Analyse af Lidl´s serie af Italiamo produkter

Lidl Danmarks tilbudsavis i denne uge byder indtil den 17. juni på over 50 italienske specialiteter i deres private label serie ”Italiamo”. (Ja, de har ”lånt” navnet på min hjemmeside 😊 ).

– Er produkterne i orden? har flere læsere spurgt.


Lidl´s Italiamo tomater kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves, og jeg er selv meget glad for deres friske fyldte pasta.

Den italienske webside Dissapori >> analyserede og prøvesmagte i april 2017 ”Italiamo” produkterne, og lavede en top ti liste over det bedste varer i serien.

De såkaldte ”pivate labels”, supermarkedernes egne serier af produkter, udgør i dag omkring 18 procent af markedet. I italienske Coop hedder private label for eksempel ”Fior Fiore”, i Conad kæden ”Sapori e dintorni”.

De piemontesiske Tomino-oste findes i et utal af udgaver.

Denne her vikler vi bacon (pancetta) omkring og griller.
Lidls italienske leverandør er firmaet Tomino Longo >>, der siden 1950 har produceret oste i Canavese ved Torino.

I osteafdelingen er det kendte firma Igor >> leverandør af Gorgonzola DOP >>.

I pålægsafdelingen leverer Terre Ducale >> – Hertugens Land – blandt andre produkter også luksus spegepølsen Strolgino, der indeholder over 50 procent kød fra den inderste del af skinken, Il Culatello >>.

Dette produkt indeholder både nitrat og nitrit som konserveringsmidler, men indeholder til gengæld så også 97,2 procent kød.

Specialiteten fra Romagna – her er en Piadina med fyld områdets klassiske Fastfood >> – er fra firmaet Piada D´oro >>. Det samme firma leverer til Coop og Carrefour.
Dette ugærede brød serveres lunt med forskelligt indhold. Udgaven med den friske lokale Squacquerone-ost, frisk rucolasalat og tomater er suveræn på en varm sommerdag.

Piada fra Romagna i Mellemitalien. Antipastiplatten er ikke som skrevet tre slags Parmaskinke, men skinke, Coppa (fra nakkekammen) og Salami (Spegepølse). En oversættersmutter, tror jeg.

Scamorza ostene i Italiamo serien, den normale og den røgede, kan jeg stå 100 procent inde for. Ostene er fantastiske ovenpå pastaretter tilberedt i ovnen, og prøv den for eksempel i og på din Lasagna >>. I begge udgaver er ostene også fine revet ovenpå ”solide” pastaretter.

Scamorza er min absolutte favorit, når jeg laver Spinat risotto med Scamorza >>.

Tilbuds brødpindene – Grissini – efterlader mig en smule perpleks.
Rosmarin, ok, men selvom vi også finder dem med sesam i Italian, så har jeg endnu tilgode at opleve Grissini med løg.

Alle ved jo, at løg kan være direkte sundhedsskadelige og er med på listen over farlig mad >>.
Jeg foretrækker absolut den helt almindelige kedelige grissini, gerne med et stykke lufttøret Parma skinke >> rullet omkring.
Her er syv flere forslag til hvordan du kan spise Parma skinke >>.

Parma skinke er ikke på tilbud i denne uge i Lidl, men det er euro-skinker.
Det er ofte skinker fra andre europæiske lande, der lufttøres på samme måde som Parma skinken og ofte også i de samme tørrehaller syd for Parma by.

Det kan faktisk have været en lille dansk anoreksi-gris på omkring 100 kilo, hvor man har kørt skinkerne til bakkerne syd for Parma, der nu er retur i sit hjemland i Lidl´s kølediske.
De er billigere, og de mangler da også den søde delikate smag, som et ordentligt fedt Parmasvin – mindst 160 kilo – tilfører de eftertragtede balder.
Jeg er ikke vild med euroskinkerne, så her vil jeg lade tilbud være tilbud.

Til gengæld elsker jeg den flødebløde Burrata ost fra Puglia.

Men Burrata skal altså spises helt frisk, og allerhelst på en bænk udenfor mejeriet.
Allerede 36-48 timer efter produktionen er den forvandlet til en helt anden ost.
Den mister – desværre – hurtigt sin fantastiske friskhed. ”Yderskallen” bliver hurtigt for hård og gummiagtig, og den flydende kerne for kompakt, når man én gang har smagt en helt frisk Burrata.

Lidl´s Italiamo pasta er derimod helt ok.
I de italienske butikker kan vi få både pasta fra Gragnano og fra Campofilone, der er to af toplokaliteterne for produktionen af kvalitetspasta.

Men de der sløjfer, sommerfugle (farfalle) på italiensk, der er på tilbud hér, vil jeg ikke lige kaste mig over.
Når pasta har bolsje- eller pastelfarver bliver jeg altid lidt fundamentalistisk paranoid, men hver sin smag.

I øvrigt mener jeg, at sløjfer/farfalle er et underligt format, der aldrig helt finder den perfekte symbiose med sugo´en.

OBS: Det er jo ikke ligefrem risotto-sæson lige nu, men to kilo for en halvtredser er altså et rigtigt godt tilbud!

Tomaterne i Italiamo serien kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves La Doria >>.

Deres Salsa di pomodoro ciliegina, med cherrytomater, får topkarakter i Dissaporis test over Italiamo seriens produkter.

“I gamle dage”, da jeg i 1989 kom til Italien var færdig-sugo, altså færdiglavet pastasovs på glas eller dåse, nærmest tabu.
I dag findes der mange gode udgaver, og de friske Italiamo udgaver af pesto kan varmt anbefales, også selv om min italienske fundamentalist roterer i sin grav.
For ham, og stadig for mange italienere er der kun én pesto >>, den med basilikum, og færdige sugo´er er noget Fanden har skabt.
Alternative pesto opskrifter på italy.dk >>.

Så er der udvalget af antipasti på glas, hvor artiskokker, oliven og måske kapers bærrene kunne finde vej til køkkenbordet i Milano.

Hvorfor nogle spiser de soltørrede tomater alene, har jeg aldrig forstået.
Ægte italienske maver kan heller ikke fordøje hele hvidløg, der ligesom løg er i katagorien farlig mad.
Hvidløg er som hovedregel et krydderi og ikke en ingrediens i de italienske køkkener.

Efterligningerne af mandellikøren Amaretto di Saranno, anislikøren Sambuca Molinari og drinksmikseren Aperol, der her kaldes Bitterol, ved jeg ingenting om.
Aperol Spritz >> er jo en vaskeægte verdenomspændende succes, og når du har fået tilstrækkeligt af den, så skift Aperol ud med en – ægte – Campari.

Italiamo isen får også fine omtale i Dissaporis test, specielt fordi listen af ingredienser, og dermed tilsætningsstoffer, er kortere i andre private labels isprodukter.
Som ved Burrata-osten, så er ægte GELATO også et dagfrisk produkt, og is fra supermarkedet altid kun en nødløsning.

Pastamaskinen er også på tilbud.
Jeg kender ikke ”Ernesto”, men det er jo ikke dyrt for en køkkenmaskine. Min egen Imperia står trygt og godt inde i pulterkammeret. Der står de fleste pastamaskiner i private hjem verden over.

Så lad mig bare lige sige det én gang for alle.
Man skal altså være ekspert, før den friske pasta ligner den Mamma eller et ægte pastificio kan lave. Det kræver så meget træning.
Og så skal man vide, hvilke retter der smager bedst med tørret, med frisk pasta og med frisk æggebaseret pasta >>.
Det er en udbredt nordeuropæisk misforståelse, at frisk pasta a priori er bedre end tørret pasta. Pastatypen vælges efter sugo´en, og kun omkring seks producent af den solgte pasta i Italien er frisklavet pasta.

