Re-integration i Danmark 13: Gider du ikke lige, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun >>. Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie >>. Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>. Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola >>.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken Milanos Panettone eller Veronas Pandora >>, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

FOTO: Skribenten

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 25: Når enden ikke er god

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
I dag, den 25. december, er den epokegørende 15. dag i Danmark, og Charlotte Sylvestersen har valgt et tilbageblik, mens hun i julestilheden reflekterer videre over re-integrationens mysterier.

For nøjagtigt 25 år siden sad jeg som journalistpraktikant på en halvtom og juletrist redaktion på Berlingske Tidende. Der skete ingenting, så i stedet skrev jeg en lille historie. Da vagten sluttede, konstaterede redaktionssekretæren tørt, at ”du har jo ikke lavet en skid i dag”.
”Jo, jeg har”, påstod jeg, og sendte ham historien, der kan læses herunder.

”Du er syg i hovedet”, sagde han, da han havde læst den, og således oplivet forlod jeg Pilestræde.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ti dage senere havde jeg min sidste weekendvagt i Folketinget. Da jeg i en af de lange korridorer løb ind i Poul Nyrup Rasmussen, trykkede han sig skræmt op ad væggen og sagde, ”ja, man må jo hellere passe på”.

Andre ville måske have undret sig, men eftersom jeg intet havde forstået af spillet på Borgen, tænkte jeg først nærmere over det, da et par andre mandlige politikere havde samme reaktion, da de så mig.
Jeg havde forbrudt mig mod praktikantens første bud:

Læs hele din egen avis, inden du møder på job. Redaktionssekretæren, der påstod,  jeg ikke var rigtig klog, havde alligevel sendt min historie videre i systemet, og lørdagsredaktionen havde snuppet den.

Her kan du læse, hvorfor Nyrup var bange for sin røv.

Hvad gør en kræsen kvinde, når hendes mand har en bagdel, der er flad som en klipfisk? Bliver hun så en sili-kone?
I begyndelsen af firserne, da jeg gik på HF, havde en skuespillerinde ved navn Bo Derek hovedrollen i en film, der blev årsag til et dengang anvendt karaktersystem. Det gjorde med et enkelt ord muligt for mænd at vurdere forbipasserende kvinder.

Ti hed filmen, og det antal point var samtidig det højest opnåelige.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger

På samme tid var det med kvindebevægelsen – og andre bevægelsers – hjælp lykkedes at kvæle den værste mandehørm. Hver eneste mandlige studerende på de videregående uddannelser vidste på rygraden, at hans muligheder for seksuel tilfredsstillelse blandt andet afhang af, om han i det mindste kunne tøjle sin hang til verbal mandschauvinistisk tøjlesløshed, når der var kvinder til stede.

Drengene i min klasse var i høj grad kuet af tidens fremherskende dogmer. Hvis de faldt i, og kom til at stønne et syvtal eller derover, når en af førsteårs-HF´erne svansede forbi, gik den næste time med lange forklaringer om, hvordan ét tal sagtens kunne være udtryk for en helhedsvurdering med indlagte skøn af den udvalgtes hjernekapacitet og fremtidige karrieremuligheder.

Dét slog hovedet på sømmet! Vi var en flok piger, der allerede i længere tid havde sukket opgivende over de bløde mænd, i al hemmelighed naturligvis. Inspireret af filmen, som man i vores om ikke revolutionære, men så dog alligevel progressive, kredse naturligvis ikke indrømmede at have set, indførte vi vores eget point-system. Med samme skala. Men på feministisk og chauvinistisk vis ville vi kvalificere én og kun én fremtrædende legemsdel på det modsatte køn: den bagerste.

Inden da var vi nået så vidt, at vi, nærmest i hemmelighed for ikke at skabe forargelse hos vore mere rabiate kønsfæller, frekventerede halvmørke diskoteker i weekenderne, endog påført læbestift. Modsat de bløde mænd var vi nemlig ikke blege for at overtræde reglen om “nok se, men ikke røre”.

Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud

Som hos tegneserie-heltinden Brunhilde skulle varen vurderes grundigt. Og i sandhedens interesse må jeg hellere indrømme, at som Brunhilde delte vi point ud med rund hånd til de udvalgte, der reagerede ikkevoldeligt på vores test.

Velhængte tournedos på en frilandsgris

Så kom endelig den dag, hvor jeg fik hænderne på en 10’er.  Som to velhængte tournedos af den slags, som kun eksklusive slagtere er i stand til at levere i vore dage. Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud.

Desværre bar han præg af midt-firserne: Økologisk bevidst, dog ikke vegetar, for to håndfulde af den slags kan ikke holdes ved lige af gulerødder alene! Og selvfølgelig var han ressourcebevidst – på alle livets områder, desværre. Læg dertil, at når han endelig delte ud af godterne, så foregik det ofte som frilandsgris. Det forhold fik hurtigt (undskyld) en ende.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger. Samtidig begyndte mændene gudskelov langsomt at blive næsten mandlige igen. Dét plus omstændigheder såsom faste parforhold, børn og så videre blev foreningens død. I flere år skænkede jeg den ikke en tanke.

Selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.  For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel

Men for et års tid siden vågnede jeg en morgen op, og rakte ud, og – oh rædsel! – det gik op for mig i al sin gru, at dér hvor andre mænd med fordel har en bagdel, havde manden i mit liv ingenting! Hvor jeg tidligere kunne være heldig at få fat i to håndfulde velhængt kvalitetskød, kan min mand kun byde på et par lufttørrede islandske klipfisk – med ben.

Sili-kone-kampagnen

Jeg foranstaltede herefter en kampagne: Sili-kone-kampagnen. I flere måneder blev kampagnen fulgt op med fornyet uddeling af høje point til andre mænd, og daglige udbrud af dyb skuffelse ved omfavnelser. Han var ubøjelig.

– Meget vil jeg gøre for dig, men dér går grænsen, lød det, og flere af den slags nedslående kommentarer.

Jeg lovede endda at lægge hans bukser op, indtil indsprøjtningerne eller implantaterne ville give resultat. (De slæber altid hen ad gaden efter ham, fordi han ikke engang kan fylde standardmodellerne kvart op). Jeg lovede også, at når tiden var inde, ville jeg uden tøven byde mine fordele samme behandling som hans bagdel. Lige lidt hjalp det.

Alligevel blev det ham, der tog røven på mig. Han kørte diskret sin egen kampagne. At det var en kampagne gik først op for mig, da han en dag med fast røst insisterede på, at nu stoppede jeg min kampagne.

– Hvorfor dog? udbrød jeg indigneret.
Jo, nu havde han igennem længere tid jævnligt bevist, at selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.

