Italien rammes i gennemsnit af et alvorligt jordskælv hvert fjerde-femte år.
”The big one” ramte Messina på Sicilien i 1908.
Man skønner i dag, at der omkom omkring 100.000 mennesker dengang. Der er stadig familier i Messina, der bor i såkaldte midlertidige boliger fra en i realiteten aldrig afsluttet genopbygning.

Italien har flere århundreders erfaring med jordskælv, vulkanudbrud, oversvømmelser og jordskred, og italienerne viser sig i dag fra deres mest effektive og gavmilde side, når naturkatastroferne rammer. Men når nødsituationen er overstået, sker det desværre alt for ofte, at de over 2.000 års tradition for både bureaukrati og korruption står parat til at spænde ben for genopbygningen.

– Lige nu har vi brug for et hospital, lød det fra regionen Lazios præsident Nicola Zingaretti på et pressemøde fredag den 26. august.
Kun tre døgn efter jordskælvet, der natten til onsdag den 24. august ramte det centrale Italien omkring landsbyen Amatrice, bad Beredsskabsstyrelsen italienere og andre om at stoppe indsamlingerne af fødevarer, tandsbørster og andre nødvendighedsgenstande til de ramte befolkninger.
Der var indsamlet nok, ja, vist endda rigeligt.

TO DAGE EFTER JORDSKÆLVET I AMATRICE DEN 24. AUGUST VAR DER SAMLET NOK NØDVENDIGHEDSGENSTANDE IND TIL DE JORDSKÆLVSRAMTE. SPORTSHAL I RIETI. (WIKIMEDIA COMMONS – ALESSANDRO ANTONELLI)

Chefen for Beredsskabsstyrelsen Fabrizio Curzio understregede på samme pressemøde fredag, at pengebidrag altid er velkomne. Søndag aften havde italienerne via mobilnummeret 45500 allerede doneret 9,7 millioner euro direkte til Beredsskabsstyrelsen..
Curzio opfordrede indtrængende folk til kun at donere via officielle kanaler, og undgå de mange private initiativer, hvor man dybest set ikke ved, i hvilke lommer bidragene ender.
Brandmænd, politibetjente, alpesoldater, sporhundepatruljer, spelologer, sundhedsarbejdere og andre frivillige var da også ganske få timer efter jordskælvet i fuld gang med redningsaktioner og anden akut nødhjælp.
Det tog mindre end to døgn at organisere både tre intermistiske felthospitaler og over 3.500 overnatningspladser i teltlejre og sikre bygninger i området. Over 2.400 personer benyttede sig fredag nat af overnatningsmulighederne, mens nogle hundreder stadig insisterer på at sove i biler, campere eller telte tæt ved deres sammenstyrtede eller beskadigede hjem.

…artiklen fortsætter under annoncen

FOTO: WIKIMEDIA COMMONS

Nej til “new towns, ja til identisk udgave af landsbyen
Ordet hjem er nu det helt centrale spørgsmål.
Der er ikke brug for mere shampoo eller flere farveblyanter i teltlejrene og sportshallerne.
De ramte vil have deres hjem tilbage. De vil tilbage til livet, og tanken om hvor lang tid, det kan komme til at tage, gør kun den i forvejen traumatiske situation endnu mere ubærlig og frustrerende.
Sergio Pirozzi er borgmester i Amatrice, hvor over 200 omkom under jordskælvet. Han vil fjerne alle de sammenstyrtede og beskadige bygninger, og genopbygge en identisk jordskælvssikret udgave af landsbyen. Borgmesteren siger blankt nej til den type ”new town”, der var daværende regeringsleder Silvio Berlusconis svar på jordskælvet i 2009 i og omkring byen L´Aquila.
L´Aquila ligger kun 50 kilometer syd for det område, der nu ligger i ruiner. Dele af byens centrum er stadig afspærret og fyldt med murbrokker.

Ved jordskælvet i L´Aquila omkom 309 personer, og over 60.000 mennesker blev midlertidigt eller permanent hjemløse.