Olivenolien er fra Castel Monte i Puglia. Den har DOP mærket, der garanterer, at der er brugt italienske oliven.
Ja, den er da heller ikke helt billig her på tilbud.
Men ved I hvad?
Vi betaler det samme for kvalitets jomfru olivenolie her i Italien, 12-14 euro per liter, så det ér et godt tilbud.

Helt overordnet, så er Italiamo seriens produkter et rigtig godt bud på ”Italien i Danmark”, når man ser bort fra enkelte svipsere, som grissini med løg, uægte bruschetta og magre euro-skinker i stedet for ægte italienske skinker.
Og til efteråret kommer der helt sikkert også små glas med trøffelolier- og saucer i de danske Lidl.

PS:
Åhhhh.
“Balsamico-hysteriet” (balsAmico, ok!) er jeg så træt af. Det er misbrug af et unikt historisk produkt.
I forhold til den ægte vare >> er det her forklædt “Thousand Island dressing”.
Og Bruschetta >> (brusKetta, ok!) kan altså ikke sælges i poser.
Sådan er dét bare, og de her brødtern er noget helt andet 😉         FOTO: Lidl´s tilbudavis og firmafoto    

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften. Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt. Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser. Linserne symboliserer penge, og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.

Linserne fra Castelluccio er meget delikate og sprøde, og skal ikke ligge i blød inden anvendelsen

Netop i år kunne linserne passende være “solidariske” linser fra Castelluccio >> i det jordskælvsramte område i Mellemitalien, ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod..

Forrest ligger Cotechino pølsen og bagved Zampino i grisefoden

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” >> med ragu af okstesteg “brasato” >> eller ragu af vildt >>.


Opskrift på Brasato al Barolo >>

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda” >>, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Opskrift på Osso Buco alla Milanese >>

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder >>.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna

Først og fremmest “venus-navler” >>, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin >>

Attribution: Algont at Dutch Wikipedia

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks >> og floder af Chianti-vin >>

Ithunn

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk >> – spaghetti med tun eller skaldyr >>, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter >>, og anden fisk.

Napoli

Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole) >>, tortellini i suppe >>, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Frokost på Amalfi-kysten i Campania regionen >>

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.

Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)
Gastronomien i regionen Puglia >>

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” >> (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.

Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania

Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.

Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter med ricottaost.

DOWNLOAD pdf-fil MED MODERNE OPSKRIFTER PÅ COTECHINO (Italiensk) >>

Foto: Privatfoto, Modenaigp & Lenticchiaigpcastelluccio & Algont at Dutch Wikipedia & Macellaio Malinverno

Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by

Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.

I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.
Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.
Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.
Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jorskred og erosion.
Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten. Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.

 20160630_140347Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af

Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita. I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer. I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.

..artiklen fortsætter under annoncen

Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.
Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoreggio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.

20160630_140318
Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita

Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods. Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.
Det koster € 1.50 at tage turen op og ned af broen.
Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.
For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen. Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.

20160630_141855

Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.
20160630_145255

Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini >>.
20160630_143757

Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.
For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.
Det gik…
20160630_144645

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni. Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio. Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita. Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.

Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.
Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.
Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen. For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”. Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.

ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:
Viterbo >> med Pavernes kurbad/Terme dei Papi >> – 28 km
Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon” >>
Bolsena søen – 15 km
Orvieto >> – 18 km
Montefiascone – 14 km

 

 

Stjernekokke: Franco Madama “maler” mad-malerier

Franco Madama var en af de 28 kokke, der blev kaldt op på scenen, da Michelin Guiden den 15. november uddelte nye stjerner til italienske restauranter i Parma. Han lider ikke af Janteloven, og stjernen var efter hans mening helt velfortjent.

– Der er ingen i Italien, der gør som jeg gør. Jeg maler malerier, fortæller han, da jeg fanger ham og hustruen Elena ved dessertbuffetten på Regio Teatret i skinke- og ostebyen på Po Sletten.

franco_madama_og_elena

Elena er ikke for ingenting kunstlærer, og kunst er bindemidlet i et ægteskab, siger de samstemmende.  Elena er blevet boende med de to børn i Modena, mens Francos bolig fem af ugens syv dage er et værelse på hotellet i Rom.
– Vi ville heller ikke have råd til at bo i nærheden af Via Veneto, griner Elena.

40-årige Franco Madama er oprindeligt fra Bologna, og fik sin første stjerne med sin egen restaurant ‘Inkiostro’ i 2013. Og det tog ham altså blot ni måneder at få sat en Michelinstjerne på restaurant Magnolia på det femstjernede Grand Hotel Via Veneto i Rom >>.

franco_madama_magnolia_centurion_table
Vil du sidde med udsigt til atelieret/køkkenet, så hedder bordet “Centurion Table”

På mobilen finder han et foto af et af sine ‘madmalerier’, og heldigvis er retten – eller maleriet om man vil – ét af de foto, som Mangolia sender mig.
Titlen er “Korn”, og retten illustrerer en majsmark, hvor man kan se de orangerøde valmuer, der sniger sig ind på markerne.

franco_madama_grano

– Jeg laver moderne kunst, og ja, det er abstrakt kunst, forklarer Franco.

..artiklen fortsætter under annoncen

FASTE MÅL FOR “MALERIERNE”
Franco Madama mener det med kunstværkerne så alvorligt, at hans mål er at servere alle sine retter med standardmålene 10×10, 10×20, 20×40 og 40×60 centimeter. Bare rolig, den sidste størrelse er til et helt bord.

franco_madama_nel-blu
Titlen på denne ret/maleri er “Nel blu”, og det blå må være havets frugter…

I Michelinguidens begrundelse for tildelingen af stjernen står der, at “den nye chef har en moderne og kreativ stil: serveringen er ukonventionel og meget præsentabel …som malerier, som ægte kunstværker“.

franco_madama_muschio
“Muschio” – Mos

Tag et kig på Magnolias menu her i efteråret 2016 >>.
Restauranten er aftenåben fra tirsdag til lørdag.

franco_madama_tortello-racing
Tortello Racing

Kunstneren på arbejde
franco_madama_working

Flere foto fra Magnolia
franco_madama_magnolia_tiseneria

franco_madama_magnolia_signature_cocktail

franco_madama_magnolia_gallery1

franco_madama_magnolia_confetteria

 FOTO: Privatfoto & Grand Hotel Via Veneto

Når otte Michelin-stjerner leverer cateringen

Den 15. november offentliggør Michelin sin røde restaurant- og hotelguide. I år blev den italienske udgave for første gang præsenteret i Parma >>, der ligger i “Food & Motor Valley” >> syd for Po-floden. 
Præmieringen foregik i byens smukke Teatro Regio, og Italien beholder også i 2017 sine otte 3-stjernede Michelin-restauranter.  I alt er der 343 italienske restauranter med Michelin-stjerner. 294 restauranter med én stjerne, 41 med to stjerner, og altså otte med tre stjerner.

stjernekokke151116_teatro_regio2
“De nye kokke med én stjerne”: Èn for én blev de kokkene kaldt op på scenen på Regio teatret i Parma. Der er 28 nye restauranter med en Michelin-stjerne i den italienske 2017-udgave af “den røde”.

