Migranthistorier 1: Ali med værdighed

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs. Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse. Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt. Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen. En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali.
Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali. Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

 

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel. Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent. Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken. Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer. De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

Dumhed: Falske “bøfler” og ”kemiske striber”

Mange italienerne tror på falske “bøfler” og ”kemiske striber”.
De læser dårligt, forstår ikke procentregning eller er bare dumme.

”Har du hørt, at der nu er 49 procent arbejdsløse, at 48 procent af befolkningen er over 65 år,  at20 procent er muslimer, og at der nu er 15 en halv million immigranter i Italien”?

”Una buffala” er en løgnehistorie, en fordom og tit også bevidst politisk propaganda, som bliver gentaget så ofte, at dumme mennesker tror på dem, og lystigt deler dem både i real life og på de sociale medier.
Udtrykket stammer fra at blive trukket rundt i manegen som en bøffel med ring i næsten.

Nando Pagnoncelli, der leder meningsmålingsinstituttet IPSOS, har skrevet en bog om fænomenet.
”Dare i numeri” hedder bogen, og direkte oversat betyder det at lægge tallene på bordet.
I overført betydning er ”dare i numeri” at være skør i bolden.

I realiteten er arbejdsløsheden i Italien lige omkring 12 procent.
Italienerne bliver i gennemsnit ældre, men det er stadig kun en femtedel – 21 procent – der har rundet de 65 år.
Indvandrerne er 8 procent af befolkning, ikke 26 procent eller 15 en halv million personer.
Af indvandrerne er mindre end tre procent af befolkningen – 1.550.000 – muslimer, og ikke de 12 millioner eller 20 procent af befolkningen, som IPSOS undersøgelser viser, at mange italienere tror.

Hvad værre er, så tror en stor del af italienerne ikke på hverken IPSOS eller den officielle italienske statistik, men er grundlæggende overbeviste om, at disse institutioner lyver for dem.

17 procent af italienerne nægter for eksempel at tro på, at Italien trods den langvarige krise stadig er et land med over fire millioner registrerede produktionsvirksomheder, og det er faktisk en europæisk andenplads efter Tyskland.

Dumhed og ”har du hørt”-uvidenhed

Andrea Mollica forklarer på websiden Gadlerner.it, at problemet er dumhed og mangel på uddannelse.

”Bøffel-historiernes succes kan forklares med vore medborgeres lave uddannelsesgrad”, skriver han.
Han begrunder sin påstand med, at 57 procent af befolkningen kun lige kan klare at læse en nem tekst, og højest har gået otte år i skole.
Derudover er mange italienere analfabeter med tal.
De forstår ikke principperne bag procentregning, forveklser skøn og forudsigelser med fakta, og får i det hele taget deres – manglende – viden fra over fire timers bevidstløs tv-kiggeri dagligt tilsat surf på de sociale medier.

…artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst de sociale medier, hvor ”falske bøfler” spreder sig hurtigere end en fjer kan blive til fem høns, får af forskellige kommentatorer på puklen i mediernes omtale af Nando Pagnoncellis bog .

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

FOTO: Wikimedia Commons: Animalkingdomvideos

De godtroende er overalt.
Er de mon en del af et komplot?

Et kig på min egen væg på Facebook viser da også, at jeg blandt hvad jeg ellers troede var intelligente venner og bekendte også har ”bøffellort-spredere”:

Hér er folk, der i fuld alvor mener den italienske statsgæld kan fjernes ved at nedsætte parlamentmedlemmernes pensioner, og vi taler om 2.215 milliarder euro.

Andre er overbeviste om, at man rent faktisk ikke kan gå uden for sin dør, uden at risikere at blive myrdet, selv om antallet af mord i Italien i 2014 rent faktisk var 468 mord mod 2.453 i 1981 og 1.916 i 1991.

Politiske ”bøfler” får evigt
liv på de sociale medier

Ligesom mange italienerne nægter at acceptere kendsgerningerne, når de som beskrevet herover får dem serveret, så lever de politiske løgnehistorier også et evigt liv i cyberspace.

Selv har jeg forlængst opgivet at få fjernet en stadig læst og kommenteret blog fra 2012 om Danmark på Beppe Grillos og 5 Stjerne Bevægelsen hjemmeside.

”I Danmark betaler man ikke ejendomsskat.
I Danmark er der ingen kildeskat.
I Danmark koster det 150 euro om året at varme en bolig på 100 kvadrameter op”.

Sådan fortsætter indlægget med den enes falske oplysning efter den anden, og der gives ikke mulighed for at kommentere til andre en medlemmer af bevægelsen.
Min email til bevægelsen, hvor jeg med kildehenvisninger tilbageviste alle indlæggets påstande blev naturligvis heller ikke besvaret, og bloggen dukker med jævne mellemrum op på italienske venners væg.

Renzi, Letta og Monti
Tre statskup på stribe!

I dagens Italien og på min væg gentager mange personer også til bevidstløshed, at Renzis regering er at sammenligne med et statskup, ja faktisk det tredje af slagsen, fordi hverken Renzi som hans forgængere Letta og Monti ikke er valgt ind i parlamentet.

Der er ingen lydhørhed hos disse personer, når man forklarer, at der i forhold til landets grundlov og ideen bag det repærsentative demokrati overhovedet ingen problemer er i at udnævne hverken ministre eller regeringschefer, som det er sket i Italien.
De tror ikke på det.
De vil ikke tro på det.

Og så er der min favorit:
De kemiske striber og det ukendte komplot

I den tragikomiske afdeling har jeg Facebook-venner, der bruger deres fritid til at demonstrere mod ”kemiske striber” i luftrummet.

– Hvad er ”kemiske striber”? spurgte en undrende veninde på besøg i Italien.
Hendes undren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at denne konspirationsteori også har proselytter i Danmark, der er overbeviste om, at disse striber lavet af kondensvand fra flyvemaskiner, i virkeligheden er internationalt komplot.
Og selv om de ikke ved, hvad komplottet er, så er de sikre på at vi kan flyve billigt med low cost selskaber, fordi de får penge for at være en del af komplottet.

Abonnetment på
spåmænd og kortlæsere

Lige så fantastisk skræmmende er det, at den italienske forbrugerorganisation Codacons kan fortælle, at 13 millioner italienere i 2013 henvendte sig til “maghi” – troldmænd, hekse, såkaldte kloge mænd og koner og alverdens afarter af spåmænd og lignende – for at løse deres problemer.
I den billige udgave kan man anskaffe sig en ”anti-arbejdsløshed-amulet” til 200 euro.
I den dyrere ende er der for eksempel et årsabbonnement til 300 euro om måneden for at sikre sig mod økonomiske problemer.
En hurtig søgning på ordet “cartomanti” – folk, der mod betaling læser dine Tarotkort – på Google.it giver 322.000 resultater.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,
og  måske er religionen netop en del af problemet

Manglende uddannelse, fordummende tv, og den slags er der objektivt desværre også mere af i Italien end i Danmark, er vel en del af forklaringen på både fascinationen af og ”bøflernes” sejlivethed i Italien.

Viljen til at tro fejler nemlig ikke noget i Italien, hvor 75 procent af befolkningen i 2014 stadig definerede sig selv som troende katolikker (DOXA 2014)

Så længe det tal ligger stabilt har dumheden og ”bøflerne” gode kår i Italien.
SUK!