Bersaglieri korpset spiller fanfarer for fuld udblæsning og i løb

Bersaglieri korpset er en del af den italienske hærs infanteri, og blev grundlagt i Torino i 1836.
Deres musikkorps er det eneste i verden, der spiller under løb.
Legenden siger, at skikken stammer fra den 20. september 1870, da de italienske styrker brød gennem Port Pia og fik Rom med i det nye Italien.
Orkestret spillede gående, men begyndte helt spontant at løbe begejstret, da de italienske styrker indtog hovedstaden. Og de løber stadig, som du kan se på videoen herunder, der er fra en parade i Rom.

..artiklen fortsætter under annoncen

XX Settembre
At Rom blev indtaget den 20. september forklarer også de italienske gader med det navn – Via, Viale eller Corso XX Settembre. Læs mere om de mange gadenavne, der stammer fra “Il Risorgimente”, tiden omkring Italiens samling i midten af 1800-tallet: http://www.italy.dk/samfund/vie-1201.htm

Jeg har selv oplevet de løbende Bersaglieri flere gange, og det er imponerende, når de med de flagrende sorte hanefjer i hattene sætter gang i gaden.

Foto: www.esercito.difesa.it 

De lange sorte hanefjer på den runde hat har en praktisk funktion. Det skulle oprndeligt sørge for at soldatens højre øje var i skygge, så han også kunne sigte i solskin. Der er i dag seks regimenter Bersaglieri i den italienske hær.

Da jeg for et par år siden mødte bersaglieri´erne i skarpt trav på gågaden i Firenze, haltede ham med tubaen prustende bagefter resten af banden.

Du skal frem til minuttal 1.45.
Så bliver det vildt!

Bersaglieri´erne fra San Doná på Facebook >>

Italiens historie fra 1861 >> 

 

 

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften. Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt. Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser. Linserne symboliserer penge, og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.

Linserne fra Castelluccio er meget delikate og sprøde, og skal ikke ligge i blød inden anvendelsen

Netop i år kunne linserne passende være “solidariske” linser fra Castelluccio >> i det jordskælvsramte område i Mellemitalien, ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod..

Forrest ligger Cotechino pølsen og bagved Zampino i grisefoden

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” >> med ragu af okstesteg “brasato” >> eller ragu af vildt >>.


Opskrift på Brasato al Barolo >>

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda” >>, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Opskrift på Osso Buco alla Milanese >>

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder >>.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna

Først og fremmest “venus-navler” >>, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin >>

Attribution: Algont at Dutch Wikipedia

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks >> og floder af Chianti-vin >>

Ithunn

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk >> – spaghetti med tun eller skaldyr >>, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter >>, og anden fisk.

Napoli

Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole) >>, tortellini i suppe >>, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Frokost på Amalfi-kysten i Campania regionen >>

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.

Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)
Gastronomien i regionen Puglia >>

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” >> (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.

Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania

Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.

Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter med ricottaost.

DOWNLOAD pdf-fil MED MODERNE OPSKRIFTER PÅ COTECHINO (Italiensk) >>

Foto: Privatfoto, Modenaigp & Lenticchiaigpcastelluccio & Algont at Dutch Wikipedia & Macellaio Malinverno

Emma Morano er verdens ældste – 117 år og én dag

Tre rå æg om dagen, efter lægens ordre for nylig sat ned til to, lidt let stegt hakket kød, frugt, fravær af vrede, og livet som single. Det er Emma Moranos opskrift på, at hun lige nu er verdens ældste menneske – i dag 117 år og én dag.

emma_morano_117_aar

Helt præcist er Emma den eneste i verden, der kan bevise, at hun er født i 1800-tallet.
I 25 år har hun holdt sig inde i sin beskedne toværelses lejelighed ved Maggioresøen i Norditalien, og på fødselsdagen fik hun foræret sin egen Facebookeside >>  af et par slægtninge. Her strømmede det dagen igennem ind med lykønskninger. Og den italienske præsident sendte hende også et telegram i dagens anledning.

..artiklen fortsætter under annoncen

Emmas kost består i dag udover det nævnte også at homogeniseret babymad, hvad ernæringseksperter næppe er tilfredse med.
Det er Emma ligeglad med, for hendes egen opskrift på det usædvanligt lange liv er, at hun aldrig har været vred, men derimod har arbejdet og ikke tænkt på andet. Hun gik på pension i 1975.
Andre ville måske have hævet stemmen, men det påstår Emma altså, at hun aldrig har gjort, selv om “min mand var ond, han var frygtelig”, som hun fortæller til den italienske udgave af Huffington Post >>. Parret fik en søn i 1937, men barnet døde syv måneder gammel.
Emma fik med hjælpe fra to brødre ægtemanden smidt ud i 1938. Dengang var skilsmisse ikke tilladt, så hun forblev gift, men levede siden som single, for ”alle mænd er ens. Det er bedre at holde sig på afstand”.

Wikipedia noterer sig, at Emma – indtil videre – har overlevet tre italienske konger først, 12 præsidenter, og 11 paver.

FOTO: Emma Moranos Facebook Fans Club

Opera propria, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=29971916

Dario Fo – det verbale symfoniorkester

Hvis der sker mig noget, så fortæl at jeg har gjort alt for at overleve, citerer dagbladet La Repubblica Dario Fo for at have sagt, da han i begyndelsen af oktober blev indlagt med luftvejsproblemer.
Forfatteren og skuespilleren, men fremfor alt samfundskritikeren klædt ud som hofnarren Dario Fo døde natten til torsdag den 13. oktober på Sacco hospitalet i Milano.

Opdateret udgave af artikel offentliggjort på www.italy.dk den 10. februar 2015

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende. (Privatfoto)

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. (Privatfoto)

Ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli-boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. Hvad sker der lige her, tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og altid er to minutter foran.
Jeg er ikke for sent på den.
Jeg er aldrig for sent på den.
Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.
Men jeg ér for sent på den.
Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det er Dario Fo, der sidder foran et stort publikum på scenen i den store boghandel med ordene strømmende ud af munden.
Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo.
Ordstyreren er på overarbejde, og giver dybest set op efter ganske få minutter.