Efter præmieringen var der frokostbuffet, hvor vi begyndte i det franske med Champagne, og Den Gule enke Flød i liflige strømme…
.stjernekokke_151116_00_champagne

PARMAS “GULD”
Forretterne var ikke uventet “fingerfood” fra lokalområdet, nemlig papirtynde skiver af en super Parmaskinke, og stykker af  24 måneder Parmigiano Reggiano.

stjernekokke_151116_01_parmaskinke
Den smager bedst med fingrene, tro mig.stjernekokke_151116_02_parmaskinke

…artiklen fortsætter under annoncen

Parmigiano Reggiano direkte fra en overskåret osteform. Det bliver mellem 18 og 20 kilo ost.stjernekokke_151116_03_parmigiano_reggiano

“Tosono” er forstadiet til Parmigiano Reggiano >>. Det er den helt friske osteform på kun syv måneder, der stadig ikke må kalde sig Parmigiano Reggiano.

stjernekokke_151116_04_tosone_frisk_parmigiano_reggiano

FULDKORNSPASTA FRA BARILLA SOM FØRSTERET-PRIMO PIATTO
Verdens største pastafabrik Barilla bor også i Parma. De blå pakker med pasta er den klassiske og velkendte udgave lavet af durumhvede, men det var “den brune linje” med fuldkornsmel, der blev serveret den dag i Parma.  Det bliver bare aldrig helt så godt som 100 procent durummel. “Pasta integrale” får aldrig den helt rigtige “al dente” konsistens.
stjernekokke_integrale_pomodorini_tonno_olive_melanzane
Fuldkornspastaen blev serveret med tun, små tomater og fiturestegte auberginestrimler.
Nogle siger, man kan vænne sig til det. Man kan også vænne sig til “3-Stjernet Salami” og andre hævder, Bernaise skal smage som Knorr´s. Sådan er der så meget…
Jeg overlevede, og kokkene var mere end nydelige. Øjet skal jo også mættes.

stjernekokke_151116_05_fuldkornspasta_barilla

Så var det tid at besøge Massimo Spigaroli fra Antica Corte di Pallavicino >>.
Godset, der oprindeligt er fra 1400-tallet, er i dag også et lille hotel, samt ikke mindst et landbrug, der leverer råvarerne til både gourmetrestauranten Antica Corte og til den traditionelle lokale restaurant Il Cavallino Bianco. Det hele befinder sig på og lige bag ved digerne umiddelbart syd for Po-floden i Piacenza provinsen. Spigaroli-familien overtog godset som en ruin i 1990, og Michelin-stjernen kom i 2011.
Massimo Spigaroli er også præsident for Culatello Konsortiet. Culatello, der er lavet af det inderste og møreste stykke af en griseskinke >> hænger i hundredvis og lagrer i godsets kældre.
Til Michelin-præsentationen serverede Spigaroli ikke uventet et par retter, hvor godset selv leverede råvarerne:
Her tilberedes porcherede æg fra egne høns. De blev serveret på en bund af kartoffelmos med friskrevne sorte trøfler fra området.

stjernekokke_151116_06_eggs

stjernekokke_151116_08_porcheret_aeg_troeffel

Den anden ret var kogt “spalla”, altså det stykke ret fede kød, der sidder over grisens forben. Hertil var der kål fra køkkenhaven. Massimo Spigaroli er trofast mod lokale traditioner, og i hans køkken er en del af kunsten at bruge alle dele af både planter og dyr. Det smagte forrygende.

stjernekokke_151116_09_spalla_kaal

Desserterne stod eleverne fra den kendte kokkeskole ALMA >>, der ligger i Colorno ved Parma, for.  Den gule mangodessert bekræftede bare min helt personlige ide om, at mango er en gave for et måltids søde afslutning.  Chokoladedesserten med pistacienødder fra Bronte på Sicilien gjorde sig også godt, mens nummer tre i rækken var en lidt forvirrende omgang med hele seks forskellige citrusfrugter.  Frugttærten med nougat smagte jeg igen til middagen. Alt i alt gjorde kokkeeleverne dagen igennem “una bella figura” – en god figur.

stjernekokke_151116_10_desserter

Efter frokostbuffetten blev pressekorpset sendt ud for at opleve Parmas gastronomiske herligheder. De fleste valgte at smage på skinke eller parmesanost, men jeg  hoppede med de asiatiske og kinesiske kolleger på smagningen hos olivenolieproducenten “Coppini Arte Oleari”.
Det er der naturligvis en artikel på vej om…

FLERE PRÆMIER OG 8-STJERNET MIDDAG PÅ PALAZZO PILOTTA
Ved siden af Teatro Regio ligger byens store palads fra 1583 med navnet Pilotta. Navnet stammer fra spanske soldater, der under en okkupation af området spillede kuglespillet pelota i paladsets indre gårde.
Inde i paladset ligger et imponerende teater i træ fra 1618, der har navn efter Farnese-familien.
Her var der om aftenen den 15. november uddeling af to nye Michelin-anerkendelser.
Årets italienske kok under 35 år blev Federico Gallo fra La Locanda del Pilone >> fem kilometer fra vin- og trøffelbyen Alba i Piemonte, der altså både fik sin første stjerne og en ekstra anderkendelse.
29-årige Gallo var simpelthen så overvældet, at han næsten ikke kunne tale. Stjernen var han forberedt på, men den ekstra præmie kom helt bag på ham.

stjernekokke_151116_federico_galli_locanda_pilone

Den anden ekstrapræmie for kontinuerligt at have levet op til Michelinguidens stjernekrav gik til to trinde ældre herrer, nemlig de meget sympatiske brødre Valentino og Natale Mercattilii fra San Domenico i Imola >>. San Domenico åbnede i 1970 og Valentino har stået i køkkenet siden 1977. Den første Michelin-stjerne kom i 1975, nummer to med Valentino i 1977, og bortset fra årene mellem 1989 og 1999 har restauranten holdt fast i de to stjerner.
stjernekokke151116_valentino_natale_mercattilii

Efter præmiering gik vi så igennem Hertugernes malerisamling og ind i den andel del af paladset, hvor de studerende fra kokkeskolen ALMA stod pænt stillet op på to rækker. Og de var glade for komplimenterne fra gæsterne over frokostens desserter.

Inde var der hektisk aktivitet, for her ventede middagsbuffetten tilberedt af tre kokke, der tilsammen repræsenterer otte Michelin-stjerner.
stjernekokke151116_bartolini_romito_spigaroli
Hvis du kun kan tælle seks stjerner her, så har du ret. Men Enrico Bartolini står også i spidsen for to andre restauranter, der hver har fik en ny stjerne i 2017-udgaven af Michelin-guiden. Faktisk har Bartolini også en fjerde restaurant, nemlig Glam i Venedig >>.

Niko Romito fra Ristorante Reale i Castel di Sangro >> i Aquila provinsen har tre stjerner, Enrico Bartolini har beholdt sine to stjerner trods flytning af restaurant til Mudec Museet i Milano >>. Bartolini bestyrer også to af de nytildtelte stjerner, nemlig restauranterne Casual i Bergamo Alta >> (hvor Christopher Carraro styrer køkkenet), og La Trattoria Enrico Bartolini i Castiglione della Pescaia >> (hvor den daglige chef er Marco Ortolani). Den sidste af de tre stjernekokke var den allestedsnærværende og allerede omtalte Massimo Spigaroli.

