Migranthistorier 1: Ali med værdighed

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs. Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse. Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt. Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen. En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali.
Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali. Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

 

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel. Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent. Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken. Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer. De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme

Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.

Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.

…artiklen fortsætter under reklamen


Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.

Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9.

Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt! Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.

“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.

De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer:
“Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.

Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.

Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.

Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.

Byguide til Montecatini Terme på italy.dk >>

#unespressoperfavore: Onsdags-elskere på DaDa Bar


#unespressoperfavore

De kommer hver onsdag formiddag.

Kontorfolk. Så kedeligt ensformet og forventeligt klædt på med de rigtige mærkevarer, som kun  kontorfolk i Milano. De er tydeligt udenfor både deres vanlige zone, og også udenfor deres personlige komfortzone.

…artiklen fortsætter under reklamen

Hænderne rækker ud efter hinanden hen over bordet, men trækkes altid tilbage i sidste øjeblik eller efter et mikrosekunds berøring. Der er mere tavshed end dialog, men stort overskud af lange suk og sigende blikke. Og der hænder, der strækkes frem, og så alligevel altid trækkes tilbage.

Det udvikler sig.
Langsomt.

For et år siden sad de på hver sin side af bordet.
Nu er de rykket tættere på hinanden, og deler et hjørne.

Hvis det er en affære, er det den mest langsomme af slagsen, jeg har overværet.

Jeg får lyst til at ryste dem i kraverne på de altid nystrøgne skjorter, give dem nøglerne til min lejlighed et par timer, få det forløst.

– Så gør dog noget ved det, får jeg lyst til at råbe i den formiddagsstille kaffebar hver onsdag.

Men måske er de forsigtige håndspålæggelser og forventningens glæde nok for dem?
Måske er onsdags-espresso dét, der får de to til at føle sig levende resten af ugen? Af livet?

Men lidt frustreret gør de mig altså.
Om onsdagen…

Hængemavestriben og italienske hængerøve

“Har du fået kejsersnit?”
Spørgsmålet blev stillet af den ene af to perfekt sminkede, åleslanke og allerhøjest 20 årige klinikassistenter på et meget luksuriøs og smagfuldt indrettet Centro Estetico – Æstetisk Center – i den sicilianske by Taormina.

Jeg skulle have svaret:
“Jeg har fået tre kejsersnit og de andre seks børn har jeg født helt naturligt uden at sprække fra fisse til røv, så dér ser jeg stadig pæn ud.”
Det havde været et æstetisk pænt svar.
Jeg er – desværre, sic! – bare et ærligt menneske, og svarede, da jeg kom mig over den mentale befippelse, og for én gangs skyld også manglede ord på italiensk:
“Nej. Jeg er bare fed.”

…artiklen fortsætter under reklamen

Pinlig tavshed
De to piger fortsatte med at strippe overflødige hår af min krop, på nævnelige og unævnelige steder. I total og pinlig tavshed, men med en fysisk mærkbar kvindelig skræk for en dag ikke længere at være tiltrækkende på den perfekte måde.

“Må de blive uformeligt fede, sprække op til nakken når de føder deres eneste barn, få rynkede armhuler og stive kulsorte og stikkende skægstubbe på deres hager,” messede jeg lydløst, i stedet for at hyle højt, da de voksede mit overskæg.

Jeg kommer aldrig på den skønhedsklinik igen. Aldrig. Om jeg så skal gå rundt med duske under armene, fletninger på bagsiden af lårene, en firesporet motorvej i stedet for en indbydende skovsti i lysthuset, og lianer, der slynger sig mellem balderne.

I min alder kan man ikke længere blive fribløder, men jeg overvejede efter den traumatiske sicilianske oplevelse at tilslutte mig den del af den italienske kvindebevægelse, der bare lader det gro. Der var faktisk i løbet af dette forår flere artikler i aviser og magasiner, der spåede, at den frie hårvækst ville blive årets sort i sommeren 2017.

Det var fake news. Og da jeg for et par dage siden nævnte mine overvejelser om de frie hår overfor Paola, kiggede hun undrende på mig, og spurgte om, hvorfor jeg ikke forlængst havde fået fjernet alle de uønskede med laser?

