Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg

Bog på vej: Charlottes ”4 årstider på Due Papaveri”

Glæd dig til noget så sjældent som en bog om italiensk mad og kultur fra forfatterens egen jord, køkken og restaurant i Italien.

”Due Papaveri” – To Valmuer – hedder det magiske sted for enden af grusvejen i de bløde bakker i Emilia Romagna syd for Modena.

Her har Charlotte Tveen Hansen, der oprindeligt stammer fra Padborg, siden 2005 ikke blot udlejet tre skønne ferieboliger, men også drevet restaurant, forestået mad- og yogakurser, og ikke mindst drevet biologisk køkkenhave og landbrug på markerne omkring agriturismoen. Derudover byder stedet på fantastiske udsigter og en skøn pool. Siden 2011 har ægtemanden Luca hjulpet til med det hele.

Hvor Charlotte Tveen Hansen første bog – Carlotta Cucina – fra 2007 primært bestod af opskrifter, følger den ny bog årets gang i Benedello. Det sker på markerne, til lavendelhøst eller på trøffeljagt, på besøg hos producenter af områdets specialiteter, og med nedslag i lokalsamfundet, der blandt andet er berømt for et helt specielt og originalt karneval.

Bogen indeholder Charlottes egne årstidsopskrifter fra restauranten, der er åben ved reservation, og et specielt afsnit om plantebaseret vintermad.

Charlottes opskrifter er naturligvis inspireret af de kendte italienske traditioner og respekten for råvarerne, men hendes madkunst tilføjer et kreativt og æstetisk pift, der i den grad adskiller bogen – og maden – fra de alt for mange forudsigelige italienske madbøger, som hvert år vælter ud på markedet.

Charlotte ved nemlig, hvad hun taler om:
Hun har både fingrene dybt plantet i mulden, i forarbejdningen af råvarerne, og ikke mindst, så kan hun lave mad, så englene synger.

Glæd dig!
Det gør jeg.

Bogen er på 320 rigt illustrerede sider, og koster 349,9 plus forsendelse.
Den kan allerede nu bestilles på www.duepapaveri.com.

Bogen præsenteres af forfatteren den 7. april i Store Kannikestræde 19, 1169 København, mellem 13.00 og 17.00, hvor bogen også kan afhentes personligt.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg


–//–

Stemmen fra Rom: Alfredo Tesio fylder 75 år

Alfredo Giovanni Roberto Maria Tesio blev født i norditalienske Monza.
For en hel generation danskere blev han ”stemmen fra Rom”, da han i perioden 1981 til 2006 var Danmarks Radios korrespondent i Italien.

Han har en let genkendelig stemme, for Tesio har gjort det næsten umulige:
At lære det danske sprog som voksen.
Han er ikke for ingenting født i miraklernes land.

Helle og Alfredo Tesio, da datteren blev gift i fjor

”Miraklet”, der blev skæbnesvangert for Alfred, som jeg ynder at  kalde ham på dansk, hedder Helle.
Hun er stadig indbegrebet af den høje flotte skandinaviske blondine, så det forstår man godt.
Med gode danske ben i næsen, vel at mærke! Og det skal der til, når manden er fra den generation, hvor de ”havde bukserne på”.

Helle Poulsen Tesio kom til Italien i 1980

Alfredo kom som student til Danmark første gang i 1963. Senere i 1960´erne var han stipendiat på Københavns Universitet, hvorfra han i 1970 dimitterede som cand.oecon med speciale i dansk socialpolitik.

Artiklen fortsætter efter reklamen


Siden skrev Tesio for flere italienske dagblade. I tidens løb har han været udenrigskorrespondent for Berlingske Tidende, Børsen og for Politiken, som han stadig arbejder for som freelancer.

Alene og sammen med sin hustru har Tesio siden 1979 beriget danske bogreoler med en lind strøm af bøger, ligesom han har forfattet ”Turen går til Rom”.

– Man kan jo altid skrive en bog eller to, som han for et par år siden svarede, da jeg spurgte om pensionen nærmede sig.

Bøger af Alfredo Tesio på Saxo >>

Mit første personlige møde i Milano i begyndelsen af 1990´erne med min i dag gode ven og udenrigskorrespondent-kollega var en blandet fornøjelse. Mildt sagt.
Det endte med en ophidset meningsudveksling i fagbladet “Journalisten”, hvor den nyuddannede ræverøde, nå ja lyserøde, journalist, beskyldte sin erfarne kollega for at rende erhvervslivets ærinde.

Lad mig bare skrive, at jeg tror, Tesio dengang var en lille smule irriteret over både brunetter og blondiner, da først Lisbeth Davidsen og siden Eva Ravnbøl og jeg også mente, vi var i stand til at fortælle om, og forklare Italien for danskerne.

Siden løb der meget vand i åen. Da jeg omsider igen mødte både Alfred og Helle var der ingen, der gad omtale den episode.

Det var til den italienske korrespondentforenings skimesterskab i 2012, så man kan ikke sige, vi har overrendt hinanden. Og det var en stor ære, at Tesio skulle overrække mig min overraskende sølvmedalje.