CIGAR MED OVERDØVET DUE-RAGÙ
Min tyrkiske kollega og jeg besluttede taktisk, at én holdt de to siddepladser, vi var så heldige at finde, så vi selv om det var buffetservering kunne nyde retterne siddende. Mad smager nu engang bedst, når man sidder ned.
Vi smagte først “Underground Duen”, som Enrico Bartolini og hans team serverede.
En sprød “cigar” af skrællen af amerikanske kartofler med due-ragù, Parmigiano Reggiano ost og en kreme af søde røde amerikanske druer. “Asken” var  et kartoffelmelsagtigt med kulstøv. Gourmet-fingerfood kunne man kalde det, og trods siddepladsen lykkedes det mig naturligvis at spilde kremen ned af skjorten, der så heldigvis var mørkerød den aften!
Sprød skal, men duen forsvandt desværre helt i de amerikanske druer.

stjernekokke_151116_11_cigar_ragu_and

“MAMMAS” LOKALE KØKKEN VAR OGSÅ MED
Næste stop var aftenenes folkelige indslag.  Parmas turistråd benyttede lejligheden til at præsentere to af de pastaretter, området er så kendt for. Der blev kogt og serveret “Anolini in brodo” – ravioli i klar suppe – og “Tortelli di erbette alla parmigiana” – Parmatortellini med urter og smørsovs.
Det skete i røg og damp, og med synlig lokal stolthed. Og de var, som den slags skal være!

stjernekokke_151116_12_tortellini

stjernekokke_151116_13_tortellini

SORT PATTEGRIS FRA PARMA
Massimo Spigaroli og hans team havde slagtet nogle af de lokale sorte Parma-pattegrise, som går rundt på markerne omkring godset Antica Corte di Pallavicino.
– Det gør lidt ondt hver gang med de små grise, sagde han, da kokkene gennemgik deres bidrag til middagen på scenen i Farnese teatret.
– Så spis dem venligst med kærlighed, sagde han, og det gjorde vi så.
De ultramøre kødstykker blev serveret med en let majspolenta, broccoli fra køkkenhaven og friskrevne trøfler fra Mantova området.  Det var en himmerigsmundfuld. Men også kun en mundfuld, som du kan se.
Der ventede heldigvis flere retter…

stjernekokke_151116_14_sort_pattegris_parma

stjernekokke_151116_15_sort_pattegris_parma

VINEN VAR – DESVÆRRE  – BRUNELLO FRA TOSCANA
Vinene var udover den franske Champagne alle Brunello fra Toscana. Det handler naturligvis om sponsorer, men man kan godt blive lidt ærgerlig over, at Parma og Emilia-Romagna regionen ikke havde anstrengt sig for at lave pr for regionens egne vine, når der nu skulle være fest.
Vi er nogle, der elsker den brusende mørkerøde Lambrusco til næsten alt, men regionen byder i dag på mange spændende producenter, der laver både røde og hvide kvalitetsvine.
Da jeg i foråret 2015 var på tur i Parma og omegn var det også Massimo Spigaroli, der stod for cateringen. Det foregik hos vinfirmaet Monte delle Vigne >>, der virkelig kunne byde på spændende, elegante og smagfulde både hvide og ikke mindst kraftigere røde vine.

stjernekokke_151116_16_brunello

AFTENENES TOPSCORER VAR EN BURGER
“Bomba con bollito di pancetta, senape e lattuga” lyder så meget bedre på italiensk end den danske oversættelse “Bombe med kogt bacon, sennep og grøn salat”.
“Bomben” var en fristure-lynstegt sprød bolle, det kogte bacon var mørt og smagfuldt, senneppen tilpas krydret og salaten sprød og lækker.
Så lidt skal der nogen gange til for at skabe madlykke.

stjernekokke_151116_17_burger

SNEGLE OG FOIE GRAS BLEV FOR MEGET
Så var det igen Bartolinis tur til at udfordre min gane. Både den tyrkiske kollega, og den udsendte journalist fra La Stampa i Torino bekendtgjorde med forfærdede miner, at de i hvert tilfælde ikke skulle spise snegle med dressing af grøn peber.
Det gør jeg normalt heller ikke. Altså, spiser snegle.
Men det provokerer, når andre ikke tør. Så tør jeg godt. Og synes også, man skal, når man bydes…
Det var så endnu et spildt forsøg udi sneglenes kulinariske mysterier.
Jeg klarede to, og tænkte, at tanken om konsistensen ville forsvinde, når jeg “skyllede ned” den sprøde chips med foie gras.
Det virkede modsat. Men jeg konstaterede, at der var folk til middagen, der fik flere end én portion stjerne-snegle fra Lomellina ved Pavia i Norditalien.
stjernekokke_151116_18_snegle

Jeg sluttede af i godt selskab med Spigarolis græskargnocchi.
De blev serveret ovenpå en kreme af den friske Tosone-ost, garneret med sprødstegt Culatello-pølse, små markchampignon og spinatblade.

stjernekokke_151116_19_gnocchi_graeskar

På det tidspunkt af aftenen var humøret gennemgående højt, så Massimo Spigaroli og jeg lavede lige denne fjollede selfie.  Tilgiv mig, men jeg bliver overstadig både af god mad, god vin og symptatiske kokke!

stjernekokke_151116_20_massimo_spigaroli

Der var næsten ikke plads, men man har vel rygrad!
Eleverne fra kokkeskolen ALMA var også blevet mere løsslupne og tvang os nærmest til at spise alle deres desserter. Vi snuppede dog “kun” en Gianduia-chokolade og en Nougat-frugtkage, inden vi skyllede det hele ned med endnu mere Champagne. Ikke fordi vi havde brug for det, men fordi kaffekøen var for lang.

stjernekokke_151116_21_dessert_gianduia

stjernekokke_151116_22_dessert

Jeg er så heldig ofte at blive inviteret til pressemøder med mad, og generelt er jeg imponeret over, hvor godt catering kan være.
I Palazzo Pilottas stenkældre var det en fornøjelse af se, hvordan logistikken og fordelingen af arbejdet i kokkenes forskellige “boder” blev styret, mens maden blev tilberedet og/eller arrangeret og serveret.
Der blev virkelig intenst i boderne, og samtidig var der alligevel tid til at fortælle os om retterne, selv om de over 300 sultne gæster udviste de klassiske “buffet-symptomer” indtil de blev overbeviste om, at der var nok til alle.

TRE-STJERNET RISOTTO VAR ENESTE TOTALE SVIPSER
Der var kun en enkelt totalt svipset ret, som jeg ikke engang ville fotografere.
Den 3-stjernede Niko Romitos risotto med Parmigiano Reggiano ost, vanille og citron blev ellers lavet på stedet. I princippet kræver en risotto jo kun to blus.
Desværre var det en klæg, sammenklistret ikke fordigkogt masse, der smagte alt for meget af citron.
Men en enkelt risottosvipser, en due, der næsten var fløjet væk, og en underlig kombination af snegle og Foie Gras kan man leve med.
Jeg er ikke “stjernetosset”, men elsker at blive glad i maven.
Det blev jeg den dag og aften i Parma.
Det gør man faktisk altid i Parma og omegn.

MENUEN PÅ PALAZZO PILOTTA – 15.11.2016
stjernekokke151116_menu

Eataly i Illum, et skridt på vejen til det ægte Italien

Morten Bille, som mange har mødt som rejseleder på italienske destinationer, har besøgt det nyåbnede madparadis Eataly i Illum, og stiller flinkt sine foto til rådighed for italiamo.dk.
– De skal nok lige helt op i gear, før den sidder i skabet. Men Eataly er et stort skridt på vejen til den “ægte italienske madoplevelse”, skriver Morten.
– Stilen holder, og indretningen er lækker. De halter lidt på detaljen: Der manglede oliven, tomat og en god salami på frokostbrædtet, konstaterer han.

(Kommentarerne og links under foto er mine :-), Charlotte – Milano)

eataly_illum_morten_bille_6
Sådan! Mindre end ti forskellige typer tomater er for lidt, når den ægte italienske smag skal rammes. En tomat er jo netop ikke bare en tomat, og her kan du læse om, hvilke retter de forskellige udgaver af friske tomater passer bedst til >>.

eataly_illum_morten_bille_1
Montanaro >> har lavet grappa i Gallo ved Alba i Piemonte siden 1885.

