Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg

Bog på vej: Charlottes ”4 årstider på Due Papaveri”

Glæd dig til noget så sjældent som en bog om italiensk mad og kultur fra forfatterens egen jord, køkken og restaurant i Italien.

”Due Papaveri” – To Valmuer – hedder det magiske sted for enden af grusvejen i de bløde bakker i Emilia Romagna syd for Modena.

Her har Charlotte Tveen Hansen, der oprindeligt stammer fra Padborg, siden 2005 ikke blot udlejet tre skønne ferieboliger, men også drevet restaurant, forestået mad- og yogakurser, og ikke mindst drevet biologisk køkkenhave og landbrug på markerne omkring agriturismoen. Derudover byder stedet på fantastiske udsigter og en skøn pool. Siden 2011 har ægtemanden Luca hjulpet til med det hele.

Hvor Charlotte Tveen Hansen første bog – Carlotta Cucina – fra 2007 primært bestod af opskrifter, følger den ny bog årets gang i Benedello.
Det sker på markerne, til lavendelhøst eller på trøffeljagt, på besøg hos producenter af områdets specialiteter, og med nedslag i lokalsamfundet, der blandt andet er berømt for et helt specielt og originalt karneval.

Bogen indeholder Charlottes egne årstidsopskrifter fra restauranten, der er åben ved reservation, og et specielt afsnit om plantebaseret vintermad.

Charlottes opskrifter er naturligvis inspireret af de kendte italienske traditioner og respekten for råvarerne, men hendes madkunst tilføjer et kreativt og æstetisk pift, der i den grad adskiller bogen – og maden – fra de alt for mange forudsigelige italienske madbøger, som hvert år vælter ud på markedet.

Charlotte ved nemlig, hvad hun taler om:
Hun har både fingrene dybt plantet i mulden, i forarbejdningen af råvarerne, og ikke mindst, så kan hun lave mad, så englene synger.

Glæd dig!
Det gør jeg.

Bogen er på 320 rigt illustrerede sider, og koster 349,9 plus forsendelse.
Den kan allerede nu bestilles på www.duepapaveri.com.

Bogen præsenteres af forfatteren den 7. april i Store Kannikestræde 19, 1169 København, mellem 13.00 og 17.00, hvor bogen også kan afhentes personligt.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg


–//–

Molise eksisterer

Det er blevet en slags talemåde i Italien at påstå, at den syditalienske region Molise ikke eksisterer – ”Molise non esiste”.


Det skyldes, at man sjældent hører noget om de kun 4.460 kvadratkilometer, der med sine blot 289.361 indbygger gemmer sig mellem regionerne Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia.

Danske Sus og Anders beviser dog det modsatte, og tilbyder både ferielejligheder, madkurser og vandreferie i regionen.

Hovedbyen er Campobasso (47.252 indbyggere , og den anden større by er Isernia (20.680 indbyggere).
Regionen er dækket af bjerge (5,3 procent, højeste bjerg er Monti della Meta med 2.247 moh.) og bakker (44,7 procent) og blot 36 kilometer kyst til Adriaterhavet.

Danskerne Sus og Anders har siden 2016 taget Molise til sig, og jeg har fået lov til at offentliggøre deres nyhedsbrev fra januar 2024, hvor de beskriver noget af de, de og Molise har at byde på.

CASA BELLA VISTA RIPABOTTONI
“Vores italienske drøm, som vi elsker at dele”

Læs blandt andet om:
En tur ind i det ægte italienske køkken“
Ottimista – en Rug IPA, èn af vores 24 hjemmebryggede øl
Karnevalet i Larino
Vandring gennem den italienske kultur og den uspolerede natur
Restauranten ”Il Casale Di Clesilde”
Og om booking af de to ferielejligheder


“En tur ind i det ægte italienske køkken”

Kun to pladser tilbage i foråret.
Lørdag 2/3 til lørdag 9/3 – 2024 og efteråret (4 pladser – 2 x 2 par) fra lørdag 23/11 til lørdag 30/11 – 2024

Her er en unik mulighed for at komme helt ind i det syditalienske køkken og opleve de lokales gæstfrihed, når I inviteres med ind i deres hjem.
Vi tilbyder her en eksklusiv oplevelse for en lille gruppe på minimum et par og maksimum to par, som bor i vores 2 ferielejligheder.

I kommer bl.a. til at lave pasta, italiensk is/gelato, være med til at fremstille de kendte lokale oste, smage nogle af de bedste olivenolier der findes.

I kommer på trøffeljagt, på besøg hos vores lokale snedker Peppino i hans lille værksted og hyggelige cantina, samt til at lave pizzaer i Casa Bella Vistas stenovn.

 Der er også både vin- og ølsmagning og ikke at forglemme at I inviteres hjem til en italiensk familie på den traditionelle syditalienske søndagsfrokost.

Vi slutter ugen af med en uforglemmelig besøg på byens Homerestaurant.
Her vil Emanuela guide jer i at lave lækre lokale kager, som I kan nyde efter en forrygende middag i familiens hyggelige restaurant.

Alt i alt lover denne uge en mindeværdig rejse ind i det ægte syditalienske køkken.

Grib chancen, hvis I elsker italiensk mad og vin – det bliver en oplevelse, I ikke vil gå glip af.


Optimistisk på italiensk

– en Rug IPA

En Amerikansk inspireret Rug-IPA, brygget med rugmalt som giver en krydret, sødlig smag som modspil til bitterheden fra humlen.
Frugtige noter fra humlen kombineret med let syrlig, maltet/brødagtig smag fra rugen.
Lette chokoladenoter kan også fornemmes for at balancere rugens lette syrlige noter.
Svagt karboneret med ret kraftig mundfylde.
Alc. 5,3% vol.
Vi glæder os til at dele vores øl med vores gæster.