For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel.

FOTO: El Cul (Edoardo Urcúlo) i Barcelona –  Wikimedia Commons.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 6: Grænselandet og de grænseløse mennesker

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 6 i Danmark/Lørdag 16. december 2017
Der var allerede inden afrejsen fra Milano sat et stort kryds i kalenderen den 16. december.
”Du skal med til Punsch i Flensborg”, lød ordren fra integragtionsvejlederen allerede i november.
Vi tog afsted med to af de lokale fra Holbøl, som jeg via hende kendte i forvejen. Den ene af dem er i øvrigt også indvandrer, fra det Nordjylland, som han efter et par årtier stadig savner og taler meget om.

…artiklen fortsætter under reklamen

Chaufføren, deres søn, satte os af på havnen. Vi skulle lige igennem en stor gruppe af mindre blege indvandrere, der med slagord og flag demonstrerede mod Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget

Derefter gik det så løs med Punsch mit SchussSchuss er det alkohol, der tilsættes punchen. Jeg holdt mig vistnok de første fem-seks vinboder til rom, vistnok, mens Jenny gik målrettet efter mandelvinen Amaretto fra Saronno, der så bliver fremstillet kun 25 kilometer nord for min bopæl i Milano.

Dansk-tysk, når det er bedst

Allerede ved den første bod mødte vi Jennys kusine, og nogle af deres fælles bekendte. Flensborg er helt tydeligt en gennemført grænseby, i hvert tilfælde når der er julemarked.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget.

Min far var som modstandsmand de sidste måneder af Anden Verdenskrig under jorden på en gård på Als. Køreturene fra Herning og sydover på vej til ferie ude i Europa var med ham ved rattet en full immersion i Danmarkshistorien fra Dannevirke og frem.

Jeg tror, han kedede sig, da han var under jorden. I hvert tilfælde var der ingen slinger i historievalsen, når han gik i gang med Brødremenigheden i Christiansfeld, gav en uhyre detaljeret gennemgang af slaget ved Dybbøl Mølle, eller berettede om skudvekslingerne i Aabenraa, da tyskerne kom den 9. april 1940.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af

Sønderjylland har derfor altid været lidt eksotisk for mig, og en sønderjysk efterskolelærer, der gav fløjten i pensum, og kun fortalte sønderjysk historie, fyldte siden endnu mere på.

Og det ér eksotisk, at man i 1920 lavede en folkeafstemning om, hvor en grænse skulle være. Det er vist aldrig sket, hverken før eller siden, at en fredelig afstemning har draget en landegrænse.

Turistbrochuren på mit sofabord om Sønderjylland fortæller, at der i dag, over 97 år og vel fire-fem generationer senere, stadig er 15.000 tysksindede sønderjyder, og syd for grænsen omkring 50.000 tyskere, der definerer sig selv som dansksindede.

Manglende integration eller stor tolerance

Med de negative briller er den kendsgerning jo et eklatant bevis på manglende integration. Altså den kendsgerning, at 15.000 danskere føler sig tyskere, og at 50.000 tyskere føler sig danskere.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af.

Tilbage til punch-orgiet på gågaden i Flensborg-eller-burg er luften en kakofonisk symfoni af tysk, dansk og rigtigt meget sønderjysk. En dansk fyr, der sikkert allerede har været op og ned ad gaden med Punch-boder et par gange eller tre, opfinder sine egen tyske julesang, og alle griner med, uanset nationalitet og sindelag:
Ein wunderbaum ist ein Baum mit wunder in, ein Kindergarten ist ein Garten mit Kinder in”.

Integrationsvejlederen og parret fra Holbøl møder til stadighed kolleger, slægtninge og venner, som man naturligvis skal have endnu ein Punch mit Schuss sammen med, men på et tidspunkt finder vi siddepladser ved en bod, og toiletter i butikken overfor.

En nydelig dansk herre sætter sig ved vores bord, mens hustruen lige skal kontrollere en butik. Han gør en lille grimasse, da han opdager, at vi er danske. Det viser sig at være en af de sønderjyske trucker-konger, for vi er jo i speditionsfirmaernes og lastbilchaufførernes højborg her ved Kruså-grænsen.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår

Min ven fra Holbøl kører selv med grise, baconbussen kalder vi det, og hans hustru overraskede os alle sammen, da hun for et par år siden meddelte, at nu havde hun taget kørekort til lastbil, med anhænger.

Det viser sig, at parret og jeg har fælles venner i Toscana, og så går snakken om både kørsel med grise og andre varer, om mangel på chauffører, og om fødselsdagsfester i Italien.

Gemütlich og/und hyggeligt

Senere lykkedes det os at få et bord i den eftertragtede Skihytte på byens torv. Det er nemt at falde i snak både inde, og når jeg er ude for at ryge. På terrassen med udsigt til den gigantiske julemølle møder jeg to tyske kvinder og deres mænd.

De taler det herligste dansk med Flensborg-accent, og bliver lidt fornærmede, da de opdager, at jeg kun kender navnet på én dansk skole i byen.
”Der er da en fem-seks stykker”, forklarer den ene, der også fortæller, at deres ægtemænd ikke taler dansk.

“Det er nu indimellem ret praktisk”, siger hun med et grin.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie. Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu

Det var en meget gemütlich eftermiddag og aften. Det var faktisk rigtigt hyggeligt også.
En multikulturel fusionsfest, ville nogle måske kalde det. Nogle derovre i det andet Danmark. For vi er jo, når vi ikke er til punsch i Flensborg, i det man øst for bælterne med slet skjult foragt kalder for det gule Danmark.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie.
Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu.

Mindretal med fuld respekt

Naturligvis har det dansk-tyske samliv gennem tiderne ikke været nær så romantisk og konfliktløst som det synes i turistrådets glitrende pamflet. (Er dét miljøvenligt?). Men den dag og aften i Flensborg/burg bekræftede overskriften Mindretal med fuld respekt, endda når en overrislet dansker stiller sig op på gågaden og synger skraldetysk.

”Det var rigtigt godt, Flensborg ikke stemte sig hjem til Danmark i 1920, for så havde vi ikke haft sådan et julemarked med Punsch mit Schuss”, sagde integrationsvejlederen endda på et tidspunkt.

Og sådan er det jo. Hver kultur har sine plusser og sine minusser. Det handler om at vælge det bedste fra dem.

Medmindre man altså voksede op i 1960’erne i landsbyen Snejbjerg uden for Herning. Der boede lutheranerne og de indremissionske på hver sin side af gaden. Og der er ved Gud ikke noget positivt at hente hos de sidste.

Men det er en helt anden historie.

