FAKTA: Find kvinderne i italiensk politik

/i , /af

“Find den ubudne gæst” kalder Openpolis og AGI en undersøgelse af kvinder i italiensk politik. Det slår sløjt til, trods indførelse af kvoter i 2012.

Første kvindelige minister i 1975
Italien fik sin første kvindelige minister så sent som i 1976, hvor kristdemokraten Tina Anselmi blev arbejdsminister.
Siden da har der i gennemsnit kun været ti procent kvindelige ministre i de italienske regeringer.

Eneste 50/50 regering var under Matteo Renzi i 2014, mens der i den nuværende regering med Giuseppe Conte i spidsen kun er 27 procent kvindelige ministre.  Tæller man viceministre og såkaldte undersekretærer med, og det gør man i talienske regeringer, så er kun 17,9 procent kvinder.

Kvindelige ministre i procent siden regeringen Ciampi i 1993

…artiklen fortsætter under reklamen

Der har aldrig været hverken en kvindelig premierminister eller økonomiminister i Italien, og kun to gange kvindelige udenrigsminister – Emma Bonino i Letta regeringen i 2013, og Federica Mogherini under Renzi i 2014. Også posterne som indenrigsminister og justitsminister har kun to gange været tildelt kvindelige ministre.

Kvindelige ministre i nøglepositioner i italienske regeringer siden 1976
Seks i alt, to udenrigsministre, to justitsministre og to indenrigsministre

Italien er lige nu nummer 13 i Europa, når det gælder kvindelige ministre.
I Europa er gennemsnittet 30,4 procent.

Kvindelig formand i Senatet,
og en trejdedel af posterne i parlamentet

I det nuværende parlament – det 18. siden 1948 – sidder der 35,71 procent kvinder i Deputeretkammeret, og 34,48 procent kvinder i Senatet. Det er det højeste antal i republikkens historie.
Femstjernebevægelsen har over 40 procent kvindelige parlamentsmedlemmer i begge kamre, og Maria Elisabetta Alberti Casellati leder i dag som den første kvinde det italienske Senat – en post, der svarer til at være Folketingets formand i Danmark.

To ud af tyve regerioner har en kvindelig leder

Kun to ud af de tyve italienske regioner ledes af kvinder, og endog to af de mindste, nemlig Umbria og  Valle d’Aosta.
Mellem 2013 og 2015 var fem regionale parlamenter ledet af kvinder, og deriblandt de to store regioner Piemonte og Lazio.
I dag er der 55 kvindelige regions-rådmænd, og det varer til 32,54 procent.

I de italienske kommuner – som der  er over 7.900 af – ledes omkring 14 procent af kvindelige borgmestre. Det svarer godt til det europæiske gennemsnit.

Kommunale kvoter virker,
men kun ganske lidt

Fra 2012 har det været kønskvotering ved kommunalvalg i Italien.
I kommuner over 5.000 indbyggere må ét køn ikke udgøre over 2/3 af både de opstillede og de valgte kandidater.

Det tal nåede man som landsgennemsnit først fra de kommunale valg afholdt fra 2014. Italienske kommunalvalg følger ikke samme kalender, så der er kommunale valg hvert år.
Men procentsatsen for kvinder holder sig lige over den obligatorisk tredjedel, nemlig på 34 procent for kommunalvalg afholdt mellem 2014 og 2106.

Kvindelige kandidater opstillet til kommunalvalg i Italien i 2009 og efter indførelsen af kvoterne i 2016

Kilde og illustrationer:

https://www.openpolis.it/wp-content/uploads/2018/12/Trova-lintrusa-2018.pdf?

–//–

Fakta kontra tro: Ved du lige så lidt om Italien som italienerne?

/i , , , , , /af

Avisen Corriere della Sera brugte onsdag den 5. september to hele sider og over 30 spørgsmål på at teste italienernes viden om dem selv og deres eget land. Undersøgelsen afslører, at italierneres opfattelse ofte er utroligt langt fra virkeligheden.

Fire gange så mange muslimer

For eksempel tror italienerne, at der er 20 procent muslimer i Italien, mens det korrekte antal er 4,8 procent.

De tror også, at hele 17 procent af unge kvinder mellem 15 og 19 procent får et barn i løbet af et år, mens det reelle tal er helt nede på 0,6 procent.

Helt galt er det også, at et gennemsnit af italienerne tror arbejdsløshedsprocenten er på 49 procent, og at 51 procent af unge mellem 18 og 24 år hverken arbejder eller studerer.

Arbejdsløsheden var på undersøgelsestidspunktet heldigvis kun 10,4 procent. Og selv om 25,7 procent også er et højt tal for unge Neets, så er det altså kun halvt så mange som italienerne forestiller sig.

Her er flere spørgsmål og svar – både hvor italienerne nærmer sig virkeligheden, som er det første tal – og andre, hvor de tager helt fejl – i parentes:

Hvor mange indbyggere har Italien?
60.483.973 (60.000.000)
Hvor mange indbyggere skønner FN Italien vil have i 20150?
63.500.000 (65.000.000)

Hvor stor en procentdel af indbygggerne er i dag indvandrere?
9,2 procent (30 procent)
Hvor mange procent er kristne?
80 procent (60 procent)
Hvor mange procent er muslimer?
4,8 procent (20 procent)
Hvor mange procent skønnes at være muslimer i 2030?
5,4 procent (31 procent)
Hvor mange procent erklærer sig ateister, agnostikere eller ikke tilhørende en religion?
12 procent (35 procent)