Karnevalet i Larino

Karnevalet finder sted over 2 weekender, normalt i februar og/eller i marts.
(Datoerne afhænger af hvornår fastelavn falder).
Karnevalet i Larino er anerkendt som ét af de 27 historiske italienske karnevaler af ministeriet for kulturarv.

Optoget igennem Larino’s gader, består af kæmpe papmache figurer på op til 6 meter høje på vogne.
Temaerne variere fra berømte lokale, til lands- og international kendte figurer.

Disse imponerende figurer, har de dedikerede unge lokale mennesker i generationer brugt flere måneder på at lave.
Et karneval der skal opleves, og naturligvis er der masser af vin & madboder.


“Vandring gennem den italienske kultur og den uspolerede natur”

I efteråret (4 pladser – 2 x 2 par) fra lørdag 9/11 til lørdag 16/11 – 2024
Oplev den autentiske italienske livsstil på en 8-dages vandreferie i Molise.​

Vi tilbyder en eksklusiv rejseoplevelse for en lille gruppe på maksimalt to par. 
Hvert par bor i en af vores eksklusive ferielejligheder, i den charmerende middelalder bjerglandsby Ripabottoni, som er kendt for sin autentiske italienske charme.


En lokal restaurant: Il Casale di Clesilde

En rigtig god og hyggelig restaurant, meget velbesøgt af italienere, beliggende i skønne omgivelser.
Mange holder barnedåb, konfirmationer, fødselsdage mm her.
Der er både fiske-, kødmenuer og á la carte.



Ferielejlighederne:
Sus og Anders har indrettet to ferielejligheder på Bella Vista – Basilico og Lavanda.
Vi er overvældede over den interesse der er for at komme herned. Vi har i skrivende stund kun få ledige uger i 2024, så vent ikke med at kontakte os, hvis I ønsker at komme og opleve lidt af “vores Molise”.
Hjemmeside: Bella Vista.dk >>

I vælger selv de antal dage, der passer jer, der er ikke krav om et minimum. (Gælder ikke i højsæsonen).
Se priserne og tilgængelighed på hjemmesiden >>.
Vi sender gerne et uforpligtende tilbud.
Husk blot at oplyse ønsket lejlighed, periode, antal personer totalt og e-mail.

Bookning for 2025

Hvis man tilmelder sig vores nyhedsbrev, er man blandt de første som får besked når vi åbner engang i sensommeren.

Vi glæder os til at byde jer velkomne i Casa Bella Vista.

–//–

Vandretur i Cinque Terre: Gode sko og hat


Artikel skrevet af Britt Trude Petersen

Cinque Terre set med en vandreguides øjne
Under mine år som vandreguide på Sardinien havde jeg mange gange hørt godt om Cinque Terre og vandreturene der.
I foråret 2023 kom jeg langt om længe til dette punkt på min ”bucket list”.
Det var en fascinerende oplevelse. 

Vi havde booket et hotel i Monterosso al Mare, som ligger i den nordlige ende af bugten, og hvortil det er muligt at komme med bil. Det valg blev vi glade for, da vi så mængden af turister i de andre mindre byer.  

Vi vidste det ikke på forhånd, men vi havde valgt det helt rigtige tidspunkt at besøge området, nemlig de sidste dage inden påsken, hvor, efter sigende, alt virkelig skifter op på den store turist-klinge.
Jeg er ikke overbegejstret for meget turistede steder, og det har dels at gøre med, at jeg fra Sardinien ikke er vant til overrendte vandrestier, og dels at jeg ikke nyder det så meget med store flokke turister på et og samme sted.  

De højereliggende vandrestier giver de største oplevelser
Vi spurgte receptionisten på vores hotel, hvordan vi kunne opleve områdets vandreture uden at skulle gå i kø på stierne. Hun gav os rådet at gå de højereliggende ture i stedet for stierne langs kysten.

Vi startede første vandredag med at gå nordpå, til Levanto, som ikke er en af byerne i Cinque Terre.
Det var en tur med noget op- og nedstigning, men intet der var svært.

Der var utroligt fine udsigter over hele Cinque Terre oppe fra toppen, og når man først kom over kammen til den næste bugt, var der en flot udsigt til Levanto og langt op ad den liguriske kyst.

Nede i Levanto gik vi ind i en gågade langt væk fra vandet og spiste en lækker frokost af lokale delikatesser, inden vi tog toget tilbage til Monterosso.

Det med toget er altså et af de mere geniale træk ved at vandre i dette område.
(Man kan købe et kombineret vandre- og togkort til Cinque Terre, der giver adgang til togene mellem de fem små byer, til både de højere og lavere vandrestier, shutllebusser til de højereliggende stier, samt gratis adgang til stationernes toiletter og wifi, red.)

Hvordan de så har kunnet lave en jernbane, der nærmest kun ligger i tunneler, er sådan noget, der overgår min sølle forstand?  

Monterosso er en hyggelig by med to dele, hvor den ene er ældre og hyggelig med smalle gyder, og den anden har en lang strand og togstationen.
Der er masser af restauranter af forskellig slags over det hele.
Generelt fik vi god mad og vin i området.  

Næste dag ville vi sydpå, men ikke på den lave sti, hvor vi havde fået at vide, at man skulle stå i kø ved starten af stien, og at der var rigtigt mange mennesker, der gik.

Vi gik bagvejen ud ad byen og op ad bjerget mod det, som receptionisten kaldte ruten med ”i santuari”, pilgrimsstederne.

Vi fik os derfor en skøn opstigning på henved 500 meter, og blev positivt overraskede over, at cafeen på det første pilgrimssted, Soviore, var åben.
Stien gik nu sådan cirka i niveau hele vejen, kom forbi to ”santuari” mere, inden den gik ned til den næste lille by i bugten, Vernazza.

