Drømmer du om en italiensk ferie med endeløse langbordsmiddage under pergolaen. Med lækkerier fra det lokale marked, pølser, prosciutto, ost, hjemmerullet pasta i meter vis, porchetta, fisk på grillen og vin i rigelige mængder, hjemmebagt brød og skønne desserter?
Italienske Domenico og danske Sofie bor i Rom, og mad er deres altoverskyggende lidenskab.
Sammen driver de et populært madprojekt The Eatery in Rome >>, hvor de arrangerer pop-up middage og kogeskole i deres hjem i Rom.
…artiklen fortsætter under reklamen
Domenico er opvokset ved stranden i Tropea i det sydlige Calabrien. og Sofie er fra Gilleleje i Nordsjælland.
Sammen skaber de unikke madoplevelser.
De laver alt fra det klassiske, rustikke og sæsonbetonede italienske køkken til det mere moderne og raffinerede anno 2018.
Book din private ferie-kok i Toscana og Umbria
Har du lejet en villa under den umbriske sol, i de toskanske bakker, ude ved kysten eller måske et byhus i en lille landsby i bjergene, og har du lyst til at holde ferie i stedet for at stå i køkkenet?
Vi sørger for, at I kan nyde ferien uden at spekulerer på indkøb, madlavning, servering eller opvask.
Læn jer tilbage nyd ferien og hinanden imens vi står i køkkenet og tilbereder skøn hjemmelavet italiensk mad lavet af friske råvarer fra det lokale marked.
Pastaekspert og kagemager
Domenico har 25 års erfaring i det italienske køkken og er en mester ud i alt fra lækre antipasti til hjemmerullet pasta som tortelli, angolotti til spaghetti alla chitarra, orecchette og lasagna. Han fremtryller også skønne lette grønsagsretter af sæsonens råvarer, lækre retter af fisk og skalddyr og kød på grillen.
Sofie laver de mest vidunderlige desserter fra tiramisu, panna cotta, hjemmelavet is og kager, samt langtidshævet surdejsbrød og foccacia.
Alt bliver tilberedt fra bunden af friske sæsonbetonede råvarer dyrket af små lokale producenter.
Sofie og Domenico tager sig tiden til at finde frem til områdets bedste producenter og sammensætte en menu som passer til dig og din families behov og ønsker.
Skriv til Sofie og få en snak om jeres kommende ferie i Italien.
Madkurser i Rom eller i din feriebolig
Sofie og Domenico er vant til at afholde pasta- og madlavningskurser i deres køkken, så har I lyst til at arrangere en hyggelig eftermiddag i køkkenet med resten af familien.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/eatery_rom_sofie_domenico_fb-1.jpg523959Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-02-01 11:43:082018-02-01 11:57:31Spis med Sofie og Domenico i Rom – The Eatery
DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017 Der er fyrfadslys i alle vinduer. Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.
Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien. Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.
Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med
Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.
Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.
Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.
Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.
HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.
Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano
Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.
Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.
Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.
Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.
Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning
Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.
Ildstedet i stuen
Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.
Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.
Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.
På knæ for ilden
Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.
”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.
Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.
Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.
“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord
Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.
Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne h, j og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.
Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.
Og så blev hyggen lige pludselig umoderne
Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.
Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet
Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.
Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.
Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.
Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.
Foto: Skribenten.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/rejsen_til_danmark_hygge_ild.jpg720960Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-01-26 13:39:382018-01-31 13:50:47Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden
Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
DAG 8 i Danmark/mandag 18.12.2017 Først efter en uge begynder det at virke naturligt at sige mojn, når jeg en sjælden gang møder folk på gaden i Holbøl, eller når jeg handler i Lokalbrugsen. Min søster, der nu har boet 35 år i Sønderborg kommune, bad mig nemlig for mange år siden om at lade være med at sige mojn, da vi gik ud af en butik på byens gågade.
”De kan godt høre, at du ikke er sønderjyde”, sagde hun.
”Det er du da heller ikke”.
”Det er noget andet”, svarede hun.
Jeg fintænkte lidt.
”Så skal du også lade være med at sige ciao, når vi er i butikker i Milano”;
”Hvorfor det, spurgte hun.
”De kan da også høre, at du ikke er italiener”.
”Det er noget andet”, svarede hun igen.
Det er altid noget andet med danskere.
Danskere må gerne sammenligne, for sammenligningerne falder jo altid ud til det danskes fordel.
Når udedanskere derimod laver en sammenligning med Danmark, der falder ud til deres bopælslands fordel, går det galt.
Så svarer hjemmedanskere i ni ud af ti tilfælde med den dialogdræbende sætning: ”sådan kan du ikke sammenligne”.
…artiklen fortsætter under reklamen
Uha. Nu kan jeg høre integrationsvejlederen løfte pegefingeren for at gøre mig opmærksom på, at jeg er på vej ud af den farlige tangent. Tilbage på sporet.
For jeg taler jo sproget, altså dansk. Jeg kan også sige mojn, uden at de lokale løfter øjenbrynene, bilder jeg mig ind. Jeg forstår endog også andre dele af den sønderjyske dialekt. Jeg kommer stadig ind imellem til at sige Hulbøl, men det sker sjældnere og sjældnere.
Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet
At lære sproget er simpelthen en af grundstenene i al integration. Uden sprog, ingen integration. Jeg får stadig frustreret mavepine ved tanken om de første år i Italien, hvor sproget var den allerstørste og konstante udfordring.
”Er din kvinde sur”, spurgte mandens venner ham, når vi var drak aperitif på Red Bar sidst på eftermiddagen. Jeg blev simpelthen nødt til at lukke mig mentalt inde, når jeg en hel dag havde været blandt italienske stemmer. Og jeg ser åbenbart sur ud, når jeg tænker indad.
Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet. Når italienske mænd ikke har kvindernes opmærksomhed bliver de nærmest bange, og jeg bliver aldrig så god som italienerinderne til at se beundrende på mændene i et selskab. Nogle ting lærer man bare aldrig.
Ydmygende tilbud om oversættelse
Som jeg tidligere i re-integrations serien har beskrevet >>, blev forholdet til manden først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen.
Det blev vi så nødt til i slutningen af august 1989. Weekendturen i Milano endte med at vare syv uger. Men så skulle jeg også hjem til Aarhus, fordi jeg skulle deltage i en konference på Journalisthøjskolen.
Med lommen fuld af femkroner ville jeg under festmiddagen på konferencen ringe til italieneren i Milano. Men mønttelefonen var afbrudt på grund af sommerferien.
Skolens administrator kom forbi, og tilbød at låse op til et klasselokale, så jeg kunne ringe derfra.
”Jamen, jeg skal ringe til udlandet, og det kan man ikke fra klasseværelserne”.
”Er det vigtigt, spurgte Mogens.
”Ja, det er meget vigtigt”, svarede jeg. Det var det jo. Jeg skulle fortælle manden, at han dagen efter kunne ringe til mig i sommerhuset.
Så gik vi op på rektors og administrators kontorer. Mogens gik diskret ind på sit eget kontor, mens jeg drejede alle numrene til Italien. På det baby-italiensk, jeg havde samlet op på syv uger i Milano, begyndte jeg at forklare mig. Så røg forbindelsen.
Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder
”Jeg ringer lige op igen, Mogens. Forbindelsen ryger ind imellem til Italien”, forklarede jeg.
”Ja, det ved jeg alt om. Jeg har boet et år i Rom. Hvis der er noget, jeg skal forklare ham, så kan jeg godt oversætte”, lød svaret.
Jeg rødmer ikke så tit. Jeg tror, jeg blev lilla i hovedet. Og hørte siden, at Mogens scorede mange grin blandt sine venner på den historie. Det var også sjovt. Bagefter.
To par knælange sorte tissemænd
Et par år senere mente jeg selv, jeg havde styr på sproget. Jeg var sammen med manden i varehuset UPIM, og kunne ikke finde hylderne med sorte knænylonstrømper.
”Skal jeg spørge?” tilbød manden venligt.
Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder. Kassedamen holdt masken, og manden fortalte mig først om min fejl nogle år senere, så pinligt syntes han, det var.
Da jeg i 1990 flyttede ned til ham i Milano for at være udvekslingsstudent på byens journalistuddannelse, havde han ellers sponsoreret et dyrt full immersion sprogkursus hele juli måned. Det var en god bund.
Der gik bare fire fem år mere, inden sproget ikke længere gjorde hjernen træt sidst på dagen. Derefter begyndte folk at spørge, om manden så ikke skulle lære dansk. Det var vi dog enige om, vi slet ikke havde energi til.
Triste liv i tyskerkolonien
At være indvandrer er et livslangt projekt. Jeg slår dagligt italienske ord op for at kende den korrekte betydning. Og jeg oplever heldigvis i dag også italienere, der tror jeg stammer fra Veneto regionen ude ved Venedig. Deres dialekt passer til det danske toneleje, og det gør mig bare så glad at få sådan en kompliment.
Lige så ked af det bliver jeg, når jeg møder danskere, der har boet i årevis eller endog årtier i Italien, og ikke kan bestille en kop kaffe på korrekt italiensk. Eller når jeg møder udlændinge i Danmark, der heller aldrig har lært dansk. Det er så fattigt et liv, ja faktisk et amputeret liv, når du ikke er i stand til at kommunikere.
Min tyske udenrigskorrespondentkollega døde i sommer. Han havde boet og arbejdet i Italien i over 40 år og talte glimrende italiensk. Hans kone derimod lærte det aldrig. I dag sidder hun med diagnosen senildement på et italiensk plejehjem, hvor hun ikke forstår sproget.
Til begravelsen var der ingen italienere, ikke engang præsten. For udover sit arbejdsliv, så havde parret altid kun været sammen med andre tyskere oppe ved Maggioresøen nordvest for Milano. Det var virkelig en trist måde at forlade verden på. Og tanken om konens liv i tyskerkolonien ved søen først og på plejehjemmet i dag gør mig både trist og vred.
