Tal om Italien og resten af verden

Lande med flest delfiner i fangeskab:
Kina 707
Japan 497
USA 400
Italien 25

Laveste gennemsnitslevetid
Sierra Leone mænd 51/kvinder 52
Chad 52/54
Elfenbenskysten 52/55
Italien 82/85

Procent af madindkøb, der ender som affald
USA 24 procent
Canada 21 procent
Schweitz 18 procent
Italien (7. plads) 13 procent

Artiklen fortsætter efter reklamen

Største elforbrug i MWh per person
Island 54,4
Norge 23,7
Bahrain 18,7
Italien (31. plads) 5,2

Hjemmearbejde i antal timer per uge for skolebørn
Arabiske Emirater 29,7
Kina 27
Den Dominikanske Republik 25
Italien (6. plads) 21,2

Flest timer om dagen på sociale medier
Filippinerne 4 timer 1 minut
Nigeria 3 timer 36 minutter
Mexico 3 timer 10 minutter
Italien (33. plads) 1 time 46 minutter

Lande med de største guldreserver i ton
USA 8.133
Tyskland 3.367
Italien 2.451

Årlig befolkningstilvækst
Niger 3,8%
Angola 3,5%
Tanzania 3,3%
Italien 0,35%

Lande, hvor man bruger flest kontanter
Spanien 87 procent af alle transaktioner
Italien 86 procent
Japan 82 procent

Lande med størst bybefolkning
Belgien 98 procent
Uruguay 95 procent
Island 94 procent
Italien 70 procent

Hovedstæder med de mest besøgte museer
Paris, Louvre 10,2 millioner gæster om året
Peking, Kinas Nationalmuseum 8,6
Rom, Colosseo og Fori Imperiali 7,6

Lande med flest læger uddannet i andre landre
Israel 57,8 procent
New Zealand 42,4 procent
Irland 42,3 procent
Italien (14. plads) 0,8 procent

Flere tal:
Annual report 2018 on the state of the Nation >>

Kilde: Corriere della Sera, 15.12.2019

–//–

Italiensk finanslov dumpet igen, men sanktioner har lange udsiger

”Er der kommet et brev fra Bruxelles?
Jamen så venter vi da bare på ét fra julemanden”, lød det provokerende fra den italienske vicepremierminister Matteo Salvini fra Legaen, da EU-kommissionen helt som forventet dumpede næste års italienske finanslovsforslag for anden gang.

”Vi vil naturligvis stadig diskutere velopdragent, som vi altid har gjort”, fortsatte Salvini, der dog også var klar med en skarp salve mod EU’s muligheder for økonomiske sanktioner mod et medlemsland, hvis finanslov ikke kan opnå fællesskabets godkendelse.

”Det forekommer mig virkelig respektløst, ikke i forhold til regeringen, men i forhold til det italienske folk, der er nettobidragyder (til EU, red.). At straffe de, der betaler milliarder, for en vækstorienteret finanslov, er meget underligt”, udtaler Salvini, der uanset hvad allerede er vinder af styrkeprøven med EU-kommissionen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Får Italien i sidste ende bøder, så ér EU nemlig det store onde spøgelse, der vil knægte de enkelte medlemslande, og det passer som fod i hos til den EU-kritiske dagsorden i dagens Italien.

Giver EU sig derimod til slut, så er det den nuværende regering, men først og fremmest indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini, der nærmest med David mod Goliat-symbolikken in mente knægter monsteret i Bruxelles.

Tal-krigen mellem EU-kommissionen og den italienske regering
Iværksætter EU de beskrevne sanktioner, så er det første gang i historien, at et medlemsland modtager de økonomiske straffe, der første gang blev nedskrevet i 1997, da medlemslandene forpligtede sig til at overholde tre grundlæggende økonomiske parametre:

Budgetunderskuddet må ikke overstige 3 procent i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), statsgælden må ikke overstige 60 procent af BNP, og skal i givet fald nedbringes med i gennemsnit en tyvendedel per år.

Italiens konkrete problemer er de to sidste punkter med en statsgæld på over 2.300 milliarder euro, og over 130 procent i forhold til BNP.

Budgetunderskuddet holder sig under de tre procent, men med regeringens forudsigelser om en økonomisk vækst på kun 1,5 procent i 2019, 1,6 procent i 2020 og 1,4 procent i 2021, så er der i realiteten ingen margin til at få statsgælden til at falde.

EU-kommissionen tror ikke engang på de italienske forudsigelser, men har i stedet regnet sig frem til en lavere vækst på 1,2 procent af BNP i 2019 og 1,3 procent i 2020.
Det betyder ifølge EU’s udregninger et budgetunderskud på 2,9 i 2019, og i 2020 en overskridelse af tre-procent reglen med et forudset budgetunderskud på 3,1 procent i forhold til BNP.

Mulige bøder har lange udsigter og et EU-valg i midten
Nu sender EU-kommissionen sin rapport ud til Euro-landenes regeringer.
Er de enige i dumpningen, vil kommisionen derefter bede den italienske regering om at korrigere finansloven efter deres anvisning i løbet af tre til seks måneder. Først derefter kan der blive tale om bøder fra 0,2 op til 0,5 procent af Italiens BNP, og i allersidste end kan EU blokere for de strukturelle tilskud til Italien.

Det er dog aldrig nogensinde tidligere sket, og også den detalje, at der skal være valg til EU-parlamentet i foråret 2019 gør det yderst usandsynligt, at Italien bliver straffet inden den næste finanslov skal på plads for 2020.

