Vandretur i Cinque Terre: Gode sko og hat


Artikel skrevet af Britt Trude Petersen

Cinque Terre set med en vandreguides øjne
Under mine år som vandreguide på Sardinien havde jeg mange gange hørt godt om Cinque Terre og vandreturene der.
I foråret 2023 kom jeg langt om længe til dette punkt på min ”bucket list”.
Det var en fascinerende oplevelse. 

Vi havde booket et hotel i Monterosso al Mare, som ligger i den nordlige ende af bugten, og hvortil det er muligt at komme med bil. Det valg blev vi glade for, da vi så mængden af turister i de andre mindre byer.  

Vi vidste det ikke på forhånd, men vi havde valgt det helt rigtige tidspunkt at besøge området, nemlig de sidste dage inden påsken, hvor, efter sigende, alt virkelig skifter op på den store turist-klinge.
Jeg er ikke overbegejstret for meget turistede steder, og det har dels at gøre med, at jeg fra Sardinien ikke er vant til overrendte vandrestier, og dels at jeg ikke nyder det så meget med store flokke turister på et og samme sted.  

De højereliggende vandrestier giver de største oplevelser
Vi spurgte receptionisten på vores hotel, hvordan vi kunne opleve områdets vandreture uden at skulle gå i kø på stierne. Hun gav os rådet at gå de højereliggende ture i stedet for stierne langs kysten.

Vi startede første vandredag med at gå nordpå, til Levanto, som ikke er en af byerne i Cinque Terre.
Det var en tur med noget op- og nedstigning, men intet der var svært.

Der var utroligt fine udsigter over hele Cinque Terre oppe fra toppen, og når man først kom over kammen til den næste bugt, var der en flot udsigt til Levanto og langt op ad den liguriske kyst.

Nede i Levanto gik vi ind i en gågade langt væk fra vandet og spiste en lækker frokost af lokale delikatesser, inden vi tog toget tilbage til Monterosso.

Det med toget er altså et af de mere geniale træk ved at vandre i dette område.
(Man kan købe et kombineret vandre- og togkort til Cinque Terre, der giver adgang til togene mellem de fem små byer, til både de højere og lavere vandrestier, shutllebusser til de højereliggende stier, samt gratis adgang til stationernes toiletter og wifi, red.)

Hvordan de så har kunnet lave en jernbane, der nærmest kun ligger i tunneler, er sådan noget, der overgår min sølle forstand?  

Monterosso er en hyggelig by med to dele, hvor den ene er ældre og hyggelig med smalle gyder, og den anden har en lang strand og togstationen.
Der er masser af restauranter af forskellig slags over det hele.
Generelt fik vi god mad og vin i området.  

Næste dag ville vi sydpå, men ikke på den lave sti, hvor vi havde fået at vide, at man skulle stå i kø ved starten af stien, og at der var rigtigt mange mennesker, der gik.

Vi gik bagvejen ud ad byen og op ad bjerget mod det, som receptionisten kaldte ruten med ”i santuari”, pilgrimsstederne.

Vi fik os derfor en skøn opstigning på henved 500 meter, og blev positivt overraskede over, at cafeen på det første pilgrimssted, Soviore, var åben.
Stien gik nu sådan cirka i niveau hele vejen, kom forbi to ”santuari” mere, inden den gik ned til den næste lille by i bugten, Vernazza.

Vernazza er en enormt smuk og piktoresk by, men vi fik et helt chok, da vi kom dertil.

På vores vandring den dag havde vi mødt et par håndfulde mennesker, og pludselig stod vi lige midt på et fuldpakket turiststed.


Vi fulgte vores almindelige strategi og søgte væk fra havnen, faktis helt præcist til det sidste hus i byen, hvor der var en restaurant. Her havde vi fortjent kolde øl og god mad.
Endnu en gang tog vi, for en billig penge, toget tilbage til vores udgangspunkt.  

Tredje vandring skulle starte i den næste by i bugten, så vi startede med at tage toget til Corniglia, som vi slentrede igennem.
Det er en meget nydelig lille by, som ligger over vandet, og hvorfra vi endnu tog den høje sti op til vandreruten med den mest fantastiske udsigt over alle de terrasserede vinmarker.