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Ordene flyver ud af og omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie. Man kan som altid mærke, at de står i kø.
Ordene står i lange snirklede køer.
Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen.
Ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.
De vil alle ud, de vil ud, og helst lige nu, ud af det snart 89-årige hoved og den lige så gamle krop.
Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

VELGØRENDE ORDBALSAM
– Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder:
– Jeg skal fortælle jer en hemmelighed! Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om. Min læge siger, det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham. Fo har overhovedet ikke tid til at dø.
– Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en lind strøm.
– Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:
– Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan, kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

…artiklen fortsætter under annoncen

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud.
Derfor er der ikke altid hoved, krop eller hale i det, der kommer ud.
Hvis Fo havde fire eller fem munde, som ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester.

MANDEN ER JO ET GENI, ET GENI, FOR POKKER
Det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening. Nemlig at Fo – og ikke mindst hans afdøde hustru, Franca Rame – i virkeligheden aldrig er kommet videre end til kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilegerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970’erne.
Og så går det op for mig, at det er lige dèr, geniet ligger. 
Altså, at 35 minutter med Fo gør en glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.
Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.
Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker. Jeg glemmer min hælspore. Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for passagerskibet Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.
Inden jeg flyder helt af sted i ordflommens paradis, sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg fremover bare sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers nyhedskanaler, der ellers altid kører indeni, udenom og i baggrunden…

DER VAR EN SKØR KONGE I DANMARK
Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge under et ucharmerende spotlight ved siden af den næsten ordløse ordstyrer.
Bogen handler om den Christian den Syvende, om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække og Wikipedia allermest husker for hans sindssygdom. For hans dronning, der gik i seng med livlægen Struensee, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på “hjul og stejle”. Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker. Wikipedia nævner 89 bogudgivelser, plus skuespillene, tv-shows, sange, malerier, tegninger, scenografi og meget meget mere.

fo_ce-un-re-pazzo-in-danimarca_1200
I 2014 kom der endnu to bøger – “Ciulla, il grande malfattore” (Ciulla, den store synder) og “La figlia del Papa” (Pavens datter) – og Fo nåede også forestillingen “Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano” (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den Syvende af Danmark er Fos nyeste helt. Fordi kongen var skør. Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden ifølge Fo så inderligt brug for.
– Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.

Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente. Han vil nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os. Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort. Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.

HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN, TIL FOLKET, OG TIL DEMOKRATIE
Christian den Syvende bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt. Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd. Og det gør slet ikke noget. For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig tror på kærligheden.
– Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får Fo sagt.
Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af Femstjernebevægelsen, af Beppe Grillo, og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator. Og det endda selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske, der findes.
Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter.
Tilbage på sporet:
Fo har været så “heldig” under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger. ”Dagbøgerne” fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet – for ”med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation” – allerede i 1700-tallet af den oplyste Struensee, der ifølge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejstligheden.  Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre.
Hmmm. Det er i virkeligheden ikke en særlig demokratisk historie.
Nå, pyt med det. Pyt med, at det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struensee selv blev dødsdømt, og at den yndige dronning blev landsforvist, og at  kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det naturligvis ikke.

HOFNARREN SIDDER MED HÅNERETTEN
Fo er gøgler.
Han er den sidste hofnar, der sidder med retten til at råbe ”de har ikke noget tøj på”.
Han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds – eller hvem det nu er – nåde. Og det er helt i orden.
Han har aldrig nogensinde kaldt sig for dokumentarist, vel?
Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet. Det får jeg så også at vide senere, sammen med verbale pisk over min mangel på punktlighed.

DET ER DANSK, GODT, LYKKELIGT OG DEMOKRATISK
Fo er i sin høje alder også med på modebølgen. Nemlig den Danmarks-bølge, der i de seneste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien. Alt, hvad der er dansk er godt. Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste. Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.
Danmarks-bølgen ruller fra tv-serier som “Broen” og “Borgen” til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier – alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo-blog fra 2012, der ganske sigende hedder “Drømmen om Danmark“.
Det er ligemeget, for Danmark er og bliver drømmelandet for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
I Danmark kaldte vi dem for kystbanesocialisterne. I Milano hed og hedder de ”radical chic”, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl. Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte. Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og “italienerne var dem, der vidste mindst om ham”, og tilhørerne griner pligtskyldigt og nikker anerkendende.
Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke bare et nutidigt modefænomen, det skal han have.
Jeg husker ham så langt tilbage og så langt ude som på heden på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier tilbage. Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener. Jeg husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer…

KUN TRE SPØRGSMÅL.
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM.
Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her, fordi vi skal købe bogen.
– Kassen er lige dernede ved udgangen.
Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
– Tak, fordi du eksisterer.
– Tak, fordi du eksisterer.
Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.
– Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig… …ja hvad er det nu lige, han ligner? Jamen, det er da en rigtig italiensk “Dario”, der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.
Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes – i dag skal vi jo vide alt om følelser – da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur. Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
– Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.  Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.
Tredje og sidste spørgsmål er mit. Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog. Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder før tiden, og jeg åbenbart så næsten italiensk, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden.

Jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den Syvende?
Fo sidder i det uklædelige spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse – deraf billedkvaliteten.
Han misser med øjne, der har set så meget, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.
– Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk. Hvad ved du om Christian den Syvende?
– At han var skør, at han var hanrej (“cornuto“), at Struensee nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struensees retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for, at Wikipedia eksisterer.
– Ajaaa, ajaaa, siger Fo ud til publikum.
– Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.
Det anede mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i hans bog, og ikke mindst i de fantastiske “hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne”.
– Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult. Ja, du siger “cornuto“. Men nej, Christian kendte sig selv, og Struensee var hans bedste ven. Han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem kongen, dronningen og Struensee som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.
Det kan du selv læse mere om i bogen ”Der er en skør konge i Danmark” .
Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien, og lidt pisk til Die Dumme italienere som helhed, som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.
– Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, gnækker han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop. Hælsporen vågner, lænden knager og virkeligheden er pludselig tilbage. Det var sønnen Jacopo fra det fanstastiske og ustyrlige Frie Universitet Alcatraz i Umbria, der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.
De to var langt langt henne i den kreative proces – undskyld, researchen med de hemmelige dagbøger – da de opdagede filmen “En kongelig affære” om samme konge, dronning og Struensee.  Og det var jo også bare så meget lige meget. For det var jo oplagt en historie, der bare skulle, og i virkeligheden bare ventede på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op. Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.
– Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med mit mobilkamera.

fo_20150210_charlotte

Billedkvaliteten blev ikke bedre med den ordløse ordstyrer som fotograf, og Fo og jeg blev heller ikke enige om, at Danmark er paradis på jord, men interessant var det. (Privatfoto)

Bagefter slanger autografkøen sig frem.
Jeg snupper, og betaler, også en bog og stiller mig allersidst i køen.
Fo er træt, men grifler løs. Sådan er det også, men dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det, trods trætheden.
Bagefter har jeg en skøn fornemmelse i hoved og krop. Jeg løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned, og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.
Jeg glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig. Der er så mange historier, der vil ud.

PPS: Lyt til Dario Fo, da han i 2015 besøgte Louisiana og fortalte om den skøre danske konge.

Ny udgave af “Fertilitetsplan” beskyldt for racisme

Den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, trak i slutningen af august den første udgave af “Den Nationale Fertilitetsplan” tilbage i kølvandet på beskyldninger om at promovere kvindefjendsk propaganda, der mest af alt mindede om tiden under Mussolinis fascistiske diktatur.

Den oprindelige kampagne opfordrede for eksempel italienske kvinder til at blive gode fødemaskiner for fædrelandet i så ung en alder som mulig, og fremstillede frivilligt eller ufrivilligt barnløse par som dårlige samfundsborgere.

…artiklen fortsætter under annoncen

Den 21. september blev den reviderede udgave af kampagnen så præsenteret, og den 22. september var det “Den Store Nationale Fertilitetsdag”, som skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Få timer efter at have præsenteret kampagnematerialet måtte sundhedsministeren dog trække en af de otte brochurer tilbage på grund af beskyldninger om racisme.

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016.

Brochurens forside viste øverst tandpastasmilende unge hvide mennesker som eksempel på “De gode vaner”.
Billedet nedenunder viste rygende unge mennesker af forskellig hudfarve, én endda med rastafrisure som eksempel på “Det dårlige selskab”. Altså den type mennesker fødedygtige unge italienere bør holde sig fra for at beskytte deres evne til at producere børn.

Racismen er i de øjne, der ser, var sundhedsministerens første svar på stormen af anklager om racisme.

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer "De gode vaner" for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er "Det dårlige selskab" repræsenteret af ungerygende  af forskellig hudfarve. Billederne er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer “De gode vaner” for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er “Det dårlige selskab” repræsenteret af ungerygende af forskellig hudfarve. De originale foto er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com.

Senere på dagen var forargelsen både på de sociale og de traditionelle medier dog så larmende, at Beatrice Lorenzin valgte at trække brochuren tilbage. Med uvant italiensk hurtighed fik hun også straks fjernet ethvert spor af den famøse brochure på Sundhedsministeriets hjemmeside. Siden har Lorenzin tørret sit andet selvmål i træk af ved at indlede en disciplinærsag mod den embedsmand, der har siddet med sagen.

Sundhedsministeren tilhører partiet Nyt Centrum Højre (NCD), der ledes af Berlusconis tidligere kronprins, indenrigsminister Angelino Alfano. Lorenzin begyndte sin politiske karriere under Berlusconis vinger i partiet Forza Italia allerede i 1996, og så fik hun i øvrigt først selv tid til at få barn som 43-årig sidste sommer.

Lorenzins tilgang til familiepolitik afslører endnu engang, at der tit er meget langt mellem regeringsleder Matteo Renzis Partito Democratico (PD) og NCD. PD tæller stadig en del parlamentsmedlemmer, der begyndte deres politiske karriere i det store italienske kommunistparti PCI, og der er meget langt fra PD’s ja til registreret partnerskab til NCD’s ultrakonservative familiepolitik.
Venstrefløjspartierne i sammenslutningen SEL-Sinistra Italiana kræver nu både en ny kampagne og ministerens afgang.

I 2015 blev der født 488.000 børn i Italien, og det er det laveste antal siden landet blev samlet i 1861.

 Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)

Plan om flere børn i Italien forarger

Den italienske sundhedsminister er kommet i strid modvind efter hun har fremlagt en plan for at få flere fyldte vugger i Italien via en reklamekampagne og indførelsen af en national ”Frugtbarhedsdag.” For nogle giver kampagnen nemlig minder om fascismens syn på kvinder som fødemaskiner.

– Vi skal vende den nuværende mentalitet på hovedet og genskabe fertilitet som et essensielt behov – ikke blot for par, men for hele samfundet, siger Italiens sundhedsminister Beatrice Lorenzin.
”Forsvar din frugtbarhed, forbered en vugge til din fremtid”, lyder sloganet bombastisk på forsiden af ministerens 137 sider lange frugtbarhedsplan.

italien_fertilitet_1_1

“Kom nu i gang! Vent ikke på storken. Foto fra kampagnen.

Navnet ”Den Nationale Fertilitetsplan” minder i Italien ikke om Sovjetunionens femårsplaner, men derimod mere om de 20 år under Mussolinis fascistiske diktatur mellem 1922 og 1943. Dengang var de italienske kvinder fødemaskiner, der skulle producere så mange soldater som muligt til tusindårsriget.

