Giro d’Italia – ikke bare et cykelløb

Fredag den 5. maj fyres startskuddet af til den 100. udgave af Giro d’Italia.
Cykelløbet er og har ikke kun været et spørgsmål om, hvem der kan træde hårdest og hurtigst i pedalerne. Det har også spillet en betydelig rolle i udviklingen af det italienske samfund.

Af Bertil Mortensen

Løbet vil i mere end de tre uger, det tager, før det slutter d. 28. maj i Milano, få stor opmærksomhed fra hele cykelverdenen. Det rangerer ganske vist ikke lige så højt blandt cykelfans som Tour de France, selv om det faktisk i hårdhed overgår det franske løb. Men det betyder ikke rigtigt noget for de fleste italienere. For dem og for de italienske medier er der intet cykelløb i verden, der er så vigtigt som Giro’en.

Umenneskelige betingelser
Men der er en verden til forskel fra årets udgave af løbet og de første giro’er, der blev afholdt.
For eksempel kunne man i et støvet vejkryds i Syditalien i 1913-udgaven af Giro d’Italia opleve et besynderligt optrin:
I det øde landskab stod en gruppe mennesker – nogle klædt i cykeltøj, andre i almindeligt bondetøj – og gestikulerede ivrigt. Arme og fingre pegede i alle retninger, ophidsede stemmer diskuterede højrøstet. Hvad man diskuterede var, hvor ruten på dagens etape egentlig gik. Afmærkningen og skiltningen af ruten var nemlig yderst mangelfuld. Endelig dukkede der en kommissærvogn frem af støvskyerne, og problemet blev løst på ægte italiensk og fleksibel vis ved, at man fra vejkrydset simpelthen lavede en ny start på etapen.

Giro´en arrangeres af den lyserøde sportsavis Gazzetta dello Sport, der fyldte 120 år i 2016 >>

I de første mange år af løbets historie var der adskillige andre problemer end den mangelfulde skiltning.
Rytterne befandt sig f.eks. i 1914-udgaven i sadlen gennemsnitligt 17 timer pr. etape, idet etapelængderne var på ca. 400 km i snit.
Starten gik tidlig morgen, og feltets sidste ryttere famlede sig først frem til det sparsomt oplyste målområde ud på natten. Med stort mandefald til følge.
Kun 8 ud af 81 startende ryttere gennemførte det års Giro, selvom løbet ”kun” var på otte etaper.

Rytterne var også i modsætning til i dag for det meste overladt til sig selv på etaperne. De måtte ikke få hjælp til at reparere cyklen eller få reservedele fra andre. De måtte heller ikke modtage forplejning udover på de steder, som løbsorganisationen havde udpeget. I princippet skulle rytterne køre hele Giro’en igennem på den samme cykel.


Giro´ens rute i 2017 (Gazzetta dello Sport)
Den officielle hjemmeside – på engelsk >>

Undertiden mistede løbskommissærerne også helt kontakten med rytterne. I 1914 forsvandt den førende rytter 30 km før mål på den 428 km lange etape fra Bari til L’Aquila. Efter at løbskommissærer og journalister forgæves havde søgt hele natten efter den forsvundne rytter, blev han om morgenen fundet hos nogle bønder, hvor han havde fået logi – liggende på en halmmadras og rystende af feber.

Løbet og Italiens samling

Uanset hvordan vilkårene har været for feltets ryttere, er det kendetegnende, at Giro’en helt fra starten i 1909 har haft stor politisk betydning for det unge Italien, som først blev samlet til en nationalstat i 1870, da den italienske konges tropper indtog pavens Rom. Indtil samlingen havde den italienske halvø været opdelt i nogle mere eller mindre selvstændige fyrstestater og et par kongedømmer. ”Nu har vi skabt Italien, så mangler vi bare at skabe italienerne”, som en italiensk forfatter skrev efter samlingen. Og en af Giro’ens vigtigste politiske funktioner har netop været at medvirke til at skabe italienere eller rettere en italiensk identitet.

Helt konkret fik befolkningen i de byer, hvor ruten gik igennem, en følelse af at være en del af en vigtig national begivenhed. Der var en sand folkefest i de byer, hvor karavanen startede, kørte igennem og sluttede. Indbyggernes daglige gøremål blev suspenderet i nogle timer. Børnene fik fri fra skole, præsterne flyttede messerne, begravelserne og bryllupperne, de kommunale embedsmænd tog fri, kvinderne glemte alt om maden på komfurerne. Rytterne blev mødt med velkomstbannere, guirlander, flag og med billeder og plakater af de store mestre og helte.

