Den klassiske tomatsovs tester dine italienske smagsløg

Den første gang jeg fik hallucinationer om spaghetti med tomatsovs og basilikum følte jeg mig for alvor integreret i de italienske køkkener.
At fantasere om denne enkle spaghettiret og mærke en spontan produktionen af mundvand, var  beviset på at mine smagsløg omsider var ‘italianinificerede’.

Jeg møder ofte mennesker, der får en ustyrlig trang til at fortælle, hvor meget de elsker italiensk mad og stort set aldrig laver andet i deres danske køkken. Så spørger jeg dem om deres personlige opskrift på tomatsovs med basilikum. De allerfleste dumper allerede, når de understreger, at de naturligvis altid bruger frisk pasta.

Hvem i alverden har bildt danskerne ind, at frisk pasta altid er bedst?

Resten falder på den alt for lange liste af ingredienser i tomatsovsen.
Af en eller anden absurd grund er alt for mange overbeviste om, at tørret oregano er en grundingrediens i næsten alle italienske retter.

Èn hovedingrediens er nok til italienske smagsløg

Vi kommer til tomatsovsen, den ægte.
Men inden jeg får horder af entusiastiske italianofile danske hjemmekokke på nakken, indrømmer jeg blankt, at jeg brugte år på at forsimple mine oprindeligt danske smagsløg.

Vi skandinaver har med et hav af ingredienser gennem århundreder brugt fantasien for at skabe den tilfredsstillende smag, som én enkelt solfyldt middelhavsingrediens kan skabe helt alene.

Karrysalat ovenpå marineret sild er efter min mening et højdepunkt i den disciplin, og den ristede hot dog kommer lige bagefter.

Jeg kan stadig ganske kortvarigt sætte pris på en hotdog med det hele. Kortvarigt, for tager de italienske smagsløg over, får tanken om ingredienserne min genmodificerede maveregion til at protestere.

Og jeg har såmænd også selv det første årti i Italien anvendt i dag unævnelige ingredienser for at få tomatsovsen til at smage af alt andet end tomat.

Her er den simple test der afslører, om dine smagsløg også taler italiensk. Ender du med at sætte pris på den gode tomatsmag uden andre distraktioner end friske basilikumblade ovenpå den færdige ret, er du på rette vej.

Ingredienser til fire personer

  • 400 gram spaghetti af god langtidstørret kvalitet – fx De Cecco eller Rummo
  • 1 kilo aflange friske Perini-tomater i filetter, hvor du deler tomaten i fire og fjerner membraner og frø – eller to af de dyreste dåser dåsetomater – kvalitet koster jo.
  • 1 finthakket blidt løg – rødt eller hvidt
  • 5-6 spiseskeer af din bedste jomfru olivenolie – EVO kalder de smarte det: Extra Virgin Oil
  • 1 håndfuld friske basilikumblade
  • Salt, og lidt sukker, hvis du synes tomater kan være for syrlig til din mave, måske lidt friskkværnet hvid peber…
  • Måske et fed hvidløg

Tilberedning

  • I en tykbundet pande rister du ved smag varme det finthakkede løg, til stykkerne er blanke – du må gerne lade et fed hvidløg stege med, bare du fjerner det, inden du tilsætter tomaterne. Smag til med salt, og sukker, hvis du finder sovsen for syrlig.
  • I mellemtiden er du klar til at koge pastaen, så du har lidt kogevand klar til at jævne tomatsovsen lige inden serveringen.
  • Tilsæt tomaterne og skru op til middelvarme.
  • Lad sovsen simre i 12-15 minutter.
  • Tilsæt derefter lidt af vandet fra pastaen for at samle tomatsovsen, og sluk for varmen, når du er tilfreds med konsistensen.
  • Bland halvdelen af basilikumbladene, riv dem i halve stykker, i sovsen, og hæld kogevandet fra pastaen.
  • Bland tomatsovs og spaghetti i panden, pynt med de resterende basilikumblade, og server med en ikke for syrlig hvidvin.

Naturligvis kan du tilsætte friskrevet Parmigiano Reggiano eller Grana Padana.

Men vid, at dine smagsløg først for alvor taler italiensk, når tomat, pasta og basilikum er alt rigeligt til at skaffe dig øjeblikkelig gastronomisk tilfredsstillelse.

Buon appetito!

PS Næste skridt er, at du bestiller en Pizza Margherita, fordi du ikke vil distraheres af dåsechampignon, kebab og ananas – ananas?

