinder ligger stadig stabilt fra 30 til 35 procent.
Et dyk ned i de officielle statistikker i tre år viser, at der i 2003 blev myrdet 192 kvinder i Italien.
I 2009 var tallet faldet til 172, i 2010 156, og i 2011 blev der registreret 137 mord på kvinder.

Hvert eneste mord – på mennesker – er naturligvis ét mord for meget.

Men det er i den grad også for meget, når al energi fra både mediernes og aktivisternes side går til udelukkende at fokusere på mord på kvinder, sådan som det sker lige nu i Italien.

Et kig på kriminalstatistikken i Danmark viser, at 24 kvinder blev myrdet i 2014, og 13 kvinder i 2013.
Der er over 10 gange så mange indbyggere i Italien – 61 millioner – så i realiteten ligner de danske og de italienske statistikker hinanden.
Og når det handler om mord i det hele taget, så ligger Italien lige som Danmark altså begge under det europæiske gennemsnit.
I 2009 var Italien nummer 19 blandt 27 EU-lande med 0,97 mord per 100.000 indbyggere.

PROFESSIONELLE AKTIVISTER OG RØDE SKO
Tilsyneladende sælger mord på kvinder bedre, hvis vi skal forklare italienske mediers nærmest totale tavshed om de to tredjedele af alle mord, hvor mænd og børn er ofrene.
Derudover spiller aktivisternes professionalitet sikkert også en stor rolle.
Aktivisterne har tilsyneladende ingen problemer med at få både kvindelige og mandlige italienske berømtheder til at støtte deres kampagner for ”den gode sag”.
Drab på kvinder – som der altså bliver færre og færre af år for år – kædes også sammen med undersøgelser om vold mod kvinder, hvor tallene rent ud sagt er forfærdentlige. Men igen med undersøgelser og tal, der ikke som det er tilfældet med ISTATs, EUs og FNs tal, er umiddelbart kontrollérbare.
Bloggen Femicido laver for eksempel her deres egen statistik udfra egne optællinger af artikler i medierne.
Men tallene bekræfter uanset deres herkomst for det store flertal af italienere, der ikke dykker dybere ned i statistikken, billedet af, at selve det at være kvinde er ensbetydende med konstant fare.
Mediernes tankeløse medløberi, aktivisternes dygtighed og tvivlsomme statistikker har fået som konsekvens, at de fleste italienere, og kvinderne især, i dag er mere end overbeviste om, at landet faktuelt befinder sig i en eksplosiv pidemi af kvindemord, selv om alle officielle tal altså viser det modsatte.
Tusindvis af kvinder postede i 2013 deres røde sko på Facebook eller var med til at placere dem på gader og pladser i protest mod ”volds-epidemien”.
De røde sko som protest var stillet op på rækker i studiet, når ”Quarto Grado” og værten Gianluigi Nuzzi på kanalen Rete 4 hver fredag svælgede i begåede kvindemord og retssagerne mod de formodede skyldige.

kvindemord

Røde sko på række i tv-programmet “Quarto Grado”. (FOTO: Printscreen 4.10.2013)

FASTHOLDER MYTEN OM DET SVAGE KØN
Naturligvis er medierne, aktivismen og støtteorganisationer berettigede.
Det er uden diskussion en god sag at arbejde for færre mord.
Men jeg spørger mig selv om, hvorfor mord på kvinder skal gøres til noget specielt?
Jeg kigger forgæves efter medier eller aktivister, der også synes mord på mænd, eller mord i det hele taget, altid er tragedier, vi burde arbejde for at begrænse, og helst helt undgå.
Det værste ved den kvindefokuserede kamp er dog, at den fastholder og cementerer ideen om, at kvinder som udgangspunkt er ”det svage køn”.
Også når der myrdes dobbelt så mange mænd som kvinder.

Er det i virkeligheden ikke ekstremt kynisk og udtryk for et gammeldags kønsdiskriminerende menneskesyn kun at fokusere på en tredjedel af de stakler, der bliver myrdet hvert år i Italien?

Og, hov, hvad med de dræbte børn?
Hvis der er nogen, der ikke kan tale deres egen sag, er det vel børnene…

Charlotte Sylvestersen – Milano

REGISTREREDE DRAB I ITALIEN 1881 – 2012 (KILDER: ANSA/EURES)

ÅR ANTAL
MORD
MÆND KVINDER %
MÆND
%
KVINDER
MORD PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ MÆND PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ
KVINDER PR.
100.000
INDB.
1881 4858 16,77
1981 2453 4,34
1991 1901 3,38
1992 1441 2,6 4,4 0,8
1993 1095 1,9 3,1 0,7
1996 945 1,6 2,6 0,7
1998 879 1,5 2,3 0,7
2000 749 550 199 73,40% 26,60% 1,3 2 0,7
2001 707 526 181 1,2 1,9 0,6
2002 642 456 186 1,1 1,6 0,7
2003 719 527 192 1,2 1,8 0,7
2004 711 527 184 1,2 1,8 0,7
2005 601 463 138 1 1,6 0,5
2006 621 440 181 70,80% 29,20% 1,1 1,5 0,6
2007 630 485 145 1,1 1,7 0,5
2008 612 465 147 1,02 1,6 0,5
2009 586 414 172 70,60% 29,40% 0,97 1,4 0,6
2010 530 374 156 70,60% 29,40% 0,87 1,2 0,5
2011 551 381 170 69,20% 30,80% 0,91 1,2 0,6
2012 526 367 159 69,80% 30,20% 0,9 1,2 0,5

 

 

70 år med stemmeret til italienske kvinder

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.
Den 2. juni 1946 var der igen afstemning, denne gang skulle der vælges mellem monaroki og republik. Republikken vandt.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.