Vernazza er en enormt smuk og piktoresk by, men vi fik et helt chok, da vi kom dertil.

På vores vandring den dag havde vi mødt et par håndfulde mennesker, og pludselig stod vi lige midt på et fuldpakket turiststed.


Vi fulgte vores almindelige strategi og søgte væk fra havnen, faktis helt præcist til det sidste hus i byen, hvor der var en restaurant. Her havde vi fortjent kolde øl og god mad.
Endnu en gang tog vi, for en billig penge, toget tilbage til vores udgangspunkt.  

Tredje vandring skulle starte i den næste by i bugten, så vi startede med at tage toget til Corniglia, som vi slentrede igennem.
Det er en meget nydelig lille by, som ligger over vandet, og hvorfra vi endnu tog den høje sti op til vandreruten med den mest fantastiske udsigt over alle de terrasserede vinmarker.

Allerede inden Volastra ser man de her næsten umuligt anlagte terrasser, men det er især, når man går ned mod Manarola, at man forundres over, hvordan de lokale har bygget baner op og ned og rundt om deres små vinmarker, hvor de sidder i små vogne, som de kan bruge til at få høsten i hus med.

Manarola er endnu en meget charmerende by med en masse turister, og efter frokosten hoppede vi på en båd tilbage til Monterosso.

Vi nød at kigge på Cinque Terres stejle kyster ude fra havet, nu når vi havde gået hele vejen.

At der både findes båd og tog mellem byerne er altså en smart måde, sådan at man kun behøver at gå i én retning.  

Vi kom ikke til den sydligste af byerne, Riomaggiore, men vi synes, at vi fik en grundigt indtryk af et meget smukt område. Vejret var med os, og temperaturen i april var lige tilpas til at vandre i.  

Som vandreguide var jeg overrasket over, at der var så mange mennesker, men positivt overrasket over de høje stier.

Det var fint skiltet, og organisationen med tog og båd og informationen på turistkontorerne gjorde det nemt at finde ud af, hvordan man bedst kunne opleve området efter egen smag.  

Vi er vant til at vandre, og de relativt korte ture vi tog her, var noget de fleste sporty mennesker kan gøre på en halv dag.
Det var et godt alternativ til at gå med mange mennesker på smalle stier, hvor der ikke altid er plads til, at to går forbi hinanden.  

Den sidste aften havde vi fortjent en ordenlig middag, og eftersom vi er sådan nogle, der går op i mad og vin, havde vi bestilt bord på Ristorante Miky i Monterosso >>, hvor vi fik os en overlegen gastronomisk opleve med tiptop service.
Deres innovationsmenu var veltillavet og yderst smagfuld.
(Complimenti, Britt, for dér fandt du nemlig den efter min mening bedste restaurant i Monterosso, red.)

Det er nok den mest spændende kulinariske oplevelse, vi har haft i Italien indtil videre.  

Cinque Terre er en flot del af Ligurien og noget, jeg er glad for at have set.
Det kan I roligt sætte på jeres ”bucket-list”.

Husk gode sko og en hat!

Endnu en god restaurant i Monterosso, der ligger bygget ind i klipperne og byens forsvarsværker mellem den nye og den gamle bydel:
L´Ancora della Tortuga >>

–//–

2020 fra kanten af espresso-koppen

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.

Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.


Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det


Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino.
Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.

–//–

Chianciano Terme: Kurby mellem fordoms storhed og nutidig wellness

Chianciano Terme er en kurby i Siena provinsen i Toscana med 7.100 indbyggere.
Byens motto, der møder dig ved byskiltene, stammer fra 1940´erne:
”Chianciano, fegato sano”.


Direkte oversat betyder det ”Chianciano, sund lever”, for byens fem forskellige typer kildevand siges at være specielt virksom mod lever- og galdevejsproblemer.

”Kiansjiano”
Udtalen af bynavnet volder ofte danskere problemer. ”Ch” bliver til ”k”, mens ”ci” udtales ”sji”.

Artiklen fortsætter under reklamen

Med sin beliggenhed mellem 475 og 550 meter over havet i de bløde sydtoscanske bakker er kurbyen Chianciano Terme et fint udgangspunkt for ture i bil eller bus rundt i det verdensberømte landskab, og til de mange kultur- og vinbyer i området.

Morgenudsigt fra Chianciano Terme

Selve byen, med de desværre mange lukkede hoteller, kan virke lidt død


Det er som om byen stadig tror, folk stadig tager ”på kur” for at drikke vandet, mens moderne turister er mere optaget af wellness og fitness.
Den type turister findes i øvrigt stadig, og man møder dem rundt i byen, for i Italien får man nemlig tilskud fra sygesikringen for at drikke kurvand.

Men med over 2.600 års histori er der heldigvis også meget at udforske i selve byen. Og der er også både en spirende forståelse, og konkrete initiativer i gang for at tilfredsstille moderne turisters ønsker og behov.

Snup nogle timer i kurvandet!
De nye kurbade ér fulgt med tidsånden på Terme Theia og Terme Sensoriale (husk altid badehætten!).


På Terme Theia (lukkedag tirsdag) bruger man vandet fra Sillene kilden.
Her er over 500 kvadratmeter forbundne kurbade udendørs og indendørs, og et smukt solarium med den klassiske toskanske udsigt til oliventræer og slanke cypresser.

Terme Theia

Vandet i bassinerne på Theia er mellem 33 og 36 grader. I bassinerne er der boblebade, massagebænke- og brusere.
De friske snupper også nogle runder i kneipp´en med koldt og varmt vand til blodomløbet i benene og resten af kroppen.
Der er café inde i kurbadet, så man for eksempel kan spise frokost eller nyde en espresso undervejs. Man kan få forhånd bestille massage og andre behandlinger, hvis man har brug for det.
Der kan lejes badekåber-, sko- og håndklæder, og købes badehætter, hvis man ikke selv har fået det med i kufferten.
Ofte vil dit hotel kunne printe en rabatkupon med 10 procent rabat til dig.
Priserne begyndte i 2020 på 17 euro for fire timer, og det er nok til at få fin babyhud, et par dage i hvert tilfælde!

