Ferie-tips: Grazie, scusa og per favore, for pokker!

/i , , , , /af

(Artiklen har tidligere været offentliggjort i magasinet Il Ponte i 2018)

Det italienske modstykke til Emma Gads bog Takt og tone fra 1918 blev skrevet af ærkebiskoppen Giovanni Della Casa allerede i midten af 1500-tallet.
Værket Galateo ovvero de´costumi – Galateo eller reglerne for høflig adfærd – var dedikeret Della Casas kollega, biskoppen Galeazzo Florimonte.

Den latinske udgave af biskoppens fornavn – Galatheus – er dermed gået over i historien, der i øvrigt intet melder om, hvorvidt biskoppen havde problemer med etiketten, med skik og brug, takt og tone, sædvaner, normer eller med sin almene dannelse og opførsel i det hele taget.

På Michelin restaurant i jeans og t-shirt

Efter 35 år har jeg stadig meget at lære om omgangsformerne i Italien, fra nord til syd og derimellem.

Jeg har desværre gennem årene gjort ikke én, men utallige brutte figure – altså opført mig dårligt eller decideret pinligt – i snart sagt alle tænkelige situationer.
Som at sige tu – du – til et kendt parlamentsmedlem under et interview, drikke øl af flasken på gaden, og møde op i t-shirt og jeans til middag på en Michelinstjerne-restaurant med samtlige milanesiske avisers chefredaktører.
Bare for at nævne tre episoder, der i dag får mine tæer til at krølle sig langt op ad baglårene.
Jeg har dog aldrig haft strømper i sandalerne.
Aldrig.

Giovanni della Casa (1503-1556) , forfatteren af den italienske Emma Gad, der udkom i 1558 efter hans død. Wikimedia >>

Må man bruge sko og ske til pastaen?

Italienerne selv er i dag heller ikke enige om galateo.
Maden og måltiderne er – naturligvis – et helt kapitel for sig.

Jeg har overhørt utallige diskussioner om, hvorvidt det er bon ton at fare la scarpetta, lave den lille sko.
Altså at bruge brødet til at spise den overskydende pastasovs.

Et andet stridspunkt, der kan udløse timelange diskussioner, handler om hvornår pastaen er perfekt al dente.
Det er endnu en nord-syd diskussion:
I nord koger man pastaen mere, mens man i syd foretækker pasta med mere bid i.

Og så er der skeen.
Min sicilianske ven Turiddu sætter sig ikke til bordet uden der er en ske til at rulle spaghettien op med.

Paolo fra Veneto rejser sig derimod smækfornærmet, hvis tjeneren giver ham en ske:
– Som om jeg er for dum til at bruge kanten af tallerkenen, fnyste han engang.

Man siger i øvrigt ikke tak for mad i Italien.

Man roser eller diskuterer maden til overmæthed, men tak for mad findes ikke.
Ikke at tale om maden er i Italien meget værre end at glemme et tak for mad i Danmark.

Hvad ønsker I? Hvem, mig?

Den formelle italienske høflighed overrasker mig også stadig.
Første gang jeg i foråret på Amalfikysten blev tiltalt med det personlige stedord voi, altså I, kiggede jeg mig over skulderen.
Tjeneren måtte jo tro, at jeg var en del af en gruppe.

Jeg havde glemt, at man i Syditalien er ofte er nærmest overhøflig, og min overvægt taget i betragtning følte jeg det en anelse fornærmende at blive tiltalt i flertal.

Som dansk kvinde fandt jeg det i sin tid også krænkende, når italienske mænd holdte døren, trak stolen ud, og var klar til at tænde cigaretten for mig.
I dag nyder jeg enhver form for galanteri – ja, det ord stammer også fra Galeateo.

Buongiorno, salve eller ciao…

Selv de daglige hilsner volder mig stadig efter 35 år som indvandrer problemer.
Portneren i ejendommen i Milano har heldigvis med årene vænnet sig til, at jeg roder rundt i det formelle buongiorno, det mere neturale salve og det venskabelige ciao.
– Nå, er det én af de dage, hvor vi er De´s, griner Raffaele, når jeg halvvågen kommer til at sige buongiorno.

De´s med svigermor

Min svigermor Ersilia og jeg var til min irritation De´s til hendes død.
Vi nåede efter et par årtier frem til at kalde hinanden ved fornavn.
Det var det.

Jeg kender enkelte italienere, der stadig bruger flertalsformen voi overfor deres forældre, men jeg har endnu aldrig mødt en italiensk datter eller søn, der kalder Babbo eller Mamma ved fornavn.