Den svære kunst at hilse på italiensk
Nogle ting lærer man dog som indvandrer aldrig helt at få på rygraden, selv om man gerne vil. Hilsnerne er ét af mine svage punkter. På skrift ser det nemt ud. Buongiorno og buonasera – goddag og godaften – er den høflige hilsen til folk, som man så også som regel er Des med. Ciaoer hej, og kræver dybest set, at man er på fornavn og dus. Er man forvirret, så kan man ty til salve, der er imellem den formelle og den venskabelige hilsen.
Man må derimod ikke komme til at sige buongiorno til portneren, som man har kendt i alle årene. Så tror han nemlig, man er vred over noget og ikke længere vil være venner. Og lige dér falder jeg stadig i med jævne mellemrum.
Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvornår man præcist skifter mellem goddag og godaften, og derfor kommer der ofte et helt forkert god eftermiddag ud af min mund.
Det er så meget nemmere i Danmark, hvor hej er blevet allemandseje, dronningen og hendes ene søn undtaget, forstår jeg. Og uanset, at man som udedansker godt kan savne et høfligt goddag og godaften indimellem, så er hej bare så meget bedre end mine teenageårs farveller.
Men mojn er nu heller ikke så ringe endda…
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/rejsen_til_danmark_ciao_hej.png4621162Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2018-01-12 09:15:192018-01-31 13:47:09Re-integration i Danmark 8: Om at hilse på sønderjysk og italiensk
Fra min væg på Facebook den 2. september 2017:
Vi er mellem Uffizi Gallerierne i Firenze. Nordafrikaneren kom hen til de to carabinieribetjente, jeg stod ved siden af.
“Jeg vil klage over soldaterne”, sagde han og pegede mod de to soldater længere ned af gaden mellem Uffizi Gallerierne.
“Ja, hvad har de gjort”? spurgte den ene betjent.
…artiklen fortsætter under reklamen
“De bliver ved med at spørge om at se mine papirer, men jeg har ingen. De spørger hver dag.”
“Hvis du ingen udentifikationspapirer har, så må du jo ikke være her”, lød svaret.
“Jamen. jeg har jo ingen, og nu skal de altså lade være med at genere mig. Jeg har været her i mange år”, fortsatte han på glimrende italiensk med toskansk accent.
De to soldater havde fulgt samtalen på afstand, og kom nu op til nordafrikaneren og carabinierierne.
“Se, de generer mig. Jeg vil anmelde dem”.
“Fint, sagde den ene soldat. Tag ham med på stationen, så vi kan anmelde ham, fordi han prøvede at tage min kollegas maskinpistol, og truede med at myrde os, fordi vil bad om at se ID”.
Hvordan det endte, ved jeg ikke.
Kommer afrikaneren uden ID med på stationen, bliver hans identitet kontrolleret, hvis man kan.
Er han uden opholdstilladelse og har han ikke søgt asyl, får han et papir, hvor der står, han skal forlade Italien.
Hverdag i Italien 2017.
“Strade sicure”
7.000 militærfolk deltager i antiterror operationen “Sikre gader”.
De er udkommanderet til at patruljere og holde vagt ved mulige terrormål, som her ved Uffizi Gallerierne i Firenze.
Carabinieri politiet er et militært opbygget politikorps, der sammen med de lyseblå Polizia di Stato og de mørkeblå Guardi di Finanza udgør italiensk politi >>
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/20170902_103358_001_terrorsikring_uffizi-e1512382793403.jpg10031200Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-12-04 13:07:132018-01-31 13:29:15Migranthistorier 2: Uden papirer, og meget utilfreds
Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel. Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent. Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.
Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>
Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.
…artiklen fortsætter under reklamen
“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.
Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.
Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/migranthistorier_iran_firenze.jpg800592Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-12-04 13:06:292018-01-31 13:28:53Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22
Lidl Danmarks tilbudsavis i denne uge byder indtil den 17. juni på over 50 italienske specialiteter i deres private label serie ”Italiamo”. (Ja, de har ”lånt” navnet på min hjemmeside 😊 ).
– Er produkterne i orden? har flere læsere spurgt.
Lidl´s Italiamo tomater kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves, og jeg er selv meget glad for deres friske fyldte pasta.
Den italienske webside Dissapori >> analyserede og prøvesmagte i april 2017 ”Italiamo” produkterne, og lavede en top ti liste over det bedste varer i serien.
De såkaldte ”pivate labels”, supermarkedernes egne serier af produkter, udgør i dag omkring 18 procent af markedet. I italienske Coop hedder private label for eksempel ”Fior Fiore”, i Conad kæden ”Sapori e dintorni”.
…artiklen fortsætter under reklamen
De piemontesiske Tomino-oste findes i et utal af udgaver.
Denne her vikler vi bacon (pancetta) omkring og griller.
Lidls italienske leverandør er firmaet Tomino Longo >>, der siden 1950 har produceret oste i Canavese ved Torino.
I osteafdelingen er det kendte firma Igor >> leverandør af Gorgonzola DOP >>.
I pålægsafdelingen leverer Terre Ducale >> – Hertugens Land – blandt andre produkter også luksus spegepølsen Strolgino, der indeholder over 50 procent kød fra den inderste del af skinken, Il Culatello >>.