Fornærmelse af de ufrivilligt barnløse
Nærlæser man ”Den Nationale Fertilitetsplan” fremgår det klart, at den italienske sundhedsministers opfattelse af familien ligger mere på linje med Mussolini, end med det 21. århundredes realiteter.
Lorenzin taler om ”prestigen ved at være mor”, og planen nævner nærmest ikke farmand.
Det understreges også, at kvinder for samfundets skyld bør få børn i så ung en alder som muligt.
Forfatteren Roberto Saviano kaldte på Twitter kampagnen det for en fornærmelse mod dem, der af biologiske grunde ikke kan få børn, og også mod de mange, der i dagens kriseramte Italien simpelthen ikke har råd til at sætte børn i verden.

…artiklen fortsætter under annoncen

Sundhedsministeren reagerede på kritikken med at blive både ”overrasket og bitter”:
– Hvorfor kan man lave kampagner mod sukkersyge og kræft, men ikke om frugtbarheden, spurgte hun retorisk i dagbladet La Stampa dagen efter lanceringen af kampagnen.
– Tror De ikke, at problemet i realiteten er, at man ikke får børn, fordi der mangler både arbejde og velfærd, lød det derefter fra avisen.
– Der er en demografisk nødsituation i Italien: Fortsætter den, risikerer vi nulvækst i 2050. Jeg ved godt, at arbejdsmarkedspolitik, og skatte- og socialpolitik har indflydelse på fødselsraten. Men jeg er sundhedsminister, og jeg beskæftiger mig med sundhedsaspektet, replicerede sundhedsministeren, der er valgt for partiet Nyt Centrumhøjre.

Myten om de store italienske familier
Den børnerige italienske familie har i snart to generationer været en skrøne. De italienske kvinder får i dag under 1,4 barn per kvindeliv, og tallet var endda under 1,2 i midten af 1990´erne.
I 2015 blev der født færre end en halv million børn i en befolkning på over 60 millioner. Det er det laveste antal fødsler siden Italien blev samlet i 1861. Der døde knap 150.000 flere italienere end der blev født sidste år.
Når det virker som om, italienerne stadig har mange børn, er det ofte fordi hele familien inklusive onkler og tanter og nevøer går ud at spise eller tager på udflugt sammen.

Luigi Ambrosio fra Radio Popolare mener, at planen stempler de par, der bevidst har valgt ikke at få børn, som asociale borgere. Ifølge ”Den Nationale Fertilitetsplan” er par med børn både vigtigere og bedre samfundsmedlemmer end barnløse par, skriver han på radioens hjemmeside.

Antihistorisk kommunikationsfejl
I en leder i sundhedsmagasinet ”Starbene” kalder vicechefredaktør Sabrina Barbieri sundhedsministerens forslag til en ”Fertilitetsdag” for både antihistorisk og for en kæmpe kommunikationsfejl.
Barbieri deltog sammen med et dusin andre journalister i et møde med sundhedsminister Batrice Lorenzin i slutningen af maj i år. Hun forlod mødet med en fornemmelse af at deltage i et projekt, der handlede om en kampagne for at beskytte unge menneskers fertilitet med oplysningskampagner om blandt andet seksuelt overførte sygdomme, der kan resultere i sterilitet.

italien_fertilitet_1_2

Slogans fra kampagnen. “Skønhed har ingen alder. Fertiliteten har”. “Fertiliteten er et fælles gode”. “Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”. “Forfaqtningen beskytter en bevidst og ansvarlig forplantning”

Som så mange andre blev Sabrina Barbieri både overrasket og chokeret over udspillet til ”Fertilitetsdagen” den 22. september. Hun fortæller i lederen, at flere af de tilstedeværende journalister understregede, at de gerne vil være med til at promovere en oplysningskampagne, men at de netop ikke ville deltage i en kampagne, der skulle opfordre unge italienere til få flere børn.
”Udskydelse af moderskabet ender med et enebarn. Hvis det kommer”, truer et andet slogan.

Forfatningen og frugtbarheden
Kampagnens slogans har i det hele taget skabt vrede. Og det er igen de italienske kvinder, der nærmest mobbes.
”Skønhed har ingen alder, det har frugtbarheden”, lyder et slogan, mens et andet fortæller, at ”Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”.
Helt galt går det dog, når forfatningen blandes ind i forplantningen:
”Forfatningen beskytter en samvittighedsfuld og ansvarlige forplantning”.
Øh, ja. Læs den lige igen.
Hertil spørger bloggeren Selvaggia Lucarelli i ugebladet Novella 2000:
– Hvad gør vi så med børn født af dumme forældre, med børn født på grund af afbrudt samleje, på grund af to Mojito for meget, eller hvad med børnene af de forældre, der bliver skilt ved første barneskrig?

Renzi undsiger kampagnen
– Jeg kendte ikke noget til den kampagne, fortalte premierminister Matteo Renzi til radioen Rtl102,5 efter lanceringen.
– Hvis du vil skabe et samfund, der satser på fremtiden og på børn, skal du skabe de strukturelle vilkår som vuggestuer og tilpassede forhold på arbejdsmarkedet. Folk får børn, når de har et fast arbejde, når de kan tage et boliglån og har en vuggestue i nærheden. Jeg har ingen venner, der får børn, fordi de ser et reklameskilt. Jeg kender derimod dem, der siger, ”hvordan skal vi sætte børn i verden, når vi ikke har bedsteforældre, der kan passe dem, eller når vi ikke har et fast arbejde…”.

Sundhedsminister Beatrice Lorenzin blev selv mor for første gang i juni 2015.
Hun fik tvillinger, som 43 årig.

Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)

Sommerblues fra et augusttomt Milano

15. august 2016:
Det er er helt stille.
Jeg har åbnet alle døre og vinduer for at lukke 15. august-stilheden helt ind under huden.
”Ferragosto” er italiensk midsommer. Som sankthans.
Vi fejrer bare Jomfru Marias himmelfart i stedet.