Rækken af hædersbevisninger og præmier, som Alfredo har fået overrakt er velfortjent lang.

Blot for at nævne én af dem, så overrakte Italiens præsident Azeglio Ciampi i 2003 “Premio Saint Vincent” til Tesio som årets “udenlandske journalist”.

Naturligvis er Alfredo også en mere end habil skiløber.

De senere år er det blevet til mange fornøjelige møder, specielt i forbindelse med udenrigskorrespondentforeningens eno-gastronomiske gruppe,

Overrækkelsen af “Premio del Gusto i 2017, hvor udenrigskorrespondenterne i Italien fik en full-immersion i hvide trøfler fra Alba.

De senere år er det madbøgerne og madkurserne i Toscana og Rom, der tager det meste af både Tesio og signoras tid.

Journalistikken svigter Alfredo dog ikke, og det italienske temperament forsvinder heldigvis heller ikke med alderen.

Temperamentet foldede sig for alvor ud her i foråret, da den danske regering behandlede Italien som et U-land, der under Corona-krisen blev tilbudt aflagte ofg ubrugelige respiratorer.

Dér skal jeg lige love for, at de danske politikere fik tørt på at ”den romerske stemme”, da P1 spurgte ham, hvad han mente om det. Og der var heller ingen slinger i valsen, da han skrev om sagen i Politiken.

Som ægte italiener kan Alfredo heldigvis også tilgive. Ganske få dage efter bredsiden mod dansk egoisme meddelte han på Facebook, at han igen købte “Lurpak”.

Alfredo stillede også op, da vi i vores norditalienske afdeling af “Udenrigskorrespondenter i Italien” var i vanskeligheder. Tak for det!

Herfra skal der lyde et STORT TILLYKKE, Alfredo.
Må du have en fantastisk dag med Helle, børnene og vennerne.

LINKS

http://alfredotesio.dk/

Lyt til “stemmen fra Rom
https://heartbeats.dk/podcast/bearnaise-er-dyrenes-konge-journalist-alfredo-tesio-savner-soendagen-i-rom/

Foto:
Private, screenshots, og stor tak til Helle Poulsen Tesio for foto

–//–


Italienske film på CPH:DOX 19.-29.marts 2020

CPH:DOX er Danmarks største dokumentarfilmfestival. Den finder i år sted i de københavnske biografer fra den 19.-29. marts. Festivalen viser over 200 forskellige dokumentarfilm fra hele verden og byder samtidig på foredrag, oplæg og koncerter. Program og info på CPH:DOX >>

Tre italienske film er med på årets CPH:DOX 2020

Der er italiensk aften den 23. marts, hvor der vil blive vist to af de tre italienske film (‘Selfie’ og ‘Welcome Palermo’). Der vil derudover også blive serveret italiensk pasta puttanesca med sardeller og parmesan, serveret med et shot Limoncello. Mere information på siden til ‘Selfie’

Selfie

Rå autencitet møder skrøbelige illusioner i en selfie-film af to unge venner fra Napolis hårdeste ghetto.
Napoli er kendt som den italienske underverdens hovedstad.
Især Traiano-kvarteret er fyldt med kriminalitet som omhandler mafiaen.

Agostino Ferrente opsøger vennerne til en ung mand, der blev skudt og dræbt af politiet tilbage i 2014. De får udleveret kameraer og mikrofoner, så de kan dokumentere deres liv indefra.
Resultatet er en forrygende og øjenåbnende selfie af en film. Pietro og Alessandro prøver ihærdigt at se seje ud foran kameraet og leve op til ghettoens macho-standarder. Men der er langt op til Tony Montana-niveau.

Artiklen fortsætter under reklamen

Faith

Livet bag murene hos en italiensk sekt af katolske kungfu-munke, der lever i en isoleret verden på en streng diæt af kampsport, åndelighed og dunkle ritualer.
En lille aflukket sekt af katolske kungfu-munke, der kalder sig selv ‘Lysets krigere’.
De praktiserer deres mærkværdige blend af kampsport og religiøs askese, i et afsides kloster de har isoleret sig i.
Men bag deres søgen efter åndelig fred, er der foruroligende aktiviteter.
Medlemmer udsættes for sadistiske træningsøvelser og psykisk terror.
Instruktør Valentina Pedicini har fået adgang til at observere munkenes rutiner og ritualer.

Welcome Palermo

På Sicilien har kunstnerduoen MASBEDO bygget en gammel lastvogn om til et rullende filmstudie for at undersøge øens historie på det store lærred.
‘Velkommen Palermo’ står der på et vægmaleri når man ankommer til den sicilianske by.
Her har kunstnerduoen MASBEDO bygget en lastvogn om til en Videomobile: et rullende filmstudie, hvorfra de inviterer byen til at deltage i en undersøgelse af øens filmhistorie, og hvordan den har formet det kulturelle billede af Sicilien og Palermo.
Fra eksperimentalfilm til den grandiøse arv fra Luchino Visconti og Vittorio De Sica, og til fagfolkene i kulissen. ‘Welcome Palermo’ er en videreudvikling af Videomobile-projektet og den installation som MASBEDO udviklede.
Et projekt, der i sine forskellige former vedbliver at være en platform for research, performances og interaktioner mellem kunstnerne og offentligheden.