…artiklen fortsætter under reklamen

Hvor mange af indbyggerne i Italien er mere end 65 år gammel?
22,6 (48 procent)
Hvor længe skønnes et barn født i 2018 at leve i gennemsnit
82,6 år (78 år)
Hvad er gennemsnitsalderen for de italienske befolkning?
45,5 år (59 år)
Hvor mange procent er 14 år eller derunder?
13,7 procent (26 procent)

Hvor mange procent bor på landet eller udenfor byerne?
31 procent (44 procent)

Hvor mange kvinder mellem 15 og 19 år bliver mødre hvert år i Italien?
0,6 procent (17 procent)

Hvor mange procent af de italienske kvinder i den arbejdsdygtige alder har et arbejde?
48,9 procent (44 procent)

Hvor mange unge mellem 25 og 35 år bor hos deres forældre?
49,1 procent (61 procent)

Hvor mange italienerne over 20 år er overvægtige?
45,5 procent (36 procent)

Hvor mange italienerne mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse eller derover?
15,7 procent (38 procent)

Hvor mange procent af medlemmerne af Deputeretkammeret er kvinder?
29,4 procent (26 procent)

Bliver der myrdet færre eller flere i Italien i dag end i 2000?
Færre (Flere)
Hvor mange procent af de indsatte i italienske fængsler er født i udlandet?
34,4 procent ( 48 procent)

Hvor mange italienerne har adgang til internet fra hjemmet, via tablet eller mobiltelefon?
69,2 procent (75 procent)
Hvor mange italienere har en Facebookprofil?
43 procent (76 procent)

Hvor mange italienere bor i en ejerbolig?
80 procent (59 procent)

Undersøgelsen er foretaget af IPSOS, og samme undersøgelse foretages i dag hvert år i 38 lande. Link til den danske del af IPSOS-undersøgelsen >>

Gennemsnitsdanskerne har som italienerne også en fejlagtig opfattelse af antallet af både mord, indvandrere, muslimer og Facebook-profiler, men er alligevel sammen med Norge og Sverige de tre lande, hvor gennemsnitsborgeren opfattelse er tættest på virkeligheden.

Studieopgaver – Opgaver om Italien
Mange flere fakta, tal og statistikker om Italien
Vil du vide meget mere om Italien kan du downloade italiensk statistiks engelske brochure “Italy in figures” her >>.
Den seneste udgave fotograferer Italien i 2016.
2017-udgaven kommer sandsynligvis i løbet af september 2018.
Du kan også downloade et engelsk resumé af ISTATs årlige rapport om nationens tilstand her >>.

-syl

–//–

#MeToo ikonet Asia Argento anklages for misbrug af mindreårig

/i , , /af

Italienske Asia Argento var en af de første på #MeToo bølgen sidste efterår, men nu skriver New York Times, at hun selv har begået overgreb på en 17-årig skuespiller, som hun angiveligt skulle have indgået en 380.000 dollars dyr fortrolighedsaftale med.

I oktober i fjor var den italienske skuespiller og filminstruktør Asia Argento en af de første til at angribe filmproduceren Harvey Weinstein, som hun  beskyldte for at have voldtaget hende i 1997, da hun var 21 år gammel.

Senest i Cannes i maj i år gentog Asia Argento, at hun i sin tid ikke meldte Weinstein for overgrebet, fordi hun vidste, at ”han havde knust mange mennesker tidligere”.

…artiklen fortsætter under reklamen

Mandag skrev New York Times så, at avisen er i besiddelse af dokumenter, der viser at Asia Argento selv har begået et seksuelt overgreb på en 17-årig. Et forhold, der er strabart i Califorinien, hvor den seksuelle lavalder er 18 år.

Spillede Jimmys mor i 2004

Forhistorien er, at den dengang 8-årige Jimmy Bennett i 2004 spillede Asia Argentos søn i en amerikansk produceret film, som Argento både havde skrevet, instrueret og selv spillede med i.
Da de to mødes igen den 9. maj 2013 i Californien skriver den nu 37 årige Asia inden mødet på Twitter, at hun ”venter på en meget savnet søn, min kærlighed Jimmy Bennett”.
Hun insisterer på tid alene på sit hotelværelse med den nu 17-årige Jimmy, og Twitter senere samme dag et foto af de to på hotelværelset.
Ifølge dokumenter, som New York Times er i besiddelse af, skulle Asia Argento have serveret alkohol for Bennett, hvorefter hun udførte oralsex på ham inden et fuldbyrdet samleje.

________________________
Opdatering tirsdag 21. august:

Asia Argento nægter seksuelt misbrug af 17-årig

To dage efter offentliggørelsen af artiklen i New York Times gik Asia Argento til pressen, og benægtede kategorisk, at hun nogensinde havde haft sec med Jimmy Bennett.
Hun erkender at have betalt Bennett 200.000 dollars i april i år, men udelukkende fordi han afpressede hende og hendes nu afdøde kæreste, kokken Anthony Bourdain.

”Bourdain og jeg beslutttede at efterkomme hans krav om økonomiske hjælp ud fra medfølelse med ham”, siger Asia Argento til det italienske dagblad La Repubblica.

Asia Argento forklarer videre, at afpresningen netop begyndte efter at hun var blevet en af frontfigurerne i #MeToo ksmpagnen i efteråret 2017.

Hun forklarer, at hun har betalt Jimmy Bennett for at forhindre, at han kom med beskyldningerne om seksuelt misbrug, da han i 2013 som 17-årig var under den seksuelle lavalder ifølge Californiens lovgivning. Hun lader også forstå, at hun netop nu forhandler med Jimmy Bennett for at få ham til at trække beskyldningerne tilbage.