Charlottes lillebitte halvfundmentalistiske køkken i Milano
 

FOTO: Skribenten, Pngmart.comCommons.wikimedia.org

Toptunet kalv er den ultimative sommerret fra Piemonte

Den italienske region Piemonte mellem Appeninerbjergene og Alperne er blandt meget andet berømt for to fiskeretter:
Den varme ansjos-dip Bagna Cauda er en vinterting og fantastisk til kogt kød og grillede grøntsager.

Vitello Tonnato, kold kogt kalvekød med tunsauce, eller mere mundret og appetitvækkende, den tunede kalv, passer derimod perfekt til en varm sommerdag for alle os, der er kødædere året rundt uanset temperaturen. 

Det er igen Pellegrino Artusi, der kan bryste sig af at have sat retten på skrift i sin italienske grundkogebog Videnskaben i køkkenet og kunsten at spise godt” fra 1891.

Som så mange andre klassiske retter var den tunede kalv oprindeligt restemad. Når man havde stegt eller kogt kød tilovers, havde man brug for både mere smag og en sauce, der gjorde det daggamle kød til en fornøjelse for ganen.

Madsnobber, som jo også findes i Italien, siger stadig Vitel Tonné, som om retten skulle have noget fransk over sig og dermed være finere. Dem om det, for vi ved i dag, at restekød med saucer var værdsat også før 1815, som er skillelinjen for det strukturerede måltid i Vesteuropa.

Indtil da kom alle retter på bordet samlet, og så var det om at gå til fadene. Derfor var alle former for kolde kødretter allerede dengang et stort hit, fordi de kunne tilberedes på forhånd. Det er måske årsagen til den stadigt anvendte gastronomiske blindtarm i Italien med at pakke kød, fisk og skaldyr ind i gele?

Indtil 1870-1880 brugte man ikke tunsauce til restekødet. Tunfisken var nemlig så godt som ukendt i Piemonte. Da tunen kom på dåse, og dermed kunne bringes over Appeninerne fra Middelhavskysten i Ligurien, var kokkene hurtige til at skabe den tunede kalv.

Kapers er oprindeligt en syditaliensk plante, der dog også kan gro for eksempel ved søerne i Norditalien.
Kapersbær og kapersplantens blomsterknopper blev anvendt i de norditalienske køkkener allerede i 1700-tallet. Også de saltede helt nede fra øen Pantelleria syd for Sicilien.

I Piemonte går man sjælden galt af en “tunet kalv”.
Her har man brugt roastbeefen, og pjattet med anretningen:


Vitello Tonnato er i øvrigt som Tiramisu-desserten og den bolognesiske Lasagne en ret, som man kan blive noget så skuffet over på restauranter i hele verden. Man er simpelthen nødt til at smugkigge på de andre gæsters tallerkner eller vide, at stedet kan det i forvejen.

Eller allerbedst, naturligvis, lave retterne selv:

Ingredienser og tilberedning

Kalven
Jeg købte lidt over et kilo (6-7 gode portioner som forret, 4 som hovedret) rengjort og fristende lyserødt magatello kalvekød hos slagter Stefano rundt om hjørnet. Kødstykket kaldes i Danmark for yderlår eller lårtunge.

Jeg snørede kødet, men mest for at sætte to ansjoser hakket i ti stykker fast under snoren, for at tilføre lidt fisk over det hele allerede dér, og ifølge Artusis anvisninger.

To finthakkede gulerødder, et eller to ben hakket bladselleri, to halve løg, et fed hvidløg skåret i to på tværs, to laurbærblade og fire nelliker smides i kogende vand nok til at dække kødet så rigeligt.

”Rigeligt salt til vandet”, siger Artusi. Jeg brugte en røget salt, bare for at prøve noget nyt. Det var også godt.

Mit kødstykke på lige over ét kilo havde en diameter på 10 centimeter, og det fik lov til at koge i 55 minutter.

Artusi skriver halvanden time, men det skal jo ikke blive til den daggamle seje skosål, som oprindeligt blev anvendt i 1800-tallet, vel?

Det hele sættes i køleskabet til dagen efter.

Tunsaucen


200 gram af den bedste tun, ja, den er dyr. Allerhelst fra det fede og smagfulde mavestykke ventresca.

Bland tunen med to finthakkede ansjoser, saften fra en halv citron. Alt efter hvor tynd, du ønsker saucen, spæd til med den gode ekstra jomfru olivenolie.

Jeg gemmer altid omkring en fjerdedel af tunen i små stykker, og bruger dem til at garnere retten sammen med de store kapersbær, der er mildere i smagen end de små kapers blomsterknopper, men begge er velegnede.

Artusi foreslår at servere med citronskiver.

Det kan jeg godt gå med til, hvis det skal være.


Buon appetito

Mayonnaise?