Talemåder: Terningen er kastet

Cæsar, terningen og floden Rubicone
Floden Rubicone befinder sig i Forlí-Cesena provinsen ved byen Savignano sul Rubicone.

Det var her Julius Cæsar i følge overleveringen den 10. januar år 49 før vor tidsregning udtalte de berømte ord “Alea iacta est” – Terningen er kastet”.

Cæsar krydsede Rubicone i det første morgentimer i spidsen for en hær og i fuld uniform.
Han havde kæmpet i Den Galliske Krig, men nægtede at afgive sin kommando, og blev derfor af Det Romerske Senat erklæret fjende af republikken.

…artiklen fortsætter under annoncen

Netop ved at krydse grænsefloden Rubicone mellem Det Cisalpinske Galliske romerprovins og det romerske Italien i fuld uniform, og i spidsen for en hær bestående af 11 regioner og 50.000 mænd, var Cæsar udemærket klar over, at han gør sig skyldig i højforræderi, og dermed udløser en af de borgerkrige, som Romeriget også var kendt for.

“Terningen er kastet” – Alea iacta est – kan oversættes til, at den endelige afgørelse er truffet, og at der ingen vej er tilbage.

terningen

Rubicone er kun 29 km lang lang flod, der løber gennem den fede muldjord på sin vej ud til Adriaterhavet syd for badebyen Cesenatico.

Den lerede jord har til tider givet flod en rubinrød farve, der så er blevet til navnet Rubicone.

Flere kendte italienske citater – fra italy.dk >>

Talemåder:
“I munden på ulven” – et trygt eller usikkert sted at være? >>
“Hellere en død i familien end én fra Pisa ved døren” >>

ØKONOMI: Lav gennemsnitsindkomst og stor kontant opsparing trods krisen

Tal fra det italienske skattevæsen (2013):
Norditalienerne har i gennemsnit det højeste indkomster i Italien. I Nordvestitalien er indkomsten 33.500 €, mens den i Nordøstitalien i 2013  var på 31.400 €. I Mellemitalien faldt gennemsnitsindkomsten til 29.400, mens Syditalien og øerne halter voldomsomt bagefter med kun 17.200 €.

SAMMENLIGNING AF GENNEMSNITSINDKOMST
DANMARK/ITALIEN – US-DOLLAR:

2010: Italien 35.877,90 $ Danmark 57,647.70 $
2011: Italien 38.364,90 $ Danmark 61,304.10 $
2012: Italien 34.854,40$ Danmark 57,636.10 $
2013: Italien 35.477,50 $ Danmark 59,818.60 $
2014: Italien 34.960,30 $ Danmark 60,634.40 $
(Kilde:  data.worldbank.org)

Fattige selvstændige og pensionister
54% af italienerne opgav en årsindkomst på mellem 10.001 og 30.000 €.
25,8% tjente mindre end 10.001 € og 17,6% mellem 30.001 og 70.000 €.
Over 40% af de selvstændige og 35% af de italienske pensionister opgav indkomster under 10.000 €.
Kun 27,5% af de ansatte tjente under 10.000 €.

En fuldtidsansat kostede i 2013 31.000 €
En fuldtidsansat medarbejder fik i 2013 i gennemsnit udbetalt 16.498 € om året – cirka 1.375 € om måneder, og kostede inklusive skatter, pension og andre arbejdsgiverbidrag- og indbetalinger 30.953 €.

Sparer mere op trods krisen
Den italienske sammenslutning af banker – ABI – ofentliggjorde i december 2014 det samlede indestående på italienske bankkonti.
Italienerne havde i november 2014 1.708,6 milliarder euro stående i banken, 44 milliarder euro eller 3,6% flere end de havde i november 2013.
Italinernes opsparing i krisens første syv år steg med 12,95%.
Samtidig er italienernes investeringer i for eksempel statsobligationer faldet.
Italienerne foretrækker tilsynesladende de disponible kontanter i banken i krisetider,

Staten er – lidt – mindre forgældet
Den italienske statsgæld fald i august 2015 for første gang i lang tid.
I august 2015 skyldte Italien 4,5 milliarder euro færre end i juli 2015. Gælden er nu på 2.199,2 milliarder €.
Statsgælden toppede med over 2.218,2 milliarder i maj 2015. Det svarer til 37.000 € per italiener – eller 275.000 danske kroner.
Statsgælden er lige nu 130% i forhold til Italiens bruttonationalprodukt, og planen er at arbejde af på gælden, så den “kun” er på 120% i forhold til BNP i 2019.

Læsersprøgsmål fra Facebook-gruppen
“www.italy.dk og www.italiamo.dk på Facebook” >>

Hvad tjener en kok?
Uddannelsessiden Centro Europeo di Formazione >> fortæller, at italienske kokke tjener mellem 1.000 og 7.000 € om måneden. “Stjernekokkene” tjener op til 20% af restaurantens omsætning.
HUSK, at Italien taler man altid om den udbetalte nettoløn, altså lønnen efter kildeskat, pensionsindbetalinger og andre arbejdsgiverbetalte udgifter.

euro_100_sedler