Udsigten

Terme Sensoriale er sansernes kurbad, og ligger inde i byens kurpark Parco Acqua Santa  i den sydlige del af den nye bydel.
Her skal man reservere tid (Booking 0578 68501, priser fra 38-45 euro for fire timer), og absolut afsætte alle fire timer til en ”full immersion” i kurvandets og sansernes vold.
Man kan følge fem faste ”stier” rundt i kurbadet, eller bare lave sin egen rute mellem klassiske boblebade, nogle udendørs med parkudsigt, massagebrusere, sauna og tyrkisk bad.
Men man skal også gøre sig selv den tjeneste at tage aroma-brusebade, gå i saltrummet, tage et mudderbad, vandre på flodsten, eller prøve at opholde sig i det lyd- og lysløse rum, hvor man kun er sig selv og sine egne tanker.
I alt er der tyve attraktioner i Sansernes Kurbad.

Terme Sensoriale – aromaterapi
Foto: Pro Loco Chainciano Terme

Kurbadsparkerne – Parco Acqua Santa og Parco Fucoli – blev oprindeligt anlagt til de klassiske kurbadsgæster.
“Kuren” bestod og består nemlig også i, at man efter at drukket de anviste typer kildevand om formiddagen gik lange ture i parkerne for at få kurvandet til ”at virke”.
Det gentog sig så om eftermiddagen, g blev ofte ledsaget med koncerter og dans, netop for at sætte systemet i gang.
I dag er parkerne åbne for alle, og der arrangeres fra maj til september for eksempel morgengymnastik, nordic walking, koncerter, og dans både om eftermiddagen og om aftenen.

I Parco Fucoli danser man for eksempel ”liscio”, altså de klassiske danse fra vals til tango, hver onsdag og torsdag fra klokken 21.

Hold øje med dit hotels informationsmateriale, plakater i byen, eller gå bare selv en tur i parkerne efter dagens udflugter, så sker der som regel noget.

Sportsby for unge og mindre unge
Chianciano Termo har også et stort friluftsbad, der er åbent om sommeren, lige efter byens fodboldstadion, der ligger for foden af den gamle by.
Derudover er byen vært for mange sportsbegivenhed, lige fra etaper i cykelløbet Giro d´Italia til træningslejre for kendte og ukendte sportshold fra hele Europa, fodboldturneringer og anden cykelsport.
Der er flere vandreture i området, og spadsererturen mellem den nye og den gamle by foregår i naturen på en sti, der begynder ved Viale della Libertá og slutter oppe for foden af den gamle by.

Vandrestien mellem den nye og den gamle bydel i Chianciano til højre, fører dig gennem det smukke landskab

Her foregår der det lokale marked hver onsdag formiddag indtil omkring klokken er. Her kan man købe alt fra køkkenudstyr, tøj, sko, ægte grillede grillkyllinger, og ikke mindst lokale oste og pålægsvarer.
Mellem markedsvejene og byporten ind til den gamle bydel ligger også byens store Coop Supermarked.

Hver onsdag formiddag er der marked for foden af den gamle bydel

Et absolut fantastisk etruskisk museum
Museo Etrusco ligger på vejen op til byporten ind til den gamle bydel.
Man begynder sin rundtur på de fire etager med at tage trappen eller elevator op til anden sal.
Museet har en brochure på dansk – Google-dansk, men alligevel – der guider dig gennem museet.

Foto: Museo Etrusco

Besøget slutter i kælderen, hvor man inderst inde har en meget spændende sektion om de etruskiske kvinder, der helt usædvanligt for den tid spillede en stor rolle i samfundsopbygningen.
Da grækerne kom til Italien og mødte etruskerne, hvis kultur på sit højeste strakte sig helt ned til syd for Napoli, blev de meget forargede over, at de etruskiske kvinder fik lov til at sidde med til bords, og endog kunne finde på at drikke sig berusede ligesom deres mænd.

Foto: Museo Etrusco

Helt specielt for Etrusker museet i Chianciano Terme er de mange smukke urner, canopi eller ziri kaldes de, som man har fundet ved områdets gravpladser.
Entré 6 euro, over 65 år 5 euro, husk legitimation.

Foto: Edisonblus

2.700 års historie
Der boede folk i området allerede i jernalderen, men det er Etruskerne, der grundlægger selve byen.
Området er bogstaveligt talt så fyldt med spor fra etruskerne, at det for nogle årtier siden var en yndet sport blandt byens unge at gå ture med metaldetektorer, og derefter – ulovligt – at sælge fundene.
Der blev fundet så mange genstande, at man på et tidspunkt gav en slags ”frit lejde”, og mange af de private fund er i dag at se på byens meget fine arkæologiske museum, der blev grundlagt af frivillige arkæologer i 1997.
Så sent som i 1990´erne fandt arkæologerne også over 700 etruskiske gravpladser i ved lokaliteten Foce, der stammede fra det 7. og det 6. århundrede før vor tid.
Et af de ældste fund er en figur, der forestiller etruskernes skønhedsgudinde Sillene, og naturligvis er en af byens varme kilder opkaldt efter hende.
Siden kom romerne til stedet, og vi ved, at Kejser August var på en langvarig og vellykket kur for netop lever-problemer.
I forskellige epoker regnedes kurvandet og kurbade for henholdsvis magisk, syndigt og velgørende.

Den gamle bydel

Den gamle bydel
På en bakketop med udsigt til Chiusi søen, til Trasimeno søen i klart vejr og til områdets højeste bjerg, Monte Amiata på 1.738 meter, ligger den historiske del af Chianciano i 550 meters højde.