En sø af mayonnaise?
Næ, næ, nej.

Mayonnaise er desværre, som herover, hovedingrediensen i tunsaucen på det store flertal af italienske restauranter, medmindre du er i Piemonte eller på en bedre restaurant. Det smager også godt, men ikke rigtigt godt, vil du opdage, når du har prøvet denne anden udgave.

PS: Bouillonen kan du bruge til at gøre tunsaucen mere flydende, og resten fryser du til en gang risotto på en kølig dag ( http://italiamo.dk/risotto-perfekt/ )

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske italiensk cucina i Milano

FOTOS: Skribenten

Keep it simple: Citronpasta fra Amalfikysten

Hosteria Santa Maria er bogstavelig talt bygget sammen med klippevæggen langs med landevej nummer 163, der snor sig gennem byerne og bjergene på Amalfikysten syd for Napoli.



Ved indgangen forstår man motivet, for her kan man høre en rislende flod, som rejsende både før og nu nok kunne have brug for på vejen mellem landsbyerne Cetara og Maiori.

”Vi laver mad med lige præcis dét, vi har i havet og på terrasserne ved kysten. Hvorfor overhovedet gøre andet? spørger madmor Rosaria, da vi falder i madsnak. Så ved man, at man er kommet det helt rigtige sted.

Vi havde på forhånd bestilt en temamenu, hvor den vigtigste ingrediens netop var de citroner, som Amafikysten er berømt for.

Vi kunne se frem til Trofie al Limone, som du får opskriften på her, derefter en lille havbras bagt enkeltvis i sølvpapir med urter, den gode olivenolie og naturligvis citronsaft, og som afslutning dessert med citronkreme, Limoncello likør og for at sætte gang i fordøjelsen bagefter husets specialitet, en fennikel-likør. Fordøjerne serveres iskolde og i rigelige mængder.



…artiklen fortsætter under reklamen

For at kalde sig en “Limone Sfusato” fra Amalfi skal man overholde EU’s regler for produktionen, der blandt meget andet forskriver, at minimumsvægten er 100 gram, formen aflang, skallen halvtyk, kødet saftigt og næsten uden kerner.

Citrontræerne langs Amalfikysten vokser under grønne net, der beskytter mod kulde, hagl og voldsomme regnskyl, men også mod insekter og sultne fugle.Plejer man sine træer optimalt, kan man høste citroner tre gange om året.

Der produceres floder af likøren Limoncello langs kysten. Til likøren anvender man kun den gule citronskal.

Citronkødet- og saften anvendes til juice, is, kagekremer, men også som det bærende element i denne pastaret.

Til fisk? Hmmm. Som en italiensk fisker engang forklarede mig, så behøver frisk fisk ikke citron, for fisken dufter og smager lige nøjagtigt, som den skal.


Man kan anvende liguriske Trofie, penne med riller eller sommerfugle – farfalle – til denne opskrift

Rosarias citronpasta fra Amalfikysten til fire personer:
400 gram Trofie-pasta – penne med riller eller sommerfugle – farfalle – kan også anvendes. Trofie fra Ligurien har dog en helt speciel konsistens, der gør dem ekstra velegnede til denne ret.
1 æg
1 biologisk citron – hvis du ikke kan få den originale fra Amalfikysten
125 ml liter fløde (Alternativt 100 gram fuldfed Creme Fraiche, hvis du ved, du er til det syrlige, eller 100 gram flødeost)
Salt og peber
1 spiseske finthakket persille
1 spiseske smør

Tilberedning:
Halvanden time før servering ”befrier” du citronen for den gule skal med strimler af dit juliennejern. Hak strimlerne i bittesmå stykker.
Bland derefter fløden (Creme Fraiche/Flødeost) med ægget, den finthakkede persille, ganske lidt salt og friskkværnet peber, og den finthakkede citronskal.
Lad blandingen hvile.
Pres saften ud af citronen, og opbevar den for sig.

Servering:
Når pastaen er kogt og vandet fjernet, har du den høje stegepande klar på komfuret.
Først blander du ved svag varme pasta og smør.
Når smørret er smeltet tilsætter du flødesaucen, og rører blidt rundt lige indtil saucen begynder at samle sig.
Fjern panden fra komfuret, og rør ganske let citronsaften i, og servér med det samme.



Citron hedder limone på italiensk
“Limonare” derimod er et slangudtryk for at kisse-misse.
I landsbyen Maiori på Amalfikysten har man simpelthen en bænk til den disciplin, der også kan betegnes som tør-bolleri:

BUON APPETITO

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).      