…artiklen fortsætter under annoncen

eataly_illum_morten_bille_8
Så sidder man, og bliver lidt misundelig i Milano.
“Italiensk brød” i udlandet er ofte mere spændende udenfor Italien!
Det kan du læse om i artiklen “Brødflov og pizzasur i Italien” >>.

eataly_illum_morten_bille_4
Husk: Ikke “bare en parmesanost”, men enten en Grana Padano eller en Parmigiano Reggiano >>

eataly_illum_morten_bille_7
Der er stor forskel på pasta, også blandt de store industrielle mærker. Mon Eataly i Illum sælger “De Cecco”, pastaen der fyldte 130 år fredag den 18. november 2016? >>

 

eataly_illum_morten_bille_3
“Svinet var en gave fra naturen, så man kunne nyde livet”.
( Varrone: “De re rustica”  )
Salumi – pålæg – er i Italien også vildsvin, geder, æsler, gæs, ænder og mange flere. Og man bliver  – heldigvis – heller aldrig færdig med at udforske den del af det italienske madunivers.
Mere om salumi >>, og falder du over salumi fra slagterbyen Norcia, så er du med til at bidrage til genopbygningen af det jordskælvsramte område i Mellemitalien >>.

eataly_illum_morten_bille_10
En ægte italiensk middag kræver ikke nødvendigvis, at Mamma står i gryderne i flere døgn.
Jeg er fan af italienske specialiteter på glas.
Lige nu står der delikat Kanin-ragu fra Toscana, Valnødde-sugo fra Liguria, Chili-syltede auberginer fra Calabria og Hjertemuslinger med Pomodorino fra …havet.. på hylderne i mit køleskab.
Der ryger altid en 5-6 af slagsen i indkøbskurven, når jeg besøger Eataly i det tidligere Smeraldo-teater i Milano >>.

eataly_illum_morten_bille_9

Lækker indretning, og ja, det er svært at finde den ultimative gode ekstra jomfru olivenolie.
Den er dyr.
God mad SKAL være dyr, som du kan læse her i en kommentar, jeg skrev til det danske magasin “Il Ponte” >>.
I Italien kan du simpelthen ikke få en anstændig jomfru olivenolie til under 8-9 euro i supermarkedet, var svaret på prisspørgsmålet, da jeg i sidste uge besøgte olieproducenten Coppini Arte Olearia ved Parma >>.
Så jeg kommer med et bud i blinde – den gode jomfru olivenolie i Eataly i Illum begynder vel ved 100 danske kroner…?
Du kan naturligvis også springe de fordyrende led over, og købe fantastiske olivenolier fra de danske olivenbønder i Italien >>

…og måltidet slutter med frugt:

eataly_illum_morten_bille_2

De Cecco pasta fylder 130 år

Pastafirmaet De Cecco har fået sit eget frimærke i anledning af 130 året for grundlæggelsen, for pasta er en alvorlig sag i Italien.
Energikrisen i 1973 er en af mange forklaringer på De Ceccos særstilling blandt de store italienske producenter af kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_130aar

De Cecco blev grundlagt i 1886, og selv om virksomheden i dag er et aktieselskab med 1.400 ansatte og en årlig omsætning på over 400 millioner euro, så er det stadig familien, der sidder på de vigtigste poster i bestyrelsen og i den daglige ledelse.
Virksomheden blev grundlagt i Fara San Martino i Chieti provinsen i Abruzzo. Den har i dag sit hovedsæde i Pescara, og fabrikker i Fara San Martino og Ortona.
Familien var oprindeligt møllere. Da Filippo Giovanni De Cecco i 1886 overtog driften byggede han til, så han også kunne producere og ikke mindst tørre pasta. Den unge italienske stat havde lagt en skat på mel, og derfor skulle han finde på noget for at øge omsætningen.

pasta_de_cecco_lange
De Cecco er naturligvis ikke bare spaghetti i forskellige tykkelser, men også 21 andre  forskellige slags lang pasta. Alle foto er fra www.dececco.it

OPFANDT SYSTEM TIL MEKANISK TØRRING
Virksomheden ligger inde i landet på skråningerne af Maiella-bjerget. Derfor kunne De Cecco ikke tørre sin pasta alene med naturens hjælp som det sker længere sydpå i Italien. Han byggede derfor en tørrehal, og opfandt i 1889 et mekanisk tørresystem, der i dag beskrives som epokegørende.

…artiklen fortsætter under annoncen

Systemet gjorde tørringen af pastaen uafhængig af vejret, og sikrede også en ensartet kontinuerlig proces, der betød, at pastaens holdbarhed blev forlænget.
Det banede vejen for eksport til hele verden, og emmigrerede landsmænd fra Abruzzo var parate til at aftage produktionen. De Ceccos pasta blev allerede fra 1889 sendt til for eksempel USA, og i 1893 modtog firmaets “Macaroni Vermicelli” guldmedalje ved Verdensudstillingen i Chicago.

pasta_de_cecco_korte
De Cecco producerer i dag 62 forskellige typer kort pasta

ENERGIKRISEN I 1973 VAR EN KATASTROFE, OG ET UVENTET VENDEPUNKT
Indtil energikrisen i 1973 var De Cecco blot én blandt mange pastaproducenter.
Krisen betød, at den italienske regeringen indførte prisstop for fødevarer. Fordi pasta var – og er – et grundlæggende fødemiddel tillod man en afvigelse fra den lov, der kræver at pasta skal produceres udelukkende med durum-hvedemel. Det blev med andre ord tilladt at blande med almindeligt hvedemel, så man kunne undgå prisstigninger.
Som den eneste større pastaproducent nægtede De Cecco at gå på komprois med kvaliteten.
Det betød i første omgang en alvorlig nedgang i omsætning og produktion, men det betød også, at De Cecco slog sit navn fast i italienernes bevidsthed som kvalitetspasta.
 pasta_de_cecco_supper
 39 forskellige slags pasta til supper – Pasta da minestra og Pasta da Minestrine

DER MÅ KUN SÆLGES 100% DURUM-PASTA I ITALIEN
Energikrisen sluttede, og pasta skal stadig i dag produceres udelukkende af durumhvede for at kunne sælges i italienske butikker. Italienske fabrikker må gerne producere pasta med almindeligt hvedemel til eksport,. Denne discountpasta, der ikke “holder” kogningen og derfor ofte ender som en klistret melbolle, finder du – desværre – også i danske supermarkeder og discountbutikker.
pasta_de_cecco_specialiteter
Der findes 31 slags De Cecco pasta i specialformater

SINATRAS YNDLINGSPASTA
De siges, at Frank Sinatra var så begejstret for De Ceccos pasta, at han ville købe fabrikken for en million dollar i 1960erne. Familien svarede i følge legenden, at virksomheden var mindst syv millioner dollar værd.

GROVERE DURUMMEL OG LANG TØRRETID
De Cecco udvælger ikke bare deres durumhvede med omhu, men maler også stadig selv deres eget mel med en specielt langsom metode, hvor slutresultatet er en grovere mel end den, mange andre producenter anvender.
Den friskmalede mel går direkte over i produktionen, og det bevarer melets aroma og smag intakt. Firmaet sammenligner det med at drikke kaffe fra friskmalede bønner i stedet for formalede bønner. Vandet kommer også direkte fra kilden, nemlig fra floden Del Verdes udspring på Maiella-bjerget, hvor vandet har en konstant temperatur på fire grader. Del Verde kilden regnes for en af Italiens bedste og reneste kilder.
Naturligvis bruger man også de traditionelle forme af bronze til at producere de forkellige pasta-formater. Bronzeformene er med til at give den færdige pasta en ru overflade, der både er med til “at holde” kogningene, så pastaen netop aldrig klistrer sammen, men som også gør hele operationen med at spise pasta kun med gaffel noget nemmere.
Tørrringen af pastaen er også stadig en langsommelig affærre hos De Cecco. Hos mange af de store industrielle pastaproducenter er tørretiden i maskinerne i dag under fire timer, mens De Ceccos pasta først er færdigtørret med varm luft efter 40 timer.

Vil du selv prøve forskellen på De Cecco og en hurtigtørret pasta som for eksempel verdens kendeste pasta – den blå fra Barilla – så følg kogetiden, og smag på pastaen kun tilsat en smule af din bedste olivenolie!