Det forhadte EU-bureaukrati, og den demokratisk proces med parlamentsvalget, ender sandsynligvis alt sammen med at være til den italienske regerings fordel.

Italienske nøgletal:
Statsgæld – BNP 2018 – Inflation – Arbejdsløshed
(Kilde: Mazziero Research)

Oppositionen raser, og finansmarkederne er afventende
Oppositionen i Italien er naturligvis rasende. Partito Democratico, som Salvini da beskyldte for at have forøget statsgælden med 500 milliarder euro med deres finanslove mellem 2013 og 2018, mener at den gul-grønne Lega-Femstjerneregering ligefrem er ved at nå endestationen.

“Uansvarlig” er det ord, der går igen i deres kritik af regeringen og forslaget til finansloven for 2019.

Men også Legaens samarbejdspartner i 24 år indtil valget den 4. marts i år, Forza Italia, raser.
”Der er ingen grund til blive vred på Europa, der blot er lægen, der bekræfter en sygdom”, lød det, da Silvio Berlusconi samlede partitoppen i Rom onsdag aften.

Berlusconi udtalte, at han ikke frygter EUs mening, men investorernes reaktioner på afvisningen af finansloven.
Som sædvanlig talte han til italienernes mave, der i denne forbindelse er den enorme private opsparing, der er verdens andenstørste efter japanernes.

Finansmarkederne reagerede roligt
Eftersom det var ventet, at EU-kommissionen igen ville dumpe den italienske finanslov, var reaktionen på finansmarkederne onsdag yderst beherskede.
Den italienske børs i Milano lukkede med +1,41, og rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer holdt sig lige omkring de 300 – 309 præcist – hvor det har befundet sig siden EU sagde nej til den italienske finanslov for første gang den 23. oktober.
Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at det går bare nogenlunde på finansmarkederne og med tilliden til Italien.
Italiens statistik Istat har for eksempel beregnet, at 100 point i rentespænd koster 0,7 procent af BNP.

Nyeste tal forudser endnu lavere vækst
Istat kom også netop i dag med deres nedslående forudsigelser omkring det italienske bruttonationalprodukt i år.  Istat har nedjusteret væksten til 1,1 procent i forhold til prognosen i maj på 1,4 procent. I 2017 steg BNP med 1,6 procent.
Arbejdsløsheden er også igen over 10 procent, og inflationen skønnes at ende på 1,7 procent.

Den italienske finansminister Giovanni Tria har taget dumpningen med bitterhed.
I hans optik er det italienske finanslovsforslag indenfor de “moderate” grænser, som den økonomiske situation tillader, og garanterer ydermere en reduktion af statsgælden.

Torsdag 22. November mødes premierminister Giuseppe Conte med EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

–//–

Fakta kontra tro: Ved du lige så lidt om Italien som italienerne?

Avisen Corriere della Sera brugte onsdag den 5. september to hele sider og over 30 spørgsmål på at teste italienernes viden om dem selv og deres eget land. Undersøgelsen afslører, at italierneres opfattelse ofte er utroligt langt fra virkeligheden.

Fire gange så mange muslimer

For eksempel tror italienerne, at der er 20 procent muslimer i Italien, mens det korrekte antal er 4,8 procent.

De tror også, at hele 17 procent af unge kvinder mellem 15 og 19 procent får et barn i løbet af et år, mens det reelle tal er helt nede på 0,6 procent.

Helt galt er det også, at et gennemsnit af italienerne tror arbejdsløshedsprocenten er på 49 procent, og at 51 procent af unge mellem 18 og 24 år hverken arbejder eller studerer.

Arbejdsløsheden var på undersøgelsestidspunktet heldigvis kun 10,4 procent. Og selv om 25,7 procent også er et højt tal for unge Neets, så er det altså kun halvt så mange som italienerne forestiller sig.

Her er flere spørgsmål og svar – både hvor italienerne nærmer sig virkeligheden, som er det første tal – og andre, hvor de tager helt fejl – i parentes:

Hvor mange indbyggere har Italien?
60.483.973 (60.000.000)
Hvor mange indbyggere skønner FN Italien vil have i 20150?
63.500.000 (65.000.000)

Hvor stor en procentdel af indbygggerne er i dag indvandrere?
9,2 procent (30 procent)
Hvor mange procent er kristne?
80 procent (60 procent)
Hvor mange procent er muslimer?
4,8 procent (20 procent)
Hvor mange procent skønnes at være muslimer i 2030?
5,4 procent (31 procent)
Hvor mange procent erklærer sig ateister, agnostikere eller ikke tilhørende en religion?
12 procent (35 procent)

…artiklen fortsætter under reklamen

Hvor mange af indbyggerne i Italien er mere end 65 år gammel?
22,6 (48 procent)
Hvor længe skønnes et barn født i 2018 at leve i gennemsnit
82,6 år (78 år)
Hvad er gennemsnitsalderen for de italienske befolkning?
45,5 år (59 år)
Hvor mange procent er 14 år eller derunder?
13,7 procent (26 procent)

Hvor mange procent bor på landet eller udenfor byerne?
31 procent (44 procent)

Hvor mange kvinder mellem 15 og 19 år bliver mødre hvert år i Italien?
0,6 procent (17 procent)

Hvor mange procent af de italienske kvinder i den arbejdsdygtige alder har et arbejde?
48,9 procent (44 procent)

Hvor mange unge mellem 25 og 35 år bor hos deres forældre?
49,1 procent (61 procent)