Radioens og avisernes omtale af ruten og de begivenheder, som udspillede sig i og omkring løbet, gav lyttere og læsere et kendskab til egne af landet, som de måske aldrig havde hørt om.

Alene det, at de store rytteres navne ofte blev nævnt med tilføjelsen af den lokalitet, hvor de stammede fra, hjalp til med at udbrede kendskabet til geografien i det forholdsvis unge land: Gino Bartali ”toscaneren fra Ponte a Ema” (vinder 1936, 1937 og 1946), Alfredo Binda ”hornblæseren fra Cittiglo” (vinder 1925, 1927, 1928, 1929 og 1933), Learco Guerra ”det menneskelige lokomotiv fra San Vito” (vinder 1934) og så videre.

Desuden blev Giro’ens rute ofte lagt gennem byer og egne, som havde betydning for landets historie, og som befolkningen derfor blev mindet om.

Giro’en og fascismen

Giro d’Italia og cykelsporten i det hele taget er i tidens løb naturligvis også blevet brugt direkte i den politiske kamp. Tydeligst i mellemkrigstidens fascistiske Italien. Fascismen og Mussolini tillagde idrætten stor betydning.
Den fascistiske ideologi og idrætten havde nogle fælles værdier:
Selve kampen, fejringen af den stærke vinder og dyrkelsen af fysisk styrke generelt. Fascismen så også sporten som et middel til at militarisere befolkningen. Den fysiske træning i de forskellige sportsgrene ville nemlig gøre mændene til gode soldater.

De fascistiske ledere kunne også ved præmieoverrækkelserne sole sig i glansen fra vinderne, og når italienere vandt i udlandet, tog de ikke overraskende det til indtægt for den fascistiske stats overlegenhed.
Italiens sportsmand nummer 1 var naturligvis Mussolini selv, og propagandaapparatet brugte flittigt billeder af ”il Duce” som svømmer, racerkører, fægter, skytte og skiløber.

Men der findes ikke rigtigt nogen propagandabilleder af ham på en racercykel, og han opholdt sig så vidt vides aldrig ude på ruten eller i start- eller målområdet. Så meget tyder på, at cykelsporten og Giro d’Italia har holdt sig i hvert fald delvist fri af fascisternes omklamring. Måske fordi fascismen trods dens forherligelse af fortiden, traditionerne og de gode gamle dage var meget fascineret af nye teknologiske fremskridt. Her passede den ”gammeldags” cykel ikke rigtigt ind i billedet.

Giro’en politiske rolle i efterkrigstiden

Tiden efter 2. verdenskrig frem til omkring 1960 blev italiensk cykelsports guldalder med de to ryttere i hovedrollerne, som betragtes som de absolut største i Italiens cykelsport – Gino Bartali og Fausto Coppi. Den evige duel mellem disse to ryttere var medvirkende til at gøre cykelsporten mere populær end nogensinde.

Også i efterkrigstiden fik italiensk cykelsport og Giro d’Italia stor politisk betydning.
Løbet blev næsten i bogstaveligste forstand et symbol på genforeningen af landet efter den blodige borgerkrig under 2. verdenskrig, hvor fascister og antifascister nådesløst bekæmpede hinanden. Giro’en blev et symptom på en tilbagevenden til mere et normalt liv for den italienske befolkning.

Løbets rolle i dag

I tre uger i maj vil Giro d’Italia igen få stor opmærksomhed hos italienerne. Selvom løbet har ændret sig meget – professionaliseringen hos rytterne og hele miljøet omkring dem, sponsorernes indtog, mulighederne som TV giver cykelsporten, det økonomiske løft som sporten har fået, den cykelteknologiske udvikling osv. – er løbet på mange måder det samme.

I dag spiller cykelsporten dog ikke den samme rolle for Italien og italienerne som tidligere.
Selv om landet har fostret mange gode cykelryttere siden legenderne Binda >>, Girardengo, Bartali >>, Magni og Coppi – f.eks. Gimondi, Moser, Saronni, Bugno, Chiappucci og ikke mindst Pantani >> – har de ikke nået samme mytiske status som de store gamle stjerner.