Foto: Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 4: Italiensk overtro og krydsende rapænder i Rinkenæs

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 4 i Danmark – torsdag 14. december 2017
66.666 viste kilometertælleren i Panda torsdag eftermiddag ved Rinkenæs. I ved, den lille by med Halfdan Rasmussens >> rapand Rasmus. Jeg er jo ikke overtroisk. I grunden er jeg slet ikke troisk. Men jeg krydsede alligevel fingre, lavede horn med pege- og lillefinger, bankede tre gange under rattet, rørte ved metallet på bilnøglerne, og strøg mig let mellem benene over de to, som kvinder ikke har. Man ved jo aldrig, vel?



Italienere rør ved jern >> – tocca ferro – eller laver horn for at beskytte sig mod det onde. Mænd kan dog også, i u-ligestillingens navn erstatte denne skik med at tage et solidt, men blidt, tag om deres tekstikler.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede

Oprindelsen til denne skik stammer fra romertiden, har jeg fået fortalt. Når romerske legionærer mødte hinanden, gav de ikke hånd. I stedet gav de hinanden et gensidigt klem af de to for at bekræfte, at begge var ordentlige mænd. Og siden har det så beskyttet mod ondt på samme vis som bank under bordet.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede. Nu ved du, at det sandsynligvis fire ud af fem gange blot er for at beskytte sig mod det onde. Og, ja, deres intimhygiejne er, med min beskedne erfaring, vældig god. De har jo bidet i Italien.

Italienernes spørgsmål til mig desangående har så i årenes løb netop været: ”Går i så i bad efter hvert toiletbesøg, eller hvad gør i?”

Det er det dér med, at vi gør ting anderledes, ikke nødvendigvis bedre eller dårligere.
Og jeg har faktisk fortrudt, at bidetet røg ud, da vi renoverede lejligheden. Ved siden af toilettet er dimsen også yderst velegnet til fodbad og vask af nylonstrømper i en fart.

Op over bæltestedet igen, og tilbage til tro og overtro, hvis det da ikke i grunden er det samme?

Mange unge kirkegængere

Mine landsmænd i Italien er for det store flertals vedkommende troende, selv om man skelner mellem praktiserende katolikker, der går til messe flere gange om måneden og deltager aktivt i kirkelivet, og kulturkatolikkerne, der kun kommer til de store forestillinger.

Det unge Italien tror ikke længere >>”, skrev dagbladet La Stampa i juli 2016. Det skete med baggrund i et rundspørge, der viste, at antallet af ikke-troende unge mellem 18 og 29 år var steget fra 23 procent i 2007 til 28 procent i 2015. Med andre ord definerer lige knap tre ud af fire unge italienere stadig sig selv som troende katolikker.

Selv om vores nyindsatte præst her i Holbøl i Sønderjylland – Kristian Ditlev Jensen – mener, “at man ikke behøver gå i kirke hver søndag >>”, så ville han sikkert ikke have noget imod at se 13 procent af den lokale ungdom hver søndag, og andre 12 procent af de unge mindst én gang om måneden. Og endnu flere af de voksne over 30 år.

Man behøver ikke konvertere for at gifte sig med en katolik

Indtil midten af 1980´erne skulle udenlandske ægtefæller, der ville giftes med deres italienere i den katolske kirke konvertere. I dag kan man beholde sin lutheranske overbevisning, når man blot lover, at man vil opdrage eventuelle børn i den katolske version af kristendommen. Min italiener og jeg valgte frivilligt børn fra, og blev viet borgerligt.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag

Eneste problem med hans praktiserende katolske familie i den forbindelse var, at vi ikke kunne få plads en lørdag, og derfor blev gift på den uheldige fredag.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag.

”Skal vi så kun spise fisk til brylluppet?”, udbrød faster i San Remo, da vi informerede om den glædelige begivenhed.

Jovist var det nok slemt at blive viet på Jesú dødsdag. Men tanken om en hel fiskemiddag var dog værre. Vi giftede os fredag eftermiddag, og holdt festen lørdag. Og søndag med, da mit bysbarn Bjarne Riis netop den dag i 1996 vandt Tour de France. Ren, for Herren og os andre, eller ej, så blev han også festet den dag i Milano.

Rapanden, tyskeren og de djævelske tal

Tilbage på landevejen mellem Holbøl og Rinkenæs går det op for mig, at det djævelske punkt med 66.666 på kilometertælleren skete netop på det sted, hvor en rapand og dens ællinger en sommerdag for over 30 år siden besluttede sig for at krydse vejen.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det, bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt

I en bil på vejen sad lillebror, vores forældre og undertegnede. Brormand bremsede naturligvis. Det gjorde danskeren bagved også. Tyskeren i sin store og hurtige BMW gjorde ikke. Tre totalskadede biler, og heldigvis ingen personskader. Politiet kom for at optage rapport, og den flinke betjent kiggede alvorligt på min kun 18-årige lillebror.

”Nu er der jo ingen tvivl om, at de bagvedkørende får skylden. Men må jeg spørge, hvorfor i alverden bremsede du op her på denne her helt lige strækning?:

”Der kom en andemor med sine ællinger over vejen”, svarede brormand lakonisk, og i overensstemmelse med sandheden.

”Javel ja. Det forklarer jo alt”, konstaterede betjenten tørt.
I samme øjeblik lød en hård opbremsning foran os. Andemor og ællingerne var simpelthen på vej tilbage, og heldigvis denne gang uden harmonikasammenstød.

Derfor er jeg altså altid lidt ekstra opmærksom, før jeg kører igennem Rinkenæs. Måske skal jeg fremover også slå korsets tegn, selv om jeg aldrig kan huske, hvor man begynder den gestus. Og fordi jeg jo, også efter 28 år i Italien, hverken er overtroisk eller troisk.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt.

Foto: By Mario Carneiro (Di gama) (Own work)

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 5: Sult, sex eller spaghetti med hvidløg, chili og olie

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 5 i Danmark/Fredag 15. december 2017
En af mine største bekymringer før rejsen til Danmark var, udover vejret naturligvis, maden. Det slog mig, at jeg gennem årene er blevet om muligt endnu mere italiensk madfundamentalist end manden var. På ægte italiensk vis var jeg også bekymret over, om fordøjelsen ville blive et problem, når jeg i længere tid overvejende skulle indtage etnisk dansk mad.

”Mad” – cibo – var det første ord jeg bad om at få oversat, da jeg den 2. juli 1989 klokken 13.55 steg ud af toget på Milano Centrale. Veninden, jeg skulle på weekend til Milano med, havde kækt meddelt, at ”hvis du sørger for smøger, så klarer jeg resten”. ”Resten” for hende var en flaske gin og en flaske vodka.

Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet. ”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret

Jeg var på grænsen til det hysteriske af sult, da vi nåede frem. Hendes tante, som vi skulle bo hos, var dog også mest til flydende mad, så dér blev det kun til én skive melon med én tilhørende skive skinke. Det bliver en høj og kornfed jysk blondine jo overhovedet ikke mæt af.

…artiklen fortsætter under reklamen

Kærlighed ved første blik, eller bare sult?

Aperitiffens stuzzichini – tapas er spansk, per favore! – på den pianobar, hvor vi slog os ned i plyssofaerne klokken 17.30, reddede mig fra at dø af gammelsult. Fem minutter efter kom en mand på cykel, med en kattekilling under sin skovmandsskjorte, og sluttede sig til os på baren. Han var tantes ven – og ham blev jeg så gift med.
”Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik”, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet.

”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret, for de kan lige så godt lære livets realiteter at kende.

Men når jeg nu tænker over det, så viste han allerede den første aften også stor forståelse for min mere platoniske sult. Han gav ikke udtryk for, at det var for meget – og det véd jeg i dag, at det var – at jeg nærmest støvsugede tallerknerne med stuzzichini på Red Bar.

Han tog os også senere på aftenen, da veninden stadig var mere til mere gin, med på pizzeria i kunstnerkvarteret Brera.

Han bestilte en pizza med Gorgonzola til mig. Det kunne jeg ikke lide. I dag regner jeg Gorgonzola som en basis ernæringsmiddel, på linje med Nutella. Og begge dele er jo også smukke bare at se på.

Næste aften bestilte han spaghetti med havets frugter, deriblandt små ottebenede miniblæksprutter. Den slags var jeg som knap 26-årig, og trods en fortid som tjener på en fiskerestaurant i Skagen, heller ikke moden til.

Spaghetti med olie, hvidløg og chili var forløsningen

”Noget skal hun jo have at spise”, må han have tænkt, for vi fik jo ikke sovet så meget de der hede julinætter. Så derfor bestilte han det mest usandsynlige sommermad til mig til frokost den tredje dag, nemlig spaghetti med olie, hvidløg og chili – spaghetti aglio, olio e peperoncino.
Så blev jeg omsider ordentlig mæt. Siden har dén ret været hellig, og på menuen året rundt.

”Du skal huske at få spaghetti aglio olie mindst én gang om ugen”, lød det fra min integrationsvejleder Linda, mens hun den første dag i Holbøl stod bøjet over frikadellerne. Alle indvandrere burde have en Linda. Også når de ikke lytter.

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio

Næste morgen stod den igen på etnisk dansk. Masser af rugbrød og et overraskende snehvidt blødkogt æg. Jeg blev nærmest blændet, da jeg åbnede æggebakken. Jeg ved godt, det har noget med racen at gøre, men alligevel. De æg virkede altså lidt kunstigte.

Frokosterne og middagene i Holbøl holdt sig også på re-integrationsstiens smalle sti, selv om min brug af karrysalat på rullepølsen fik sit eget liv i en tråd på Facobook. Èn veninde, der så i øvrigt bor i Sydafrika, skrev flere gange ”karse, sky og løgringe, karse, sky og løgringe”.

Opskriften på lykke i maven

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio.

Fordøjelsen var egentlig i orden, men det er jo så moderne at forebygge. Og jeg var ved at gå lidt spaghettikold. Italienerne – og jeg – spiser i gennemsnit 24 kilo pasta om året >>. Det er simpelthen en lille portion på 66 gram hver dag året rundt.

Her er den klassiske udgave af Aglio-Olio >>, for der findes mange personaliserede udgaver. Èn af dem er min for tiden favorit med rasp.

Lad hvidløgene tage ganske lidt farve sammen med chilien i den varme olie.

Skru derefter ned på lavt blus, så du ikke branker olien og hvidløggene.

De sidste to minutter, spaghettien koger, svitser du rasp sammen med olie, det finthakkede hvidløg og den knuste chili. Bare lige indtil raspen begynder at tage farve, derefter slukker man, og blander med en tynd spaghetti.

Ovenpå bør der komme friskrevet Pecorino Fåreost, for oprindeligt er det en romersk ret. Grana Padano eller Parmiggiano Reggiano >> går også fint.
Pizza topping går ikke.
Pizza topping går aldrig.

Opskrift til fire personer, med rasp

500 gram tynd spaghetti, ikke så tynd som englehår, ikke så tyk som makeroni
Fem fed frisk hvidløg skåret i tynde skiver
½ teske knust chili, eller efter behov
½ – ¾ deciliter EVO (Det er smart for Extra Jomfru Oliven Olie)
½ deciliter raso
100 gram Pecorino Romano ost

Det er både nem og billig ret, der også kan rense systemet efter for meget julemad af enhver slags. Nu er jeg ovenpå igen, og klar til mere etnisk dansk mad.

Foto: Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

 

Re-integration i Danmark 3: “Dyre” drikkevarer og kampen mod smørret

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 3 i Danmark – onsdag 13. december 2017
Vi fandt ikke noget brændsel til brændeovnen, da vi tirsdag aften kørte til Tyskland for at handle.
“Domani”, tænkte jeg automatisk. Det finder jeg da bare ud af i morgen eller i overmorgen.
Men jeg kunne godt mærke, at integrationsvejleder Linda blev lidt stresset over, at det ikke lykkedes som planlagt.

Vi gik endda uventet shoppingkolde, så måske var vi alligevel en anelse mærkede af øl-juletræet, som vi konstruerede mandag aften. Vi fik dog på rigtig danskervis købt drikkevarer til flere dåse-juletræer, også med vinflasker, hvis kreativiteten skulle komme over os.

…artiklen fortsætter under reklamen

I Førde Park indkøbscenteret i Flensburg er der simpelthen en specialafdeling med egne kasser til danskere, der kun kommer forbi for at købe drikkevarer.
Imponerende!

En fyldt indkøbsvogn for en hund

Jeg synes alligevel, det hele er dyrt, også selv om vi netop har krydset grænsen for at købe billigt ind. Andre udedanskere kender det. For os er en 50´er stadig en halvtredser, som da vi for årtier siden boede i Danmark, og kunne fylde en indkøbsvogn med varer for en hund.

Vi ved jo godt, at der også har været prisstigninger i Danmark, men vores forhold til en hundredekroneseddel følger bare ikke rigtig med. Og 200-kronersedler er da bare for underlige.
Når man så regner om, og det er vi udedanskere i sagens natur gode til, så ér det ikke dyrt. I danske kroner føles det bare dyrt.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Kommer til at tænke på, at jeg stadig nogle gange regner om i lire, selv om det nu er 17 år siden, vi i Italien sagde farvel til at blive millionærer hver måned. Vi var vel i grunden ikke rigere, men med alle 0´erne på liresedlerne føltes det sådan.