Tak, undskyld og vær så venlig…

Google giver over halvanden million svar, når man søger på galateo.
Skal bare en lille del af alle disse manerer studeres, bliver det jo helt umuligt at besøge Italien.

Heldigvis er virkeligheden meget nemmere.

De fire fantastiske ord grazie, scusa og per favore åbner nemlig både døre og hjerter i Italien.
Og italienske børn lærer dem fra blestadiet via rim og børnesange

Kombineret med et smil, der jo ér den korteste vej mellem mennesker, signalerer brugen af disse fire ord, at du ér et dannet menneske.

En del italienere vil, når du kombinerer ordene med buongiorno eller buonasera fra sidst på eftermiddagen, tro, du taler flydende italiensk.
Tag det som en stor kompliment, for den slags skaber grobund for både god service og livslange venskaber.

Så betyder det meget mindre, at du fornærmer kokken ved at bede om salt på bordet eller siger god appetit, som af en eller anden grund regnes for udannet.

Med hensyn til sokker i sandalerne er jeg dog stadig i tvivl, om det kan tilgives.


LAVPRAKTISK PÅ RESTAURANT OG HOTEL:

Det er altid dannet at vente på at blive seatet på en restaurant, og man begynder i hvert tilfælde ikke spontant at flytte om på restauranternes interiør.

Nej, italienerne taler ofte ikke engelsk:
Med et smil og håndfagter kan meget gøres forståelig, og så er der jo teknologien, hvor mobiltelefonen kan oversætte de fleste menukort.
Vær dog opmærksom på, at en del middelhavsfisk simpelthen ikke har et dansk navn, og at underlige navne under i primi – førsteretten – på menukortet ofte dækker over en lokal pasta variant.

Pommes frites turist eller ej
Møder du op i bikinioverdel, ærmeløse undertrøjer og flip-flapper på en fin restaurant, skal du ikke regne med god service.

Acqua?

Ofte vil tjeneren efter at have afleveret menukort stille spørgsmålet “Acqua”?

Vil du gøre bella figura svarer du “si, grazie, naturale”, “si, grazie, con gas” (med bobler) eller “no, grazie”.

Grazie, med “e” til slut, er et meget vigtigt ord for turister, der vil gøre bella figura.
Grazia med “a” til sidst er et pigenavn.

De fleste italienere drikker altid vand til måltiderne, og omkring en tredjedel af alle voksne italienere drikker i øvrigt slet ikke alkohol.
Det betyder ikke, at du finder et stort udvalg af alkoholfrie øl og vin.

Når man ikke drikker alkohol i Italien drikker man bare noget andet!
Der findes derfor også altid alkoholfrie aperitiffer på barerne, fx Sanbitter og Crodino, eller un cokctail analcolico.

Drikkepenge

Jo længere sydpå, du kommer i Italien, jo mere forventes der drikkepenge, op til ti procent af regningen, når du er tilfreds.
Og i kontanter, tak.
Nej, du bidrager ikke til mafiaerne eller i det hele taget til en forbryderkultur, når du giver drikkepenge.
Du respekterer bare kulturen i det land, du er gæst i 🙂

På hoteller er et normalt niveau for drikkepenge, når du er tilfreds, 1-1,50 euro om dagen per person til stuepigerne og det samme til tjenerne , hvis du er på halv- eller helpension.
(Obs: Bor du på et femstjernet hotel, så fordobler du drikkepengene, grazie :-))
Hvis receptionisten er venlig og hjælper dig med at løse problemer, bestille udflugter eller taxi, er du naturligvis også velkommen til at sætte kontant prise på det.

To pinlige klassikere

Når du finder et beløb på et par euro ganget med antal gæster ved bordet, er restauranten ikke ude på at snyde dig.
Det er det irriterende pane e coperto tillæg – brød og kuvert tillæg – som de fleste restauranter stadig praktiserer.

Og begynd ikke en diskussion om, at du kun vil betale 6,50 euro for din 900 gram tunge bistecca fiorentina, hvor prisen altid står per 100 gram – prezzo all’etto.
Bed i stedet om at se det dejlig kødstykke inden det bliver grillet.