Asia Argento ønsker ikke at kommentere de kompromitterende fotografier fra hotellet, hvor overgrebet ifølge Bennett fandt sted den 9. maj 2013, og som New York Times hævder at være i besiddelse af.
Hun ønsker helle ikke at forklare, hvorfor hverken hun eller hendes advokat reagerede på avisens forespørgsler om kommentarer, før artiklen blev offentliggjort søndag den 20. august.
_____________________________________

Bennett, der i dag er 22 år gammel, oplyser at han føler sig traumatiseret af overgrebet, som han mener har haft en negativ indflydelse på hans karriere som skuespiller og musiker.
Han har også forklaret, at det netop var Asia Argentos engagement i #MeToo bevægelsen, der sidste efterår fik ham til at sætte en advokat på sagen.
Som en ekstra ubehagelig krølle på historien spillede Bennett i 2004 netop en dreng, der havde været udsat for overgreb.

Shitstorm på de sociale medier

Siden historien kom frem i Italien mandag har Asia Argento været centrum for en voldsom shitstorm på de sociale medier, hvor folk nærmest står i kø for at udtrykke både skuffelse, vrede og væmmelse over hendes formodede misbrug af Bennett.
Asia Argento har ikke kommenteret offentligt udover en lakonisk opdatering mandag morgen klokken 06.06:
”OK, det hele hober sig op”.

Kendt medierpersonlighed og præmieret skuespiller

Shitstorme er ikke en nyhed i forbindelse med Asia Argento, der faktisk siden sin barndom som barneskuespiller og datter af horrorfilm-instruktøren Dario Argento nærmest har været fast inventar i det kulørte blade.
Hendes stormombruste forhold til musikeren Morgen er nærmest almenviden i Italien, hvor deres kamp om forældremyndigheden over datteren og deres narkomisbrug foregik direkte i sladderpressen.
Asia Argento har også deltaget i den italienske udgave af Vild med dans, og senest i juni i år fik Asia Argento igen plads på forsiderne, da hendes kæreste, den kendte kok Anthony Bourdain, begik selvmord.

Asia Argento er aldrig rigtig slået igennem som international filmstjerne, men hun har faktisk spillet med i et utal af både italienske og internationale film siden hun debuterede som ni-årig.
I 1990´erne vandt hun to gange den fornemme italienske filmpris Donatellos David.

Asia Argento deltog i foråret 2018 i filmfestivalen i Cannes.
Her gentog hun anklagerne om voldtægt i 1997 mod Harvey Wienstein, mens hun måneden før havde betalt Bennett 200.000 af de aftale 380.000 dollars for at holde mund.

Beskyldte italienske medier for victime blaming

Asia Argento blev ikke de italienske kvinders rollemodel i #MeToo kampagnen i 2017, der faktisk endte med at hun midlertidigt flyttede til Tyskland, angiveligt for at undgå det hun kaldte italienske mediers victim blaming.

Viser historien om overgrebet og handlen om Bennets tavshed om det at holde vand, mister Asia Argento udover sin troværdighed også jobbet som dommer i italiensk X-Faktor meddelte tv-kanalen SKY i går aftes.

FOTO: 
Asia Argento:
https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Asia_Argento_Cannes_2018.jpg
Georges Biard [CC BY-SA 4.0  (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], from Wikimedia Commons

Jimmy Bennett:
https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/e/e7/Jimmy_Bennett.jpg 
By Thomas Attila Lewis at https://www.flickr.com/photos/tomdog (Jimmy Bennett) [CC BY 2.0  (https://creativecommons.org/licenses/by/2.0)], via Wikimedia Commons

–//–

Italiensk Pandora-reklame trukket tilbage, og efterlignet af bedemand

/i , , /af

“Et strygejern, en pyjamas, et forklæde, et Pandora armbånd.
  Hvad tror du gør hende glad?”


Italienske kvinder blev fornærmede over Pandoras reklame, her fotograferet i Milanos metro

Pandoras annonce, der altså nu bliver fjernet fra italienske medier og metrostationer, er blevet efterlignet med morbid italiensk humor af en bedemandsforretning i Rom.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Slut med det sædvanlige armbånd, kun hos Taffo Begravelsesservice finder du de bedste julegaver”:
“…et gravlys, en blomsterkrans,
hvad tror du gør hende glad”

–//–

Hængemavestriben og italienske hængerøve

/i , /af

“Har du fået kejsersnit?”
Spørgsmålet blev stillet af den ene af to perfekt sminkede, åleslanke og allerhøjest 20 årige klinikassistenter på et meget luksuriøs og smagfuldt indrettet Centro Estetico – Æstetisk Center – i den sicilianske by Taormina.

Jeg skulle have svaret:
“Jeg har fået tre kejsersnit og de andre seks børn har jeg født helt naturligt uden at sprække fra fisse til røv, så dér ser jeg stadig pæn ud.”

Det havde været et æstetisk pænt svar.

Jeg er – desværre, sic! – bare et ærligt menneske, og svarede, da jeg kom mig over den mentale befippelse, og for én gangs skyld også manglede ord på italiensk:

“Nej. Jeg er bare fed.”

…artiklen fortsætter under reklamen

Pinlig tavshed
De to piger fortsatte med at strippe overflødige hår af min krop, på nævnelige og unævnelige steder.
I total og pinlig tavshed, men med en fysisk mærkbar kvindelig skræk for en dag ikke længere at være tiltrækkende på den perfekte måde.

“Må de blive uformeligt fede, sprække op til nakken når de føder deres eneste barn, få rynkede armhuler og stive kulsorte og stikkende skægstubbe på deres hager,” messede jeg lydløst, i stedet for at hyle højt, da de voksede mit overskæg.

Jeg kommer aldrig på den skønhedsklinik igen.
Aldrig.
Om jeg så skal gå rundt med duske under armene, fletninger på bagsiden af lårene, en firesporet motorvej i stedet for en indbydende skovsti i lysthuset, og lianer, der slynger sig mellem balderne.

