Opera propria, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=29971916

Dario Fo – det verbale symfoniorkester

Hvis der sker mig noget, så fortæl at jeg har gjort alt for at overleve, citerer dagbladet La Repubblica Dario Fo for at have sagt, da han i begyndelsen af oktober blev indlagt med luftvejsproblemer.
Forfatteren og skuespilleren, men fremfor alt samfundskritikeren klædt ud som hofnarren Dario Fo døde natten til torsdag den 13. oktober på Sacco hospitalet i Milano.

Opdateret udgave af artikel offentliggjort på www.italy.dk den 10. februar 2015

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende. (Privatfoto)

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. (Privatfoto)

Ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli-boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. Hvad sker der lige her, tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og altid er to minutter foran.
Jeg er ikke for sent på den.
Jeg er aldrig for sent på den.
Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.
Men jeg ér for sent på den.
Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det er Dario Fo, der sidder foran et stort publikum på scenen i den store boghandel med ordene strømmende ud af munden.
Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo.
Ordstyreren er på overarbejde, og giver dybest set op efter ganske få minutter.

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Ordene flyver ud af og omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie. Man kan som altid mærke, at de står i kø.
Ordene står i lange snirklede køer.
Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen.
Ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.
De vil alle ud, de vil ud, og helst lige nu, ud af det snart 89-årige hoved og den lige så gamle krop.
Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

VELGØRENDE ORDBALSAM
– Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder:
– Jeg skal fortælle jer en hemmelighed! Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om. Min læge siger, det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham. Fo har overhovedet ikke tid til at dø.
– Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en lind strøm.
– Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:
– Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan, kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

…artiklen fortsætter under annoncen

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud.
Derfor er der ikke altid hoved, krop eller hale i det, der kommer ud.
Hvis Fo havde fire eller fem munde, som ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester.

MANDEN ER JO ET GENI, ET GENI, FOR POKKER
Det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening. Nemlig at Fo – og ikke mindst hans afdøde hustru, Franca Rame – i virkeligheden aldrig er kommet videre end til kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilegerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970’erne.
Og så går det op for mig, at det er lige dèr, geniet ligger. 
Altså, at 35 minutter med Fo gør en glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.
Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.
Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker. Jeg glemmer min hælspore. Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for passagerskibet Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.
Inden jeg flyder helt af sted i ordflommens paradis, sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg fremover bare sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers nyhedskanaler, der ellers altid kører indeni, udenom og i baggrunden…

DER VAR EN SKØR KONGE I DANMARK
Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge under et ucharmerende spotlight ved siden af den næsten ordløse ordstyrer.
Bogen handler om den Christian den Syvende, om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække og Wikipedia allermest husker for hans sindssygdom. For hans dronning, der gik i seng med livlægen Struensee, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på “hjul og stejle”. Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker. Wikipedia nævner 89 bogudgivelser, plus skuespillene, tv-shows, sange, malerier, tegninger, scenografi og meget meget mere.

fo_ce-un-re-pazzo-in-danimarca_1200
I 2014 kom der endnu to bøger – “Ciulla, il grande malfattore” (Ciulla, den store synder) og “La figlia del Papa” (Pavens datter) – og Fo nåede også forestillingen “Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano” (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den Syvende af Danmark er Fos nyeste helt. Fordi kongen var skør. Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden ifølge Fo så inderligt brug for.
– Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.

Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente. Han vil nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os. Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort. Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.

HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN, TIL FOLKET, OG TIL DEMOKRATIE
Christian den Syvende bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt. Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd. Og det gør slet ikke noget. For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig tror på kærligheden.
– Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får Fo sagt.
Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af Femstjernebevægelsen, af Beppe Grillo, og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator. Og det endda selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske, der findes.
Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter.
Tilbage på sporet:
Fo har været så “heldig” under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger. ”Dagbøgerne” fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet – for ”med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation” – allerede i 1700-tallet af den oplyste Struensee, der ifølge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejstligheden.  Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre.
Hmmm. Det er i virkeligheden ikke en særlig demokratisk historie.
Nå, pyt med det. Pyt med, at det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struensee selv blev dødsdømt, og at den yndige dronning blev landsforvist, og at  kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det naturligvis ikke.

HOFNARREN SIDDER MED HÅNERETTEN
Fo er gøgler.
Han er den sidste hofnar, der sidder med retten til at råbe ”de har ikke noget tøj på”.
Han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds – eller hvem det nu er – nåde. Og det er helt i orden.
Han har aldrig nogensinde kaldt sig for dokumentarist, vel?
Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet. Det får jeg så også at vide senere, sammen med verbale pisk over min mangel på punktlighed.

DET ER DANSK, GODT, LYKKELIGT OG DEMOKRATISK
Fo er i sin høje alder også med på modebølgen. Nemlig den Danmarks-bølge, der i de seneste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien. Alt, hvad der er dansk er godt. Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste. Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.
Danmarks-bølgen ruller fra tv-serier som “Broen” og “Borgen” til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier – alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo-blog fra 2012, der ganske sigende hedder “Drømmen om Danmark“.
Det er ligemeget, for Danmark er og bliver drømmelandet for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
I Danmark kaldte vi dem for kystbanesocialisterne. I Milano hed og hedder de ”radical chic”, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl. Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte. Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og “italienerne var dem, der vidste mindst om ham”, og tilhørerne griner pligtskyldigt og nikker anerkendende.
Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke bare et nutidigt modefænomen, det skal han have.
Jeg husker ham så langt tilbage og så langt ude som på heden på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier tilbage. Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener. Jeg husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer…

KUN TRE SPØRGSMÅL.
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM.
Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her, fordi vi skal købe bogen.
– Kassen er lige dernede ved udgangen.
Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
– Tak, fordi du eksisterer.
– Tak, fordi du eksisterer.
Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.
– Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig… …ja hvad er det nu lige, han ligner? Jamen, det er da en rigtig italiensk “Dario”, der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.
Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes – i dag skal vi jo vide alt om følelser – da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur. Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
– Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.  Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.
Tredje og sidste spørgsmål er mit. Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog. Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder før tiden, og jeg åbenbart så næsten italiensk, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden.

Jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den Syvende?
Fo sidder i det uklædelige spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse – deraf billedkvaliteten.
Han misser med øjne, der har set så meget, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.
– Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk. Hvad ved du om Christian den Syvende?
– At han var skør, at han var hanrej (“cornuto“), at Struensee nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struensees retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for, at Wikipedia eksisterer.
– Ajaaa, ajaaa, siger Fo ud til publikum.
– Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.
Det anede mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i hans bog, og ikke mindst i de fantastiske “hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne”.
– Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult. Ja, du siger “cornuto“. Men nej, Christian kendte sig selv, og Struensee var hans bedste ven. Han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem kongen, dronningen og Struensee som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.
Det kan du selv læse mere om i bogen ”Der er en skør konge i Danmark” .
Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien, og lidt pisk til Die Dumme italienere som helhed, som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.
– Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, gnækker han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop. Hælsporen vågner, lænden knager og virkeligheden er pludselig tilbage. Det var sønnen Jacopo fra det fanstastiske og ustyrlige Frie Universitet Alcatraz i Umbria, der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.
De to var langt langt henne i den kreative proces – undskyld, researchen med de hemmelige dagbøger – da de opdagede filmen “En kongelig affære” om samme konge, dronning og Struensee.  Og det var jo også bare så meget lige meget. For det var jo oplagt en historie, der bare skulle, og i virkeligheden bare ventede på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op. Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.
– Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med mit mobilkamera.

fo_20150210_charlotte

Billedkvaliteten blev ikke bedre med den ordløse ordstyrer som fotograf, og Fo og jeg blev heller ikke enige om, at Danmark er paradis på jord, men interessant var det. (Privatfoto)

Bagefter slanger autografkøen sig frem.
Jeg snupper, og betaler, også en bog og stiller mig allersidst i køen.
Fo er træt, men grifler løs. Sådan er det også, men dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det, trods trætheden.
Bagefter har jeg en skøn fornemmelse i hoved og krop. Jeg løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned, og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.
Jeg glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig. Der er så mange historier, der vil ud.

PPS: Lyt til Dario Fo, da han i 2015 besøgte Louisiana og fortalte om den skøre danske konge.

Umberto Eco leflede ikke for masserne

“Den, der ikke læser, har kun levet èt liv som 70-årig.
Den, der læser, har levet 5000 år.
Litteratur er baglæns udødelighed”.

Forfatter, semiotiker, filosof og samfundsrevser Umberto Eco døde den 19. februar.

Jeg synes, han var svær at læse! Men Sean Connery i Rosens navn, beskrivelserne af italienske storby-intellektuelle i Foucaults Pendul og allermest hans klummer i L´Espresso er en del at min italienske historie.

Læs min nekrolog på POV.INTERNATIONAL >>

1024px-Umberto_Eco_in_his_house

Foto: Umberto Eco interviewed by Aubrey in his Milan apartment for Wiki@Home – 2010. Wikimedia Commons.

…artiklen fortsætter under annoncen

italiamo-logo

Frans af Assisi i følge Hermann Hesse

Fra Kristeligt Dagblads forlag:
For første gang udkommer Hermann Hesses lille biografi om Frans af Assisi på dansk.

I bogen fortæller forfatteren livshistorien om købmandssønnen, der blev vandreprædikant.
En fortælling, som er til stor inspiration for de mange mennesker, der hvert år valfarter til Frans af Assisis fødeby – og pave Frans som har taget navn efter sit forbillede.

…artiklen fortsætter under annoncen

I 1904 skrev Hermann Hesse en lille biografi om den hellige Frans af Assisi (1182-1226).
frans_af_assisi_hermann_hesseLINK: Kristeligt Dagblads Forlag >>

En beretning, der fortæller historien om den unge norditalienske købmandssøn af velstående familie, som under et kortvarigt fangenskab får en guddommelig åbenbaring og herefter bryder med sin familie og opgiver alt jordisk gods.
Efter bibelsk forbillede gik Frans nu omkring som vandreprædikant og grundlagde siden franciskanerordenen.

Frans’ religiøsitet var præget af inderlighed og dyb forbundethed med natur og dyr.
Hermann Hesse finder i Frans et forbillede for den skabende kunstner, som med etisk, åndeligt og følelsesmæssigt engagement taler de nødstedtes og lidendes sag og søger den enkle sandhed og skønhed.

Bogen udgives med renæssancekunstneren Giottos fresker.

Hermann Hesse (1877-1962) voksede op i Tyskland og Schweiz i en strengt religiøs familie.
Senere blev han dybt optaget af buddhisme og psykoanalyse, der prægede hans to kendteværker Siddharta og Steppeulven.
Hesse blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1946

Flere artikler om Frans af Assisi på italy.dk:
Om Frans af Assisi >>
Om Assisi – byguide >>
Frans´veninde Clara grundlagde Klarisser-ordenen >>
Broder Theodor er en dansk franciskanermunk i Assisi >>
Forfatteren Johannes Jørgensen blev æresborger i Assisi i 1922 >>
Bo på klostre i Assisi >>
En fantastisk Maria-figur fra Assisi >>
Giottos kalkmalerier i baslikaen i Assisi blev ødelagt ved jordskælvet i 1997, men blev “samlet” igen >>

 

italiamo-logo