Har du andre sprøgsmål om galateo i Italien, så skriv til charlottemilano(at)gmail.com

Stilleliv i Milano under Corona lockdown

/i /af

I december 2020 blev jeg interviewet af historiker Anders Engberg >> om hvordan livet havde været, og stadig er, i Coronaens limbo med åbninger og lukninger siden marts 2020.
Her kan I lytte til beretningen.
Siden vi talte sammen er jeg endnu engang gået i eksil ved Ledrosøen i Trentino provinsen.
Provinsen gik fra “gul zone” til igen at være “orange zone” fra i dag mandag den 15. februar. Det betyder atter arrivederci til at sidde med espressokaffe, briocheog avis på baren, til aperitiffen inden klokken 18.00, og buongiorno til take-away-espresso i mindst to uger.
Italien, og resten af verden, “danser” jo desværre stadig med virus.

Ingen espresso siddende på baren med udsigt til bjergene de næste uger, hvor Trentino provinsen igen er blevet til “orange zone” på grund af for mange nye smittede med Covid-19

“APERITIVO” – hver fredag klokken 18 på Canale Carlotta

/i /af

Siden den første Corona-lockdown i marts 2020 har Linda i Sønderborg, Anders i Vicenza og Charlotte i Milano mødtes virtuelt til den aperitif, der er så vigtig en del af det sociale liv i Italien.

Vi tager med et glas i hånden ugen under behandling. Hudløst ærligt, uden tabuer og politisk korrekthed, og forhåbentligt både med humor og intelligens.

Du er hermed inviteret – næste gang er fredag den 15. januar klokken 18.00 >> – “følg” CANALE CARLOTTA og blive mindet om ugens APERITIVO, som du naturligvis også kan streame, når du har tid og lyst!
Intet emne er for småt eller for stort, og vi kommer både omkring mad, mode, Me2, livet i homo-branchen, som Anders kalder det, livet på “Bar Balcone hos Charlotte i Milano, og med Linda i Sønderborg som den danske forbindelse tilbage til rødderne.
Vi anbefaler vores bedste non-food indkøb i discountbutikkerne, taler om moderne takt og tone på italiensk og dansk, kommer omkring paven i Italien, dronningen i Danmark, om at blive 60 år og tatoveret, om 80´er musik, og hvad der nu falder os ind.

2020 fra kanten af espresso-koppen

/i , , , , /af

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.

Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.


Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det


Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino.
Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.

–//–

“Espressogasmo”: Fase 2 fra 4. maj – Corona opdatering

/i , /af

#fase2 #coronavirus #milano
Nu må barene lave takeaway!
Vi sprittes af, bærer maske og får nogle gange taget temperaturen.
Ligemeget, eller rettere, fornuftig omhu.
Alt for en ægte “doppio espresso un po’ lungo”!

Canale Carlotta & Beppe barista
(Varighed 34 sekunder)

Fire millioner flere italienere går fra i dag igen på arbejde.
Men “Bæstet” -“Il Mostro” – er ikke slået ned endnu, selv om antallet af smittede, indlagte og intensivpatienter falder dag for dag, og også antallet af døde, der nu er under 200 om dagen.

Artiklen fortsætter under reklamen


Afstand og mundbind
Vi håber alle bliver ved med at holde afstand, så den i forvejen forsigtige og langsomme genåbning kan fortsætte efter planen. Og vi skal stadig have mundbind på i butikker, samt handsker.
Går det efter planen, og smitteraten ikke eksploderer igen, kan det meste af detailhandlen åbne 18. maj, og barer og restauranter følger efter den 1. juni. Ale med respekt for de skrappe påbud om afstand, masker, desinfektion og så videre.
Vi håber .

Stor overdødelighed i marts 2020:
I hele Italien var der 49,4 procent flere døde
i marts 2020 end i marts 2019.

Bergamo provinsen døde der i marts 2020 568 procent flere i forhold til 2019.
I Lazio regionen faldt antallet af døde i marts 2020 med 9,5 procent

Italien er delt i to efter to en halv måned med Covid-19.

I 36 provinser i Norditalien er antallet af døde fordoblet.

I 34 provinser i Mellem- og Syditalien er antallet af dødsfald i marts faldet med 1,8 procent.

Karantæne og social afstand virker, og faldet i antal dødsfald i Mellem- og Syditalien forklares med færre døde af årets influenza.

Dagens tal mandag 4. maj 2020:
(Kilde: Protezione Civile)
For første gang siden 10. april er antallet af Covid-19 syge under 100.000.
I alt har 211.938 været smittede, af dem er 29.079 døde, mens de resterende er erklæret raske.
Der blev i dag konstateret 1.221 nye smittede, 47 procent af dem befinder sig i Lombardiet i Norditalien.
Antallet af indlagt med Coronavirus er nu 16.823, et tal der på toppen var lige under 30.000.
Antallet af patienter i intensivbehandling er nu 1.479.
Det tal var på sit højeste 4.068.