Nå, det vidste du ikke. Altså, at hun ligesom sønnike også for til himmels uden mekaniske hjælpemidler. Marias himmelfart blev besluttet fejret den 1. november 1950 og blev dermed det eneste nye katolske dogme fra 1900-tallet.
Nå. Det er en helt anden historie.

Jeg går rundt i lejligheden og dimser i et forsøg på at tøjle lysten til at tænde for radio eller tv. Jeg er fast besluttet på at give stilheden en chance. Selv kolikbarnet på anden sal er helt stille. Jeg giver hundene mad, vander de stakkels planter på balkonen og kommer alligevel til at tænde for vaskemaskinen.

– Nu er vi vel kun halvdelen tilbage, spurgte jeg portneren forleden.
– Halvdelen.. Mindre end en tredjedel, svarede Raffaele.

…artiklen fortsætter under annoncen

Han ved det.
Han er en ægte portner.
Han ved alt om alle de 130 enheder i ejerforeningen, og ikke mindst også alt om beboerne.
Portneren og signor Bonomi – den gode mand, betyder det efternavn – er de eneste tilbageværende ”reportere” fra ”Radio Cagnola”.
Cagnola er det officielle navn på mit kvarter.
Det er der ikke så mange, der ved.
Italienerne er ikke så officielle.

”Radio Gagnola” har sit hovedsæde på Pinos Bar her i ejendommen. Pino lukkede den 9. august for at tage ”hjem” til Calabrien på ferie. Han kom til Milano for at arbejde som 14-årig, som så mange dengang i begyndelsen af 1960´erne. Men Calabrien er hjemme.

Indtil Pino og de pensionerede mænd kommer retur sidst på måneden må resterne af Radio Cagnola bruge fortovet foran Via Plana 43 som redaktionslokale. De har så heller ikke så meget at rapportere. “Der er mindst fem familier mere, der tager afsted efter arbejde på fredag”, tilføjede Raffaele.

Ugerne omkring Marias himmelfart er ferien i Italien. Kan man ikke andet, så er det næsten obligatorisk på en eller anden måde at feriere i det mindste i dagene op til og efter Ferragosto. Ifølge avisen Affari Italiani er vi i dag under halvdelen af Milanos indbyggertal tilbage. 680.000 helt præcist, skriver de. 680.000 er da egentligt mange. Alligevel er jeg i ”Palle alene i verden-mood”.

sommerblues_milano_1

Der var helt tomt i lyskrydset i går eftermiddag. I to lange minutter stod jeg dér, og kiggede forgæves i alle retninger efter et motoriseret køretøj. Surrealistisk, og i grunden lidt skræmmende. Kun lidt.

Det var værre i gamle dage
Jeg elsker at skrive, at ”det var værre i gamle dage”. Jeg vil ikke blive en af dem, der falder i ”det var bedre i gamle dage”-fælden. Jeg vil ikke..

Da jeg for 27 år siden kom til Milano, sagde det simpelthen svup om eftermiddagen den 31. juli. 900.000 milanesere tog på ferie. De var væk hele august måned. I Via Plana og foran byens kontorer og fabrikker holdt de feriepakkede familier parate i bilerne til at overlade rattet til farmand allerhøjst to minutter efter, at fabrikken eller kontoret lukkede.

Køerne på motorvejene til havet, og for rigtigt mange hjem til Syditalien, var ikke alenlange, men mange kilomter lange.
Der var tumultagtige scener på hver eneste autogrill, når far skulle have endnu en dobbelt espresso for at holde øjnene åbne hele vejen til Apulien, Calabrien, Sicilien og Sardinien. Scener, der gentog sig i omvendt retning den 31. august, når den præcist en måned lange industriferie sluttede.

Til os, der dengang blev tilbage i byen – de gamle, de sære, og de nærige, der ikke vil betale augustpriser – udleverede Milano Kommune brochurer med lister over de ganske få butikker, apoteker, blikkenslagere og supermarkeder, der ikke lukkede hele industriferien. Manden og jeg gik i midten af august 1989 flere kilometer hver aften for at få en espresso. I dag ejes Illy-kaffebaren på hjørnet af to kinesere, der kalder sig Linda og Luca.

– Skal i aldrig holde ferie, spurgte jeg Linda sidste sommer.
– Jo, sagde hun smilende. Den dag vi har betalt alle afdragene på baren.

Hvis arbejde adler, som man sagde engang med en talemåde, jeg altid har haft det lidt svært med, så er det fuldt fortjent, hvis Luca og Linda bliver fremtidens grever og baronesser. I dag holder ikke bare kinesernes, men også arabernes og de andre indvandreres butikker, kiosker og restauranter i Via Plana åbent i august. Hvis stilheden bliver for overvældende, kan jeg også bare gå hen på indkøbscenteret, hvor der er åbent til klokken 10 i aften. Hvis jeg altså får nok af stilheden. Ikke endnu.

Eller jeg kan tage en tur i parken bag slottet. Her står der hver sommer et stort kommunalt dansetelt. Udenfor er der stole og borde under parasoller til dem, der spiller kort. Her mødes de mobile 60+, 70+ og 80+-årige milanesere hver eftermiddag og aften. Der danses vals, tango og linedans. Med alvorlige miner, for dans er skam en alvorlig sag i Italien.

sommerblues_milano_4

Jeg var forbi torsdag.
Ham i den grønne T-shirt dansede også alene i år.
Der er altid nogle ældre herrer, der danser alene.
Jeg tror, det er fordi, de gramser for meget.
Jeg ved det ikke.
Men jeg kan godt lide at tro, det er derfor.