Alligevel vil italienerne, når girokaravanen passerer, strømme ud på gader og veje for at få et glimt af nutidens italienske helte, hvor den ubetinget populæreste er sicilianeren Vincenzo Nibali. De mange dopingsager hos de italienske ryttere synes ikke at have svækket entusiasmen.


(“Når karavanen kører forbi” er jeg én af dem, der stopper bilen og gerne venter i halve timer på at hører hjulene spinde. Og som du kan se på videoen her >>, så var jeg ikke den eneste, der stoppede op den 8. maj 2011, da Giro´en kørte forbi Stradella ved Pavia. Charlotte Sylvestersen)

Men løbets politiske betydning er ikke så stor som tidligere. Det binder dog stadig på en eller anden måde italienerne sammen og er med til at skabe en national fællesskabsfølelse. Og hvis man ikke lige bor på eller i nærheden af ruten og kan opleve rytterne og karavanen ved selvsyn, vil mange – også ikke-cykelentusiaster – hver dag sidde foran TV og betragte ikke bare rytterne, men også de smukke og varierende landskaber, som rytterne kører igennem. De genser også koryfæerne fra fortidens italienske cykelsport – Gimondi, Bugno, Motta og mange andre – som inviteres i TV-studiet for at fortælle om deres erfaringer og analysere det igangværende løb.

Giro’ens magi består.

Bertil Mortensen er cand.mag i samfundsfag og historie, og tidligere gymnasielærer på Støvring Gymnasium. Han er forfatter til bogen ”Italien i dag” (2000). Bogen omhandler dele af det italienske samfund (bla. det politiske system, kirken, mafiaen, familien, erhvervslivet og levevilkårene), og er/var beregnet til brug for studerende på gymnasier, seminarer o.l. som forberedelse til studierejser til Italien.

Rejs aldrig uden schweizerkniv!

Roadtrip Milano-Santa Maria di Leuca tur/retur, juli 2016

8.7.2016: Tag aldrig på tur uden schweizerkniv.

Vi snuppede det sidste havbad i Torre Pali få kilometer fra støvlehælen og Santa Maria di Leuca.

Stranden ved Torre Pali 

Da vi begav os ud på den 1.109 kilometer lange hjemrejse til Milano var der en underlig lyd ved bilen, og så skal man stoppe og tjekke, lærte min mand mig.
Det gjorde vi så efter 10 km.
Jeg gik rundt om Panda, kiggede lidt ind under den, og sparkede på dækkene.
Det har jeg jo set, man skal.
Så var det gjort, og vi kørte videre.

FLAP FLAP FLAP….FLAP FLAP FLAP
Den flappende lyd – som de der papirstykker man satte på egerne på cykelhjulene som barn – blev bare ved og ved.
Vi talte om det, Linda og jeg.
Vi nåede frem til, at det ikke var en metallyd.
Af en eller anden ukendt grund besluttede vi, at så var det nok ikke så slemt.

…artiklen fortsætter under annoncen

Det blev bare værre og værre.
Linda, der er meget lavpraktisk, satte sin mobil ned mellem min ben og optog lyden.
Gik det ikke over, så kunne vi jo i det mindste illustrere problemet for en mekaniker med tilhørende audio.
Det blev bare ved.
Vi blev mere og mere tavse.
– 1.059 km til Milano, tænkte jeg i takt med flappe-plappe-flappe-lyden, kun afbrudt af en mekanikerstemme, der gentog:
– Det bliver nok dyrt, det her, det bliver nok dyrt, det her…

VI KIGGEDE LÆNGE PÅ MOTOREN…
Da der var en benzinstation på motortrafikvejen syd for Lecce, holdt vi ind.
– Vi må hellere se på motoren, sagde Linda, da jeg havde stresset ned med toiletbesøg, en frisk Cola Zero og tre smøger.
– Ja, det siger, du. Hvordan gør man det?
Dét vidste Linda.
Der er sådan en knap under rattet, man kan trække i…
Wauw!
Smart!
Så kiggede vi lidt på motoren.
Faktisk længe.
– Får du ligesom noget ud af det? spurgte jeg Linda.
– Næ, vi skulle nok have taget det der motorlære, som drengene tog i 9. klasse, svarede Linda, og det løste jo ingenting.
Siden er jeg blevet fortalt, at det er en rigtig god ide at starte motoren, hvis man vil opdage, om der er underlige lyde.
Det ved jeg så nu.
Vi lukkede låget til Pandas motor, og jeg røg et par cigaretter mere.
Så var der ingen vej udenom.
Vi havde lokaliseret problemet til venstre forhjul…
Og så….

