Stemmen fra Rom: Alfredo Tesio fylder 75 år

/i , , , , /af

Alfredo Giovanni Roberto Maria Tesio blev født i norditalienske Monza.
For en hel generation danskere blev han ”stemmen fra Rom”, da han i perioden 1981 til 2006 var Danmarks Radios korrespondent i Italien.

Han har en let genkendelig stemme, for Tesio har gjort det næsten umulige:
At lære det danske sprog som voksen.
Han er ikke for ingenting født i miraklernes land.

Helle og Alfredo Tesio, da datteren blev gift i fjor

”Miraklet”, der blev skæbnesvangert for Alfred, som jeg ynder at  kalde ham på dansk, hedder Helle.
Hun er stadig indbegrebet af den høje flotte skandinaviske blondine, så det forstår man godt.
Med gode danske ben i næsen, vel at mærke! Og det skal der til, når manden er fra den generation, hvor de ”havde bukserne på”.

Helle Poulsen Tesio kom til Italien i 1980

Alfredo kom som student til Danmark første gang i 1963. Senere i 1960´erne var han stipendiat på Københavns Universitet, hvorfra han i 1970 dimitterede som cand.oecon med speciale i dansk socialpolitik.

Siden skrev Tesio for flere italienske dagblade. I tidens løb har han været udenrigskorrespondent for Berlingske Tidende, Børsen og for Politiken, som han stadig arbejder for som freelancer.

Alene og sammen med sin hustru har Tesio siden 1979 beriget danske bogreoler med en lind strøm af bøger, ligesom han har forfattet ”Turen går til Rom”.

– Man kan jo altid skrive en bog eller to, som han for et par år siden svarede, da jeg spurgte om pensionen nærmede sig.

Bøger af Alfredo Tesio på Saxo >>

Mit første personlige møde i Milano i begyndelsen af 1990´erne med min i dag gode ven og udenrigskorrespondent-kollega var en blandet fornøjelse. Mildt sagt.
Det endte med en ophidset meningsudveksling i fagbladet “Journalisten”, hvor den nyuddannede ræverøde, nå ja lyserøde, journalist, beskyldte sin erfarne kollega for at rende erhvervslivets ærinde.

Lad mig bare skrive, at jeg tror, Tesio dengang var en lille smule irriteret over både brunetter og blondiner, da først Lisbeth Davidsen og siden Eva Ravnbøl og jeg også mente, vi var i stand til at fortælle om, og forklare Italien for danskerne.

Siden løb der meget vand i åen. Da jeg omsider igen mødte både Alfred og Helle var der ingen, der gad omtale den episode.

Det var til den italienske korrespondentforenings skimesterskab i 2012, så man kan ikke sige, vi har overrendt hinanden. Og det var en stor ære, at Tesio skulle overrække mig min overraskende sølvmedalje.

Rækken af hædersbevisninger og præmier, som Alfredo har fået overrakt er velfortjent lang.

Blot for at nævne én af dem, så overrakte Italiens præsident Azeglio Ciampi i 2003 “Premio Saint Vincent” til Tesio som årets “udenlandske journalist”.

Naturligvis er Alfredo også en mere end habil skiløber.

De senere år er det blevet til mange fornøjelige møder, specielt i forbindelse med udenrigskorrespondentforeningens eno-gastronomiske gruppe,

Overrækkelsen af “Premio del Gusto i 2017, hvor udenrigskorrespondenterne i Italien fik en full-immersion i hvide trøfler fra Alba.

De senere år er det madbøgerne og madkurserne i Toscana og Rom, der tager det meste af både Tesio og signoras tid.

Journalistikken svigter Alfredo dog ikke, og det italienske temperament forsvinder heldigvis heller ikke med alderen.

Temperamentet foldede sig for alvor ud her i foråret, da den danske regering behandlede Italien som et U-land, der under Corona-krisen blev tilbudt aflagte ofg ubrugelige respiratorer.

Dér skal jeg lige love for, at de danske politikere fik tørt på at ”den romerske stemme”, da P1 spurgte ham, hvad han mente om det. Og der var heller ingen slinger i valsen, da han skrev om sagen i Politiken.

Som ægte italiener kan Alfredo heldigvis også tilgive. Ganske få dage efter bredsiden mod dansk egoisme meddelte han på Facebook, at han igen købte “Lurpak”.

Alfredo stillede også op, da vi i vores norditalienske afdeling af “Udenrigskorrespondenter i Italien” var i vanskeligheder. Tak for det!

Herfra skal der lyde et STORT TILLYKKE, Alfredo.
Må du have en fantastisk dag med Helle, børnene og vennerne.

LINKS

http://alfredotesio.dk/

Lyt til “stemmen fra Rom
https://heartbeats.dk/podcast/bearnaise-er-dyrenes-konge-journalist-alfredo-tesio-savner-soendagen-i-rom/

Foto:
Private, screenshots, og stor tak til Helle Poulsen Tesio for foto

–//–


Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden

/i , , , , /af

DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017

Der er fyrfadslys i alle vinduer.

Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.

Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien.
Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.

Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med

Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.

Hun blev rædselsslagen og fremstammede et halvkvalt grazie. Derefter gik hun ind i et andet værelse, hvor hun sandsynligvis rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn >> for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med.

…artiklen fortsætter under reklamen

Middag med kirkegårdsstemning

Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.

Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.

Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.

HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.

Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano

Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.

Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.

Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.

Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning

Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.

Ildstedet i stuen

Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.

Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.

På knæ for ilden

Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.

”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.

Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.

Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.

“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord

Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.

Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne h, j og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.

Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.

Og så blev hyggen lige pludselig umoderne

Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.

Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet

Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.

Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.

Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.

Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.

Foto: Skribenten.
–//–

Re-integration i Danmark 10: Rige danskere i villaer og sparsommelige italienske husejere

/i , , , /af

DAG 10 i Danmark/onsdag 20.12.2017
De italienske venner var lige så bekymrede som jeg selv over mit projekt om at overvintre i Danmark.
Naturligvis frygtede de for min fordøjelse.
De bekymrede sig også om, hvorvidt mine to små hunde havde pels nok til kulden. Spørgsmålet om hvor jeg skulle bo fyldte også meget.
For at berolige dem, viste jeg dem integrationsvejlederens parcelhus på ejendomsmæglerens side >>.

”Det er jo en villa”, lød det måbende fra Valentino på 86. De andre ældre og lidt yngre herrer ved mit stambord med kortspillerne nikkede samtykkende, da mobilen med billederne blev sendt rundt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Parcelhuset i Holbøl ér en villa for mange af os storbyitalienere. Også selv om det i Danmark er et mindre parcelhus i et udkantsområde med en salgspris, som du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i mit milanesiske middelklassekvarter.

Det afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og også af, hvad man vænner sig til.

VILLAEN I HOLBØL SÆLGES FOR MINDRE END EN MINDRE LEJLIGHED I ET MILANESISK MIDDELKLASSEKVARTER.