Tirsdag stod også fortsat på udpakning.
Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?

Olie, smør eller ingenting på brødet?

Fem liter forrygende nypresset siciliansk olie var der for eksempel i Pandaen. 
Uden olie på brødet går det ikke
.
Hov.
Smør på brødet, hedder det da her.

Nu er Po Sletten i Milano leveringsdygtig i godt smør, og det er først syd for Appeninerbjergene, at olien overtager pladsen nærmest totalt. Men smør på brødet er altså ikke norditaliensk tradition. Brød er et tilbehør til både salat, pastaretter og pålæg. Vi spiser pålægget for sig – gerne med fingrene, for smag sidder også i følesansen – for hverken brød eller smør skal da ødelægge den gode smag af et stykke godt skinke.

”Sådan noget frås”, tænkte jeg de første år i Milano, og insisterede på smørret brød.

Trøffelpaté, artiskokmos, og så en italiensk fedtemad – Fettunta >>. Der er langt fra smørrebrød til italiensk brødkultur.

Sådan gør vi ikke i Danmark
Jeg var ved den gode grød ikke særlig integrationsvillig indtil bordet for alvor fangede, og vi blev gift i 1996. Først dér fik jeg lidt fred med Italien.

Modsat mange andre indvandrere i Italien var jeg de første år kun forelsket i manden og slet ikke i landet. Overhovedet ikke i landet, og heller ikke i italienerne som sådan.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet

Jeg synes det var et kaotisk land med mærkelige indbyggere, sygt bureaukrati og underlige skikke, og jeg vidste jo, at vi var bedre til alting nord for Ejderen.
”Sådan gør vi ikke i Danmark”, blev nærmest et mantra, og manden må virkelig have været forelsket i mig, eller bare meget tidligt konedøv.

Min mand derimod sluttede aldrig helt fred med dansk madkultur, og jeg får stadig latterkrampe ved tanken om hans første danske søndagsfrokost med min familie i vinteren 1990. Jeg snakkede løs under frokosten, og hjalp ham overhovedet ikke, så historien fik jeg først senere af min daværende svigerinde.

Kampen mod smørret
”Du skulle have set ham, da rugbrødet kom rundt. Han kiggede i panik rundt, og tog som de andre et par halve stykker af det underlige brød. Så skulle der smør på, og det havde han helt tydeligt aldrig prøvet”, fortalte hun.

Smørret var nok lidt køleskabshårdt, og mens alle snakkede lystigt var min ekssvigerinde ved at trille ned af stolen af grin. Italieneren kæmpede en ulige kamp med et stykke smør, der ikke ville smøres, men i stedet rullede anarkistisk rundt på rugbrødet.

Så kom silden, marineret med masser af løg og hele peberkorn. Både løg og hele peberkorn regnes for farlig mad af mennesker med italienske gener >>, men han fik da silden placeret ovenpå den rodede påsmøring af smørret.

Jeg kommer i hu, at de første to timer i Husgerning på Nørregades Skole i Herning gik med at lære at smøre et brød ordentligt og økonomisk, med margarine, for der blev ikke ruttet med pengene til den del af undervisningen.

Tilbage ved søndagsfrokosten i 1990 kom karrysalaten nu rundt om bordet. Da italienerne så, at den skulle ovenpå silden, fik han ifølge min ekssvigerinde et totalt opgivende udtryk i ansigtet.

Han overlevede, men hans mave havde det aldrig helt godt, når vi var i Danmark. Det blev også i løbet af 25 år kun til en enkelt ristet hotdog med det hele, og siden kun franske med èn slags dressing.

I dag kunne jeg ikke drømme om at ødelægge en god salami eller et lækkert tyndt stykke lufttørret skinke med smør og brød under.
Siger jeg. For se min tirsdagsfrokost her. Så er det da etnisk dansk. Og med Dagmartærte.

Jeg er fast besluttet på i denne re-integrationsproces ikke at bruge udtrukket ”jamen, sådan gør vi ikke i Italien”.
Det bliver svært, men lige netop dét udtryk ved jeg heldigvis i dag er den første bremseklods på vellykket integration. Noget har jeg lært undervejs.

Fra slutningen af 1990´erne har mit integrations-mantra været, at man bare gør tingene anderledes i forskellige kvarterer, byer, regioner og lande. Og anderledes behøver ikke altid være ledsaget af en vurdering på negativ-positivskalaen.
I teorien, i hvert tilfælde.

PS
Da jeg var ude at lufte vovserne om eftermiddagen, stod der en dame på det andet fortov. Hun så ud som om hun ventede på nogen. Så tænkte jeg, at hun måske ventede på at finde ud af, hvad jeg var for én.

Jo da, hun kendte da både Linda, eksmanden og børnene, og havde da også set, at der nu holdt en bil i carporten i nummer tre.

Så fik jeg også talt live med et levende menneske den dag. Ellers blev det mest til smalltalk med vovserne.

Foto: Skribenten

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Re-integration i Danmark 2: Stilhed og uledsagede børnestemmer

DAG 2 i Danmark – tirsdag 12. december 2017
Det er stille på de østrigske og tyske motorveje. Ikke køretøjerne, der har næsten lige så meget lyd som i Italien. Vi bruger jo hornet lidt mere, bare lidt.
Stilheden er fravær af adspredelse. Der er ikke reklameskilte for mindst hver halve kilometer på markerne langs motorvej 7/E45. Man kan blive helt søvnig af det, og er nødt til at skrue op for musikken eller tale højt med sig selv, mere end normalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

En december morgen i Holbøl, mit midlertidige domicil, er også bekymrende stille. Det har sneet, og min husvært sender mig ud med sneskovlen, fordi hun så gerne vil have været den første på gaden til at rydde sne én gang inden huset forhåbentligt snart er solgt. Tre huse længere henne havde de dog allerede været ude.

Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i

Jeg bor ellers i Holbøl centrum, bare så i ved det. Der bor 409 mennesker i landsbyen. Lokalbrugsen med tilhørende benzintank, posthus, juletræer til salg, frisk morgenbrød og håndkøbsmedicin ligger 100 meter til venstre, Holbøl Landbohjem 300 meter nede ad gaden efter kirken, og overfor er der både børnehave, friskole og ny multihal. Der er Biks og Bajer hver torsdag på Landbohjemmet, og på søndag får byen ny præst. Begge dele har jeg tænkt mig at deltage i.

