Fakta kontra tro: Ved du lige så lidt om Italien som italienerne?

Avisen Corriere della Sera brugte onsdag den 5. september to hele sider og over 30 spørgsmål på at teste italienernes viden om dem selv og deres eget land. Undersøgelsen afslører, at italierneres opfattelse ofte er utroligt langt fra virkeligheden.

Fire gange så mange muslimer

For eksempel tror italienerne, at der er 20 procent muslimer i Italien, mens det korrekte antal er 4,8 procent.

De tror også, at hele 17 procent af unge kvinder mellem 15 og 19 procent får et barn i løbet af et år, mens det reelle tal er helt nede på 0,6 procent.

Helt galt er det også, at et gennemsnit af italienerne tror arbejdsløshedsprocenten er på 49 procent, og at 51 procent af unge mellem 18 og 24 år hverken arbejder eller studerer.
Arbejdsløsheden var på undersøgelsestidspunktet heldigvis kun 10,4 procent. Og selv om 25,7 procent også er et højt tal for unge Neets, så er det altså kun halvt så mange som italienerne forestiller sig.

Her er flere spørgsmål og svar – både hvor italienerne nærmer sig virkeligheden, som er det første tal – og andre, hvor de tager helt fejl – i parentes:

Hvor mange indbyggere har Italien?
60.483.973 (60.000.000)
Hvor mange indbyggere skønner FN Italien vil have i 20150?
63.500.000 (65.000.000)

Hvor stor en procentdel af indbygggerne er i dag indvandrere?
9,2 procent (30 procent)
Hvor mange procent er kristne?
80 procent (60 procent)
Hvor mange procent er muslimer?
4,8 procent (20 procent)
Hvor mange procent skønnes at være muslimer i 2030?
5,4 procent (31 procent)
Hvor mange procent erklærer sig ateister, agnostikere eller ikke tilhørende en religion?
12 procent (35 procent)

Hvor mange af indbyggerne i Italien er mere end 65 år gammel?
22,6 (48 procent)
Hvor længe skønnes et barn født i 2018 at leve i gennemsnit
82,6 år (78 år)
Hvad er gennemsnitsalderen for de italienske befolkning?
45,5 år (59 år)
Hvor mange procent er 14 år eller derunder?
13,7 procent (26 procent)

Hvor mange procent bor på landet eller udenfor byerne?
31 procent (44 procent)

Hvor mange kvinder mellem 15 og 19 år bliver mødre hvert år i Italien?
0,6 procent (17 procent)

Hvor mange procent af de italienske kvinder i den arbejdsdygtige alder har et arbejde?
48,9 procent (44 procent)

Hvor mange unge mellem 25 og 35 år bor hos deres forældre?
49,1 procent (61 procent)

Hvor mange italienerne over 20 år er overvægtige?
45,5 procent (36 procent)

Hvor mange italienerne mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse eller derover?
15,7 procent (38 procent)

Hvor mange procent af medlemmerne af Deputeretkammeret er kvinder?
29,4 procent (26 procent)

Bliver der myrdet færre eller flere i Italien i dag end i 2000?
Færre (Flere)
Hvor mange procent af de indsatte i italienske fængsler er født i udlandet?
34,4 procent ( 48 procent)

Hvor mange italienerne har adgang til internet fra hjemmet, via tablet eller mobiltelefon?
69,2 procent (75 procent)
Hvor mange italienere har en Facebookprofil?
43 procent (76 procent)

Hvor mange italienere bor i en ejerbolig?
80 procent (59 procent)

Undersøgelsen er foretaget af IPSOS, og samme undersøgelse foretages i dag hvert år i 38 lande. Link til den danske del af IPSOS-undersøgelsen >>

Gennemsnitsdanskerne har som italienerne også en fejlagtig opfattelse af antallet af både mord, indvandrere, muslimer og Facebook-profiler, men er alligevel sammen med Norge og Sverige de tre lande, hvor gennemsnitsborgeren opfattelse er tættest på virkeligheden.

Studieopgaver – Opgaver om Italien
Mange flere fakta, tal og statistikker om Italien
Vil du vide meget mere om Italien kan du downloade italiensk statistiks engelske brochure “Italy in figures” her >>.
Den seneste udgave fotograferer Italien i 2016.
2017-udgaven kommer sandsynligvis i løbet af september 2018.
Du kan også downloade et engelsk resumé af ISTATs årlige rapport om nationens tilstand her >>.

-syl

#MeToo ikonet Asia Argento anklages for misbrug af mindreårig

Italienske Asia Argento var en af de første på #MeToo bølgen sidste efterår, men nu skriver New York Times, at hun selv har begået overgreb på en 17-årig skuespiller, som hun angiveligt skulle have indgået en 380.000 dollars dyr fortrolighedsaftale med.

I oktober i fjor var den italienske skuespiller og filminstruktør Asia Argento en af de første til at angribe filmproduceren Harvey Weinstein, som hun  beskyldte for at have voldtaget hende i 1997, da hun var 21 år gammel.

Senest i Cannes i maj i år gentog Asia Argento, at hun i sin tid ikke meldte Weinstein for overgrebet, fordi hun vidste, at ”han havde knust mange mennesker tidligere”.