LANDSBYEN ONNA I ABRUZZO BLEV DESTRUERET VED JORDSKÆLVET OMKRING L´AQUILA I APRIL 2009. (RA BOE / WIKIPEDIA – HTTPS://COMMONS.WIKIMEDIA.ORG/WIKI/FILE:ONNA_2010-BY-RABOE-17.JPG?USELANG=IT )

New Towns blev solgt som den hurtigste og bedste løsning dengang. Indvielsen af de lynopførte boligblokke i geometriske rækker uden den mindste fornemmelse af by og byliv blev fejret under pomp og pragt i slutningen af september 2009 med en storsmilende Berlusconi foran rullende tv-kameraer.
Indbyggerne i disse new towns var allerede dengang mindre entusiastiske end Berlusconi, og smilene er er forlængst stivnede. De fortæller, at det ikke er lykkes at skabe fornemmelse af hverken byliv eller socialt fælleskab omkring deres nye hjem. Rent praktisk kæmper indbyggerne også med byggesjusk, for det skulle jo gå hurtigt, så Berlusconi mindre end et halvt år efter jordskælvet kunne rose sig selv for indsatsen. Byggesjusk har blandt andet medført, at flere balkoner helt bogstaveligt er faldet ned. I og omkring L´Aquila eksisterer der i dag 19 new towns med plads til over 16.000 indbyggere i lidt over 4.500 boliger. Dagbladet ”Il Sole 24 Ore” kunne også i april fortælle, at over 9.000 indbyggere i området nu syv år efter jordskælvet stadig ikke kan flytte tilbage til deres boliger.
– Syv år efter begynder vi at se resultater af genopbygningen. Kvartererne udenfor centrum er næsten genopbyggede, og resultaterne begynder at være synlige i centrum. Når man kører fra motorvejen ind til L´Aquila kan man se en skyline af kraner, fortalte Stefania Pezzopane, der i 2009 var præsident for L´Aquila Provinsen den 3. april i år til Il Sole 24 ore.
L´Aquilas nuværende borgmester Massimo Cialente udtalte i april i år til nyhedsbureauet Adnkronos, at han forventede, at ”10-11 år efter jordskælvet i 2009 vil L´Aquila vær så godt som genopbygget”. Altså i 2019 eller 2010.
Kritikere påpeger dog, at de 19 new towns ikke kan regnes for genopbygning, og flere kræver i dag, at disse kunstige byer på et tidspunkt bør destrueres.
Den nuværende italienske regeringsleder Matteo Renzi meldte da også klart ud dagen efter jordskælvet, at new towns efter hans mening ikke bør være løsningen denne gang. I sidste ende er det dog lokalpolitikerne i de  ramte kommuner og provinser, der autonomt beslutter sig for, hvordan genopbygningen skal foregå. Der synes dog at være bred enighed om at undgå de identitetsløse og lynopførte permanente boliger.
Men derudover er Renzi  oppe mod de samme problemer som den lange række af regeringsledere, der igennem tiderne har måttet samle op efter de alvorlige jordskælv, der har ramt Italien i gennemsnit hvert fjerde år siden the big one i Messina for 108 år siden.

Benzinafgift fra 1980 er stadig aktiv
I Campania og Basilicata regionerne ramte et jordskælv på 6,5 på Richterskalaen den 23. november 1980 ved Irpinia området ved Avellino.
2.914 personer omkomr og 280.000 måtte forlade deres hjem.
I 2007 var genopbygningen af det område stadig en udgift på 3,5 millioner euro på den italienske finanslov. Og hver gang italienerne køber en liter benzin, betaler de stadig i dag en ekstraskat på 0, 04 euro – cirka 30 øre –til genopbygningen af Irpinia.
Fire år tidligere ramte et jordskælv med en intensitet på 6,4 på Richterskalaen det nordøstligste Italien i Friuli regionen. 990 omkom og 100.000 blev midlertidig eller permanent hjemløse. Spørger man italienerne i dag er jordskælvet i Friuli undtagelsen, der bekræfter reglen. I italienernes bevidsthed smøgede indbyggerne ærmerne op, og genopbyggede det tabte i løbet af fire-fem år.
Antonio Comelli, der var præsident i regionen Friuli-Venezia Giulia i 1976, huskes for sit mantra om, at ”først genopbygger vi fabrikkerne, så boligerne og siden kirkerne”.
Det var naturligvis ikke gratis. I dagens valuta skønner man, at det kostede den italienske stat 18,5 milliarder euro at genopbygge området i Friuli. Genopbygge, vel at mærke, for udover præsidentens mantra var befolkningens motto og holdning, at alt skulle genopbygges nøjagtigt som før jordskælvet.

