Keep it simple: Citronpasta fra Amalfikysten

Hosteria Santa Maria er bogstavelig talt bygget sammen med klippevæggen langs med landevej nummer 163, der snor sig gennem byerne og bjergene på Amalfikysten syd for Napoli.



Ved indgangen forstår man motivet, for her kan man høre en rislende flod, som rejsende både før og nu nok kunne have brug for på vejen mellem landsbyerne Cetara og Maiori.

”Vi laver mad med lige præcis dét, vi har i havet og på terrasserne ved kysten. Hvorfor overhovedet gøre andet? spørger madmor Rosaria, da vi falder i madsnak. Så ved man, at man er kommet det helt rigtige sted.

Vi havde på forhånd bestilt en temamenu, hvor den vigtigste ingrediens netop var de citroner, som Amafikysten er berømt for.

Vi kunne se frem til Trofie al Limone, som du får opskriften på her, derefter en lille havbras bagt enkeltvis i sølvpapir med urter, den gode olivenolie og naturligvis citronsaft, og som afslutning dessert med citronkreme, Limoncello likør og for at sætte gang i fordøjelsen bagefter husets specialitet, en fennikel-likør. Fordøjerne serveres iskolde og i rigelige mængder.



…artiklen fortsætter under reklamen

For at kalde sig en “Limone Sfusato” fra Amalfi skal man overholde EU’s regler for produktionen, der blandt meget andet forskriver, at minimumsvægten er 100 gram, formen aflang, skallen halvtyk, kødet saftigt og næsten uden kerner.

Citrontræerne langs Amalfikysten vokser under grønne net, der beskytter mod kulde, hagl og voldsomme regnskyl, men også mod insekter og sultne fugle.Plejer man sine træer optimalt, kan man høste citroner tre gange om året.

Der produceres floder af likøren Limoncello langs kysten. Til likøren anvender man kun den gule citronskal.

Citronkødet- og saften anvendes til juice, is, kagekremer, men også som det bærende element i denne pastaret.

Til fisk? Hmmm. Som en italiensk fisker engang forklarede mig, så behøver frisk fisk ikke citron, for fisken dufter og smager lige nøjagtigt, som den skal.


Man kan anvende liguriske Trofie, penne med riller eller sommerfugle – farfalle – til denne opskrift

Rosarias citronpasta fra Amalfikysten til fire personer:
400 gram Trofie-pasta – penne med riller eller sommerfugle – farfalle – kan også anvendes. Trofie fra Ligurien har dog en helt speciel konsistens, der gør dem ekstra velegnede til denne ret.
1 æg
1 biologisk citron – hvis du ikke kan få den originale fra Amalfikysten
125 ml liter fløde (Alternativt 100 gram fuldfed Creme Fraiche, hvis du ved, du er til det syrlige, eller 100 gram flødeost)
Salt og peber
1 spiseske finthakket persille
1 spiseske smør

Tilberedning:
Halvanden time før servering ”befrier” du citronen for den gule skal med strimler af dit juliennejern. Hak strimlerne i bittesmå stykker.
Bland derefter fløden (Creme Fraiche/Flødeost) med ægget, den finthakkede persille, ganske lidt salt og friskkværnet peber, og den finthakkede citronskal.
Lad blandingen hvile.
Pres saften ud af citronen, og opbevar den for sig.

Servering:
Når pastaen er kogt og vandet fjernet, har du den høje stegepande klar på komfuret.
Først blander du ved svag varme pasta og smør.
Når smørret er smeltet tilsætter du flødesaucen, og rører blidt rundt lige indtil saucen begynder at samle sig.
Fjern panden fra komfuret, og rør ganske let citronsaften i, og servér med det samme.



Citron hedder limone på italiensk
“Limonare” derimod er et slangudtryk for at kisse-misse.
I landsbyen Maiori på Amalfikysten har man simpelthen en bænk til den disciplin, der også kan betegnes som tør-bolleri:

BUON APPETITO

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).      

Familieferie med unikke oplevelser mellem Rom og Napoli

Af journalist Eva Ravnbøl, Rom


Italy Village >> ved den lille badeby Baia Domizia mellem Rom og Napoli er den 
ideelle kombination af en tryg ferieby uden trafik.
Her er masser af legekammerater til børnene, hav og swimmingpools, plus utallige muligheder for at tage på opdagelsesrejse i ét for de fleste danskere uudforsket territorium.



Ferieresortet Italy Village har lejligheder i murede enkelt- eller dobbelthuse med plads fra to til seks personer, et korps af animatorer til underholdning og fitness, tennis, minigolf, pool- og strandbarer samt restaurant og pizzeria.

Familieferie i trygge rammer
Mange børnefamilier kan godt lide at feriere på campingpladser eller i turistresorts, hvor der er plads til børnene og ingen fare på færde.


Vandgymnastik i havet ved Italy Village

“Italy Village” ligger ved kysten mellem Rom og Napoli i den nordlige del af regionen Campania.

Her er masser at komme efter for familier med børn:
En dejlig stor strand, swimmingpools, cykler og legetøj, små pæne murstenshuse med haver, pizzeria, acquagym og ikke mindst gode udflugtsmuligheder. En ideel kombination af tryg ferieby uden trafik og med masser af legekammerater og moderne opdagelsesrejse i et uudforsket territorium.

Artiklen fortsætter under annoncen:

“Italy Village” ligger i et område af Syditalien, som er meget mindre kendt og meget mindre overrendt end for eksempel Amalfikysten og øerne Capri og Ischia, som ligger ganske tæt på. Der findes nemlig stadig steder, som udenlandske turister endnu ikke helt har opdaget.