I min alder kan man ikke længere blive fribløder, men jeg overvejede efter den traumatiske sicilianske oplevelse at tilslutte mig den del af den italienske kvindebevægelse, der bare lader det gro.
Der var faktisk i løbet af dette forår flere artikler i aviser og magasiner, der spåede, at den frie hårvækst ville blive årets sort i sommeren 2017.

Det var fake news.
Og da jeg for et par dage siden nævnte mine overvejelser om de frie hår overfor Paola, kiggede hun undrende på mig, og spurgte om, hvorfor jeg ikke forlængst havde fået fjernet alle de uønskede med laser?

Jeg er groet til

I mellemtiden er jeg groet til. Skovstien begynder at ligne et kyskhedsbælte, og der er stadig en uge til min hårfjerningsdame hjemme i via Plana åbner efter ferien.

Jeg er helt tryg ved Filo, selv om hun oprindeligt også er fra Sicilien.
Hun er en frodig, midaldrende dame som jeg.
år jeg brokker mig over de stive sorte hår på hagen, der kan gro tre centimeter på de to timer, der går mellem, at man tjekker hagen, og har en date, så slår hun bare en skraldende latter op.

“Du skal ikke klage. Så skal du se kvinderne fra Puglia og Sardinien. Dér kan du tale om stive hår.”

Når jeg fortæller hende om oplevelsen i Taormina ved jeg også, at Filomena har det rigtige svar:
“Jeg har set det, der er værre,” vil hun svare.

Det har hun altid.
Set noget, der er værre.
Og så vil hun på bedste coachingmanér minde mig om, at nordeuropæiske kvinder har en højere røv end de italienske signorina’er .

For sådan er det jo.
Tjek det selv.
De fleste italienske kvinders balder slutter langt under sædebenet, de danske kvinders er oftest på højde med sædebenet.
Jeg siger ikke, at vi er udstyret med en røv, der strutter mod himmelen, men vi er altså en anelse mere lækkert højrøvede, for nu at sige det, som det er.

Vi er også høje og blonde, på hovedet, forstås.
Vi skal bare finde den rette hårfjerningsdame, og jeg svigter aldrig Filomena igen.


Denne artikel er også offentliggjort på POV.INTERNATIONAL >>

–//–

Ny udgave af “Fertilitetsplan” beskyldt for racisme

/0 Kommentarer/i , , /af

Den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, trak i slutningen af august den første udgave af “Den Nationale Fertilitetsplan” tilbage i kølvandet på beskyldninger om at promovere kvindefjendsk propaganda, der mest af alt mindede om tiden under Mussolinis fascistiske diktatur.

Den oprindelige kampagne opfordrede for eksempel italienske kvinder til at blive gode fødemaskiner for fædrelandet i så ung en alder som mulig, og fremstillede frivilligt eller ufrivilligt barnløse par som dårlige samfundsborgere.

…artiklen fortsætter under annoncen

Den 21. september blev den reviderede udgave af kampagnen så præsenteret, og den 22. september var det “Den Store Nationale Fertilitetsdag”, som skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Få timer efter at have præsenteret kampagnematerialet måtte sundhedsministeren dog trække en af de otte brochurer tilbage på grund af beskyldninger om racisme.

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016

Den famøse brochure, der både blev trukket tilbage og fjerne fra Sundhedsministeriets hjemmeside få timer efter offentliggørelsen den 21. september 2016.

Brochurens forside viste øverst tandpastasmilende unge hvide mennesker som eksempel på “De gode vaner”.
Billedet nedenunder viste rygende unge mennesker af forskellig hudfarve, én endda med rastafrisure som eksempel på “Det dårlige selskab”. Altså den type mennesker fødedygtige unge italienere bør holde sig fra for at beskytte deres evne til at producere børn.

– Racismen er i de øjne, der ser, var sundhedsministerens første svar på stormen af anklager om racisme.

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer "De gode vaner" for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er "Det dårlige selskab" repræsenteret af ungerygende af forskellig hudfarve. Billederne er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com

De tandpastasmiliende hvide unge repræsenterer “De gode vaner” for at styrke italienske unges frugtrbarhed og vilje til at føde børn. Nedenunder er “Det dårlige selskab” repræsenteret af ungerygende af forskellig hudfarve. De originale foto er fra fotodatabaserne www.shutterstock.com og og www.alamy.com.

Senere på dagen var forargelsen både på de sociale og de traditionelle medier dog så larmende, at Beatrice Lorenzin valgte at trække brochuren tilbage. Med uvant italiensk hurtighed fik hun også straks fjernet ethvert spor af den famøse brochure på Sundhedsministeriets hjemmeside. Siden har Lorenzin tørret sit andet selvmål i træk af ved at indlede en disciplinærsag mod den embedsmand, der har siddet med sagen.

Sundhedsministeren tilhører partiet Nyt Centrum Højre (NCD), der ledes af Berlusconis tidligere kronprins, indenrigsminister Angelino Alfano. Lorenzin begyndte sin politiske karriere under Berlusconis vinger i partiet Forza Italia allerede i 1996, og så fik hun i øvrigt først selv tid til at få barn som 43-årig sidste sommer.

Lorenzins tilgang til familiepolitik afslører endnu engang, at der tit er meget langt mellem regeringsleder Matteo Renzis Partito Democratico (PD) og NCD. PD tæller stadig en del parlamentsmedlemmer, der begyndte deres politiske karriere i det store italienske kommunistparti PCI, og der er meget langt fra PD’s ja til registreret partnerskab til NCD’s ultrakonservative familiepolitik.
Venstrefløjspartierne i sammenslutningen SEL-Sinistra Italiana kræver nu både en ny kampagne og ministerens afgang.