–//–

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.…artiklen fortsætter under reklamen

Dansk dokumenterfilm om Femstjernebevægelsen: “Al magt til folket?”

Onsdag første februar har Lise Birk Pedersens dokumentarfilm om Femstjernebevægelsen premiere i 32 danske og én grønlandsk by.
Premieren følges op af livestream-debat fra Christiansbog


Du kan finde premierebiograferne og købe billet hos DOXBIO >>

Filmen følger fire af bevægelsens politikere i godt og vel et år – fra valgkampen i begyndelsen af 2013 til omkring dannelsen af Renzis regering i februar 2014.

PRESSEOMTALE
Premiere på AL MAGT TIL FOLKET? med efterfølgende live transmitteret debat om populisme og demokrati.
De vestlige demokratier vakler. Folket gør oprør mod magteliten, og populismen sejrer. “Send dem (politikerne) hjem!”, råbte de i Italien og valgte 163 politisk uerfarne “almindelige mennesker” ind i parlamentet. Dokumentarfilmen AL MAGT TIL FOLKET? følger de første dramatiske år af dette demokratiske eksperiment.

…artiklen fortsætter under annoncen

Filmen bliver vist fra Christiansborg med efterfølgende live transmitteret debat, der trækker trådene hjem til Danmark for at forstå konsekvenserne af den nye politiske virkelighed. Grillo i Italien. Trump i USA. Hvad kommer der til at ske i Danmark?

Du kan deltage i debatten sammen med publikummer over hele landet fra Aalborg til Svaneke. I Grand Teatret ruller vi den røde løber ud og efter filmen byder vi på en kold Tuborg RÅ.

Journalist Anja Bo styrer debatten, hvor der deltager Folketingspolitikerne Bertel Haarder (V), Uffe Elbæk (A), Pelle Dragsted (Ø) og Yildiz Akdogan (S) diskuterer populisme og demokrati og bliver udfordret af ungdomspolitikerne Viktor Boysen (B), Andreas Weidinger (K) og Nanna Bonde (SFU), samt ekspert i retorik Sine Nørholm og Radio 24/7-vært og politisk kommentator Lars Trier Mogensen.

CPH:DOX fejrer premieren af AL MAGT TIL FOLKET ved, på samme dag, at lancere en ny serie på festivalen, som sætter skarpt på populisme og radikalisme. Tiltaget er en særligt kurateret festivalserie, der rammer biograferne under CPH:DOX fra 16. – 26. marts. Ved introduktionen til ‘Al magt til folket’ løfter CPH:DOX sløret for alle de film, der er udvalgt til at blive vist i serien.

Instruktør: Lise Birk Pedersen
Producent: Magic Hour Films
Co-producenter: Piraya Film & Mouka Filmi
Land: Danmark
Længde: 60 min.
Sprog: Italiensk med danske tekster

PRODUCENTEN LISE LENSE-MØLLER, MAGIC HOUR FILMS
‘Da Lise Birk kom til mig og spurgte, om jeg ville være med på projektet, øjnede jeg hurtigt en chance for at se på fænomenet ‘populisme’ med et mere åbent blik. Tilbage i 2013 var der stadig en udbredt og temmelig arrogant holdning til populister – som en art vildledte og vrede dummernikker – som vi ikke behøvede at tage alvorligt.

Men den politiske scene i Italien var så ekstrem med den enorme korruption og de hyppigt skiftende regeringer, at man ikke kunne andet end at have sympati for populisternes krav om ærlighed og oprydning i den politiske magtelite. Uanset hvad man synes om deres metoder, så var deres projekt legitimt, og det gjorde det muligt at lægge fordommene til side og faktisk betragte processen på godt og ondt.

Det er jo heller ikke en proces, der er begrænset til Italien. Vi ser den nu overalt i den vestlige verden – blot ikke alle steder ligeså tydeligt som her. Det er både vigtigt og interessant at give sig tid til at prøve at forstå, hvad det er, vi oplever lige nu – og hvilke muligheder, paradokser, farer og dilemmaer, det indebærer.’