De gastronomiske fristelser
Her på egnen er der små uopdagede byer, strande og i særdeleshed mange gastronomiske fristelser.


Bøffelmozzarellaen æltes på mejeriet San Antonio 

For eksempel laves intet mindre end verdens bedste bøffelmozzarella i og omkring Caserta, som ligger tæt på Baia Domizia, der er turistresortets nærmeste by, men ikke er det store sus.

Bøffelosteproducenten Caseificio San Antonio >> er blot en af mange producenter i området.


Nærkontakt med en bøffel

Personalet på Italy Village tilbyder gerne at arrangere besøg hos både ostemagere, bagere og vinproducenter.

Sidste sommer besøgte jeg tre steder tæt på Italy Village, og de var hver især interessante, dejlige og anbefalelsesværdige oplevelser.

Det daglige brød og den lokale vin
Brød varierer utroligt meget fra region til region i Italien.
Mit yndlingsbrød er uden tvivl herfra, altså fra regionen Campania.
Her bages en slags robust og langtidshævet landbrød med syrlig smag og sej konsistens.
Favoloso!


Det fantastiske landbrød fra Panificio Valentino >>

Vinen fra Campani regionen er i høj kurs ikke blot i hjemlandet, men efterhånden også mere kendt i store dele af Europa og USA.

Hvidvinene Fiano di Avellino, Falanghina og Greco di Tufo er fremragende. Rødvinen Aglianico er i samme høje liga, og alle disse plus mange flere kan smages og eventuelt købes hos vinproducenten Villa Matilde >> ganske få kilometer fra Italy Village.


Vinproducenten Villa Matilde ligger få kilometer fra feriebyen

Det ægte Italien
Her i Caserta-provinsen er der tydeligvis fattigere og mere nedslidt, end der eksempelvis er i Positano, Sorrento og Amalfikysten.

Fordelen er dog, at her kommer man tættere på det ægte Italien.
Jo færre turister, jo mere autentisk hverdagsliv kan man opleve, og det er der rig mulighed for her.

Pizza hos Giulio på Hotel Leo i Sessa Aurunca
I den relativt ukendte by, Sessa Aurunca, kan man opleve interessante levn fra både Middelalderen og Renæssancen.

Gå endvidere på opdagelse i nogle af de smukke barokkirker og spis måske verdens bedste pizza i restauranten på Hotel Leo >>, hvor Giulio svinger pizzapalletten i køkkenet.
Han er selv efter napolitansk standard en surdejsnørd, der kæler for sin pizzadej og lader den hæve i op imod et døgn for at opnå det mest fabelagtige resultat.
Han bruger kun de bedste lokale tomater, og de er intet mindre end verdensklasse!

Versailles-slottet i syditaliensk udgave
Hvis man har mod på at køre lidt længere, er der utallige spændende udflugtsmål som kongeslottet Reggia di Caserta, vulkanen Vesuv, Pompei, Gaeta og Sperlonga.


Parken ved Reggia di Caserta

Reggia di Caserta >> blev bygget mellem 1752 og 1847. Det var et projekt, der blev startet af Kong Carlo III, der var konge i kongeriget Napoli.
Versailles ved Paris var forbillede for dette storslåede bygningsværk, og både slottet og slotshaven er gigantiske og meget storslåede.
Der er 1200 værelser, så tag fornuftigt fodtøj på til denne udflugt!


Gade i badebyen Gaeta

Lidt nord for “Italy Village” ligger badebyerne Sperlonga og Gaeta, som hører til Lazio-regionen. De dejlige og charmerende byer er bestemt også værd at besøge.

Husk en glubende appetit, kamera, badetøj og solcreme, så er man godt rustet.

Særligt Sperlonga er en fryd for øjet.
Det er en gammel borgby, der ligger helt ud til vandet og består af hvidkalkede huse og et bilfrit centrum af krogede trappegader.
Bellissima!

Vesuv og Pompei taler for sig selv, det er nogle af Italiens største attraktioner og hvis man står tidligt op, kan begge dele nås på en dag 🙂

FOTO: Skribenten & Wikipedia >>


Ferieboliger i Toscana, Umbrien, Sicilien og Ligurien hos den danske udlejer “Local Living”

Annonce
Local Living >>  er et 100% dansk firma specialiseret i din ferie i Toscana, Umbrien, Sicilien og Ligurien.
Sådan helt til fingerspidserne!

Vi kender alle boligerne i vort program, og vi har med kræsen omhu udvalgt de bedste ferieboliger og villaer til vores gæster.

Hos os kan du vælge mellem 1500 ferielejligheder, villaer og vingårdsferie i mange prisklasser.

Det er let at booke via hjemmesiden med de mange søgekriterier, men hvis du har brug for råd og vejledning, kan du ringe eller maile til info@localliving.dk.

Vi hjælper hellere end gerne med at opfylde din ønsker om en autentisk ferie hos gæstfrie italienere.

Læs mere om os her – om Local Living >>

Inge Gustavfsson

Eksempler på ferieboliger:
Sicilien >>

Ligurien >>

Annonce

Rejser med indhold: Tag med Best Travel og Charlotte Sylvestersen til Italien

Igen i 2018 har jeg fornøjelsen af at rejse med med danske turister fra Best Travel. I foråret vil jeg slå mine folder først i Toscana,
og siden på Amalfikysten.