Døde huse med lys i juledekorationerne

Der er bare ingen lyde.
Heller ikke når bilerne afleverer børnehavebørn. Eller også er det bare fordi, danske børns arbejdsdag begynder tidligere end jeg får øjne?

Der er heller ingen nævneværdig larm, når skolebørnene afleveres, og det giver bare et lille sus, når rutebilen kommer forbi én gang i timen. Rutebil? Ja, jeg kan meget bedre lide ordet rutebil end det simple bus. Jeg er nok blevet lidt gammeldansk efter de mange år i Italien.

Jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Så jeg sidder bag vinduet, med tændte fyrfadslys og dagens anden lange kaffe fra Bodum-kanden og lytter forgæves efter stemmer. På formiddagsturen med vovserne møder vi ingen.
Ikke ingen som i Odysséen, men ingen som i ingen. Stilheden er total, bortset fra vore åndedræt og det frostknasende græs på uendelige marker.

Jeg undrer mig på samme måde som min italienske mand for over 28 år siden over de åbnehuse, hvor man kan se direkte ind i folks privatliv og vægudsmykning gennem vinduer uden persienner og skodder. Det er grænseoverskridende og lidt pirrende at kigge så direkte ind i andre menneskers privatliv.

Hvorfor gå aftentur uden besøg på kaffebaren?
I sommerhuset i Strib på Fyn gik vi altid tur efter aftensmaden.
”God ide, så kan vi snuppe en kaffe henne på baren”, sagde Sergio i sommeren 1990, da vi var i sommerhuset med hans kommende svigerforældre.
”Der er ingen bar i Strib”, meddelte jeg.
”Hvorfor skal vi så gå en tur?” spurgte han.

Vi gik turen, og det blev lidt pinligt, da min far begyndte at småprutte. Dét gjorde han nu engang under aftenturen. På en eller anden måde var det måske formålet med aftenturen.

Sergio synes, det var så pinligt, at han måtte gøre noget. Så han begyndte at synge italienske sange som Volare, La Madonnina og Oh Sole Mio.

”Næ, sikke en hyggelig og romantisk mand, du har fundet”, sagde min mor, og jeg fortalte hende aldrig, at det var for at overdøve Gammel Oles mavegasser.

”Du lyver. Der var masser af barer, vi kunne have drukket kaffe på”, lød anklagen mod mig, da vi var tilbage i sommerhuset.
”Hvad? Der var da ikke en eneste bar!”

”Du bliver ved med at lyve. Der var masser af steder, hvor der sad mennesker. Og de både spiste og drak”, fortsatte Sergio.
Han troede simpelthen, at vi på strandstien i Strib var kommet forbi mindst 15 restauranter og barer, bare fordi man kunne se ind i folks spisestuer og køkkener.

På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele. Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe.

Da jeg fortalte den historie til et selskab i Milano et par år senere, brød et yngre ægtepar sammen af grin. På deres bryllupsrejse var de kommet til en mindre jysk provinsby, og havde set et sted, hvor der blev drukket kaffe og spist dejlige kager i en have. De gik ind og bestilte to kaffe og pegede på de kager, de gerne ville have, og fik prompte serveret det hele.

Først da de ville betale gik det op for dem, at de var gået ind i en privat have, hvor familien havde gæster til søndagskaffe. Det blev en af bryllupsrejsens bedste oplevelser.

Går i skyggen, men lukker lyset ind

I Italien er privatlivet bag hjemmets mure altså helligt, og lukket inde bag skodder både om sommeren for at holde varmen ude, og om vinteren for at holde kulden ude. Termoruder og isolering er aldrig helt slået igennem syd for Alperne, men dobbeltruderne har nu i fire år sikret mig lys i lejligheden i Milano året rundt. Termoruderne holder som forventet varmen ude om sommeren og kulden ude om vinteren uden skoddernes mørke.

Jeg er så italiensk integreret, at jeg går i skyggen fra februar til november, fordi man får sol og lys nok i Italien. Men jeg vænner mig aldrig til de mørklagte italienske boliger. Jeg går i skyggen, men lukker lyset ind.

Tilbage under tirsdagens hundeluftning i Holbøl er der lys i juledekorationerne ude og inde, men der er intet liv i husene i løbet af dagen. Solen er dog uventet dukket frem, da vi kommer forbi børnehaven på vejen hjem.

Miraklet på legepladsen

Og dér sker miraklet, som jeg stopper op og nyder i flere minutter.
Barnestemmer.
Glade barnestemmer i flyverdragter, varme støvler, vanter, og sne og pjask på legepladsen, der blandt meget andet byder på bakket terræn, legehuse og et sørøverskib. Nogle børn leger sammen, andre leger alene. De sidste identificerer jeg mig automatisk med i min verbale ensomhed som midaldrende hundelufter.

Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive

Jeg grubler over, hvad der er så helt anderledes end italienske børnehaver, altså udover at italienske børn – med undtagelse af dem i Alperne måske – aldrig ville blive lukket ud på en normal dansk vinterdag.

Så går det op for mig.
Der er ingen voksenstemmer, kun vintersprøde barnestemmer. Der mangler de emsige italienske mødre og/eller pædagoger, der afbryder og ødelægger enhver leg med evindelige og gentagne formaninger om, hvor farligt det hele er, og hvor beskidt man kan blive.

Jeg nyder miraklet i så lang tid, at jeg er bange for, at jeg er mistænkelig, inden jeg går ind i min fyrfadsoplyste og musestille hule. Italienske Nek bliver sat til afspilning med høj volume.

Milanos ufrivillige lydtapet

Jeg savner Milanos lydtapet. Den evige larm, som altid akkompagnerer mig i Italien.

Hvad enten det er det på fjerde år døgnet rundt skrigende barn på første sal, portneren der ordner affald klokken død om morgenen, idioten med den borede, hakkede og tunede scooter, der mindst to gange om dagen kører på ét hjul ned ad min gade. De pensionerede mænd, der ordner verdenssituationen og via Planas foran Pinos Bar. Smalltalken.

Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig. Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.

Jeg savner smalltalk, og at hilse på og tale med mindst tyve mennesker på min daglige morgenkaffe-avislæsning-luftetur.


Møder i en selvsnakkende dame i Holbøl, så er det mig.
Og på den anden side er stilheden og tavsheden også velgørende.
Roen sænker sig i mit hovede på en måde, jeg helt har glemt.
Det er ok bare at være sammen med mig.

Nå, torsdag skal jeg til Sønderborg. Så vil jeg helt sikkert dytte af nogle andre bilister, bare for ikke at glemme det helt.