I Finale Emilia betaler de stadig selv for genopbygningen
I maj 2012 ramte et jordskælv den norditalienske region Emilia-Romagna. Her var byen Finale Emilia blandt de hårdest ramte. I månederne efter virkede det umiddelbart som om, man hurtigt kom i gang med at rydde op, genopbygge og bygge nyt. Pressen fortalte positive historier om firmaer, der få uger efter jordskælvet havde installeret funktionsdygtige kontorer i lejede containere ved siden af de ødelagte fabrikker, og allerede var i fuld gang med at producere og sælge under de intermistiske forhold.
Som forbrugere købte vi jordskælvsramte Parmigiano Reggiano oste fra området, så mejerierne kunne komme af med de knækkede og skrammede osteforme, og straks gå i gang med at prodcuere nye.
For en gangs skyld fyldte energiske artikler og reportager medierne efter et jordskælv.
Jeg mindes ikke, at jeg de seneste fire år er stødt på de ellers nærmest klassiske artikler om svindel med jordskælvsmidler og korruption af embedsmænd, eller om nybyggeri, hvor cementen mest består af sand. Indbyggerne i området slåsser dog stadig med det allestedsnærværende italienske bureaukrati for at komme videre med deres liv.
Nogle af mine private venner i Finale Emilia havde råd til selv at gå i gang med renoveringen af deres beskadigede hjem. Det er først nu fire år senere, de kan se frem til at få nogle af pengene tilbage fra de jordskælvsmillioner, regeringen dengang afsatte til genopbygning. De, der ikke selv havde penge på bankbogen, kan først nu få udbetalt penge til renovering og genopbygning. De udbetalte beløb dækker dog sjældent de ekstra omkostninger på op til 300 euro per kvadramteter, som en jordskælvssikret bolig koster.
I en opgørelse fra de italienske ingeniørers forskningscenter (http://www.centrostudicni.it/) skønnes jordskælvet i Emilia-Romagna i 2012 foreløbig at have kostet staten omkring 13,7 milliarder euro.
Ingeniørerne skønner, at den italienske stat med de syv alvorligste jorskælv siden jordskælvet i Valle del Belice på Sicilien i 1969 sammenlagt har haft udgifter for over 120 milliarder euro – 900 milliarder danske kroner – i dagens mønt. Og staten er vel at mærke endnu ikke færdig med at betale for genopbygningen efter L´Aquila i 2009 og Emilia-Romgna i 2012.

12 ”storebæltsbroer” kan jorskælvssikre Italien
Set i det perspektiv er 36 milliarder euro måske en billig pris for Italien og italienerne for at forebygge de jordskælv, som fremtiden helt sikkert også byder på.
36  milliarder euro er det tal,  nogle eksperter mener, en national jordskælvssikring af alle bygninger i højrisikoområderne vil koste. Prisen svarer til en italiensk finanslov, men kan også sammenlignes med prisen på 12 storebæltsbroer inklusiv inflationen siden den virkelige bro blev indviet i 1997. Andre eksperter skønner, at jordskælvssikring af alle italienske bygninger vil koste op imod 100 millarder euro.
Store dele af den italienske halvø og øen Sicilien ligger i risikoomårderne, og som enhver turist ved, er et af kendetegnene ved Italien netop, at rigtigt mange både private og offentlige bygninger har ikke bare årtier, men flere hundreder år på bagen.
Statistikken siger, at 70 procent af alle italienske bygninger ikke er jordskælvssikrede, og at 60 procent af alle bygninger er opført før man indførte de allerførste bygningsdirektiver med jordskælvssikring i begyndelsen af 1970´erne.
Flere steder er private boliger bygget uden et regulært fundament, men direkte på jorden. Derudover er over en million privatboliger i Italien i følge sidste optælling af boligmassen opført ulovligt uden byggetilladelse, og dermed også uden nogen som helst kontrol med, om der er jordskælvssikring eller ej.
Jordskælvssikring virker.
80-årige Mario Sebastiano viste fredag sin intakte villa i Saletta Amatrice frem for en journalist fra avisen L´Adige. Han byggede sit hus med de allerførste anvisninger for jordskælvssikring tilbage i 1973. Han og hustruen overlevede tirsdag nat, mens hans fætter og dennes familie ved siden af blev begravet i deres villa. I Saletta bor der normalt kun 13 personer, men fordi vi er i italienernes feriemåned august var der tisdag nat tre gange så mange mennesker i den lille bydel. 22 af dem omkom.