Man kan besøge fabrikken i Fara San Martino, og i fabriksudsalget sparer man penge på den gode pasta.

DEL VERDE OG COCCO
De Cecco er ikke den eneste producent af kvalitetspasta i Fara San Martino i Abruzzo.
Nabovirksomhederne Del Verde >> og Pasta Cocco >> er også altid med på hitlisterne over fabriksfremstillet italiensk kvalitetspasta.

pasta_de_cecco_kornmark
En bølgende kornmark er forsidefoto på De Ceccos hjemmeside.

Læs mere på italy.dk:
Pastaen historie >>
Kvalitetspasta fra Marche regionen >>
Den rette pasta til den rette sugo >>

Verdens største pasta – Caccavella fra Gragnano >>
La Caccavella vejer 50 gram, har en diameter på 9 cm og er 6 cm høj.
Pasta´en produceres af “La Fabbrica della Pasta” i Gragnano ved Napoli.
Opskriften på CACCAVELLE ALLA SORRENTINA er nederst på siden.


CACCAVELLE ALLA SORRENTINA:pasta_caccavalle_1

 

..

Solidariske gastronomiske souvenirs fra jordskælvsområdet

Giv os en konkret hjælp. Køb produkterne fra vores område: Ciauscolo-pølsen af finthakket svinekød, anislikøren og urtebitterne fra firmaet Varnelli >>, linserne fra Castellucco og vinen Vernaccia fra Serrapetrona >>, og bed om skinker, pålæg, trøfler, honning og oste fra Sibilliner bjergene. Jordskælvet har fået os i knæ, hjælp os med at rejse os, skriver min ven Federico Giovannetti fra Terni på sin Facebook under et smukt billede fra de blomstrende marker på højsletten i Castelluccio.

jordskaelv_castelluccio

Castelluccio er berømt for sine linser og de blomstrende marker på den frodige højslette

Landbrugsorganisationen Coldiretto skønner, at omkring 3.000 landbrug med en samlet dyrebesætning på omkring 100.000 køer, grise, får og geder i regionerne Marche, Lazio, Umbria og Abruzzo  i større eller mindre grad har lidt skade under jordskælvene i august og oktober.
Mød områdets gastronomiske specialiteter hér, så du kan købe “jordskælvs-solidarisk” ind på din næste ferie i Italien.
Meget få sender desværre deres produkter til udlandet.

VALENTINAS SKINKER FRA NORCIAS SORTE OG GRÅ SVIN
Valentina Fausti producerer skinker og pålæg fra frilandsgrise >>
af de oprindelige mellemitalienske racer, den sorte og den grå fra Norcia.
Hendes og familiens livsværk ligger bogstaveligt talt i ruiner efter jordskælvene.
Familiens bolig og laden til grisene blev ødelagt af det første jordskælv i august, og den 30. oktober gik det ud over lagerhallen til skinkerne. Grisene lever frit det meste af året, men har brug for indhegninger og læskure om vinteren.
– Mine grise risikerer til vinter at blive et nemt bytte for ulvene i nationalparken Monti Sibillini, siger Francesca, for indhegningerne gik også til under jordskælvene.

jordskaelv_skinker_norcia

Lagerhallen til skinkerne skal genopbygges, men de færdiglagrede skinker skal sælges nu.
FOTO: La Repubblica

Der er sket skader for 2 millioner euro på gården, og lige nu prøver Valentina at lynsælge 200 af de færdiglagrede luksusskinker.
Prisen for disse luksusskinker er 25 euro per kilo, cirka 300 euro for en hel skinke.

Der produceres omkring 800.000 Norcia IGP skinker om året.

NORCIAS BERØMTE SLAGTERE
I det hele taget spille husdyrene og produkterne fra dem en fremtrædende rolle i områdets madkultur.
Norcia >> er en af de landsbyer, der blev mest ødelagt af jordskælvet den 30. oktober, og byen har en helt speciel status i italiensk gastronomi:

Efter Italiens samling i 1861 emmigrerede mange af indbyggerne i Sibilinerbjergene både til udlandet og til storbyen Rom kun 150 kilometer borte.
Her blev mange af dem slagtere, og deres håndværk var i den grad i særklasse, at en slagter i dag hedder en “Norcerino” og en slagterbutik et “Norcineria” ikke bare i Rom, men også mange andre steder specielt i det centrale Italien.
Besøg to af de kendte slagtere i Norcia, der begge på deres hjemmesider fortæller, at de trods jordskælvene stadig er åbne:

Norcerineria Felici >> jordskaelv_norcineria_felice

Norcerineria Ansuini >> jordskaelv_norcia_ansuini
RÅ SALAMI OG MULDYRNOSSER
Udover skinkerne har området to helt unikke pålægsspecialiteter at byde på:
Ciauscolo er en frisk pølse lavet af finhakket svinekød. Den krydres med hvidløg og peber og spises rå. Modsat andre pølser skæres den ikke i skiver, men smøres på brødet.

jordskaelv_gaffi_ciauscolo_ok
Ciauscolo kommer fra Visso kommunen, der ligger i 600 meters højde i Sibillinerbjergenes Nationalpark i Macerate provinsen i Marche regionen.
Før jordskælvet havde Visso 1.107 indbyggere. Kommunen var i flere dage afskåret fra omverden på grund af et jordskælv på landevej 209, hvor floden Nera havde ændret sit naturlige løb og “spist” store dele af vejbanen. Området omkring floden, der har sit udspring i Sibillinerbjergne og løber sammen med Tiberen ved Orte, ligger i det sydøstlige Umbria og kaldes Valnerina.

Muldyrets klokkeværk har lagt navn til den helt unikke Norcia-specialitet “Coglioni di mulo”, og nej, dét kan ikke oversættes til det pænere “tekstikler”. Navnet stammer fra de trofaste trækdyrs aflange æggeformede attributer, og specialiteten produceres da også parvis. Oprindeligt hed pølsen “Mortadella di Campotosto”, og man kender til den fra 1500-tallet.

jordskaelv_gaffi_aelsenosser

Coglioni di Mulo med det krydrede fedstykke i midten. Foto: Gaffi

Coglioni di Mulo
laves af magert svinekød, for eksempel skulderen eller skinken, og i midten af pølsen placeres et stykke krydret spæk – lardo. Spækket er med til at give pølsen sin karakteristiske smag, men virker også konserverende. Pølserne tørres på stokke af fyrretræ i fire måneder, og nogle foretrækker endog at lade pølsen trække i rødvin i to døgn inden den spises.

Pølsen på fotoet er fra Gaffi i Cascia >>, der ligesom de fleste andre links her på siden desværre kun sender deres produkter i Italien.

jordskaelv_gaffi_butik

Gaffis butik er i sig selv en rundrejse i Valnerinas gastronomi. Den ligger i Cascia nord for Amatrice. Foto: Gaffi

Slagterne i området sælger naturligvis også Guanciale – kæbestykket fra grisen – der Bruges til områdets mest kendte ret Spaghetti Amatriciana. Den findes også i en tomatløs udgave kaldet Griscia >>

amatriciana_kindkød_500

…artiklen fortsætter under annoncen

Berardi-familien >> ved landsbyen Accumoli, der er totalt ødelagt af jordskælvene, har i fem generationer produceret pålæg fra fritgående lokale svineracer. De producerer også “Muldyrnosser, og har i over ti år været et Slow Food præsidium, altså et beskyttet produkt, der er med i foreningens kampagne for at bevare verdens biodiversitet.

jordskaelv_berardi_coglioni_di_mulo

jordskaelv_loscoiattolo

Agriturismo Lo Sciattolo ved Amatrice

Berardi familien driver også en restaurant og agriturismo ved Amatrice – Lo Scoiattolo >>, der lige nu fungerer som en del af det civile beredskab i området.

