Bankmanden Mario Draghi leder Italiens regering nummer 64, eller er det 67?

Den 73-årige økonom og bankmand Mario Draghi bliver regeringsleder nummer 67 i følge Wikipedia >>, og nummer 64 i følge Senatets hjemmeside >>.

30 mænd har siden Italien efter 2. Verdenskrig blev en republik beklædt posten som ministerpræsident, som regeringslederen kaldes i Italien, hvis man da ikke bruger det engelske udtryk “premier”.

Mario Draghi (Presidenza della Repubblica, Attribution, Wikimedia Commons)

Mario Draghis regeringstid begyndte lørdag den 13. februar 2021, og skal naturligvis klare tillidsafstemningerne i parlamentets to kamre her i denne uge, inden den for alvor er operativ.

Kun ét parti, højrefløjspartiet Fratelli d´Italia, har ikke fået plads i regeringen, så flertallet skulle være i hus.
Også selv om der er parlamentsmedlemmer i Femstjernebevægelsen, der truer med at stemme nej.

Lørdag blev de 23 nyudnævnte ministre fra seks partier præsenteret i en regering, der spænder fra det yderste venstre i Liberi e Uguali, hen over midten med Femstjernebevægelsen, Parti Democratico, Matteo Renzis Italia Viva, Berlusconis Forza Italia og Salvinis Lega.

Gennemsnitsalderen på de nye ministre er 54 år.
Otte minstre er kvinder. Det er lidt flere end en tredjedel, og svarer til antallet af kvindelige parlamentmedlemmer, der er 35,11 procent i Senatet (112) og 36,06 procent i Deputeretkammeret (227).
Partito Democraticos kvinder har i øvrigt indkaldt til hovebedstyrelsesmøde fordi de er utilfredse med, at ingen af partiets ministre er kvinder.

Otte ministre er hentet udenfor parlamentet, så der er altså tale om en kombination af en teknisk og politisk regering.

President Sergio Mattarella og ministerpræsident Mario Draghi med den nye regering (Foto di Paolo Giandotti – Ufficio per la Stampa e la Comunicazione della Presidenza della Repubblica)

I en dugfrisk meningsmåling mandag den 15. marts er hele 65 procent af de adspurgte positive overfor Draghis brede kaolitionsregering.
Kun Mario Monti begyndte i 2011 sin regeringstid med bedre odds, nemlig 71 procent, mens kun 42 procent var optimister, da Giuseppe Contes anden regering trådte til i 2019.

Partito Democraticos vælgere er de mest tilfredse, hele 91 procent.
76 procent af Legas vælgere og 63 procent af Femstjernebevægelsens vælgere er positive overfor den nye regering.
Det eneste parti udenfor koalitionen, højrepartiet Fratelli d´Italia er splittede. 48 procent mener, at partileder Giorgia Meloni har taget en god beslutning ved at vælge oppositionen, mens 39 procent gerne ville have haft en fod idenfor.

Meningsmålingen, der er foretaget for tv-kanalen La7, viser dog også, at Berlusconis parti Forza Italia sammen med den lille grupering Azione med blot fire parlamentsmedlemmer, er de eneste partier der er vokset siden sidste meningsmåling, fra 6.4 procent til 6,9 procent.
Ja, Berlusconis Forza Italia er med tiden reduceret til et meget mindre parti end koalitionspartnerne i Lega og Fratelli d´Italia.
Lega er i denne meningsmåling faldet med 0.5 procent til 23,5, Partito Democrati er gået fra 19 procent til 18,8 procent, Femstjernebevægelsen fra 15,8 til 15,4 procent, og Fratelli d´Italia fra 16,5 til 16,2 procent.

Du kan lytte til artiklen og lidt ekstra “godbidder” her på Canale Carlotta på YouTube:
(Tilgiv, at jeg kommer til at sige 2020 og 54 regeringer… Vi er i 2021 og regeringerne er 64 i alt)

Når Draghis regering i slutningen af denne uge har overstået tillidsafstemningerne i Senatet og Deputeretkammeret venter der enorme opgaver forude:

EU forventer at se meget konkrete planer for, hvordan Italien vil anvende de i alt 209 milliarder euro, som unionen forærer og låner landet for at sætte gang i en økonomi, hvor bruttonationalproduktet i 2020 faldt med 8,8 procent >>.