…se med her (1,09 minut):

PS:
Jeg fiksede det, fandeme.
Det hele…


Foto & Video: Linda Maria Lynge Lorenzen

Her kan Panda og jeg momentant ikke finde vej.
Et sted på en grusvej i Umbrien.
Det fortæller jeg mere om en anden gang.

Deres udsendte roadtrippers – Charlotte Sylvestersen & Linda Maria Lynge Lorenzen

“Piraten” Marco Pantani snydt af Camorra-mafiaen i 1999

Nedturen for cykelrytteren Marco Pantani begyndte, da han blev bortvist fra Giro d´Italia den 5. juni 1999. Fem år senere blev han fundet død af en overdosis kokain i en ferielejlighed i Rimini.

Nu siger anklagemyndigheden i byen Forlí, at der er stor sandsynlighed for, at Camorra-mafien stod bag en ombytning af blodprøver under Giro´en. Men mangel på konkrete beviser betyder, at sagen henlægges.
Læs historien på POV.International >>

Mindeord for Marcao Pantani 14.2.2004
Pantani klarede ikke livets bjergtoppe… og dale …
“Depressionen knækkede for alvor hans kampgejst, da han blev nægtet deltagelse i “Tour´en” sidste sommer, og forstærkede en depression, som mange i dag mener, er udløst af et årelangt doping-misbrug.”

FOTO: DI ODED ZUR, CC BY-SA 3.0,  – TOUR DE FRANCE 2000

FOTO: DI ODED ZUR, CC BY-SA 3.0, – TOUR DE FRANCE 2000

FERRARI: Historien om den stejlende hest

Den 16. juni 1923 vandt den 25-årige racerkører Enzo Ferrari løbet “Circuito del Savio” i en Alfa Romeo RL-Targa Florio sammen med Giulio Ramponi.
ferarri-ung

Efter løbet mødte Enzo Ferrari greve Enrico Baracca, som han tidligere var blevet præsenteret for i Bologna.
Enzo Ferrari fortalte i 1985 historikeren Giovanni Manzoni, at dette møde siden førte til et møde med Baraccas hustru Paolina Biancoli.

Det var Paolina Biancoli, der senere bad Enzo om at bruge den stejlende hest som sit symbol.
– Ferrari, sæt min søns stejlende hest på deres biler. Det vil bringe held, sagde grevinden.

Francesco Baracca var pilot under Første Verdenskrig, og han havde i sin tid valgt en stejlende rød hest med hængende hale som sit logo på datidens primitive fly. Den stejlende hest var symbolet på 2. Kavallér Regimentet i Piemonte, hvor Baracca havde gjort tjeneste, inden han blev pilot.

I Italien kaldes racerkørere for piloter og holdene for stutterier.
“Scuderia Ferrari” blev grundlandt af Enzi i 1929.
Mellem 1929 og 1937 kørte stutteriets piloter i Alfa Romeo.
Da Enzo Ferrari forlod Alfa Romeo fik han to års karentæne fra motorsport.
Derefter bestyrede han teamet “Auto Avio Costruzione”, der i 1947 igen tager navnet “Scuderia Ferrari”.

baracca_i_flyFrancesco Baracca blev kommandant for den berømte 91. Eskadrille, der under Første Verdenskrig skød 108 østrigske fly ned, halvdelen af alle krigens nedskudste fjendefly.
Han døde den 19. juni 1918, da hans “Spad XIII” fly styrtede ned ved Montello tæt ved floden Piave. Baraccas lig blev fundet noge dage efter, forbrændt og med et skudsår i hovedet.
Siden da har 91. Eskadrille haft Baraccas røde stejlende hest på hvid baggrund som sit symbol. I dag holder eskadrillen til i Gioia de Colle ved Bari, og logoet sidder på jagerflyet Eurofighter.

Enzo Ferrari lod den stejlende hest løfte halen og gav baggrunden fødebyen Modenas gule farve.
ferrari_baracca

MUSEO BARACCA
baracca_museum

Man kan forudbestille en tur i Baraccas fly – i simulator – på museet i fødebyen Lugo i Ravenna-provinsen
http://www.museobaracca.it/

Åbningstider
Tirsdag til søndag 10-12 / 16-18, lukket mandag
(Lukket 1.1., 15. maj, 2. og 3. uge i august, samt fra 25. til 31.12)
Pris € 2,50 (..alle oplysninger 2015, red.)