Mandag skrev New York Times så, at avisen er i besiddelse af dokumenter, der viser at Asia Argento selv har begået et seksuelt overgreb på en 17-årig. Et forhold, der er strabart i Califorinien, hvor den seksuelle lavalder er 18 år.

Spillede Jimmys mor i 2004
Forhistorien er, at den dengang 8-årige Jimmy Bennett i 2004 spillede Asia Argentos søn i en amerikansk produceret film, som Argento både havde skrevet, instrueret og selv spillede med i.
Da de to mødes igen den 9. maj 2013 i Californien skriver den nu 37 årige Asia inden mødet på Twitter, at hun ”venter på en meget savnet søn, min kærlighed Jimmy Bennett”.
Hun insisterer på tid alene på sit hotelværelse med den nu 17-årige Jimmy, og Twitter senere samme dag et foto af de to på hotelværelset.
Ifølge dokumenter, som New York Times er i besiddelse af, skulle Asia Argento have serveret alkohol for Bennett, hvorefter hun udførte oralsex på ham inden et fuldbyrdet samleje.


Jimmy Bennett

________________________
Opdatering tirsdag 21. august:

Asia Argento nægter seksuelt misbrug af 17-årig
To dage efter offentliggørelsen af artiklen i New York Times gik Asia Argento til pressen, og benægtede kategorisk, at hun nogensinde havde haft sec med Jimmy Bennett.
Hun erkender at have betalt Bennett 200.000 dollars i april i år, men udelukkende fordi han afpressede hende og hendes nu afdøde kæreste, kokken Anthony Bourdain.

”Bourdain og jeg beslutttede at efterkomme hans krav om økonomiske hjælp ud fra medfølelse med ham”, siger Asia Argento til det italienske dagblad La Repubblica.

Asia Argento forklarer videre, at afpresningen netop begyndte efter at hun var blevet en af frontfigurerne i #MeToo ksmpagnen i efteråret 2017.

Hun forklarer, at hun har betalt Jimmy Bennett for at forhindre, at han kom med beskyldningerne om seksuelt misbrug, da han i 2013 som 17-årig var under den seksuelle lavalder ifølge Californiens lovgivning. Hun lader også forstå, at hun netop nu forhandler med Jimmy Bennett for at få ham til at trække beskyldningerne tilbage.

Asia Argento ønsker ikke at kommentere de kompromitterende fotografier fra hotellet, hvor overgrebet ifølge Bennett fandt sted den 9. maj 2013, og som New York Times hævder at være i besiddelse af.
Hun ønsker helle ikke at forklare, hvorfor hverken hun eller hendes advokat reagerede på avisens forespørgsler om kommentarer, før artiklen blev offentliggjort søndag den 20. august.
_____________________________________

Bennett, der i dag er 22 år gammel, oplyser at han føler sig traumatiseret af overgrebet, som han mener har haft en negativ indflydelse på hans karriere som skuespiller og musiker.
Han har også forklaret, at det netop var Asia Argentos engagement i #MeToo bevægelsen, der sidste efterår fik ham til at sætte en advokat på sagen.
Som en ekstra ubehagelig krølle på historien spillede Bennett i 2004 netop en dreng, der havde været udsat for overgreb.

Shitstorm på de sociale medier
Siden historien kom frem i Italien mandag har Asia Argento været centrum for en voldsom shitstorm på de sociale medier, hvor folk nærmest står i kø for at udtrykke både skuffelse, vrede og væmmelse over hendes formodede misbrug af Bennett.
Asia Argento har ikke kommenteret offentligt udover en lakonisk opdatering mandag morgen klokken 06.06:
”OK, det hele hober sig op”.

Kendt medierpersonlighed og præmieret skuespiller
Shitstorme er ikke en nyhed i forbindelse med Asia Argento, der faktisk siden sin barndom som barneskuespiller og datter af horrorfilm-instruktøren Dario Argento nærmest har været fast inventar i det kulørte blade.
Hendes stormombruste forhold til musikeren Morgen er nærmest almenviden i Italien, hvor deres kamp om forældremyndigheden over datteren og deres narkomisbrug foregik direkte i sladderpressen.
Asia Argento har også deltaget i den italienske udgave af Vild med dans, og senest i juni i år fik Asia Argento igen plads på forsiderne, da hendes kæreste, den kendte kok Anthony Bourdain, begik selvmord.

Asia Argento er aldrig rigtig slået igennem som international filmstjerne, men hun har faktisk spillet med i et utal af både italienske og internationale film siden hun debuterede som ni-årig.
I 1990´erne vandt hun to gange den fornemme italienske filmpris Donatellos David.

Asia Argento fotograferet i foråret 2018 til filmfestivalen i Cannes. Her gentog hun anklagerne om voldtægt i 1997 mod Harvey Wienstein, mens hun måneden før havde betalt Bennett 200.000 af de aftale 380.000 dollars for at holde mund.