Jeg er groet til

I mellemtiden er jeg groet til. Skovstien begynder at ligne et kyskhedsbælte, og der er stadig en uge til min hårfjerningsdame hjemme i via Plana åbner efter ferien.

y Riverbanks Outdoor Store from New Port Richey, FL, United States (Large Florida Rosemary bushes) [<a href="http://creativecommons.org/licenses/by/2.0">CC BY 2.0</a>], <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File%3ACeratiola_ericoides_bushes.jpg">via Wikimedia Commons</a>

Jeg er helt tryg ved Filomena, selv om hun oprindeligt også er fra Sicilien. Hun er en frodig, midaldrende dame som jeg. Når jeg brokker mig over de stive sorte hår på hagen, der kan gro tre centimeter på de to timer, der går mellem, at man tjekker hagen, og har en date, så slår hun bare en skraldende latter op.

“Du skal ikke klage. Så skal du se kvinderne fra Puglia og Sardinien. Dér kan du tale om stive hår.”

Når jeg fortæller hende om oplevelsen i Taormina ved jeg også, at Filomena har det rigtige svar:
“Jeg har set det, der er værre,” vil hun svare.

Det har hun altid. Set noget, der er værre. Og så vil hun på bedste coachingmanér minde mig om, at nordeuropæiske kvinder har en højere røv end de italienske signorina’er .

For sådan er det jo. Tjek det selv. De fleste italienske kvinders balder slutter langt under sædebenet, de danske kvinders er oftest på højde med sædebenet.
Jeg siger ikke, at vi er udstyret med en røv, der strutter mod himmelen, men vi er altså en anelse mere lækkert højrøvede, for nu at sige det, som det er.

Vi er også høje og blonde, på hovedet, forstås. Vi skal bare finde den rette hårfjerningsdame, og jeg svigter aldrig Filomena igen.

2001: Italienske kvinders værste fjender: 
Appelsinhud, uønsket hårvækst og lave balder – og vægten… >>

2007: Kvinde- og mandesager under parasollen:
Motorvej eller skovsti i de nedre regioner,
og kampen mod rynkede armhuler og revnede hæle >>

FotoRiverbanks Outdoor Store from New Port Richey, FL, United States (Large Florida Rosemary bushes)


Denne artikel er også offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

Bersaglieri korpset spiller fanfarer for fuld udblæsning og i løb

Bersaglieri korpset er en del af den italienske hærs infanteri, og blev grundlagt i Torino i 1836.
Deres musikkorps er det eneste i verden, der spiller under løb.
Legenden siger, at skikken stammer fra den 20. september 1870, da de italienske styrker brød gennem Port Pia og fik Rom med i det nye Italien.
Orkestret spillede gående, men begyndte helt spontant at løbe begejstret, da de italienske styrker indtog hovedstaden. Og de løber stadig, som du kan se på videoen herunder, der er fra en parade i Rom.

..artiklen fortsætter under annoncen

XX Settembre
At Rom blev indtaget den 20. september forklarer også de italienske gader med det navn – Via, Viale eller Corso XX Settembre. Læs mere om de mange gadenavne, der stammer fra “Il Risorgimente”, tiden omkring Italiens samling i midten af 1800-tallet: http://www.italy.dk/samfund/vie-1201.htm

Jeg har selv oplevet de løbende Bersaglieri flere gange, og det er imponerende, når de med de flagrende sorte hanefjer i hattene sætter gang i gaden.

Foto: www.esercito.difesa.it 

De lange sorte hanefjer på den runde hat har en praktisk funktion. Det skulle oprndeligt sørge for at soldatens højre øje var i skygge, så han også kunne sigte i solskin. Der er i dag seks regimenter Bersaglieri i den italienske hær.

Da jeg for et par år siden mødte bersaglieri´erne i skarpt trav på gågaden i Firenze, haltede ham med tubaen prustende bagefter resten af banden.

Du skal frem til minuttal 1.45.
Så bliver det vildt!