Undervejs på vores udflugter vil jeg udover områdets historie også fortælle meget mere om det moderne Italien. Vi skal høre mere om italiensk politik, om famliens betydning, og om den katolske kirkes indflydelse. Vi skal også have et kaffekursus undervejs, og høre om både den regionale gastronomi og om de mange italienske køkkener.

Du kan læse mere om rejserne og se detaljeret dagsprogram på Best Travels hjemmeside. Klik på datoerne herunder for mere information om de enkelte rejser.

TOSCANA
21.-28. april 2018 >>
5.-12. maj 2018 >>
12.-19. maj 2018  >>

AMALFIKYSTEN
23.-30. maj 2018 >>
 
31. maj – 7. juni 2018 >>
14.-21. juni 2018 

Best Travel og undertegnede tager selvfølgelig forbehold for sygdom eller andet, der kan forhindre en rejsleder i at tage en planlagt rejse.

Venlige hilsner,

Charlotte Sylvestersen



Best Travel >> arrangerer også rejser til 11 andre lande, med bus og med fly

…annonce

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt! Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

Byguide til Montecatini Terme på italy.dk >>

Kunst i Milano: Den sidste Caravaggio og hans arvinger (1610-1640)

Fra 30.11.2017 til 8.4.2018 kan man i den imponerende gamle bank, der nu hedder Galleria d´Italia på Scala Pladsen i Milano beundre værker af den vilde maler Caravaggio, og de kunstnere, der fulgte i hans spor og efter ham i begyndelsen af 1600-tallet.


Caravaggios sidste maleri måler 143 x 180 centimeter, og beskriver Orsolas martyrium, da hun nægter at gifte sig med hunnerkongen Attila. På maleriet har Attila netop affyret sin pil mod Orsolas bryst.

Michelangelo Meriso (28.9.1571 – 18.7.1610), der blev kendt med navnet på fødebyen Caravaggio ved Bergamo blev af sin samtid kaldt for både for gådefuld, fascinerende, rebelsk og endog farlig >>.

…artiklen fortsætter under reklamen

Den sidste Caravaggio, som udstillingen derimod tager sit navn fra, er værket Martirio di sant´Orsola, som Caravaggio afsluttede få uger før sin død under mystiske omstændigheder den 18. juli 1610 i Porto Ercole i Grosseto provinsen i Toscana.

Den sidste Caravaggio tilhører banken Intesa San Paolo og Galleria d´Italias samlinger, der hvert år arrangerer skiftende udstillinger på Scala Pladsen i Milanos centrum.

Caravaggio blev af sin samtid også beskyldt for at være alt for realistisk, og hans livsværk foregår i den kunsthistoriske periode, hvor den tidlige realisme, og Caravaggios leg med lys og mørke er i færd med at afløses af barokkens noget mere festlige farvepalet.

Caravaggio får på udstillingen selskab af tidlige barokværker fra blandt andet den genovesiske Doria families samlinger, der rummer værker af
Giulio Cesare Procaccini, Bernardo Strozzi, Pieter Paul Rubens og Van Dyck. Andre malerier stammer fra Napoli familiens Marcantonios samlinger, der blandt andre rummer værker af Battistello Caracciolo og José de Ribera.

Udstillingen består af over 50 værker, hvor et 40 kvadratmeter stort Sidste Nadver maleri af Proccacini – 490 gange 855 centimeter – ikke kan undgå at falde i øjnene. Normalt hænger dette maleri 20 meter over gulvet i en kirke i Genova, og det kan i nyrestaureret udgave for første gang beundres i øjenhøjde.


Udsnit af Proccacinis kæmpestore maleri af Den Sidste Nadver

PRAKTISKE INFORMATIONER:
30.11.2017 til 8.4.2018
Gallerie d´Italia – Piazza della Scala 6, Milano
Tirsdag til sønadag 9.30-19.30, torsdag til 22.30
Lukket mandage og 25.12.2017
Pris 10 euro
(5 euro den første søndag i hver måned, og hvis man har billet fra udstillingen Dentro Caravaggio i Palazzo Reale i Milano >> , der varer indtil 28.1.2018.)

FOTO & LINK www.gallerieditalia.com

Assisi: Find dín mursten på pilgrimsvejen

Canale Carlotta i Assisi, Umbria, 16. okt. 2017:
Efter jordskælvet i og omkring Assisi i den 26. september 1997 kunne man støtte genopbygningen ved at købe en mursten med sit navn indgraveret. Prisen var 50.00 lire, omkring 200 danske kroner.
Murstenen blev siden en del pilgrims-gangstien mellem Assisi by oppe på bakken og Santa Maria degli Angeli nede i dalen.
Kommunen glemte bare lige, at de glade givere ville vide, hvor déres helt private mursten befandt sig.

…artiklen fortsætter under reklamen


En dag i begyndelsen af 00’erne mødte jeg en krumbøjet kommunalarbejder på stien…

Video: 3 minutter og 40 sekunder, inklusiv fuglefløjt og lidt lebensangst for konvertering til katoliscismen…

Kommunalarbejderen blev færdig med opgaven, for i dag kan de glade givere indtaste deres navn på en hjemmeside, og få oplyst den præcise placering af murstenen med deres navn >>


Folk fra hele verden er blandt giverne.

Her finder du stien, der begynder på parkeringspladsen nedenfor Paradisbakken, hvor den store basilika i to etager og Franciskanermunkenes moderkloster befinder sig.