Mine øjne er blevet så italienske, at jeg før afrejsen fra min knap 60 kvadratmeter lille toværelses lejlighed i Milano meddelte integrationsvejlederen, at jeg nok bare ville bo i stuen i Holbøl.
Al den plads og alle de værelser i villaen skræmte mig. Grin bare af mig, for de første uger kunne jeg ikke engang overskue at åbne dørene ind til de tre ledige soveværelser.

Øerne langs den jyske højderyg

På den tiende dag i Danmark var jeg inviteret til ålegilde nord for Vejle. Mine danske venner fra Gardasøen – de to, der før afrejsen fra Malcesine ved Gardasøeen >> fejlagtigt påstod jeg kom til at køre hele turen til Danmark i solskin – var på juleferie i Danmark, og vi var inviteret af deres gode venner.

På vejen til Vejle blev jeg oprigtigt talt overrasket over trafikken på motorvejen.
På ferier i Danmark har toget som regel været rejseformen. Eller også har andre hentet og bragt manden og mig i deres biler. Nu sad jeg selv bag rattet. Du gode, hvor er der kommet mange biler i Danmark i forhold til for 25 år siden.
Man kan, og det gør man ofte som udvandrer, stille sig det filosofiske spørgsmål, om det er sundt for krop og sjæl altid at være i bevægelse? Jeg valgte i stedet at koncentrere mig om kørslen i den tågede eftermiddagsstøvregn. Vinden rev også en smule i Panda i de åbne landskaber.

Jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg… Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse

Jeg måtte lige tilbage til folkeskolens geografitimer, for jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg. Har havet nærmet sig højderyggen, der så i parentes er lavere end ruinbjerget fra 2. Verdenskrig, som i dag er en park tæt ved mit hjem i Milano?

Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse. Først da Kolding Ø dukkede op, gik det op for mig: Ø´et betyder bare øst, sådan. Endnu engang fik jeg lyst til at sende min dybeste medfølelse til de udlændinge, der kæmper med og imod det danske sprog.
Der var en ko på marken ved siden af rastepladsen,
og køer ude på motorvejen længere fremme,
og en kø kan man også spille billard med.

Integrationsvejlederen, der oprindeligt stammer fra Als, kunne bagefter oplyse mig om, at Ø er den rigtige side af den jyske motorvej.

Rasteplads med bibliotek

Et stop på Skærup Ø overbeviste mig helt konkret. Der var ingen bro, man skulle over på vej ind på rastepladsen. Rastepladsen var ganske rigtigt landfast med resten af den jyske halvø.

Til gengæld var der fine toiletter i kælderen, der også husede et kæmpestort og mange hyldemeter langt bibliotek med farvestrålende turistbrochurer over hver en kant og udkant af Danmark. Jeg blev overvældet over udvalget, men tog beskedent kun nogle få brochurer om de jyske steder og rigtige øer, jeg havde planer om at besøge.

Det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum

Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at danskerne regner sig for nogle af verdens mest miljøvenlige, ville jeg have bekymret mig alvorligt over, hvor lidt aftryk ideen om det papirløse samfund har sat på det danske turistbureauers tryksager.

Ude på motorvejen igen var der næsten lige så aftenlyst som i Milano, og fra Vejle og til Engum var der nærmest gadebelysning på hele strækningen. Trafikken var stadig tæt, og det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum.

Robert har et hus i haven og ordner plænen

Mine værter har naturligvis også to biler, for man arbejder jo i dag ofte fjernt fra sin bopæl. Den berømte og berygtede sammenhængskraft, som man så tit desperat leder efter og hører tale om i Danmark, tror jeg har noget med dén kendsgerning at gøre.

Det slog det mig også, hvor rige mine værters hjem og omgivelser virkede. Ikke alene havde de fået fat på de eftertragtede ål, så der var nok til at nå flere gange rundt på tallerkenen med benene, som man nu skal. Men det hele duftede af velstand, og såmænd og heldigvis også med netop de to, af både velfærd og vellevned.

STEGT ÅL, VELFÆRD OG VELLEVNED ANNO 2018.

Min hjemby Milano er ellers en yderst velhavende by. Statistisk set er det en af Europas rigeste byer. Men velstanden er ikke så ligeligt fordelt som i mit hjemland Danmark. Der findes ikke kvarterer med parcelhuse og tilhørende have på over 300 kvadratmeter nogle steder inde i byen. De, der bor i villaer med park i Milano by, er simpelthen overklasse så det basker, eller også har de været heldige i arvelotteriet.

Vennerne på baren i Milano ville helt sikkert også kalde min venners parcelhus ved Vejle for en villa og haven for en park. På et skilt på terrassen stod der såmænd ”Havekroen”, men møblementet med liggestole og flere siddegrupper, og indretningen med obligatorisk grill, slog mange italienske gourmetrestauranter med udeservering i både kvalitet og smag.

Jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget

Robert havde sit eget hus i haven. Han er ikke en hund, men en robot, der passer plænen, når mine venner er afsted på deres rejser eller bare nede i ferielejligheden i Spanien. Mine venner sidder ikke i eksklusive direktørstole nogle steder. Og som italiener kunne jeg i øvrigt aldrig drømme om at spørge om, hvad de tjener. Den slags er bare så privat i Italien.

Men jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget. Ikke bare bilerne og husene, men også rejserne til andre verdensdele. Med Legoland, der for mange børnefamilier er erstattet af Disneyland og ikke det i Frankrig. Med Weber Grill Generation 6.0 i de mange villahaver. Åh, undskyld, parcelhushaver.

Italienerne ejer deres bolig og sparer penge op ved siden af

Til gengæld så ejer de fleste af mine venner omkring kortspillernes bord på baren i Milano deres bolig. Trods den langvarige økonomiske krise i Italien har deres lejligheder også stadig en bedre salgspris end villaen i Holbøl.

Altså, italienerne ejer virkelig deres små lejligheder, ligesom jeg ejer mine knap 60 kvadratmeter. Italienerne betaler nemlig deres boliger.
20- og 25-årige boliglån er stadig et relativt nyt fænomen i Italien.

Da min mands forældre i begyndelsen af 1960´erne var glade statister i den industrielle revolution med kinesiske vækstrater lånte de penge til deres lejlighed af den rige onkel. Derefter spiste de så meget majsgrød – polenta – i de fem år, de betalte onklen tilbage, at min mand aldrig siden rørte den ret.

Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset

Da jeg var til kommunistpartiets sommerfest i Milano i 1989 solgte en vis Signor Silvio Berlusconi lejligheder i sin luksus satellitby Milano Due ved Festa d´Unitá. Han tilbød elskværdigt, at man kunne betale 40 procent af prisen, når man skrev under, 40 procent når byggeriet var færdigt, og så kunne man låne de sidste 20 procent til almindelig bankrente hos… Silvio Berlusconi.

Omkring 80 procent af italienerne bor i ejerboliger i dag. Langt de fleste boliger er betalt ud. Helt ud. De ejer dem altså. Med de ekstremt lave fødselsrater italienerne også har, kan de kriseramte unge og mindre unge italienere derfor se frem til at arve ikke bare forældrenes bolig, men også de barnløse tanters og onklers.