Allerede inden Volastra ser man de her næsten umuligt anlagte terrasser, men det er især, når man går ned mod Manarola, at man forundres over, hvordan de lokale har bygget baner op og ned og rundt om deres små vinmarker, hvor de sidder i små vogne, som de kan bruge til at få høsten i hus med.

Manarola er endnu en meget charmerende by med en masse turister, og efter frokosten hoppede vi på en båd tilbage til Monterosso.

Vi nød at kigge på Cinque Terres stejle kyster ude fra havet, nu når vi havde gået hele vejen.

At der både findes båd og tog mellem byerne er altså en smart måde, sådan at man kun behøver at gå i én retning.  

Vi kom ikke til den sydligste af byerne, Riomaggiore, men vi synes, at vi fik en grundigt indtryk af et meget smukt område. Vejret var med os, og temperaturen i april var lige tilpas til at vandre i.  

Som vandreguide var jeg overrasket over, at der var så mange mennesker, men positivt overrasket over de høje stier.

Det var fint skiltet, og organisationen med tog og båd og informationen på turistkontorerne gjorde det nemt at finde ud af, hvordan man bedst kunne opleve området efter egen smag.  

Vi er vant til at vandre, og de relativt korte ture vi tog her, var noget de fleste sporty mennesker kan gøre på en halv dag.
Det var et godt alternativ til at gå med mange mennesker på smalle stier, hvor der ikke altid er plads til, at to går forbi hinanden.  

Den sidste aften havde vi fortjent en ordenlig middag, og eftersom vi er sådan nogle, der går op i mad og vin, havde vi bestilt bord på Ristorante Miky i Monterosso >>, hvor vi fik os en overlegen gastronomisk opleve med tiptop service.
Deres innovationsmenu var veltillavet og yderst smagfuld.
(Complimenti, Britt, for dér fandt du nemlig den efter min mening bedste restaurant i Monterosso, red.)

Det er nok den mest spændende kulinariske oplevelse, vi har haft i Italien indtil videre.  

Cinque Terre er en flot del af Ligurien og noget, jeg er glad for at have set.
Det kan I roligt sætte på jeres ”bucket-list”.

Husk gode sko og en hat!

Endnu en god restaurant i Monterosso, der ligger bygget ind i klipperne og byens forsvarsværker mellem den nye og den gamle bydel:
L´Ancora della Tortuga >>

–//–

Portofinos oase er baren ved fyrtårnet

SOMMERMINDER 2016
VIP feriestedet Portofino er et must, når turen går langs Ligurias østkyst.
portofino_panorama_2012
Foto taget fra Sankt Georg kirken, som man kommer forbi på vej ud til fyrtårnet

Nogle få kommer standsmæssigt sejlende i lystyachts så store, at de ikke engang kan sejle ind i havnen. Andre kommer sejlende med rutebådene, som man kan tage fra den nærmeste større by Santa Margherita Ligure >> eller Rapallo lidt længere mod øst.
Der er også en bybus fra “Santa”, som de lokale siger.
portofino_fyrtaarn_bar_7
Vandrefolket kommer i frisk nordisk stavgang over bjerget fra Camogli på den vestlige side af halvøen. Fjolserne kommer i bil, og betaler dyrt for de få parkeringspladser, hvis der da er nogle ledige.

SE, BLIV SET, OG TAG SÅ EN TUR UD TIL FYRET!
portofino_fyrtaarn_bar_5

Under alle omstændigheder er der udover skulpturparken, som også kan beundres udefra og kirken, hvortil korsridderne i sin tid bragte Sankt Georgs jordiske rester, ikke voldsomt meget af se i Portofino.

Altså udover at lade sig se, eller selv se på, for i sommermånederne er Portofino stadig en klassisk etape for både italienske og udenlandske VIPs.