Dette produkt indeholder både nitrat og nitrit som konserveringsmidler, men indeholder til gengæld så også 97,2 procent kød.
Specialiteten fra Romagna – her er en Piadina med fyld områdets klassiske Fastfood >> – er fra firmaet Piada D´oro >>. Det samme firma leverer til Coop og Carrefour.
Dette ugærede brød serveres lunt med forskelligt indhold. Udgaven med den friske lokale Squacquerone-ost, frisk rucolasalat og tomater er suveræn på en varm sommerdag.
Piada fra Romagna i Mellemitalien. Antipastiplatten er ikke som skrevet tre slags Parmaskinke, men skinke, Coppa (fra nakkekammen) og Salami (Spegepølse). En oversættersmutter, tror jeg.
Scamorza ostene i Italiamo serien, den normale og den røgede, kan jeg stå 100 procent inde for. Ostene er fantastiske ovenpå pastaretter tilberedt i ovnen, og prøv den for eksempel i og på din Lasagna >>. I begge udgaver er ostene også fine revet ovenpå ”solide” pastaretter. Scamorza er min absolutte favorit, når jeg laver Spinat risotto med Scamorza >>.
Tilbuds brødpindene – Grissini – efterlader mig en smule perpleks.
Rosmarin, ok, men selvom vi også finder dem med sesam i Italian, så har jeg endnu tilgode at opleve Grissini med løg. Alle ved jo, at løg kan være direkte sundhedsskadelige og er med på listen over farlig mad >>.
Jeg foretrækker absolut den helt almindelige kedelige grissini, gerne med et stykke lufttøret Parma skinke >> rullet omkring. Her er syv flere forslag til hvordan du kan spise Parma skinke >>.
Parma skinke er ikke på tilbud i denne uge i Lidl, men det er euro-skinker.
Det er ofte skinker fra andre europæiske lande, der lufttøres på samme måde som Parma skinken og ofte også i de samme tørrehaller syd for Parma by.
Det kan faktisk have været en lille dansk anoreksi-gris på omkring 100 kilo, hvor man har kørt skinkerne til bakkerne syd for Parma, der nu er retur i sit hjemland i Lidl´s kølediske.
De er billigere, og de mangler da også den søde delikate smag, som et ordentligt fedt Parmasvin – mindst 160 kilo – tilfører de eftertragtede balder.
Jeg er ikke vild med euroskinkerne, så her vil jeg lade tilbud være tilbud.
Til gengæld elsker jeg den flødebløde Burrata ost fra Puglia.
Men Burrata skal altså spises helt frisk, og allerhelst på en bænk udenfor mejeriet.
Allerede 36-48 timer efter produktionen er den forvandlet til en helt anden ost.
Den mister – desværre – hurtigt sin fantastiske friskhed. ”Yderskallen” bliver hurtigt for hård og gummiagtig, og den flydende kerne for kompakt, når man én gang har smagt en helt frisk Burrata.
Lidl´s Italiamo pasta er derimod helt ok.
I de italienske butikker kan vi få både pasta fra Gragnano og fra Campofilone, der er to af toplokaliteterne for produktionen af kvalitetspasta.
Men de der sløjfer, sommerfugle (farfalle) på italiensk, der er på tilbud hér, vil jeg ikke lige kaste mig over.
Når pasta har bolsje- eller pastelfarver bliver jeg altid lidt fundamentalistisk paranoid, men hver sin smag. I øvrigt mener jeg, at sløjfer/farfalle er et underligt format, der aldrig helt finder den perfekte symbiose med sugo´en.
OBS: Det er jo ikke ligefrem risotto-sæson lige nu, men to kilo for en halvtredser er altså et rigtigt godt tilbud!
Tomaterne i Italiamo serien kommer fra Italiens største producent af tomatkonserves La Doria >>.
Deres Salsa di pomodoro ciliegina, med cherrytomater, får topkarakter i Dissaporis test over Italiamo seriens produkter.
“I gamle dage”, da jeg i 1989 kom til Italien var færdig-sugo, altså færdiglavet pastasovs på glas eller dåse, nærmest tabu.
I dag findes der mange gode udgaver, og de friske Italiamo udgaver af pesto kan varmt anbefales, også selv om min italienske fundamentalist roterer i sin grav.
For ham, og stadig for mange italienere er der kun én pesto >>, den med basilikum, og færdige sugo´er er noget Fanden har skabt. Alternative pesto opskrifter på italy.dk >>.
Så er der udvalget af antipasti på glas, hvor artiskokker, oliven og måske kapers bærrene kunne finde vej til køkkenbordet i Milano.
Hvorfor nogle spiser de soltørrede tomater alene, har jeg aldrig forstået.
Ægte italienske maver kan heller ikke fordøje hele hvidløg, der ligesom løg er i katagorien farlig mad. Hvidløg er som hovedregel et krydderi og ikke en ingrediens i de italienske køkkener.