I 2015 blev der født 488.000 børn i Italien, og det er det laveste antal siden landet blev samlet i 1861.

 Læs mere på italy.dk:
April 2011 – OECD rapport om familien:
Italienske kvinder – intet arbejde, ingen børn, ingen penge

Februar 2010 – Hjemmegående får færre børn
(Fødselstal 1995-2008)

Plan om flere børn i Italien forarger

/i , , /af

Den italienske sundhedsminister er kommet i strid modvind efter hun har fremlagt en plan for at få flere fyldte vugger i Italien via en reklamekampagne og indførelsen af en national ”Frugtbarhedsdag.”
For nogle giver kampagnen nemlig minder om fascismens syn på kvinder som fødemaskiner.

– Vi skal vende den nuværende mentalitet på hovedet og genskabe fertilitet som et essensielt behov – ikke blot for par, men for hele samfundet, siger Italiens sundhedsminister Beatrice Lorenzin.

”Forsvar din frugtbarhed, forbered en vugge til din fremtid”, lyder sloganet bombastisk på forsiden af ministerens 137 sider lange frugtbarhedsplan.

italien_fertilitet_1_1

“Kom nu i gang! Vent ikke på storken. Foto fra kampagnen.

Navnet ”Den Nationale Fertilitetsplan” minder i Italien ikke om Sovjetunionens femårsplaner, men derimod mere om de 20 år under Mussolinis fascistiske diktatur mellem 1922 og 1943. Dengang var de italienske kvinder anset som statens fødemaskiner, der skulle producere så mange soldater som muligt til tusindårsriget.

Fornærmelse af de ufrivilligt barnløse
Nærlæser man ”Den Nationale Fertilitetsplan” fremgår det klart, at den italienske sundhedsministers opfattelse af familien ligger mere på linje med Mussolini, end med det 21. århundredes realiteter.
Lorenzin taler om ”prestigen ved at være mor”, og planen nævner nærmest ikke farmand.
Det understreges også, at kvinder for samfundets skyld bør få børn i så ung en alder som muligt.

Forfatteren Roberto Saviano kaldte på Twitter kampagnen det for en fornærmelse mod dem, der af biologiske grunde ikke kan få børn, og også mod de mange, der i dagens kriseramte Italien simpelthen ikke har råd til at sætte børn i verden.

…artiklen fortsætter under annoncen

Sundhedsministeren reagerede på kritikken med at blive både ”overrasket og bitter”:
– Hvorfor kan man lave kampagner mod sukkersyge og kræft, men ikke om frugtbarheden, spurgte hun retorisk i dagbladet La Stampa dagen efter lanceringen af kampagnen.
– Tror De ikke, at problemet i realiteten er, at man ikke får børn, fordi der mangler både arbejde og velfærd? lød det derefter fra avisen.
– Der er en demografisk nødsituation i Italien: Fortsætter den, risikerer vi nulvækst i 2050. Jeg ved godt, at arbejdsmarkedspolitik, og skatte- og socialpolitik har indflydelse på fødselsraten. Men jeg er sundhedsminister, og jeg beskæftiger mig med sundhedsaspektet, replicerede sundhedsministeren, der er valgt for partiet Nyt Centrumhøjre.

Myten om de store italienske familier
Den børnerige italienske familie har i snart to generationer været en skrøne.

De italienske kvinder får i dag under 1,4 barn per kvindeliv, og tallet var endda under 1,2 i midten af 1990´erne.

I 2015 blev der født færre end en halv million børn i en befolkning på over 60 millioner. Det er det laveste antal fødsler siden Italien blev samlet i 1861. Der døde knap 150.000 flere italienere end der blev født sidste år.
Når det virker som om, italienerne stadig har mange børn, er det ofte fordi hele familien inklusive onkler og tanter og nevøer går ud at spise eller tager på udflugt sammen.

Luigi Ambrosio fra Radio Popolare mener, at planen stempler de par, der bevidst har valgt ikke at få børn, som asociale borgere.
Ifølge ”Den Nationale Fertilitetsplan” er par med børn både vigtigere og bedre samfundsmedlemmer end barnløse par, skriver han på radioens hjemmeside.

Antihistorisk kommunikationsfejl
I en leder i sundhedsmagasinet ”Starbene” kalder vicechefredaktør Sabrina Barbieri sundhedsministerens forslag til en ”Fertilitetsdag” for både antihistorisk og for en kæmpe kommunikationsfejl.

Barbieri deltog sammen med et dusin andre journalister i et møde med sundhedsminister Batrice Lorenzin i slutningen af maj i år. Hun forlod mødet med en fornemmelse af at deltage i et projekt, der handlede om en kampagne for at beskytte unge menneskers fertilitet med oplysningskampagner om blandt andet seksuelt overførte sygdomme, der kan resultere i sterilitet.

italien_fertilitet_1_2

Slogans fra kampagnen. “Skønhed har ingen alder. Fertiliteten har”. “Fertiliteten er et fælles gode”. “Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”. “Forfatningen beskytter en bevidst og ansvarlig forplantning”

Som så mange andre blev Sabrina Barbieri både overrasket og chokeret over udspillet til ”Fertilitetsdagen” den 22. september. Hun fortæller i lederen, at flere af de tilstedeværende journalister understregede, at de gerne vil være med til at promovere en oplysningskampagne, men at de netop ikke ville deltage i en kampagne, der skulle opfordre unge italienere til få flere børn.

”Udskydelse af moderskabet ender med et enebarn. Hvis det kommer”, truer et andet slogan.