Fast ejendom er helligere end arvesølvet

Da jeg foreslog manden den hypotetiske tanke, at vi i vores alderdom kunne låne penge i lejligheden til at gøre pensionistlivet sjovere, så han totalt uforstående på mig. Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset. Italienerne er derudover også nummer to til at spare op efter japanerne.

Til gengæld bor de fleste så ikke i villaer med park, og 80 procent holder altid deres sommerferie i Italien. Hvorfor i alverden skulle de også andet?

Og Valentino på 86 henne fra baren. Ja, han har såmænd fra sin familie arvet et skønt stenhus på en bakketop midt i Oltrepo-vindistriktet kun 80 kilometer syd for Milano.


”Men det er jo ikke en villa, Carlotta, bare et stenhus”, siger han, selv om det sted med et par gode håndværkere i løbet af tre-fire uger kunne blive til en skøn oase med udsigt over vinmarkerne, med eller uden Weber 6.0.

–//–

Re-integration i Danmark 13: “Gider du ikke lige”, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

/i , , , , , /af

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun.
Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie.

Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>.
Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken ilanos Panettone eller Veronas Pandora, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

–//–

Re-integration i Danmark 8: Om at hilse på sønderjysk og italiensk

/i , /af

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 8 i Danmark/mandag 18.12.2017
Først efter en uge begynder det at virke naturligt at sige mojn, når jeg en sjælden gang møder folk på gaden i Holbøl, eller når jeg handler i Lokalbrugsen.
Min søster, der nu har boet 35 år i Sønderborg kommune, bad mig nemlig for mange år siden om at lade være med at sige mojn, da vi gik ud af en butik på byens gågade.

”De kan godt høre, at du ikke er sønderjyde”, sagde hun.
”Det er du da heller ikke”.
”Det er noget andet”, svarede hun.

Jeg fintænkte lidt.
”Så skal du også lade være med at sige ciao, når vi er i butikker i Milano”;
”Hvorfor det, spurgte hun.
”De kan da også høre, at du ikke er italiener”.

”Det er noget andet”, svarede hun igen.

Det er altid noget andet med danskere.
Danskere må gerne sammenligne, for sammenligningerne falder jo altid ud til det danskes fordel.
Når udedanskere derimod laver en sammenligning med Danmark, der falder ud til deres bopælslands fordel, går det galt.
Så svarer hjemmedanskere i ni ud af ti tilfælde med den dialogdræbende sætning: ”sådan kan du ikke sammenligne”.

…artiklen fortsætter under reklamen

Uha.
Nu kan jeg høre integrationsvejlederen løfte pegefingeren for at gøre mig opmærksom på, at jeg er på vej ud af den farlige tangent.
Tilbage på sporet.

Så lær dog sproget

Min re-integration går fint, bare jeg husker at få pasta indimellem >>, og foretager et par daglige WhatsApp videoopkald til stambaren ”Il Vaticano – ARCI L´Impegno >>” i Milano.

For jeg taler jo sproget, altså dansk. Jeg kan også sige mojn, uden at de lokale løfter øjenbrynene, bilder jeg mig ind. Jeg forstår endog også andre dele af den sønderjyske dialekt. Jeg kommer stadig ind imellem til at sige Hulbøl, men det sker sjældnere og sjældnere.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet

At lære sproget er simpelthen en af grundstenene i al integration. Uden sprog, ingen integration. Jeg får stadig frustreret mavepine ved tanken om de første år i Italien, hvor sproget var den allerstørste og konstante udfordring.

”Er din kvinde sur”, spurgte mandens venner ham, når vi var drak aperitif på Red Bar sidst på eftermiddagen. Jeg blev simpelthen nødt til at lukke mig mentalt inde, når jeg en hel dag havde været blandt italienske stemmer. Og jeg ser åbenbart sur ud, når jeg tænker indad.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet. Når italienske mænd ikke har kvindernes opmærksomhed bliver de nærmest bange, og jeg bliver aldrig så god som italienerinderne til at se beundrende på mændene i et selskab. Nogle ting lærer man bare aldrig.

Ydmygende tilbud om oversættelse

Som jeg tidligere i re-integrations serien har beskrevet >>, blev forholdet til manden først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen.
Det blev vi så nødt til i slutningen af august 1989. Weekendturen i Milano endte med at vare syv uger. Men så skulle jeg også hjem til Aarhus, fordi jeg skulle deltage i en konference på Journalisthøjskolen.

Med lommen fuld af femkroner ville jeg under festmiddagen på konferencen ringe til italieneren i Milano. Men mønttelefonen var afbrudt på grund af sommerferien.

Skolens administrator kom forbi, og tilbød at låse op til et klasselokale, så jeg kunne ringe derfra.
”Jamen, jeg skal ringe til udlandet, og det kan man ikke fra klasseværelserne”.
”Er det vigtigt, spurgte Mogens.
”Ja, det er meget vigtigt”, svarede jeg. Det var det jo. Jeg skulle fortælle manden, at han dagen efter kunne ringe til mig i sommerhuset.

Så gik vi op på rektors og administrators kontorer. Mogens gik diskret ind på sit eget kontor, mens jeg drejede alle numrene til Italien. På det baby-italiensk, jeg havde samlet op på syv uger i Milano, begyndte jeg at forklare mig. Så røg forbindelsen.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder

”Jeg ringer lige op igen, Mogens. Forbindelsen ryger ind imellem til Italien”, forklarede jeg.
”Ja, det ved jeg alt om. Jeg har boet et år i Rom. Hvis der er noget, jeg skal forklare ham, så kan jeg godt oversætte”, lød svaret.

Jeg rødmer ikke så tit. Jeg tror, jeg blev lilla i hovedet. Og hørte siden, at Mogens scorede mange grin blandt sine venner på den historie. Det var også sjovt. Bagefter.

To par knælange sorte tissemænd

Et par år senere mente jeg selv, jeg havde styr på sproget. Jeg var sammen med manden i varehuset UPIM, og kunne ikke finde hylderne med sorte knænylonstrømper.
”Skal jeg spørge?” tilbød manden venligt.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder. Kassedamen holdt masken, og manden fortalte mig først om min fejl nogle år senere, så pinligt syntes han, det var.

Da jeg i 1990 flyttede ned til ham i Milano for at være udvekslingsstudent på byens journalistuddannelse, havde han ellers sponsoreret et dyrt full immersion sprogkursus hele juli måned. Det var en god bund.

Der gik bare fire fem år mere, inden sproget ikke længere gjorde hjernen træt sidst på dagen. Derefter begyndte folk at spørge, om manden så ikke skulle lære dansk. Det var vi dog enige om, vi slet ikke havde energi til.

Triste liv i tyskerkolonien

At være indvandrer er et livslangt projekt. Jeg slår dagligt italienske ord op for at kende den korrekte betydning. Og jeg oplever heldigvis i dag også italienere, der tror jeg stammer fra Veneto regionen ude ved Venedig. Deres dialekt passer til det danske toneleje, og det gør mig bare så glad at få sådan en kompliment.