–//–

Bersaglieri korpset spiller fanfarer for fuld udblæsning og i løb

Bersaglieri korpset er en del af den italienske hærs infanteri, og blev grundlagt i Torino i 1836. Deres musikkorps er det eneste i verden, der spiller under løb. Legenden siger, at skikken stammer fra den 20. september 1870, da de italienske styrker brød gennem Port Pia og fik Rom med i det nye Italien. Orkestret spillede gående, men begyndte helt spontant at løbe begejstret, da de italienske styrker indtog hovedstaden. Og de løber stadig, som du kan se på videoen herunder fra en parade i Rom. ..artiklen fortsætter under annoncen XX Settembre At Rom blev indtaget den 20. september forklarer også de mange italienske gader med det navn, Via-, Viale- eller Corso XX Settembre. Jeg har selv oplevet de løbende Bersaglieri flere gange, og det er imponerende, når de med de flagrende sorte hanefjer i hattene sætter gang i gaden. De lange sorte hanefjer på den runde hat har en praktisk funktion. Det skulle oprindeligt sørge for at soldatens højre øje var i skygge, så han også kunne sigte i solskin. Der er i dag seks regimenter Bersaglieri i den italienske hær. https://commons.wikimedia.org/wiki/File:5_Rgt_Bersaglieri_vaira.png Da jeg for et par år siden mødte bersaglieri´erne i skarpt trav på gågaden i Firenze, haltede ham med tubaen prustende bagefter resten af banden. Du skal frem til minuttal 1.45. Så bliver det vildt!
Bersaglieri´erne fra San Doná på Facebook >> –//–
Opera propria, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=29971916

Dario Fo – det verbale symfoniorkester

Hvis der sker mig noget, så fortæl at jeg har gjort alt for at overleve, citerer dagbladet La Repubblica Dario Fo for at have sagt, da han i begyndelsen af oktober blev indlagt med luftvejsproblemer.
Forfatteren og skuespilleren, men fremfor alt samfundskritikeren klædt ud som hofnarren Dario Fo døde natten til torsdag den 13. oktober på Sacco hospitalet i Milano.

Opdateret udgave af artikel offentliggjort på www.italy.dk den 10. februar 2015

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende. (Privatfoto)

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. (Privatfoto)

Ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli-boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. Hvad sker der lige her, tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og altid er to minutter foran.
Jeg er ikke for sent på den.
Jeg er aldrig for sent på den.
Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.
Men jeg ér for sent på den.
Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det er Dario Fo, der sidder foran et stort publikum på scenen i den store boghandel med ordene strømmende ud af munden.
Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo.
Ordstyreren er på overarbejde, og giver dybest set op efter ganske få minutter.

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Ordene flyver ud af og omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie. Man kan som altid mærke, at de står i kø.
Ordene står i lange snirklede køer.
Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen.
Ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.
De vil alle ud, de vil ud, og helst lige nu, ud af det snart 89-årige hoved og den lige så gamle krop.
Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

VELGØRENDE ORDBALSAM
– Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder:
– Jeg skal fortælle jer en hemmelighed! Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om. Min læge siger, det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham. Fo har overhovedet ikke tid til at dø.
– Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en lind strøm.
– Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:
– Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan, kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

…artiklen fortsætter under annoncen

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud.
Derfor er der ikke altid hoved, krop eller hale i det, der kommer ud.
Hvis Fo havde fire eller fem munde, som ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester.

MANDEN ER JO ET GENI, ET GENI, FOR POKKER
Det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening. Nemlig at Fo – og ikke mindst hans afdøde hustru, Franca Rame – i virkeligheden aldrig er kommet videre end til kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilegerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970’erne.
Og så går det op for mig, at det er lige dèr, geniet ligger. 
Altså, at 35 minutter med Fo gør en glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.
Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.
Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker. Jeg glemmer min hælspore. Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for passagerskibet Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.
Inden jeg flyder helt af sted i ordflommens paradis, sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg fremover bare sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers nyhedskanaler, der ellers altid kører indeni, udenom og i baggrunden…

DER VAR EN SKØR KONGE I DANMARK
Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge under et ucharmerende spotlight ved siden af den næsten ordløse ordstyrer.
Bogen handler om den Christian den Syvende, om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække og Wikipedia allermest husker for hans sindssygdom. For hans dronning, der gik i seng med livlægen Struensee, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på “hjul og stejle”. Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker. Wikipedia nævner 89 bogudgivelser, plus skuespillene, tv-shows, sange, malerier, tegninger, scenografi og meget meget mere.

fo_ce-un-re-pazzo-in-danimarca_1200
I 2014 kom der endnu to bøger – “Ciulla, il grande malfattore” (Ciulla, den store synder) og “La figlia del Papa” (Pavens datter) – og Fo nåede også forestillingen “Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano” (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den Syvende af Danmark er Fos nyeste helt. Fordi kongen var skør. Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden ifølge Fo så inderligt brug for.
– Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.

Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente. Han vil nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os. Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort. Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.

HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN, TIL FOLKET, OG TIL DEMOKRATIE
Christian den Syvende bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt. Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd. Og det gør slet ikke noget. For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig tror på kærligheden.
– Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får Fo sagt.
Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af Femstjernebevægelsen, af Beppe Grillo, og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator. Og det endda selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske, der findes.
Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter.
Tilbage på sporet:
Fo har været så “heldig” under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger. ”Dagbøgerne” fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet – for ”med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation” – allerede i 1700-tallet af den oplyste Struensee, der ifølge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejstligheden.  Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre.
Hmmm. Det er i virkeligheden ikke en særlig demokratisk historie.
Nå, pyt med det. Pyt med, at det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struensee selv blev dødsdømt, og at den yndige dronning blev landsforvist, og at  kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det naturligvis ikke.

