Jeg har lyttet til søpindsvin, og smagt tunens sperm

Søpindsvin bevæger sig. De vandrer på deres stive pigge hen over klipperne på havbunden. Hannernes pigge er kulsorte, hunnernes lidt lysere. Det er hunnernes rogn, man spiser.

”Du skal flyde på ryggen, og lukke alle andre lyde ude”, forklarer kokken fra Puglia, der svømmer ved siden af mig.
Vi er til den årlige tunfestival ”Girotonno” >> på øen San Pietro udfor Sardiniens syd vestligst ende.
Havet er så klart, blågrønt og lysende, at ønsket om at blive en havodder i det næste liv endnu engang bemægtiger sig min sjæl. Havoddere holder hinanden i hånden, når de sover, for ikke at flyde fra hinanden. Jeg vil også så gerne både kunne lide og kunne spise østers liggende på ryggen i havet.

”Du tager gas på mig. Man kan da ikke høre benløse havvæsener gå”, siger jeg med genetisk jysk mistro iblandet frygten for at blive gjort til grin.
Så bliver kokken nærmest lidt fornærmet, og siger ”prøv det nu”, inden han svømmer væk.
Jeg prøver, og så er alle andre lyde pludselig forsvundet, og jeg er inviteret til flydende koncert under vandet med hundredevis af bittesmå spanske kastagnetter.

”Klik, klik – klik, klik, klik…”

Øjeblikket…
Der findes øjeblikke af harmoni og lykke.
De sjældne momenter, hvor man véd, man har valgt rigtigt i livet, for hvordan var man ellers endt til søpindsvinenes undervandskoncert? Man ønsker, øjeblikket kan fryses fast. Vare ved. Om ikke evigt, så bare lidt endnu. Kunsten er at konservere det blidt, så det uskadt kan findes frem fra den mentale harddisk, når tiderne er hårde og vejret dårligt.

Stemmer trænger langsomt igennem havets skrøbelige lydmur.
De andre deltagere i udflugten råber fra båden, der er et 120 år gammelt træskib, hedder Ruggiero II, og i sin tid har sejlet med rød og gul okker fra øens nu nedlagte miner.

Skipper Renzo har haft gang i kabyssens gasblus siden vi sejlede afsted fra øens hovedby Carloforte om formiddagen.
Når han altså ikke har badet, eller bare har nydt livet ved rorpinden.



Pesto og Cous Cous

Carloforte betyder stærke Carlo. Den stærke Carlo var den piemontesiske kong Carlo Emanuele III, der i 1738 tillod en gruppe italienere fra norditalienske Liguria at bosætte sig på den 51 kvadratkilometer lille ø, der havde være forladt i århundreder.
Ligurerne stammede oprindeligt fra havnebyen Pegli ved Genova, men de kom sejlende fra den tunesiske kystby Tabarka. Her havde de først haft en koloni, siden var de blevet gjort til slaver, og til slut blev de altså købt fri af stærke Carlo.
Den dag i dag er øens farver og arkitektur stadig mere præget af Liguria end af Sardinien.

I den lokale gastronomi lever den liguriske pesto >>, foccacia-brødet >> og den nordafrikanske Cous Cous side om side på øen. De 6.000 faste indbyggere fastholder også stadig, at de er ligurere, til trods for at øen befinder sig sølle syv kilometer fra Sardiniens kyst, og over 700 kilometer fra Pegli ved Genova.

Beskøjter skabte panik
I bugten på øens sydvestlige kyst, hvor Ruggiero II vugger blidt, har nabobåden også turister ombord. Modsat os har de selv fisket deres frokost, som skipperen derefter har tilberedt.
Havluften har også skærpet appetitten hos os, og bekymringen er til at tage og føle på, da Renzo dækker op med ganske få beskøjtlignende kiks med smørbar pecorino fåreost >>, tørrede tunstykker, tomat og mozzarella. Og chips. Chips?

Det var heldigvis kun appetitvækkere. Stemningen stiger da også mærkbart, efterhånden som hele fem frisklavede pastaretter med fisk og skaldyr i hurtigt tempo dukker op fra kabyssen og fylder vores tallerkener og maver.

Madlevering til havs
Midt i måltidet kommer en mand fra nabobåden svømmende med en tallerken i hånden.



På tallerkenen var naboernes overskud af friskfanget paneret og friturestegt muræne. Det smager rigtig godt, når man bare er opmærksom på af fjerne de geddeagtige ben, sådan en fætter er udstyret med.

Det improviserede madbud svømmer tilbage igen med én arm, for i den anden har han en flaske kølig vin som tak. Ruggiero II har sin egen vin af Vermentinodruen, der trives så godt på Sardinien.
Det er utroligt, hvor meget mad og vin Renzo i virkeligheden har nede i kabyssen. En god espresso bliver mirakuløst nok også brygget og drukket som afslutning på det lukulliske måltid. Hjemmelavet bitter og frugttærte var der også.

Inden vi forlader bugten snupper jeg til italienernes rædsel et bad og endnu en koncert med søpindsvinene. Italienerne tror ikke på min forklaring om, at nordeuropæere skal bade, inden der er gået en halv time efter et måltid >>.
Det er lige før deres egen fordøjelse går i stå ved tanken om at bade inden tre timer efter et måltid. Det hjælper ikke engang, da kaptajn Renzo også dypper sig inden afgang. Han er jo fra San Pietro, og øboere har ret til at være specielle, uanset hvor i verden man er.

Tunfiskene spiller hovedrollen
Vi sejler forbi øens tunfælde, og i det hele taget er den røde tun, Thunnus Thynnus, hovedperson året rundt på Middelhavsøen, og i den grad under tunfestivallen sidst i juni.
Carloforte har en af de sidste aktive tunfælder – tonnara – i Italien. Tonnaraen er i dag et kæmpestort system af fiskenet, der bliver sat op sidst på foråret, når stimerne af tunfisk svømmer ind i Middelhavet for at gyde.