Der bimles lystigt
Jeg fik som i sommeren 1989 en skrigorange sodavandsis ved den mobile kiosk bag designmuseet, og forelskede mig håbløst i min by. Igen.

sommerblues_milano_6
Sempione Parken om sommeren, om vinteren, om morgenen eller altid, er et spejl på byens puls.
Lige nu er parken i dansemood om eftermiddagen og aftenen. Men den er også hashrygernes bongotrommers, teenagernes krampagtige tør-bolleri på bænkene og hundelufternes paradis. Og der er altid liv på de trendy barer under Fernet Branca Tårnet og omkring Fredsbuen, eller bare en beroligende udsigt til en mand, der tager en lur på en bænk.

Så.
Nu bimler det.
Kirkeklokkerne på den anden side af gaden holder naturligvis ikke midsommer.
Der bimles lystigt til højmessen for Jomfru Maria og hendes trip her klokken 11.

Gudstjenesterne – hver eftermiddag og to om lørdagen og søndagen – holdes for åbne døre i sommervarmen, der i øvrigt er os nådig i denne august.
Her er lige nu kun omkring 30 grader og en luftfugtighed på 50. Det er nærmest velgørende køligt i forhold til de 40 grader med 95 procent luftfugtighed, der kan være i august i Milano. Jeg har puttet dynen tilbage i betrækket. Når det tordner om natten er det nærmest køligt.

Der bliver også fyldt op på bænkene i Sacra Cuore di Cagnola i dag. Italienerne går stadig meget mere i kirke end nordeuropæerne. I dag er, på trods af ferie og varme og forberedelse af de store måltider, der hører enhver festdag til, en af de store kirkedage.

Flere sognekirker tilbyder midsommerfrokost til de tilbageværende. Frivillige stiller op, og henter også de ikke så mobile ældre, der er blevet efterladt i byen af deres ferierende familier. Efterladte gamle og efterladte hunde er to store problemer, som frivillige og det offentlige er meget opmærksomme på i august. Lige nu leder vi på de sociale medier efter de to modbydelige fjolser, der blev filmet af overvågningskameraet ved en kirkegård i Norditalien, mens de efterlod en hundehvalp, de ikke gad have med på ferie.

I den mere humane afdeling er hundreder af milanesere augustfrivillige i organisationer som det katolske Caritas og de ikke religiøse City Angels.
De tilbyder at hjælpe specielt de efterladte ældre med indkøb, madlavning, lægebesøg og andet i den ferietomme by. Selv har jeg været frivillig på ”Vatikanet”. Vores rekreative kulturforening med det officielle navn ARCI l´Impegno er i realiteten mest en bar.
L´Impegno betyder ”indsatsen”, og et glas vin koster en indsats på 1 euro.

Vi passer på hinanden
Clara på 70 og Luigi på næsten 80, der normalt bestyrer baren, insisterer dog på at holde ferie som i gamle dage i hele august måned. Så vi søsatte vores eget sociale og anarkistiske ferieprojekt i år med titlen ”Åben på grund af ferie”.

Vi snupper hver især nogle formiddags- eller aftenvagter bag disken, når vi har tid.
Nu ved jeg lige præcis, hvordan Valentino, der sang til mit bryllup for 20 år siden, skal have sin morgen espresso:
Corto og med en sjat Grappa.
Og jeg har fået nummeret på enkemanden Sandros søn, hvis han får for meget formiddagsvin.
Det sker.

sommerblues_charlotte_barista

Vi spiller kort og drikker vin, men har skam også gjort hovedrent. Fredag fejrede vi første halvdel af projektet med et brag af en fest, hvor selv sociologen Rocco slap sin ellers effektive selvkontrol, og både spillede, sang og dansede. Yngste deltagere var hunden Dawson og Greta på 17, og ældste var Sandro på 87. Han blev fulgt behørigt hjem.

sommerblues_milano_7
Vi passer på hinanden.
Så bliver jeg igen forelsket i min by.
Igen, igen.

”Vatikanet” er lukket i dag.
Kirkeklokkerne er holdt op med at bimle.
Vaskemaskinen er færdig.
Der er ikke en lyd i gården og opgangen trods de åbne vinduer og døre.
Kolikbarnet er helt sikkert også på ferie.
Hundene fordøjer de fyldte maver i stilhed.
Stilheden er nærmest total.
Livet er godt.

I morgen begynder det igen.
Heldigvis…

Dumhed: Falske “bøfler” og ”kemiske striber”

Mange italienerne tror på falske “bøfler” og ”kemiske striber”.
De læser dårligt, forstår ikke procentregning eller er bare dumme.

”Har du hørt, at der nu er 49 procent arbejdsløse, at 48 procent af befolkningen er over 65 år,  at20 procent er muslimer, og at der nu er 15 en halv million immigranter i Italien”?

”Una buffala” er en løgnehistorie, en fordom og tit også bevidst politisk propaganda, som bliver gentaget så ofte, at dumme mennesker tror på dem, og lystigt deler dem både i real life og på de sociale medier.
Udtrykket stammer fra at blive trukket rundt i manegen som en bøffel med ring i næsten.

Nando Pagnoncelli, der leder meningsmålingsinstituttet IPSOS, har skrevet en bog om fænomenet.
”Dare i numeri” hedder bogen, og direkte oversat betyder det at lægge tallene på bordet.
I overført betydning er ”dare i numeri” at være skør i bolden.

I realiteten er arbejdsløsheden i Italien lige omkring 12 procent.
Italienerne bliver i gennemsnit ældre, men det er stadig kun en femtedel – 21 procent – der har rundet de 65 år.
Indvandrerne er 8 procent af befolkning, ikke 26 procent eller 15 en halv million personer.
Af indvandrerne er mindre end tre procent af befolkningen – 1.550.000 – muslimer, og ikke de 12 millioner eller 20 procent af befolkningen, som IPSOS undersøgelser viser, at mange italienere tror.

Hvad værre er, så tror en stor del af italienerne ikke på hverken IPSOS eller den officielle italienske statistik, men er grundlæggende overbeviste om, at disse institutioner lyver for dem.