Via Baracca,65
Lugo 48022 (RA)
Tel. 0545.38105
Email: museobaracca@comune.lugo.ra.it
museo Baracca

Bilmuseer i Italien:
Museo Storico Alfa Romeo i Arese ved Milano genåbnede i maj 2015 >>

Læs mere om Enzo, Ferrari og bilmuseer på italy.dk:
Oversigt over italiensk bilmuseer >>
Enzo Ferrari Museum i Modena >>
Fotoside fra Enzo Ferrari Museum i Modena >>
Ferrari Experience Day 2006 >>
Food & Motor Valley – Emilia Romagna >>
Maserati-samling ved Modena >>
Pagani – håndlavede luksusbiler >>

 

fodbold udstilling milano san babila

Fodboldhelte: Udstilling i Milano indtil oktober 2015

I 1930 blev det først VM-mål scoret af franskanden Laurent med bolden her, der er én af over 300 udstillede genstand på udstilingen “Football Heroes” >> i centrum af Milano ( Corso Venezia 2/Metro San Babila.).
Udstillingen varer indtil 31. oktober 2015.

fodbold udstilling milano san babila
Frankrig vandt i øvrigt den kamp med 4-1.

Der er over 100 års fodboldhistorie på udstillingen.
Man vandrer rundt mellem billetter fra alle afholdte verdensmesterskaber, og kan også se den kulsorte trøje, som det italienske fodboldlandshold havde på til VM-kvartfinalen i 1938, da Italien var et fascistisk diktatur under Benito Mussolini, og den officelle nationalfarve sort.

fodbold_gazzetta_wm_2006

DET ER HELT SANDT! – VERDENSMESTRE – Sportsavisen La Gazzetta dello Sport i 2006

Sjældenheder som dommernes fløjter fra VM-finalen i Sverige i 1958, og landstræner Giovanni Ferraris kuffert fra rejsen med skib over Atlanterhavet til Vm i Chile i 1962.
Der er naturligvis også medaljer og trofæer fra de fire italienske verdensmesterkaber i 1934, 1938, 1982 og 2006.

Udstillingen er åben søndag til onsdag fra 10.30 til 20.30, fra torsdag til lørdag fra 10.30 til 22.30.
Billetprisen er 10 euro.

Mere fodbold i Milano – på italy.dk:
AC MILAN åbnede CASA MILANO med museum, shop, billetsalg, bar og restaurant i 2014 >>
Alt om SAN SIRO STADION >>
Byguide til Milano >>

Vidste du…
…at Arenaen i slotsparken bag Castello Sforzesco i Milano blev bygget på ordre af Napoleon Bonaparte i begyndelsen af 1800-tallet, og siden blev hjemmebane både for AC Milan og FC INTER

alfa romeo museum arese milano

MUSEO STORICO ALFA ROMEO – guf for “Alfister” og lettere kvalmefremkaldende…

– Vil I ikke se en film? spurgte en sød ung dame og uddelte 3D-briller, da vi fyldt med Alfa Romeo-oplevelser var på vej ud af Museo Storico Alfa Romeo.

– Så pyt da, sagde vi, for der havde været masser af film fra 1910 og opefter undervejs på etagerne, vi snupper da en film mere. Og heller ikke jeg studsede over, at filmen blev præsenteret som værende i 4D!!!

4D???

Jeg blev simpelthen køresyg!

Jeg undgik kun en pinlig opkastning, fordi jeg netop havde en plastikpose (hunde-høm-høm-pose!) i hånden…
Vi blev spændt fast i stolene…
…og så gik det ellers derudaf….
…men det skal du altså selv opleve, når DU kommer forbi…
Sig ikke, at du ikke var advaret!

TOTALRENOVERET MED VÆGT PÅ ÆSTESTIKKEN

Museo Storico Alfa Romeo Arese

“Alfa Romeo Rød” er naturligvis den gennemgående farve på det totalrenoverede museum i Arese umiddelbart nord for Milano. Her lå fabrikken fra begyndelsen af 1960´erne og indtil 1990´erne… I dag produceres Alfa Romeo bilerne på Fiat Chrysler Automobiles (FCA) andre fabrikker spredt over hele Italien

Det nye Alfa Romeo Museum i direktionsbygningerne i Aresa langs med A4 motorvejen mellem Milano og Como slog dørene op den 30. juni 2015.