Lige så ked af det bliver jeg, når jeg møder danskere, der har boet i årevis eller endog årtier i Italien, og ikke kan bestille en kop kaffe på korrekt italiensk. Eller når jeg møder udlændinge i Danmark, der heller aldrig har lært dansk. Det er så fattigt et liv, ja faktisk et amputeret liv, når du ikke er i stand til at kommunikere.

Min tyske udenrigskorrespondentkollega døde i sommer. Han havde boet og arbejdet i Italien i over 40 år og talte glimrende italiensk. Hans kone derimod lærte det aldrig. I dag sidder hun med diagnosen senildement på et italiensk plejehjem, hvor hun ikke forstår sproget.

Til begravelsen var der ingen italienere, ikke engang præsten. For udover sit arbejdsliv, så havde parret altid kun været sammen med andre tyskere oppe ved Maggioresøen nordvest for Milano. Det var virkelig en trist måde at forlade verden på. Og tanken om konens liv i tyskerkolonien ved søen først og på plejehjemmet i dag gør mig både trist og vred.

Den svære kunst at hilse på italiensk

Nogle ting lærer man dog som indvandrer aldrig helt at få på rygraden, selv om man gerne vil. Hilsnerne er ét af mine svage punkter. På skrift ser det nemt ud. Buongiorno og buonasera – goddag og godaften – er den høflige hilsen til folk, som man så også som regel er Des med. Ciaoer hej, og kræver dybest set, at man er på fornavn og dus. Er man forvirret, så kan man ty til salve, der er imellem den formelle og den venskabelige hilsen.

Man må derimod ikke komme til at sige buongiorno til portneren, som man har kendt i alle årene. Så tror han nemlig, man er vred over noget og ikke længere vil være venner. Og lige dér falder jeg stadig i med jævne mellemrum.

Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvornår man præcist skifter mellem goddag og godaften, og derfor kommer der ofte et helt forkert god eftermiddag ud af min mund.

Det er så meget nemmere i Danmark, hvor hej er blevet allemandseje, dronningen og hendes ene søn undtaget, forstår jeg. Og uanset, at man som udedansker godt kan savne et høfligt goddag og godaften indimellem, så er hej bare så meget bedre end mine teenageårs farveller.

Men mojn er nu heller ikke så ringe endda…

–//–

Re-integration i Danmark 7: Drømmepræsten, Højskolesangbogen og æ Rummelpot på Landbohjemmet

/i , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 7 i Danmark/søndag 17. december 2017
“I have a dream”, råbte den nye præst i Holbøl ud over det smukke kirkerum under sin indsættelsesprædiken den første søndag i landsbyen. Nogle af de mange kirkegængere, der havde fundet vej til præsteindsættelsen efter halvandet år med vikar, gav et hop på kirkebænkene, for dér blev slået ud med armene, tordnet og skiftet stemmeleje på den professionelle måde. Og prædiken tog heller ikke for lang tid.

…artiklen fortsætter under reklamen

Min forventninger til forfatteren, journalisten og debattøren Kristian Ditlev Jensen, der genfandt sin barnetro, og nu for første gang stod på prædikestolen, var tårnhøje.

De blev indfriet.

Prædiken handlede om de to Luther-e. Ham med reformationen for 500 år siden, og ham med drømmen og borgerrettighederne i 1960´ernes USA. De to kunne den nye pastor spinde mange gode ender om. Lur mig, om ikke der kommer en bog med hans prædikener, og den bog kan godt gå hen at blive en bestseller.

Siddende dér i den smukke landsbykirke, der stammer tilbage fra 1200-tallets romanske byggestil, var det nemt at føle sig hjemme i Holbøl og i Danmark. Smukke freskoer, der oprindeligt stammer fra før reformationen i 1480, smykker alterdelen, og sognets logo er en malet fugl, måske en genopstået fugl Fønix. Og så er kirkeklokkerne inde i et særegent bræddebeklædt klokketårn fra 1753.

FESTDAG I HOLBØL KIRKE. MENIGHEDEN BYDER VELKOMMEN TIL SOGNETS NYE PRÆST, DEBATTØR KRISTIAN DITLEV JENSEN.

Inden gudstjenesten hilser jeg på Meta og Connie, som vi havde mødt på Punsch-turen til Flensburg dagen før.
”Jo da. Vi har da set, at der sad én i din stue, Linda, og kiggede ud i luften”, sagde Meta, da vi mødtes i Flensborg.

”Det lyder godt nok trist”, tænkte jeg. Men jeg sidder jo faktisk tit der i stuen, lytter til radio, tænker over nye artikler, og kigger også ud i luften og prøver at lade den sønderjyske ro falde over mig.

Praktiske danskere og et snert af Herrens nåde

Jeg var overrasket over at konstatere, at der ikke længere er altergang til hver gudstjeneste i Danmark. Altergangen, der jo som dåb og vielse er et af de hellige sakramenter, er for troende katolikker højdepunktet af enhver messe, uanset om køen er lang, og folk er ved at være sultne.

Vi danskere har i grunden en tendens til at blive alt for praktiske på bekostningen af magien og det improviserede. Næ, jeg skal ikke blande mig. Jeg meldte mig ud af Folkekirken, da jeg blev myndig og har aldrig meldt mig ind andre steder. Det var en direkte konsekvens af den sygt gammelkristne efterskole.

At holde Højskolesangbogen i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden

Men dér på bænken i Holbøl med en klog og engageret præst blev jeg sgu lidt opfyldt af det smukke og gode i vores ellers så misrøgtede og misbrugte religion. Og mit næsvise sgu er jo i grunden en forkortelse af ”så sandt Gud lever”. Og ja, et misbrug af Guds navn og det andet bud. Men her, mens jeg skriver, er jeg ikke længere så opfyldt af Herrens ånd og nåde, som jeg blev den dag i kirken.

Højskolesangbogen ligger slidt og solidt i hånden

Efter det åndelige fik vi sulten stillet på Holbøl Landbohjem, hvor der blev budt på snitter, småkager, korsang og velkomsttaler til den nye præst og hans familie. Og fællessang var der også.

På bordene lå den højskolesangbog, jeg stadig har en gammel udgave af i pulterkammeret i Milano. At holde den i hånden var som at møde en gammel ven. Fornemmelsen sendte mig ud på en bittersød rejse tilbage til fortiden. Til de to år på den gammelkristne idrætsefterskole, hvor den blev sunget fra ende til anden under morgen- og aftenandagten. Siden blev den også sunget igennem i et noget friere og festligere lag på Forskningshøjskolen i Haderslev.

Jeg bladrede i den blå sangbog, og følte mig overhalet indenom. Der manglede mange af minesange, som jeg til min overraskelse kunne huske de gamle numre på. Og sådan skal det være.

NATURLIGVIS SKAL SANGENE I HØJSKOLESANGBOGEN FORNYES LØBENDE, OGSÅ SELV OM NOGLE AF MINE FAVORITTER MÅ LADE LIVET.