Tonnaraernes storhedstid i Middelhavet var i 1800-tallet, men måden at fiske tun på med de flydende kamre blev allerede beskrevet af romeren Plinius i det første århundrede af vor tidsregning.

Tunfælder og bæredygtighed
På San Pietro øen håber man på en renæssance for tunfælderne.
Efter en periode som truet art, er der efter fiskernes mening i dag så mange tun i Middelhavet, at de i realiteten spiser for mange af de ansjoser og sardiner, der også er en uundværlig del af havets spisekammer. Og den ansvarlige italienske minister presser på for større kvoter til tunfælderne.
Fiskerne på San Pietro øen er også ved at få overbevist organisationer som WWF og Greenpeace om, at de flydende tunfælder i realiteten er både ansvarligt og bæredygtigt fiskeri. På San Pietro lever 200 familier direkte eller indirekte af tunfiskeriet.
I tunfælderne udvælges fiskene efter størrelse, og tunformanden il rais sørger for, at ikke alle fisk i stimen går i fælden, så fiskene kan formere sig. Altså bæredygtigt fiskeri i modsætning til Altlanterhavets flydende fiskefabrikker, hvor fisk i alle størrelser ender i trawlet.
På San Pietro er tonnaraen sat op ved øens nord østligste punkt. Man kan med mellemrum se plaskene fra tunene i de fem kamre, der bruges til at sortere tunene. Når tunfiskene har den rigtige størrelse og er mange nok, indkalder il rais Luigi Biggio øens tunfiskere til fangsten, la mattanza.

De slagteklare tun ledes ind i det femte kammer, dødskammeret. Nettene hives op, og fiskene slagtes. Det er en blodig forestilling, og selv om over 3.000 store tunfisk svømmede rundt i de store net, blev la mattanza aflyst under vores ophold.
Tun kan i størrelse minde om hvaler, selv om de faktisk tilhører pigfinnefiskene i makrelfamilien, og er en vild rovfisk med havets bedste øjne. Den røde tun kan blive 3 meter lang, og veje op til 600 kilo. Foto herunder er fra la mattanza i 2002 på øen Favignana vest for Sicilien – lige før det bliver blodigt.

Ginoplusio at Italian Wikipedia [GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html), CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0), GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html) or CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons

Jeg har altså min første mattanza til gode, og var i virkeligheden også lidt bekymret over, om min mave og min fordøjelse kombineret med bølgegang, kunne klare synet.
La mattanza minder nok for meget om grindehvalernes død på Færøerne, og moderne mennesker kvier sig jo ved dyrenes død, om end produkterne glider lifligt ned.

Orgastiske tunretter
Efter turen på det gode skib Ruggiero II, inklusiv muræne, og en fornærmet blæksprutte, der sprøjtede den yngste kvindelige deltager i hovedet – dét havde hun vist aldrig prøvet før – indtog vi ved solnedgang mere eller mindre solskoldede vores pladser i juryen til aftenens kokkekonkurrence.
– At spise er som at elske, og også her er orgasmen højdepunktet, var et af de gode råd, både publikum og vi i den tekniske jury fik af den dejlige sild, tv-værten Federico Quaranta, der sammen med lige så appetitlige Eliana Chiavetta var madkonkurrencens værter.

Kokke fra seks lande kæmpede tre aftener i træk om førstepladsen ved den 15. udgave af tunfesten Girotonno. Der blev serveret fantastiske, farvestrålende og smagfulde tunretter, som vi kastede os over, tilsat rød-, rosé- og hvidvin fra Sardinen.
Det var ikke madporno, men flere gange totalorgastiske madoplevelser.
Også selv om il rais, der i sin røde firmapolo var min sidemand i juryen, et par gange bemærkede, at tun altså ikke altid behøver at være rå eller næsten rå.
Konkurrencen er åben for publikum, der for 10 euro den første aften, 15 den anden og 20 til finalen, får lov til både at smage og stemme med.

Kokkene skulle lave mad til 120 mennesker, og det skete i et ikke airconditioneret telt på havnen i Carloforte. De imponerende retter blev både tilberedt og serveret med hjælp af studerende fra hotel- og kokkeskolen Ferraris i byen Iglesias inde på Sardinien.

Tun i alle prisklasser
Alle øens restauranter – der er mange om sommeren og kun få med helårsåbent – serverede under tunfesten deres bud på de bedste tunretter.

Menuerne begyndte ved 15-20 euro for to-tre retter, plus drikkevarer, eller som herover 35 euro inklusiv drikkevarer.
For dem, der ville spare, lavede de lokale øboere en komplet menu med vin, vand og espresso for 15 euro i folketeltet på havnen. Tun, bønner og blide hvide løg som forret, sardisk Malloreddus pasta med tun og tomat, grillet tun, brød, lokal dessert og en afsluttende myrtebitter.

I boderne på havnepromenaden kunne man finde det sædvanlige uudholdelige markeds-tingeltangel, men heldigvis også lokale produkter som den øgte Carloforte-tun i de klassiske old fashion dåser, den sardiske myrtelikør Zedda Piras, krokante mandel- og nøddekager og lakridsrod.

Lakridsmanden præsenterede i øvrigt sin egen opfindelse: Lakridsblokken, der bliver skåret i skiver som en skinke. Konsistensen er nærmest som en skosål, men sjældent har jeg smagt så god lakrids, og indkøbte et halv kilo i størrelse 42.

Vandreture for børn, udflugter i jeep og både rundt på og omkring øen, tilkaldte gadegøglere og koncerter med de italienske stjerner Nek og Fiorella Mannoia sørgede også for, at de besøgende ikke kedede sig under Girotonno.

Fiskernes egen tunfest
Vi kedede os bestemt heller ikke, da vi om eftermiddagen inden kokkefinalen, var inviteret til fest på tunfabrikken. Bygningerne trænger til nogle gevaldige håndværkernæver, men er stadig i aktivitet.

Her sørgede il rais og de lokale tunfiskere for, at vi ikke kun smagte stjernekokkenes bud på tun. Tre tun på hver omkring 60 kilo blev grillet eller friturestegt, og som man bruger på øen, spiste vi alle tunens dele.