Stien set fra Assisi

For enden af stien på vej op til Assisi hilses man med Franciskanernes motto: Fred og alt godt.

Jeg har lyttet til søpindsvin, og smagt tunens sperm

Søpindsvin bevæger sig. De vandrer på deres stive pigge hen over klipperne på havbunden. Hannernes pigge er kulsorte, hunnernes lidt lysere. Det er hunnernes rogn, man spiser.

”Du skal flyde på ryggen, og lukke alle andre lyde ude”, forklarer kokken fra Puglia, der svømmer ved siden af mig.
Vi er til den årlige tunfestival ”Girotonno” >> på øen San Pietro udfor Sardiniens syd vestligst ende.
Havet er så klart, blågrønt og lysende, at ønsket om at blive en havodder i det næste liv endnu engang bemægtiger sig min sjæl. Havoddere holder hinanden i hånden, når de sover, for ikke at flyde fra hinanden. Jeg vil også så gerne både kunne lide og kunne spise østers liggende på ryggen i havet.

”Du tager gas på mig. Man kan da ikke høre benløse havvæsener gå”, siger jeg med genetisk jysk mistro iblandet frygten for at blive gjort til grin.
Så bliver kokken nærmest lidt fornærmet, og siger ”prøv det nu”, inden han svømmer væk.
Jeg prøver, og så er alle andre lyde pludselig forsvundet, og jeg er inviteret til flydende koncert under vandet med hundredevis af bittesmå spanske kastagnetter.

”Klik, klik – klik, klik, klik…”

…artiklen fortsætter under reklamen

Øjeblikket…
Der findes øjeblikke af harmoni og lykke.
De sjældne momenter, hvor man véd, man har valgt rigtigt i livet, for hvordan var man ellers endt til søpindsvinenes undervandskoncert? Man ønsker, øjeblikket kan fryses fast. Vare ved. Om ikke evigt, så bare lidt endnu. Kunsten er at konservere det blidt, så det uskadt kan findes frem fra den mentale harddisk, når tiderne er hårde og vejret dårligt.

Stemmer trænger langsomt igennem havets skrøbelige lydmur.
De andre deltagere i udflugten råber fra båden, der er et 120 år gammelt træskib, hedder Ruggiero II, og i sin tid har sejlet med rød og gul okker fra øens nu nedlagte miner.

Skipper Renzo har haft gang i kabyssens gasblus siden vi sejlede afsted fra øens hovedby Carloforte om formiddagen.
Når han altså ikke har badet, eller bare har nydt livet ved rorpinden.



Pesto og Cous Cous

Carloforte betyder stærke Carlo. Den stærke Carlo var den piemontesiske kong Carlo Emanuele III, der i 1738 tillod en gruppe italienere fra norditalienske Liguria at bosætte sig på den 51 kvadratkilometer lille ø, der havde være forladt i århundreder.
Ligurerne stammede oprindeligt fra havnebyen Pegli ved Genova, men de kom sejlende fra den tunesiske kystby Tabarka. Her havde de først haft en koloni, siden var de blevet gjort til slaver, og til slut blev de altså købt fri af stærke Carlo.
Den dag i dag er øens farver og arkitektur stadig mere præget af Liguria end af Sardinien.

I den lokale gastronomi lever den liguriske pesto >>, foccacia-brødet >> og den nordafrikanske Cous Cous side om side på øen. De 6.000 faste indbyggere fastholder også stadig, at de er ligurere, til trods for at øen befinder sig sølle syv kilometer fra Sardiniens kyst, og over 700 kilometer fra Pegli ved Genova.

Beskøjter skabte panik
I bugten på øens sydvestlige kyst, hvor Ruggiero II vugger blidt, har nabobåden også turister ombord. Modsat os har de selv fisket deres frokost, som skipperen derefter har tilberedt.
Havluften har også skærpet appetitten hos os, og bekymringen er til at tage og føle på, da Renzo dækker op med ganske få beskøjtlignende kiks med smørbar pecorino fåreost >>, tørrede tunstykker, tomat og mozzarella. Og chips. Chips?

Det var heldigvis kun appetitvækkere. Stemningen stiger da også mærkbart, efterhånden som hele fem frisklavede pastaretter med fisk og skaldyr i hurtigt tempo dukker op fra kabyssen og fylder vores tallerkener og maver.

Madlevering til havs
Midt i måltidet kommer en mand fra nabobåden svømmende med en tallerken i hånden.



På tallerkenen var naboernes overskud af friskfanget paneret og friturestegt muræne. Det smager rigtig godt, når man bare er opmærksom på af fjerne de geddeagtige ben, sådan en fætter er udstyret med.

Det improviserede madbud svømmer tilbage igen med én arm, for i den anden har han en flaske kølig vin som tak. Ruggiero II har sin egen vin af Vermentinodruen, der trives så godt på Sardinien.
Det er utroligt, hvor meget mad og vin Renzo i virkeligheden har nede i kabyssen. En god espresso bliver mirakuløst nok også brygget og drukket som afslutning på det lukulliske måltid. Hjemmelavet bitter og frugttærte var der også.

Inden vi forlader bugten snupper jeg til italienernes rædsel et bad og endnu en koncert med søpindsvinene. Italienerne tror ikke på min forklaring om, at nordeuropæere skal bade, inden der er gået en halv time efter et måltid >>.
Det er lige før deres egen fordøjelse går i stå ved tanken om at bade inden tre timer efter et måltid. Det hjælper ikke engang, da kaptajn Renzo også dypper sig inden afgang. Han er jo fra San Pietro, og øboere har ret til at være specielle, uanset hvor i verden man er.