LINSERNE FRA CASTELLUCCIO IGP
Linserne fra Castelluccio er så berømte, at der også produceres “kopivarer” af dem.  De regnes for en stor delikatesse, og produceres i op til 1.500 meters højde på sletten i Nationalparken Monti Sibillini.

jordskaelv_linser_2

FOTO: http://www.lenticchiaigpcastelluccio.it/

Castelluccio linserne har en meget tynd skal, og behøver derfor ikke at ligge i blød inden anvendelsen.  De er rige på fibre og proteiner, fattige på fedt og indeholder masser af jern, potassio og fosfor. Man bruger linserne i specielt grøntsagssupper. Opskrift på nem og nærende suppe med linserne fra Castelluccio >>

jordskaelv_linser_pakke

Kontrollér at der er IGP-mærke på emballagen. Linserne fra Castelluccio er så eftertragtede, at der er falske “kopivarer” i omløb.

Linser er også en uundværlig spise i Italien nytårsaften, hvor man efter midnat serverer linser med den kogte syltelignende Cotechino-pølse.
I dag er hele produktionen af linser i Castelluccio økologisk.
Den første maj er det tradition, at bønderne tager op på højsletten, og planter et lille kors lavet af to olivengrene ved hver eneste mark. Derefter smider de velsignede kulstykker på marken, og beder en bøn til helgenerne San Benedetto og Santa Scolastica. Det er på den tid af året, at højsletten blomstrer.

jordskaelv_linser_blomst

FOTO: http://www.lenticchiaigpcastelluccio.it

OSTENE
Petrucci Formaggi >> arbejder for at områdets Pecorino fra Amatrice  får DOP-status. Lige nu er logistikken dog den største daglige udfordring.

jordskaelv_petrucci-ost

Lageret hos osteproducenten Petrucci

Petrucci-brødrene – der er fire af dem i virksomheden – åbnede et nyt mejeri i Amatrice i oktober sidste år, men de må i dag på grund af jordskælvene transportere fåre- gede- og komælken fra 18 af områdets bønder ned til deres andet mejeri i byen Rieti.
Deres produkter sælges i hele Italien under mærket “Caseificio Storico di Amatrice“.jordskaelv_petrucci_44_specialiteter
HONNING FRA HØJSLETTEN jordskaelv_ilmassaro_honning_2 Il Massaro >> producerer honning og marmelader fra højsletten ved Castelluccio. jordskaelv_ilmassaro_honning
TRØFLER OG SVAMPE jordskaelv_moscatelli_troefler_2
Moscatelli Tartufi >> i Norcia har gjort områdets trøfler til deres varemærke, men sælger også alle de andre specialiteter, som Pecorino-ost lagrede i træforme, og pålæg fra grise og vildsvin. jordskaelv_moscartelli_troefler
Romeo Moscatelli åbnede sin butik i 1990, og udover at sælge friske trøfler konserverer virksomheden også selv hele trøfler og revne trøfler på glas, samt trøffelsalami og forskellige trøffelsovse.

NOGLE MÅ LUKKE, OG HÅBE PÅ BEDRING TIL FORÅRET
Koopertivet Rinascitacoop 78 >> befinder sig i den totalt ødelagte fraktion Illica ved Accumoli mellem nationalparkerne Monte Sibillini og Monti della Laga.
jordskaelv_rinascitacoop78
Som der står på kooperativet hjemmeside, så er det så langt fra industri, pesticider, kunstgødning og intensivt landbrug, at økologien er sikret”.
Kooperativets 80 køer lever året rundt frit i bjergene, mens de 500 får og de 350 geder geder normalt har overdækkede steder at være om vinteren. Jordskælvene ødelagte kooperativets agriturisme, og gedernes vinterskjul. Fårene er på vej til et sted, som Rom kommune har stillet midlertidigt til rådighed, og gederne er de seks medlemmer af kooperativet og deres medhjælpere lige nu ved at få til at holde op være mælkeydende.
– Vi producerer ingenting lige nu. Slagterier, laboratorier og tørrehaller er ødelagte. Vi bliver her, for dyrene skal jo passes. Og så må vi se til næste forår, fortæller Sandra i telefonen fra Illica.
Så smukt var det:

jordskaelv_cooperativa78-3
jordskaelv_cooperativa78
jordskaelv_cooperativa78-2
OPDATERING 3. NOVEMBER 2016:
26.000 personer i det jordskælvsramte område i det centrale Italien får i dag hjælp til midlertidig genhusning i teltbyer, beboelsescontainere eller vinterlukkede hoteller langs Adriaterhavet eller ved Trasimeno søen.
Over 10.000 har valt at overnatte i biler, campere, telte eller andre improviserede boliger tæt ved deres beskadigede eller ødelagte huse.
200 flere landsbyer og områder i de fire mellemitalienske regioner Lazio, Marche, Umbria og Abruzzo blev den 2. november erklæret for ‘røde zoner’, hvor kun redningsmandskab har adgang. Landmænd insisterer på at blive i nærheden af dyrene, og vi hører desperate råb om hjælp til så grundlæggende fornødenheder som vand til dyrene og transport af foder til de ramte områder.

Jordskælvene den 26. og den 30. oktober har forandret et landskab på omkring 600 kvadratkilometer – cirka 40 gange 15 kilometer – på og omkring højsletten Castelluccio ved Norcia. Dele af Sletten ligger i dag 70 centimeter under højden før jordskælvene, og landsbyen Norcia er simpelthen rykket 30 centimeter mod vest, mens området ved Montegallo har flyttet sig 40 centimeter mod øst.

OPDATERING 4. NOVEMBER 2016
Opdateret liste over virksomheder, der sælger deres produkter >>
http://www.umbria24.it/ecco-come-acquistare-prosciutto-e-prodotti-norcia-lelenco-dei-produttori-in-ginocchio-per-il-terremoto/420076.html

 

Macelleria – Norcineria Il Casale De Li Tappi
Salumi di Norcia e prodotti dell’Umbria
Aperto e disponibile per spedizioni
www.norcineriadinorcia.it
0743.828041

Norcineria Felici
Disponibile per spedizioni
Prodotti di Norcia, Cascia e Umbria
www.norcineriafelici.it
0743.828615

Norcineria Ulivucci
Disponibile per spedizioni
Legumi, pasta, olio e vino
www.norcineriaulivucci.it
0743.816661

Cioccolateria Vetusta Nursia
Disponibile per spedizioni
www.norciaciok.it
0743.817370

Prodotti tipici di Gaffi
Disponibile per la spedizione
Legumi, formaggio e altri prodotti di Cascia e dell’Umbria
www.prodottitipicigaffi.it
0743.76538

Il Norcino di Campi di Norcia
Salumi artigianali di Norcia
www.ilnorcino.net
0743.820133

Norcineria F.lli Ansuini
Salumi di Norcia
info@ansuininorcia.com
www.ansuininorcia.com
0743.828604

Salumificio Lanzi
Formaggi e salumi
info@lanzisrl.it
www.lanzisrl.it
0743.816119/816076/817348

Azienda Agricola Persiani Roberto
Disponibile per la spedizione
Legumi, patate e zafferano di Cascia
info@zafferanoitalia.it
www.zafferanoitalia.it
338.3235453

Valle del Sole
Azienda agricola Castelluccio
Disponibile per spedizioni
0743.816466

Moscatelli tartufi Norcia
Formaggio e tartufi
Aperto e disponibile per spedizioni
www.moscatellitartufi.com
0743.817388

Norcineria Coccia
Salumi di Norcia
Disponibile per spedizioni
Viterbo
www.salumificiococcia.it
0761.250879

Prosciutteria del Corso
Salumi di Norcia
Spoleto
Disponibile per spedizioni
0743.224014