Beskyldte italienske medier for victime blaming

Asia Argento blev ikke de italienske kvinders rollemodel i #MeToo kampagnen i 2017, der faktisk endte med at hun midlertidigt flyttede til Tyskland, angiveligt for at undgå det hun kaldte italienske mediers victim blaming.

Viser historien om overgrebet og handlen om Bennets tavshed om det at holde vand, mister Asia Argento udover sin troværdighed også jobbet som dommer i italiensk X-Faktor meddelte tv-kanalen SKY i går aftes.

FOTO: 
Asia Argento:
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Asia_Argento_Cannes_2018.jpg

Georges Biard [CC BY-SA 4.0  (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], from Wikimedia Commons

Jimmy Bennett:
https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/e7/Jimmy_Bennett.jpg 
By Thomas Attila Lewis at https://www.flickr.com/photos/tomdog (Jimmy Bennett) [CC BY 2.0  (https://creativecommons.org/licenses/by/2.0)], via Wikimedia Commons

Italienerne begraver de døde, og raser mod myndigheder og motorvejsaktionærer

Mens mennesker et døgn efter katastrofen stadig kæmpede for livet eller allerede lå livløse under murbrokkerne fra den sammenstyrtede motorvejsbro ved Genova-forstaden Sampierdarena fejrede Benetton-klanen som sædvanligt Maria Himmelfartsdag den 15. august sammen med 70 gæster på det eksklusive feriested Cortina d´Ampezzo i Dolomitterne.

Først fire dage efter ulykken tirsdag den 14. august kom en officiel pressemeddelelse fra familien, der via selskabet Atlantis kontrollerer Autostrada per l´Italia, der bestyrer 2.854 kilometer af det 6.668 kilometer lange italienske motorvejsnet.

I mellemtiden havde var der ikke blot tid til Benetton´ernes eksklusive Ferragosto-frokost, men også til at sammensætte et skarpt hold af advokater, der skal føre virksomheden uskadt gennem det gigantiske juridiske slagsmål om ansvaret for ulykken.
Et slagsmål, der allerede var i fuld gang, mens de første af de 43 omkomne blev begravet lørdag den 18. august.


Den 1182 meter lange Morandi bro eller Ponte delle Condotte er en del af Polcevera viadukten på mortovej A10 i forstaden Sampierdarena. Byggeriet blev påbegyndt i 1963 og den firesporede motorvej blev indviet den 4. september 1968. Vejbanen i 45 meters højde løb ovenover toglinjerne mellem Genova, Milano og Torino, samt over både industri og beboelsesområder. 

Statsbegravelse med buh-råb og selfies
19 af de 43 omkomne blev lørdag begravet af Genovas biskop i byens messecenter.
Andre ofre, og blandt dem flere fra Napoli, valgte den officielle begravelse fra. Af personlige årsager, men også i protest.
I Genova deltog tusindvis af byens borgere også. Blandt de fremmødte var også den italienske præsident Sergio Mattarella og premierminister Giuseppe Conte.
Sammen med regeringens to frontfigurer og vicepremierministre, Luigi di Maio fra Femstjernebevægelsen og Matteo Salvini fra Lega modtog statens repræsentanter næsten lige så store klapsalver som redningsfolkene, der også var mødt talstærkt op.
Repræsentanter fra den tidligere italienske regering fra Partito Democratico blev derimod modtaget med ”buh-råb”.
Onde tunger påstår at buh-råbene i bedste opera-stil var bestilt og betalt af den nuværende regering.
Fortsætter vi i den ubehagelige afdeling, så havde indenrigsminister Salvini under begravelsen også tid til at lade sig forevige på selfies med nogle af sine fans.

I forhold til den officielle begravelse var det nærmest poetisk smukt, da jeg lørdag klokken 11.32 sammen med andre kunder holdt ét minuts stilhed i Ikea i Milano, for det gør man også i en butik, når der er national sørgedag i Italien.

Grydeklar plan for en ny og dyr stålbro
Autostrade per l´Italia ventede som Benetton-familien også fire dage inden de indkaldte til en pressekonference, der nok udtrykte medfølelse med ofrene og de efterladte, men derudover også flere gange understregede, at ”der er ingen årsager, der peger mod at vi skal påtage os et ansvar” for ulykken, som avisen Il Fatto Quotidiano skriver.

Autostrade per l´Italia meddelte også på pressemødet, at de har stillet en halv milliard euro til rådighed, som Genova kommune kan bruge til hurtigt af lave alternative forbindelser, der sikrer trafikken i det vigtige knudepunkt mellem Nordeuropa og Frankrig, som er ramt af ulykken.

Interessant nok kunne præsidenten og den administrerende direktør for motorvejsselskabet også meddele, at virksomheden tilfældigvis har et grydeklart projekt til ny stålbro i det ramte område.

Dét projekt kan realiseres på kun otte måneder, og koster i alt 7,8 milliarder euro (Cirka 58 miliarder kroner).
Det er penge, som virksomheden ikke umiddelbart selv vil hoste op med.
Det er ellers en sund virksomhed, der de seneste femten år har produceret et overskud på over 9,5 milliarder euro, der både er endt på aktionærernes konto som dividende og derudover brugt til blandt andet at købe motorveje i Spanien og lufthavnen i Nice i Frankrig.