Alle fotos: Charlotte Sylvestersen.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

På re-integration i Danmark 1: Bratwurst, bil-filosofi og fordomme

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 1 i Danmark/Mandag 11. december 2017
Kasseler Berge skal bare overstås. Med 1100 cm3 er det ydmygende, når man skal i tredje gear, og gemme sig mellem lastbilerne.

Der var dog ikke nær så mange lastbiler, som jeg havde regnet med mellem Kassel og Hamburg. Det skyldes sandsynligvis, at der trods økonomisk krise alligevel stadig er usandsynligt mange lastbiler på Tangenziale motorringvejen omkring Milano, hvor Panda og jeg slår de fleste af vores folder. Eller måske foregår en meget større del af logistikken rent faktisk med tog i Tyskland. Jeg ved det ikke.

…artiklen fortsætter under reklamen

Jeg er også lidt ligeglad. Som de fleste andre brokker jeg mig og bander også over lastbilerne, specielt når de blokerer midterbanen med 99,7 kilometer i timen.

Ellers elsker jeg – rent principelt – lastbiler

For mange år siden besluttede jeg dog, at lastbilerne er et ekstremt positivt symbol på et dynamisk samfund, hvor hjulene i mere end én forstand kører rundt. Lastbilerne er produktion, vareudveksling og dermed penge, der cirkulerer.

Lastbiler og personbiler er vækst, ligesom radioens besked om, at der den 19. november var indregistreret rekordmange – 2.983.500 – køretøjer i Danmark, selv om danskerne jo er så miljøbevidste.

For det er fedt, vildt fedt, at varer og mennesker kan bevæge sig som de vil. Jo flere og jo mere, jo bedre. I mine verdener er vækst ikke et fyord, og altså heller ikke i danskernes, når det lige nøjagtigt gælder forelskelsen i privatbilismen. Og til trods for, at man i Danmark er så miljøbevidste.

 Super-bilister

”Det kan da ikke være godt for miljøet, at vi får nye håndklæder hver dag”, sagde en gæst i Toscana til mig med bebrejdende mine og tone i sommer.

”Hotellet vil gerne vise sig fra sin bedste side. Hvis du virkelig vil gøre noget for miljøet, så skulle du vel egentligt overveje, om du skal tage et fly til Italien og køre rundt i Toscana i en dieselbus i otte dage”, svarede jeg med et smil, og kun fordi jeg vidste, at dén gæst havde humor nok til at forstå beskeden.

Han gav mig grinende ret, og nød forhåbentligt sine nyvaskede håndklæder hver dag. Sådan flyver tankerne i en Panda på motorvej 7/E45 i Tyskland en mandag formiddag, mens Gianna Nannini og Lucio Dalla synger og spiller for fuld udblæsning.

Frauen und autos

Fuel, kaffe og chokolade på en raststelle. To mænd er ved at fylde frostsikker sprinklervæske på deres varevogn. Min sprinklervæske var ikke frossen den morgen, så i ren begejstring over en gennemsigtig forrude havde jeg brugt det hele på blot to en halv times kørsel.

På mit skoletysk fik jeg forklaret, at jeg havde brug for hjælp til opfyldningen.

Stolt åbnede jeg motorhjelmen, som Linda lærte mig det på vores roadtrip i fjor. De to deutsche mænner fandt efter lidt besvær sprinklertanken, sendte mig ind i butikken efter frostvæsken, fyldte på, og hurra for en forrude. Verden og endda en tysk motorvej er så meget bedre set igennem rene briller og forruder.

Post Nord panik

Denne køredag havde kun ét ubehageligt øjeblik. Pludselig havde jeg en lastbil fra Post Nord til at ligge foran mig.
Så bliver man jo bange for, at man aldrig når frem.

De første år jeg boede i Italien var breve og pakker et evigt lotteri.

Jeg har også flere gange tudet efter besøg på posthuset, når jeg har manglet et stempel, et ID-kort eller hvad andet skrankepaverne besluttede sig for at genere mig med.

Nu er det omvendt. Hjemme i Italien taler vi meget lidt om posten, den kommer bare. Herhjemme i Danmark tales og skrives der rigtigt meget om posten. Men den kommer aldrig. Verden er i evig forandring.

Jeg skyndte mig at overhale Post Nord lastbilen, og kokken 15.47 var Panda parkeret foran Lindas hus i Holbøl. Inden hun nåede frem var den tømt.

Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?
Og der havde været plads til de rigtige risosttoris fra Po Deltaet, og lidt af den gode langtidstørrede pasta fra Gragnano.
Øv.

Re-integration og fy-fordomme

Nu er det jo et re-integreringsforsøg, jeg er i gang med. Kan jeg fordomsfrit genfinde min indre dansker i løbet af de kommende uger og måneder?

Min veninde Linda er uundværlig for succesen, er jeg sikker på. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Linda medbragte en food-integrationspakke med pandeklar frikadellefars, rødbeder, agurkesalat, rugbrød, vitaminpiller med ekstra D-vitamin, Lurpak, blå Royal fra Ceres, Piratos, Saltfisk, Karolines Kakaomælk og andre basisfødevarer.
Der var også starin- og fyrfadslys i rå mængder, men skal jeg være kritisk, så manglede de ristede løg altså.

Det viste sig, at der var flere forskellige øltyper ude i Lindas skur.
En del var tæt på udløbsdato, og så byggede vi vores eget øl-juletræ, og undrede os næste morgen over, at man kan drikke 25 øl uden at blive stangstive eller få nævneværdige tømmermænd.

Ok.
Lidt italienerbøvet og fordomsfuld blev jeg, da Linda kom til at provokere.
Sønnike havde været ude for en oversvømmelse i sin studenterlejlighed, og skulle selv betale.
Linda kom til at sige, at ”det var jo forsikringsselskabets skyld, fordi de ikke skrev, da han fyldte 21 år, og derfor ikke længere var omfattet af min ansvarsforsikring”.

Det er altid andres skyld i Danmark.
Så tændte min indre italiener lidt af, inden Linda mindede mig om, at jeg havde meddelt, jeg ville komme fordomsfri til Danmark. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Freden og min lunte var dog kort. Linda fortalte, at fordi hendes hus – mit midlertidige domicil – har været til salg i over et år, så skal hun nu betale for endnu et hold tilstandsrapporter…

”Tilstandsrapporter og min bare røv! Man køber som beset, for Helvede. Det er sgu da køberen, der skal sikre sig hvad han anskaffer sig. Det er den omvendte verden. Fuldstændig som med skat.dk, hvor du skal bevise din uskyld, mens væsenet har lov til at formode din skyld. Hvorfor i hele hule Helvede finder I jer i det?” råbte jeg og fortsatte videre i den dur, indtil Linda mindede mig om, at jeg havde lovet at komme til Danmark med et åbent sind.
Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Således bedugget og beriget sluttede dag 0 i Danmark. Fra tirsdag begynder min danske hverdag.