HOFNARREN SIDDER MED HÅNERETTEN
Fo er gøgler.
Han er den sidste hofnar, der sidder med retten til at råbe ”de har ikke noget tøj på”.
Han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds – eller hvem det nu er – nåde. Og det er helt i orden.
Han har aldrig nogensinde kaldt sig for dokumentarist, vel?
Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet. Det får jeg så også at vide senere, sammen med verbale pisk over min mangel på punktlighed.

DET ER DANSK, GODT, LYKKELIGT OG DEMOKRATISK
Fo er i sin høje alder også med på modebølgen. Nemlig den Danmarks-bølge, der i de seneste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien. Alt, hvad der er dansk er godt. Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste. Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.
Danmarks-bølgen ruller fra tv-serier som “Broen” og “Borgen” til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier – alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo-blog fra 2012, der ganske sigende hedder “Drømmen om Danmark“.
Det er ligemeget, for Danmark er og bliver drømmelandet for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
I Danmark kaldte vi dem for kystbanesocialisterne. I Milano hed og hedder de ”radical chic”, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl. Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte. Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og “italienerne var dem, der vidste mindst om ham”, og tilhørerne griner pligtskyldigt og nikker anerkendende.
Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke bare et nutidigt modefænomen, det skal han have.
Jeg husker ham så langt tilbage og så langt ude som på heden på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier tilbage. Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener. Jeg husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer…

KUN TRE SPØRGSMÅL.
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM.
Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her, fordi vi skal købe bogen.
– Kassen er lige dernede ved udgangen.
Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
– Tak, fordi du eksisterer.
– Tak, fordi du eksisterer.
Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.
– Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig… …ja hvad er det nu lige, han ligner? Jamen, det er da en rigtig italiensk “Dario”, der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.
Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes – i dag skal vi jo vide alt om følelser – da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur.
Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
– Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.  Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.
Tredje og sidste spørgsmål er mit. Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog. Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder før tiden, og jeg åbenbart så næsten italiensk, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden.

Jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den Syvende?
Fo sidder i det uklædelige spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse – deraf billedkvaliteten.
Han misser med øjne, der har set så meget, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.
– Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk. Hvad ved du om Christian den Syvende?
– At han var skør, at han var hanrej (“cornuto“), at Struensee nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struensees retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for, at Wikipedia eksisterer.
– Ajaaa, ajaaa, siger Fo ud til publikum.
– Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.
Det anede mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i hans bog, og ikke mindst i de fantastiske “hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne”.
– Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult. Ja, du siger “cornuto“. Men nej, Christian kendte sig selv, og Struense var hans bedste ven. Han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem kongen, dronningen og Struensee som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.
Det kan du selv læse mere om i bogen ”Der er en skør konge i Danmark” .
Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien, og lidt pisk til Die Dumme italienere som helhed, som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.
– Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, gnækker han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop. Hælsporen vågner, lænden knager og virkeligheden er pludselig tilbage. Det var sønnen Jacopo fra det fanstastiske og ustyrlige Frie Universitet Alcatraz i Umbria, der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.
De to var langt langt henne i den kreative proces – undskyld, researchen med de hemmelige dagbøger – da de opdagede filmen “En kongelig affære” om samme konge, dronning og Struensee.  Og det var jo også bare så meget lige meget. For det var jo oplagt en historie, der bare skulle, og i virkeligheden bare ventede på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op. Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.
– Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med mit mobilkamera.

fo_20150210_charlotte

Billedkvaliteten blev ikke bedre med den ordløse ordstyrer som fotograf, og Fo og jeg blev heller ikke enige om, at Danmark er paradis på jord, men interessant var det. (Privatfoto)

Bagefter slanger autografkøen sig frem.
Jeg snupper, og betaler, også en bog og stiller mig allersidst i køen.
Fo er træt, men grifler løs. Sådan er det også, men dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det, trods trætheden.
Bagefter har jeg en skøn fornemmelse i hoved og krop. Jeg løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned, og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.
Jeg glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig. Der er så mange historier, der vil ud.

PPS: Lyt til Dario Fo, da han i 2015 besøgte Louisiana og fortalte om den skøre danske konge.

Må en museumdirektør arbejde for meget?

Fagforeningerne på museet Reggia di Caserta nord for Napoli har i et brev til kulturministeriet klaget over, at den nye direktør arbejder for meget.
De mener, han udgøre en sikkerhedsrisiko for Syditaliens Versailles.
Læs historien på POV International her.
20 italienske museer fik i august 2015 nye direktører, og syv af dem var udlændinge.
Læs mere om de nye museumsdirektører, og polemikken om udnævnelserne, under foto.

pov_reggia_di_caserta_italiamo

FOTO Printscreen fra POV International

19. august 2015
7 UD AF 20 NYE MUSEUMSDIREKTØRER ER UDLÆNDINGE
5 Stjerne Bevægelsen, Lega Nord og Forza Italia er dybt utilfredse med at kulturmminister Dario Franceschini (Partito Democratico), der har valgt syv udlændinge som museumsdirektør for nogle af Italiens kendeste museer!
Tyske Eike Schmidt er ny direktør for Uffizi i Firenze, franske Sylvia Bellenger skal bestyre Capodimonte i Napoli, og den kun 34-årige tysker Gabriel Zuchtriegel skal styre de arkæologiske udgravninger i Paestum.
– Jeg blev valgt fra, fordi jeg er italiener, beklager den tidligere direktør for Uffizi, Antonio Natale, sig til Firenze avisen La Nazione.
– Jeg skulle nok have heddet Anthony Christmas.