Hvor mange italienerne over 20 år er overvægtige?
45,5 procent (36 procent)

Hvor mange italienerne mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse eller derover?
15,7 procent (38 procent)

Hvor mange procent af medlemmerne af Deputeretkammeret er kvinder?
29,4 procent (26 procent)

Bliver der myrdet færre eller flere i Italien i dag end i 2000?
Færre (Flere)
Hvor mange procent af de indsatte i italienske fængsler er født i udlandet?
34,4 procent ( 48 procent)

Hvor mange italienerne har adgang til internet fra hjemmet, via tablet eller mobiltelefon?
69,2 procent (75 procent)
Hvor mange italienere har en Facebookprofil?
43 procent (76 procent)

Hvor mange italienere bor i en ejerbolig?
80 procent (59 procent)

Undersøgelsen er foretaget af IPSOS, og samme undersøgelse foretages i dag hvert år i 38 lande. Link til den danske del af IPSOS-undersøgelsen >>

Gennemsnitsdanskerne har som italienerne også en fejlagtig opfattelse af antallet af både mord, indvandrere, muslimer og Facebook-profiler, men er alligevel sammen med Norge og Sverige de tre lande, hvor gennemsnitsborgeren opfattelse er tættest på virkeligheden.

Studieopgaver – Opgaver om Italien
Mange flere fakta, tal og statistikker om Italien
Vil du vide meget mere om Italien kan du downloade italiensk statistiks engelske brochure “Italy in figures” her >>.
Den seneste udgave fotograferer Italien i 2016.
2017-udgaven kommer sandsynligvis i løbet af september 2018.
Du kan også downloade et engelsk resumé af ISTATs årlige rapport om nationens tilstand her >>.

-syl

–//–

Emma Morano er verdens ældste – 117 år og én dag

Tre rå æg om dagen, efter lægens ordre for nylig sat ned til to, lidt let stegt hakket kød, frugt, fravær af vrede, og livet som single. Det er Emma Moranos opskrift på, at hun lige nu er verdens ældste menneske – i dag 117 år og én dag.

Helt præcist er Emma den eneste i verden, der kan bevise, at hun er født i 1800-tallet.
I 25 år har hun holdt sig inde i sin beskedne toværelses lejelighed ved Maggioresøen i Norditalien, og på fødselsdagen fik hun foræret sin egen Facebookeside >>  af et par slægtninge. Her strømmede det dagen igennem ind med lykønskninger. Og den italienske præsident sendte hende også et telegram i dagens anledning.

..artiklen fortsætter under annoncen

Emmas kost består i dag udover det nævnte også at homogeniseret babymad, hvad ernæringseksperter næppe er tilfredse med.
Det er Emma ligeglad med, for hendes egen opskrift på det usædvanligt lange liv er, at hun aldrig har været vred, men derimod har arbejdet og ikke tænkt på andet. Hun gik på pension i 1975.
Andre ville måske have hævet stemmen, men det påstår Emma altså, at hun aldrig har gjort, selv om “min mand var ond, han var frygtelig”, som hun fortæller til den italienske udgave af Huffington Post >>. Parret fik en søn i 1937, men barnet døde syv måneder gammel.
Emma fik med hjælpe fra to brødre ægtemanden smidt ud i 1938. Dengang var skilsmisse ikke tilladt, så hun forblev gift, men levede siden som single, for ”alle mænd er ens. Det er bedre at holde sig på afstand”.

Wikipedia noterer sig, at Emma – indtil videre – har overlevet tre italienske konger først, 12 præsidenter, og 11 paver.

–//–

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons

Ingen vaccinationer – ingen vuggestue i Emilia-Romagna

Emilia-Romagna sætter som den første af de 20 italienske regioner hårdt mod hårdt  i den voldsomme debat om børnevaccinationer.
Fremover bliver børn uden de anbefalede vaccinationer afvist af regionens offentlige vuggestuer.
– Vi skal ikke dø af sygdomme, der forlængst var forsvundne, forklarer regionens guvernør Stefano Bonaccini til avisen Corriere della Sera.

FLERE FORÆLDRE AFVISER DE ANBEFALEDE VACCINATIONER
Forbuddet mod ikke-vaccinerede børn i regionens offentlige vuggestuer indføres efter to år, hvor under 95 procent af en årgang børn mellem 0 og 24 måneder er blevet vaccineret med det anbefalede spektrum af vaccinationer.
Når 95 procent af en årgang er vaccineret skønnes det at “hele flokken” er beskyttet.
I 2015 fravalgte 6,6 procent af alle nybagte italienske forældre den anbefalede cyklus af vaccinationer i barnets første to leveår. Det er vaccinationer mod blandt andet difteritis, polio, kighoste og leverbetændelse.

..artiklen fortsætter under annoncen

STIGNING I TILFÆLDE AF KIGHOSTE
Der har i de seneste år været flere dødsfald blandt nyfødte af kighoste i Italien, og man har også fundet difteritisbakterier hos et enkelt barn.
I regionen Lombardiet registrerede man 123 tilfælde af kighoste i 2014 mod kun 77 i 2013. I samme periode røg antallet af vaccinationer ned under de 95 procent, som WHO anbefaler.
Den italienske Sundhedsstyrelse – Istituto Superiore per la Sanità – advarede i 2015 også om, at antallet af vaccinationer mod for eksempel mæslinger og røde hunde for en børneårgang var nede på 86 procent. Det var et fald på fire procent i forhold til året før.