Pizza-ballade i Milano: Stjernekokken Cracco nyfortolker pizza Margherita – til 16 euro

Facebook-kommentar:
“Hver gang Cracco laver en pizza, dør en napoletaner.”

Carlo Craccos nyeste restaurant >> åbnede i Galleria Vittorio Emanuele mellem Scala Pladsen og Domkirken i Milano den 21. Februar.
Få uger efter er stjernekokkens nyfortolkning af klassikeren Pizza Margherita genstand for en hidsig gastro-økonomisk debat.

…artiklen fortsætter under reklamen

Prisen på 16 euro diskuteres voldsomt, for ude i Milanos udkanter kan vi stadig få en friskbagt pizza Margherita med tomat, mozzarella og basilikum direkte fra den træfyrede ovn for omkring 4-5 euro.
Hos Cracco i Galleriet sniger prisen sig op på 26, hvis man sidder ned og nyder en Margherita, en flaske mineralvand og en espresso.
Til gengæld sidder man altså også på Cracco i Galleriet.

Sprød, mørk og med fuldkornsmel
Craccos nyfortolkning af den klassiske pizza er en let og meget mere sprød bund af fuldkornsmel, en såkaldt “frisella-dej” som man kender fra Tarallo-kiksene fra Puglia. Derfor har pizzabunden også en mørkere farve end normalt.
Mozzarella-osten er af bøffelmælk, og dekorerer pizzaen som en fem-bladet blomst, mens kanten er høj som i Napoli, og tomaterne er de ”rigtige” fra San Marzano.
Ovenpå er der også konfitterede tomater, og så drysses der til slut origano, forbudt i den ægte Napoli-pizza, ovenpå i stedet at dekorere med friske basilikumblade.

Grim eller kreativ
Meningerne er meget delte. Nogle synes pizzaen er decideret grim at se på, mens napolitaneren Gino Sorbillo >>, der driver pizzeriaer både i Napoli og Milano godt kan lide Craccos udgave. Han understreger dog, at Cracco netop ikke promoverer sin pizza som en ægte napolitansk pizza >>.

Elvira Serra skriver i Milano-avisen Corriere della Sera, at hun ”efter at have set Craccos pizza er styrtet ned for at give sin lokale egyptiske pizzakok 8 stjerner”.

Carlo Cracco betaler Milano kommune én million euro i husleje for 1.118 kvadratmeter fordelt på fem etager.
I stueetagen er der en Bistrot – med pizza – der er åben alle dag. På første sal er der gourmet-restaurant, og man kan leje anden sal til events og private arrangementer. De øvrige etager er kage-laboratorium og lager.

Her kan du se menukortet fra Craccos gourmet restaurant >> på første sal i Galleriet. Forretterne begynder ved 36 euro.


Carlo Cracco til venstre med Fiat-arvingen Lapo Elkann, som er hans partner i baren og restauranten Garage Italia >>, der åbnede i Viale Certosa i Milano i november 2017

 

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Capocollo-pålæg i Caciocavallo-ost

ITALIENS OVERDÅDIGE MADKULTUR:
Capocollo-pålæg i skal af Caciocavallo-ost

Min ven Marco arbejder i et cateringfirma, der blandt meget andet organiserer luksus-buffetter, når de store virksomheder og banker i Milano inviterer.
Dét nyder vi godt af henne på kulturforeningen ARCI l´Impegno >>, der også er min lokale stambar, én af dem. Marco kommer nemlig ofte forbi med “overskudsproduktion” sidst på eftermiddagen.

Dagen efter parlamentsvalget >> den 4. marts trøstede han mange af stamgæsterne med en helt speciel ting, som ingen af os før havde smagt – nemlig pålægget Capocollo, men her serveret i en skal af den syditalienske Cacciocavallo-ost.
Trøstede, fordi vores forening også huser den lokale afdeling af Partito Demokrati, der blev valgets store taber.


Nogle troede, at Marco havde medbragt en pølse, der var for gammel med en ubehagelig gullig fedtkant – fedt skal være hvidt! – men det gule omkring de tynde skiver var overraskelsen. Det var nemlig Caciocavallo-ost.

Capocollo er en udskæring af svinet mellem hovedet og mørbraden (capo = hovede mens collo = hals). Udskæringen anvendes til pålægget af samme navn.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det store fedtindhold i udskæringen er med til at skabe et stykke mørt pålæg, der i allerbedste fald nærmest smelter på tungen.

Navnet skifter fra Coppa i Norditalien, til Scamerita i Toscana og Iocena og Capocollo i Syditalien.