Forfatningen og frugtbarheden
Kampagnens slogans har i det hele taget skabt vrede. Og det er igen de italienske kvinder, der nærmest mobbes.
”Skønhed har ingen alder, det har frugtbarheden”, lyder et slogan, mens et andet fortæller, at ”Unge forældre er den bedste måde at være kreativ på”.
Helt galt går det dog, når forfatningen blandes ind i forplantningen:
”Forfatningen beskytter en samvittighedsfuld og ansvarlige forplantning”.
Øh, ja. Læs den lige igen.
Hertil spørger bloggeren Selvaggia Lucarelli i ugebladet Novella 2000:
– Hvad gør vi så med børn født af dumme forældre, med børn født på grund af afbrudt samleje, på grund af to Mojito for meget, eller hvad med børnene af de forældre, der bliver skilt ved første barneskrig?

Renzi undsiger kampagnen
– Jeg kendte ikke noget til den kampagne, fortalte premierminister Matteo Renzi til radioen Rtl102,5 efter lanceringen.
– Hvis du vil skabe et samfund, der satser på fremtiden og på børn, skal du skabe de strukturelle vilkår som vuggestuer og tilpassede forhold på arbejdsmarkedet. Folk får børn, når de har et fast arbejde, når de kan tage et boliglån og har en vuggestue i nærheden. Jeg har ingen venner, der får børn, fordi de ser et reklameskilt. Jeg kender derimod dem, der siger, ”hvordan skal vi sætte børn i verden, når vi ikke har bedsteforældre, der kan passe dem, eller når vi ikke har et fast arbejde…”.

Sundhedsminister Beatrice Lorenzin blev selv mor for første gang i juni 2015.
Hun fik tvillinger, som 43 årig.

–//–

Er mord på kvinder værre end andre mord?

/i , , , /af

ER NOGLE MORD MERE MORD END ANDRE?
Kommentar af Charlotte Sylvestersen

I de seneste år er kvindemord – femminicidio – blevet ”sagen” i Italien.
Der myrdes i realiteten færre kvinder år for år, men italienske medier og aktivister promoverer ufortrødent en epidemi af kvindemord.
Utallige tv-programmer, magasiner og ugeblade har som eneste indhold mordsager.
Langt de fleste omtalte sager handler om mord på kvinder, mens ganske få sager om mord på mænd og børn tages under luppen.
Mediernes dækning af hvert eneste mord på en kvinde overskygger totalt den kendsgerning, at kvinder stabilt kun udgør omkring en tredjedel af alle begåede mord i landet.

At der er to myrdede mænd for hver kvinde sælger åbenbart ikke.
Det lyder kynisk.
Det ér kynisk.
Medmindre man altså mener, at en myrdet kvinde er ”mere værd” end en myrdet mand?
Det er også manipulation med fakta.

EN IKKE EKSISTERENDE EPIDEMI
At finde de officielle tal over, hvem der bliver myrdet i Italien er nærmest umuligt, og godt gemt væk i de officielle statistikker.
Uofficielle statistikker tilflyder derimod medierne i en lind strøm fra organisationer og kvinder, der har gjort ”epidemien” til deres egen levevej.
De tal, man kan finde fra fra Italiens Statistik ISTAT, fra EUs statistikker over kriminalitet, og fra FN derimod viser et støt fald i antallet af mord i Italien siden ”rekordårene” i begyndelsen af 1990´erne, hvor organiseret kriminalitet – læs mafierne – bidrog voldsomt med drab.

…artiklen fortsætter under annoncen

1.916 DRAB I 1991
468 DRAB i 2014

I 1990 registreredes der 1.633 mord i Italien, og i 1991 var tallet rekordstort oppe på 1.916.
Heraf menes omkring 700 at kunne tilskrives organiseret kriminalitet.
I 2012 var antallet af mord i Italien faldet til 525, i 2014 var tallet 502, og det seneste officielle tal fra 2014 siger 468 myrdede.
Tallet for de dræbte kvinder ligger stadig stabilt fra 30 til 35 procent.
Et dyk ned i de officielle statistikker i tre år viser, at der i 2003 blev myrdet 192 kvinder i Italien.
I 2009 var tallet faldet til 172, i 2010 156, og i 2011 blev der registreret 137 mord på kvinder.

Hvert eneste mord – på mennesker – er naturligvis ét mord for meget.

Men det er i den grad også for meget, når al energi fra både mediernes og aktivisternes side går til udelukkende at fokusere på mord på kvinder, sådan som det sker lige nu i Italien.

Et kig på kriminalstatistikken i Danmark viser, at 24 kvinder blev myrdet i 2014, og 13 kvinder i 2013.
Der er over 10 gange så mange indbyggere i Italien – 61 millioner – så i realiteten ligner de danske og de italienske statistikker hinanden.
Og når det handler om mord i det hele taget, så ligger Italien lige som Danmark altså begge under det europæiske gennemsnit.
I 2009 var Italien nummer 19 blandt 27 EU-lande med 0,97 mord per 100.000 indbyggere.