Azienda agricola Sibilla di Foglietti Enrico
vendita su appuntamento e spedizioni
confetture composte salse dolci succhi e sciroppati
info@sibilladinorcia.com
www.sibilladinorcia.com
0743.817013 347.1761488

Norcia Food
vendita e spedizione immediata
www.norciafood.it
aliceseveriniperla@gmail.com
0743.828362 340.9213966

Renzini Alta Norcineria
www.renzini.it
Montecastelli
075.9418600

Miele Il Massaro di Norcia e Castelluccio
Miele, confetture e prodotti derivati
Disponibile per spedizioni e acquisti
www.ilmassaro.it
0743.817490

Brancaleone da Norcia
Formaggio, salumi, prosciutti, norcinerie
Disponibile per spedizioni
www.brancaleonedanorcia.it
0743.817534

Dai Tre Porcellini, alimentari e prodotti tipici
Norcinerie, legumi e prodotti umbri in generale
ducabianci@gmail.com
0743.816108 347.6698480

Laudani Norcineria Centrale
piazza San Benedetto
Norcinerie, legumi e prodotti umbri in generale
beddino1977@libero.it
0743.828196 338.7925338

L’Artigiano dei Salumi di Salvatori
Salumi e norcinerie varie
www.lartigianodeisalumi.salvatorisalumi.it
0743.816010 335.7754219

Agriturismo Il sentiero delle fate di Sara Coccia
Lenticchie di Castelluccio e pecorino
info@ilsentierodellefate.it
0743.821188 335.6118989

 

Nem og nærende linsesuppe fra jordskælvsramte Castelluccio

Linserne fra Castelluccio ved fra Norcia i Umbrien
“Lenticchia da Castelluccio di Norcia IGP” er en de i dag flere end 280 italienske specialiteter, der har IGP (BGB), DOP (BOB) eller STG klassifikation som originale traditionelle madprodukter >>.  De lokale kalder linserne for “Lénta”, og linserne med den berømte tynde og sprøde skal har været konsumeret i mere end 5.000 år i området, der ligger i “Italiens grønne hjerte” i regionen Umbria. Linserne kommer fra en étårig plante, der blomstrer mellem maj og august.

jordskaelv_linser_pakke

Kontrollér, at emballagen har IGP-mærket. Linserne fra Castelluccio er så eftertragtede, at der også sælges falske kopier af dem.

Linserne bliver sået, så snart sneen på højsleten er smeltet, og de første planter høstes i slutningen af juli. I dag er hele produktionen økologisk (“biologico” hedder det i Italien).  Før i tiden blev der høstet med håndkraft, og kvinderne, der blev sendt i marken for at høste kom for eksempel fra byerne Gualdo, Pescara Del Tronto eller San Pellegrino, og de blev kaldt for “le carpirine”. Linserne var de fattiges erstatning for kød på grund af deres store indhold af proteiner.

…artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år sidst i august holdes der “Linse Høstfest” – “Festa della Trebbiatura” – i Castelluccio. Byens ældste bonde begynder høsten ved at aktionere byens sirene. Høsten fortsætter indtil frokost, hvor tre hyl fra sirenen kalder byens borgere og gæster til festfrokost med lokale specialiteter, musik og dans.

jordskaelv_linser_blomst

OPSKRIFT TIL FIRE PERSONER:
INGREDIENSER
350 gram linser fra Castelluccio
8 halve skiver ristet landbrød
1 fed hvidløg
1 ben bladselleri
Salt og husets allerbedste ekstra ¨jomfru olivenolie >>

TILBEREDNING
Dæk linserne med koldt vand i en tykbundet kasserolle.
(Linserne fra Castelluccio skal ikke lægges i blød eller skylles –
italienske ris >> skyller man for eksempel heller ikke!)

Tilsæt hvidløg og bladselleri hakket i tern.

Bring suppen i kog og skru derefter ned for varmen.
Suppen simrer herefter en halv time til tre kvarter.
Tilsæt evt. mere vand, hvis suppen bliver for tør, og tilsæt også en smule salt.

I mellemtiden har du placeret to skiver ristet brød i hver tallerken.
Hæld suppen over brødet og lad den samle sig i cirka ti minutter.

Inden du serverer linsesuppen “garnerer” du den med stråler af den gode olivenolie.

jordskaelv_linser_2

Fedtet fritureangreb på italiensk gastronomi

Først var det “Amsterdam Chips”, der skød op som paddehatte i en fugtig skovbund i Milanos “gå-i-byen”-zoner.

Hvad der skulle være så specielt ved pommes frites fra Holland, eller ved hollandsk gastronomi i det hele taget, har jeg stadig ikke fundet ud af. Men jeg kan se ideen. Jo mere alkohol eller sjov tobak, man får indenbords, jo mere påtrængende bliver behovet for vaskeægte junk food med salt og fedt i overdrevne mængder.

…artiklen fortsætter under annoncen

På mine rejser rundt i det italienske sommerland har jeg imidlertid denne sommer set flere af den slags ”pop-up”-spisesteder, hvor alene lugten udenfor illustrerer, at det bestemt ikke er hver dag, der skiftes olie. Den anvendte fritureolie er vel at mærke heller ikke den gode velduftende olivenolie, som benyttes til de skønne friturestegte grøntsager i Toscana. Ved den rigtige temperatur bliver resultatet dér sprøde løgringe, squashblomster og andre virkeligt delikate delikatesser, der slet ikke er fedtede.

Her til morgen vendte det sig bogstaveligt i min mave, da jeg på Corso Porta Nuova i Verona passerede skiltet til endnu et friturehul.
Det var ikke bare stanken fra aftenens og nattens voldtægt af alle gode madprincipper, der var kvalmefremkaldende.
Det var skiltet med ”22 salse”, der slog mig omkuld.

22 forskellige slags sovs, dip og dressing: Det modsatte af italiensk gastronomi.

22 forskellige slags sovs, dip og dressing: Det modsatte af italiensk gastronomi.

22 forskellige typer sovs, dip og dresseng, der fuldbyrder mordet på den gode råvare kartoflen med.
Det var simpelthen for meget.

Minderne om 1990’ernes madkulturs sammenstød med min italienske fundamentalist stod pludseligt helt klare.
Han holdt stand mod min trang til at drukne kød i bernaise og andet tyktflydende, og han huskede med rædsel tilbage på sit livs eneste ristede hotdog ”med det hele” under det første besøg i Danmark i 1990.
Italiensk madkultur i én sætning er, at man skal kunne smage den – eller de ganske få – grundingredienser i enhver ret.

Og hvis jeg troede på konspirationsteorier, ville jeg begynde et korstog mod de hollandske pommes frites, og en blitzkrig mod sovsene og dressingerne.

I stedet anstrenger jeg mig for ikke selv at falde i fælden. Den nordeuropæiske trang til ”dip” af enhver art er ikke sådan at slippe af med, heller ikke efter 27 års velvillig integration.

Kommer du til Verona kan jeg varmt anbefale Caffé Monte Baldo mellem gågaderne Mazzini og Borsari.

Italiensk fast food er bare noget helt andet... Her på Caffé Monte Baldo i Verona

Italiensk fast food er bare noget helt andet… Her på Caffé Monte Baldo i Verona

Fire små italienske fastfood-sandwich – her med klipfiskemousse, bruschetta med tomat, ansjos og Bresaola med ost plus et glas hvidvin – koster beskedne 10,50 euro, med servering og smukke omgivelser. Det er på den slags steder slaget mod dårlig fastfood udkæmpes.
Og vindes.

Buon appetito.

Hos Caffé Monte Baldo i centrum af Verona er fast food noget helt helt andet en fedtede hollandske chios...

Glasmontren med Caffé Monte Baldos hapsere til € 1,50 pr. styk og 10 styk for € 12.