Monte Amiata kan se fra pladsen med urtårnet i den gamle bydel i Chianciano

Ad byporten Porta Rivellini kommer man ind til hovedgaden, der fører op til Ur-pladsen, hvorfra man har en fantastisk panoramaudsigt. Den udsigt kan man også nyde siddende på ”Bar Pasticceria Centro Storico”, der har en skøn balkon med ganske få borde ud til dalen
På pladsen ligger også Caffé Centrale med udendørs servering fra forår til efterår.

Der er et stort udvalg af toskanske kager på Caffé Centro Storico
Foto: ”Bar Pasticceria Centro Storico”

Fra Urtårnet kan man gå op til springvandet på Piazza Matteotti, og derfra gå på udforskning i de små gyder til blandt andet Menenti Slottet, som stammer helt tilbage til slutningen af 1000-tallet.

Springvandet på Piazza Matteotti. Her klædt i rosa strik, da byens kvinder prostesterede på den måde mod hustruvold.

Byen havde sin storhedstid som fri kommune fra slutningen af 1200-tallet.
I den periode var området af stor interesse for Siena mod nord og Orvieto mod syd, og det fik også Chianciano til at blomstre op.
I 1557 kom området endegyldigt under Firenzes overherredømme. Og fiorentinerne bekræftede deres magt ved nærmest at udslette Chianciano.
I den gamle by ligger mange kirker, på i Palazzo dell´Arcipretura ligger et lille museum med religiøs kunst.
Udenfor murstensbyporten Porta del Sole kan man gå ned til byens smukkeste kirke, Madonna della Rosa, der blev tegnet af Baldassarre Lanci i 1569. Bemærk søjlen ved indgangen, der illustrerer livet på landet, fordi netop bønderne i området var med til at bygge kirken.

I det historiske centrum af Chianciano er der også fem tavler med citater af Luigi Pirandello, nobelprismodtager i litteratur i 1934.
Forfatteren opholdt sig i længere perioder i Chianciano, og anvendte byen som baggrund for to af sine fortællinger i værket ”Novelle per un anno”.

Etruskiske gravsteder er der også i nabobyen på sletten Chiusi, der var en af etruskernes ”storbyer”. (Andre etruskerbyer i området er Perugia, Cortona, Arezzo)

Udgravninger så sent som i 1990´erne ved Le Foci i Chianciano kommune afslørede over 700 grave fra det syvende til det femte århundrede før vor tid, og her fandt man også smukke urner i sølv.

Hvad kan det der kurvand egentligt?
Der er fem typer kildevand i Chianciano:

Acquasanta
-_helligt vand, har sit udspring i byens kurbadspark, er 33 grader varmt og skal drikkes på fastende mave om morgenen i 12 dage for at helbrede problemer med leveren og galdevejen.

Acquasantissima – det helligste vand – er blandt andet rigt på bikarbonat, det bruges til inhalationer, aerosol og næsespray mod inflammationer, bi- og pandehulebetændelse, bronkitis og visse former for astma.

Fucoli – det kolde kildevand, der drikkes om eftermiddagen, udspringer også i Parco Acquasanta. God til problemer med fordøjelsen, virker godt for galden og er antiinflammatorisk.

Sillene – udspringer ved 38,5 grader, indeholder naturlig kulsyre og bruges til fremstilling af mudder til de mudderbade, der bruges til behandlinger af kredsløbsforstyrrelse og skønhedsbehandinger.

Sant´Elena – god mod nyresten, urinsyre, mavesyre og problemer med urinvejene. Drikkes lunken eller varm på tom mave om morgenen.

Privat Kunstmuseum
Museo d´Arte
er kun åben efter aftale fra onsdag til søndag. Det er en privat kunstsamling fra neolitisk tidsalder til vore dage – over 1.000 værker –Viale della Libertà, 280 tel. 0578 60732 http://www.museodarte.org/

Restauranter
Torretta Chianciano – via Dante 2 – lukkedag tirsdag – 0578 31073
Tribeca – viale Liberta 411 -lukkedag mandag –  0578 61183
L´Assasino – Piazza Gramsci – lukkedag tirsdag – 0578 31767
Il Buco – via della Pace 41/a – lukkedag onsdag –  0578 30230

Af Charlotte Sylvestersen

–//–

Entré til Pelosa Stranden på Sardinien

Fra 1. juni 2020 kommer det til at koste 3,50 euro for at komme ind på den smukke Pelosa Strand på Sardiniens nordvestligste hjørne.

Pelosa er ikke uden grund altid med på hitlisterne over de smukkeste strande i Italien, og nu har byrådet i Stintino besluttet, at der fremover kun må opholde sig 1.500 soldyrkere og badegæster af gangen.
Tidligere har kommunen talt op til 5.000 gæster om dagen, og det kan økosystemet ikke bære, lyder forklaringen.

La Pelosa beach, north Sardinia (Italy) Wikimedia

Artiklen fortsætter under reklamen

Forbud skal beskytte stranden

Allerede i dag er det strengt forbud at tage det fine hvide sand med sig hjem som souvenir.

Rygning på stranden er også forbudt.

Hunde må første betræde stranden efter klokken 20.00, og det er obligatorisk at bruge sivmåtter eller håndklæder til at ligge på.

Entréen skal betales mellem 1. juni og 30. september.
De betalende gæster udstyres med et biologisk nedbrydeligt armbånd, der skifter farve hver dag.
Ikke betalende gæster må gerne spadsere en tur på stranden, men de må ikke sætte sig ned, og der bliver ansat personale til at kontrollere adgangen og armbåndene.