–//–

Coronavirus i Italien: Tre video-opdateringer fra kaffebaren i Milano

/i , /af

Psykose eller rettidig omhu?

Din udsendte reporter frekventerer uden angst den kinesiske kaffebar, men frygter dog at komme tomhændet hjem fra supermarkedet, hvor italienerne hamstrer pasta og flåede tomater.

Video-opdateringer om Coronavirus i Norditalien fra mandag 24.2, søndag 23.2. og lørdag 22.2.2020.

Mandag 24.02.2020 klokken 08.00
Varighed 5 minutter og 26 sekunder

Søndag 23.02.2020 klokken 10.00
Varighed 3 minutter og 31 sekunder

Artiklen fortsætter under reklamen

Lørdag 22.02.2020
Varighed 3 minutter og ti sekunder

Af journalist Charlotte Sylvestersen, Milano

–//–

Re-integration i Danmark 13: “Gider du ikke lige”, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

/i , , , , , /af

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun.
Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie.

Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>.
Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken ilanos Panettone eller Veronas Pandora, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

–//–

Re-integration i Danmark 8: Om at hilse på sønderjysk og italiensk

/i , /af

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 8 i Danmark/mandag 18.12.2017
Først efter en uge begynder det at virke naturligt at sige mojn, når jeg en sjælden gang møder folk på gaden i Holbøl, eller når jeg handler i Lokalbrugsen.
Min søster, der nu har boet 35 år i Sønderborg kommune, bad mig nemlig for mange år siden om at lade være med at sige mojn, da vi gik ud af en butik på byens gågade.

”De kan godt høre, at du ikke er sønderjyde”, sagde hun.
”Det er du da heller ikke”.
”Det er noget andet”, svarede hun.

Jeg fintænkte lidt.
”Så skal du også lade være med at sige ciao, når vi er i butikker i Milano”;
”Hvorfor det, spurgte hun.
”De kan da også høre, at du ikke er italiener”.

”Det er noget andet”, svarede hun igen.

Det er altid noget andet med danskere.
Danskere må gerne sammenligne, for sammenligningerne falder jo altid ud til det danskes fordel.
Når udedanskere derimod laver en sammenligning med Danmark, der falder ud til deres bopælslands fordel, går det galt.
Så svarer hjemmedanskere i ni ud af ti tilfælde med den dialogdræbende sætning: ”sådan kan du ikke sammenligne”.

…artiklen fortsætter under reklamen

Uha.
Nu kan jeg høre integrationsvejlederen løfte pegefingeren for at gøre mig opmærksom på, at jeg er på vej ud af den farlige tangent.
Tilbage på sporet.

Så lær dog sproget

Min re-integration går fint, bare jeg husker at få pasta indimellem >>, og foretager et par daglige WhatsApp videoopkald til stambaren ”Il Vaticano – ARCI L´Impegno >>” i Milano.

For jeg taler jo sproget, altså dansk. Jeg kan også sige mojn, uden at de lokale løfter øjenbrynene, bilder jeg mig ind. Jeg forstår endog også andre dele af den sønderjyske dialekt. Jeg kommer stadig ind imellem til at sige Hulbøl, men det sker sjældnere og sjældnere.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet

At lære sproget er simpelthen en af grundstenene i al integration. Uden sprog, ingen integration. Jeg får stadig frustreret mavepine ved tanken om de første år i Italien, hvor sproget var den allerstørste og konstante udfordring.

”Er din kvinde sur”, spurgte mandens venner ham, når vi var drak aperitif på Red Bar sidst på eftermiddagen. Jeg blev simpelthen nødt til at lukke mig mentalt inde, når jeg en hel dag havde været blandt italienske stemmer. Og jeg ser åbenbart sur ud, når jeg tænker indad.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet. Når italienske mænd ikke har kvindernes opmærksomhed bliver de nærmest bange, og jeg bliver aldrig så god som italienerinderne til at se beundrende på mændene i et selskab. Nogle ting lærer man bare aldrig.

Ydmygende tilbud om oversættelse

Som jeg tidligere i re-integrations serien har beskrevet >>, blev forholdet til manden først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen.
Det blev vi så nødt til i slutningen af august 1989. Weekendturen i Milano endte med at vare syv uger. Men så skulle jeg også hjem til Aarhus, fordi jeg skulle deltage i en konference på Journalisthøjskolen.

Med lommen fuld af femkroner ville jeg under festmiddagen på konferencen ringe til italieneren i Milano. Men mønttelefonen var afbrudt på grund af sommerferien.