Regeringen vil ophæve kontrakten
Vicepremierminister Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen virker fast besluttet på at ophæve kontrakten mellem Autostrade per l´Italia og staten, selv om virksomheden har papir på retten til at bestyre de knap 3.000 kilometer motorvej indtil 2042.
Af kontrakten fremgår det også, at brydes den, skal den italienske stat kompensere for tabet af motorvejsafgifter med et beløb på omkring 20 milliarder euro.
Det juridiske slagsmål om hvorvidt kontrakten kan brydes kan komme til at tage år, men allerede torsdag reagerede aktiemarkederne med stor nervøsitet, og Benetton-selskabet Atlantias aktier faldt med over 20 procent.

Man kan ikke privatisere trafiksikkerhed
Statsadvokaten i Genova, Giuseppe Cozzi, der skal placere ansvaret for ulykken, har også været usædvanlig klar i mælet, når han har forklaret strategien for sin efterforskning.

”Jeg har en del vanskeligheder med at acceptere, at trafiksikkerheden er lagt i private hænder. Filosofien bag vores system i dag er en stat, der har fået frataget sin magt, en slags fraværende ejer, der har abdiceret fra rollen som garant for sikkerheden. Som om staten har sagt til det private erhvervsliv: Det må I om. Det virker umiddelbart som om det private selskab er ejeren af motorvejene, og ikke lejeren som skal bestyre dem,” siger han til avisen Corriere della Sera.

Statsadvokaten skal også i gang med at be- eller afkræfte de mange rygter om, at Autostrade per l´Italia vidste, at broen var en sikkerhedsrisiko.
Flere eksperter har også udtalt sig i den retning, og vi ved, at Polyteknisk Universitet i Milano i en undersøgelse udført for selskabet havde påpeget problemer med stålkablerne fra brotårnene. Andre eksperter har konsekvent udelukket, at uvejret tirsdag skulle have forårsaget ulykken.

Dårlig vedligeholdt infrastruktur
Der er over en halv million broer i Italien, og hvert år sker der ulykker, hvor broer kollapser, også med dødsfald til følge.
Settimo Martinello er direktør for firmaet ”4 Emme”, der lige nu kontrollerer og vedligeholder omkring 50.000 broer i Norditalien.
”Jeg har i årevis sagt, at der er titusinder af broer i Italien, der risikere at kollapse og hvert år sker det for omkring tyve broer, uden at det skaber nyheder fordi de ikke er store som i Genova,” fortæller han nyhedsbureauet AGI.
Ifølge Martinello er alle italienske broer konstrueret med armeret cement i 1950´erne og 1960´erne i risikogruppen.
”Deres livscyklus er slut, det varer ikke evigt,” siger han.
Han forklarer helt lavpraktisk, at sorte striber i cementen er et tydeligt tegn på at cementen ikke længere er tæt, og derfor tillader fugt og ilt at trænge ind til og destruere jernarmeringen, der holder broerne oppe.

De over 40 meter ned fra Morandi-broen skræmte mig hver eneste af de over 100 gange, jeg har kørt på den. Og man behøver desværre ikke være ekspert i cement for at konstatere, at vedligehold af alle typer veje og broer i Italien har lidt under den økonomiske krise, der nu har varet i ti år.
Vi holder vejret…

Video-talk med Charlotte Sylvestersen
…om Morandi-broen, der faldt ned,
…om liberaliseringer, der tilsyneladende ikke fungerer,
…og om den gode karma ved bilkøer:

https://www.facebook.com/charlottemilano/videos/vb.688166869/10156523896091870/?type=2&video_source=user_video_tab

Om Morandi-broen, der faldt ned, om liberaliseringer, der tilsyneladende ikke fungerer, og om den gode karma ved bilkøer…on the road in Europe 🚘

Slået op af Charlotte Sylvestersen i Torsdag den 16. august 2018

FAKTA:
Det italienske motorvejsnet på cirka 7000 kilometer byder på 1608 broer og 686 tunneller.
Det statslige selskab Anas står for 90 procent af de 24241 kilometer statslige veje. Anas skal dermed stå for vedligehold, eventuel nedrivning og genopbygning af over 13.000 broer og viadukter.
Andre 1,3 milioner kilomter vej i Italien er kommunernes ansvar, mens de tyve regioner også står for driften af yderliger 155.000 kilometer vej.
Det Nationale Forskningscenter CNR skønner, at alle broer konstrueret med armeret cement mellem 1950 og 1980 har overstået eller er tæt på at have overstået deres livscyklus.

FOTO: Martina Vesuvio, Wikipedia &          Ponte_Morandi#/media/File:Ponte_Morandi.jpg

Canale Carlotte: Kriminaliteten falder, men utrygheden stiger

Canale Carlotte med dagens Corriere della Sera mandag 12. marts 2018:
Fakta-resistensen stiger også i Italien.

Antallet af mord, tyveri og røverier er faldet støt siden 2014.

Alligevel er stadig flere italienere overbeviste om, at italien er blevet et farlige sted at færdes og leve.

I Danmark myrdes én person per 100.000 indbyggere om året.
I Italien er tallet 0,58.