Tunen blev konsumeret siddende på rælingen af de små fiskebåde eller ovenpå bunker af tov og fiskenet.

Her var grillede tunkæber, samt alle udskæringer fra den fineste del, den fedtstribede Ventresca, til de friturestegte kønskirtler med sperm.

Gonaderne og deres indhold af sperm – lattume – skal fiskes i reproduktionsfasen, og er hantunens modstykke til bottarga, fiskeæg fra huntunen. Pudsigt nok er smagen af spermen egentligt meget lig smagen af rogn fra hunnen.

Fiskeren Cazzito er tilsyneladende troldmanden, når det komer til friturestegt tunsperm.

Tunen er Middelhavets gris
Udover de panerede og friturestegte kønskirtler med deres indhold af sperm, var der også smagsprøver på tunkæber, på de meget mørke og smagfulde stykker fra halepartiet, og fra Tarantello-stykket mellem fileten og maven.

I Middelhavsområdet kaldes tunen ikke uden grund for havets gris, netop fordi man spiser det hele, undtagen blodet.
Indvoldene saltes og tørres for eksempel næsten som klipfisk, og regnes af de lokale for vaskeægte delikatesser, der per tradition deles mellem il rais og de andre tunfiskere.
Efter festen på tunfabrikken var det tid til finalen i årets Girotonno konkurrence.

Den pensionerede sushi maestro vandt
Japan, med sushimesteren Haruo Ichikawa og hans italienske assistent Lorenzo Lavezzari producerede, med hjælp fra de dybt engagerede kokkestuderende, deres fantastiske ”Maguro-Somen”-suppe.
Retten var en eksploderende umami-orgasme.
De sprøde tunstykker i suppen, nærmest som bacon i konsistensen, blev serveret med en lille bjergtop af japanske nudler, dekoreret med sprøde grønne bønner, urter fra Middelhavet og fra Japan, tilsat rå tunstrimler.
Der var ingen slinger i valsen eller forandringer i sidste minut. Retten, der blev serveret den første aften, var identisk med retten til finalen. På mine foto er det umuligt at se forskel, og det må have krævet en utrolig disciplin og organisationstalent i lange baner inde i køkkenteltet.

Ichikawa er officielt på pension, men kan bestilles som hjemmekok. Medhjælperen Lavezzari har efter flere år på stjernerestauranter som Villa del Quar i Verona og Sadler i Milano åbnet en hjemmerestaurant – Otto – Cucina e Bottega >> – med plads til maksimum ti gæster ved ét bord på sine forældres agriturismo ganske tæt ved Milano. En eksklusiv måde at drive restaurant, der er en tendens lige nu i Italien. Husmødrenes spis hjemme hos hedder l Le Cesarine >>.


Det japanske team, England, Frankrig, Italien, Peru og Mauritus på scenen til præmieoverrækkelsen.

De italienske kokke var studentermedhjælpere
Federico Floris på 20 år og Nicolo Floris på 22 var klassekammerater på hotelskolen i Iglesias. Da de til Girotonno i 2015 hjalp til i køkkenteltet, imponerede de så meget, at kokken Giancarlo Morelli skyndte sig at ansætte dem på sin sardiske restaurant.
I dag arbejder Nicolo i Cork i Irland, mens Federico er i køkkenet hos Morelli på stjernerestauranten Pomiroeu >> ved Milano.

Den saltede sardiske fåre-ricottaost var sammen med den sardiske pastatype Fregula lidt for voldsomme ingredienser i deres ret.

Retten så ellers meget lovende ud på den første tallerken, kokkene præsenterede, man da vi fik vores portioner var det tydeligt, at der havde været kaos i køkkenteltet.
Ricottaosten overdøvede desværre næsten tunen, og Fregula-pastaen havde fået for lang tid i kogevandet.

De unge italienske kokke kom naturligvis i finalen alligevel – man er vel på hjemmebane – og begge er helt sikkert værd at holde øje med på det gastronomiske verdenskort.

Global, men lettere stressende, ret fra England
Englænder Charles Pearce er kun 23 år gammel, men har allerede et alenlangt Curriculum Vitae fra East Sussex i hjemlandet over San Francisco til TOM – The Ordinary Market >> i Milano.
Hans ret hed Pacific Catch, og var en anelse krævende med japansk Ponzu sauce, tigermælk, havasparges, avocadokreme, to typer søde kartofler og en krokant majs-chip.
Krokant er i øvrigt en trend.
Næsten alle retter havde et eller andet knasende i sig.
Og det var så måske den eneste grund til skiverne af radiser i retten.

Fransk forvirring og bøfsandwich fra Vejle station
Franskmanden Guilaume Hirselberger er chef for hele ni restauranter i Paris, heriblandt Flora Danica på Champs-Elysees.
Han og hans italienske medhjælper Fabrizio Cosso blev ved Girotonno i 2016 kritiseret for, at deres ret havde for meget fokus på den røde tun. I år præsenterede de så i den anden ende af skalaen et stykke tun gemt næsten helt væk under 16 andre ingredienser.

Retten var sindsygt smuk.
Men jeg er næsten flov over at indrømme, at min første tanke, da jeg snuste til retten inden jeg begyndte at spise, var en erindring af den bøfsandwich til 4,95 kroner, jeg rituelt indtog på banegården i Vejle de søndage i 1979, hvor jeg var på vej til efterskolen i Juelsminde.
Dette flashback skyldtes den – krokante – skive rødbede marineret i sursød sauce. Blandt de andre ingredienser var igen knasende skiver radise, selleri, bønnespirer og porrepulver, og helt unødvendig både en grøn mayonnaise og én med friturestegte løg. Jeg blev mere forvirret end tilfredsstillet af alle de ingredienser.
“Okay. Vi gik nok lidt for meget i den modsatte retning i år”, indrømmede Fabrizio Cosso, da det blev klart, at Frankrig ikke kom i finalen.
Holdet burde efter min mening have haft præmien for den tekniske indsats i køkkenet. Hver for sig smagte de mange ingredienser nemlig fantastisk.