Bersaglieri´erne fra San Doná på Facebook >>

Italiens historie fra 1861 >> 

 

 

Nytår i Italien: Rødt undertøj, linser og fede pølser

ITALIENSKE NYTÅRSTRADITIONER
Rødt undertøj er en italiensk klassiker nytårsaften. Der findes mange forklaringer på skikken. Nogle hævder, at skikken oprindeligt stammer fra Kina, hvor den røde farve holder det menneskeædende væsen Niàn på afstand med rødt. Andre siger mere prosaisk, at det røde undertøj er endnu et kommercielt stunt importeret fra USA.


Så er jeg næsten klar til Nytårsaften…

Personligt kan jeg bedre lide den romerske forklaring på det røde undertøj:
I år 31 før vor tid, under kejser Ottaviano Augusto, klædte folk sig til det Romerske Nytår i rødt, fordi farven symboliserer, magt, lidenskab, sundhed og frugtbarhed.

Uanset hvorfra skikken stammer, så er det røde undertøj en ekstra indtægt for tøjbutikkerne, for mange mener faktisk, at de røde undertøj for at bringe held kun skal bruges netop nytårsaften. Andre igen sværger til, at undertøjet skal være en gave for at have den ønskede effekt.

..artiklen fortsætter under annoncen

Ud med det gamle år – gennem vinduet
En anden italiensk tradition nytårsaften er at smide skårede tallerkner og andet gammelt ragelse ud af vinduerne med det gamle år. Det er – desværre – en skik, der er ved at forsvinde, for der er altså noget utroligt befriende ved at “smide” det gamle år ud.
I øvrigt er italienerne aldrig blevet helt enige om, hvornår det nye år begynder. Derfor fejrer man nytår igen den 25. marts i Pisa og Firenze, og den 1. marts i Venedig.
Det er også meget vigtigt, at man husker at hilse og ønske godt nytår til den første person man møder på gaden efter midnat.

…og så er der jo naturligvis maden.
Den eneste landsdækkende nytårstradition er at byde det nye år velkommen med en tallerken linser. Linserne symboliserer penge, og jo flere man kan presse ned, jo bedre bliver ens økonomi i det nye år.

Linserne fra Castelluccio er meget delikate og sprøde, og skal ikke ligge i blød inden anvendelsen

Netop i år kunne linserne passende være “solidariske” linser fra Castelluccio >> i det jordskælvsramte område i Mellemitalien, ledsages ofte af den fede kogte Cotechino pølse eller den anden Modena-specialitet Zampone, der sælges i en grisefod..

Forrest ligger Cotechino pølsen og bagved Zampino i grisefoden

Nogle steder forærer man stadig hinanden en lille pung fyldt med linser til nytår for at ønske velstand i det nye år. Rosiner og granatæbler spist nytårsnat siges også at fylde bankontoen op.

Opskrift på nem og nærende linsesuppe med de sprøde linser fra Castelluccio >>

Gastronomiske traditioner fra nord til syd
Torino: Førsteretten – Il primo – vil ofte være de fyldte pastapuder “agnolotti piemontesi” eller båndspaghetti “tagliatelle” >> med ragu af okstesteg “brasato” >> eller ragu af vildt >>.


Opskrift på Brasato al Barolo >>

Derefter følger friturestegt kød og grøntsager “fritto misto alla piemontese”, “bagna cauda” >>, der er en “olie-ansjos sauce”, som man dypper rå grøntsager i, så kommer salami pølser lavet med lokale vine, og til slut sprudlende vin af moscato-druer fra Asti med marengskager med varm chokolade.

Milano
Gul Safran Milano-Risotto >> med Osso Buco >> er en egnsret, der ofte tages frem til nytår.

Opskrift på Osso Buco alla Milanese >>

Venedig
I Lagunen spiser man ofte and med peber – Peverado – efterfulgt af sardiner marineret i løg, og ål fra lagunen eller Po-deltaets vådområder >>.
I Venedig kaldes den fede Cotechino-pølse for Salsciccia-snuden.