Tunfiskene spiller hovedrollen
Vi sejler forbi øens tunfælde, og i det hele taget er den røde tun, Thunnus Thynnus, hovedperson året rundt på Middelhavsøen, og i den grad under tunfestivallen sidst i juni.
Carloforte har en af de sidste aktive tunfælder – tonnara – i Italien. Tonnaraen er i dag et kæmpestort system af fiskenet, der bliver sat op sidst på foråret, når stimerne af tunfisk svømmer ind i Middelhavet for at gyde.

Tonnaraernes storhedstid i Middelhavet var i 1800-tallet, men måden at fiske tun på med de flydende kamre blev allerede beskrevet af romeren Plinius i det første århundrede af vor tidsregning.

Tunfælder og bæredygtighed
På San Pietro øen håber man på en renæssance for tunfælderne.
Efter en periode som truet art, er der efter fiskernes mening i dag så mange tun i Middelhavet, at de i realiteten spiser for mange af de ansjoser og sardiner, der også er en uundværlig del af havets spisekammer. Og den ansvarlige italienske minister presser på for større kvoter til tunfælderne.
Fiskerne på San Pietro øen er også ved at få overbevist organisationer som WWF og Greenpeace om, at de flydende tunfælder i realiteten er både ansvarligt og bæredygtigt fiskeri. På San Pietro lever 200 familier direkte eller indirekte af tunfiskeriet.
I tunfælderne udvælges fiskene efter størrelse, og tunformanden il rais sørger for, at ikke alle fisk i stimen går i fælden, så fiskene kan formere sig. Altså bæredygtigt fiskeri i modsætning til Altlanterhavets flydende fiskefabrikker, hvor fisk i alle størrelser ender i trawlet.
På San Pietro er tonnaraen sat op ved øens nord østligste punkt. Man kan med mellemrum se plaskene fra tunene i de fem kamre, der bruges til at sortere tunene. Når tunfiskene har den rigtige størrelse og er mange nok, indkalder il rais Luigi Biggio øens tunfiskere til fangsten, la mattanza.

De slagteklare tun ledes ind i det femte kammer, dødskammeret. Nettene hives op, og fiskene slagtes. Det er en blodig forestilling, og selv om over 3.000 store tunfisk svømmede rundt i de store net, blev la mattanza aflyst under vores ophold.
Tun kan i størrelse minde om hvaler, selv om de faktisk tilhører pigfinnefiskene i makrelfamilien, og er en vild rovfisk med havets bedste øjne. Den røde tun kan blive 3 meter lang, og veje op til 600 kilo. Foto herunder er fra la mattanza i 2002 på øen Favignana vest for Sicilien – lige før det bliver blodigt.

Ginoplusio at Italian Wikipedia [GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html), CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0), GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html) or CC BY-SA 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], via Wikimedia Commons

Jeg har altså min første mattanza til gode, og var i virkeligheden også lidt bekymret over, om min mave og min fordøjelse kombineret med bølgegang, kunne klare synet.
La mattanza minder nok for meget om grindehvalernes død på Færøerne, og moderne mennesker kvier sig jo ved dyrenes død, om end produkterne glider lifligt ned.

Orgastiske tunretter
Efter turen på det gode skib Ruggiero II, inklusiv muræne, og en fornærmet blæksprutte, der sprøjtede den yngste kvindelige deltager i hovedet – dét havde hun vist aldrig prøvet før – indtog vi ved solnedgang mere eller mindre solskoldede vores pladser i juryen til aftenens kokkekonkurrence.
– At spise er som at elske, og også her er orgasmen højdepunktet, var et af de gode råd, både publikum og vi i den tekniske jury fik af den dejlige sild, tv-værten Federico Quaranta, der sammen med lige så appetitlige Eliana Chiavetta var madkonkurrencens værter.

Kokke fra seks lande kæmpede tre aftener i træk om førstepladsen ved den 15. udgave af tunfesten Girotonno. Der blev serveret fantastiske, farvestrålende og smagfulde tunretter, som vi kastede os over, tilsat rød-, rosé- og hvidvin fra Sardinen.
Det var ikke madporno, men flere gange totalorgastiske madoplevelser.
Også selv om il rais, der i sin røde firmapolo var min sidemand i juryen, et par gange bemærkede, at tun altså ikke altid behøver at være rå eller næsten rå.
Konkurrencen er åben for publikum, der for 10 euro den første aften, 15 den anden og 20 til finalen, får lov til både at smage og stemme med.

Kokkene skulle lave mad til 120 mennesker, og det skete i et ikke airconditioneret telt på havnen i Carloforte. De imponerende retter blev både tilberedt og serveret med hjælp af studerende fra hotel- og kokkeskolen Ferraris i byen Iglesias inde på Sardinien.

Tun i alle prisklasser
Alle øens restauranter – der er mange om sommeren og kun få med helårsåbent – serverede under tunfesten deres bud på de bedste tunretter.

Menuerne begyndte ved 15-20 euro for to-tre retter, plus drikkevarer, eller som herover 35 euro inklusiv drikkevarer.
For dem, der ville spare, lavede de lokale øboere en komplet menu med vin, vand og espresso for 15 euro i folketeltet på havnen. Tun, bønner og blide hvide løg som forret, sardisk Malloreddus pasta med tun og tomat, grillet tun, brød, lokal dessert og en afsluttende myrtebitter.