Farveeksplosion fra Peru
Rafael Rodriguez fra Quechau >> i Milano, og grilleksperten Rodrigo Rivarola fra
den argentiske restaurant Don Juan >> ligeledes i Milano, havde ladet sig inspirere af Amazons urter og dufte, kombineret med en hyldest til de farvelstrålende sydamerikanske kartofler.

De tre tunkupler var hver især et måltid for sig, og aldrig har jeg set så smuk en tallerken, efter at jeg har spist op.

Den første aften Peru serverede, ville begejstringen ingen ende tage. Men selv om anden ombæring ved finalen på alle måder holdte standarden, så var retten lidt for eksplosiv med sanseindtrykkende strittende i alle retninger, og et misforstået vagtelæg. Men smukt. Du gode, hvor var det smukt.

Globaliseret madkunst fra Mauritius og Puglia
Min personlige favorit var hele konkurrencen igennem Vinod Sookar, der stammer fra Mauritius. I dag driver han sammen med sin hustru Antonella Ricci Michelin stjerne restauranten ”Fornello da Ricci” >> i Ceglie Messapica ved Brindisi i Puglia.
Og hans medhjælper var manden, der lærte mig at lytte til søpindsvin.

Her var tunen, og ovenikøbet det fedtstribede stykke fra maven af fisken – la ventresca – som mange anser for det bedste, hovedperson, men uden hverken at overdøve eller overtage smagsløgene.


Tunen var grillet med Tandori krydderi, og blev serveret med abrikos- og timiankremer, en guddommelig flydende burrata, og sommerfuglestøv.
Sommerfuglestøv? Nej, nu holder jeg, for det var ikke sommerfuglestøv, men derimod støv lavet af bladene fra lime-planten. Vinod Sookar ramte simpelthen plet med sine krydderier fra hjemlandet, den flydende ost fra Puglia, og minsandten om ikke han også på det lokale marked havde fundet en lokal type sød agurk, så også øen San Pietro gjorde una bella figura på tallerkenen.

Til finalen var der en 10-12 kuverter til overs, og de blev med begejstring indtaget og kommenteret af en gruppe tilskuere bag ved scenen.


Og hvad betyder det, at mine favoritter ikke vandt?
Ingen verdens ting, for jeg hørte søpindsvinene vandre.
Jeg vil tilbage.
Nu.

Sådan skæres en tun op på fem minutter:

 

Rejs aldrig uden schweizerkniv!

Roadtrip Milano-Santa Maria di Leuca tur/retur, juli 2016

8.7.2016: Tag aldrig på tur uden schweizerkniv.

Vi snuppede det sidste havbad i Torre Pali få kilometer fra støvlehælen og Santa Maria di Leuca.

Stranden ved Torre Pali 

Da vi begav os ud på den 1.109 kilometer lange hjemrejse til Milano var der en underlig lyd ved bilen, og så skal man stoppe og tjekke, lærte min mand mig.
Det gjorde vi så efter 10 km.
Jeg gik rundt om Panda, kiggede lidt ind under den, og sparkede på dækkene.
Det har jeg jo set, man skal.
Så var det gjort, og vi kørte videre.

FLAP FLAP FLAP….FLAP FLAP FLAP
Den flappende lyd – som de der papirstykker man satte på egerne på cykelhjulene som barn – blev bare ved og ved.
Vi talte om det, Linda og jeg.
Vi nåede frem til, at det ikke var en metallyd.
Af en eller anden ukendt grund besluttede vi, at så var det nok ikke så slemt.

…artiklen fortsætter under annoncen

Det blev bare værre og værre.
Linda, der er meget lavpraktisk, satte sin mobil ned mellem min ben og optog lyden.
Gik det ikke over, så kunne vi jo i det mindste illustrere problemet for en mekaniker med tilhørende audio.
Det blev bare ved.
Vi blev mere og mere tavse.
– 1.059 km til Milano, tænkte jeg i takt med flappe-plappe-flappe-lyden, kun afbrudt af en mekanikerstemme, der gentog:
– Det bliver nok dyrt, det her, det bliver nok dyrt, det her…

VI KIGGEDE LÆNGE PÅ MOTOREN…
Da der var en benzinstation på motortrafikvejen syd for Lecce, holdt vi ind.
– Vi må hellere se på motoren, sagde Linda, da jeg havde stresset ned med toiletbesøg, en frisk Cola Zero og tre smøger.
– Ja, det siger, du. Hvordan gør man det?
Dét vidste Linda.
Der er sådan en knap under rattet, man kan trække i…
Wauw!
Smart!
Så kiggede vi lidt på motoren.
Faktisk længe.
– Får du ligesom noget ud af det? spurgte jeg Linda.
– Næ, vi skulle nok have taget det der motorlære, som drengene tog i 9. klasse, svarede Linda, og det løste jo ingenting.
Siden er jeg blevet fortalt, at det er en rigtig god ide at starte motoren, hvis man vil opdage, om der er underlige lyde.
Det ved jeg så nu.
Vi lukkede låget til Pandas motor, og jeg røg et par cigaretter mere.
Så var der ingen vej udenom.
Vi havde lokaliseret problemet til venstre forhjul…
Og så….

…se med her (1,09 minut):

PS:
Jeg fiksede det, fandeme.
Det hele…


Foto & Video: Linda Maria Lynge Lorenzen

Her kan Panda og jeg momentant ikke finde vej.
Et sted på en grusvej i Umbrien.
Det fortæller jeg mere om en anden gang.

Deres udsendte roadtrippers – Charlotte Sylvestersen & Linda Maria Lynge Lorenzen

Caravaggio helligdommen ved Bergamo gik totalt digtalt i 2016

“Santuario Santa Maria del Fonte – Caravaggio” i Bergamo provinsen i Norditalien gik totalt digitalt i 2016. De over to millioner pilgrimme og turister, der hvert år besøger stedet, kan blandt meget andet i dag downloade en App til deres besøg.

caravaggio_tro_2-0_1
Jomfru Maria viste sig for den 32-årige kvinde Giannetta Varoli ved Caravaggio klokken fem om eftermiddagen den 26. maj 1436.
Der sprang en kilde frem efter besøget af Jomfruen, og stedet blev hurtigt et valfartssted for syge og andre pilgrimme. Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1575 med arkitekten Pellegrino Tibaldi som bagmand.