Corriere della Sera har fremover en fast rubrik – DataRoom – hvor den kendte journalist Milana Gabanelli >> knækker tallene, og i det mindste forsøger at overbevise avisens læsere om nytten af fakta.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg fortæller på Canale Carlotta? 
Så kan du betale for at læse med. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

En italiener arbejder 38,8 timer om ugen, danskeren en time mindre

Den ugentlige arbejdstid for ansatte i Italien er en time mindre end det europæiske gennemsnit med 38,8 timer.

Kun danskerne arbejder mindre, fortæller Eurostat >> der oplyser, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for ansatte i Danmark er på 37,8 timer.

Englænderne topper den europæiske liste med 42,3 arbejdstimer om ugen.

I Italien er pensionsalderen for alle fra 2018 66 år og 7 måneder.

…annonce

Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden

DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017
Der er fyrfadslys i alle vinduer. Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.

Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien. Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.

Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med

Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.

Hun blev rædselsslagen og fremstammede et halvkvalt grazie. Derefter gik hun ind i et andet værelse, hvor hun sandsynligvis rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn >> for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med.

…artiklen fortsætter under reklamen

Middag med kirkegårdsstemning

Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.

Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.

Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.

HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.

Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano

Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.

Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.

Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.

Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning

Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.

Ildstedet i stuen

Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.

Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.

På knæ for ilden

Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.

”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.

Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.

Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.

“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord

Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.

Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne hj og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.

Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.

Og så blev hyggen lige pludselig umoderne

Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.

Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet

Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.

Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.

Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.

Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.

Foto: Skribenten.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 10: Rige danskere i villaer og sparsommelige italienske husejere

DAG 10 i Danmark/onsdag 20.12.2017
De italienske venner var lige så bekymrede som jeg selv over mit projekt om at overvintre i Danmark. Naturligvis frygtede de for min fordøjelse. De bekymrede sig også om, hvorvidt mine to små hunde havde pels nok til kulden. Spørgsmålet om hvor jeg skulle bo fyldte også meget. For at berolige dem, viste jeg dem integrationsvejlederens parcelhus på ejendomsmæglerens side >>.

”Det er jo en villa”, lød det måbende fra Valentino på 86. De andre ældre og lidt yngre herrer ved mit stambord med kortspillerne nikkede samtykkende, da mobilen med billederne blev sendt rundt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Parcelhuset i Holbøl ér en villa for mange af os storbyitalienere. Også selv om det i Danmark er et mindre parcelhus i et udkantsområde med en salgspris, som du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i mit milanesiske middelklassekvarter.

Det afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og også af, hvad man vænner sig til.

VILLAEN I HOLBØL SÆLGES FOR MINDRE END EN MINDRE LEJLIGHED I ET MILANESISK MIDDELKLASSEKVARTER.

Mine øjne er blevet så italienske, at jeg før afrejsen fra min knap 60 kvadratmeter lille toværelses lejlighed i Milano meddelte integrationsvejlederen, at jeg nok bare ville bo i stuen i Holbøl.
Al den plads og alle de værelser i villaen skræmte mig. Grin bare af mig, for de første uger kunne jeg ikke engang overskue at åbne dørene ind til de tre ledige soveværelser.

Øerne langs den jyske højderyg

På den tiende dag i Danmark var jeg inviteret til ålegilde nord for Vejle. Mine danske venner fra Gardasøen – de to, der før afrejsen fra Malcesine ved Gardasøeen >> fejlagtigt påstod jeg kom til at køre hele turen til Danmark i solskin – var på juleferie i Danmark, og vi var inviteret af deres gode venner.

På vejen til Vejle blev jeg oprigtigt talt overrasket over trafikken på motorvejen.
På ferier i Danmark har toget som regel været rejseformen. Eller også har andre hentet og bragt manden og mig i deres biler. Nu sad jeg selv bag rattet. Du gode, hvor er der kommet mange biler i Danmark i forhold til for 25 år siden.
Man kan, og det gør man ofte som udvandrer, stille sig det filosofiske spørgsmål, om det er sundt for krop og sjæl altid at være i bevægelse? Jeg valgte i stedet at koncentrere mig om kørslen i den tågede eftermiddagsstøvregn. Vinden rev også en smule i Panda i de åbne landskaber.

Jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg… Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse

Jeg måtte lige tilbage til folkeskolens geografitimer, for jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg. Har havet nærmet sig højderyggen, der så i parentes er lavere end ruinbjerget fra 2. Verdenskrig, som i dag er en park tæt ved mit hjem i Milano?

Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse. Først da Kolding Ø dukkede op, gik det op for mig: Ø´et betyder bare øst, sådan. Endnu engang fik jeg lyst til at sende min dybeste medfølelse til de udlændinge, der kæmper med og imod det danske sprog.
Der var en ko på marken ved siden af rastepladsen,
og køer ude på motorvejen længere fremme,
og en kø kan man også spille billard med.

Integrationsvejlederen, der oprindeligt stammer fra Als, kunne bagefter oplyse mig om, at Ø er den rigtige side af den jyske motorvej.