Planerne for den økonomiske hjælp skal også indeholde konkrete forslag til hvordan den nye regering vil halvere tiden for retssager, for hvordan den offentlige administration kan effektiveiseres, og hvordan landet kan komme med ind i kampen om for alvor at blive digitaliseret.

Det er områder, som alle italienske regering har kæmpet med de seneste årtier. Det nye er denne gang, at reformerne er en betingelse for at modtage en EU-hjælpepakke, der faktisk er større end den Marshall-hjælp Italien modtog efter 2. Verdenskrig.

Annonce


Draghi skal naturligvis også overtage den overordnede styring af Corona pandemien, og her er deadline for fremtidige åbninger eller lukninger den 5. marts, når regeringen Contes seneste dekret udløber.

En anden vigtig deadline er den 31. marts, hvor det midlertidige forbud mod fyringer i det private erhvervsliv ophører.
Dette forbud har under Corona pandemien holdt den italienske arbejdsløshedprocent kunstigt nede. I december 2020 var arbejdsløshedsprocenten på ni procent.

Nederst på siden finder du en liste over alle regeringerne i den italienske republiks historie.
64 i alt får jeg det modsat Wikipedia til, fordi jeg regner fra det første parlamentsvalg i den italienske republik i 1948.

Republikkens politiske historie kort:

Indtil 1993 var alle italienske regeringsledere også medlemmer af parlamentet.
Den første udefra var Carlo Azeglio Ciampi i 1993.
Derefter kom Lamberto Dini (1995-1996), Giuliano Amata (2000-2001), Matteo Renzi (2014 -2016 ) og Giuseppe Conte (2018-2021) og nu Mario Draghi.

Den yngste italienske regeringsleder var 39 årige Matteo Renzi.
Silvio Berlusconi er den italienske ministerpræsident, der har regeret længst, i alt 3.339 dage.
Berlusconi har også rekorden for den længst siddende italienske regering i republikkens historie, nemlig tre år, 10 måneder og 12 dage.

Gennemsnitslevealderen for en italiensk regering var indtil 2001 på 311,24 dage, og mellem 1947 og 2001 var der 1693 dage (4,6 år), hvor der var officiel regeringskrise.

Nogle af de mange regeringer har faktisk blot været en bekræftelse af en allerede eksisterende regering, og mange regeringer har bestået af de samme partier og ministre.


Stabilt system i over fyrre år?
Fra 1948 til 1992 var partiet De Kristlige Demokrater med i alle regeringer, men det parti blev opløst efter korruptionsskandalerne “Rene Hænder” fra 1992 >>. (Alle partier, der eksisterede i 1992 blev enten opløst eller skiftede navn i kølvandet af “Mani Puliti”.)

Man kan faktisk sige, at mens magten i de andre europæiske lande i samme tidsrum skiftede mellem venstre, centrum og højre, så havde Italien et uhørt stabilt magtcentrum på centrum-højrefløjen fra 1948 til begyndelsen af 1990´erne! Med Kommunistpartiet PCI som det evige oppositionsparti.

Fra 1994 til 2018 kan man på samme måde hævde, at Italien havde et normalt politisk system, hvor magten skiftede mellem centrumvenstre og centrumhøjre.

Siden 2018 har det været svært at definere italiensk politik udfra den traditionelle venstre-centrum-højre model, for det er stadig ikke med den bedste vilje muligt at placere Femstjernebevægelsen i denne model.

Vidste du det?
Siden 1948 har der 26 gange været folketingsvalg i Danmark.
Med valget i 2018 har Italien afholdt 18 parlamentsvalgt siden 1948.
Retfærdigvist skal det noteres, at der skal afholdes valg i Danmark hvert fjerde år, mens valgperioden er fem år i Italien.

Listen over italienske regeringer siden 1946
Grunden til at nogle siger, der har været flere end 64 regeringer i det moderne Italien er, at nogle vælger at tælle både de provisoriske regeringer og den grundlovsgivende forsamling mellem 1943 til 1948 med på listen.

Den italienske republik blev grundlagt den 2. juni 1946.
Den dag stemte italienerne netop om, hvorvidt landet skulle fortsætte som et monarki eller blive til en republik. Og det var i øvrigt første gang kvinderne kunne stemme.