Bologna

Først og fremmest “venus-navler” >>, som Tortellini også kaldes i Bologna.
Derefter “bollito” – kogt kød – hvortil man drikker den røde let sprudlende lokale Lambrusco-vin >>

Attribution: Algont at Dutch Wikipedia

Firenze
Den berømte suppeagtige “Ribollita” samt suppe med kornsorten Spelt (Farro), store Fiorentiner-steaks >> og floder af Chianti-vin >>

Ithunn

Rom
I Rom spiser man ofte “magro” nytårsaften – det vil sige på basis af fisk >> – spaghetti med tun eller skaldyr >>, store friturestegte ål, “Fritto misto” med friturestegte skaldyr og blæksprutter >>, og anden fisk.

Napoli

Også i Napoli holder man af af spise “magert”.
Spaghetti med hjertemuslinger (Vongole) >>, tortellini i suppe >>, kogte fisk, marinerede eller friturestegte ål med kraftige salater med kål, oliven og peberfrugter.
Lokale desserter som Cassate Napoletane, mandelkager og lignende hører også til.

Frokost på Amalfi-kysten i Campania regionen >>

Bari
Også i Puglia er der fisk, og også rå skaldyr, af enhver slags på menuen, samt den uundværlige Orecchiette-pasta med stuvede grønne majroer – rape.

Ørepasta med Rape-spidser (smagen er broccoliagtig…)
Gastronomien i regionen Puglia >>

Cagliari
På Sardinien spiser man “gnocchi” >> (kartoffel-pastaboller) med vildsvin, hummer, blæksprutter, rejer og ål.

Antipasti’erne er også både “fra havet og fra jorden” (mare & monti) med skaldyr
og pølser af vildt.

Catania

Modsat hvad man skulle tro, spiser man i Catania på Sicilia ikke særlig meget fisk nytårsaften, bortset fra ål.

Derudover spiser man fyldte brød med oliven, ost, ansjoser og grøntsager, og desserter som Cannoli, Cassata og andre desserter med ricottaost.

DOWNLOAD pdf-fil MED MODERNE OPSKRIFTER PÅ COTECHINO (Italiensk) >>

Foto: Privatfoto, Modenaigp & Lenticchiaigpcastelluccio & Algont at Dutch Wikipedia & Macellaio Malinverno

Emma Morano er verdens ældste – 117 år og én dag

Tre rå æg om dagen, efter lægens ordre for nylig sat ned til to, lidt let stegt hakket kød, frugt, fravær af vrede, og livet som single. Det er Emma Moranos opskrift på, at hun lige nu er verdens ældste menneske – i dag 117 år og én dag.

emma_morano_117_aar

Helt præcist er Emma den eneste i verden, der kan bevise, at hun er født i 1800-tallet.
I 25 år har hun holdt sig inde i sin beskedne toværelses lejelighed ved Maggioresøen i Norditalien, og på fødselsdagen fik hun foræret sin egen Facebookeside >>  af et par slægtninge. Her strømmede det dagen igennem ind med lykønskninger. Og den italienske præsident sendte hende også et telegram i dagens anledning.

..artiklen fortsætter under annoncen

Emmas kost består i dag udover det nævnte også at homogeniseret babymad, hvad ernæringseksperter næppe er tilfredse med.
Det er Emma ligeglad med, for hendes egen opskrift på det usædvanligt lange liv er, at hun aldrig har været vred, men derimod har arbejdet og ikke tænkt på andet. Hun gik på pension i 1975.
Andre ville måske have hævet stemmen, men det påstår Emma altså, at hun aldrig har gjort, selv om “min mand var ond, han var frygtelig”, som hun fortæller til den italienske udgave af Huffington Post >>. Parret fik en søn i 1937, men barnet døde syv måneder gammel.
Emma fik med hjælpe fra to brødre ægtemanden smidt ud i 1938. Dengang var skilsmisse ikke tilladt, så hun forblev gift, men levede siden som single, for ”alle mænd er ens. Det er bedre at holde sig på afstand”.

Wikipedia noterer sig, at Emma – indtil videre – har overlevet tre italienske konger først, 12 præsidenter, og 11 paver.

FOTO: Emma Moranos Facebook Fans Club

Opera propria, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=29971916

Dario Fo – det verbale symfoniorkester

Hvis der sker mig noget, så fortæl at jeg har gjort alt for at overleve, citerer dagbladet La Repubblica Dario Fo for at have sagt, da han i begyndelsen af oktober blev indlagt med luftvejsproblemer.
Forfatteren og skuespilleren, men fremfor alt samfundskritikeren klædt ud som hofnarren Dario Fo døde natten til torsdag den 13. oktober på Sacco hospitalet i Milano.