...artiklen fortsætter under annoncen

1200 havde sendt ansøgninger til de ledige stillinger.
Over 200 var til samtale inden stillingerne blev fordelt.
Udnævnelserne – ti kvinder og ti mænd, og altså hele syv udlændinge – betegnes som en revolution af det italienske system, der bestemt ikke er kendt for at udnævne offentlige topposter efter kvalifikationer.
Fire af de nye italienske direktører kommer i øvrigt hjem til i Italien efter at have arbejdet i udlandet.
Eike Schmidt, den nye chef for Uffizi fortæller, at han blev rørt til tårer, da den italienske kulturminister personligt ringede og fortalte om udnævnelsen.
– Jeg har det, som om jeg skal spille med fodboldspilleren Pele’s eller Ronaldos trøje på, siger direktøren, der kommer fra Minneapolis Institute of Arts.
– Det er en stor ære!

La Reggia i Caserta nord for Napoli kaldes for Syditaliens Versailles.

–//–

Umberto Eco leflede ikke for masserne

“Den, der ikke læser, har kun levet èt liv som 70-årig.
Den, der læser, har levet 5000 år.
Litteratur er baglæns udødelighed”.

Forfatter, semiotiker, filosof og samfundsrevser Umberto Eco døde den 19. februar  2016.

Umberto Eco: Klog og svær

Jeg synes, han var og er svær at læse!
Men Sean Connery i Rosens navn, beskrivelserne af italienske storby-intellektuelle i Foucaults Pendul og allermest hans klummer i magasinet L´Espresso er en del at min italienske historie.

Ordmennesket Umberto Eco blev 84 år i den virkelige verden, men må være mindst 5.000 år i den litterære virkelighed.

Siden det globale gennembrud med romanen ”Rosens navn”, der udkom i 1980 og blev filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen, har Ecos romaner indtaget faste pladser i bogreolen blandt de bøger ”man skal læse”.

”Rosens navn” kom med bogklubben til reolen i min studenterhybel i Århus midten af 80´erne.
Der stod den fint og pænt i mange år, uden at jeg nogensinde nåede helt til vejs ende.
Heldigvis var det en fornøjelse at se filmen. Og hvis ikke bogen efter Ecos død inspirerer til genlæsning, så er filmen stadig værd at gense.

“Foucaults pendul” fra 1989 røg lige ned i mit personlige italienske eventyr, der begyndte det år i Milano.
Dén bog slugte jeg, og sluger stadig gerne med jævne mellemrum.
Den var heller ikke nem at læse, men handlingen fungerede.
Her er alt dét, der gjorde Eco til et geni. Nemlig den absurde og fantastiske blanding af fakta og fiktion, som stor litteratur er gjort af.
Romanen er ikke uden grund blevet kaldt “Den tænkende mands Da Vinci mysterium”.

I ”pendulet” beskriver Eco rammende og sarkastisk et storbymiljø, hvor veluddannede og velhavende italienere keder sig så meget, at de er nødt til at opfinde komplotter og mysterier for at skabe indhold i livet.
De typer kunne jeg, efter at have læst Eco, genkende på aperitifbarerne i kanalkvarteret og i Brera i Milano i begyndelsen af 90´erne, og derfor straks afskrive trods deres velsmurte mundlæder. Faktisk blev “Foucaults pendul” en slags social håndbog for mig.

Den seneste Eco i mit liv, ”Kirkegården i Prag” fra 2010, var mandens julegave til mig det år.
Heldigvis har erfaringen lært mig, at fanger første kapitel ikke og andet kapitel slet ikke, så drop det.
”Kirkegården” blev hurtigt sendt i omløb hos folk med mere tålmodighed og måske ikke mindst med mere litterær paratviden end undertegnede.

Eco var måske i virkeligheden for klog, for vidende og for belæst til at skrive romaner for de fleste.

I sine seneste bøger smed han efterhånden rundt med så mange let skjulte citater og henvisninger til andre værker, at man som almindelig læser i den grad sad tilbage med fornemmelsen af at være om ikke direkte dum, så dog en uvidende tåbe med for lidt litterær bagage.

Invasion af tåber

Men var der noget, Umberto Eco ikke kunne klare, var det uvidende tåber.

Manden, der lærte generationer af italienske universitetsstuderende om tegnenes og ordenes magt, og om kommunikationens gåder, foragtede derfor også det medie, du sidder på lige nu.

Da Eco sidste efterår modtog et æresdoktorat i Kommunikation og Mediekultur på universitet i Torino kom han med en veritabel bandlysning af internettet i almindelighed og de sociale medier i særdeleshed.