Skolens administrator kom forbi, og tilbød at låse op til et klasselokale, så jeg kunne ringe derfra.
”Jamen, jeg skal ringe til udlandet, og det kan man ikke fra klasseværelserne”.
”Er det vigtigt, spurgte Mogens.
”Ja, det er meget vigtigt”, svarede jeg. Det var det jo. Jeg skulle fortælle manden, at han dagen efter kunne ringe til mig i sommerhuset.

Så gik vi op på rektors og administrators kontorer. Mogens gik diskret ind på sit eget kontor, mens jeg drejede alle numrene til Italien. På det baby-italiensk, jeg havde samlet op på syv uger i Milano, begyndte jeg at forklare mig. Så røg forbindelsen.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder

”Jeg ringer lige op igen, Mogens. Forbindelsen ryger ind imellem til Italien”, forklarede jeg.
”Ja, det ved jeg alt om. Jeg har boet et år i Rom. Hvis der er noget, jeg skal forklare ham, så kan jeg godt oversætte”, lød svaret.

Jeg rødmer ikke så tit. Jeg tror, jeg blev lilla i hovedet. Og hørte siden, at Mogens scorede mange grin blandt sine venner på den historie. Det var også sjovt. Bagefter.

To par knælange sorte tissemænd

Et par år senere mente jeg selv, jeg havde styr på sproget. Jeg var sammen med manden i varehuset UPIM, og kunne ikke finde hylderne med sorte knænylonstrømper.
”Skal jeg spørge?” tilbød manden venligt.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder. Kassedamen holdt masken, og manden fortalte mig først om min fejl nogle år senere, så pinligt syntes han, det var.

Da jeg i 1990 flyttede ned til ham i Milano for at være udvekslingsstudent på byens journalistuddannelse, havde han ellers sponsoreret et dyrt full immersion sprogkursus hele juli måned. Det var en god bund.

Der gik bare fire fem år mere, inden sproget ikke længere gjorde hjernen træt sidst på dagen. Derefter begyndte folk at spørge, om manden så ikke skulle lære dansk. Det var vi dog enige om, vi slet ikke havde energi til.

Triste liv i tyskerkolonien

At være indvandrer er et livslangt projekt. Jeg slår dagligt italienske ord op for at kende den korrekte betydning. Og jeg oplever heldigvis i dag også italienere, der tror jeg stammer fra Veneto regionen ude ved Venedig. Deres dialekt passer til det danske toneleje, og det gør mig bare så glad at få sådan en kompliment.

Lige så ked af det bliver jeg, når jeg møder danskere, der har boet i årevis eller endog årtier i Italien, og ikke kan bestille en kop kaffe på korrekt italiensk. Eller når jeg møder udlændinge i Danmark, der heller aldrig har lært dansk. Det er så fattigt et liv, ja faktisk et amputeret liv, når du ikke er i stand til at kommunikere.

Min tyske udenrigskorrespondentkollega døde i sommer. Han havde boet og arbejdet i Italien i over 40 år og talte glimrende italiensk. Hans kone derimod lærte det aldrig. I dag sidder hun med diagnosen senildement på et italiensk plejehjem, hvor hun ikke forstår sproget.

Til begravelsen var der ingen italienere, ikke engang præsten. For udover sit arbejdsliv, så havde parret altid kun været sammen med andre tyskere oppe ved Maggioresøen nordvest for Milano. Det var virkelig en trist måde at forlade verden på. Og tanken om konens liv i tyskerkolonien ved søen først og på plejehjemmet i dag gør mig både trist og vred.

Den svære kunst at hilse på italiensk

Nogle ting lærer man dog som indvandrer aldrig helt at få på rygraden, selv om man gerne vil. Hilsnerne er ét af mine svage punkter. På skrift ser det nemt ud. Buongiorno og buonasera – goddag og godaften – er den høflige hilsen til folk, som man så også som regel er Des med. Ciaoer hej, og kræver dybest set, at man er på fornavn og dus. Er man forvirret, så kan man ty til salve, der er imellem den formelle og den venskabelige hilsen.

Man må derimod ikke komme til at sige buongiorno til portneren, som man har kendt i alle årene. Så tror han nemlig, man er vred over noget og ikke længere vil være venner. Og lige dér falder jeg stadig i med jævne mellemrum.

Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvornår man præcist skifter mellem goddag og godaften, og derfor kommer der ofte et helt forkert god eftermiddag ud af min mund.