REGERINGER SIDEN MAJ 1948 (Legislatura = valgperiode)

I Legislatura

II Legislatura

  • De Gasperi-VIII (16 luglio 1953 – 16 agosto 1953)
  • Pella (17 agosto 1953 – 17 gennaio 1954)
  • Fanfani-I (18 gennaio 1954 – 9 febbraio 1954)
  • Scelba (10 febbraio 1954 – 5 luglio 1955)
  • Segni-I (6 luglio 1955 – 18 maggio 1957)
  • Zoli (19 maggio 1957 – 30 giugno 1958)

III Legislatura

  • Fanfani-II (1 luglio 1958 – 14 febbraio 1959)
  • Segni-II (15 febbraio 1959 – 24 marzo 1960)
  • Tambroni (25 marzo 1960 – 25 luglio 1960)
  • Fanfani-III (26 luglio 1960 – 20 febbraio 1962)
  • Fanfani-IV (21 febbraio 1962 – 20 giugno 1963)

IV Legislatura

  • Leone-I (21 giugno 1963 – 3 dicembre 1963)
  • Moro-I (4 dicembre 1963 – 21 luglio 1964)
  • Moro-II (22 luglio 1964 – 22 febbraio 1966)
  • Moro-III (23 febbraio 1966 – 23 giugno 1968)

V Legislatura

  • Leone-II (24 giugno 1968 – 11 dicembre 1968)
  • Rumor-I (12 dicembre 1968 – 4 agosto 1969)
  • Rumor-II (5 agosto 1969 – 26 marzo 1970)
  • Rumor-III (27 marzo 1970 – 5 agosto 1970)
  • Colombo (6 agosto 1970 – 16 febbraio 1972)
  • Andreotti-I (17 febbraio 1972 – 25 giugno 1972)

VI Legislatura

  • Andreotti-II (26 giugno 1972 – 5 luglio 1973)
  • Rumor-IV (6 luglio 1973 – 13 marzo 1974)
  • Rumor-V (14 marzo 1974 – 22 novembre 1974)
  • Moro-IV (23 novembre 1974 – 11 febbraio 1976)
  • Moro-V (12 febbraio 1976 – 28 luglio 1976)

VII Legislatura

VIII Legislatura

IX Legislatura

  • Craxi-I (4 agosto 1983 – 31 luglio 1986)
  • Craxi-II (1 agosto 1986 – 16 aprile 1987)
  • Fanfani-VI (17 aprile 1987 – 27 luglio 1987)

X Legislatura

XI Legislatura

  • Amato-I (28 giugno 1992 – 27 aprile 1993)
  • Ciampi-I (28 aprile 1993 – 9 maggio 1994)

XII Legislatura

  • Berlusconi-I (10 maggio 1994 – 16 gennaio 1995)
  • Dini-I (17 gennaio 1995 – 16 maggio 1996)

XIII Legislatura

  • Prodi-I (17 maggio 1996 – 20 ottobre 1998)
  • D’Alema-I (21 ottobre 1998 – 21 dicembre 1999)
  • D’Alema-II (22 dicembre 1999 – 25 aprile 2000)
  • Amato-II (26 aprile 2000 – 10 giugno 2001)

XIV Legislatura

XV Legislatura

  • Prodi-II (17 maggio 2006 – 6 maggio 2008)

XVI Legislatura

XVII Legislatura

XVIII Legislatura

Femstjernet afstemning styrker Salvini og Lega

Online afstemning svækker Femstjernebevægelsen
og styrker indenrigsminister Salvini og Legaen


I dag tirsdag den 19. februar skal det italienske parlaments kommission for parlamentarisk immunitet stilling til om indenrigsminister Matteo Salvini fra Lega skal stilles for retten i Catania på Sicilien for at have nægtet 177 immigranter at gå i land på øen i august sidste år.

Indenrigsminister anklaget for frihedsberøvelse

Sagen begynder i august i fjor, da indenrigsminister Matteo Salvini nægter skibet Diciotti fra den italienske kystvagt at gå til kaj med 177 opsamlede immigranter og asylansøgere. For det bliver han anklaget for frihedsberøvelse først af retten i Palermo og siden af retten i Catania.
Begge retsinstanser dropper dog anklagerne i november, men sagen blev derefter genoptaget, som det er muligt i det italienske retssystem, at de tre dommere ved retten i Catania, der kan fremsætte anklager, når en minister er involveret. Man ved, at de tre dommere i Catania tilhører den venstreorienterede dommerforening – det er helt normalt at kende dommeres politiske standpunkter i Italien – og mange anser derfor anklagerne som værende mere politiske end juridiske.