“De sociale medier giver ytringsfrihed til de legioner af tåber, der tidligere kun talte på baren efter et glas vin og uden at skade fælleskabet. Og de blev straks bedt om at tie, mens de i dag har samme ret til ytringsfrihed som en nobelprisvinder“, sagde Eco ved den lejlighed til avisen La Stampa. Her lød han i øvrigt som en italiensk kopi af en anden af vor tids store forfattere, amerikanske Jonathan Franzen, der har udtalt sig lige så foragteligt om såvel nettet som sociale medier.

Klummer om virkelighed og fiktion

Til gengæld har det hver uge siden 1985 været en fornøjelse at læse Ecos klumme i magasinet L`Espresso.
Den sidste er dateret den 27. januar i år, og handler om, hvorfor Eco ikke ville anbefale en bestemt kunstudstilling i Milano.

I sin klumme satte Eco hver uge Italien på spidsen, hvad enten det handlede om den rigtige måde at konversere på, om antijødiske udtalelser fra formanden for det italienske Fodboldforbund, om brugen af mobiltelefoner eller om, hvordan romanfiguren Maigret i “virkeligheden” boede tæt ved det terrorramte koncertsted Bataclan i Paris.

Umberto Eco var ved sin død i Milano den 19. februar dybt involveret i et nyt forlag, efter at han havde forladt det kæmpestore Berlusconi-dominerede Mondadori-Rcs, som han med sin sans for ord – han var jo først og fremmest semiotiker – havde døbt ”La Mondazzoli”.

Det nye forlag fik navnet ”La Nave di Teseo”, Tesios skib, og så føler man sig igen så dum.
For hvem var Teseo, og hvad var det for et skib?

Til avisen La Repubblica beskrev Eco sidste år mødet mellem det nye forlags direktør, Elisabetta Sgarbi, og Marina Berlusconi fra ”La Mondazzoli” som to kvinder, der ikke kunne kommunikere med hinanden, fordi de var antropologisk inkompatible.
Og sådan en sætning kan man jo ikke lade være med at elske.

La Repubblica spurgte også Eco om, hvorfor han som 83-årig kastede sig ud i et eventyr med et nyt forlag.
– Projektet er det eneste alternativ til ”Ugens Krydsord”, der igen er eneste medicin mod Alzheimer, svarede han.

PS. Teseo er i den græske mytologi en konge af Athen, og hans skib havde sorte sejl.
Sådan er det med Eco. Det hjælper at have Google ved hånden.

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

1024px-Umberto_Eco_in_his_house

Foto: Umberto Eco interviewed by Aubrey in his Milan apartment for Wiki@Home – 2010.

Annonce

–//–

Christo-værk på Iseo-søen: Gå 3 km på vandet

Hvis vejret arter sig vil flere hundredetusinde almindeligt dødelige mennesker få lov til at gå på vandet på Iseo Søen.
Det kommer til at ske ovenpå  motorvejsbrede flydende moler skabt af Land Art kunstneren Christo.
Kunstværket er aktivt mellem den 18. juni og den 3. juli 2016.

De flydende moler bliver dækket af skinnende orange stof, og forbinder landsbyen Sulzano med Øen Monte Isola og Monte Isola med den lille ø San Paolo.
Molerne bliver i alt 3 km lange, og forbindes med 2,4 km orange stofvej på landjorden.

“På de flydende moler kan man opleve søen fra et andet udgangspunkt, der udvider horisonten og skaber et provokerende udsyn.”

HØJTEKNOLOGISK KUNST
De flydende moler bliver 16 meter brede, og dækkes af 70.000 m2 skinnende orange stof fra det tyske firma, der altid producerer stof til Christos værker.
De 10 meter i midten af molerne er en horisontal vej, mens tre meter i hver side skråner ned i vandet som en slags strandbred.
Molerne holdes oppe af 200.000 polietilene-bokse, der måler 50 x 50 x40 cm, og er forbundet til hianden med 200.000 store skruer.
160 ankre, der hver vejer 5 tons, bliver ved hjælp af luftballoner og gummebåde sænket ned på søbunden, og hertil fastgøres molerne.

Christo The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy) Drawing 2014 in two parts 15 x 96" and 42 x 96" (38 x 244 cm and 106.6 x 244 cm) Pencil, charcoal, pastel, wax crayon, enamel paint, hand-drawn map, cut-out photographs by Wolfgang Volz, fabric sample and tape Photo: André Grossmann © 2014 Christo

Christo – The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy) Drawing 2014 in two parts 15 x 96″ and 42 x 96″ (38 x 244 cm and 106.6 x 244 cm) Pencil, charcoal, pastel, wax crayon, enamel paint, hand-drawn map, cut-out photographs by Wolfgang Volz, fabric sample and tape Photo: André Grossmann © 2014 Christo

Molerne er åbne for publikum døgnet rundt, hvis vejret altså ikke gør dem for farlige at gå på.

Om natten bliver de lyst op af solcelledrevne gadelygter i 2,5 meters højde, der genoplades på ti timer.
Perioden omkring midsommer er netop valgt fordi det er de lyseste døgn på året, også selv om nætterne i Norditalien ikke er lige så lyse som i Nordeuropa.