I boderne på havnepromenaden kunne man finde det sædvanlige uudholdelige markeds-tingeltangel, men heldigvis også lokale produkter som den øgte Carloforte-tun i de klassiske old fashion dåser, den sardiske myrtelikør Zedda Piras, krokante mandel- og nøddekager og lakridsrod.

Lakridsmanden præsenterede i øvrigt sin egen opfindelse: Lakridsblokken, der bliver skåret i skiver som en skinke. Konsistensen er nærmest som en skosål, men sjældent har jeg smagt så god lakrids, og indkøbte et halv kilo i størrelse 42.

Vandreture for børn, udflugter i jeep og både rundt på og omkring øen, tilkaldte gadegøglere og koncerter med de italienske stjerner Nek og Fiorella Mannoia sørgede også for, at de besøgende ikke kedede sig under Girotonno.

Fiskernes egen tunfest
Vi kedede os bestemt heller ikke, da vi om eftermiddagen inden kokkefinalen, var inviteret til fest på tunfabrikken. Bygningerne trænger til nogle gevaldige håndværkernæver, men er stadig i aktivitet.

Her sørgede il rais og de lokale tunfiskere for, at vi ikke kun smagte stjernekokkenes bud på tun. Tre tun på hver omkring 60 kilo blev grillet eller friturestegt, og som man bruger på øen, spiste vi alle tunens dele.

Tunen blev konsumeret siddende på rælingen af de små fiskebåde eller ovenpå bunker af tov og fiskenet.

Her var grillede tunkæber, samt alle udskæringer fra den fineste del, den fedtstribede Ventresca, til de friturestegte kønskirtler med sperm.

Gonaderne og deres indhold af sperm – lattume – skal fiskes i reproduktionsfasen, og er hantunens modstykke til bottarga, fiskeæg fra huntunen. Pudsigt nok er smagen af spermen egentligt meget lig smagen af rogn fra hunnen.

Fiskeren Cazzito er tilsyneladende troldmanden, når det komer til friturestegt tunsperm.

Tunen er Middelhavets gris
Udover de panerede og friturestegte kønskirtler med deres indhold af sperm, var der også smagsprøver på tunkæber, på de meget mørke og smagfulde stykker fra halepartiet, og fra Tarantello-stykket mellem fileten og maven.

I Middelhavsområdet kaldes tunen ikke uden grund for havets gris, netop fordi man spiser det hele, undtagen blodet.
Indvoldene saltes og tørres for eksempel næsten som klipfisk, og regnes af de lokale for vaskeægte delikatesser, der per tradition deles mellem il rais og de andre tunfiskere.
Efter festen på tunfabrikken var det tid til finalen i årets Girotonno konkurrence.

Den pensionerede sushi maestro vandt
Japan, med sushimesteren Haruo Ichikawa og hans italienske assistent Lorenzo Lavezzari producerede, med hjælp fra de dybt engagerede kokkestuderende, deres fantastiske ”Maguro-Somen”-suppe.
Retten var en eksploderende umami-orgasme.
De sprøde tunstykker i suppen, nærmest som bacon i konsistensen, blev serveret med en lille bjergtop af japanske nudler, dekoreret med sprøde grønne bønner, urter fra Middelhavet og fra Japan, tilsat rå tunstrimler.
Der var ingen slinger i valsen eller forandringer i sidste minut. Retten, der blev serveret den første aften, var identisk med retten til finalen. På mine foto er det umuligt at se forskel, og det må have krævet en utrolig disciplin og organisationstalent i lange baner inde i køkkenteltet.

Ichikawa er officielt på pension, men kan bestilles som hjemmekok. Medhjælperen Lavezzari har efter flere år på stjernerestauranter som Villa del Quar i Verona og Sadler i Milano åbnet en hjemmerestaurant – Otto – Cucina e Bottega >> – med plads til maksimum ti gæster ved ét bord på sine forældres agriturismo ganske tæt ved Milano. En eksklusiv måde at drive restaurant, der er en tendens lige nu i Italien. Husmødrenes spis hjemme hos hedder l Le Cesarine >>.


Det japanske team, England, Frankrig, Italien, Peru og Mauritus på scenen til præmieoverrækkelsen.

De italienske kokke var studentermedhjælpere
Federico Floris på 20 år og Nicolo Floris på 22 var klassekammerater på hotelskolen i Iglesias. Da de til Girotonno i 2015 hjalp til i køkkenteltet, imponerede de så meget, at kokken Giancarlo Morelli skyndte sig at ansætte dem på sin sardiske restaurant.
I dag arbejder Nicolo i Cork i Irland, mens Federico er i køkkenet hos Morelli på stjernerestauranten Pomiroeu >> ved Milano.

Den saltede sardiske fåre-ricottaost var sammen med den sardiske pastatype Fregula lidt for voldsomme ingredienser i deres ret.

Retten så ellers meget lovende ud på den første tallerken, kokkene præsenterede, man da vi fik vores portioner var det tydeligt, at der havde været kaos i køkkenteltet.
Ricottaosten overdøvede desværre næsten tunen, og Fregula-pastaen havde fået for lang tid i kogevandet.

De unge italienske kokke kom naturligvis i finalen alligevel – man er vel på hjemmebane – og begge er helt sikkert værd at holde øje med på det gastronomiske verdenskort.