Rasteplads med bibliotek

Et stop på Skærup Ø overbeviste mig helt konkret. Der var ingen bro, man skulle over på vej ind på rastepladsen. Rastepladsen var ganske rigtigt landfast med resten af den jyske halvø.

Til gengæld var der fine toiletter i kælderen, der også husede et kæmpestort og mange hyldemeter langt bibliotek med farvestrålende turistbrochurer over hver en kant og udkant af Danmark. Jeg blev overvældet over udvalget, men tog beskedent kun nogle få brochurer om de jyske steder og rigtige øer, jeg havde planer om at besøge.

Det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum

Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at danskerne regner sig for nogle af verdens mest miljøvenlige, ville jeg have bekymret mig alvorligt over, hvor lidt aftryk ideen om det papirløse samfund har sat på det danske turistbureauers tryksager.

Ude på motorvejen igen var der næsten lige så aftenlyst som i Milano, og fra Vejle og til Engum var der nærmest gadebelysning på hele strækningen. Trafikken var stadig tæt, og det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum.

Robert
 har et hus i haven og ordner plænen

Mine værter har naturligvis også to biler, for man arbejder jo i dag ofte fjernt fra sin bopæl. Den berømte og berygtede sammenhængskraft, som man så tit desperat leder efter og hører tale om i Danmark, tror jeg har noget med dén kendsgerning at gøre.

Det slog det mig også, hvor rige mine værters hjem og omgivelser virkede. Ikke alene havde de fået fat på de eftertragtede ål, så der var nok til at nå flere gange rundt på tallerkenen med benene, som man nu skal. Men det hele duftede af velstand, og såmænd og heldigvis også med netop de to, af både velfærd og vellevned.

STEGT ÅL, VELFÆRD OG VELLEVNED ANNO 2018.

Min hjemby Milano er ellers en yderst velhavende by. Statistisk set er det en af Europas rigeste byer. Men velstanden er ikke så ligeligt fordelt som i mit hjemland Danmark. Der findes ikke kvarterer med parcelhuse og tilhørende have på over 300 kvadratmeter nogle steder inde i byen. De, der bor i villaer med park i Milano by, er simpelthen overklasse så det basker, eller også har de været heldige i arvelotteriet.

Vennerne på baren i Milano ville helt sikkert også kalde min venners parcelhus ved Vejle for en villa og haven for en park. På et skilt på terrassen stod der såmænd ”Havekroen”, men møblementet med liggestole og flere siddegrupper, og indretningen med obligatorisk grill, slog mange italienske gourmetrestauranter med udeservering i både kvalitet og smag.

Jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget

Robert havde sit eget hus i haven. Han er ikke en hund, men en robot, der passer plænen, når mine venner er afsted på deres rejser eller bare nede i ferielejligheden i Spanien. Mine venner sidder ikke i eksklusive direktørstole nogle steder. Og som italiener kunne jeg i øvrigt aldrig drømme om at spørge om, hvad de tjener. Den slags er bare så privat i Italien.

Men jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget. Ikke bare bilerne og husene, men også rejserne til andre verdensdele. Med Legoland, der for mange børnefamilier er erstattet af Disneyland og ikke det i Frankrig. Med Weber Grill Generation 6.0 i de mange villahaver. Åh, undskyld, parcelhushaver.

Italienerne ejer deres bolig og sparer penge op ved siden af

Til gengæld så ejer de fleste af mine venner omkring kortspillernes bord på baren i Milano deres bolig. Trods den langvarige økonomiske krise i Italien har deres lejligheder også stadig en bedre salgspris end villaen i Holbøl.

Altså, italienerne ejer virkelig deres små lejligheder, ligesom jeg ejer mine knap 60 kvadratmeter. Italienerne betaler nemlig deres boliger.
20- og 25-årige boliglån er stadig et relativt nyt fænomen i Italien.

Da min mands forældre i begyndelsen af 1960´erne var glade statister i den industrielle revolution med kinesiske vækstrater lånte de penge til deres lejlighed af den rige onkel. Derefter spiste de så meget majsgrød – polenta – i de fem år, de betalte onklen tilbage, at min mand aldrig siden rørte den ret.

Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset

Da jeg var til kommunistpartiets sommerfest i Milano i 1989 solgte en vis Signor Silvio Berlusconi lejligheder i sin luksus satellitby Milano Due ved Festa d´Unitá. Han tilbød elskværdigt, at man kunne betale 40 procent af prisen, når man skrev under, 40 procent når byggeriet var færdigt, og så kunne man låne de sidste 20 procent til almindelig bankrente hos… Silvio Berlusconi.

Omkring 80 procent af italienerne bor i ejerboliger i dag. Langt de fleste boliger er betalt ud. Helt ud. De ejer dem altså. Med de ekstremt lave fødselsrater italienerne også har, kan de kriseramte unge og mindre unge italienere derfor se frem til at arve ikke bare forældrenes bolig, men også de barnløse tanters og onklers.

Fast ejendom er helligere end arvesølvet

Da jeg foreslog manden den hypotetiske tanke, at vi i vores alderdom kunne låne penge i lejligheden til at gøre pensionistlivet sjovere, så han totalt uforstående på mig. Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset. Italienerne er derudover også nummer to til at spare op efter japanerne.