De flydende moler installeres mellem den 13. og den 18. juni,
Derefter vil 600 hjælpere i 4-holdsskift sørge for sikkerheden døgnet rundt, sammen med 30 gummibåde på søen, og et antal livreddere.

En veloplagt Christo præsenterede projektet den 12. februar på Triennale Design Museum i Milano. 
Han fortalte, at som så mange andre Christo-værker, så arbejdes der over flere årtier med at finde egnede steder og derefter få tillandelse til de midlertidige projekter.

De flydende moler har været undervejs siden 1970, hvor Christo og Jeanne-Claude forgæves forsøgte at få Buenos Aires med på ideen.
I 1995 prøvede kunstnerduoen også forgæves at få molerne til bugten i Tokyo.
I 2014 VILLE Christo gennemføre projektet, og helst i 2015, hvor han fyldte 80 år.

Christo præsenterede "Flydende Moler" på Triennale Design Museum i Milano den 12. februar 2016

Christo præsenterede “Flydende Moler” på Triennale Design Museum i Milano den 12. februar 2016

Christo og  Jeanne-Claude havde i perioden 1958 til 1964 et depositum i Basel, og besøgte i den periode de norditalienske søer flere gange.

I september 2014 tog Christo og hans folk på rekognisering på Iseo Søen, og i realiteten er hele projekt “Floating Piers” i Italien sat i gang og bliver gennemført på under to år.

Christo (2nd from left), Director of Construction Rossen Jeliaskov (right), filmmaker Antonio Ferrera (left) and Vladimir Yavachev on Lake Iseo September 2014 Photo: Wolfgang Volz © 2014 Christo

Christo (Nr. 2 fra venstre), Byggechef Rossen Jeliaskov (højre), instruktør Antonio Ferrera (venstre) og Vladimir Yavachev på Iseo Søen i september 2014 – Photo: Wolfgang Volz – © 2014 Christo

Modsat forventningerne gik det lige pludseligt hurtigt med at få italienske myndigheder, kunstpersonligheder og virksomhedsledere som f.eks. Beretta-familien fra Brescia med på ideen.

– Hvordan fik I bådselskabet på Iseo Søen med på projektet. Båddriften indstilles jo i de 16 dage, molerne ligger i vandet? lød et spørgsmål under præsentationen i Milano.
– Lederen af færgeselskabet sagde simpelthen “så sejler vi bare en anden rute, og i øvrigt kan folk jo så gå til og fra øerne i den periode.

“Christo” er varemærket for det fælles kunstprojekt, som Christo Vladimirov Yavachev (Bulgarien 1. juni 1935) og hans livsledsagerske Jeanne-Claude Denat de Guillebon (Marokko 13. juni 1935 – New York 18. november 2009) grundlagde i i 1961.
“Christo” var første gang i Italien i 1974, da parret pakkede Porta Pinciana i Rom ind. Parret, og i dag Christo alene, regnes for nogle af de vigtigste “Land Art”-kunstnere.

Iseo Søen uden flydende orange moler. 
Søen ligger mellem byerne Bergamo og Brescia i Norditalien.
Øen Monte Isola er den største ø i en europæisk sø.
Der bor cirka 2.000 mennesker på Monte Isola.

Lake Iseo with the town of Sulzano in the foreground, the island of Monte Isola in the center and the island of San Paolo on the left Photo: Wolfgang Volz

Iseo Søen med landsbyen Sulzano i forgrunden, øen Monte Isola i midten og den lille ø San Paolo til venstre.
Photo: Wolfgang Volz

En af Christos tegninger over de flydende moler og de orange veje på øerne.

Christo The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy) Collage 2014 17 x 22" (43.2 x 55.9 cm) Pencil, wax crayon, enamel paint, photograph by Wolfgang Volz, map, fabric sample and tape Photo: André Grossmann © 2014 Christo

Christo – The Floating Piers (Project for Lake Iseo, Italy)
Collage 2014 – 17 x 22″ (43.2 x 55.9 cm)
Pencil, wax crayon, enamel paint, photograph by Wolfgang Volz, map, fabric sample and tape
Photo: André Grossmann – © 2014 Christo

Christo fortalte også, at alle projekter bliver afprøvet i hemmelighed.
“Floating Piers” blev prøvet med et 20 meter langt stykke mole sidste efterår i en privat sø i Nordtyskland.

Christos kunstværk er også anledningen til en stor udstilling om netop de værker, Christo og Jeanne-Claude har skabt med vand som gennemgående tema.
“Water Project” udstillingen foregår på Museo di Santa Giulia fra den 7. april til den 18. september 2016.
På 2.000 m2 vises over 150 tegninger fra værkerne “Wrapped Coast, One Milion Square Feet” fra Little Bay i Australien 1968-1969, “Over the River”, Colorado 1992, “The Pont Neuf Wrapped” i Paris 1985, “Surrounded Islands”, Miami 1983 frem til projektet i Iseo i 2016.
Brescia Musei >>

Syd for Iseo Søen ligger det kendte vindistrikt Franciacorta, der er kendt for sprudlende vine lavet med Champagne-metoden.

–//–