Global, men lettere stressende, ret fra England
Englænder Charles Pearce er kun 23 år gammel, men har allerede et alenlangt Curriculum Vitae fra East Sussex i hjemlandet over San Francisco til TOM – The Ordinary Market >> i Milano.
Hans ret hed Pacific Catch, og var en anelse krævende med japansk Ponzu sauce, tigermælk, havasparges, avocadokreme, to typer søde kartofler og en krokant majs-chip.
Krokant er i øvrigt en trend.
Næsten alle retter havde et eller andet knasende i sig.
Og det var så måske den eneste grund til skiverne af radiser i retten.

Fransk forvirring og bøfsandwich fra Vejle station
Franskmanden Guilaume Hirselberger er chef for hele ni restauranter i Paris, heriblandt Flora Danica på Champs-Elysees.
Han og hans italienske medhjælper Fabrizio Cosso blev ved Girotonno i 2016 kritiseret for, at deres ret havde for meget fokus på den røde tun. I år præsenterede de så i den anden ende af skalaen et stykke tun gemt næsten helt væk under 16 andre ingredienser.

Retten var sindsygt smuk.
Men jeg er næsten flov over at indrømme, at min første tanke, da jeg snuste til retten inden jeg begyndte at spise, var en erindring af den bøfsandwich til 4,95 kroner, jeg rituelt indtog på banegården i Vejle de søndage i 1979, hvor jeg var på vej til efterskolen i Juelsminde.
Dette flashback skyldtes den – krokante – skive rødbede marineret i sursød sauce. Blandt de andre ingredienser var igen knasende skiver radise, selleri, bønnespirer og porrepulver, og helt unødvendig både en grøn mayonnaise og én med friturestegte løg. Jeg blev mere forvirret end tilfredsstillet af alle de ingredienser.
“Okay. Vi gik nok lidt for meget i den modsatte retning i år”, indrømmede Fabrizio Cosso, da det blev klart, at Frankrig ikke kom i finalen.
Holdet burde efter min mening have haft præmien for den tekniske indsats i køkkenet. Hver for sig smagte de mange ingredienser nemlig fantastisk.

Farveeksplosion fra Peru
Rafael Rodriguez fra Quechau >> i Milano, og grilleksperten Rodrigo Rivarola fra
den argentiske restaurant Don Juan >> ligeledes i Milano, havde ladet sig inspirere af Amazons urter og dufte, kombineret med en hyldest til de farvelstrålende sydamerikanske kartofler.

De tre tunkupler var hver især et måltid for sig, og aldrig har jeg set så smuk en tallerken, efter at jeg har spist op.

Den første aften Peru serverede, ville begejstringen ingen ende tage. Men selv om anden ombæring ved finalen på alle måder holdte standarden, så var retten lidt for eksplosiv med sanseindtrykkende strittende i alle retninger, og et misforstået vagtelæg. Men smukt. Du gode, hvor var det smukt.

Globaliseret madkunst fra Mauritius og Puglia
Min personlige favorit var hele konkurrencen igennem Vinod Sookar, der stammer fra Mauritius. I dag driver han sammen med sin hustru Antonella Ricci Michelin stjerne restauranten ”Fornello da Ricci” >> i Ceglie Messapica ved Brindisi i Puglia.
Og hans medhjælper var manden, der lærte mig at lytte til søpindsvin.

Her var tunen, og ovenikøbet det fedtstribede stykke fra maven af fisken – la ventresca – som mange anser for det bedste, hovedperson, men uden hverken at overdøve eller overtage smagsløgene.


Tunen var grillet med Tandori krydderi, og blev serveret med abrikos- og timiankremer, en guddommelig flydende burrata, og sommerfuglestøv.
Sommerfuglestøv? Nej, nu holder jeg, for det var ikke sommerfuglestøv, men derimod støv lavet af bladene fra lime-planten. Vinod Sookar ramte simpelthen plet med sine krydderier fra hjemlandet, den flydende ost fra Puglia, og minsandten om ikke han også på det lokale marked havde fundet en lokal type sød agurk, så også øen San Pietro gjorde una bella figura på tallerkenen.

Til finalen var der en 10-12 kuverter til overs, og de blev med begejstring indtaget og kommenteret af en gruppe tilskuere bag ved scenen.


Og hvad betyder det, at mine favoritter ikke vandt?
Ingen verdens ting, for jeg hørte søpindsvinene vandre.
Jeg vil tilbage.
Nu.

Sådan skæres en tun op på fem minutter:

 

Rejs aldrig uden schweizerkniv!

Roadtrip Milano-Santa Maria di Leuca tur/retur, juli 2016

8.7.2016: Tag aldrig på tur uden schweizerkniv.

Vi snuppede det sidste havbad i Torre Pali få kilometer fra støvlehælen og Santa Maria di Leuca.

Stranden ved Torre Pali 

Da vi begav os ud på den 1.109 kilometer lange hjemrejse til Milano var der en underlig lyd ved bilen, og så skal man stoppe og tjekke, lærte min mand mig.
Det gjorde vi så efter 10 km.
Jeg gik rundt om Panda, kiggede lidt ind under den, og sparkede på dækkene.
Det har jeg jo set, man skal.
Så var det gjort, og vi kørte videre.

FLAP FLAP FLAP….FLAP FLAP FLAP
Den flappende lyd – som de der papirstykker man satte på egerne på cykelhjulene som barn – blev bare ved og ved.
Vi talte om det, Linda og jeg.
Vi nåede frem til, at det ikke var en metallyd.
Af en eller anden ukendt grund besluttede vi, at så var det nok ikke så slemt.