..artiklen fortsætter under annoncen

Når dét er overstået anbefaler jeg en spadserertur på 20-25 minutter ud til fyrtårnet.
Man smutter op ad den stejle gyde i hjørnet af “piazetta´en”, eller tager trappen efter indgangen til skulpturparken nede på havnen.
I stedet for, eller efter, at nyde udsigten ved Sankt Georg kirken, følger man skiltene til “Castello Brown” og “Il Faro”. Turen kommer forbi den engelske konsuls villa, deraf navnet Brown. Villaen tilhører i dag kommunen, og der kan være forskellige udstillinger.
Videre ud af stien kommer man ud i Middelhavs naturen med små buske, vilde blomster og de store pinjetræer, der gror i alle mulige og umulige positioner.
portofino_fyrtaarn_bar_1

Anstrengelserne, det går ganske lidt op og ned ad bakke på turen, belønnes med en fantastisk udsigt ude på fyrets terrasse.
Helt fantastisk bliver det, når baren er åben.
“Al Faro” har officiel lukkedag onsdag, men lukker også i dårligt vejr.
Udsigten og duften af hav og pinjetræer er under alle omstændigheder spadsererturen værd.
portofino_fyrtaarn_bar_2

Barmanden Antonio er meget underholdende, og nogle gange lidt “Kaptajn Haddock”-agtig,
hvis gæsterne stresser ham.
Men man kan vel dybest set heller ikke have en bar ved et fyrtårn, hvis man er helt normal?
Denne fantastiske sommerdag begyndte han pludselig at synge…
portofino_fyrtaarn_bar_3

En Spritz som den skal være – i et stor ballonglas, dybt orange og med masser af isterninger.
Hvad vil du mere?
portofino_fyrtaarn_bar_4

Vil man se flotte sorthvide foto af VIPs i Portofino fra sidste århundrede, så er der masser af dem på væggene på Excelsior baren på La Piazzetta.

–//–

Santa Margherita Ligure på Liguriens østkyst

Santa Margherita Ligure (9.639 indb.) er en af de større turisbyer på den østlige del af Ligurias kyst – Il Levante, i modsætning til Il Ponente vest for regionens hovedstad Genova.

Byen ligger cirka 40 km øst for Genova, og  cirka 70 km fra den første af de fem små landsbyer i Cinque Terre, Monterosso. Gode togforbindelser gør udflugter til storbyen eller de små byer nemt, og fra VIP-feriestedet Portofino kan man spadsere eller sejle til fra Santa Margherita Ligure.

HISTORIE:
De første skrevne vidnedsbyrd om en by i bugten vest for Portofino-halvøen stammer fra år 262 før vor tidsregning.
Vi ved også, at et fiskerleje på stedet ved navn Pescino blev ødelagt af kong Rotari i 641, og at Saracenerne var forbi flere gange inden år 1000.
Samtidig var der San Colombano-munke i område – de kom fra Bobbio i bjernene og grundlagde klosteret i San Fruttoso på Portofino-halvøen.
Byen er under familien Fieschi indtil den i 1229 kommer under Genovas besiddelser sammen med Rapallo.
I Middelalderen var byen delt i kvarterne Pescino og Corte.
I 1432 blev kysten angrebet og røvet af Venedig, og i 1549 var den tyrkiske pirat-admiral Dragut forbi både Santa Margherita Ligure og Rapallo.

Napoleon omdøbte byen
Sidenhen fik byen navnet Napoleons Havn, men det varede kun i ganske kort tid.
Napoleon kom til Ligurien i 1797, og i 1812 samlede han  de forskellige bydele under navnet Comune di Porto di Napoleone, men det navn forsvinder for evigt efter Waterloo.

Fra 1815 er området med i Regno di Sardegna, og fra 1861 med i det samlede Italien.
I sidste halvdel af 1800-tallet kommer både jernbanen, og der konstrueres to nye veje til Portofino og til nabobyen Rapallo.
Hen begynder den gyldne periode for “Delfin Kysten”,  der til at begynde med primært er et eksklusivt rejsemål for tyskere,
Efter århundredeskiftet bliver byen også turistmål for resten af Europa og USA.
Der er stadig en delfin i byvåbnet, selv om Portofino – Porto Delfino hed stedet oprindeligt – i dag er en del af Camogli kommune, der ligger på den vestlige side af halvøen.

TURISME OG FISKERI
Fiskeri er stadig en del af økonomien i Santa Margherita Ligure, der tidligere også var kendt for sin produktion af blonder, kniplinger og reb til søfarten.  I dag produceres der udover den allestedsnærværende liguriskse olivenolie også frugt og grøntsager i bakkerne bag byen.

SEVÆRDIGHEDER:
Langs strandpromenanden, hvor der naturligvis også er rig mulighed for at nyde en espresse eller en drink, er der mellem palmerne blevet plads til en statue af Kong Vittorio Emanuele II, der var det samlede Italiens første konge, og en hvid statue af Cristoforo Colombo og hans Caraveller.