PRAKTISK INFO
Viale Alfa Romeo, 20020 Arese
Åbningstider: Onsdag til mandag 10-19 – Torsdag til 22 – Tirsdag lukket
Normalpris € 12 – under 16 og over 65 € 8
tel 02 444 255 11
info@museoalfaromeo.com
Der er gadgetshop og café med lette retter i museet

WEB: www.museoalfaromeo.com

FARVETEKNISK
Alfa Romeo Rød er rent farveteknisk en “Pantone 1805”, “RGB 204,0,0” og “CMYK 13,100,100,4”.
(Til sammenligning er Ferrari Rød f.eks. RGB 255,40,0)

Historien om Alfa Romeo fra Portello til Arese – på italy.dk >>

Her kommer en fotoreportage fra museet.
Alt det der tekniske med “det sportslige hjerte” – Il Cuore Sportivo – og de dobbelte overliggende knastaksler med Weber grill – scusi – kaburator – tager vi lige, når kvalmen er helt forsvundet 🙂

alfa romeo museum arese milano

Den første ALFA!

alfa romeo 75 1985 museum arese

Den sidste ALFA ROMEO?
I følge hardcore “Alfister” stopper Alfa Romeos historie i 1986, da Fiat-koncernen tager over…. Modellen her er fra 1985

alfa romeo museum arese

Fiks lille detalje med plastik-beskytteren, så man ikke får regndråber ind i bilen – synes pigerne…
Drengene mumlede noget med “plastik-skrammel”….

Den yngste Alfa Romeo i museet - for udover museum, shop og café kan man faktisk købe de nuværende Alfa Romeo biler på stedet....

Den yngste Alfa Romeo i museet – for udover museum, shop og café kan man faktisk købe de nuværende Alfa Romeo modeller på stedet….

Alle epoker undtagen én er med i den 105 år lange histore om den rappe bil!
Flymotorer og jeep´en, der kunne køre nærmest lodret,er ikke med på det nye museum, der altså har valgt at ignorere, at Alfa Romeo under 2. Verdenskrig var storleverandør til den italienske hær…

alfa romeo museum arese milano

…det sportslige hjerte – de dobbelte overliggende knastaksler!!!

 

museum alfa romeo arese milano

70´er-pjank med “mågevinge-døre”…

…og lige nøjagtigt den model er vi faktisk nogle der kan huske fra det der kortspil, hvor man vandt med enten topfart, flest hestekrafter eller mest kubik…. …og som legetøjsbil…

museum alfa rome milano arese

…og jo, den var der skam, 70´er-bilen, i den gigantiske glasmontre med legetøjsmodeller af Alfa Romeo….

alfa-romeo-museum-9

alfa romeo museum arese milano

KUNST!

alfa romeo museum arese milano
Brochuren over det nye museum, der åbnede i maj 2015:
alfa_romeo_museum_brochure_1
alfa_romeo_museum_brochure_2

NYT AC MILANO STADION I MILANO

 I går sagde Fiera Milano (Milanos Messe) ja til fodboldklubben AC Milans forslag om at bygge et nyt stadion på den tidligere City Messe.
ac_milan_logo

FÆRDIG I 2019
Giver Milano kommune grønt lys er Berlusconi-familen og deres kinesiske partner klar til at betale 4 millioner euro i årlig husleje og investere 300 millioner euro i et splinternyt stadion, der skal stå færdig i 2019.

Det nye stadion får plads til omkring 48.000 tilskuere,og bliver konstrueret på Portello – arealet (Oprindeligt  der hvor  Alfa Romeo bilfabrikken >> befandt sig) i den nordvestlige del af Milano.

ac_milan_casa__480_1

Casa Milano ligger tæt ved Metro Lotto og San Siro stadion, og det er meningen, at det nye stadion skal ligge bagved bygningen med de løbende fodboldspillere

Det nye stadion kommer til at ligge bagved klubbens nye hovedsæde – Casa Milan >> – der blev indviet i april 2014 og også huser klubbens museum, shop, billetsalg, restaurant og bar.

De to nyeste messehaller er med i aftalen, og de skal efter planen blandt meget andet også huse et sportsgymnasium,  hoteller  og fitness- og kongrescenter. 

Der er netop åbnet to nye metrostationer tæt ved det planlagte stadion.