…artiklen fortsætter under annoncen

Det blev bare værre og værre.
Linda, der er meget lavpraktisk, satte sin mobil ned mellem min ben og optog lyden.
Gik det ikke over, så kunne vi jo i det mindste illustrere problemet for en mekaniker med tilhørende audio.
Det blev bare ved.
Vi blev mere og mere tavse.
– 1.059 km til Milano, tænkte jeg i takt med flappe-plappe-flappe-lyden, kun afbrudt af en mekanikerstemme, der gentog:
– Det bliver nok dyrt, det her, det bliver nok dyrt, det her…

VI KIGGEDE LÆNGE PÅ MOTOREN…
Da der var en benzinstation på motortrafikvejen syd for Lecce, holdt vi ind.
– Vi må hellere se på motoren, sagde Linda, da jeg havde stresset ned med toiletbesøg, en frisk Cola Zero og tre smøger.
– Ja, det siger, du. Hvordan gør man det?
Dét vidste Linda.
Der er sådan en knap under rattet, man kan trække i…
Wauw!
Smart!
Så kiggede vi lidt på motoren.
Faktisk længe.
– Får du ligesom noget ud af det? spurgte jeg Linda.
– Næ, vi skulle nok have taget det der motorlære, som drengene tog i 9. klasse, svarede Linda, og det løste jo ingenting.
Siden er jeg blevet fortalt, at det er en rigtig god ide at starte motoren, hvis man vil opdage, om der er underlige lyde.
Det ved jeg så nu.
Vi lukkede låget til Pandas motor, og jeg røg et par cigaretter mere.
Så var der ingen vej udenom.
Vi havde lokaliseret problemet til venstre forhjul…
Og så….

…se med her (1,09 minut):

PS:
Jeg fiksede det, fandeme.
Det hele…


Foto & Video: Linda Maria Lynge Lorenzen

Her kan Panda og jeg momentant ikke finde vej.
Et sted på en grusvej i Umbrien.
Det fortæller jeg mere om en anden gang.

Deres udsendte roadtrippers – Charlotte Sylvestersen & Linda Maria Lynge Lorenzen

Caravaggio helligdommen ved Bergamo gik totalt digtalt i 2016

“Santuario Santa Maria del Fonte – Caravaggio” i Bergamo provinsen i Norditalien gik totalt digitalt i 2016. De over to millioner pilgrimme og turister, der hvert år besøger stedet, kan blandt meget andet i dag downloade en App til deres besøg.

caravaggio_tro_2-0_1
Jomfru Maria viste sig for den 32-årige kvinde Giannetta Varoli ved Caravaggio klokken fem om eftermiddagen den 26. maj 1436.
Der sprang en kilde frem efter besøget af Jomfruen, og stedet blev hurtigt et valfartssted for syge og andre pilgrimme. Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1575 med arkitekten Pellegrino Tibaldi som bagmand.

..artiklen fortsætter under annoncen

Messer i streaming og bønner online
For de, der ikke kan være tilstede personligt, er der i dag mulighed for at følge messer og andre kirkelige handlinger i streaming. Man kan også melde sig til at modtage kirkens newsletter hver fredag, bladre i seneste udgave af kirkebladet, og såmænd også offentliggøre sin helt private bøn på stedets hjemmeside.

caravaggio_tro_2-0_2

Det hellige sted har naturligvis også  sin egen Facebookside >>, hvor man kan se stedets åbningstider, fra 6.30 om morgenen til 18.00 fra oktober til april og til klokken 19.00 fra maj til september, og man kan såmænd også se, hvornår tilstrømningen er størst.

Nej til lysbetaling med kreditkort
Ikke alle digitale tiltag får dog succes. Muligheden for at betale for at tænde starinlys i kirken med kreditkort blev rent faktisk fjernet, fordi nogle synes, det var lige en tand for smart.

Kongrescenter, hotel og velsignelse af dit køretøj
Pilgrimsstedet i Caravaggio er også udstyret med et “Centro di Spiritualitá” – “Et Åndeligt Center” – der i virkeligheden er et veludstyret kongrescenter, hvor den største sal har plads til 400 tilhørere, og et tilhørende hotel har i alt 50 værelser.
Hele centeret er dækket af wifi, oplyser hjemmesiden

Den smukke helligdom i byen som har givet navn til den vilde maler Caravaggio >> har altid fascineret mig, fordi man dér kan få velsignet sin bil.
Bil-velsignelserne foregår lørdage fra klokken 15.30 og søndage kl. 9.30 og 11.00 samt klokken 14.45, klokken 15.30 0g klokken 17.00.
Ved andre lejligheder møder områdets landmænd, og dem er der mange af, op for at få velsignet deres traktorer, som her den 27. november.

caravaggio_tro_2-0_1_traktorer

Alt er meget velorganiseret, og der er rigeligt med parkeringspladser både til personbiler, traktorer og busser, når der er store religiøse fester.

caravaggio_tro_2-0_3_busser

Uden mad og drikke dur en pilgrimfærd ikke!
Der ligger naturligvis et udvalg af barer og restauranter ved kirken, for alle ved jo, at man bliver meget sulten af at være på pilgrimstur.
La Gara >> ligger ganske tæt ved kirken, mens der skal køres få kilometer til Podere Montizzolo 1668 >>Agriturismo La Fornace >> og Cascina Reina >>, for at nævne de bedste af områdets spisemuligheder.

Santuariets Facebookside >>
Santuariets hjemmeside >>
Viale Papa Giovanni XXIII
24043 Caravaggio (Bg)

FOTO: Santuario di Caravaggi