..artiklen fortsætter under annoncen

Messer i streaming og bønner online
For de, der ikke kan være tilstede personligt, er der i dag mulighed for at følge messer og andre kirkelige handlinger i streaming. Man kan også melde sig til at modtage kirkens newsletter hver fredag, bladre i seneste udgave af kirkebladet, og såmænd også offentliggøre sin helt private bøn på stedets hjemmeside.

caravaggio_tro_2-0_2

Det hellige sted har naturligvis også  sin egen Facebookside >>, hvor man kan se stedets åbningstider, fra 6.30 om morgenen til 18.00 fra oktober til april og til klokken 19.00 fra maj til september, og man kan såmænd også se, hvornår tilstrømningen er størst.

Nej til lysbetaling med kreditkort
Ikke alle digitale tiltag får dog succes. Muligheden for at betale for at tænde starinlys i kirken med kreditkort blev rent faktisk fjernet, fordi nogle synes, det var lige en tand for smart.

Kongrescenter, hotel og velsignelse af dit køretøj
Pilgrimsstedet i Caravaggio er også udstyret med et “Centro di Spiritualitá” – “Et Åndeligt Center” – der i virkeligheden er et veludstyret kongrescenter, hvor den største sal har plads til 400 tilhørere, og et tilhørende hotel har i alt 50 værelser.
Hele centeret er dækket af wifi, oplyser hjemmesiden

Den smukke helligdom i byen som har givet navn til den vilde maler Caravaggio >> har altid fascineret mig, fordi man dér kan få velsignet sin bil.
Bil-velsignelserne foregår lørdage fra klokken 15.30 og søndage kl. 9.30 og 11.00 samt klokken 14.45, klokken 15.30 0g klokken 17.00.
Ved andre lejligheder møder områdets landmænd, og dem er der mange af, op for at få velsignet deres traktorer, som her den 27. november.

caravaggio_tro_2-0_1_traktorer

Alt er meget velorganiseret, og der er rigeligt med parkeringspladser både til personbiler, traktorer og busser, når der er store religiøse fester.

caravaggio_tro_2-0_3_busser

Uden mad og drikke dur en pilgrimfærd ikke!
Der ligger naturligvis et udvalg af barer og restauranter ved kirken, for alle ved jo, at man bliver meget sulten af at være på pilgrimstur.
La Gara >> ligger ganske tæt ved kirken, mens der skal køres få kilometer til Podere Montizzolo 1668 >>Agriturismo La Fornace >> og Cascina Reina >>, for at nævne de bedste af områdets spisemuligheder.

Santuariets Facebookside >>
Santuariets hjemmeside >>
Viale Papa Giovanni XXIII
24043 Caravaggio (Bg)

FOTO: Santuario di Caravaggi

Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by

Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.

I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.
Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.
Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.
Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jorskred og erosion.
Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten. Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.

 20160630_140347Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af

Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita. I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer. I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.

..artiklen fortsætter under annoncen

Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.
Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoreggio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.

20160630_140318
Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita

Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods. Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.
Det koster € 1.50 at tage turen op og ned af broen.
Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.
For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen. Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.

20160630_141855

Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.
20160630_145255

Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini >>.
20160630_143757

Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.
For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.
Det gik…
20160630_144645

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni. Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio. Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita. Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.

Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.
Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.
Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen. For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”. Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.

ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:
Viterbo >> med Pavernes kurbad/Terme dei Papi >> – 28 km
Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon” >>
Bolsena søen – 15 km
Orvieto >> – 18 km
Montefiascone – 14 km

 

 

To frokostrestauranter i Lucca, og en utrolig vinkælder

SOMMERMINDER 2016/2
Det betaler sig at lytte til de lokale, og den danske byguide i Lucca, Lisa Horslund Christensen ved, hvad hun taler om.

20160715_111156

Lise Horslund Christen er autoriseret by- og cykelguide i Lucca, hvor hun også selv bor med sin mand og to børn. Hun har en fortid som professionel cykelrytter i Italien, og du kan læse mere om hendes italiensk liv i Familie Journal >>.

..artiklen fortsætter under annoncen

Vil du have mange flere historier om Lucca end dem du finder på italy.dk´s Lucca-byguide >> og i de klassiske guidebøger, så kontakt Lise –  lise (at) horslund-christensen.dk.

Trattoria Da Leo
På sommerens første besøg i den skønne by bag de tykke over 500 år gamle bymure sendte Lise mig hen til “Trattoria Da Leo” >> i Via Tegrimi 1 mellem San Michele kirken og bymuren.

20160715_114026
Går du til venstre her ved facaden af San Michele kirken i centrum af Lucca ender du ved restauranten “Da Leo”

Selv om klokken kun var 12.45 var jeg heldig at indtage det sidste ledige udendørs bord, og det kan anbefales af reservere i turistsæsonen. Jeg begyndte med en klassisk antipasti med toscanske specialiteter.
20160713_203530

“Da Leo” er kendt for sin udgave af hjemmelavet fyldt pasta, Tortelli Lucchese, der er store pastapuder med kødfyld, oftest serveret med en kødragú. Restauranten også på klassiske toscanske retter, tilberedt som Mamma ville gøre det.

20160722_124303
Kødfyldte Tortelli med kødragú
PS: Der betales med kontanter, Da Leo tager ikke kreditkort. Lukket søndag.

Nyd stemningen hos Da Leo her med de to glade gademusikanter, der er et fast indslag i bybilledet i Lucca i turistsæsonen (Varighed 1.52).

L´isola che non c´era – Øen, der ikke var der
(“Ønske ønske øen” fra Peter Pan…)

På min næste tur til Lucca tog Lise mig med hen til en af hendes personlige favoritter. “L´isola che non c´era” >>, der ligger i en sidegade til hovedgaden Filungo.