Efter den fremlagte plan skal det nye stadion konstrueres af ARCO,  der blandet andet har bygget Allianz Arena i München og  det olympiske stadion i Peking.

….giver Milano kommune lov er det slut med Milano på San Siro Stadion i 2019 – udntagen når der er lokalopgør mod FC Inter
ac milan italiensk fodbold

Om San Siro Stadion – på italy.dk >>

Vidste du….
…at Harald Nielsen kom til Bologna i 1961.
Bologna blev italiensk mester i 1964, og Harald var liga-topscorer i både 1963 og 1964.
…at Harald efter seks år i Bologna 1967 skiftede til Inter, der betalte en overgansum for ham på over 6 mill. kr. – den tids absolutte rekord for en fodboldspiller!
…at Harald også nåede at spille for Napoli og Sampdoria, inden han i 1970 sluttede sin karriere.
…at DBU anerkendte ikke professionelle spiller inden 1971, så Harald var udelukket fra landsholdet fra 1961. Inden da havde han dog nået spille 14 landskampe og scoret 15 landsholdsmål.

 

Italiens fodboldlandshold har spillet i blåt siden 1911

azzurri_2006

De Azurblå i 2006, da Italien vandt VM

“Gli Azzurri” kalder man det italienske fodboldlandshold, fordi holdet spiller i en klar himmelblå trøje, hvis farve man i dag kan lede længe efter i det italienske flag.

Den azurblå farve blev første gang brugt den 5. januar 1911, da Italien spillede en venskabskamp mod Ungarn i Arenaen i slotsparken i Milano.
Napoleons  Arena fra 1806 var både AC Milans og FC Inters første hjemmebane, inden San Siro Stadion i byens nordvestlige udkant blev konstrueret.

Den blå farve stammer våbenskjoldet for det italienske kongehus, Savoia-familien fra Torino. Italien var et kongedømme fra samlingen af landet i 1861 til den 2. juni 1946, hvor et flertal af befolkningen stemte ja til at landet fremover skulle være en republik
Italiens flag - Il Tricolore - havde indtil 1946 Svaoia-familiens våbenskjold indsat i den hvide farve

Italiens flag – Il Tricolore – havde indtil 1946 Svaoia-familiens våbenskjold indsat i den hvide farve

Da det italienske fodboldlandshold spillede sin allerførste kamp i 1910 var trøjen hvid og med stiv flip, og et lille italiensk flag sat på flippen. Det siges, at den hvide farve var valgt for at hædre den stærkeste italienske klub på den tid, memlig den legendariske klub Pro Vercelli.

Den blå farve kaldes også Savoiablå i dag, og kongefamiliens “Dannebrogs-kors” med blå kant blev da også syet på trøjerne, da landsholdet gik på banen i 1911 – og i øvrigt tabte 0-1 til Ungarn.

Der gik dog lidt tid inden den blå farve blev et fast indslag.
I 1912 spillede landsholdet igen i hvidt, og det samme var tilfældet ved OL i 1922, selv om den italienske olympiske komite CONI, der blev grundlagt i 1914 anbefalede den blå farve. Ved OL i 1932 i Los Angelis optrådte italienerne i blåt.

Fascismen satte også sit præg på fodbolduniformen.
Først kom det fascistiske symbol med faklen op ved siden af kongefamiliens flag på trøjerne, og en overgang i 1930´erne spillede landsholdet i den fascistiske farve – kulsort.

Scudetto Tricolore hedder det lille skjold med det italienske flag, der er på landholdsspillernes trøjer

Scudetto Tricolore hedder det lille skjold med det italienske flag, der er på landholdsspillernes trøjer

Efter 2. Verdenskrig vælger man at beholde Savoiafamiliens blå farve, men man fjerner våbenskjoldet både fra flaget og fra fodboldtrøjerne.

Fra 1947 er er altid et italiensk flag formet som et skjold på landsholdets trøje. Scudetto Tricolore kaldes det symbol.

Også de fleste andre italienske landshold anvender den azurblå farve, men der er undtagelser:

I motorsport er den røde farve så dominerende, at man ligefrem taler om “den røde sport” – la corsa rossa.

I cykelsport er den hvide farve blevet dominerende for de italienske landshold siden 1990´erne, mens vintersportsgrene som for eksempel ski ofte bruger rød og hvid som landsholdets farver.

Læs mere:
Giv mig i dag min daglige fodbold
San Siro Stadion i Milano