ANTI-VACCINATIONSLÆGER KAN MISTE DERES AUTORISATION
Den italienske lægeforening besluttede i juli 2016 at indføre disciplinære sanktioner mod læger, der offentligt taler imod vaccinationer eller bliver afsløret i at overtale nybagte forældre til at undlade at vaccinere deres barn.
I sidste instans kan en læge miste sin autorisation til at praktisere og smides ud af lægeforeningen. Tre praktiserende læger i henholdsvis Treviso, Firenze og Venedig risikerer lige nu disciplinære sanktioner fra lægeforeningen.

Indtil 1999 skulle italienske børn medbringe et udfyldt vaccinationsskema , når de begyndte i folkeskolen.

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons

By melvil (Own work) [CC BY-SA 4.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons


–//–

De Cecco pasta fylder 130 år

Pastafirmaet De Cecco har fået sit eget frimærke i anledning af 130 året for grundlæggelsen, for pasta er en alvorlig sag i Italien.


Energikrisen i 1973 er en af mange forklaringer på De Ceccos særstilling blandt de store italienske producenter af kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_130aar

De Cecco blev grundlagt i 1886, og selv om virksomheden i dag er et aktieselskab med 1.400 ansatte og en årlig omsætning på over 400 millioner euro, så er det stadig familien, der sidder på de vigtigste poster i bestyrelsen og i den daglige ledelse.

Virksomheden blev grundlagt i Fara San Martino i Chieti provinsen i Abruzzo. Den har i dag sit hovedsæde i Pescara, og fabrikker i Fara San Martino og Ortona.

Familien var oprindeligt møllere. Da Filippo Giovanni De Cecco i 1886 overtog driften byggede han til, så han også kunne producere og ikke mindst tørre pasta. Den unge italienske stat havde lagt en skat på mel, og derfor skulle han finde på noget for at øge omsætningen.

De Cecco er naturligvis ikke bare spaghetti i forskellige tykkelser, men også 21 andre  forskellige slags lang pasta. Alle foto er fra www.dececco.it

OPFANDT SYSTEM TIL MEKANISK TØRRING
Virksomheden ligger inde i landet på skråningerne af Maiella-bjerget. Derfor kunne De Cecco ikke tørre sin pasta alene med naturens hjælp som det sker længere sydpå i Italien. Han byggede derfor en tørrehal, og opfandt i 1889 et mekanisk tørresystem, der i dag beskrives som epokegørende.

…artiklen fortsætter under annoncen

Systemet gjorde tørringen af pastaen uafhængig af vejret, og sikrede også en ensartet kontinuerlig proces, der betød, at pastaens holdbarhed blev forlænget.
Det banede vejen for eksport til hele verden, og emmigrerede landsmænd fra Abruzzo var parate til at aftage produktionen. De Ceccos pasta blev allerede fra 1889 sendt til for eksempel USA, og i 1893 modtog firmaets “Macaroni Vermicelli” guldmedalje ved Verdensudstillingen i Chicago.

De Cecco producerer i dag 62 forskellige typer kort pasta

ENERGIKRISEN I 1973 VAR EN KATASTROFE, OG ET UVENTET VENDEPUNKT
Indtil energikrisen i 1973 var De Cecco blot én blandt mange pastaproducenter.
Krisen betød, at den italienske regeringen indførte prisstop for fødevarer.
Fordi pasta var – og er – et grundlæggende fødemiddel tillod man en afvigelse fra den lov, der kræver at pasta skal produceres udelukkende med durum-hvedemel.
Det blev med andre ord tilladt at blande med almindeligt hvedemel, så man kunne undgå prisstigninger.
Som den eneste større pastaproducent nægtede De Cecco at gå på komprois med kvaliteten.
Det betød i første omgang en alvorlig nedgang i omsætning og produktion, men det betød også, at De Cecco slog sit navn fast i italienernes bevidsthed som kvalitetspasta.

DER MÅ KUN SÆLGES 100% DURUM-PASTA I ITALIENE

Energikrisen sluttede, og pasta skal stadig i dag produceres udelukkende af durumhvede for at kunne sælges i italienske butikker. Italienske fabrikker må gerne producere pasta med almindeligt hvedemel til eksport,. Denne discountpasta, der ikke “holder” kogningen og derfor ofte ender som en klistret melbolle, finder du – desværre – også i danske supermarkeder og discountbutikker.

Der findes 31 slags De Cecco pasta i specialformater

SINATRAS YNDLINGSPASTA
De siges, at Frank Sinatra var så begejstret for De Ceccos pasta, at han ville købe fabrikken for en million dollar i 1960erne. Familien svarede i følge legenden, at virksomheden var mindst syv millioner dollar værd.

GROVERE DURUMMEL OG LANG TØRRETID

De Cecco udvælger ikke bare deres durumhvede med omhu, men maler også stadig selv deres eget mel med en specielt langsom metode, hvor slutresultatet er en grovere mel end den, mange andre producenter anvender.
Den friskmalede mel går direkte over i produktionen, og det bevarer melets aroma og smag intakt. Firmaet sammenligner det med at drikke kaffe fra friskmalede bønner i stedet for formalede bønner. Vandet kommer også direkte fra kilden, nemlig fra floden Del Verdes udspring på Maiella-bjerget, hvor vandet har en konstant temperatur på fire grader. Del Verde kilden regnes for en af Italiens bedste og reneste kilder.
Naturligvis bruger man også de traditionelle forme af bronze til at producere de forkellige pasta-formater.
Bronzeformene er med til at give den færdige pasta en ru overflade, der både er med til “at holde” kogningene, så pastaen netop aldrig klistrer sammen, men som også gør hele operationen med at spise pasta kun med gaffel noget nemmere.