Alt skal ændres, for at intet bliver forandret

Jeg kom til at tænke på Leoparden af den sicilianske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa, som jeg har medbragt på re-integrationsrejsen til Danmark. Som indvandrer i Italien har jeg efter 28 år stadig et alt for stort litterært efterslæb, når det drejer sig om de hovedværker, som de indfødte stifter tvungent bekendtskab med i den italienske folkeskole. Men jeg ved, at grundtonen i bogen om den sicilianske landadel omkring samlingen af det moderne Italien i 1861 er, at ”hvis vi vil have, at alt forbliver som det er, så må vi forandre alt”.

Naturligvis skal sangene i Højskolesangbogen fornyes løbende, også selv om nogle af mine favoritter må lade livet. Og lige så naturligt skal nogle af klassikerne tages med både for fortidens og for eftertidens skyld. Stilstand er måske i virkeligheden den største dødssynd, og manglen på humor må være nummer to.

Make Als great again

Humoren fik jeg så med hjem fra min bordherre på Landbohjemmet. Det viste sig at være chefredaktøren på Gråsten avis, der naturligvis var ude for at reportere fra præsteindsættelsen. Han er også manden bag det humoristiske og satiriske årsskrift æ Rummelpot, der har Republikken Als og sloganet ”We make Als great again” på forsiden.

Den første søndag blev jeg med andre ord klædt på både for Vorherre og informeret om årets begivenheder og skandaler i mit midlertidige lokalområde.

Hvad kan man mere bede om?

Foto: Charlotte Sylvestersen.

–//–

Re-integration i Danmark 25: Når enden ikke er god

/i , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
I dag, den 25. december, er den epokegørende 15. dag i Danmark, og Charlotte Sylvestersen har valgt et tilbageblik, mens hun i julestilheden reflekterer videre over re-integrationens mysterier.

For nøjagtigt 25 år siden sad jeg som journalistpraktikant på en halvtom og juletrist redaktion på Berlingske Tidende. Der skete ingenting, så i stedet skrev jeg en lille historie. Da vagten sluttede, konstaterede redaktionssekretæren tørt, at ”du har jo ikke lavet en skid i dag”.
”Jo, jeg har”, påstod jeg, og sendte ham historien, der kan læses herunder.

”Du er syg i hovedet”, sagde han, da han havde læst den, og således oplivet forlod jeg Pilestræde.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ti dage senere havde jeg min sidste weekendvagt i Folketinget.
Da jeg i en af de lange korridorer løb ind i Poul Nyrup Rasmussen, trykkede han sig skræmt op ad væggen og sagde, ”ja, man må jo hellere passe på”.

Andre ville måske have undret sig, men eftersom jeg intet havde forstået af spillet på Borgen, tænkte jeg først nærmere over det, da et par andre mandlige politikere havde samme reaktion, da de så mig.
Jeg havde forbrudt mig mod praktikantens første bud:

Læs hele din egen avis, inden du møder på job. Redaktionssekretæren, der påstod,  jeg ikke var rigtig klog, havde alligevel sendt min historie videre i systemet, og lørdagsredaktionen havde snuppet den.

Her kan du læse, hvorfor Nyrup var bange for sin røv.

Hvad gør en kræsen kvinde, når hendes mand har en bagdel, der er flad som en klipfisk? Bliver hun så en sili-kone?
I begyndelsen af firserne, da jeg gik på HF, havde en skuespillerinde ved navn Bo Derek hovedrollen i en film, der blev årsag til et dengang anvendt karaktersystem. Det gjorde med et enkelt ord muligt for mænd at vurdere forbipasserende kvinder.

Ti hed filmen, og det antal point var samtidig det højest opnåelige.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger

På samme tid var det med kvindebevægelsen – og andre bevægelsers – hjælp lykkedes at kvæle den værste mandehørm. Hver eneste mandlige studerende på de videregående uddannelser vidste på rygraden, at hans muligheder for seksuel tilfredsstillelse blandt andet afhang af, om han i det mindste kunne tøjle sin hang til verbal mandschauvinistisk tøjlesløshed, når der var kvinder til stede.

Drengene i min klasse var i høj grad kuet af tidens fremherskende dogmer. Hvis de faldt i, og kom til at stønne et syvtal eller derover, når en af førsteårs-HF´erne svansede forbi, gik den næste time med lange forklaringer om, hvordan ét tal sagtens kunne være udtryk for en helhedsvurdering med indlagte skøn af den udvalgtes hjernekapacitet og fremtidige karrieremuligheder.

Dét slog hovedet på sømmet! Vi var en flok piger, der allerede i længere tid havde sukket opgivende over de bløde mænd, i al hemmelighed naturligvis. Inspireret af filmen, som man i vores om ikke revolutionære, men så dog alligevel progressive, kredse naturligvis ikke indrømmede at have set, indførte vi vores eget point-system. Med samme skala. Men på feministisk og chauvinistisk vis ville vi kvalificere én og kun én fremtrædende legemsdel på det modsatte køn: den bagerste.

Inden da var vi nået så vidt, at vi, nærmest i hemmelighed for ikke at skabe forargelse hos vore mere rabiate kønsfæller, frekventerede halvmørke diskoteker i weekenderne, endog påført læbestift. Modsat de bløde mænd var vi nemlig ikke blege for at overtræde reglen om “nok se, men ikke røre”.

Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud

Som hos tegneserie-heltinden Brunhilde skulle varen vurderes grundigt. Og i sandhedens interesse må jeg hellere indrømme, at som Brunhilde delte vi point ud med rund hånd til de udvalgte, der reagerede ikkevoldeligt på vores test.

Velhængte tournedos på en frilandsgris

Så kom endelig den dag, hvor jeg fik hænderne på en 10’er.  Som to velhængte tournedos af den slags, som kun eksklusive slagtere er i stand til at levere i vore dage. Kvalitetshåndværk, siger jeg bare. “Levi’s 501” blev opfundet blot for, at mænd som ham kunne fylde dem ud.

Desværre bar han præg af midt-firserne: Økologisk bevidst, dog ikke vegetar, for to håndfulde af den slags kan ikke holdes ved lige af gulerødder alene! Og selvfølgelig var han ressourcebevidst – på alle livets områder, desværre.

Læg dertil, at når han endelig delte ud af godterne, så foregik det ofte som frilandsgris.

Det forhold fik hurtigt (undskyld) en ende.

I mellemtiden var diskotekernes lummermørke erstattet af neon-oplyste spejlcaféer, der var ganske uegnede til snigende befølinger. Samtidig begyndte mændene gudskelov langsomt at blive næsten mandlige igen. Dét plus omstændigheder såsom faste parforhold, børn og så videre blev foreningens død. I flere år skænkede jeg den ikke en tanke.

Selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.  For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel

Men for et års tid siden vågnede jeg en morgen op, og rakte ud, og – oh rædsel! – det gik op for mig i al sin gru, at dér hvor andre mænd med fordel har en bagdel, havde manden i mit liv ingenting! Hvor jeg tidligere kunne være heldig at få fat i to håndfulde velhængt kvalitetskød, kan min mand kun byde på et par lufttørrede islandske klipfisk – med ben.