17 procent af italienerne nægter for eksempel at tro på, at Italien trods den langvarige krise stadig er et land med over fire millioner registrerede produktionsvirksomheder, og det er faktisk en europæisk andenplads efter Tyskland.

Dumhed og ”har du hørt”-uvidenhed

Andrea Mollica forklarer på websiden Gadlerner.it, at problemet er dumhed og mangel på uddannelse.

”Bøffel-historiernes succes kan forklares med vore medborgeres lave uddannelsesgrad”, skriver han.
Han begrunder sin påstand med, at 57 procent af befolkningen kun lige kan klare at læse en nem tekst, og højest har gået otte år i skole.
Derudover er mange italienere analfabeter med tal.
De forstår ikke principperne bag procentregning, forveklser skøn og forudsigelser med fakta, og får i det hele taget deres – manglende – viden fra over fire timers bevidstløs tv-kiggeri dagligt tilsat surf på de sociale medier.

…artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst de sociale medier, hvor ”falske bøfler” spreder sig hurtigere end en fjer kan blive til fem høns, får af forskellige kommentatorer på puklen i mediernes omtale af Nando Pagnoncellis bog .

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

De godtroende er overalt.
Er de mon en del af et komplot?

Et kig på min egen væg på Facebook viser da også, at jeg blandt hvad jeg ellers troede var intelligente venner og bekendte også har ”bøffellort-spredere”:

Hér er folk, der i fuld alvor mener den italienske statsgæld kan fjernes ved at nedsætte parlamentmedlemmernes pensioner, og vi taler om 2.215 milliarder euro.

Andre er overbeviste om, at man rent faktisk ikke kan gå uden for sin dør, uden at risikere at blive myrdet, selv om antallet af mord i Italien i 2014 rent faktisk var 468 mord mod 2.453 i 1981 og 1.916 i 1991.

Politiske ”bøfler” får evigt
liv på de sociale medier

Ligesom mange italienerne nægter at acceptere kendsgerningerne, når de som beskrevet herover får dem serveret, så lever de politiske løgnehistorier også et evigt liv i cyberspace.

Selv har jeg forlængst opgivet at få fjernet en stadig læst og kommenteret blog fra 2012 om Danmark på Beppe Grillos og 5 Stjerne Bevægelsen hjemmeside.

”I Danmark betaler man ikke ejendomsskat.
I Danmark er der ingen kildeskat.
I Danmark koster det 150 euro om året at varme en bolig på 100 kvadrameter op”.

Sådan fortsætter indlægget med den enes falske oplysning efter den anden, og der gives ikke mulighed for at kommentere til andre en medlemmer af bevægelsen.
Min email til bevægelsen, hvor jeg med kildehenvisninger tilbageviste alle indlæggets påstande blev naturligvis heller ikke besvaret, og bloggen dukker med jævne mellemrum op på italienske venners væg.

Renzi, Letta og Monti
Tre statskup på stribe!

I dagens Italien og på min væg gentager mange personer også til bevidstløshed, at Renzis regering er at sammenligne med et statskup, ja faktisk det tredje af slagsen, fordi hverken Renzi som hans forgængere Letta og Monti ikke er valgt ind i parlamentet.

Der er ingen lydhørhed hos disse personer, når man forklarer, at der i forhold til landets grundlov og ideen bag det repærsentative demokrati overhovedet ingen problemer er i at udnævne hverken ministre eller regeringschefer, som det er sket i Italien.
De tror ikke på det.
De vil ikke tro på det.

Og så er der min favorit:
De kemiske striber og det ukendte komplot

I den tragikomiske afdeling har jeg Facebook-venner, der bruger deres fritid til at demonstrere mod ”kemiske striber” i luftrummet.

– Hvad er ”kemiske striber”? spurgte en undrende veninde på besøg i Italien.
Hendes undren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at denne konspirationsteori også har proselytter i Danmark, der er overbeviste om, at disse striber lavet af kondensvand fra flyvemaskiner, i virkeligheden er internationalt komplot.
Og selv om de ikke ved, hvad komplottet er, så er de sikre på at vi kan flyve billigt med low cost selskaber, fordi de får penge for at være en del af komplottet.

Abonnetment på
spåmænd og kortlæsere

Lige så fantastisk skræmmende er det, at den italienske forbrugerorganisation Codacons kan fortælle, at 13 millioner italienere i 2013 henvendte sig til “maghi” – troldmænd, hekse, såkaldte kloge mænd og koner og alverdens afarter af spåmænd og lignende – for at løse deres problemer.
I den billige udgave kan man anskaffe sig en ”anti-arbejdsløshed-amulet” til 200 euro.
I den dyrere ende er der for eksempel et årsabbonnement til 300 euro om måneden for at sikre sig mod økonomiske problemer.
En hurtig søgning på ordet “cartomanti” – folk, der mod betaling læser dine Tarotkort – på Google.it giver 322.000 resultater.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,
og  måske er religionen netop en del af problemet

Manglende uddannelse, fordummende tv, og den slags er der objektivt desværre også mere af i Italien end i Danmark, er vel en del af forklaringen på både fascinationen af og ”bøflernes” sejlivethed i Italien.

Viljen til at tro fejler nemlig ikke noget i Italien, hvor 75 procent af befolkningen i 2014 stadig definerede sig selv som troende katolikker (DOXA 2014)

Så længe det tal ligger stabilt har dumheden og ”bøflerne” gode kår i Italien.
SUK!

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

I Italien græder vi over og taler om vores døde, og ingen af mine italienske venner og bekendte har nogensinde udtalt de ydmygende og livsudslettende ord “nu er du vel kommet over det”.
Læs hele artiklen på POV.International

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst


Trafikdød er drab, og kan give op til 18 års fængsel

Det italienske parlament har vedtaget en lov, der under en lang række omstændigheder gør dødsfald i trafikken strafbare som mord.
Den maksimale straf er 18 år i tilfælde, hvor der er flere dødsofre og ulykken skyldes en påvirket chauffør.