Efterligningerne af mandellikøren Amaretto di Saranno, anislikøren Sambuca Molinari og drinksmikseren Aperol, der her kaldes Bitterol, ved jeg ingenting om. Aperol Spritz >> er jo en vaskeægte verdenomspændende succes, og når du har fået tilstrækkeligt af den, så skift Aperol ud med en – ægte – Campari.
Italiamo isen får også fine omtale i Dissaporis test, specielt fordi listen af ingredienser, og dermed tilsætningsstoffer, er kortere i andre private labels isprodukter.
Som ved Burrata-osten, så er ægte GELATO også et dagfrisk produkt, og is fra supermarkedet altid kun en nødløsning.
Pastamaskinen er også på tilbud. Jeg kender ikke ”Ernesto”, men det er jo ikke dyrt for en køkkenmaskine. Min egen Imperia står trygt og godt inde i pulterkammeret. Der står de fleste pastamaskiner i private hjem verden over.
Så lad mig bare lige sige det én gang for alle.
Man skal altså være ekspert, før den friske pasta ligner den Mamma eller et ægte pastificio kan lave. Det kræver så meget træning.
Og så skal man vide, hvilke retter der smager bedst med tørret, med frisk pasta og med frisk æggebaseret pasta >>. Det er en udbredt nordeuropæisk misforståelse, at frisk pasta a priori er bedre end tørret pasta. Pastatypen vælges efter sugo´en, og kun omkring seks producent af den solgte pasta i Italien er frisklavet pasta.
Olivenolien er fra Castel Monte i Puglia. Den har DOP mærket, der garanterer, at der er brugt italienske oliven.
Ja, den er da heller ikke helt billig her på tilbud.
Men ved I hvad?
Vi betaler det samme for kvalitets jomfru olivenolie her i Italien, 12-14 euro per liter, så det ér et godt tilbud.
Helt overordnet, så er Italiamo seriens produkter et rigtig godt bud på ”Italien i Danmark”, når man ser bort fra enkelte svipsere, som grissini med løg, uægte bruschetta og magre euro-skinker i stedet for ægte italienske skinker.
Og til efteråret kommer der helt sikkert også små glas med trøffelolier- og saucer i de danske Lidl.
PS:
Åhhhh. “Balsamico-hysteriet” (balsAmico, ok!) er jeg så træt af. Det er misbrug af et unikt historisk produkt.
I forhold til den ægte vare >> er det her forklædt “Thousand Island dressing”.
Og Bruschetta >>(brusKetta, ok!) kan altså ikke sælges i poser.
Sådan er dét bare, og de her brødtern er noget helt andet 😉 FOTO: Lidl´s tilbudavis og firmafoto
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/lidl_sugo_pomo_ciliegini.jpg424510Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-06-12 11:23:002018-01-31 13:20:05Analyse af Lidl´s serie af Italiamo produkter
Artikelsamling og Facebook-live fra den 19. til den 26. januar 2017
26.1.2017 – 8 døgn efter ulykken. Redningsaktion efter den lavine, der udløst af tre voldsomme jordskælv, begravede et hotel i Mellemitalien, sluttede efter en uge med 29 omkomne.
Nu diskuteres og efterforskes det, om katastrofen kunne være undgået, og om redningsarbejdet kom for sent i gang.
De tog en uge at finde de 28 gæster og de 12 ansatte, der opholdte sig på Hotel Rigopiano ved bjergmassivet Gran Sasso i Abruzzo.
Kun 11 personer overlevede den enorme lavine, der med en kraft svarende til 4.000 fuldtlastede lastbiler ramte hotellet sidste på eftermiddagen onsdag den 18. januar. To af de overlevende, en kok på ferie og hotellets altmuligmand, opholdte sig udendørs, da lavinen ikke bare ramte, men også flyttede hotellet med op til ti meter fra den oprindelige position.
…artiklen fortsætter under reklamen
Den sidste overlevende blev reddet ud af hotellet søndag morgen, når man ser bort fra hotelejerens tre hundehvalpe, der blev fundet i forbavsende god behold i hotellets fyrrum fem dage efter tragedien.
Alarmcentralen troede ikke på anmeldelsen
Kokken Giampiero Parete ringede umiddelbart efter ulykken til nødnummeret 118.. Derefter ringende han til sin chef, Quintino Marcella, der så brugte de næste timer på at overbevise flere forskellige nødnumre om, at der var sket noget helt forfærdentligt ved hotellet. Optagelserne fra alarmopkaldene er for længst beslaglagt af politiet, der også er i fuld gang med at afhøre det personale, der har modtaget anmeldelserne.
Noget tyder på, at personalet på alarmcentralen simpelthen ikke har troet på anmeldelserne de første timer, og derudover i første omgang ikke selv er blevet alarmeret over, at ingen længere svarede på Hotel Rigopiano. Kendsgerningen er, at det første alarmopkald var klokken 17.08, mens redningsaktionen gik i gang næsten to timer senere klokken 19.01.
På grund af det største snefald i årtier, med sne op til over fire meters højde, var de første redningsfolk først fremme torsdag nat klokken halv fem.
Gæsterne var klar til at forlade hotellet
De overlevende og de efterladte har berettet, at hoteldirektøren med opkald og email til myndighederne efter jordkælvene onsdag formiddag bad om at få ryddet vejen op til hotellet.