Caciocavallo osten er en såkaldt strukket ost, der prodceres i Syditalien.
Man producerer en elastisk, ensartet og solid oste-pasta, der strækkes/trækkes og formes i den karakteristik runde form med hovede.
Fedtprocenten er minimum 38 procent.

Caciocavallo Silano fik DOP-mærke i 1993, og produceres i regionerne Calabria, Campania, Puglia, Molise og Basilicata. Her skal ostene i følge reglerne veje mellem 1 og 2,5 kilo. De hænges op i en snor i halsen, hvorefter de lagres.

Man bruger Caciocavallo både som en spiseost, for eksempel med honning eller syltetøj, men osten indgår også i mange regionale opskrifter: I Sicilianske Kødruller, i Risappelsiner >>, og du kan også bruge den til at samle en risotto, som i denne her med spinat >>

Mere om italienske pålægsspecialiteter på italy.dk >>
Mere om italienske oste på italy.dk >>

FOTO: Skribenten og Di Captain76

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Spis med Sofie og Domenico i Rom – The Eatery

Drømmer du om en italiensk ferie med endeløse langbordsmiddage under pergolaen. Med lækkerier fra det lokale marked, pølser, prosciutto, ost, hjemmerullet pasta i meter vis, porchetta, fisk på grillen og vin i rigelige mængder, hjemmebagt brød og skønne desserter?

Italienske Domenico og danske Sofie bor i Rom, og mad er deres altoverskyggende lidenskab.

Sammen driver de et populært madprojekt The Eatery in Rome >>, hvor de arrangerer pop-up middage og kogeskole i deres hjem i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

Domenico er opvokset ved stranden i Tropea i det sydlige Calabrien. og Sofie er fra Gilleleje i Nordsjælland.
Sammen skaber de unikke madoplevelser.

De laver alt fra det klassiske, rustikke og sæsonbetonede italienske køkken til det mere moderne og raffinerede anno 2018.

Book din private ferie-kok i Toscana og Umbria

Har du lejet en villa under den umbriske sol, i de toskanske bakker, ude ved kysten eller måske et byhus i en lille landsby i bjergene, og har du lyst til at holde ferie i stedet for at stå i køkkenet?

Vi sørger for, at I kan nyde ferien uden at spekulerer på indkøb, madlavning, servering eller opvask.
Læn jer tilbage nyd ferien og hinanden imens vi står i køkkenet og tilbereder skøn hjemmelavet italiensk mad lavet af friske råvarer fra det lokale marked.

Pastaekspert og kagemager

Domenico har 25 års erfaring i det italienske køkken og er en mester ud i alt fra lækre antipasti til hjemmerullet pasta som tortelli, angolotti til spaghetti alla chitarra, orecchette og lasagna. Han fremtryller også skønne lette grønsagsretter af sæsonens råvarer, lækre retter af fisk og skalddyr og kød på grillen.

Sofie laver de mest vidunderlige desserter fra tiramisu, panna cotta, hjemmelavet is og kager, samt langtidshævet surdejsbrød og foccacia.

Alt bliver tilberedt fra bunden af friske sæsonbetonede råvarer dyrket af små lokale producenter.

Sofie og Domenico tager sig tiden til at finde frem til områdets bedste producenter og sammensætte en menu som passer til dig og din families behov og ønsker.

Skriv til Sofie og få en snak om jeres kommende ferie i Italien.

Madkurser i Rom eller i din feriebolig

Sofie og Domenico er vant til at afholde pasta- og madlavningskurser i deres køkken, så har I lyst til at arrangere en hyggelig eftermiddag i køkkenet med resten af familien.

Kontakt:
Eatery på Facebook >>
Email – sofie (at) theeateryinrome.com

Risotto i Danmark: Radicchio, røget Provolone og Pancetta fra Piacenza

3o. januar 2018. Det er dag nummer 51 på min re-integrationsrejse til Danmark >>, som du kan læse meget mere om i tidligere artikler her på italiamo.dk. Jeg har erkendt, at jeg godt kan bo i Danmark, men jeg kan ikke undvære det italienske køkken. Så denne januar tirsdag står der ægte italiensk risotto på menuen.

Produkterne er alle fra Lidl, og de fleste er fra deres Italiamo serie, som jeg tidligere har skrevet positivt om >>.

Det færdige resultat

…artiklen fortsætter under reklamen

Ingredienser til 4 personer:
3 deciliter Arborio risotto ris >>
1,5 liter boullion med “hvad man har”, her porre, tomat, løg, gulerod, salt
1 finthakket skalotteløg
1 pakke Provoloneost – røget ost
1 pakke Pancetta Piacentina – italiensk bacon
1 stk rød Radicchio salat >>
Smør efter behov
Jomfru Oliven Olie efter behov
Salt

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion .
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.