Mere turkis end turkis!
Den ualminelig smukke Pelosa strand ligger med udsigten til øen Asinara, der har en fortid som et af italiens mest sikrede fængsler.
Det helt specielle ved stranden er netop det utroligt finkornede hvide sand, og den lave havbunds fantastiske turkise farve.

Masser af andre strande i området
Skulle der være fuldt besat, når du kommer til La Pelosa, myldrer det heldigvis med andre skønne strande i området.

Nabostranden mod vest hedder La Pelosetta – Lille Pelosa – og bag den ses den lille ø Isola Piana, hvortil man tidligere bragte kvæg, får og geder over til græsning fra forår til efterår.
Dyrene svømmede faktisk efter hyrdernes både over til øen.

Øst for La Pelosa er der flere dejlige strande.
Tæt ved de gamle bassiner til udvinding af havsalt ligger Saline d´Ezzi Mannu, Il Gabbiano (Mågen), L´Ancora (Ankeret), Pazzone og Punta Negra.

Sydvest for La Pelosa ligger en bugt og strand med det charmerende navn Cala Coscia di Donne:
Kvindelårsbugten.


Nyd en sejltur
Man bør simpelthen forære sig selv en sejltur rundt langs kysten med de små motorbåde eller gummebåde, der findes i turisthavnen i Stintino eller ved Ancora Molen.
Så stopper man op, og bader i bugte, hvortil man kun kan komme i både.
Er man heldig møder man også delfiner eller får øje på havskilpadder på sin tur.
Pelosa Stranden ligger fem kilometer fra landsbyen Stintino, og i sæsonen er der shuttlebusser hele dagen frem og tilbage.

Tun Museum
Stintino lå og ligger stadig strategisk for tunfiskenes ”vandringer” i Middelhavet, og i 2016 blev der indviet et museum om tunfangsten og tunfælderne – Le Tonnare – i området – MUT- Museo della Tonnara – i Stintino.

Film om tunfiskeri – med engelske undertekster – 6 minutter og 19 sekunder – MUT
Museo della Tonnara – Stintino
Foto: MUT
Museo della Tonnara – Stintino
Foto: MUT
Foto: MUT

Middelhavsmaki og fuglekiggeri
Det naturskønne område, dækket af den karakteriske lavtvoksende middelhavsmaki, med specielt mange enebærbuske, er også et besøg værd.
Fuglekiggere er også ofte på udkig i maki´en.

PELOSA betyder på moderne italiensk ”behåret”, men navnet har naturligvis sin oprindelse i sardisk dialekt:
”Sa palosa” er det oprindelige navn.
Det betyder, at her skyllede der meget tang op på stranden.

Tag med til den årlige tunfestival Girotonno (2017) på øen Carloforte på det sydøstlige Sardinien:
Jeg har lyttet til søpindsvin,
og smagt tunens sperm


Charlotte Sylvestersen

–//–

De italienske vandrehjems renæssance begynder i Milano

Da ”Ostello Bello” i Via Medici i centrum af Milano slog døren op for den første gæst, en sicilianer, den 13. august 2010, havde grundlæggerne nok en helt klar ide om, at de ville lave et anderledes vandrehjem.

De havde dog næppe forventet at blive rollemodel for en bølge af nye moderne overnatningsmodeller, der siden har spredt sig som ringe i vandet med Milano som udgangspunkt.

Besøg 12 spændende overnatningsmuligheder her:

Ostello Bello, Via Medici


Ostello Bello, det første og mest præmierede
Grundlæggerne, der fik ideen efter selv at have overnattet kloden rundt på over 200 vandrehjem, er endog blev præmieret med den største civile udmærkelse i Milano, præmien Ambrogino d´Oro.
Vandrehjemmet ligger i en fem etagers ejendom få hundrede meter syd for Milanos domkirke, og midt i en af byens såkaldte ”movida-zoner”, dér, hvor både milanesere og besøgende går ud til aperitif og fest omkring de gamle romerske San Lorenzo søjler.
”Bello” har plads til 54 gæster på ti værelser, alle med bad.
Der er køkken, tablets og laptops til rådighed for gæsterne, og naturligvis fri Wi-Fi.
Baren er åben fra morgenmad til drinks, og frekventeres også af kvarterets indbyggere.

Ostello Bello, Via Medici

Artiklen fortsætter under reklamen


”Bello” har en filial mere i Milano, Ostello Bello Grande, 100 meter fra Central Stationen og med plads til 198 gæster.

Der er også Ostello Bello ved Como Søen,  i midelalderlandsbyen Bevagna tæt ved Assisi, og fire vandrehjem i Burma.
Prisen for en overnatning begynder ved 25 euro.
www.ostellobello.com

Ostello Bello Grande tæt ved Central Stationen


Queen Hostel, vinder af Hoscar Awards 2020
Her er plads til 130 gæster i 22 værelser, der har fra fire til 15 sovepladser.
De fleste gæster rejser alene, fortæller Queen Hostels, der netop har vundet prisen som Italiens bedste vandrehjem i 2020, Hoscar Awards.
Morgenmad er inkluderet i prisen, der begynder fra 18 euro.
Her arrangeres aperitiffer til tre euro per drink, karaoke, og fællesmiddage.
Der er en bar åben fra morgen til aften, lounge, mulighed for tøjvask, opbevaring af cykler og bagage, spillesal med billard og bordfodbold.
Viale Regina Margherita 9 ligger umiddelbart øst for centrum, tæt ved den store shoppinggade Corso Buenos Aires.
www.queenhostel.com

Queen Hostel

Babila Hostel, fodbold og terrasse til rygere
Lige overfor Milano konservatorie i Via Conservatorio 2/A er der plads til 86 gæster i ejendommen fra 1895.
Der er 17 værelser, hvoraf fire er private, og priserne er imellem 20 og 45 euro per overnatning. 
Der er terrasse til rygere og andre, Wi-Fi, fælles køkken, lounge, og stedets bar-bistrot er åben fra tidlig morgen til sen aften, og viser også de vigtigste foldboldkampe på storskærm.
Ligger i den østlige del af Milanos centrum.
www.babilahostel.it

