Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by

Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.

I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.
Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.
Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.
Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jorskred og erosion.
Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten. Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.

 20160630_140347Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af

Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita. I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer. I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.

..artiklen fortsætter under annoncen

Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.
Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoreggio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.

20160630_140318
Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita

Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods. Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.
Det koster € 1.50 at tage turen op og ned af broen.
Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.
For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen. Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.

20160630_141855

Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.
20160630_145255

Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini >>.
20160630_143757

Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.
For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.
Det gik…
20160630_144645

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni. Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio. Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita. Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.

Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.
Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.
Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen. For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”. Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.

ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:
Viterbo >> med Pavernes kurbad/Terme dei Papi >> – 28 km
Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon” >>
Bolsena søen – 15 km
Orvieto >> – 18 km
Montefiascone – 14 km

 

 

Brødflov og pizzasur på restaurant i Italien

Tips til at vælge rigtigt på menuen, og blive glad i maven på restaurant i Italien!
Man kan blive noget så skuffet, når man har sat sig ved bordet på en italiensk restaurant, og der lander en kurv med 2 x 2 margerinefremstillede brødpinde pakket ind i plastik og to bløde boller i en kurv.

Noget af det bedste italienske brød, jeg i lange tider har spist, var pakket om en god mortadellapølse og en lige så god skive ost… …i baren hos ”Supermarco” i Sydhavnen i København.
I Danmark behandles italiensk brød nemlig meget tit med stor respekt, også selv om udtalen af “Ciabetta” nogle gange halter. (Lær at udtale “Ciabatta” nederst her på siden)

Kedeligt italiensk brød
Hmmmm, der var ikke meget italiensk brød-fest over de to boller her!

På luksusrestauranterne er der naturligvis også kælet for brødet, men selv på halvdyre restauranter rundt i Italien kan brødet være en både hård og tør omgang.
Og husk, at brødet i Toscana er bagt uden salt!

Da manden levede nægtede han at sætte sig til bords, hvis der ikke var brød – og vin! – på bordet.
I dag klarer jeg mig ofte med nogle gode brødpinde.
Ikke dem med margarine.
Margarine er et tabuord!

Selv om jeg i en radius af 500 meter kan tælle mere end en håndfuld bagere, er brødet jeg kan købe faktisk ikke noget at skrive hjem om.

En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano - og det er så det....
En af de mere spændende bagere i mit kvarter i Milano – og det er så det…

Brød fyldte fattige maver!

Manden lagde også konsekvent brødet på bordet, hvad der indtil jeg gav op førte til en del diskussioner.
Han kom dog efter flere års brødnid (!) og krummeskænderier med et bud på, hvorfor brødet ikke fik plads på tallerkenen. Hans forklaring er måske en del af hemmeligheden bag italiensk brøds nedtur i hjemlandet.
– Vi er ikke så fattige længere, at vi ikke har råd til at fylde tallerkenen med andet en brød, var hans forklaring.

Italienerne spiste ved landets samling i 1861 1100 gram brød om dagen.
I 2014 blev der kun konsumeret 90 gram om dagen per italiener.
(Kilde: Coldiretti)

Der er heldigvis lyspunkter også i min kedelige milanesiske brøddag.
I byens nye madtempel – Eataly på Piazza XXV Aprile – fik jeg for et par uger siden en fantastisk sandwich med romersk focaccia – perfekt sprød og med bid!

eataly_shopping_150116_3

…artiklen fortsætter under annoncen

Eatalys bager kan også varmt anbefales.

Og hvor er de gode grøntsager?

En anden forklaring er, at brød spiser man jo rigeligt af hjemme, så hvorfor fylde maven med dét, når man nu er ude på restaurant?

De gode årstidsbestemte grøntsager køber italienerne også ind af i stor stil, så det forklarer måske, hvorfor grøntsager ikke fylder meget på menukortene, medmindre man da er gået på vegetar- eller veganerrestaurant. Dem bliver der i øvrigt flere og flere af, specielt i de større byer.

...på det lokale marked i kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort...