Hvis en ulykke med dødlig udgang skyldes overtrædelser af færdselsloven, for eksempel når det røde lys eller fartbegrænsninger ikke er respekteret, er straffen mellem to og syv år.

Skyldes dødsulykken en alkoholpåvirket chauffør med en promille på over 1,5 eller en narkopåvirket chauffør er straffen mellem 8 og 12 år. En promille på 0,8 giver op til 10 års fængsel.

…artiklen fortsætter under annoncen

Loven er en konsekvens af de seneste års mange trafikulykker forårsaget af berusede og påvirkede chauffører, samt en reaktion på trafikulykker, hvor der er flugtbilister indvolveret.

Har man ikke overholdt færdselsreglerne eller er påvirket, risikerer man nu også fængsel, hvis folk kommer til skade i en trafikulykke. Straffen herfor er mellem tre og syv år.

ITALIENSK TRAFIK ER FARLIGERE END DEN DANSKE

I 2014 blev der registreret 177.031 trafikulykker i følge Italiens Statistik ISTAT.
3.381 personer omkom, mens andre 251.147 blev sårede.
Der er heldigvis tale om et fald i forhold til 2013. I 2014 var der 2,5 procent færre ulykker, 2,7 procent færre sårede og 0,6 procent færre døde.

Trafikken i Italien er rent objektiv farligere end i Danmark.
I 2014 omkom der 33 personer per en million indbyggere i Danmark.
I Italien var tallet i 2014 53 trafikdræbte per en million indbyggere.

KØR SOM EN ITALIENERNE
(Artikel fra 2003 – men stadig gældende)

I Danmark kører man stort set bil efter et princip, der hedder:
– Jeg overholder reglerne, og forventer derfor også,
at de andre gør det samme!

Den holdning bringer sjældent noget godt med sig specielt i den italienske bytrafik.

Italienerne kører nemlig med et helt andet udgangspunkt:
– Jeg overholder ikke altid reglerne, og tillader derfor
som regel også, at de andre er rigeligt frække indimellem.

Det betyder, at italienerne aldrig forventer noget godt af deres medbilister, og altid har foden om ikke på, så i umiddelbar nærhed af bremsen.
Som dansker komme ud for at blive overfuset, fordi man ikke er fræk nok til at smutte over for gult-rødt, når der alligevel ingen biler er i krydset.

Rådet er derfor:
Hav et vågent øje på hver finger, vær parat på bremsen, og få trafikken til at glide med lidt fantasi.

POLITKONTROL: DIKUTER ALDRIG
På de italienske motorveje er der sjældent kontrol, da alle indkørsler gennem betalingsapperaterne er overvåget med videokameraer.

På provinsveje
er der derimod ofte kontrol, og det kan sjældent betale sig at begynde en diskussion med betjentene – heller ikke selv om man har travlt, og skal nå en færge.

Derudover bruger mange kommuner fartkontrol til at skæppe i kommunekassen.

I nogle små landsbyer, jeg kører igennem langs Iseo-søen i Norditalien er der tre-fire af den slags fotokasser strategisk placeret på ganske korte strækninger.

Byzoner – oftest kaldet ZTL-zoner – bruges også som ekstra kommunale indtægter.
Ofte er skiltene om, hvor, hvem og hvornår man må køre ind i centrum af byerne, så komplicerede, at mit eneste råd er at holde sig udenfor alle disse zoner.
ztl
I Italien findes der over 50.000 love, mod for eksempel omkring 5.000 i Tyskland.
Hvis du er så uheldig, at en betjent bestemmer sig for at du irriterer ham og derfor fortjener en bøde, så kan han med færdselsloven i hånden stort set altid finde “noget” på enten dig, din kørsel eller din bil.

NIDKÆRE MINIMALMAGTUDØVERE

Min erfaring er, at de fleste italienske betjente er en flok nidkære “minimalmagtudøvere”, der nærmest bliver skuffede, hvis man ikke bliver nervøs og polemisk i forbindelse med en kontrol.
Ydmyghed og imødekommenhed kan betale sig.

PERSONLIGE FORNÆRMELSER

Tidligere kunne man se på de italienske nummerplader, hvorfra bilen kom.
Og dermed gøre sine fornærmelser i trafikken mere personlige:
“Din lede romer”.
“Folk fra Varese kører af h’ til”
.
De første to bogstaver på nummerpladen indikerede nemlig en af de over 100 italienske provinser (F.eks. MI for Milano, FI for Firenze, mens hovedstaden Roma havde hele navnet på nummerpladen).

vejskilte_italien
I 1990’erne gik man desværre over til et nyt system.
Man begyndte simpelthen forfra med alfabetet, så de to bogstaver var først AA, derefter AB og så fremdeles.
Mange italienere vælger alligevel i dag at sætte de to bogstaver fraderes provins på nummerpladen yderst til højre.
Så ofte kan man stadig fornærme hinanden personligt i den for danskere temmelige kaotiske italienske trafik!

UNDTAGELSEN:
SYMPATISK POLITIKONTROL

Før point-kørekortet >> blev indført, blev manden, hunden og jeg stoppet af en betjent på den indre ringgade i Milano
Hunden og jeg sad begge løst på bagsædet, og Sergio havde heller ikke sikkerhedssele på.

Sergio var derimod straks klar med sit kørekort og med bilens forsikrings- og indregistreringspapirer, som betjenten så kontrollerede.

Alt var i orden, og så sagde betjenten:
– Men Sig. Cazzola, De ved vel godt, at de skal bruge sikkerhedssele.

– Ja, sagde Hr. Cazzola, – hvor meget er bøden på!

DET VIRKEDE!

– Ja, bare De husker at bruge den fra i morgen,

var betjentens overraskende svar.

Og så kørte vi videre – allesammen uden seler….

Rie Boberg har også prøvet at være heldig –
hendes overtrædelser blev ordnet “på napoletansk” >>