Tilberedning:
Tilbered din boullion og lad den småsimre på lav varme

Rist den hakkede Radicchio salat let, den må ikke blev brun, i olivenolie i samme dybe pande eller gryde, som du vil bruge til risottoen

Steg Pancetta skiverne sprøde

Derefter rister du først det hakkede Skalotteløg blank i smeltet smør i din risottogryde- eller pande, inden du rister risene blanke ved middelvarme i et par minutter. Husk at tilsætte risene fint salt under ristningen, så holder de bedre kogningen.


Derefter tilsætter du boullion og koger risene det antal minutter, der står på posen eller æskern.

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion.
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.
Læs om risotto-metoder og risotto-regler her >>.

Når risene er kogt, tilsætter du Radicchio og osten, som du har skåret i strimler. Derefter rører du energisk rundt indtil osten er smeltet.

Lad risottoen hvile et par minutter inder serveringen, hvor du pynter med de sprøde Pancetta skiver.

Naturligvis kan du rive mere ost over retten, men det behøver man faktisk ikke. Radicchio og Provolone er faktisk et fantastisk ægteskab.

Pancetta og Provolone fra Lidl

Onsdag lavede jeg “riso al salto” af den overskydende risotto. Man former en flad bolle af mega-burger-størrelse og rister den sprød på begge sider i en blanding af olie og smør. Man kan eventuelt røre risene op med lidt revet ost, der er med til at samle “dagen-efter-ris-kagen”

 

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 13: Gider du ikke lige, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun >>. Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie >>. Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>. Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola >>.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken Milanos Panettone eller Veronas Pandora >>, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

FOTO: Skribenten

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 5: Sult, sex eller spaghetti med hvidløg, chili og olie

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 5 i Danmark/Fredag 15. december 2017
En af mine største bekymringer før rejsen til Danmark var, udover vejret naturligvis, maden. Det slog mig, at jeg gennem årene er blevet om muligt endnu mere italiensk madfundamentalist end manden var. På ægte italiensk vis var jeg også bekymret over, om fordøjelsen ville blive et problem, når jeg i længere tid overvejende skulle indtage etnisk dansk mad.

”Mad” – cibo – var det første ord jeg bad om at få oversat, da jeg den 2. juli 1989 klokken 13.55 steg ud af toget på Milano Centrale. Veninden, jeg skulle på weekend til Milano med, havde kækt meddelt, at ”hvis du sørger for smøger, så klarer jeg resten”. ”Resten” for hende var en flaske gin og en flaske vodka.

Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet. ”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret

Jeg var på grænsen til det hysteriske af sult, da vi nåede frem. Hendes tante, som vi skulle bo hos, var dog også mest til flydende mad, så dér blev det kun til én skive melon med én tilhørende skive skinke. Det bliver en høj og kornfed jysk blondine jo overhovedet ikke mæt af.

…artiklen fortsætter under reklamen

Kærlighed ved første blik, eller bare sult?

Aperitiffens stuzzichini – tapas er spansk, per favore! – på den pianobar, hvor vi slog os ned i plyssofaerne klokken 17.30, reddede mig fra at dø af gammelsult. Fem minutter efter kom en mand på cykel, med en kattekilling under sin skovmandsskjorte, og sluttede sig til os på baren. Han var tantes ven – og ham blev jeg så gift med.
”Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik”, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet.

”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret, for de kan lige så godt lære livets realiteter at kende.

Men når jeg nu tænker over det, så viste han allerede den første aften også stor forståelse for min mere platoniske sult. Han gav ikke udtryk for, at det var for meget – og det véd jeg i dag, at det var – at jeg nærmest støvsugede tallerknerne med stuzzichini på Red Bar.

Han tog os også senere på aftenen, da veninden stadig var mere til mere gin, med på pizzeria i kunstnerkvarteret Brera.

Han bestilte en pizza med Gorgonzola til mig. Det kunne jeg ikke lide. I dag regner jeg Gorgonzola som en basis ernæringsmiddel, på linje med Nutella. Og begge dele er jo også smukke bare at se på.

Næste aften bestilte han spaghetti med havets frugter, deriblandt små ottebenede miniblæksprutter. Den slags var jeg som knap 26-årig, og trods en fortid som tjener på en fiskerestaurant i Skagen, heller ikke moden til.

Spaghetti med olie, hvidløg og chili var forløsningen

”Noget skal hun jo have at spise”, må han have tænkt, for vi fik jo ikke sovet så meget de der hede julinætter. Så derfor bestilte han det mest usandsynlige sommermad til mig til frokost den tredje dag, nemlig spaghetti med olie, hvidløg og chili – spaghetti aglio, olio e peperoncino.
Så blev jeg omsider ordentlig mæt. Siden har dén ret været hellig, og på menuen året rundt.