20160722_134616

På “Øen, der ikke var der” er serveringen mere kreativ og moderne end hos “Da Leo”, men køkkenet er lige så solidt forankret i de gode råvarer og årstidens udvalg.
Maden var så god, at jeg glemte at tage billeder!

lucca_isola_che_non-cera

Gademusikanterne kom såmænd også forbi, mens Lise og jeg nød en velfortjent frokost efter at have sluppet dagens danske turister løs i Lucca. Der er ikke den store variation i deres repetoire, men det er ganske fornøjeligt.
Stedets ejer hedder Roberto Isola, deraf restauranten navn, og det er ham, der giver Lise et knus på videoen. Han ejede tidligere en delikatessebutik, og er vaskeægte luccheser.

I Vannis vinparadis
På mit tredje besøg i sommeren 2016 skulle jeg mødes med Inge og Anders, der er inkarnerede Italiens-fans.
Igen fulgte jeg Lises anbefaling, og vi tog på vinbutikken “Enoteca Vanni” >>, der med en meget beskeden facade befinder sig på Piazza San Salvatore.

20160722_110553

Udenfor Enoteca Vanni er der ganske få borde, hvor man kan smage vinene. Der er et udvalg af vin på glas, men tager man en flaske er prisen den samme som i butikken.
Vi nød en helt klassisk toscansk Chianti Classico.

Rygsækken skal i hånden!
Inden da havde vi – med turistrygsækkene i hånden for ikke at komme til at lave uoprettelige ulykker -været på besøg i kældrene under den smalle butik. Det er nemlig for beskedent blot at kalde underetagen for én kælder.

20160722_105713

Der er bogstaveligt talt vin i lange baner i Vannis kælder, og det bliver bare ved og ved.
Der er også plads til deciderede vinsmagninger ved de lange borde, hvis man bestiller i forvejen.
20160722_105618

20160722_105422

Stemningsbilleder fra Lucca:20160715_103858

Det myldrer med barer og caféer på Piazza Anfiteatro, der har form efter Lucca romerske anfiteater. Det er fint til en aperitif, men det er altså ude i de små smalle gader, man finder både den gode mad og den gode vin.

20160715_111100

Min ven Anders Dahl Tollestrup er også fotograf >> og her er hans bud på en selfie på Piazza Anfiteatro.

lucca_anders_tollestrup_anfitatro

Livskvalitet: Mantova fører, Crotone i Syditalien er bagerst

Trento har måttet vige førstepladsen i den undersøgelse dabladet ItaliaOggi og Sapienza Universitetet i Rom hvert år foretager af livsbetingelserne i de 110 italienske provinser.
Fem år i træk toppede Trento, men byen og provinsen bliver i årets udgave overhalet af Mantova provinsen i regione Lombardiet i Norditalien.
Crotone provinsens 174.722 indbyggerer scorer simpelthen nul point i forhold Mantovas 1.000, når man tager alle de indikatorer med, som undersøgelsens konklusioner laves udfra. Det hander om ni hovedområder såsom miljø, kriminalitet, erhversliv, arbejdsmarked, skole, sundhed og fritidstilbud.

..artiklen fortsætter under annoncen

Undersøgelsen viser, at 53,9 procent eller over 32 millioner italienerne lever i provinser, hvor livskvaliteten er i bund eller stærkt på vej mod bunden. Det er de røde og de blå områder i den grafiske fremstilling herunder.
De gule og de grønne områder illustrerer provinser, hvor livskvaliteten får henholdsvis betegnelsen “god” eller “acceptabel”.

livskvalitet_italien_271116
Generelt viser årets undersøgelse, at livskvaliteten er blevet forværret i Syditalien og – med undtagelse af Torino – i de største byer.
Rom er faldet hele 19 pladser ned på 2016-listen i forhold til undersøgelsen i 2015, og indtager i dag 88. pladsen ud af 110 provinser

Herunder kan du se placeringen for alle de italienske regioner.
livskvalitet_italien_281116_alle_provinser

Portofinos oase er baren ved fyrtårnet

SOMMERMINDER 2016/1
VIP feriestedet Portofino er et must, når turen går langs Ligurias østkyst.
portofino_panorama_2012
Foto taget fra Sankt Georg kirken, som man kommer forbi på vej ud til fyrtårnet

Nogle få kommer standsmæssigt sejlende i lystyachts så store, at de ikke engang kan sejle ind i havnen. Andre kommer sejlende med rutebådene, som man kan tage fra den nærmeste større by Santa Margherita Ligure >> eller Rapallo >> lidt længere mod øst.
Der er også en bybus fra “Santa”, som de lokale siger.
portofino_fyrtaarn_bar_7
Vandrefolket kommer i frisk nordisk stavgang over bjerget fra Camogli >> på den vestlige side af halvøen, og fjolserne kommer i bil, og betaler dyrt for de få parkeringspladser, hvis der da er nogle ledige.

SE, BLIV SET, OG TAG SÅ EN TUR UD TIL FYRET!
portofino_fyrtaarn_bar_5

Under alle omstændigheder er der udover skulpturparken >>, som også kan beundres udefra og kirken, hvortil korsridderne i sin tid bragte Sankt Georgs jordiske rester, ikke voldsomt meget af se i Portofino. Altså udover at lade sig se, eller selv se på, for i sommermånederne er Portofino stadig en klassisk etape for både italienske og udenlandske VIPs.