Sili-kone-kampagnen

Jeg foranstaltede herefter en kampagne: Sili-kone-kampagnen. I flere måneder blev kampagnen fulgt op med fornyet uddeling af høje point til andre mænd, og daglige udbrud af dyb skuffelse ved omfavnelser. Han var ubøjelig.

– Meget vil jeg gøre for dig, men dér går grænsen, lød det, og flere af den slags nedslående kommentarer.

Jeg lovede endda at lægge hans bukser op, indtil indsprøjtningerne eller implantaterne ville give resultat. (De slæber altid hen ad gaden efter ham, fordi han ikke engang kan fylde standardmodellerne kvart op). Jeg lovede også, at når tiden var inde, ville jeg uden tøven byde mine fordele samme behandling som hans bagdel. Lige lidt hjalp det.

Alligevel blev det ham, der tog røven på mig. Han kørte diskret sin egen kampagne. At det var en kampagne gik først op for mig, da han en dag med fast røst insisterede på, at nu stoppede jeg min kampagne.

– Hvorfor dog? udbrød jeg indigneret.
Jo, nu havde han igennem længere tid jævnligt bevist, at selv om bagdele kan have sine fordele, kompenserede hans fordels fordele rigeligt for den manglende bagdel. Jeg overgav mig.

For rigtigt er det jo, at selv om enden ikke er god, så kan det såmænd godt være ganske godt alligevel.

–//–

Re-integration i Danmark 6: Grænselandet og de grænseløse mennesker

/i , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 6 i Danmark/Lørdag 16. december 2017
Der var allerede inden afrejsen fra Milano sat et stort kryds i kalenderen den 16. december.
”Du skal med til Punsch i Flensborg”, lød ordren fra integragtionsvejlederen allerede i november.
Vi tog afsted med to af de lokale fra Holbøl, som jeg via hende kendte i forvejen. Den ene af dem er i øvrigt også indvandrer, fra det Nordjylland, som han efter et par årtier stadig savner og taler meget om.

…artiklen fortsætter under reklamen

Chaufføren, deres søn, satte os af på havnen. Vi skulle lige igennem en stor gruppe af mindre blege indvandrere, der med slagord og flag demonstrerede mod Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som hovedstad i Israel.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget

Derefter gik det så løs med Punsch mit Schuss. Schuss er det alkohol, der tilsættes punchen. Jeg holdt mig vistnok de første fem-seks vinboder til rom, vistnok, mens Jenny gik målrettet efter mandelvinen Amaretto fra Saronno, der så bliver fremstillet kun 25 kilometer nord for min bopæl i Milano.

Dansk-tysk, når det er bedst

Allerede ved den første bod mødte vi Jennys kusine, og nogle af deres fælles bekendte. Flensborg er helt tydeligt en gennemført grænseby, i hvert tilfælde når der er julemarked.

Mens de udvekslede de nyeste vigtige informationer om andre slægtninge og bekendte, filosoferede jeg med en rygende punch i hånden over min fascination af det sønderjyske grænseland, og af grænseområder i det hele taget.

Min far var som modstandsmand de sidste måneder af Anden Verdenskrig under jorden på en gård på Als. Køreturene fra Herning og sydover på vej til ferie ude i Europa var med ham ved rattet en full immersion i Danmarkshistorien fra Dannevirke og frem.

Jeg tror, han kedede sig, da han var under jorden. I hvert tilfælde var der ingen slinger i historievalsen, når han gik i gang med Brødremenigheden i Christiansfeld, gav en uhyre detaljeret gennemgang af slaget ved Dybbøl Mølle, eller berettede om skudvekslingerne i Aabenraa, da tyskerne kom den 9. april 1940.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af

Sønderjylland har derfor altid været lidt eksotisk for mig, og en sønderjysk efterskolelærer, der gav fløjten i pensum, og kun fortalte sønderjysk historie, fyldte siden endnu mere på.

Og det ér eksotisk, at man i 1920 lavede en folkeafstemning om, hvor en grænse skulle være. Det er vist aldrig sket, hverken før eller siden, at en fredelig afstemning har draget en landegrænse.

Turistbrochuren på mit sofabord om Sønderjylland fortæller, at der i dag, over 97 år og vel fire-fem generationer senere, stadig er 15.000 tysksindede sønderjyder, og syd for grænsen omkring 50.000 tyskere, der definerer sig selv som dansksindede.

Manglende integration eller stor tolerance

Med de negative briller er den kendsgerning jo et eklatant bevis på manglende integration. Altså den kendsgerning, at 15.000 danskere føler sig tyskere, og at 50.000 tyskere føler sig danskere.

Med de positive briller derimod, og de gør jo livet lysere og lettere at bære, er de alle som jeg både det ene og det andet. Det er i virkeligheden en smuk fortælling om en grænseløs tolerance, som resten af verden kunne lære meget af.

Tilbage til punch-orgiet på gågaden i Flensborg-eller-burg er luften en kakofonisk symfoni af tysk, dansk og rigtigt meget sønderjysk. En dansk fyr, der sikkert allerede har været op og ned ad gaden med Punch-boder et par gange eller tre, opfinder sine egen tyske julesang, og alle griner med, uanset nationalitet og sindelag:
”Ein wunderbaum ist ein Baum mit wunder in, ein Kindergarten ist ein Garten mit Kinder in”.

Integrationsvejlederen og parret fra Holbøl møder til stadighed kolleger, slægtninge og venner, som man naturligvis skal have endnu ein Punch mit Schuss sammen med, men på et tidspunkt finder vi siddepladser ved en bod, og toiletter i butikken overfor.

En nydelig dansk herre sætter sig ved vores bord, mens hustruen lige skal kontrollere en butik. Han gør en lille grimasse, da han opdager, at vi er danske. Det viser sig at være en af de sønderjyske trucker-konger, for vi er jo i speditionsfirmaernes og lastbilchaufførernes højborg her ved Kruså-grænsen.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår

Min ven fra Holbøl kører selv med grise, baconbussen kalder vi det, og hans hustru overraskede os alle sammen, da hun for et par år siden meddelte, at nu havde hun taget kørekort til lastbil, med anhænger.

Det viser sig, at parret og jeg har fælles venner i Toscana, og så går snakken om både kørsel med grise og andre varer, om mangel på chauffører, og om fødselsdagsfester i Italien.

Gemütlich og/und hyggeligt

Senere lykkedes det os at få et bord i den eftertragtede Skihytte på byens torv. Det er nemt at falde i snak både inde, og når jeg er ude for at ryge. På terrassen med udsigt til den gigantiske julemølle møder jeg to tyske kvinder og deres mænd.

De taler det herligste dansk med Flensborg-accent, og bliver lidt fornærmede, da de opdager, at jeg kun kender navnet på én dansk skole i byen.
”Der er da en fem-seks stykker”, forklarer den ene, der også fortæller, at deres ægtemænd ikke taler dansk.