”Du skal huske at få spaghetti aglio olie mindst én gang om ugen”, lød det fra min integrationsvejleder Linda, mens hun den første dag i Holbøl stod bøjet over frikadellerne. Alle indvandrere burde have en Linda. Også når de ikke lytter.

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio

Næste morgen stod den igen på etnisk dansk. Masser af rugbrød og et overraskende snehvidt blødkogt æg. Jeg blev nærmest blændet, da jeg åbnede æggebakken. Jeg ved godt, det har noget med racen at gøre, men alligevel. De æg virkede altså lidt kunstigte.

Frokosterne og middagene i Holbøl holdt sig også på re-integrationsstiens smalle sti, selv om min brug af karrysalat på rullepølsen fik sit eget liv i en tråd på Facobook. Èn veninde, der så i øvrigt bor i Sydafrika, skrev flere gange ”karse, sky og løgringe, karse, sky og løgringe”.

Opskriften på lykke i maven

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio.

Fordøjelsen var egentlig i orden, men det er jo så moderne at forebygge. Og jeg var ved at gå lidt spaghettikold. Italienerne – og jeg – spiser i gennemsnit 24 kilo pasta om året >>. Det er simpelthen en lille portion på 66 gram hver dag året rundt.

Her er den klassiske udgave af Aglio-Olio >>, for der findes mange personaliserede udgaver. Èn af dem er min for tiden favorit med rasp.

Lad hvidløgene tage ganske lidt farve sammen med chilien i den varme olie.

Skru derefter ned på lavt blus, så du ikke branker olien og hvidløggene.

De sidste to minutter, spaghettien koger, svitser du rasp sammen med olie, det finthakkede hvidløg og den knuste chili. Bare lige indtil raspen begynder at tage farve, derefter slukker man, og blander med en tynd spaghetti.

Ovenpå bør der komme friskrevet Pecorino Fåreost, for oprindeligt er det en romersk ret. Grana Padano eller Parmiggiano Reggiano >> går også fint.
Pizza topping går ikke.
Pizza topping går aldrig.

Opskrift til fire personer, med rasp

500 gram tynd spaghetti, ikke så tynd som englehår, ikke så tyk som makeroni
Fem fed frisk hvidløg skåret i tynde skiver
½ teske knust chili, eller efter behov
½ – ¾ deciliter EVO (Det er smart for Extra Jomfru Oliven Olie)
½ deciliter raso
100 gram Pecorino Romano ost

Det er både nem og billig ret, der også kan rense systemet efter for meget julemad af enhver slags. Nu er jeg ovenpå igen, og klar til mere etnisk dansk mad.

Foto: Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

 

Re-integration i Danmark 3: “Dyre” drikkevarer og kampen mod smørret

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 3 i Danmark – onsdag 13. december 2017
Vi fandt ikke noget brændsel til brændeovnen, da vi tirsdag aften kørte til Tyskland for at handle.
“Domani”, tænkte jeg automatisk. Det finder jeg da bare ud af i morgen eller i overmorgen.
Men jeg kunne godt mærke, at integrationsvejleder Linda blev lidt stresset over, at det ikke lykkedes som planlagt.

Vi gik endda uventet shoppingkolde, så måske var vi alligevel en anelse mærkede af øl-juletræet, som vi konstruerede mandag aften. Vi fik dog på rigtig danskervis købt drikkevarer til flere dåse-juletræer, også med vinflasker, hvis kreativiteten skulle komme over os.

…artiklen fortsætter under reklamen

I Førde Park indkøbscenteret i Flensburg er der simpelthen en specialafdeling med egne kasser til danskere, der kun kommer forbi for at købe drikkevarer.
Imponerende!

En fyldt indkøbsvogn for en hund

Jeg synes alligevel, det hele er dyrt, også selv om vi netop har krydset grænsen for at købe billigt ind. Andre udedanskere kender det. For os er en 50´er stadig en halvtredser, som da vi for årtier siden boede i Danmark, og kunne fylde en indkøbsvogn med varer for en hund.

Vi ved jo godt, at der også har været prisstigninger i Danmark, men vores forhold til en hundredekroneseddel følger bare ikke rigtig med. Og 200-kronersedler er da bare for underlige.
Når man så regner om, og det er vi udedanskere i sagens natur gode til, så ér det ikke dyrt. I danske kroner føles det bare dyrt.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Kommer til at tænke på, at jeg stadig nogle gange regner om i lire, selv om det nu er 17 år siden, vi i Italien sagde farvel til at blive millionærer hver måned. Vi var vel i grunden ikke rigere, men med alle 0´erne på liresedlerne føltes det sådan.