Opdateret udgave af artikel offentliggjort på www.italy.dk den 10. februar 2015

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende. (Privatfoto)

Dario Fo trak mere end fuldt hus, da han den 10. februar 2015 præsenterede sin bog om den skære danske kong Christian den Syvende i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. (Privatfoto)

Ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli-boghandlen på Piazza Piemonte i Milano. Hvad sker der lige her, tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og altid er to minutter foran.
Jeg er ikke for sent på den.
Jeg er aldrig for sent på den.
Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.
Men jeg ér for sent på den.
Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det er Dario Fo, der sidder foran et stort publikum på scenen i den store boghandel med ordene strømmende ud af munden.
Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo.
Ordstyreren er på overarbejde, og giver dybest set op efter ganske få minutter.

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Dario Fo og den næsten ordløse ordstyrer. (Privatfoto)

Ordene flyver ud af og omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie. Man kan som altid mærke, at de står i kø.
Ordene står i lange snirklede køer.
Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen.
Ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.
De vil alle ud, de vil ud, og helst lige nu, ud af det snart 89-årige hoved og den lige så gamle krop.
Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

VELGØRENDE ORDBALSAM
– Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder:
– Jeg skal fortælle jer en hemmelighed! Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om. Min læge siger, det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham. Fo har overhovedet ikke tid til at dø.
– Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en lind strøm.
– Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:
– Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan, kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

…artiklen fortsætter under annoncen

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud.
Derfor er der ikke altid hoved, krop eller hale i det, der kommer ud.
Hvis Fo havde fire eller fem munde, som ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester.

MANDEN ER JO ET GENI, ET GENI, FOR POKKER
Det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening. Nemlig at Fo – og ikke mindst hans afdøde hustru, Franca Rame – i virkeligheden aldrig er kommet videre end til kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilegerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970’erne.
Og så går det op for mig, at det er lige dèr, geniet ligger. 
Altså, at 35 minutter med Fo gør en glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.
Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.
Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker. Jeg glemmer min hælspore. Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for passagerskibet Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.
Inden jeg flyder helt af sted i ordflommens paradis, sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg fremover bare sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers nyhedskanaler, der ellers altid kører indeni, udenom og i baggrunden…

DER VAR EN SKØR KONGE I DANMARK
Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge under et ucharmerende spotlight ved siden af den næsten ordløse ordstyrer.
Bogen handler om den Christian den Syvende, om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække og Wikipedia allermest husker for hans sindssygdom. For hans dronning, der gik i seng med livlægen Struensee, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på “hjul og stejle”. Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker. Wikipedia nævner 89 bogudgivelser, plus skuespillene, tv-shows, sange, malerier, tegninger, scenografi og meget meget mere.

fo_ce-un-re-pazzo-in-danimarca_1200
I 2014 kom der endnu to bøger – “Ciulla, il grande malfattore” (Ciulla, den store synder) og “La figlia del Papa” (Pavens datter) – og Fo nåede også forestillingen “Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano” (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den Syvende af Danmark er Fos nyeste helt. Fordi kongen var skør. Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden ifølge Fo så inderligt brug for.
– Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.

Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente. Han vil nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os. Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort. Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.

HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN, TIL FOLKET, OG TIL DEMOKRATIE
Christian den Syvende bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt. Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd. Og det gør slet ikke noget. For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig tror på kærligheden.
– Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får Fo sagt.
Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af Femstjernebevægelsen, af Beppe Grillo, og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator. Og det endda selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske, der findes.
Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter.
Tilbage på sporet:
Fo har været så “heldig” under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger. ”Dagbøgerne” fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet – for ”med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation” – allerede i 1700-tallet af den oplyste Struensee, der ifølge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejstligheden.  Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre.
Hmmm. Det er i virkeligheden ikke en særlig demokratisk historie.
Nå, pyt med det. Pyt med, at det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struensee selv blev dødsdømt, og at den yndige dronning blev landsforvist, og at  kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det naturligvis ikke.