“Det er nu indimellem ret praktisk”, siger hun med et grin.

Jeg advarer hende. Min personlige erfaring med italieneren var, at med årene lærer sådan nogle mænd at forstå det meste af hustruens sprog. De lader bare som om, de ikke forstår.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie. Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu

Det var en meget gemütlich eftermiddag og aften. Det var faktisk rigtigt hyggeligt også.
En multikulturel fusionsfest, ville nogle måske kalde det. Nogle derovre i det andet Danmark. For vi er jo, når vi ikke er til punsch i Flensborg, i det man øst for bælterne med slet skjult foragt kalder for det gule Danmark.

Her har mange stemt på Dansk Folkeparti, selv om det syddanske og det nordtyske grænseland i praksis er et fantastisk eksempel på, at flere kulturer kan leve sammen. Ja, ja, ja, jeg ved godt, at tyskerne også er europæere, og at grænseområdet netop her har en yderst broget historie.
Men prøv alligevel bare i et kort øjeblik at se det fantastiske i dén historie, i dag, lige her og nu.

Mindretal med fuld respekt

Naturligvis har det dansk-tyske samliv gennem tiderne ikke været nær så romantisk og konfliktløst som det synes i turistrådets glitrende pamflet. (Er dét miljøvenligt?). Men den dag og aften i Flensborg/burg bekræftede overskriften Mindretal med fuld respekt, endda når en overrislet dansker stiller sig op på gågaden og synger skraldetysk.

”Det var rigtigt godt, Flensborg ikke stemte sig hjem til Danmark i 1920, for så havde vi ikke haft sådan et julemarked med Punsch mit Schuss”, sagde integrationsvejlederen endda på et tidspunkt.

Og sådan er det jo. Hver kultur har sine plusser og sine minusser. Det handler om at vælge det bedste fra dem.

Medmindre man altså voksede op i 1960’erne i landsbyen Snejbjerg uden for Herning. Der boede lutheranerne og de indremissionske på hver sin side af gaden. Og der er ved Gud ikke noget positivt at hente hos de sidste.

Men det er en helt anden historie.

Foto: Charlotte Sylvestersen

–//–

Re-integration i Danmark 4: Italiensk overtro og krydsende rapænder i Rinkenæs

/i , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 4 i Danmark – torsdag 14. december 2017
66.666 viste kilometertælleren i Panda torsdag eftermiddag ved Rinkenæs. I ved, den lille by med Halfdan Rasmussens >> rapand Rasmus. Jeg er jo ikke overtroisk. I grunden er jeg slet ikke troisk. Men jeg krydsede alligevel fingre, lavede horn med pege- og lillefinger, bankede tre gange under rattet, rørte ved metallet på bilnøglerne, og strøg mig let mellem benene over de to, som kvinder ikke har. Man ved jo aldrig, vel?

Italienere rører ved jern – tocca ferro – eller laver horn medringe- og langfinger for at beskytte sig mod det onde.
Mænd kan dog også, i u-ligestillingens navn erstatte denne skik med at tage et solidt, men blidt, tag om deres tekstikler.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede

Oprindelsen til denne skik stammer fra romertiden, har jeg fået fortalt. Når romerske legionærer mødte hinanden, gav de ikke hånd. I stedet gav de hinanden et gensidigt klem af de to for at bekræfte, at begge var ordentlige mænd. Og siden har det så beskyttet mod ondt på samme vis som bank under bordet.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede. Nu ved du, at det sandsynligvis fire ud af fem gange blot er for at beskytte sig mod det onde. Og, ja, deres intimhygiejne er, med min beskedne erfaring, vældig god. De har jo bidet i Italien.

Italienernes spørgsmål til mig desangående har så i årenes løb netop været: ”Går i så i bad efter hvert toiletbesøg, eller hvad gør i?”

Det er det dér med, at vi gør ting anderledes, ikke nødvendigvis bedre eller dårligere.
Og jeg har faktisk fortrudt, at bidetet røg ud, da vi renoverede lejligheden. Ved siden af toilettet er dimsen også yderst velegnet til fodbad og vask af nylonstrømper i en fart.

Op over bæltestedet igen, og tilbage til tro og overtro, hvis det da ikke i grunden er det samme?

Mange unge kirkegængere

Mine landsmænd i Italien er for det store flertals vedkommende troende, selv om man skelner mellem praktiserende katolikker, der går til messe flere gange om måneden og deltager aktivt i kirkelivet, og kulturkatolikkerne, der kun kommer til de store forestillinger.

”Det unge Italien tror ikke længere >>”, skrev dagbladet La Stampa i juli 2016.
Det skete med baggrund i et rundspørge, der viste, at antallet af ikke-troende unge mellem 18 og 29 år var steget fra 23 procent i 2007 til 28 procent i 2015. Med andre ord definerer lige knap tre ud af fire unge italienere stadig sig selv som troende katolikker.

Selv om vores nyindsatte præst her i Holbøl i Sønderjylland – Kristian Ditlev Jensen – mener, “at man ikke behøver gå i kirke hver søndag >>”, så ville han sikkert ikke have noget imod at se 13 procent af den lokale ungdom hver søndag, og andre 12 procent af de unge mindst én gang om måneden. Og endnu flere af de voksne over 30 år.

Man behøver ikke konvertere for at gifte sig med en katolik

Indtil midten af 1980´erne skulle udenlandske ægtefæller, der ville giftes med deres italienere i den katolske kirke konvertere. I dag kan man beholde sin lutheranske overbevisning, når man blot lover, at man vil opdrage eventuelle børn i den katolske version af kristendommen. Min italiener og jeg valgte frivilligt børn fra, og blev viet borgerligt.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag

Eneste problem med hans praktiserende katolske familie i den forbindelse var, at vi ikke kunne få plads en lørdag, og derfor blev gift på den uheldige fredag.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag.

”Skal vi så kun spise fisk til brylluppet?”, udbrød faster i San Remo, da vi informerede om den glædelige begivenhed.

Jovist var det nok slemt at blive viet på Jesú dødsdag.
Men tanken om en hel fiskemiddag var dog værre.
Vi giftede os fredag eftermiddag, og holdt festen lørdag. Og søndag med, da mit bysbarn Bjarne Riis netop den dag i 1996 vandt Tour de France. Ren, for Herren og os andre, eller ej, så blev han også festet den dag i Milano.

Rapanden, tyskeren og de djævelske tal

Tilbage på landevejen mellem Holbøl og Rinkenæs går det op for mig, at det djævelske punkt med 66.666 på kilometertælleren skete netop på det sted, hvor en rapand og dens ællinger en sommerdag for over 30 år siden besluttede sig for at krydse vejen.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det, bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt

I en bil på vejen sad lillebror, vores forældre og undertegnede. Brormand bremsede naturligvis. Det gjorde danskeren bagved også. Tyskeren i sin store og hurtige BMW gjorde ikke. Tre totalskadede biler, og heldigvis ingen personskader. Politiet kom for at optage rapport, og den flinke betjent kiggede alvorligt på min kun 18-årige lillebror.