Tørrringen af pastaen er også stadig en langsommelig affærre hos De Cecco.
Hos mange af de store industrielle pastaproducenter er tørretiden i maskinerne i dag under fire timer, mens De Ceccos pasta først er færdigtørret med varm luft efter 40 timer.

Vil du selv prøve forskellen på De Cecco og en hurtigtørret pasta som for eksempel verdens kendeste pasta – den blå fra Barilla – så følg kogetiden, og smag på pastaen kun tilsat en smule af din bedste olivenolie!

Man kan besøge fabrikken i Fara San Martino, og i fabriksudsalget sparer man penge på den gode pasta.

DEL VERDE OG COCCO
De Cecco er ikke den eneste producent af kvalitetspasta i Fara San Martino i Abruzzo.
Nabovirksomhederne Del Verde >> og Pasta Cocco >> er også altid med på hitlisterne over fabriksfremstillet italiensk kvalitetspasta.

Verdens største pasta:

Caccavella fra Gragnano
La Caccavella vejer 50 gram, har en diameter på 9 cm og er 6 cm høj.
Pasta´en produceres af “La Fabbrica della Pasta” i Gragnano ved Napoli.


–//–

Sjælen er ikke nok: Den katolske kirke vil også have din døde krop eller asken

Fra dagens avis Corriere della Sera 26. oktober 2016:

Sjælen er ikke nok for den katolske kirke.

De vil også have kroppen efter din død.
Helst i hel figur, men til nød også som aske.

Lige knap 20 procent af italienerne bliver i dag kremeret efter deres død, og tallet er stigende.

Den katolske kirke ‘foretrækker’ en begravelse med kroppen i kisten, men ‘kremation er ikke forbudt’, som der står i den nyreviderede håndbog over den rette tro  – ‘Ad resurgendum Christo’ (‘Genopstå med Kristus’ er mit bud på en oversættelse) – der netop er godkendt af Pave Frans.

Kremation ‘rører ikke sjælen, og forhindrer ikke den almægtige guds mulighed for at lade kroppen genopstå’, lyder den gældende regel i dag.

…artiklen fortsætter under annoncen

I hellig jord, ellers gælder det ikke

Asken fra kremerede skal dog opbevares på en indviet kirkegård, og ikke på kaminhylden, og slet ikke delt ud blandt flere familiemedlemmer eller indkapslet i et smykke.

Der står nemlig skrevet i et kirkeretslig dokument fra 1184, at ‘hvis den afdøde har givet præcise anvisninger om at blive kremeret og få asken spredt ud i naturen…. …så skal begravelse nægtes’.

Kremation blev først accepteret af den katolske kirke i 1963.
Indtil da kunne præsterne nægte at begrave kremerede, der ønskede en katolsk begravelse inklusiv fast ophold på en katolsk kirkegård.

Kampen om sjælene hører aldrig op

Mange repræsentanter for den katolske kirke har også svært ved at respektere afdødes ønsker om at undgå kirken indblanding i sidste instans.

Endnu inden begravelsen af gøgleren Dario Fo >>, der udtrykkeligt havde frabedt sig en religiøs begravelse, gav avisen Corriere della Sera spalteplads både til den katolske popsanger Adriano Celentano, der fik lov til at påstå, at Fo var “troende uden at vide det”, og til teologen Bruno Forte under titlen “Som alle de store havde han et uroligt hjerte. Også han søgte gud”.
Der er ingen gravfred for ateister, når katolikkerne sætter kampen om sjælene ind.–//–

Sommerblues fra et augusttomt Milano

15. august 2016:
Det er er helt stille.
Jeg har åbnet alle døre og vinduer for at lukke 15. august-stilheden helt ind under huden.
”Ferragosto” er italiensk midsommer. Som Sankt Hans.
Vi fejrer bare Jomfru Marias himmelfart i stedet.

Nå, det vidste du ikke.
Altså, at hun ligesom sønnike også for til himmels uden mekaniske hjælpemidler. Marias himmelfart blev vedtaget aflærde kirkefædre den 1. november 1950 og blev dermed det eneste nye katolske dogme fra 1900-tallet. Nå. Det er en helt anden historie.

Jeg går rundt i lejligheden og dimser i et forsøg på at tøjle lysten til at tænde for radio eller tv. Jeg er fast besluttet på at give stilheden en chance. Selv kolikbarnet på anden sal er helt stille. Jeg giver hundene mad, vander de stakkels planter på balkonen, og kommer alligevel uden at tænke over det til at tænde for vaskemaskinen.

– Nu er vi vel kun halvdelen tilbage, spurgte jeg portneren forleden.
– Halvdelen.. Mindre end en tredjedel, svarede Raffaele.

…artiklen fortsætter under annoncen

Han ved det. Han er en ægte portner. Han ved alt om alle de 130 enheder i ejerforeningen, og ikke mindst også alt om beboerne.
Portneren og signor Bonomi – den gode mand, betyder det efternavn – er de eneste tilbageværende ”reportere” fra ”Radio Cagnola”.
Cagnola er det officielle navn på mit kvarter. Det er der ikke så mange, der ved. Italienerne er ikke så officielle.