Femstjernet flertal mod at ophæve Salvinis parlamentariske immunitet
Helt ekstraordinært afholdte regeringspartiet Femstjernebevægelsen den 17. og 18. februar en online afstemning blandt deres medlemmer, der skulle afklare om Femstjernebevægelsen i kommissionen i dag tirsdag skal stemme for eller imod ophævelsen af indenrigsministerens immunitet. Også selv om parlamentsmedlemmer i Italien også ifølge landets grundlov kun er forpligtet til at følge deres egen holdning og samvittighed, når der skal stemmes.

…artiklen fortsætter under reklamen


Følger bevægelsens parlamentsmedlemmer afstemning skal indenrigsministeren ikke i retten, for 59 procent af de afgivne stemmer sagde nej.
Det betyder så også, at både bevægelsens leder Luigi Di Maio, transportminister Tonielli og regeringsleder Conte sandsynligvis heller ikke senere får ophævet deres parlamentariske immunitet. De tre meldte nemlig sig selv som medskyldige i sidste uge, i solidaritet med Salvini og for at vise, at regeringen står sammen.

Di Maio forklarer, at Femstjernebevægelsens direkte demokrati fungerer, og at parlamentsmedlemmerne følger afstemningens resultat:

Imod parlamentarisk immunitet – men ikke når magten skal sikres
I realiteten står der ellers sort på hvidt i Femstjernebevægelsens program, at parlamentarisk immunitet er noget skidt, og at alle skal stå til ansvar for eventuelle anklager for retssystemet.

Det har for længst fået flere af bevægelsens egne parlamentsmedlemmer til at undre sig over afstemningen.
Parlamentsmedlemmerne betaler rent faktisk 300 euro af egen løn om måneden til den privatejede digital afstemningsplatform, hvor der angiveligt kun er registreret mellem 100.000 og 140.000 af bevægelsens en million medlemmer.
Kun 52.417 afgav deres stemme ved denne afstemning, og alt andet lige viser denne og tidligere online afstemninger, at heller ikke Femstjernebevægelsen egne medlemmer er så entusiastiske omkring det direkte demokrati. Heller ikke når det blot handler om at logge ind på en webside og afgive sin stemme. Derudover brød den digitale platform endnu engang ned under afstemningen, der blev forlænget nogle timer indtil 21.30 mandag aften.

Tilfreds partileder, krtiske kommentatorer og sure partimedlemmer

Partileder Di Maio udtrykker dog i dagens medier stor tilfredshed med medlemmernes engagement, og er vel i grunden også tilfreds med at hans egen immunitet så også er sikret, nu hvor han har anmeldt sig som medskyldig.
De politiske modstandere og mange politiske kommentatorer betegner dog afstemningen som en fiasko, både i forhold til hvor få der afgav deres stemme, men også i forhold til bevægelsens egen troværdighed.
Mange politiske kommentatorer siger rent ud, at Femstjernebevægelsen nu har afsløret at for dem, som for de såkaldte ”gamle” politikere, handler det allermest om at holde sig til magten for enhver pris, og altså også direkte imod partiprogrammet.
Samme fornemmelse breder sig blandt partiets vælgere, der ved det nylige regionalvalg i den lille region Abruzzo halverede Femstjernebevægelsen og styrkede Legaen.
Salvini selv, som det hele i grunden handler om, har indtil videre været tavs om resultatet af afstemningen hos Femstjernebevægelsen, men der er ingen tvivl om, at hans position som den egentlige leder af regeringen har fået endnu et hak opad.

Matteo Salvini har god grund til at tage det store smil frem:

©_ANGELO_TRANI

FAKTA: Find kvinderne i italiensk politik

“Find den ubudne gæst” kalder Openpolis og AGI en undersøgelse af kvinder i italiensk politik. Det slår sløjt til, trods indførelse af kvoter i 2012.

Første kvindelige minister i 1975
Italien fik sin første kvindelige minister så sent som i 1976, hvor kristdemokraten Tina Anselmi blev arbejdsminister.
Siden da har der i gennemsnit kun været ti procent kvindelige ministre i de italienske regeringer.

Eneste 50/50 regering var under Matteo Renzi i 2014, mens der i den nuværende regering med Giuseppe Conte i spidsen kun er 27 procent kvindelige ministre.  Tæller man viceministre og såkaldte undersekretærer med, og det gør man i talienske regeringer, så er kun 17,9 procent kvinder.