HOFNARREN SIDDER MED HÅNERETTEN
Fo er gøgler.
Han er den sidste hofnar, der sidder med retten til at råbe ”de har ikke noget tøj på”.
Han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds – eller hvem det nu er – nåde. Og det er helt i orden.
Han har aldrig nogensinde kaldt sig for dokumentarist, vel?
Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet. Det får jeg så også at vide senere, sammen med verbale pisk over min mangel på punktlighed.

DET ER DANSK, GODT, LYKKELIGT OG DEMOKRATISK
Fo er i sin høje alder også med på modebølgen. Nemlig den Danmarks-bølge, der i de seneste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien. Alt, hvad der er dansk er godt. Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste. Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.
Danmarks-bølgen ruller fra tv-serier som “Broen” og “Borgen” til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier – alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo-blog fra 2012, der ganske sigende hedder “Drømmen om Danmark“.
Det er ligemeget, for Danmark er og bliver drømmelandet for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
I Danmark kaldte vi dem for kystbanesocialisterne. I Milano hed og hedder de ”radical chic”, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl. Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte. Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og “italienerne var dem, der vidste mindst om ham”, og tilhørerne griner pligtskyldigt og nikker anerkendende.
Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke bare et nutidigt modefænomen, det skal han have.
Jeg husker ham så langt tilbage og så langt ude som på heden på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier tilbage. Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener. Jeg husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer…

KUN TRE SPØRGSMÅL.
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM.
Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her, fordi vi skal købe bogen.
– Kassen er lige dernede ved udgangen.
Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
– Tak, fordi du eksisterer.
– Tak, fordi du eksisterer.
Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.
– Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig… …ja hvad er det nu lige, han ligner? Jamen, det er da en rigtig italiensk “Dario”, der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.
Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes – i dag skal vi jo vide alt om følelser – da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur. Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
– Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.  Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.
Tredje og sidste spørgsmål er mit. Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog. Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder før tiden, og jeg åbenbart så næsten italiensk, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden.

Jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den Syvende?
Fo sidder i det uklædelige spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse – deraf billedkvaliteten.
Han misser med øjne, der har set så meget, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.
– Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk. Hvad ved du om Christian den Syvende?
– At han var skør, at han var hanrej (“cornuto“), at Struensee nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struensees retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for, at Wikipedia eksisterer.
– Ajaaa, ajaaa, siger Fo ud til publikum.
– Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.
Det anede mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i hans bog, og ikke mindst i de fantastiske “hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne”.
– Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult. Ja, du siger “cornuto“. Men nej, Christian kendte sig selv, og Struensee var hans bedste ven. Han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem kongen, dronningen og Struensee som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.
Det kan du selv læse mere om i bogen ”Der er en skør konge i Danmark” .
Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien, og lidt pisk til Die Dumme italienere som helhed, som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.
– Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, gnækker han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop. Hælsporen vågner, lænden knager og virkeligheden er pludselig tilbage. Det var sønnen Jacopo fra det fanstastiske og ustyrlige Frie Universitet Alcatraz i Umbria, der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.
De to var langt langt henne i den kreative proces – undskyld, researchen med de hemmelige dagbøger – da de opdagede filmen “En kongelig affære” om samme konge, dronning og Struensee.  Og det var jo også bare så meget lige meget. For det var jo oplagt en historie, der bare skulle, og i virkeligheden bare ventede på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op. Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.
– Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med mit mobilkamera.

fo_20150210_charlotte

Billedkvaliteten blev ikke bedre med den ordløse ordstyrer som fotograf, og Fo og jeg blev heller ikke enige om, at Danmark er paradis på jord, men interessant var det. (Privatfoto)

Bagefter slanger autografkøen sig frem.
Jeg snupper, og betaler, også en bog og stiller mig allersidst i køen.
Fo er træt, men grifler løs. Sådan er det også, men dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det, trods trætheden.
Bagefter har jeg en skøn fornemmelse i hoved og krop. Jeg løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned, og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.
Jeg glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig. Der er så mange historier, der vil ud.

PPS: Lyt til Dario Fo, da han i 2015 besøgte Louisiana og fortalte om den skøre danske konge.