..artiklen fortsætter under annoncen

Når dét er overstået anbefaler jeg en spadserertur på 20-25 minutter ud til fyrtårnet.
Man smutter op ad den stejle gyde i hjørnet af “piazetta´en”, eller tager trappen efter indgangen til skulpturparken nede på havnen.
I stedet for, eller efter, at nyde udsigten ved Sankt Georg kirken, følger man skiltene til “Castello Brown” og “Il Faro”. Turen kommer forbi den engelske konsuls villa, deraf navnet Brown. Villaen tilhører i dag komunen, og der kan være forskellige udstillinger.
Videre ud af stien kommer man ud i Middelhavsnaturen med små buske, vilde blomster og de store pinjetræer, der gror i alle mulige og umulige positioner.
portofino_fyrtaarn_bar_1

Anstrengelserne, det går ganske lidt op og ned ad bakke på turen, belønnes med en fantastisk udsigt ude på fyrets terrasse.
Helt fantastisk bliver det, når baren er åben.
“Al Faro” har officiel lukkedag onsdag, men lukker også i dårligt vejr.
Udsigten og duften af hav og pinjetræer er under alle omstændigheder spadsererturen værd.
portofino_fyrtaarn_bar_2

Barmanden Antonio er meget underholdende, og nogle gange lidt “Kaptajn Haddock”-agtig,
hvis gæsterne stresser ham.
Men man kan vel dybest set heller ikke have en bar ved et fyrtårn, hvis man er helt normal?
Denne fantastiske sommerdag begyndte han pludselig at synge…
portofino_fyrtaarn_bar_3

En Spritz >> som den skal være – i et stor ballonglas, dybt orange og med masser af isterninger.
Hvad vil du mere?
portofino_fyrtaarn_bar_4

Portofino oktober 2016.
Var det Meryl Streep i pastelfarver ovre ved “L´Ancora”? Hvem ved…
Vil man se flotte sorthvide foto af VIPs i Portofino fra sidste århundrede, så er der masser af dem på væggene på Excelsior baren på La Piazzetta.
portofino_fyrtaarn_bar_6

Jul mellem oliventræerne ved Gardasøen

Når solen skinner i december kan man stadig sidde udenfor med sin Spritz på strandpromenaderne langs Gardasøen.  Og er vejret for alvor med dig, så tager du næste dag på ski eller snesko på Monte Baldo >> ovenover altid hyggelige Malcesine >>.

I Garda by >> begynder julen den 25. november og var indtil den 8. januar 2017.
Programmet – på italiensk – er på byens hjemmeside >>, og blandt begivenhederne er naturligvis et klassisk julemarked, en skøjtebane samt en pavillon med forskellige skiftende menuer.

…artiklen fortsætter under annoncen

Her kan man smage lokale specialiteter som den røde salat Radicchio di Verona IGP>>, fisk fra søen, Gnocco Fritto >> fra Emilia-Romagna, og der er såmænd også specialiteter fra Bayern på menuen. Naturligvis er der også julekrybber at beundre, for uden julekrybber ingen jul i Italien >>, og én af dem er på søbunden langs promenaden Lungolado Regina Adelaide.

cattura

De Cecco pasta fylder 130 år

Pastafirmaet De Cecco har fået sit eget frimærke i anledning af 130 året for grundlæggelsen, for pasta er en alvorlig sag i Italien.
Energikrisen i 1973 er en af mange forklaringer på De Ceccos særstilling blandt de store italienske producenter af kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_130aar

De Cecco blev grundlagt i 1886, og selv om virksomheden i dag er et aktieselskab med 1.400 ansatte og en årlig omsætning på over 400 millioner euro, så er det stadig familien, der sidder på de vigtigste poster i bestyrelsen og i den daglige ledelse.
Virksomheden blev grundlagt i Fara San Martino i Chieti provinsen i Abruzzo. Den har i dag sit hovedsæde i Pescara, og fabrikker i Fara San Martino og Ortona.
Familien var oprindeligt møllere. Da Filippo Giovanni De Cecco i 1886 overtog driften byggede han til, så han også kunne producere og ikke mindst tørre pasta. Den unge italienske stat havde lagt en skat på mel, og derfor skulle han finde på noget for at øge omsætningen.

pasta_de_cecco_lange
De Cecco er naturligvis ikke bare spaghetti i forskellige tykkelser, men også 21 andre  forskellige slags lang pasta. Alle foto er fra www.dececco.it

OPFANDT SYSTEM TIL MEKANISK TØRRING
Virksomheden ligger inde i landet på skråningerne af Maiella-bjerget. Derfor kunne De Cecco ikke tørre sin pasta alene med naturens hjælp som det sker længere sydpå i Italien. Han byggede derfor en tørrehal, og opfandt i 1889 et mekanisk tørresystem, der i dag beskrives som epokegørende.

…artiklen fortsætter under annoncen

Systemet gjorde tørringen af pastaen uafhængig af vejret, og sikrede også en ensartet kontinuerlig proces, der betød, at pastaens holdbarhed blev forlænget.
Det banede vejen for eksport til hele verden, og emmigrerede landsmænd fra Abruzzo var parate til at aftage produktionen. De Ceccos pasta blev allerede fra 1889 sendt til for eksempel USA, og i 1893 modtog firmaets “Macaroni Vermicelli” guldmedalje ved Verdensudstillingen i Chicago.

pasta_de_cecco_korte
De Cecco producerer i dag 62 forskellige typer kort pasta

ENERGIKRISEN I 1973 VAR EN KATASTROFE, OG ET UVENTET VENDEPUNKT
Indtil energikrisen i 1973 var De Cecco blot én blandt mange pastaproducenter.
Krisen betød, at den italienske regeringen indførte prisstop for fødevarer. Fordi pasta var – og er – et grundlæggende fødemiddel tillod man en afvigelse fra den lov, der kræver at pasta skal produceres udelukkende med durum-hvedemel. Det blev med andre ord tilladt at blande med almindeligt hvedemel, så man kunne undgå prisstigninger.
Som den eneste større pastaproducent nægtede De Cecco at gå på komprois med kvaliteten.
Det betød i første omgang en alvorlig nedgang i omsætning og produktion, men det betød også, at De Cecco slog sit navn fast i italienernes bevidsthed som kvalitetspasta.
 pasta_de_cecco_supper
 39 forskellige slags pasta til supper – Pasta da minestra og Pasta da Minestrine

DER MÅ KUN SÆLGES 100% DURUM-PASTA I ITALIEN
Energikrisen sluttede, og pasta skal stadig i dag produceres udelukkende af durumhvede for at kunne sælges i italienske butikker. Italienske fabrikker må gerne producere pasta med almindeligt hvedemel til eksport,. Denne discountpasta, der ikke “holder” kogningen og derfor ofte ender som en klistret melbolle, finder du – desværre – også i danske supermarkeder og discountbutikker.
pasta_de_cecco_specialiteter
Der findes 31 slags De Cecco pasta i specialformater

SINATRAS YNDLINGSPASTA
De siges, at Frank Sinatra var så begejstret for De Ceccos pasta, at han ville købe fabrikken for en million dollar i 1960erne. Familien svarede i følge legenden, at virksomheden var mindst syv millioner dollar værd.