”Radio Cagnola” har sit hovedsæde på Pinos Bar her i ejendommen.
Pino lukkede den 9. august for at tage hjem til Calabrien på ferie. Han kom til Milano for at arbejde som 14-årig, som så mange dengang i begyndelsen af 1960´erne.
Men Calabrien er stadig hjemme.

Indtil Pino og de pensionerede mænd kommer retur sidst på måneden må resterne af Radio Cagnola bruge fortovet foran Via Plana 43 som redaktionslokale. De har så heller ikke så meget at rapportere.
– Der er mindst fem familier mere, der tager afsted efter arbejde på fredag, tilføjede Raffaele.

Ugerne omkring Marias himmelfart er ferien i Italien.
Kan man ikke andet, så er det næsten obligatorisk på en eller anden måde at feriere i det mindste i dagene op til og efter Ferragosto.

Ifølge avisen Affari Italiani er vi i dag under halvdelen af Milanos indbyggertal tilbage. 680.000 helt præcist, skriver de. 680.000 er da egentligt mange. Alligevel er jeg i ”Palle alene i verden-mood”.

Der var helt tomt i lyskrydset i går eftermiddag. I to lange minutter stod jeg dér, og kiggede forgæves i alle retninger efter et motoriseret køretøj. Surrealistisk, og i grunden lidt skræmmende. Kun lidt.

Det var værre i gamle dage
Jeg elsker at skrive, at ”det var værre i gamle dage”.
Jeg vil ikke blive en af dem, der falder i ”det var bedre i gamle dage”-fælden. Jeg vil ikke.

Da jeg for 27 år siden kom til Milano, sagde det simpelthen svup om eftermiddagen den 31. juli. 900.000 milanesere tog på ferie, og de var væk hele august måned. I Via Plana og foran byens kontorer og fabrikker holdt de feriepakkede familier parate i bilerne til at overlade rattet til farmand allerhøjst to minutter efter, at fabrikken eller kontoret lukkede.

Køerne på motorvejene til havet, og for rigtigt mange hjem til Syditalien, var ikke alenlange, men mange kilometer lange. Der var tumultagtige scener på hver eneste autogrill, når far skulle have endnu en dobbelt espresso for at holde øjnene åbne hele vejen til Apulia, Calabrien, Sicilien og Sardinien. Scener, der gentog sig i omvendt retning den 31. august, når den præcis én måned lange industriferie sluttede.

Til os, der dengang blev tilbage i byen – de gamle, de sære, de fattige og de nærige, der ikke vil betale augustpriser – udleverede Milano Kommune brochurer med lister over de ganske få butikker, apotekere, blikkenslagere og supermarkeder, der ikke lukkede hele industriferien. Manden og jeg gik i midten af august 1989 flere kilometer hver aften for at få en espresso.

I dag ejes Illy-kaffebaren på hjørnet af to kinesere, der kalder sig Linda og Luca.
– Skal i aldrig holde ferie, spurgte jeg Linda sidste sommer.
– Jo, sagde hun smilende. Den dag vi har betalt alle afdragene på baren.

Hvis arbejde adler, som man sagde engang med en talemåde, jeg altid har haft det lidt svært med, så er det fuldt fortjent, hvis Luca og Linda bliver fremtidens grever og baronesser. I dag holder ikke bare kinesernes, men også arabernes og de andre indvandreres butikker, kiosker og restauranter i Via Plana åbent i august. Hvis stilheden bliver for overvældende, kan jeg også bare gå hen på indkøbscenteret, hvor der er åbent til klokken 10 i aften. Hvis jeg altså får nok af stilheden. Ikke endnu.

Eller jeg kan tage en tur i parken bag slottet. Her står der hver sommer et stort kommunalt dansetelt. Udenfor er der stole og borde under parasoller til dem, der spiller kort. Her mødes de mobile 60+, 70+ og 80+-årige milanesere hver eftermiddag og aften. Der danses vals, tango og linedans. Med alvorlige miner, for dans er skam en alvorlig sag i Italien.

Jeg var forbi torsdag.
Ham i den grønne T-shirt dansede også alene i år.
Der er altid nogle ældre herrer, der danser alene.
Jeg tror, det er fordi, de gramser for meget. Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt lide at tro, det er derfor.

Der bimles lystigt
Jeg fik som i sommeren 1989 en skrigorange sodavandsis ved den mobile kiosk bag designmuseet, og forelskede mig håbløst i min by. Igen.

Sempione Parken om sommeren, om vinteren, om morgenen eller altid, er et spejl på byens puls.
Lige nu er parken i dansemood om eftermiddagen og aftenen. Men den er også hashrygernes bongotrommer, teenagernes krampagtige tør-bolleri på bænkene og hundelufternes paradis. Og der er altid liv på de trendy barer under Fernet Branca Tårnet og omkring Fredsbuen, eller bare en beroligende udsigt til en mand, der tager en lur på en bænk.

Så.
Nu bimler det.
Kirkeklokkerne på den anden side af gaden holder naturligvis ikke midsommer.
Der bimles lystigt til højmessen for Jomfru Maria og hendes rumtrip her klokken 11.

Gudstjenesterne – hver eftermiddag og to om lørdagen og søndagen – holdes for åbne døre i sommervarmen, der i øvrigt er os nådig i denne august.
Her er lige nu kun omkring 30 grader og en luftfugtighed på 50. Det er nærmest velgørende køligt i forhold til de 40 grader med 95 procent luftfugtighed, der kan være i august i Milano. Jeg har puttet dynen tilbage i betrækket. Når det tordner om natten er det nærmest køligt.