Til gengæld bor de fleste så ikke i villaer med park, og 80 procent holder altid deres sommerferie i Italien. Hvorfor i alverden skulle de også andet?

Og Valentino på 86 henne fra baren. Ja, han har såmænd fra sin familie arvet et skønt stenhus på en bakketop midt i Oltrepo-vindistriktet kun 80 kilometer syd for Milano.


”Men det er jo ikke en villa, Carlotta, bare et stenhus”, siger han, selv om det sted med et par gode håndværkere i løbet af tre-fire uger kunne blive til en skøn oase med udsigt over vinmarkerne, med eller uden Weber 6.0.

Fotos: Skribenten.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Bebudet togulykke med mindst tre omkomne ved Milano

Klokken 06.57 torsdag morgen den 25. januar 2018 forsvandt pendlertog nummer 10451 fra Cremona fra radaren et sted mellem Milano-forsæderne Pioltello og Segrate.

OPDATERING 26. JANUAR: Ulykken skyldtes et 23 centimeter langt stykke spor, der havde revet sig løs ved en samling.
Vogn nummer tre blev derfor afsporet, og rev efter to kilometers kørsel de andre vogne med sig, og stødte sammen en elektrisk mast.

Dødstallet er forblevet på tre – en gruppe kvinder i samme vogn – men 46 er blevet såret, heraf er fire alvorligt sårede. 
Der var planlagt vedligehold i løbet af 2018 på den strækning, hvor ulykken skete.

Indtil videre er der konstateret tre omkomne, men flere af de sårede er i livsfare, og det skønnes, at mindst 100 er sårede.

Den foreløbige årsag skønnes at være et enten et sammenbrud mellem tilkoblingen af to togvogne, eller at et stykke af sporet har flyttet sig.

…artiklen fortsætter under reklamen

Toget, der kørte med 100 kilometer i timen, har kørt omkring to kilometer med det ene hjulsæt udenfor sporet, inden det støder sammen men en pille langs tosporet.
Redningsfolk taler om, at flere togvogne simpelten er krøllet sammen og filtret ind i hinanden.

Redningsmandskab har siden ulykken arbejdet i højeste beredskab, og har med skærebrændere måttet åbne togvognene for at befri indespærrede passagerer. Alle planlagte ikke livsvigtige operationer er blevet aflyst på de nærliggende hospitaler for at behandle de sårede.

Det har ikke skortet på advarsler

Titusinder pendlere tager hver dag tog ind til deres arbejde i Milano.

De har via deres pendler-organisation i årtier beklaget sig over den dårlige stand, pendlertogene befinder sig i. Derfor er der tale om en bebudet katastrofe, hvor pendlerne ikke kan andet end at sige ”hvad sagde vi”.

Både det statslige RFI-Rete Ferroviaria Italiane, hvis tog det drejer sig om, og det lokale norditalienske Ferrovie Nord har i årevis forsikret om, at de er i fuld gang med at renovere banenettet, togvogne og lokomotiver.
Hver eneste lille nyindkøb eller forbedring har fået utrolig god omtale i for eksempel Milano avisen Corriere delle Sera.

Desværre har virkeligheden netop for pendlerne været, at deres tog og det banenet, de tog kører på, er blevet forsømt på bekostning af for eksempel hurtigtogslinjerne, der i dag kan bringe milaneserne til Rom, og omvendt, på 2 timer og 55 minutter.

Lokaltogene i hele Italien snegler sig stadig af sted med 60 kilometer, med slidte lokomotiver og togvogne, og lige så nedslidte togspor. Et toiletbesøger nrmest umuligt, og under landt de fleste omstændigheder meget ulækkert.

Den debat blusser nu op igen.

KILDE:
http://milano.repubblica.it/cronaca/2018/01/25/news/pioltello_deraglia_convoglio_trenord_feriti-187229658/

FOTO: Vigili del Fuoco/Brandvæsenet

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 13: Gider du ikke lige, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun >>. Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie >>. Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>. Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola >>.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken Milanos Panettone eller Veronas Pandora >>, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

FOTO: Skribenten

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 7: Drømmepræsten, Højskolesangbogen og æ Rummelpot på Landbohjemmet

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 7 i Danmark/søndag 17. december 2017
“I have a dream”, råbte den nye præst i Holbøl ud over det smukke kirkerum under sin indsættelsesprædiken den første søndag i landsbyen. Nogle af de mange kirkegængere, der havde fundet vej til præsteindsættelsen efter halvandet år med vikar, gav et hop på kirkebænkene, for dér blev slået ud med armene, tordnet og skiftet stemmeleje på den professionelle måde. Og prædiken tog heller ikke for lang tid.

…artiklen fortsætter under reklamen

Min forventninger til forfatteren, journalisten og debattøren Kristian Ditlev Jensen, der genfandt sin barnetro, og nu for første gang stod på prædikestolen, var tårnhøje. De blev indfriet. Prædiken handlede om de to Luther-e. Ham med reformationen for 500 år siden, og ham med drømmen og borgerrettighederne i 1960´ernes USA. De to kunne den nye pastor spinde mange gode ender om. Lur mig, om ikke der kommer en bog med hans prædikener, og den bog kan godt gå hen at blive en bestseller.