Det er så meget nemmere i Danmark, hvor hej er blevet allemandseje, dronningen og hendes ene søn undtaget, forstår jeg. Og uanset, at man som udedansker godt kan savne et høfligt goddag og godaften indimellem, så er hej bare så meget bedre end mine teenageårs farveller.

Men mojn er nu heller ikke så ringe endda…

–//–

Re-integration i Danmark 25: Når enden ikke er god

/i , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
I dag, den 25. december, er den epokegørende 15. dag i Danmark, og Charlotte Sylvestersen har valgt et tilbageblik, mens hun i julestilheden reflekterer videre over re-integrationens mysterier.

For nøjagtigt 25 år siden sad jeg som journalistpraktikant på en halvtom og juletrist redaktion på Berlingske Tidende. Der skete ingenting, så i stedet skrev jeg en lille historie. Da vagten sluttede, konstaterede redaktionssekretæren tørt, at ”du har jo ikke lavet en skid i dag”.
”Jo, jeg har”, påstod jeg, og sendte ham historien, der kan læses herunder.

”Du er syg i hovedet”, sagde han, da han havde læst den, og således oplivet forlod jeg Pilestræde.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ti dage senere havde jeg min sidste weekendvagt i Folketinget.
Da jeg i en af de lange korridorer løb ind i Poul Nyrup Rasmussen, trykkede han sig skræmt op ad væggen og sagde, ”ja, man må jo hellere passe på”.

Andre ville måske have undret sig, men eftersom jeg intet havde forstået af spillet på Borgen, tænkte jeg først nærmere over det, da et par andre mandlige politikere havde samme reaktion, da de så mig.
Jeg havde forbrudt mig mod praktikantens første bud:

Læs hele din egen avis, inden du møder på job. Redaktionssekretæren, der påstod,  jeg ikke var rigtig klog, havde alligevel sendt min historie videre i systemet, og lørdagsredaktionen havde snuppet den.

Her kan du læse, hvorfor Nyrup var bange for sin røv.

Hvad gør en kræsen kvinde, når hendes mand har en bagdel, der er flad som en klipfisk? Bliver hun så en sili-kone?
I begyndelsen af firserne, da jeg gik på HF, havde en skuespillerinde ved navn Bo Derek hovedrollen i en film, der blev årsag til et dengang anvendt karaktersystem. Det gjorde med et enkelt ord muligt for mænd at vurdere forbipasserende kvinder.

Ti hed filmen, og det antal point var samtidig det højest opnåelige.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger

På samme tid var det med kvindebevægelsen – og andre bevægelsers – hjælp lykkedes at kvæle den værste mandehørm. Hver eneste mandlige studerende på de videregående uddannelser vidste på rygraden, at hans muligheder for seksuel tilfredsstillelse blandt andet afhang af, om han i det mindste kunne tøjle sin hang til verbal mandschauvinistisk tøjlesløshed, når der var kvinder til stede.

Drengene i min klasse var i høj grad kuet af tidens fremherskende dogmer. Hvis de faldt i, og kom til at stønne et syvtal eller derover, når en af førsteårs-HF´erne svansede forbi, gik den næste time med lange forklaringer om, hvordan ét tal sagtens kunne være udtryk for en helhedsvurdering med indlagte skøn af den udvalgtes hjernekapacitet og fremtidige karrieremuligheder.

Dét slog hovedet på sømmet! Vi var en flok piger, der allerede i længere tid havde sukket opgivende over de bløde mænd, i al hemmelighed naturligvis. Inspireret af filmen, som man i vores om ikke revolutionære, men så dog alligevel progressive, kredse naturligvis ikke indrømmede at have set, indførte vi vores eget point-system. Med samme skala. Men på feministisk og chauvinistisk vis ville vi kvalificere én og kun én fremtrædende legemsdel på det modsatte køn: den bagerste.

Inden da var vi nået så vidt, at vi, nærmest i hemmelighed for ikke at skabe forargelse hos vore mere rabiate kønsfæller, frekventerede halvmørke diskoteker i weekenderne, endog påført læbestift. Modsat de bløde mænd var vi nemlig ikke blege for at overtræde reglen om “nok se, men ikke røre”.

Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud

Som hos tegneserie-heltinden Brunhilde skulle varen vurderes grundigt. Og i sandhedens interesse må jeg hellere indrømme, at som Brunhilde delte vi point ud med rund hånd til de udvalgte, der reagerede ikkevoldeligt på vores test.