Babila Hostel

Foresteria di Un Posto a Milano, Cascina Cuccagna, på landet i byen
Familievenlig overnatning på renoveret gård i byen.
Fire værelser med plads til i alt 13 gæster, to værelser med eget bad, de andre har eget bad på gangen.
Der er fælles køkken, stor have, bar og restaurant på stedet.
Priserne begynder ved 70 euro.
Via Cuccagna ligger 2,6 kilometer sydøst for Domkirken i Milano i det charmerende Porta Romana kvarter, og ganske tæt ved Metro.
www.unpostoamilano.it

Madama Hostel Bistro, plastikfrit, petfriendly og rum til kvinder
Her er kunsten, den urbane afslagsen, i højsædet, da vandrehjemmet er en del af Maua, ”Museo di Arte Urbana Aumentata”.
Stedet åbnede i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2015, og udmærker sig ved at være plastik-frit.
Der er 13 værelser med plads til 60 gæster, inklusive rum kun til kvinder.
Priserne er fra 25 til 35 euro.
Stedets bistro byder på karaoke og DJ aftener, samt aftener med præsentation af kunst og litteratur.
Der er aircondition på stedet, der også er pet-friendly og handiapvenligt.
Der er fælleskøkken og opholdsrum.
Via Benaco ligger 3,3 km fra Domkirken, bag ved kunst- og café komplekset Fondazione Prada, og tæt ved Metro.
www.madamahostel.com

Madama Hostel

New Generation Hostel Urban Brera, for de helt unge
Tæt ved Milanos kunstner- og ”gå-i-byen”-kvarter Brera ligger vandrehjemmet i en fløj af et gammelt Franciskanerkloster.
Der er 30 værelser med to, fire og seks sovepladser.
Prisen er 20 euro. Der er Wi-Fi, air condition, morgenmadsbar og opholdsrum.
Der er ikke adgang for andre end gæster, og gæsternes gennemsnitsalder er mellem 20 og 25 år.
Via Bertoni 3 – i gå afstand fra ”alt”, 1,5 kilometer nord for Domkirken.
urbanbrera.newgenerationhostel.it

Urban Brera

Gogol Ostello, med litteraturcafé og Leonardo da Vinci hjørne
Syv værelser, alle med bad, til henholdsvis seks, fire og to personer. Priser fra 29 euro per overnatning.
Have og litterærcafé med alt fra bogpræsentationer til sprogkurser og yogalektioner.
Ligger på en sidegade til den store Corso Sempione allé, hvor der er fest fra aperitif klokken 18 til ud på natten omkring Fredsbuen nede ved slotsparken.
Husk, at når man drikker aperitif i Milano hører der en buffet til. Ofte kan den gøre det ud for middagen, for eksempel på Duomo eller Desio ved Arco della Pace.
Via Chieti 1
www.gogolostellomilano.com

Gogol Ostello

CasaBase, i designerkvarteret Zona Tortona
“Kunstner-base” med ti værelser, heraf også regulære dobbeltværelser.
Indrettet med retrodesign fra 50´erne 0g 60´erne.
Priser fra 35 til 125 euro.
Bar og restaurant med udstillinger, præsentationer og markeder.
Via Bergognone 34
www.base.milano.it

CasaBase

This is Combo, også i Venedig og Torino
42 værelser i renoveret historisk bygning i det livlige kanalkvarter Naviglio syd for Milanos centrum .
Del af en kæde, der renoverer historiske bygninger.
42 værelser med tre, fire og seks sovepladser, alle med bad.
Også i Venedig og Torino.
Pris for en overnatning i firemandsværelse er 25 euro.
Bar og restaurant samt en stille lukket gård.
Ripa di Porta Ticinese 83
www.thisiscombo.com

This is Combo

Ostelzzz, bo i din egen kapsel
Du får simpelthen din egen ”kabine”, og modellen er de ”kapsler”, man kan sove i rundt omkring i lufthavne.
Der er fire typer kapsler, economy, standard, deluxe og dobbelt-kapsel. Med fælles eller privat bad.
Priserne går fra 22 euro.  92 sovepladser i alt.
Ligger i Porta Venezia kvarteret tæt ved shoppinggaden Corso Buenos Aires i den østlige del af centrum.
Der er automatisk tjek-in, køkken, opholdsrum, WiFi og bar.
Ikke adgang for ikke-gæster.
Via Giorgio Jan 5/A
www.ostelzzz.com

Ostel ZZZ

Grand Hostel Coconut, i viktoriansk stil
Morgenmad, WiFi og stille lukket gårdmiljø.
Seks ottemandsværelser, fire til fire personer og ét til to, alle med bad. Værelser kun til kvinder.
Priser fra 25 til 45 euro per overnatning, tilbud på længere ophold.
Beliggenhed tæt ved Centralstation.
Via Vitruvio 24
www.coconuthostel.it

Coconut Hostel

ORDLISTE:
OSTELLO = VANDREHJEM
FORESTERIA = OVERNATNING, OFTE VED KLOSTRE
DORMITORIO = SOVESAL

FOTO:
ALLE FOTO ER FRA VANDREHJEMMENES HJEMMESIDER

FORFATTER:
CHARLOTTE SYLVESTERSEN, JOURNALIST

–//–

Keep it simple: Citronpasta fra Amalfikysten

Hosteria Santa Maria er bogstavelig talt bygget sammen med klippevæggen langs med landevej nummer 163, der snor sig gennem byerne og bjergene på Amalfikysten syd for Napoli.
(Opdatering 2024 – desværre eksisterer restauranten ikke længere, men opskriften er stadig god, red.)