Kvindelige ministre i procent siden regeringen Ciampi i 1993

…artiklen fortsætter under reklamen

Der har aldrig været hverken en kvindelig premierminister eller økonomiminister i Italien, og kun to gange kvindelige udenrigsminister – Emma Bonino i Letta regeringen i 2013, og Federica Mogherini under Renzi i 2014. Også posterne som indenrigsminister og justitsminister har kun to gange været tildelt kvindelige ministre.

Kvindelige ministre i nøglepositioner i italienske regeringer siden 1976
Seks i alt, to udenrigsministre, to justitsministre og to indenrigsministre

Italien er lige nu nummer 13 i Europa, når det gælder kvindelige ministre.
I Europa er gennemsnittet 30,4 procent.

Kvindelig formand i Senatet,
og en trejdedel af posterne i parlamentet

I det nuværende parlament – det 18. siden 1948 – sidder der 35,71 procent kvinder i Deputeretkammeret, og 34,48 procent kvinder i Senatet. Det er det højeste antal i republikkens historie.
Femstjernebevægelsen har over 40 procent kvindelige parlamentsmedlemmer i begge kamre, og Maria Elisabetta Alberti Casellati leder i dag som den første kvinde det italienske Senat – en post, der svarer til at være Folketingets formand i Danmark.

To ud af tyve regerioner har en kvindelig leder

Kun to ud af de tyve italienske regioner ledes af kvinder, og endog to af de mindste, nemlig Umbria og  Valle d’Aosta.
Mellem 2013 og 2015 var fem regionale parlamenter ledet af kvinder, og deriblandt de to store regioner Piemonte og Lazio.
I dag er der 55 kvindelige regions-rådmænd, og det varer til 32,54 procent.

I de italienske kommuner – som der  er over 7.900 af – ledes omkring 14 procent af kvindelige borgmestre. Det svarer godt til det europæiske gennemsnit.

Kommunale kvoter virker,
men kun ganske lidt

Fra 2012 har det været kønskvotering ved kommunalvalg i Italien.
I kommuner over 5.000 indbyggere må ét køn ikke udgøre over 2/3 af både de opstillede og de valgte kandidater.

Det tal nåede man som landsgennemsnit først fra de kommunale valg afholdt fra 2014. Italienske kommunalvalg følger ikke samme kalender, så der er kommunale valg hvert år.
Men procentsatsen for kvinder holder sig lige over den obligatorisk tredjedel, nemlig på 34 procent for kommunalvalg afholdt mellem 2014 og 2106.

Kvindelige kandidater opstillet til kommunalvalg i Italien i 2009 og efter indførelsen af kvoterne i 2016

Kilde og illustrationer:

https://www.openpolis.it/wp-content/uploads/2018/12/Trova-lintrusa-2018.pdf?

Italiensk finanslov dumpet igen, men sanktioner har lange udsiger

”Er der kommet et brev fra Bruxelles? Jamen så venter vi da bare på ét fra julemanden”, lød det provokerende fra den italienske vicepremierminister Matteo Salvini fra Legaen, da EU-kommissionen helt som forventet dumpede næste års italienske finanslovsforslag for anden gang.

”Vi vil naturligvis stadig diskutere velopdragent, som vi altid har gjort”, fortsatte Salvini, der dog også var klar med en skarp salve mod EU’s muligheder for økonomiske sanktioner mod et medlemsland, hvis finanslov ikke kan opnå fællesskabets godkendelse.

”Det forekommer mig virkelig respektløst, ikke i forhold til regeringen, men i forhold til det italienske folk, der er nettobidragyder (til EU, red.). At straffe de, der betaler milliarder, for en vækstorienteret finanslov, er meget underligt”, udtaler Salvini, der uanset hvad allerede er vinder af styrkeprøven med EU-kommissionen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Får Italien i sidste ende bøder, så ér EU nemlig det store onde spøgelse, der vil knægte de enkelte medlemslande, og det passer som fod i hos til den EU-kritiske dagsorden i dagens Italien.

Giver EU sig derimod til slut, så er det den nuværende regering, men først og fremmest indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini, der nærmest med David mod Goliat-symbolikken in mente knægter monsteret i Bruxelles.