PROFESSIONELLE AKTIVISTER OG RØDE SKO
Tilsyneladende sælger mord på kvinder bedre, hvis vi skal forklare italienske mediers nærmest totale tavshed om de to tredjedele af alle mord, hvor mænd og børn er ofrene.
Derudover spiller aktivisternes professionalitet sikkert også en stor rolle.
Aktivisterne har tilsyneladende ingen problemer med at få både kvindelige og mandlige italienske berømtheder til at støtte deres kampagner for ”den gode sag”.
Drab på kvinder – som der altså bliver færre og færre af år for år – kædes også sammen med undersøgelser om vold mod kvinder, hvor tallene rent ud sagt er forfærdentlige. Men igen med undersøgelser og tal, der ikke som det er tilfældet med ISTATs, EUs og FNs tal, er umiddelbart kontrollérbare.
Bloggen Femicido laver for eksempel her deres egen statistik udfra egne optællinger af artikler i medierne.
Men tallene bekræfter uanset deres herkomst for det store flertal af italienere, der ikke dykker dybere ned i statistikken, billedet af, at selve det at være kvinde er ensbetydende med konstant fare.
Mediernes tankeløse medløberi, aktivisternes dygtighed og tvivlsomme statistikker har fået som konsekvens, at de fleste italienere, og kvinderne især, i dag er mere end overbeviste om, at landet faktuelt befinder sig i en eksplosiv pidemi af kvindemord, selv om alle officielle tal altså viser det modsatte.
Tusindvis af kvinder postede i 2013 deres røde sko på Facebook eller var med til at placere dem på gader og pladser i protest mod ”volds-epidemien”.
De røde sko som protest var stillet op på rækker i studiet, når ”Quarto Grado” og værten Gianluigi Nuzzi på kanalen Rete 4 hver fredag svælgede i begåede kvindemord og retssagerne mod de formodede skyldige.

FASTHOLDER MYTEN OM DET SVAGE KØN
Naturligvis er medierne, aktivismen og støtteorganisationer berettigede.
Det er uden diskussion en god sag at arbejde for færre mord.
Men jeg spørger mig selv om, hvorfor mord på kvinder skal gøres til noget specielt?
Jeg kigger forgæves efter medier eller aktivister, der også synes mord på mænd, eller mord i det hele taget, altid er tragedier, vi burde arbejde for at begrænse, og helst helt undgå.
Det værste ved den kvindefokuserede kamp er dog, at den fastholder og cementerer ideen om, at kvinder som udgangspunkt er ”det svage køn”.
Også når der myrdes dobbelt så mange mænd som kvinder.

Er det i virkeligheden ikke ekstremt kynisk og udtryk for et gammeldags kønsdiskriminerende menneskesyn kun at fokusere på en tredjedel af de stakler, der bliver myrdet hvert år i Italien?

Og, hov, hvad med de dræbte børn?
Hvis der er nogen, der ikke kan tale deres egen sag, er det vel børnene…

Charlotte Sylvestersen – Milano

REGISTREREDE DRAB I ITALIEN 1881 – 2012 (KILDER: ANSA/EURES)

ÅR ANTAL
MORD		 MÆND KVINDER %
MÆND		 %
KVINDER		 MORD PR.
100.000
INDB.		 MORD PÅ MÆND PR.
100.000
INDB.		 MORD PÅ
KVINDER PR.
100.000
INDB.
1881 4858 16,77
1981 2453 4,34
1991 1901 3,38
1992 1441 2,6 4,4 0,8
1993 1095 1,9 3,1 0,7
1996 945 1,6 2,6 0,7
1998 879 1,5 2,3 0,7
2000 749 550 199 73,40% 26,60% 1,3 2 0,7
2001 707 526 181 1,2 1,9 0,6
2002 642 456 186 1,1 1,6 0,7
2003 719 527 192 1,2 1,8 0,7
2004 711 527 184 1,2 1,8 0,7
2005 601 463 138 1 1,6 0,5
2006 621 440 181 70,80% 29,20% 1,1 1,5 0,6
2007 630 485 145 1,1 1,7 0,5
2008 612 465 147 1,02 1,6 0,5
2009 586 414 172 70,60% 29,40% 0,97 1,4 0,6
2010 530 374 156 70,60% 29,40% 0,87 1,2 0,5
2011 551 381 170 69,20% 30,80% 0,91 1,2 0,6
2012 526 367 159 69,80% 30,20% 0,9 1,2 0,5

 –//–

Tinder-dating i Italien

/i , , , /af
Nyt fra det italienske online kødmarked (1.3.2016)

Der er nok ikke den store forskel på at være en midaldrende overvægtig enke med to små hunde på online dating i Danmark og i Italien.

Der er dog to fordele.
Ordet “dansk” får det til at blinke Brigitte Nielsen hos midaldrende italienske mænd, og brunligt-gråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

– Du finder aldrig en mand, hvis du bliver ved med at gå ud for at drikke kaffe med morgenhår og uden makeup, konstaterede Anna på 72 år få måneder efter, at min mand døde.

Jeg prøver.
Jeg husker det hver anden dag, ok.
Og jeg prøver at gemme de behagelige, men afslørende, leggins bagerst i skabet.
Plastikblomsterne i Panda´ens bagrude er også skrottet.
Jeg prøver virkelig.

Kendsgerningerne er, at jeg ér en 53-årig overvægtig og fattig enke med to små hunde.
Det kan heldigvis skrives mere appetitligt på Tinder uden at blive gennemført uærligt.

I Italien virker ”dansk” for eksempel stadig som et positivt filter med hensyn til de seksuelle forventninger. Der blinker simpelthen ”Brigitte Nielsen” og lignende i hovedet og bukserne på de fleste af mændene i min alder.
Der er vel omkring 25 cm i højden og et par bogstaver eller tre i BH-størrelse til forskel, men alligevel.
Jeg ér højere end gennemsnitsitalienerinden.
Jeg hár større bryster, og musefarvet brunligtgråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

Udgangspunktet kunne altså være værre.

Og lad mig også være ærlig og ligefrem positiv og indrømme, at ”journalist” rent faktisk stimulerer både nysgerrigheden og de intellektuelle forventninger hos individer med en IQ over 100.