Resterne af sforsvarsværket, der efter angrebet fra piraten Dragut i 1549 skulle forsvare byen mod pirater, ligger på den vestlige del af strandpromenaden ved den moderne lystbåde- og fiskerihavn..
Runder man slottet kommer man da også til byens fiskemarked, der er åben om formiddagen.
Ovenpå fiskemarkededet ligger i øvrigt restauranten “La Cambusa”, der er omtalt her >> sammen med fire andre klassiske restauranter i byen.

Tager man trappen i muren lige før fiskemarkedet kommer man først op til Erasmo-kirken fra 1600-tallet, der er dedikeret byens sømænd – der er masser af modelskibe inde i kirkeskibet.
Bag Sankt Erasmo ligger Cappucinernes kirke, der er fra 1606,.
Her findes en statue af “Jomfru på trone” fra 1100-tallet, der regnet for et af de tidligeste eksempler på skulpturer fra Ligurien.

Den store trappe ved hjørnet af restaurant La Cambusa fører op til barokkirken San Giacomo, der er fra 1660.
Marmorfacaden i flere farver kom på i 1800-tallet og er udført af kunstneren Nicoló Barberino.

Går man til højre ved kirken kommer man til den smukke Villa Durazzo med tilhørende park. Villaen blev påbegyndt af arkitekten Galeazzo Alessi i 1560

Villa Durazzo (www.villadrurazzo.it) blev opført i 1678 og er udstyret efter alle kunstens regler med kalkmalerier,stukarbejder, glaslysekroner fra Murano og antikke møbler, gobeliner og en samling malerier udført af genovesiske kunstnere i 1600- og 1700-tallet.

Parken indeholder både en engelsk have, et orangeri med citrusfrugter og en klassisk italiensk have tilføjet esksotiske planter, der trives i områdets milde klima. Der er også blevet plads til allegoriske marmorstatuer.
Stiernes belægning er fra 1919 – brolægningem hedder “risseu”.
Durazzo Parken er medi sammenslutningen “Grandi Giardini Italiani” og “venskabspark” med den botaniske Hanbury-park i Ventimiglia.
Der er gratis adgang til parken hver dag fra 9-19 (Vinter til 17).
Der betales entré til villaen – åben 9-13 & 14-17 (medmindre der er bryllup eller andre begivenheder)

Fra haven kan man gå tilbage til byens centrum, hvor kirken Santa Margherita d´Antiochia ligger på Piazza Caprera.
Kirken er fra 1657 og et af de vigtigste eksempler på ligurisk barok.

I gaderne omkring pladsen ligger byens forretninger, og i hele centrum finde man mange smukke bygninger i Libertystil – byggestilen med blomsterdekorationer og smedejernsdekorationer fra begyndelsen af 1900-tallet.

Der er marked i Santa Margherita Ligure hver fredag fra cirka 8 til cirka 13.30

santa_margherita_ligure_kommunal_strand_centrumsanta_margherita_ligure_sort_broderskab santa_margherita_ligure_stille_gyder

santa_margherita_ligure_strand

santa_margherita_ligurel_byport

Video fra restauranten La Cambusa, hvor piraten åbner boblevin med sværd, når han er i godt humør. Det kaldes “la sciabolata”.

–//–

genova domkirke hellig gral

Genova: Den hellige gral?

Vi er i skattekammeret  – Il Tesoro – i Genovas San Lorenzo Domkirke, og den grønne skål siges at være Den Hellige Gral, som Jesus drak af den skærtorsdag aften som i vores kultur kaldes for “Den sidste nadver”.

genova domkirke hellig gral
Legenden om denne udgave af “Gralen”mange tror for eksempel at den findes et hemmeligt sted i den magiske by Torino – er at “bægeret” blev skabt af en kæmpestor smaragd, der faldt ud af Djævelens pande, da han blev fordømt af Vorherre.

Bægeret blev siden en del af Dronningen af Saba´s husholdning inden det altså endte på bordet ved Jesus´ sidste middag med de 12 disciple.

Legenden fortsætter med at berette, at bægeret af Josef fra Arimathea blev brugt til at samle blod op fra Jesus´ sår, mens han hang på korset.