”Nu er der jo ingen tvivl om, at de bagvedkørende får skylden. Men må jeg spørge, hvorfor i alverden bremsede du op her på denne her helt lige strækning?:

”Der kom en andemor med sine ællinger over vejen”, svarede brormand lakonisk, og i overensstemmelse med sandheden.

”Javel ja. Det forklarer jo alt”, konstaterede betjenten tørt.
I samme øjeblik lød en hård opbremsning foran os. Andemor og ællingerne var simpelthen på vej tilbage, og heldigvis denne gang uden harmonikasammenstød.

Derfor er jeg altså altid lidt ekstra opmærksom, før jeg kører igennem Rinkenæs. Måske skal jeg fremover også slå korsets tegn, selv om jeg aldrig kan huske, hvor man begynder den gestus. Og fordi jeg jo, også efter 28 år i Italien, hverken er overtroisk eller troisk.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt.
–//–

Re-integration i Danmark 5: Sult, sex eller spaghetti med hvidløg, chili og olie

/i , , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 5 i Danmark/Fredag 15. december 2017
En af mine største bekymringer før rejsen til Danmark var, udover vejret naturligvis, maden. Det slog mig, at jeg gennem årene er blevet om muligt endnu mere italiensk madfundamentalist end manden var. På ægte italiensk vis var jeg også bekymret over, om fordøjelsen ville blive et problem, når jeg i længere tid overvejende skulle indtage etnisk dansk mad.

”Mad” – cibo – var det første ord jeg bad om at få oversat, da jeg den 2. juli 1989 klokken 13.55 steg ud af toget på Milano Centrale. Veninden, jeg skulle på weekend til Milano med, havde kækt meddelt, at ”hvis du sørger for smøger, så klarer jeg resten”.
”Resten” for hende var en flaske gin og en flaske vodka.

Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet. ”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret

Jeg var på grænsen til det hysteriske af sult, da vi nåede frem. Hendes tante, som vi skulle bo hos, var dog også mest til flydende mad, så dér blev det kun til én skive melon med én tilhørende skive skinke. Det bliver en høj og kornfed jysk blondine jo overhovedet ikke mæt af.

…artiklen fortsætter under reklamen

Kærlighed ved første blik, eller bare sult?

Aperitiffens stuzzichini – tapas er spansk, per favore! – på den pianobar, hvor vi slog os ned i plyssofaerne klokken 17.30, reddede mig fra at dø af gammelsult. Fem minutter efter kom en mand på cykel, med en kattekilling under sin skovmandsskjorte, og sluttede sig til os på baren. Han var tantes ven – og ham blev jeg så gift med.
”Åhhhh. Var det kærlighed ved første blik”, spørger de danske gymnasiepiger til foredrag med mig i Milano længselsfuldt, når jeg beretter om mødet.

”Næææ. Det var vist mere god sex. Faktisk blev det først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen,” har jeg altid svaret, for de kan lige så godt lære livets realiteter at kende.

Men når jeg nu tænker over det, så viste han allerede den første aften også stor forståelse for min mere platoniske sult. Han gav ikke udtryk for, at det var for meget – og det véd jeg i dag, at det var – at jeg nærmest støvsugede tallerknerne med stuzzichini på Red Bar.

Han tog os også senere på aftenen, da veninden stadig var mere til mere gin, med på pizzeria i kunstnerkvarteret Brera.

Han bestilte en pizza med Gorgonzola til mig. Det kunne jeg ikke lide. I dag regner jeg Gorgonzola som en basis ernæringsmiddel, på linje med Nutella. Og begge dele er jo også smukke bare at se på.

Næste aften bestilte han spaghetti med havets frugter, deriblandt små ottebenede miniblæksprutter. Den slags var jeg som knap 26-årig, og trods en fortid som tjener på en fiskerestaurant i Skagen, heller ikke moden til.

Spaghetti med olie, hvidløg og chili var forløsningen

”Noget skal hun jo have at spise”, må han have tænkt, for vi fik jo ikke sovet så meget de der hede julinætter. Så derfor bestilte han det mest usandsynlige sommermad til mig til frokost den tredje dag, nemlig spaghetti med olie, hvidløg og chili – spaghetti aglio, olio e peperoncino.
Så blev jeg omsider ordentlig mæt. Siden har dén ret været hellig, og på menuen året rundt.

”Du skal huske at få spaghetti aglio olie mindst én gang om ugen”, lød det fra min integrationsvejleder Linda, mens hun den første dag i Holbøl stod bøjet over frikadellerne. Alle indvandrere burde have en Linda. Også når de ikke lytter.

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio

Næste morgen stod den igen på etnisk dansk. Masser af rugbrød og et overraskende snehvidt blødkogt æg. Jeg blev nærmest blændet, da jeg åbnede æggebakken. Jeg ved godt, det har noget med racen at gøre, men alligevel. De æg virkede altså lidt kunstigte.

Frokosterne og middagene i Holbøl holdt sig også på re-integrationsstiens smalle sti, selv om min brug af karrysalat på rullepølsen fik sit eget liv i en tråd på Facobook. Èn veninde, der så i øvrigt bor i Sydafrika, skrev flere gange ”karse, sky og løgringe, karse, sky og løgringe”.

Opskriften på lykke i maven

Fredag, dag fem, gav jeg op, og overgav mig til Spaghetti Aglio Olio.

Fordøjelsen var egentlig i orden, men det er jo så moderne at forebygge. Og jeg var ved at gå lidt spaghettikold. Italienerne – og jeg – spiser i gennemsnit 24 kilo pasta om året >>.
Det er simpelthen en lille portion på 66 gram hver dag året rundt.

Herunder et foto af den klassiske udgave af Aglio-Olio, for der findes mange personaliserede udgaver. Èn af dem er min for tiden favorit med rasp.

Lad hvidløgene tage ganske lidt farve sammen med chilien i den varme olie.

Skru derefter ned på lavt blus, så du ikke branker olien og hvidløggene.

De sidste to minutter, spaghettien koger, svitser du rasp sammen med olie, det finthakkede hvidløg og den knuste chili. Bare lige indtil raspen begynder at tage farve, derefter slukker man, og blander med en tynd spaghetti.

Ovenpå bør der komme friskrevet Pecorino Fåreost, for oprindeligt er det en romersk ret. Grana Padano eller Parmiggiano Reggiano >> går også fint.
Pizza topping går ikke.
Pizza topping går aldrig.

Opskrift til fire personer, med rasp

500 gram tynd spaghetti, ikke så tynd som englehår, ikke så tyk som makeroni
Fem fed frisk hvidløg skåret i tynde skiver
½ teske knust chili, eller efter behov
½ – ¾ deciliter EVO (Det er smart for Extra Jomfru Oliven Olie)
100 gram Pecorino Romano ost

Det er både nem og billig ret, der også kan rense systemet efter for meget julemad af enhver slags.
Nu er jeg ovenpå igen, og klar til mere etnisk dansk mad.

Foto: Charlotte Sylvestersen