I en SMS fra en af de omkomne står det, at ”vi har sat snekæderne på, og er klar til at køre”. Jordskælvene havde rystet både gæster og personale.
Der var intet disponibelt snerydningsmateriel til rådighed af den simple årsag, at hele området omkring Gran Sasso bjergmassivet i de dage lå begravet under usædvanlige snemængder.
Video fra redningsarbejdet, optaget den 23. januar. Vigili del Fuoco.
Svært at udpege risikable områder
Geologer, miljøfolk og andre kritiserer også selve eksistensen af det store hotelkompleks med spa-område og pool, hvor der tidligere kun lå en primitiv bjerghytte.
Andre hævder, at både jordskælv og laviner er så uforudsigelige, og sker med så lange intervaller, at man umuligt kan beslutte, hvor det er helt sikkert at bygge.
Når man ser luftfoto af hotellet før lavinen, skal der dog ikke meget fantasti til at forestille sig omfanget af en lavine. Hotellet ligger nedenfor meget stejle bjergvægge op til et bjergplateau, hvor der altså har været store snemængder, som jordskælvene onsdag har flyttet så meget rundt med, at de til sidst ”faldt ned”.
Derudover har der været en retssag mod ejerne af hotellet, hvor de blev beskyldt for i 2007 at have gennemrenoveret og udbygget hotellet uden de nødvendige byggetilladelser. Retssagen endte i november 2016 med frifindelse. Tilsyneladende er hotellet bygget netop ovenpå jord og klipper, som tidligere laviner har bragt ned fra bjergmassivet.
Nødsituationen er ikke slut
I mellemtiden fortsætter nødsituationen i det jordskælvsramte område. Hele tre alvorlige jordskælv har ramt hjertet af Italien i regionerne Lazio, Umbria, Abruzzo og Marche, siden den 24. august. Den ualmindeligt hårde vinter har kun forværret og forsinket hjælpen til området. Derudover frygter både borgere og myndigheder endnu flere jordskælv. Der holdes for eksempel et vågent øje med diget ved Campostele, en lille landsby, hvor alle borgere blev evakueret med helikopter i sidste uge på grund af sneen. Bag diget ligger en af Europas største kunstige søer.
Hjælpen kommer for langsomt
Antallet af personer, der ikke kan bo i deres egne hjem, er stigende, og nu over 12.500.
40 procent af det jordskælvsramte områdes skoler er i dag erklæret for forbudt område. Mange andre skoler er lukket på ubestemt tid, og i Abruzzo har over 7.000 husstande været uden elforsyning i over en uge.
Der klages også over, at kun ganske få af de midlertidige boliger, som daværende regeringsminister Matteo Renzi lovede på rekordtid, er nået frem.
Områdets landmænd demonstrerede onsdag den 25. januar i Rom. Kun 77 af 635 lovede nødstalde er nået frem som erstatning til de stalde jordkælvene, og nu også snemængderne, har ødelagt. Torsdag meddelte regeringen dog, at der nu bliver udbetalt omkring 880 millioner kroner til de nødstedte landmænd fra EU-fonde.
Men der er en lang og dyr vej forude, før hverdagen kommer tilbage til indbyggerne både på landet, i landsbyerne og i byer som Amatrice og Norcia.
Onsdag 25.1. kl. 12.00
23 omkomne
6 savnede
11 reddede
Og dagen inden styrtede en redningshelikopter med seks ombord ned på vej til L´Aquila med en forulykket skiløber. Blandt de omkome var redningsfolk, der havde være med ved Hotel Rigopiano.
_______
23.1.2017 Tre smukke hvalpe, men ingen overlevende De tre hvalpe – flotte Abruzzo-hyrdehunde født den 4. december – fra Hotel Rigopiano er reddet ud, og er nu i god behold. Forældrene, der tilhører ejeren af hotellet, Nuvola og Lupo, blev reddet for et par dage siden.
Desværre er der i dag fundet endnu en omkommet, og ingen overlevende. Redningsarbejdet fortsætter, og man har i dag åbnet en ny vej ind til hotellet. Det regner i området, og sneen bliver dag for dag hårdere at grave i.
Der er nu 11 overlevende, de to, der var udenfor hotellet, da lavinen ramte sidste onsdag, og yderligere syv, der er blevet gravet ud af redningsfolkene.
Syv lig er fundet, og 23 savnes stadig.
Oprindeligt blev der talt om i alt 27-28 personer, da lavinen ramte.
Tallet er siden steget dag for dag, efterhånden som pårørende og venner har henvendt sig til alarmcentralerne.
Den sidst tilkomne af de nu i alt 41 personer, der formodes at have været ved og på hotellet under lavinen, er en senegalesisk indvandrer, der arbejdede på hotellet, men som ingen altså har savnet indtil i dag. – Håbet svinder time for time, men vi har ikke mistet det endnu, udtalte en leder af regningarbejdet til tv her til frokost.
_______
22.1.2017
Fra dagens avis Corriere della Sera – DaDa Bar, Milano 23 er stadig savnede efter lavinen *onsdag ved Hotel Rigopiano.