Fotos: Charlotte Sylvestersen.

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

På re-integration i Danmark 0: Falske vejrudsigter, frossen sprinklervæske og Pippi i Panda

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt, fra både Italien og Danmark, om hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

Søndag 10. december 2017:
Under min morgenbriefing med mig selv inden afgang mod Nordeuropa fra Malcesine ved Gardasøen lovede jeg mig selv at køre forsigtigt, ikke tage nogle chancer, og så absolut holde ind ved et hotel tæt på motorvej 7/E45 inden det blev mørkt.

Vi, Panda, vovserne på bagsædet og jeg, kørte som programmeret afsted klokken 06.28, og indtil vi nåede det nordlige Østrig, uden grænsekontrol ved Brennerpasset, gik alt planmæssigt.

ØSTRIG I SOLSKIN, MEN DET GIK OVER

Min erindring snyder måske, men jeg mindes ikke, at man skulle over et decideret bjergpas på over 1.200 meter for at komme fra Østrig til Tyskland. Jeg vil da heller ikke udelukke, at jeg bare blindt har fulgt den korteste vej, som min GPS foreslog.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det bekymrede mig at se rastepladser dedikeret til påsætning af snekæder, og såmænd også, at de modkørende biler fra Tyskland havde 20-25 centimeter sne på taget, men efter en tissepause og lidt fuel til Panda fortsatte vi over passet.

Nede fra passet og inde i Tyskland, uden grænsekontrol mellem Østrig og Tyskland, sneede det endnu mere, og havde åbenbart sneet i flere timer. Min gode venner Frits og Linda i Malcesine havde ellers tjekket en masse vejrudsigter. De havde forsikret mig, at jeg under hele turen til Danmark lige netop ville have snefald i ryggen og ikke foran mig. Mekaniker Walter i Milano havde også lovet at fylde frostsikker sprinklervæske på Panda. Ingen af delene holdt.

Vejen forsvandt og bilen rallede

Jovist kom jeg da fremad. Jeg blev liggende bag en gigantstor Land Rover, og vi kom frem med mellem 45 og 55 kilometer i timen. Undervejs kunne man se mindre og mindre af vejen foran sig, og forruden i sig selv blev også temmelig uigennemsigtig, fordi sprinklervæsken trods mekaniker Walters garantier jo var frossen. Mobilen var ved at være død, fordi GPS´en havde været på i flere timer, og nu har jeg så lært at sætte Power Banken til, inden mobilens dødsrallen begynder.
Man kan altid lære.

Med andre ord.
Klokken var 11.30.
Vejen var usynlig, forruden mudret og mobilen halvdød.
Der var stadig langt til Danmark.

Vi stoppede på et stopfyldt raststelle, hvor hundredevis af andre bekymrede bilister gik rundt med endnu mere bekymrede miner end min, men dog alligevel kunne spise solid tysk kost som schnitzler, bratwurst og en masse kål.  Modløst brugte jeg mobilens sidste energi til at notere, at der lå tre hoteller umiddelbart efter næste motorvejsafkørsel ni kilometer fremme.

Pippi i Panda

Ude på vejen gik der Pippi Power i situationen. Vi kørte forbi afkørslen, lagde os bag endnu en kæmpebil med dobbelt så brede dæk som Panda og sneglede os frem med 55-60 kilomter i timen.
Jeg overbeviste mig selv om, at man snildt kan køre i verdens sikreste bil, men hvis du er en usikker bilist, så er Pippi i Panda bedre.
”To timer”, tænkte jeg, så tager vi en beslutning for natten, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at køre i mørke.

To timer senere var mobilen ladet op. Hundene blev luftet i sneen, og jeg fik tisset. Man kan jo ikke tage beslutninger, når man er tissetrængende, det ved alle.

Så ringede jeg til Landgasthof Hess syd for Kassel, og reserverede et værelse til vovserne og mig. Planen var oprindeligt at lande lige dér, over halvvejen til Danmark, mellem klokken 15.30 og 16.00, mens det stadig var lyst.
GPS sagde, jeg ville lande 18.15 og jeg parkerede Panda i buldermørke foran hotellet klokken 18.40.

Efterrationaliseringer
De køretekniske udfordringer på første rejsedag fik luftet ud i min hjerne og i de skræmmende re-integrationstanker, der i dagene op til afrejsen havde gjort mig nærmest panisk stresset:

Kan min mave klare dansk mad i længere tid?
Er mit tøj og mine sko varme nok?
Er der stadig kun konstant modvind – også på cykelstierne?
Er det en god ide at tage favoritpasta og favorit risottoris med?
Det slog mig flere gange, at min hjerne var fyldt med de samme bekymringer, som min italienske mand altid havde før ferierne i Danmark.
Jeg skulle i øvrigt have taget et lager af risottoris fra Po Deltaet med. De der risottoris fra Netto overbeviser altså ikke.

Klokken 19.30 sad jeg så bænket med en dobbelt winerschnitzel mit bratkartoffeln, der mindede om bakkerne lige netop der i Kasseler Berge.

Hundene var fodret, og efter et varmt bad, og en sidste luftetur mellem snebelagte bindingsværkshuse besvimede vi alle tre inden klokken 22.30, med de planlagte kun 580 kilometer foran os dagen efter.

Ja, ok, hundene risikerede at besvime inden.
Hjemme i Milano hopper de op i sengen fra fodenden.
På Landgasthof Hess var der et sengegærde i fodenden, så det plankede de op i og faldt ned af et par gange, inden de opdagede, at det var nemmere at hoppe op langs sengens side.
Man kan altid lære.

Foto: Privatfotos

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Italiensk Pandora-reklame trukket tilbage, og efterlignet af bedemand

“Et strygejern, en pyjamas, et forklæde, et Pandora armbånd.
  Hvad tror du gør hende glad?”


Italienske kvinder blev fornærmede over Pandoras reklame.

Lyt med på Datolinjen den 5. december på Radio24syv – fra minuttal 44.50

https://www.radio24syv.dk/programmer/datolinjen/20213260/afgorende-brexit-gennembrud-flere-dodfundne

Og så bliver det ikke større:
Pandoras annonce, der altså nu bliver fjernet fra italienske medier og metrostationer, er blevet efterlignet med morbid italiensk humor af en bedemandsforretning i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Slut med det sædvanlige armbånd, kun hos Taffo Begravelsesservice finder du de bedste julegaver.
“…et gravlys, en blomsterkrans,
hvad tror du gør hende glad”