Der bliver også fyldt op på bænkene i Sacra Cuore di Cagnola i dag. Italienerne går stadig meget mere i kirke end nordeuropæerne. I dag er, på trods af ferie og varme og forberedelse af de store måltider, der hører enhver festdag til, en af de store kirkedage.

Flere sognekirker tilbyder midsommerfrokost til de tilbageværende. Frivillige stiller op, og henter også de ikke så mobile ældre, der er blevet efterladt i byen af deres ferierende familier.
Efterladte gamle og efterladte hunde er to store problemer, som frivillige og det offentlige er meget opmærksomme på i august. Lige nu leder vi på de sociale medier efter de to modbydelige fjolser, der blev filmet af overvågningskameraet ved en kirkegård i Norditalien, mens de efterlod en hundehvalp, de ikke gad have med på ferie.

I den mere humane afdeling er hundreder af milanesere augustfrivillige i organisationer som det katolske Caritas og de ikke religiøse City Angels. De tilbyder at hjælpe specielt de efterladte ældre med indkøb, madlavning, lægebesøg og andet i den ferietomme by.
Selv har jeg været frivillig på ”Vatikanet”. Vores rekreative kulturforening med det officielle navn ARCI l´Impegno er i realiteten mest en bar.
L´Impegno betyder ”indsatsen”, og et glas vin koster en indsats på 1 euro.

Vi passer på hinanden
Clara på 70 og Luigi på næsten 80, der normalt bestyrer baren, insisterer dog på at holde ferie som i gamle dage i hele august måned. Så derfor søsatte vi vores eget sociale og anarkistiske ferieprojekt i år med titlen ”Åben på grund af ferie”.

Vi snupper hver især nogle formiddags- eller aftenvagter bag disken, når vi har tid.
Nu ved jeg lige præcis, hvordan Valentino, der sang til mit bryllup for 20 år siden, skal have sin morgen espresso: Corto og med en sjat Grappa.
Og jeg har fået nummeret på enkemanden Sandros søn, hvis han får for meget formiddagsvin.
Det sker.

sommerblues_charlotte_barista

Vi spiller kort og drikker vin, men har skam også gjort hovedrent. Fredag fejrede vi første halvdel af projektet med et brag af en fest, hvor selv sociologen Rocco slap sin ellers effektive selvkontrol, og både spillede, sang og dansede. Yngste deltagere var hunden Dawson og Greta på 17, og ældste var Sandro på 87. Han blev fulgt behørigt hjem.

Vi passer på hinanden.
Så bliver jeg igen forelsket i min by.
Igen, igen.

”Vatikanet” er lukket i dag.
Kirkeklokkerne er holdt op med at bimle.
Vaskemaskinen er færdig.
Der er ikke en lyd i gården og opgangen trods de åbne vinduer og døre.
Kolikbarnet er helt sikkert også på ferie.
Hundene fordøjer de fyldte maver i stilhed.
Stilheden er nærmest total.
Livet er godt.

I morgen begynder det igen.
Heldigvis…

–//–

Er mord på kvinder værre end andre mord?

ER NOGLE MORD MERE MORD END ANDRE?
Kommentar af Charlotte Sylvestersen

I de seneste år er kvindemord – femminicidio – blevet ”sagen” i Italien.
Der myrdes i realiteten færre kvinder år for år, men italienske medier og aktivister promoverer ufortrødent en epidemi af kvindemord.
Utallige tv-programmer, magasiner og ugeblade har som eneste indhold mordsager.
Langt de fleste omtalte sager handler om mord på kvinder, mens ganske få sager om mord på mænd og børn tages under luppen.
Mediernes dækning af hvert eneste mord på en kvinde overskygger totalt den kendsgerning, at kvinder stabilt kun udgør omkring en tredjedel af alle begåede mord i landet.

At der er to myrdede mænd for hver kvinde sælger åbenbart ikke.
Det lyder kynisk.

Det ér kynisk.
Medmindre man altså mener, at en myrdet kvinde er ”mere værd” end en myrdet mand?
Det er også manipulation med fakta.

EN IKKE EKSISTERENDE EPIDEMI
At finde de officielle tal over, hvem der bliver myrdet i Italien er nærmest umuligt, og godt gemt væk i de officielle statistikker.
Uofficielle statistikker tilflyder derimod medierne i en lind strøm fra organisationer og kvinder, der har gjort ”epidemien” til deres egen levevej.
De tal, man kan finde fra fra Italiens Statistik ISTAT, fra EUs statistikker over kriminalitet, og fra FN derimod viser et støt fald i antallet af mord i Italien siden ”rekordårene” i begyndelsen af 1990´erne, hvor organiseret kriminalitet – læs mafierne – bidrog voldsomt med drab.

…artiklen fortsætter under annoncen

1.916 DRAB I 1991
468 DRAB i 2014

I 1990 registreredes der 1.633 mord i Italien, og i 1991 var tallet rekordstort oppe på 1.916.
Heraf menes omkring 700 at kunne tilskrives organiseret kriminalitet.
I 2012 var antallet af mord i Italien faldet til 525, i 2014 var tallet 502, og det seneste officielle tal fra 2014 siger 468 myrdede.
Tallet for de dræbte kvinder ligger stadig stabilt fra 30 til 35 procent.
Et dyk ned i de officielle statistikker i tre år viser, at der i 2003 blev myrdet 192 kvinder i Italien.
I 2009 var tallet faldet til 172, i 2010 156, og i 2011 blev der registreret 137 mord på kvinder.