GROVERE DURUMMEL OG LANG TØRRETID
De Cecco udvælger ikke bare deres durumhvede med omhu, men maler også stadig selv deres eget mel med en specielt langsom metode, hvor slutresultatet er en grovere mel end den, mange andre producenter anvender.
Den friskmalede mel går direkte over i produktionen, og det bevarer melets aroma og smag intakt. Firmaet sammenligner det med at drikke kaffe fra friskmalede bønner i stedet for formalede bønner. Vandet kommer også direkte fra kilden, nemlig fra floden Del Verdes udspring på Maiella-bjerget, hvor vandet har en konstant temperatur på fire grader. Del Verde kilden regnes for en af Italiens bedste og reneste kilder.
Naturligvis bruger man også de traditionelle forme af bronze til at producere de forkellige pasta-formater. Bronzeformene er med til at give den færdige pasta en ru overflade, der både er med til “at holde” kogningene, så pastaen netop aldrig klistrer sammen, men som også gør hele operationen med at spise pasta kun med gaffel noget nemmere.
Tørrringen af pastaen er også stadig en langsommelig affærre hos De Cecco. Hos mange af de store industrielle pastaproducenter er tørretiden i maskinerne i dag under fire timer, mens De Ceccos pasta først er færdigtørret med varm luft efter 40 timer.

Vil du selv prøve forskellen på De Cecco og en hurtigtørret pasta som for eksempel verdens kendeste pasta – den blå fra Barilla – så følg kogetiden, og smag på pastaen kun tilsat en smule af din bedste olivenolie!

Man kan besøge fabrikken i Fara San Martino, og i fabriksudsalget sparer man penge på den gode pasta.

DEL VERDE OG COCCO
De Cecco er ikke den eneste producent af kvalitetspasta i Fara San Martino i Abruzzo.
Nabovirksomhederne Del Verde >> og Pasta Cocco >> er også altid med på hitlisterne over fabriksfremstillet italiensk kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_kornmark
En bølgende kornmark er forsidefoto på De Ceccos hjemmeside.

Læs mere på italy.dk:
Pastaen historie >>
Kvalitetspasta fra Marche regionen >>
Den rette pasta til den rette sugo >>

Verdens største pasta – Caccavella fra Gragnano >>
La Caccavella vejer 50 gram, har en diameter på 9 cm og er 6 cm høj.
Pasta´en produceres af “La Fabbrica della Pasta” i Gragnano ved Napoli.
Opskriften på CACCAVELLE ALLA SORRENTINA er nederst på siden.


CACCAVELLE ALLA SORRENTINA:pasta_caccavalle_1

 

..

Nem og nærende linsesuppe fra jordskælvsramte Castelluccio

Linserne fra Castelluccio ved fra Norcia i Umbrien
“Lenticchia da Castelluccio di Norcia IGP” er en de i dag flere end 280 italienske specialiteter, der har IGP (BGB), DOP (BOB) eller STG klassifikation som originale traditionelle madprodukter >>.  De lokale kalder linserne for “Lénta”, og linserne med den berømte tynde og sprøde skal har været konsumeret i mere end 5.000 år i området, der ligger i “Italiens grønne hjerte” i regionen Umbria. Linserne kommer fra en étårig plante, der blomstrer mellem maj og august.

jordskaelv_linser_pakke

Kontrollér, at emballagen har IGP-mærket. Linserne fra Castelluccio er så eftertragtede, at der også sælges falske kopier af dem.

Linserne bliver sået, så snart sneen på højsleten er smeltet, og de første planter høstes i slutningen af juli. I dag er hele produktionen økologisk (“biologico” hedder det i Italien).  Før i tiden blev der høstet med håndkraft, og kvinderne, der blev sendt i marken for at høste kom for eksempel fra byerne Gualdo, Pescara Del Tronto eller San Pellegrino, og de blev kaldt for “le carpirine”. Linserne var de fattiges erstatning for kød på grund af deres store indhold af proteiner.

…artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år sidst i august holdes der “Linse Høstfest” – “Festa della Trebbiatura” – i Castelluccio. Byens ældste bonde begynder høsten ved at aktionere byens sirene. Høsten fortsætter indtil frokost, hvor tre hyl fra sirenen kalder byens borgere og gæster til festfrokost med lokale specialiteter, musik og dans.

jordskaelv_linser_blomst

OPSKRIFT TIL FIRE PERSONER:
INGREDIENSER
350 gram linser fra Castelluccio
8 halve skiver ristet landbrød
1 fed hvidløg
1 ben bladselleri
Salt og husets allerbedste ekstra ¨jomfru olivenolie >>

TILBEREDNING
Dæk linserne med koldt vand i en tykbundet kasserolle.
(Linserne fra Castelluccio skal ikke lægges i blød eller skylles –
italienske ris >> skyller man for eksempel heller ikke!)

Tilsæt hvidløg og bladselleri hakket i tern.

Bring suppen i kog og skru derefter ned for varmen.
Suppen simrer herefter en halv time til tre kvarter.
Tilsæt evt. mere vand, hvis suppen bliver for tør, og tilsæt også en smule salt.

I mellemtiden har du placeret to skiver ristet brød i hver tallerken.
Hæld suppen over brødet og lad den samle sig i cirka ti minutter.

Inden du serverer linsesuppen “garnerer” du den med stråler af den gode olivenolie.

jordskaelv_linser_2