Siddende dér i den smukke landsbykirke, der stammer tilbage fra 1200-tallets romanske byggestil, var det nemt at føle sig hjemme i Holbøl og i Danmark. Smukke freskoer, der oprindeligt stammer fra før reformationen i 1480, smykker alterdelen, og sognets logo er en malet fugl, måske en genopstået fugl Fønix. Og så er kirkeklokkerne inde i et særegent bræddebeklædt klokketårn fra 1753.

FESTDAG I HOLBØL KIRKE. MENIGHEDEN BYDER VELKOMMEN TIL SOGNETS NYE PRÆST, DEBATTØR KRISTIAN DITLEV JENSEN.

Inden gudstjenesten hilser jeg på Meta og Connie, som vi havde mødt på Punsch-turen til Flensburg dagen før.
”Jo da. Vi har da set, at der sad én i din stue, Linda, og kiggede ud i luften”, sagde Meta, da vi mødtes i Flensborg.

”Det lyder godt nok trist”, tænkte jeg. Men jeg sidder jo faktisk tit der i stuen, lytter til radio, tænker over nye artikler, og kigger også ud i luften og prøver at lade den sønderjyske ro falde over mig.

Praktiske danskere og et snert af Herrens nåde

Jeg var overrasket over at konstatere, at der ikke længere er altergang til hver gudstjeneste i Danmark. Altergangen, der jo som dåb og vielse er et af de hellige sakramenter, er for troende katolikker højdepunktet af enhver messe, uanset om køen er lang, og folk er ved at være sultne.

Vi danskere har i grunden en tendens til at blive alt for praktiske på bekostningen af magien og det improviserede. Næ, jeg skal ikke blande mig. Jeg meldte mig ud af Folkekirken, da jeg blev myndig og har aldrig meldt mig ind andre steder. Det var en direkte konsekvens af den sygt gammelkristne efterskole.

At holde Højskolesangbogen i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden

Men dér på bænken i Holbøl med en klog og engageret præst blev jeg sgu lidt opfyldt af det smukke og gode i vores ellers så misrøgtede og misbrugte religion. Og mit næsvise sgu er jo i grunden en forkortelse af ”så sandt Gud lever”. Og ja, et misbrug af Guds navn og det andet bud. Men her, mens jeg skriver, er jeg ikke længere så opfyldt af Herrens ånd og nåde, som jeg blev den dag i kirken.

Højskolesangbogen ligger slidt og solidt i hånden

Efter det åndelige fik vi sulten stillet på Holbøl Landbohjem, hvor der blev budt på snitter, småkager, korsang og velkomsttaler til den nye præst og hans familie. Og fællessang var der også.

På bordene lå den højskolesangbog, jeg stadig har en gammel udgave af i pulterkammeret i Milano. At holde den i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden. Til de to år på den gammelkristne idrætsefterskole, hvor den blev sunget fra ende til anden under morgen- og aftenandagten. Siden blev den også sunget igennem i et noget friere og festligere lag på Forskningshøjskolen i Haderslev.

Jeg bladrede i den blå sangbog, og følte mig overhalet indenom. Der manglede mange af minesange, som jeg til min overraskelse kunne huske de gamle numre på. Og sådan skal det være.

NATURLIGVIS SKAL SANGENE I HØJSKOLESANGBOGEN FORNYES LØBENDE, OGSÅ SELV OM NOGLE AF MINE FAVORITTER MÅ LADE LIVET.

Alt skal ændres, for at intet bliver forandret

Jeg kom til at tænke på Leoparden af den sicilianske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa, som jeg har medbragt på re-integrationsrejsen til Danmark. Som indvandrer i Italien har jeg efter 28 år stadig et alt for stort litterært efterslæb, når det drejer sig om de hovedværker, som de indfødte stifter tvungent bekendtskab med i den italienske folkeskole. Men jeg ved, at grundtonen i bogen om den sicilianske landadel omkring samlingen af det moderne Italien i 1861 er, at ”hvis vi vil have, at alt forbliver som det er, så må vi forandre alt”.

Naturligvis skal sangene i Højskolesangbogen fornyes løbende, også selv om nogle af mine favoritter må lade livet. Og lige så naturligt skal nogle af klassikerne tages med både for fortidens og for eftertidens skyld. Stilstand er måske i virkeligheden den største dødssynd, og manglen på humor må være nummer to.

Make Als great again

Humoren fik jeg så med hjem fra min bordherre på Landbohjemmet. Det viste sig at være chefredaktøren på Gråsten avis, der naturligvis var ude for at reportere fra præsteindsættelsen. Han er også manden bag det humoristiske og satiriske årsskrift æ Rummelpotder har Republikken Als og sloganet ”We make Als great again” på forsiden.

Den første søndag blev jeg med andre ord klædt på både for Vorherre og informeret om årets begivenheder og skandaler i mit midlertidige lokalområde. Hvad kan man mere bede om?

Fotos: Charlotte Sylvestersen.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).