Velhængte tournedos på en frilandsgris

Så kom endelig den dag, hvor jeg fik hænderne på en 10’er.  Som to velhængte tournedos af den slags, som kun eksklusive slagtere er i stand til at levere i vore dage. Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud.

Desværre bar han præg af midt-firserne: Økologisk bevidst, dog ikke vegetar, for to håndfulde af den slags kan ikke holdes ved lige af gulerødder alene! Og selvfølgelig var han ressourcebevidst – på alle livets områder, desværre.

Læg dertil, at når han endelig delte ud af godterne, så foregik det ofte som frilandsgris.

Det forhold fik hurtigt (undskyld) en ende.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger. Samtidig begyndte mændene gudskelov langsomt at blive næsten mandlige igen. Dét plus omstændigheder såsom faste parforhold, børn og så videre blev foreningens død. I flere år skænkede jeg den ikke en tanke.

Selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.  For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel

Men for et års tid siden vågnede jeg en morgen op, og rakte ud, og – oh rædsel! – det gik op for mig i al sin gru, at dér hvor andre mænd med fordel har en bagdel, havde manden i mit liv ingenting! Hvor jeg tidligere kunne være heldig at få fat i to håndfulde velhængt kvalitetskød, kan min mand kun byde på et par lufttørrede islandske klipfisk – med ben.

Sili-kone-kampagnen

Jeg foranstaltede herefter en kampagne: Sili-kone-kampagnen. I flere måneder blev kampagnen fulgt op med fornyet uddeling af høje point til andre mænd, og daglige udbrud af dyb skuffelse ved omfavnelser. Han var ubøjelig.

– Meget vil jeg gøre for dig, men dér går grænsen, lød det, og flere af den slags nedslående kommentarer.

Jeg lovede endda at lægge hans bukser op, indtil indsprøjtningerne eller implantaterne ville give resultat. (De slæber altid hen ad gaden efter ham, fordi han ikke engang kan fylde standardmodellerne kvart op). Jeg lovede også, at når tiden var inde, ville jeg uden tøven byde mine fordele samme behandling som hans bagdel. Lige lidt hjalp det.

Alligevel blev det ham, der tog røven på mig. Han kørte diskret sin egen kampagne. At det var en kampagne gik først op for mig, da han en dag med fast røst insisterede på, at nu stoppede jeg min kampagne.

– Hvorfor dog? udbrød jeg indigneret.
Jo, nu havde han igennem længere tid jævnligt bevist, at selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.

For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel.

–//–

Re-integration i Danmark 6: Grænselandet og de grænseløse mennesker

/i , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 6 i Danmark/Lørdag 16. december 2017
Der var allerede inden afrejsen fra Milano sat et stort kryds i kalenderen den 16. december.
”Du skal med til Punsch i Flensborg”, lød ordren fra integragtionsvejlederen allerede i november.
Vi tog afsted med to af de lokale fra Holbøl, som jeg via hende kendte i forvejen. Den ene af dem er i øvrigt også indvandrer, fra det Nordjylland, som han efter et par årtier stadig savner og taler meget om.

…artiklen fortsætter under reklamen

Chaufføren, deres søn, satte os af på havnen. Vi skulle lige igennem en stor gruppe af mindre blege indvandrere, der med slagord og flag demonstrerede mod Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget

Derefter gik det så løs med Punsch mit Schuss. Schuss er det alkohol, der tilsættes punchen. Jeg holdt mig vistnok de første fem-seks vinboder til rom, vistnok, mens Jenny gik målrettet efter mandelvinen Amaretto fra Saronno, der så bliver fremstillet kun 25 kilometer nord for min bopæl i Milano.

Dansk-tysk, når det er bedst

Allerede ved den første bod mødte vi Jennys kusine, og nogle af deres fælles bekendte. Flensborg er helt tydeligt en gennemført grænseby, i hvert tilfælde når der er julemarked.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget.

Min far var som modstandsmand de sidste måneder af Anden Verdenskrig under jorden på en gård på Als. Køreturene fra Herning og sydover på vej til ferie ude i Europa var med ham ved rattet en full immersion i Danmarkshistorien fra Dannevirke og frem.

Jeg tror, han kedede sig, da han var under jorden. I hvert tilfælde var der ingen slinger i historievalsen, når han gik i gang med Brødremenigheden i Christiansfeld, gav en uhyre detaljeret gennemgang af slaget ved Dybbøl Mølle, eller berettede om skudvekslingerne i Aabenraa, da tyskerne kom den 9. april 1940.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af

Sønderjylland har derfor altid været lidt eksotisk for mig, og en sønderjysk efterskolelærer, der gav fløjten i pensum, og kun fortalte sønderjysk historie, fyldte siden endnu mere på.