Ved indgangen forstår man motivet, for her kan man høre en rislende flod, som rejsende både før og nu nok kunne have brug for på vejen mellem landsbyerne Cetara og Maiori.

”Vi laver mad med lige præcis dét, vi har i havet og på terrasserne ved kysten. Hvorfor overhovedet gøre andet? spørger madmor Rosaria, da vi falder i madsnak. Så ved man, at man er kommet det helt rigtige sted.

Vi havde på forhånd bestilt en temamenu, hvor den vigtigste ingrediens netop var de citroner, som Amafikysten er berømt for.

Vi kunne se frem til Trofie al Limone, som du får opskriften på her, derefter en lille havbras bagt enkeltvis i sølvpapir med urter, den gode olivenolie og naturligvis citronsaft, og som afslutning dessert med citronkreme, Limoncello likør og for at sætte gang i fordøjelsen bagefter husets specialitet, en fennikel-likør.
Fordøjerne serveres iskolde og i rigelige mængder.



…artiklen fortsætter under reklamen

For at kalde sig en “Limone Sfusato” fra Amalfi skal man overholde EU’s regler for produktionen, der blandt meget andet forskriver, at minimumsvægten er 100 gram, formen aflang, skallen halvtyk, kødet saftigt og næsten uden kerner.

Citrontræerne langs Amalfikysten vokser under grønne net, der beskytter mod kulde, hagl og voldsomme regnskyl, men også mod insekter og sultne fugle.Plejer man sine træer optimalt, kan man høste citroner tre gange om året.

Der produceres floder af likøren Limoncello langs kysten. Til likøren anvender man kun den gule citronskal.

Citronkødet- og saften anvendes til juice, is, kagekremer, men også som det bærende element i denne pastaret.

Til fisk?
Hmmm.
Som en italiensk fisker engang forklarede mig, så behøver frisk fisk ikke citron, for fisken dufter og smager lige nøjagtigt, som den skal.


Man kan anvende liguriske Trofie, penne med riller eller sommerfugle – farfalle – til denne opskrift

Rosarias citronpasta fra Amalfikysten til fire personer:
400 gram Trofie-pasta – penne med riller eller sommerfugle – farfalle – kan også anvendes. Trofie fra Ligurien har dog en helt speciel konsistens, der gør dem ekstra velegnede til denne ret.
1 æg
1 biologisk citron – hvis du ikke kan få den originale fra Amalfikysten
125 ml liter fløde (Alternativt 100 gram fuldfed Creme Fraiche, hvis du ved, du er til det syrlige, eller 100 gram flødeost)
Salt og peber
1 spiseske finthakket persille
1 spiseske smør

Tilberedning:
Halvanden time før servering ”befrier” du citronen for den gule skal med strimler af dit juliennejern. Hak strimlerne i bittesmå stykker.
Bland derefter fløden (Creme Fraiche/Flødeost) med ægget, den finthakkede persille, ganske lidt salt og friskkværnet peber, og den finthakkede citronskal.
Lad blandingen hvile.
Pres saften ud af citronen, og opbevar den for sig.

Servering:
Når pastaen er kogt og vandet fjernet, har du den høje stegepande klar på komfuret.
Først blander du ved svag varme pasta og smør.
Når smørret er smeltet tilsætter du flødesaucen, og rører blidt rundt lige indtil saucen begynder at samle sig.
Fjern panden fra komfuret, og rør ganske let citronsaften i, og servér med det samme.



Citron hedder limone på italiensk
“Limonare” derimod er et slangudtryk for at kisse-misse.
I landsbyen Maiori på Amalfikysten har man simpelthen en bænk til den disciplin, der også kan betegnes som tør-bolleri:

BUON APPETITO

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano

Charlotte Sylvestersen
–//–
  

Migranthistorier 2: Uden papirer, og meget utilfreds

Fra min væg på Facebook den 2. september 2017:
Vi er mellem Uffizi Gallerierne i Firenze. Nordafrikaneren kom hen til de to carabinieribetjente, jeg stod ved siden af.

“Jeg vil klage over soldaterne”, sagde han og pegede mod de to soldater længere ned af gaden mellem Uffizi Gallerierne.

“Ja, hvad har de gjort”? spurgte den ene betjent.

…artiklen fortsætter under reklamen

“De bliver ved med at spørge om at se mine papirer, men jeg har ingen. De spørger hver dag.”

“Hvis du ingen udentifikationspapirer har, så må du jo ikke være her”, lød svaret.

“Jamen. jeg har jo ingen, og nu skal de altså lade være med at genere mig. Jeg har været her i mange år”, fortsatte han på glimrende italiensk med toskansk accent.

De to soldater havde fulgt samtalen på afstand, og kom nu op til nordafrikaneren og carabinierierne.

“Se, de generer mig. Jeg vil anmelde dem”.

“Fint, sagde den ene soldat. Tag ham med på stationen, så vi kan anmelde ham, fordi han prøvede at tage min kollegas maskinpistol, og truede med at myrde os, fordi vil bad om at se ID”.

Hvordan det endte, ved jeg ikke.

Kommer afrikaneren uden ID med på stationen, bliver hans identitet kontrolleret, hvis man kan.
Er han uden opholdstilladelse og har han ikke søgt asyl, får han et papir, hvor der står, han skal forlade Italien.

Hverdag i Italien 2017.

“Strade sicure”
7.000 militærfolk deltager i antiterror operationen “Sikre gader”.
De er udkommanderet til at patruljere og holde vagt ved mulige terrormål, som her ved Uffizi Gallerierne i Firenze.
Carabinieri politiet er et militært opbygget politikorps, der sammen med de lyseblå Polizia di Stato og de mørkeblå Guardi di Finanza udgør det italienske politi.


–//–

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt!
Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

–//–