Tre minutter.
Min tidsfornemmelse virker ikke før klokken ti om formiddagen.
Lavinen ramte onsdag eftermiddag, ikke torsdag, som jeg hævder i videoen.
Vi nærmer os fire døgn.
_______
20.1.2017 kl. 18.00 Ti reddet i live og livstegn fra flere
Kl. 18.00
10 reddet i live og livstegn fra flere
Kl. 12.50
Otte i live 🙂
Kl. 11.50 fredag:
Redningsmandskabet ved Hotel Rigopiano har lokaliseret seks levende personer under lavinen. De er endnu ikke reddet ud, men taler med redningspersonalet. Temperaturen er stigende i området, og det gør sneen våd og faretruende tung at arbejde med.
_______
19.1.2017
Lavine knuser hotel med 34 mennesker i Italien Hotel Rigopiano i Mellemitalien blev natten til torsdag ramt af en lavine, der var så voldsom, at hotellet med 34 mennesker helt bogstaveligt har flyttet sig over 10 meter. Store dele af hotellet er brast sammen, og resten er dækket af mindst fem meter sne. Torsdag aften var der fundet fire omkomne, 28 savnes og to er i live, skriver Charlotte Sylvestersen.
– Vi arbejder på grænsen til det umulige, sagde en af lederne af redningsmandskabet torsdag aften. Hotellet ligger i 1200 meters højde på siden af bjergmassivet Gran Sasso i Abruzzo regionen.
Lavinen er udløst af det tredje alvorlige jordskælv på kun fem måneder, som onsdag formiddag ramte Mellemitalien. Området er dækket af et usædvanligt snedække, der nogle steder når op på fire meter.
Torsdag aften var der fundet fire omkomne, mens en gæst og en medarbejder opholdt sig udenfor hotellet, da lavinen ramte. De tilbragte natten i en bil, indtil de med helikopter blev fløjet til observation på hospitalet i kystbyen Pescara cirka 60 kilometer fra hotellet.
Redningsfolk nåede frem på ski De første redningsfolk nåede på ski frem til hotellet klokken halv fem torsdag morgen. Siden har man ledt efter savnede hotelgæster og hotelpersonale. Andre redningsfolk blev tidligt om morgenen firet ned fra helikoptere.
Torsdag eftermiddag var der over 70 redningsfolk, ledsaget af hunde, der er eksperter i at søge efter mennesker under laviner. Redningsfolkene har dagen igennem fortalt, at der er ingen svar eller bankelyde, når de har været inde i hotellet og råber efter overlevende, redningshundene reagerer heller ikke.
Først omkring klokken 12.30 torsdag lykkedes det at komme frem med køretøjer. Inden da var et bæltekøretøj og en politibil væltet i forsøget på at kæmpe sig gennem snemasserne til det isolerede hotel, der med sine svømmebassiner og sit spa område var en kendt attraktion i området.
Internets kyniske tilgang til virkeligheden viste sig at være lynhurtig. Søgte man værelse på hotellet efter frokost lød beskeden fra de kendte bookingsider lakonisk, at Hotel Rigopiano er lukket.
Tallet af savnede stiger Efter lavinen blev det oplyst, at der havde befundet sig 22 gæster og syv hotelmedarbejdere på hotellet, men det tal blev i løbet af dagen opjusteret til 34, så der torsdag aften var 28 savnede, da mørket faldt på, og gjorde det i forvejen besværlige og farlige redningsarbejde endnu vanskeligere.
Tredje alvorlige jordskælv siden 24. august Ved det første jordskælv i området den 24. august i fjor omkom over 300 personer. Anden omgang den 26. og den 30. oktober resulterede i enkelte sårede, og forværrede de materielle skader. Skolen i Amatrice, der skulle have været jordskælvssikker, var for eksempel en af de bygninger, der gik til i oktober.
Jordskælvene onsdag skete klokken 11.14, kl 11.26 og igen kl 14.33. De målte henholdsvis 5,4, 5,3 og 5 på Mercalli-skalaen (denne skala måler ikke jordskælvets styrke, men effekterne af skælvet på et bestemt sted).
Folk er isolerede på grund af sneen Over 90.000 personer i det ramte område har i kortere eller længere tid været uden strøm i de seneste dage på grund af det voldsomme snevejr.
Flere steder i det jordskælvramte område, der ligger, hvor regionerne Umbrien, Lazio, Abruzzo og Marche mødes, meldes der om personer, der er sneet inde i de ufremkommelige bjergegne, og ikke længere er i kontakt med deres familier.
Det frygtes også, at hundreder, hvis ikke ligefrem tusinder af husdyr som får, geder, grise og køer, er i livsfare. Mange af områdets landmænd har været tvunget til at lade deres dyr overvintre i jordskælvsramte stalde, fordi den lovede hjælp til hurtigt at konstruere vinterly til dyrene, ikke er nået frem. Disse stalde risikerer nu at falde sammen under de voldsomme snemængder.