Tal-krigen mellem EU-kommissionen og den italienske regering
Iværksætter EU de beskrevne sanktioner, så er det første gang i historien, at et medlemsland modtager de økonomiske straffe, der første gang blev nedskrevet i 1997, da medlemslandene forpligtede sig til at overholde tre grundlæggende økonomiske parametre:

Budgetunderskuddet må ikke overstige 3 procent i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), statsgælden må ikke overstige 60 procent af BNP, og skal i givet fald nedbringes med i gennemsnit en tyvendedel per år.

Italiens konkrete problemer er de to sidste punkter med en statsgæld på over 2.300 milliarder euro, og over 130 procent i forhold til BNP.

Budgetunderskuddet holder sig under de tre procent, men med regeringens forudsigelser om en økonomisk vækst på kun 1,5 procent i 2019, 1,6 procent i 2020 og 1,4 procent i 2021, så er der i realiteten ingen margin til at få statsgælden til at falde.

EU-kommissionen tror ikke engang på de italienske forudsigelser, men har i stedet regnet sig frem til en lavere vækst på 1,2 procent af BNP i 2019 og 1,3 procent i 2020.
Det betyder ifølge EU’s udregninger et budgetunderskud på 2,9 i 2019, og i 2020 en overskridelse af tre-procent reglen med et forudset budgetunderskud på 3,1 procent i forhold til BNP.

Mulige bøder har lange udsigter og et EU-valg i midten
Nu sender EU-kommissionen sin rapport ud til Euro-landenes regeringer.
Er de enige i dumpningen, vil kommisionen derefter bede den italienske regering om at korrigere finansloven efter deres anvisning i løbet af tre til seks måneder. Først derefter kan der blive tale om bøder fra 0,2 op til 0,5 procent af Italiens BNP, og i allersidste end kan EU blokere for de strukturelle tilskud til Italien.

Det er dog aldrig nogensinde tidligere sket, og også den detalje, at der skal være valg til EU-parlamentet i foråret 2019 gør det yderst usandsynligt, at Italien bliver straffet inden den næste finanslov skal på plads for 2020.

Det forhadte EU-bureaukrati, og den demokratisk proces med parlamentsvalget, ender sandsynligvis alt sammen med at være til den italienske regerings fordel.

Italienske nøgletal:
Statsgæld – BNP 2018 – Inflation – Arbejdsløshed
(Kilde: Mazziero Research)

Oppositionen raser, og finansmarkederne er afventende
Oppositionen i Italien er naturligvis rasende. Partito Democratico, som Salvini da beskyldte for at have forøget statsgælden med 500 milliarder euro med deres finanslove mellem 2013 og 2018, mener at den gul-grønne Lega-Femstjerneregering ligefrem er ved at nå endestationen.

“Uansvarlig” er det ord, der går igen i deres kritik af regeringen og forslaget til finansloven for 2019.

Men også Legaens samarbejdspartner i 24 år indtil valget den 4. marts i år, Forza Italia, raser.
”Der er ingen grund til blive vred på Europa, der blot er lægen, der bekræfter en sygdom”, lød det, da Silvio Berlusconi samlede partitoppen i Rom onsdag aften.

Berlusconi udtalte, at han ikke frygter EUs mening, men investorernes reaktioner på afvisningen af finansloven.
Som sædvanlig talte han til italienernes mave, der i denne forbindelse er den enorme private opsparing, der er verdens andenstørste efter japanernes.

Finansmarkederne reagerede roligt
Eftersom det var ventet, at EU-kommissionen igen ville dumpe den italienske finanslov, var reaktionen på finansmarkederne onsdag yderst beherskede.
Den italienske børs i Milano lukkede med +1,41, og rentespændet mellem tyske og italienske statsobligationer holdt sig lige omkring de 300 – 309 præcist – hvor det har befundet sig siden EU sagde nej til den italienske finanslov for første gang den 23. oktober.
Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at det går bare nogenlunde på finansmarkederne og med tilliden til Italien.
Italiens statistik Istat har for eksempel beregnet, at 100 point i rentespænd koster 0,7 procent af BNP.

Nyeste tal forudser endnu lavere vækst
Istat kom også netop i dag med deres nedslående forudsigelser omkring det italienske bruttonationalprodukt i år.  Istat har nedjusteret væksten til 1,1 procent i forhold til prognosen i maj på 1,4 procent. I 2017 steg BNP med 1,6 procent.
Arbejdsløsheden er også igen over 10 procent, og inflationen skønnes at ende på 1,7 procent.

Den italienske finansminister Giovanni Tria har taget dumpningen med bitterhed.
I hans optik er det italienske finanslovsforslag indenfor de “moderate” grænser, som den økonomiske situation tillader, og garanterer ydermere en reduktion af statsgælden.