Tirsdag stod også fortsat på udpakning.
Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?

Olie, smør eller ingenting på brødet?

Fem liter forrygende nypresset siciliansk olie var der for eksempel i Pandaen. 
Uden olie på brødet går det ikke
.
Hov.
Smør på brødet, hedder det da her.

Nu er Po Sletten i Milano leveringsdygtig i godt smør, og det er først syd for Appeninerbjergene, at olien overtager pladsen nærmest totalt. Men smør på brødet er altså ikke norditaliensk tradition. Brød er et tilbehør til både salat, pastaretter og pålæg. Vi spiser pålægget for sig – gerne med fingrene, for smag sidder også i følesansen – for hverken brød eller smør skal da ødelægge den gode smag af et stykke godt skinke.

”Sådan noget frås”, tænkte jeg de første år i Milano, og insisterede på smørret brød.

Trøffelpaté, artiskokmos, og så en italiensk fedtemad – Fettunta >>. Der er langt fra smørrebrød til italiensk brødkultur.

Sådan gør vi ikke i Danmark
Jeg var ved den gode grød ikke særlig integrationsvillig indtil bordet for alvor fangede, og vi blev gift i 1996. Først dér fik jeg lidt fred med Italien.

Modsat mange andre indvandrere i Italien var jeg de første år kun forelsket i manden og slet ikke i landet. Overhovedet ikke i landet, og heller ikke i italienerne som sådan.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet

Jeg synes det var et kaotisk land med mærkelige indbyggere, sygt bureaukrati og underlige skikke, og jeg vidste jo, at vi var bedre til alting nord for Ejderen.
”Sådan gør vi ikke i Danmark”, blev nærmest et mantra, og manden må virkelig have været forelsket i mig, eller bare meget tidligt konedøv.

Min mand derimod sluttede aldrig helt fred med dansk madkultur, og jeg får stadig latterkrampe ved tanken om hans første danske søndagsfrokost med min familie i vinteren 1990. Jeg snakkede løs under frokosten, og hjalp ham overhovedet ikke, så historien fik jeg først senere af min daværende svigerinde.

Kampen mod smørret
”Du skulle have set ham, da rugbrødet kom rundt. Han kiggede i panik rundt, og tog som de andre et par halve stykker af det underlige brød. Så skulle der smør på, og det havde han helt tydeligt aldrig prøvet”, fortalte hun.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet.

Så kom silden, marineret med masser af løg og hele peberkorn. Både løg og hele peberkorn regnes for farlig mad af mennesker med italienske gener >>, men han fik da silden placeret ovenpå den rodede påsmøring af smørret.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Tilbage ved søndagsfrokosten i 1990 kom karrysalaten nu rundt om bordet. Da italienerne så, at den skulle ovenpå silden, fik han ifølge min ekssvigerinde et totalt opgivende udtryk i ansigtet.

Han overlevede, men hans mave havde det aldrig helt godt, når vi var i Danmark. Det blev også i løbet af 25 år kun til en enkelt ristet hotdog med det hele, og siden kun franske med èn slags dressing.

I dag kunne jeg ikke drømme om at ødelægge en god salami eller et lækkert tyndt stykke lufttørret skinke med smør og brød under.
Siger jeg. For se min tirsdagsfrokost her. Så er det da etnisk dansk. Og med Dagmartærte.

Jeg er fast besluttet på i denne re-integrationsproces ikke at bruge udtrukket ”jamen, sådan gør vi ikke i Italien”.
Det bliver svært, men lige netop dét udtryk ved jeg heldigvis i dag er den første bremseklods på vellykket integration. Noget har jeg lært undervejs.

Fra slutningen af 1990´erne har mit integrations-mantra været, at man bare gør tingene anderledes i forskellige kvarterer, byer, regioner og lande. Og anderledes behøver ikke altid være ledsaget af en vurdering på negativ-positivskalaen.
I teorien, i hvert tilfælde.

PS
Da jeg var ude at lufte vovserne om eftermiddagen, stod der en dame på det andet fortov. Hun så ud som om hun ventede på nogen. Så tænkte jeg, at hun måske ventede på at finde ud af, hvad jeg var for én.

Jo da, hun kendte da både Linda, eksmanden og børnene, og havde da også set, at der nu holdt en bil i carporten i nummer tre.

Så fik jeg også talt live med et levende menneske den dag. Ellers blev det mest til smalltalk med vovserne.

Foto: Skribenten

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).