…på det lokale marked i mit kvarter bugner det med årstidens grøntsager, men ikke mange af dem får plads på almindelige restauranters menukort…

De almindelige restauranter – både de billige og dem på mellem prisniveau – glimrer heller ikke ved at tilbyde spændende salater som tilbehør/contorni – til kød- og fiskeretter/secondi.

De fleste restauranter svinger sig som regel kun op til en grøn salat, eventuelt med lidt tomat og revet gulerod.

Kæmpesalater til vægtvogtende kvinder

Det arbejdende folk, og mest de arbejdende kvinder, har dog fået lov til at påvirke menukortet på mange frokostrestauranter i grønnere retning.

Man finder mange steder ”Insalatone”  – en stor salat, der så bliver til en hovedret eller eneste frokostret.
Her får fantasien og årstiderne indimellem lov til at udfolde sig med forskellige typer salat, grøntsager og måske endda frugt, frø og nødder.

Igen kan forklaringen være, at italienerne konsumerer så rigeligt friske og rå grøntsager hjemme, at når de går ud, så vil de have noget, der er mere spændende end maden derhjemme.

Statistikken viser i øvrigt, at italienernes kødforbrug er faldende, og at forbruget af grøntsager stiger, også forbruget af biologiske grøntsager, som økologiske produkter kaldes i Italien.

Kig på maden

Mit eget bedste tip til at finde ud af, om en aldrig besøgt restaurant er god eller dårlig er simpelthen at stoppe op og bruge et par minutter på først at se menukortet, som mange jo har hængende udenfor.

Overbeviser menukortet ikke helt, så kigger jeg simpelthen – så diskret som muligt, og det er ikke altid muligt – på, hvad de allerede spisende gæster har på deres tallerken.
Det kan der godt gå et par minutter med, og jeg kan godt finde på at gå videre, eller endda sulte, hvis ikke maden på gæsternes tallerken inspirerer.

Lasbichauffører er altså generelt ikke hverken gourmet´er eller foodies!

Den der med, at man på landevejen og i landsbyer kan se de gode spisesteder efter, hvor der holder mange lastbiler og varevogne, er altså en skrøne.
Personligt har jeg faktisk ikke mødt mange lastbilchauffører, der stiller store gastronomiske krav til madens standard ud over at portionen skal være så stor, at de bliver overmætte.

Så se hellere på menukort, de serverede retter og ikke mindst på gæsternes ansigter!
Man kan lære at gøre det diskret…

Problematiske retter og fabriksfremstillet Tiramisu

Det der med at glo på de andres mad gælder specielt, hvis du har lyst til Lasagne.
Lasagne kan sammenlignes med ”Mors frikadeller”, som kun Mor kan lave dem!
Det er utroligt svært at få en tilfredsstillende Lasagne undtagen på restauranter, der er berømte netop for deres Lasagna.
Pas på!

Drømmer man om en hjemmelavet Tiramisu, der bare glider ned i systemet som en drøm, skal man også lige undersøge, at restauranten laver den selv.
Rigtigt mange restauranter serverer desværre stadig meget æstetisk smukke Tiramisu, der kommer fra en fabrik.
En veltilberedt Tiramisu er som en god Lasagna aldrig helt geometrisk perfekt, når den er ægte hjemmelavet.

Personligt har jeg et par andre problematiske retter, når jeg går på restaurant.

Jeg bliver simpelthen sur, når jeg ser, at prisen for tre stykker melon og tre skiver skinke i dag koster et sted mellem 8 og 14 euro på restaurant.
Den ret foretrækker jeg hjemme, og det samme er tilfældet med tomat og mozzarellasalaten Caprese.
Det er simpelthen tyveri, når de to forretter tilberedt med de allerbedste råvarer i sæsonen koster ingenting at købe ind til i supermarkedet eller på et lokalt marked.

…og den “kedelige” pizza

Her går jeg måske i fundamentalistisk selvsving, men pizza i Italien i selskab med mange danskere kan være en plage.

Først er de fornærmede over, at der ikke er pizza med ananas, kebab, hakket oksekød, dåsemajs eller andre unævnelige ingredrienser på menukortet.