Og det ér eksotisk, at man i 1920 lavede en folkeafstemning om, hvor en grænse skulle være. Det er vist aldrig sket, hverken før eller siden, at en fredelig afstemning har draget en landegrænse.

Turistbrochuren på mit sofabord om Sønderjylland fortæller, at der i dag, over 97 år og vel fire-fem generationer senere, stadig er 15.000 tysksindede sønderjyder, og syd for grænsen omkring 50.000 tyskere, der definerer sig selv som dansksindede.

Manglende integration eller stor tolerance

Med de negative briller er den kendsgerning jo et eklatant bevis på manglende integration. Altså den kendsgerning, at 15.000 danskere føler sig tyskere, og at 50.000 tyskere føler sig danskere.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af.

Tilbage til punch-orgiet på gågaden i Flensborg-eller-burg er luften en kakofonisk symfoni af tysk, dansk og rigtigt meget sønderjysk. En dansk fyr, der sikkert allerede har været op og ned ad gaden med Punch-boder et par gange eller tre, opfinder sine egen tyske julesang, og alle griner med, uanset nationalitet og sindelag:
”Ein wunderbaum ist ein Baum mit wunder in, ein Kindergarten ist ein Garten mit Kinder in”.

Integrationsvejlederen og parret fra Holbøl møder til stadighed kolleger, slægtninge og venner, som man naturligvis skal have endnu ein Punch mit Schuss sammen med, men på et tidspunkt finder vi siddepladser ved en bod, og toiletter i butikken overfor.

En nydelig dansk herre sætter sig ved vores bord, mens hustruen lige skal kontrollere en butik. Han gør en lille grimasse, da han opdager, at vi er danske. Det viser sig at være en af de sønderjyske trucker-konger, for vi er jo i speditionsfirmaernes og lastbilchaufførernes højborg her ved Kruså-grænsen.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår

Min ven fra Holbøl kører selv med grise, baconbussen kalder vi det, og hans hustru overraskede os alle sammen, da hun for et par år siden meddelte, at nu havde hun taget kørekort til lastbil, med anhænger.

Det viser sig, at parret og jeg har fælles venner i Toscana, og så går snakken om både kørsel med grise og andre varer, om mangel på chauffører, og om fødselsdagsfester i Italien.

Gemütlich og/und hyggeligt

Senere lykkedes det os at få et bord i den eftertragtede Skihytte på byens torv. Det er nemt at falde i snak både inde, og når jeg er ude for at ryge. På terrassen med udsigt til den gigantiske julemølle møder jeg to tyske kvinder og deres mænd.

De taler det herligste dansk med Flensborg-accent, og bliver lidt fornærmede, da de opdager, at jeg kun kender navnet på én dansk skole i byen.
”Der er da en fem-seks stykker”, forklarer den ene, der også fortæller, at deres ægtemænd ikke taler dansk.

“Det er nu indimellem ret praktisk”, siger hun med et grin.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie. Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu

Det var en meget gemütlich eftermiddag og aften. Det var faktisk rigtigt hyggeligt også.
En multikulturel fusionsfest, ville nogle måske kalde det. Nogle derovre i det andet Danmark. For vi er jo, når vi ikke er til punsch i Flensborg, i det man øst for bælterne med slet skjult foragt kalder for det gule Danmark.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie.
Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu.

Mindretal med fuld respekt

Naturligvis har det dansk-tyske samliv gennem tiderne ikke været nær så romantisk og konfliktløst som det synes i turistrådets glitrende pamflet. (Er dét miljøvenligt?). Men den dag og aften i Flensborg/burg bekræftede overskriften Mindretal med fuld respekt, endda når en overrislet dansker stiller sig op på gågaden og synger skraldetysk.

”Det var rigtigt godt, Flensborg ikke stemte sig hjem til Danmark i 1920, for så havde vi ikke haft sådan et julemarked med Punsch mit Schuss”, sagde integrationsvejlederen endda på et tidspunkt.

Og sådan er det jo. Hver kultur har sine plusser og sine minusser. Det handler om at vælge det bedste fra dem.

Medmindre man altså voksede op i 1960’erne i landsbyen Snejbjerg uden for Herning. Der boede lutheranerne og de indremissionske på hver sin side af gaden. Og der er ved Gud ikke noget positivt at hente hos de sidste.

Men det er en helt anden historie.

Foto: Charlotte Sylvestersen

–//–