Landmanden Marco Scolastico fortæller til www.meteogiuliacci.it, at hans geder og æsler ikke har fået mad siden tirsdag, og næppe kan overleve endnu et døgn uden. Torsdag måtte han opgive at komme op til sine beskadigede stalde, og han frygter, de braser sammen under sneen.
Nødhjælp blokeret af bureaukrati Netop torsdag spurgte et medlem af Femstjernebevægelsen i parlamentets spørgetid om, hvordan de 28 millioner euro – cirka 200 millioner danske kroner – som italienerne siden det første jordskælv i august har doneret via SMS, er blevet anvendt.
Det nedslående svar var, at de stadig står på en statslig konto. De må af bureaukratiske grunde ikke uddeles, inden man har analyseret skadernes omfang i alle de ramte regioner.
Foto: Det italienske brandvæsen/Vigili del Fuoco
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/lavine_vigili_fuoco_printscreen.png368684Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-01-26 17:13:172018-01-31 13:21:27Lavinen ved Hotel Rigopiano: 29 omkomne, og efterforskning om redningsarbejdet
Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.
I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.
Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.
Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.
Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jorskred og erosion.
Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten. Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.
Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af
Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita. I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer. I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.
..artiklen fortsætter under annoncen
Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.
Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoreggio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.
Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita
Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods. Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.
Det koster € 1.50 at tage turen op og ned af broen.
Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.
For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen. Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.
Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.
Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini >>.
Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.
For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.
Det gik…
PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni. Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio. Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita. Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.
Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar. Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.
Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen. For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”. Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/20160630_140347-e1481369474177.jpg7951060Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_970x110_2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-12-10 16:50:352016-12-13 11:55:40Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by
Hvis det er koldt på “solsortens dage” bliver det et smukt forår. Er dagene derimod varme og tørre bliver foråret forsinket. Italienerne har også deres “kyndelmisse”, som bruges til at tage varsler om det kommende forår.
I hele Norditalien og på Sardinien kigger man på vejret under “I Giorni della Merla”, der alt efter lokaliteten er de sidste tre dage af januar eller de to sidste og den første februar.
…artiklen fortsætter under annoncen
Rodet med datoerne formodes at skyldes skiftet mellem den julianske kalender, hvor januar kun havde 29 dage, og den gregorianske kalender med 31 mørke kolde januardage.
En pram eller en adelsdame? Der er mange legender om, hvilken solsort, der er tale om.
Nogle siger, der oprindeligt var tale om en pram ved navn “La Merla”,der skulle krydse Po-floden.
Skipperen skulle have ventet på netop de sidste januardage, så prammen nemt kunne trækkes over den isfrosne flod.
Andre siger, at en adelsdame fra Caravaggio ved Bergamo ved navn Merli skulle krydse Po-floden for at blive gift, og måtte gå over den frosne flod. riskremfog
…eller da solsorten fik sin farve…
En anden historie har fuglen som hovedperson.
“Mamma” solsort, der faktisk var en HVID fugl, gemmer sig på årets koldeste dage i en skorsten sammen med sine unger for at holde varmen.
Da de kommer ud den 1. februar er det alle sorte af aske, og siden den dag har solsorten været sort.
I Lodi syd for Milano fejrer man “Solsortens dage” med kor af sangere, der synger til hinanden på hver sin bred af Adda-floden Po-floden.
I landsbyerne omkring Cremona i Lombardiet mødes man til korsang omkring et bål, på landsbykirkens trappe eller på bredden af Po-floden for at synge.
Det kan blandt andet opleves i Annico, Cornalet0, Crotta´d Adda, Formigara, Gombito, Pizzighettone, Soresina, San Bassano, Stagno Lombardo, Trigolo og Pianengo.
Vi er i skattekammeret – Il Tesoro – i Genovas San Lorenzo Domkirke, og den grønne skål siges at være Den Hellige Gral, som Jesus drak af den skærtorsdag aften som i vores kultur kaldes for “Den sidste nadver”. Legenden om denne udgave af “Gralen” – mange tror for eksempel at den findes et hemmeligt sted i den magiske by Torino >> – er at “bægeret” blev skabt af en kæmpestor smaragd, der faldt ud af Djævelens pande, da han blev fordømt af Vorherre.
Bægeret blev siden en del af Dronningen af Saba´s husholdning inden det altså endte på bordet ved Jesus´ sidste middag med de 12 disciple.
Legenden fortsætter med at berette, at bægeret af Josef fra Arimathea blev brugt til at samle blod op fra Jesus´ sår, mens han hang på korset.
Siden bragte den genovesisk korsridder Guglielmo Embrìaco Testadimaglio gralen til Genova efter det første succesfulde korstog i 1099.
Napoleon stjal bægeret i 1806, men Genova fik sit trofæ tilbage kun ti år efter – dog som samlesæt, så “Gralen” er altså limet – flot – sammen i dag.
I virkligheden har man fundet ud af, at der er tale om et stykke islamist kunsthåndværk fra 800- eller 900-tallet.
Museet i krypten under alteret i San Lorenzo Domkirken i Genova er åbent Mandag til lørda mellem 10 og 12.30 samt mellem 14 og 20. Prisen var i 2014 € 6