Og jeg afviser at stille mig til rådighed som tolk, når nogle fejlagtigt tror, de har ret til at tvinge en italiensk pizzaolo til at ”blande” deres pizza efter en skandinavisk ønskemodel!

Ægte italiensk pizza

Perfetto!
Og Speck-skiverne er kommet på EFTER bagningen, så er de nemlig ikke forkrøblede af +300 graders varme, men udsender en skøn duft ovenpå den brandvarme pizza….

En italiensk pizza er lige nøjagtig den kombination, hvor brød og den rette portion ingredienser er færdigbagte samtidig efter 1,5 til 2,5 minutter i en +300 grader varm ovn.
Det er kunst!
Og kan man ikke lide det, så spis noget andet!
BASTA!

PS:  Nu skrev jeg mig vist næsten så varm, at man kan bage en pizza på mig!Men jeg kan ikke nære mig for at komme med et sidste restaurant-tips:

Flyt ikke om på møblerne.
Bed altid personalet om hjælp!
Nogle af mine gæster på en tur til Ligurien sidste år kom en dag hen til mig og klagede over en  – god! – restaurant, jeg havde anbefalet til dem.
– Det beklager jeg. Hvad var I utilfredse med? spurgte jeg undrende.
– De var simpelthen så sure, bare fordi vi flyttede et bord, så vi kunne sidde i solen, svarede gæsterne.
Jeg gik siden hen på restauranten, og undskyldte på gæsternes vegne.
– Jamen, vi blev simpelthen bange først, og så sure. Lige pludselig kom der otte store og meget letpåklædte mennesker ind og begyndte at flytte ompå vores borde og stole, forsvarede ejeren sig.
Det forstod jeg godt.
Må man virkelig flytte rundt på møblerne på danske restauranter?

Udtale af Ciabatta: >>

italiamo-logo

Opskrift: Michetta, Rosette, Kaiser – kært brød har mange navne

Et morgenbrød med mest skorpe og kun lidt krumme
rosetta_300
Italienske “hjemmebagere” diskuterer livligt på forskellige hjemmesider, hvordan man uden professionelt udstyr kan lave morgenbollen Rosetta, eller hvad man nu vælger at kalde dette kendte italienske brød.
Løsningen er simpelthen ÆBLEDELEREN:
rosetta_from_æbledeler
…opskriften fortsætter under annoncen

Sådan ser den professionelle form til rosetta-bollerne ud – forskellen er den samme: 
rosetta_form
INGREDIENSER
620 gram hvedemel
340 ml vand
6 gram gær
13 gram salt
100 gram surdej
(Madeksperten Hanne Bloch >> skriver:
Man kan tilberede dejen uden surdej, som en alm. gærdej med fedtstof.
Hanne fortæller i øvrigt, at brødet i Østrig kaldes for “Kaisersemmeln”)

TILBEREDNING
1
Ælt alle ingredienser undtagen salt i 10 min.
2
Tilsæt derefter salt, og ælt vider i 5 minutter.
3
Placér dejen i en skål, der er smurt i olivenolie og lad den hvile i 10 minutter.
4
Tag dejen og placér den på oliesmurt bagepapir.
5
Dæk den og lad den hvile en halv time.
6
Del derefter dejen i stykker på 80 gram, og lad igen disse kugler hvile i mindst ti minutter.
7
Så skal “rosen” formes.
rosetta3
8
Lad derefter “rose-bollerne” hvile under et klæde dækket med film i mindst en time.
rosetta4
9
Bages ved 250 grader i 18 til 20 minutter.
rosetta5

Tip fra dansk-romeren Carlo Merolli:
I Roma er “una rosetta”hul inde i, for så kan den fyldes med alverdens dejligheder.
Den skal dog spises forholdsvis “fresca” fordi den tørrer hurtigt ud og smager ikke som den skal.
I København kan den romerske rosetta fås  hos “Il pane di Mauro” på Islands Brygge >> (…sjovt nok siger man på italiensk “ferskt brød” i stedet for at sige “nybagt” – fresco betyder egentligt/også “køligt” og derfor næsten lunt-varmt)

 Om italiensk brød og flere opskrifter – på italy.dk >>