Siden bragte den genovesisk korsridder Guglielmo Embrìaco Testadimaglio gralen til Genova efter det første succesfulde korstog i 1099.

Napoleon stjal bægeret i 1806, men Genova fik sit trofæ tilbage kun ti år efter – dog som samlesæt, så “Gralen” er altså limet – flot – sammen i dag.

I virkligheden har man fundet ud af, at der er tale om et stykke islamisk kunsthåndværk fra 800- eller 900-tallet.

Museet i krypten under alteret i San Lorenzo Domkirken i Genova er normalt åbent mandag til lørdag mellem 10 og 12.30 samt mellem 14 og 20.
Prisen var i 2014 € 6

–//–

Santa Margherita Ligure: 5 traditionelle restauranter

Opdateret marts 2024:
Alle nævnte restauranter er stadig operative – og alene den kontinuitet borger for kvaliteten :-), Charlotte.

La Cambusa – Kabyssen – ligger over fiskemarkedet i Santa Margherita Ligure cirka 200 meter fra centrum i retning mod Portofino.
Via Bottaro 2 (Lystbådehavnen)
Udenfor sæsonen er der lukket torsdag
Tel 0185 28 74 10 – reservering er en god ide!

santa_margherita_ligure_testaroli_“Testaroli” er en slags pastapuder, der oprindeligt blev lavet af kastanjemel – der var og er stadig ikke plads til at dyrke korn i Ligurien.
Her er det testaroli med Pesto serveret på La Gambusa.
Når værten Luciano er i godt humør kan han godt finde på at åbne flasker med sin sabel.

Og synes Luciano ikke, der er kunder nok, så sætter han papgæster lavet af en lokal kunstner op på stolene, så der ser fyldt ud!
la_gambusa_falsk_gaest
(Fiskemarkedet lukker mellem 11 og 12 – så der er ingen ekstra “duft” på La Gambusas “dæk” lige ovenover.)

…artiklen fortsætter under annoncen

Beppe Achilli – 150 meter efter La Gambusa
Via Bottaro 29
Udenfor sæsonen lukket tirsdag
Tel 0185 28 65 16

santa_margherita_il_faroIl Faro – Fyrtårnet – sidegade til via Bottaro efter Beppe Achille og La Gambusa
Via Antonio M. Maragliano 24
Udenfor sæsonen lukket tirsdag
Tel 0185 28 68 67

Il Faro tilbyder i 2015 en menu, hvor du vælger 3 retter til € 25
Førsteretter:
Trenette al pesto – Flad spaghetti med Pesto
Gnocchi al pomodoro – Kartoffelpasta med tomatsauce
Spaghetti alle vongole – Spaghetti med hjertemuslinger
Penne all’arrabbiata – Vrede pinde
Zuppa di verdura – Grøntsagssuppe
Andenretter:
Pesce alla piastra – Grillet fisk
Sogliola ai ferri – Grillet fladfisk
Calamaretti fritti – Fiturestegter blækspruttering
Piccata al limone – Kalveschnitzel med citron
Desserter:
Coppa di frutta fresca – Frugtsalat
Torta della casa – Husets kage
Creme caramel – Karamelbudding
Tiramisu – “Himlen i din mund”!
Gelato artigianale – Hjemmelavet is

Baicin – i centrum bag parken ved turistbådenes mole
Via Algeria 5
Udenfor sæsonen lukket mandag
Tel 0185 28 67 63
Meget lokalt – og ja, husets vin falder ikke i alles smag…

Trattoria da Pezzi – over 50 år gammelt traktørsted i det historiske centrum mellem Piazza Caprera og Piazza Mazzini
Via Cavour 21
Udenfor sæsonen lukket lørdag
Tel 0185 28 53 03
Familien Pezzi åbnede i 1964 og her holdes traditionerne med masser af hjemmelavede grøntsagstærter (Torte Salate), kikærtebrødet Farinata, Fyldte sardiner, Klipfisk og Fyldte grøntsager og det italienske farsbrød Polpettone.
Meget rimelig priser.


Ekstranummer 🙂

L´Ancora della Tortuga i Monterosso – 5 Terre >>

Fyldte ansjoser Monterosso al Mare 5 Terre

Fyldte ansjoser  – Acciuge Ripiene – er en af de mange opskrifter med ansjoser, som Monterosso al Mare  og Ligurien er berømte for.

–//–