Hvert eneste mord – på mennesker – er naturligvis ét mord for meget.

Men det er i den grad også for meget, når al energi fra både mediernes og aktivisternes side går til udelukkende at fokusere på mord på kvinder, sådan som det sker lige nu i Italien.

Et kig på kriminalstatistikken i Danmark viser, at 24 kvinder blev myrdet i 2014, og 13 kvinder i 2013.
Der er over 10 gange så mange indbyggere i Italien – 61 millioner – så i realiteten ligner de danske og de italienske statistikker hinanden.
Og når det handler om mord i det hele taget, så ligger Italien lige som Danmark altså begge under det europæiske gennemsnit.
I 2009 var Italien nummer 19 blandt 27 EU-lande med 0,97 mord per 100.000 indbyggere.

PROFESSIONELLE AKTIVISTER OG RØDE SKO
Tilsyneladende sælger mord på kvinder bedre, hvis vi skal forklare italienske mediers nærmest totale tavshed om de to tredjedele af alle mord, hvor mænd og børn er ofrene.
Derudover spiller aktivisternes professionalitet sikkert også en stor rolle.
Aktivisterne har tilsyneladende ingen problemer med at få både kvindelige og mandlige italienske berømtheder til at støtte deres kampagner for ”den gode sag”.
Drab på kvinder – som der altså bliver færre og færre af år for år – kædes også sammen med undersøgelser om vold mod kvinder, hvor tallene rent ud sagt er forfærdentlige. Men igen med undersøgelser og tal, der ikke som det er tilfældet med ISTATs, EUs og FNs tal, er umiddelbart kontrollérbare.
Bloggen Femicido laver for eksempel her deres egen statistik udfra egne optællinger af artikler i medierne.
Men tallene bekræfter uanset deres herkomst for det store flertal af italienere, der ikke dykker dybere ned i statistikken, billedet af, at selve det at være kvinde er ensbetydende med konstant fare.
Mediernes tankeløse medløberi, aktivisternes dygtighed og tvivlsomme statistikker har fået som konsekvens, at de fleste italienere, og kvinderne især, i dag er mere end overbeviste om, at landet faktuelt befinder sig i en eksplosiv pidemi af kvindemord, selv om alle officielle tal altså viser det modsatte.
Tusindvis af kvinder postede i 2013 deres røde sko på Facebook eller var med til at placere dem på gader og pladser i protest mod ”volds-epidemien”.
De røde sko som protest var stillet op på rækker i studiet, når ”Quarto Grado” og værten Gianluigi Nuzzi på kanalen Rete 4 hver fredag svælgede i begåede kvindemord og retssagerne mod de formodede skyldige.

FASTHOLDER MYTEN OM DET SVAGE KØN
Naturligvis er medierne, aktivismen og støtteorganisationer berettigede.
Det er uden diskussion en god sag at arbejde for færre mord.
Men jeg spørger mig selv om, hvorfor mord på kvinder skal gøres til noget specielt?
Jeg kigger forgæves efter medier eller aktivister, der også synes mord på mænd, eller mord i det hele taget, altid er tragedier, vi burde arbejde for at begrænse, og helst helt undgå.
Det værste ved den kvindefokuserede kamp er dog, at den fastholder og cementerer ideen om, at kvinder som udgangspunkt er ”det svage køn”.
Også når der myrdes dobbelt så mange mænd som kvinder.

Er det i virkeligheden ikke ekstremt kynisk og udtryk for et gammeldags kønsdiskriminerende menneskesyn kun at fokusere på en tredjedel af de stakler, der bliver myrdet hvert år i Italien?

Og, hov, hvad med de dræbte børn?
Hvis der er nogen, der ikke kan tale deres egen sag, er det vel børnene…

Charlotte Sylvestersen – Milano

REGISTREREDE DRAB I ITALIEN 1881 – 2012 (KILDER: ANSA/EURES)

ÅR ANTAL
MORD
MÆND KVINDER %
MÆND
%
KVINDER
MORD PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ MÆND PR.
100.000
INDB.
MORD PÅ
KVINDER PR.
100.000
INDB.
1881 4858 16,77
1981 2453 4,34
1991 1901 3,38
1992 1441 2,6 4,4 0,8
1993 1095 1,9 3,1 0,7
1996 945 1,6 2,6 0,7
1998 879 1,5 2,3 0,7
2000 749 550 199 73,40% 26,60% 1,3 2 0,7
2001 707 526 181 1,2 1,9 0,6
2002 642 456 186 1,1 1,6 0,7
2003 719 527 192 1,2 1,8 0,7
2004 711 527 184 1,2 1,8 0,7
2005 601 463 138 1 1,6 0,5
2006 621 440 181 70,80% 29,20% 1,1 1,5 0,6
2007 630 485 145 1,1 1,7 0,5
2008 612 465 147 1,02 1,6 0,5
2009 586 414 172 70,60% 29,40% 0,97 1,4 0,6
2010 530 374 156 70,60% 29,40% 0,87 1,2 0,5
2011 551 381 170 69,20% 30,80% 0,91 1,2 0,6
2012 526 367 159 69,80% 30,20% 0,9 1,2 0,5

 –//–

70 år med stemmeret til italienske kvinder

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.

Den 2. juni 1946 var der folkeafstemni, hvor der skulle vælges mellem monarki og republik, og samtidig vælges repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Den dag stemte 82 procent af de italienske kvinder for første gang.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.

–//–