Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by

Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.

I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.

Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.

Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.

Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jordskred og erosion.

Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten.

Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.

20160630_140347

Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af

Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita.

2024: Man betaler i dag fem euro i entre for at besøge den synkende by.

I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer.

I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.

..artiklen fortsætter under annoncen

Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.

Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoregio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.

20160630_140318

Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita!

Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods.

Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.

Det koster € 5.00 (2024, red.) at tage turen – til fods – op og ned af broen.

Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.

For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen.

Obs: Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.

20160630_141855

Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.

20160630_145255

Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini.

20160630_143757

Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.

For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.

Det gik…

20160630_144645

PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni 2016.

Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio.

Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita.

Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.

Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.

Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.

Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen.

For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”.

Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.

ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:

Viterbo med Pavernes kurbad/Terme dei Papi – 28 km

Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon”

Bolsena søen – 15 km
Orvieto – 18 km

Vinbyen Montefiascone – 14 km

–//–

Kvalmende mediedækning af italiensk jordskælv

Mediedækningen af jordskælvet i det centrale Italien forleden har nu overskredet kvalmegrænsen.

Jeg ser altid 10-15 minutters morgen-tv på en af de tre store italienske 24 timers nyhedskanaler under “indtagelse” af morgensmøgen.
Bagefter “indtages” dagens avis på kaffebaren efter hundenes biologiske pauser.

I dag har jeg nyhedskvalme.

En god nyhed får heldigvis forsidens største overskrift i dagens avis:
215 personer var indtil deadline i aftes reddet ud af ruinerne i live.
Den dårlige nyhed er, at antallet af omkomne stadig stiger, og fredag morgen var over 250.

Det er dag tre efter jordskælvet – fredag den 26. august

Tv-journalisterne står og padler endeløst for at fylde sendefladen ud.
Visse kolleger ser nærmest lykkelige ud, når de tvinger en ældre dame, der har mistet alt, til at græde sin smerte ud i direkte tv.

Andre viser live deres skænderier med de brandmænd, der er tvunget til at spilde dyrebar tid på at forklare, at rød zone er afspærret for alle andre end redningsmandskab og førstehjælpspersonale.

Radiokanaler har sendt optagelser af desperate menneskers opkald til alarmcentralen i minutterne efter jordskælvet kl. 03.36 natten til onsdag, og den største zoom på kameraet tages i anvendelse for at fange ansigtsudtrykket hos de traumatiserede stakler, der reddes ud af murbrokkerne i live – og allerbedst, hvis det er et barn.

Jeg får mavepine af et interview foretaget i en redningshelikopter.
Hvad nu, hvis de under interviewet er så optaget af mediedækningen, at de overser en person, der vinker efter hjælp?

…kommentaren fortsætter under annoncen

Man taler om “sjakaler”, der tager til området for at stjæle værdier i de sammenstyrtede og beskadigede boliger. Én er anholdt i går, og fem unge mænd, der i bil ville op for at “se på”, blev sendt den anden vej af politiet.

Men de journalistiske sjakaler, der stjæler folks ubærlige sorg, er faktisk endnu værre.

Husker, og forstår til fulde i dag chefredaktør Bistrups ord, da jeg som praktikant på Berlingske Tidende blev sendt til Palermo efter mordet på Paolo Borsellino i 1992:

– Bliv nu ikke alt for begejstret, sagde Bistrup.

Jeg blev det. For begejstret.
Det lyder bedre at kalde det engageret.
Men jeg indrømmer, at det også er begejstring over at være dér, hvor det sker.
Uden den – engagementet eller begejstringen – bør man dybest set ikke være journalist.
Sådan er det bare, også.

Èn tv-nyhedschef, Enrico Mentana, stoppede i aftes en reporter i at overskride endnu en grænse.
Én!
Reporteren i jordskælvsområdet ville vise et foto af en familie, hvor alle medlemmer var omkommet. Dér gik Mentanas grænse. Andre chefredaktørers grænse er tydeligvis stadig ikke nået i jagten på klik og publikum.

Jeg skal ikke spille hellig.
Jeg har stået der selv. Jeg var alt for vildt begejstret, da jeg som den første danske journalist kunne telefaxe passagerlisten hjem til Ekstra Bladet, den dag SAS-flyet forulykkede i Milano-lufthavnen Linate i 2001.
Inden da havde en af slægtningene frustreret kaldt os ventende pressefolk for “usle gribbe” udenfor den hal, hvor de ventede på at få at vide, at alle i flyet var døde.

Tv-mediet er nådeløsløst.
Jeg ved det.
Med radio får du lidt mere tid til at tænke dig om, men ikke meget.
Når du skriver kommer du heldigvis ud af begejstringens rus. Du får tid til at slukke for adrenalinen, og når at reflektere inden ordene kommer ud. Men det fratager ikke journalisterne foran kameraerne i Amatrice, Accumoli og Arquata fra forpligtelsen til at udvise almindelig menneskelig anstændighed.

Nyhedsmaskinens altædende bulldozer
Jeg sagde onsdag nej til at rejse til området for en dansk radio.
Allerede tidligt onsdag formiddag virkede det som om, der var flere pressefolk end indbyggere i området.
For hver katastrofe bliver nyhedsmaskinen en større og endnu mere altædende bulldozer.
Og efterkritikken når man så slet ikke, fordi mediekaravanen allerede er på vej til næste brændpunkt.

Jeg prøvede at tænde for nyhedskanalerne igen her efter frokost.
Kvalmen kom tilbage efter få minutter, og der kom italiensk musik på i stedet. Der er tilsyneladende ingen ende på trangen til at svælge i tragedien. Og der er åbenbart meget få redaktionssekretærer og chefredaktører, der tager sig tid til at coache for at stoppe ‘begejstringens rus’, og i stedet kræve bare en lille smule almindelig omtanke, lidt medmenneskelighed og et gram eller to anstændighed af deres medarbejdere i marken.

I må derfor ‘nøjes’ med en artikel i løbet af weekenden, hvor jeg vil samle op uden at svælge i døde børn, grædende slægtninge og nonner, der mener, at engle har reddet dem. Jeg vil i stedet prøve at forklare, hvad der sker, når nødsituationen er overstået og genopbygningen skal i gang.

Tror, jeg i mellemtiden går ud og kaster op af nyhedsforstoppelse…

–//–