Der skal bare lige sorteres.
Bare…

Affald og vraggods

Problemet med italienske Tinder-mænd er det samme som med verdenshavene.
Der flyder alt for meget ubehagligt affald og vraggods rundt.

En stor del er dybest set på SoMe-kødmarkedet for at spare udgiften til både datingsider og prostituerede.
Der er så rigeligt af dem i alle aldre, at man tror det er løgn. Fra MILF-segmentet til dem, der i virkeligheden har mere brug for ældrepleje end lagengymnastik.

Jeg har givet.
Jeg behøver ikke se flere timemoteller i Milano-provinsen indefra, uanset om der er spabad til to og spejl i loftet eller ej.

Frasorteringen betyder måske, at jeg går glip af sporadisk god sex.
Det er jo uendeligt trist. Men jeg har af selvværdsårsager lovet, at sidespringsatleter fremover sorteres fra i de første chats.

”Duer ikke, væk”, som prinsessen sagde.

Uafhængig betyder på alle planer uforpligtende

Altså bare lige for at præcisere.
Jeg er ikke ude efter et hurtigt bofællesskab, og slet ikke efter et nyt ægteskab.
Jeg har heller ikke noget imod sex.
Overhovedet!
Faktisk tror jeg slet ikke på forhold, hvor den seksuelle gnist ikke er tilstede fra start.

Men muligheden for ”noget mere”, hvis det mirakuløst klikker på flere planer for begge parter, skal i det mindste være hypotetisk tilstede.

Tanken om denne hypotetiske mulighed virker åbenbart så skræmmende på de fleste italienske mænd, at ordet ”uafhængig” nærmest er blevet et mantra på Tinder i Milano.
Og det er underforstået, at ordet i virkeligheden betyder uforpligtende på alle måder.

De forbrændte og forbitrede

Jeg orker heller ikke at ende som ufrivillig deltager i tragikomedien med skilsmisse, bodeling, delebørn, hademails, stalking og hvad der ellers i værste fald er fulgt med for de veninder, der har taget den tur.

I Italien er der så også lige en del flere aktører i skilsmisserne end i Danmark.
Jeg vil ikke fra en ny begyndelse præsenteres i den udvidede italienske fire-leds familie som ”hende, der ødelagde min søns, svigersøns, datters, grandnieces, barnebarns ægteskab og hele familiens forløjede harmoniske samliv”.
No way!

Skadet gods

Desværre indskrænkes katagorien af mulige emner i min alder sig også på grund af …alder.
Segmentet af bitre, rippede og flåede italienske mænd med tredjegradsforbrændinger fra tidligere ægteskaber og relationer, og relationernes og ægteskabernes udvidede familier, er overvældende i min aldersgruppe.

Den model holder dig tre skridt fra livet i alle andre situationer end sex.
Og uanset samtalens emne koger de over af bitterhed for ikke at sige had mod eks´en, hendes familie, veninder, kolleger og kvinder i almindelighed.

– Kom dog videre! får jeg lyst til at råbe.
Og når jeg pakker den sætning pænere ind, lukker vi lige dér.
Duer ikke!

– Du er for negativ, sagde min jævnaldrende danske ven, da jeg forelagde ham problemstillingen.
Han ser sig selv som et vellykket eksempel på en 50-årig, der er kommet uskadt igennem sin egen verdenskrig med den italienske eks.

Ved siden af ham sad hans nye kæreste. Hun er en 18 år yngre identisk kopi af eks´en.
Identisk!

Giv op!

Måske skal jeg bare give op, og i stedet ophøje den afdøde mand som det højest opnåelige i mit liv?
Måske får man kun én chance for at opleve et ikke kedeligt parforhold, hvor man i det lange løb vokser sammen i stedet for at vokse fra hinanden?

Det er jo i virkeligheden bare lidt af det, jeg gerne vil have igen.

Nå, videre.
Man har vel været spejder.
Man giver ikke op.

De kinky, de alt for kloge og den generte initiativtager…

Der er kun få timer nu til dagens frasorteringer på Tinder.
Jeg har besluttet, at min position er utilgængelig i arbejdstiden.
I det mindste.

Så skal dagens portion af de kinky, der vil have nøgenfoto i første chat, sorteres fra.

Også ud med dem, der betegner deres civilstatus som kompliceret.
De ér komplicerede.

Ud med de intellektuelle tidrøvere, der bliver ved med at komme med lange intelligente og kultiverede chats, men i virkeligheden aldrig rigtigt kommer til sagen.

Måske skulle jeg fjerne ”journalist” fra profilen.
Ord alene gør det jo ikke.

Jo, der har da været én, der hverken var for ung eller for gammel, og som efter kun fire-fem chats rykkede og ”skal jeg ikke bare ringe dig op”.

Wauw!

Man kunne høre, at han faktisk var en smule genert og lidt ubehageligt til mode over metoden, på den gode måde. Men stemmen var usædvanlig dyb og tiltrækkende, og “ja, vi skal da ses”.

En mand!!!

Nå, han var på vej til fire ugers ferie i Thailand.
Thailand?
Ja, for at dykke!
Hm…

Og hvad nu, hvis han kører Fiat Multipla?

Måske er jeg uden at have set det komme blevet et surt og negativt kvindemenneske med rygerynker over overlæben og alt for store forventninger?
(PS: Ikke rygende kvinder får dem også. Så er det bare rynker…)

…eller måske hører du bare snart om en midaldrende dansk kvinde i Milano, der sidder højt oppe i et træ i Sempione Parken, og som den skøre onkel i Fellini-filmen Amarcord råber ud i verden ”Voglio una donnaaaa”.

Med omvendt fortegn.

”Voglio un uomoooo…”

–//–

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV International.

pov_tinder_dating

Printscreen fra POV International

–//–