Sand i cementen
Nybyggeri i jordskælvstruede områder skal i dag følge regler, der indeholder detaljerede krav til jordskælvssikring, men ofte vinder grådighedens traditionen med svindel og korruption. Den nye skole i Amatrice og det restaurerede klokketårn i Accumoli var to af de bygninger, der fik store skader under jordskælvet tirsdag nat. Skolen består af to bygninger, hvor den ene er opført i mursten, den anden i cement. I den sidste er der store revner i murværket fra soklen og op til taget.
– Det er ikke et tilfælde, fortæller politimesteren Giuseppe Saieva til fra Rieti til avisen La Repubblica.
Saieva leder den officielle efterforskning, der skal undersøge, om 115 bygninger konstrueret efter 2001 har overholdt de gældende regler for jordskælvssikring.
– Jeg tror, der er sparet ved byggeriet og brugt mere sand end cement, sagde han efter at have besøgt Amatrice, og set hvordan selv armerede bygninger var styrtet sammen som sandslotte i vandkanten.
Han lover naturligvis, at de ansvarlige entrepenører vil blive straffet, hvis der er foregået ulovligheder.
Efterforskning, arrestationer og anklager om svindel med både byggerier, men også med offentlige midler, er fulgt i kølvandet på stort set hvert eneste alvorlige jordskælv i Italien.
Et langsommeligt retssystem, hvor enhver minimal procedurefejl anvendes til at udskyde eller aflyse retssager, eller bare trække tiden ud indtil anklagerne forældes, betyder dog, at meget få ”jordskælvs-sjakaler” ender med at få en dom.

”Sjakalernes” paradis
Hvert jordskælv i Italien har sine ”sjakaler”.
Der er de simple tyveknægte, der styrter af sted til de ramte områder for at stjæle værdier fra boliger, der er blevet til dukkehuse, hvor alle kan se ind i køkkener, stuer. Hvis grådigheden er større end frygten for sammenstyrtning, og det er den ofte, kan tyvene helt bogstaveligt gå direkte i folks skabe og skuffer. To dage efter jordskælvet i Amatrice blev den første af den slags sjakaler anholdt. Så er der pressens ”sjakaler”, der ikke kan komme tæt nok på de stakler, der reddes ud af ruinerne, og allerbedst, når det er børn.
Og så snart den akutte nødssituation er overstået, står de økonomiske sjakaler forklædte som entrepenører, og som korrupte embedsmænd og politikere parate til at få deres bid af kagen.
Chefen for den institution, Autoritá Anticorruzione,  der skal bekæmpe korruptionen i Italien, Raffaele Cantone, har da også udtalt til avisen La Repubblica, at der er to specifikke italienske faresignaler at holde øje med lige nu.
– Der er to farer, der er helt specielle for Italien, også ved dette jordskælv: Mafiaen, der prøver at tjene penge og det store tag selv bord for de sædvanlige spekulanter.
Samvittighedsløse og grådige entrepenører er der desværre ingen mangel på i Italien.
Efter jordskælvet i L´Aquila hørte vi telefonaflytninger, hvor entrepenører og forretningsmænd, der blev aflyttet fordi de var mistænkt for anden kriminalitet, ikke kunne styre deres begejstring ved udsigten til, hvor meget de kunne svindle med de offentlige licitationer, når genopbgyningen skulle i gang.

Politisk borgfred varede kun to døgn
Indtil videre ryddes der stadig op i og omkring Amatrice. Redningsfolkene arbejder døgnet rundt, selv om håbet om at finde overlevende nu fem dage efter den første rystelse, svinder time for time.
Umiddelbart efter jordskælvet virkede det som om der var en uskreven aftale om at undgå politisk mudderkastning. Denne borgfred varede dog kun 48 timer. Så blev tv-værten Bruna Vespa og den italienske transportminister Graziano Delrio i talkshowet ”Porta a Porta” med stor kynisme enige om, at den store plan om at jordskælvssikre alle bygninger i risikoområderne ville være rigtigt godt for økonomien, og samtidig også få det stadig kriseramte italienske bruttonationalprodukt til at stige.
Så var det politiske efterspil i fuld gang. Udenfor det ramte område taler de såkaldte ansvarlige allerede nu mere om både økonomi og politik end om mennesker.
Kun tiden vil vise, om italienerne og Italien har lært bare en lille smule af fortidens fejl. Om det denne gang lykkes ikke helt at undgå, men i bedste fald i det mindste at formindske grådighedens og korruptionens andel af de økonomiske midler, der bliver sat af til genopbygningen i og omkring Amatrice.
Klokken 15.07 søndag eftermiddag kom der endnu et af nu over 1.800 efterskælv. Denne gang var intensiteten over 3 på Richterskalaen. Flere beskadigede bygninger i Amatrice faldt sammen. Skolen blev endnu mere ussel at se på, og en af vejene til byen måtte igen spærres af.
Det officielle antal af omkomne var søndag eftermiddag 290 personer, mens 14 personer stadig er meldt savnede.
I teltlejrene begynder nogle tusinde at finde en ny dagsrytme, som de i grunden helst vil være fri for.
Mennesker, der har mistet alt.
Mennesker, der ”bare” gerne vil hjem…

JORDSKÆLV I MESSINA FOR 116 ÅR SIDEN