Torsdag 22. November mødes premierminister Giuseppe Conte med EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er
 måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler. For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…
“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ‘systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ‘signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Hvem er Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio?

BIOGRAFI: Luigi Di Maio blev født den 6. juli 1986 i Avellino i den syditalienske Campania region. Han gennemførte den klassiske linje på gymnasiet, og indskrev sig derefter først på ingeniørstudiet og siden på jurastudiet, uden at afslutte universitetet.

Levebrødspolitiker siden bevægelsens start i 2007
Di Maios erhvervserfaring begrænser sig til jobbet som steward på Napolis fodboldstadion, hvor han modtog og servicerede i afdelingen for VIP fodboldtilskuere, og et ikke nærmere beskrevet iværksætterprojekt inden for internetmarkedsføring. Siden 2007 har han været indskrevet som pubblicist i det der hedder den italienske orden for journalister.

…artiklen fortsætter under reklamen

Di Maio er ugift og har fortalt, at tidligere kærester har anset hans politiske engagement som en konkurrerende elskerinde. Han bor i Pomigliano d´Arco ved Napoli, hvor han er den ældste af tre brødre. Hans mor er italiensk- og latinlærer, mens faren er i byggebranchen. Faren har været aktiv i den lokale afdeling af først det postfascitiske parti MSI, og siden iarvtageren, højrepartiet National Alliancen.
”Jeg havde derimod mine egne ideer”, har Di Maio udtalt.
Vennerne kalder ham Gigino, mens han i familien kaldes Luigiotto.

Di Maio har været aftiv i Femstjernebevægelsen siden starten med “Op i røven”-demonstrationerne i 2007.
I 2010 bliver han ikke valgt, men opnår 59 personlige stemmer ved kommunalvalget i Pomigliano d´Arco.
Ved parlamentsvalget i 2013 bliver han den hidtil yngste viceformand for Deputeretkammeret i det italienske parlament. Han har været medlem af EU-udvalget i parlamentet.

Valgt af Grillo til partitoppen
Fra november 2014 er Luigi Di Maio et af de fem medlemmer af partiets direktion, der er direkte udnævnte af partistifteren Beppe Grillo.

I september 2017 bliver han ved partiets online-primærvalg valgt som partileder og premierministerkandidat. Han får ved afstemningen, hvor de andre syv opstillede var ukendte kommunalpolitikere, 30.936 stemmer, svarende til 82 procent af de afgivne stemmer.

Internt i bevægelsen betegnes han som en af de moderate, der nærmer sig den politiske midte mellem venstre- og højrefløjen.

Citater om Di Maio:

“Jeg lærer altid af Di Maio, også når han holder mund”.
Beppe Grillo

“Han har tv-tække. Kunne man bare have én som ham i Forza Italia”.
Silvio Berlusconi

“En Salvini uden hættetrøje”.
Pippo Civati

KILDER: Espresso &  Wikipedia

FOTO: Flickr

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Italienerne stemte EU-kritisk, og de bange vandt

ANALYSE:
Femstjernebevægelsen og Legaen sejrede stort på de bange stemmer i Italien.
Det bliver en lang kamp for den italienske præsident Sergio Mattarella, når han i slutningen af marts officielt begynder det, der svarer til den danske partilederrunde. Inden vil alle både mulige og umulige regeringskonstellationer blive ivrigt diskuteret.

Parlamentet er delt i tre
Dagen efter parlamentsvalget står Italien med et tredelt parlament. Vil du ikke læse videre om valgresultater og konsekvenserne af valget, så spår Deres udsendte her i Milano, at præsidenten ender med at bede den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni om at fortsætte med en teknisk regering. En regering, der skal forestå den daglige administration, og skrue endnu en ny valglov sammen. I heldigste fald bliver der nyvalg inden sommerferien

Protestpartiet Femstjernebevægelsen blev som forventet landets største parti med over 32 procent af stemmerne.
På højrefløjen havde Legaen og dens leder Matteo Salvini stort succes med forvandlingen fra et regionalt løsrivelsesparti til et nationalt indvandrerkritisk højreparti. Over 300 offentlige valgmøder med Salvini i hver en krog af Italien har givet pote, og partiet er gået frem fra sølle 4 procent af stemmerne i 2013 til omkring 18 procent i dag.

…artiklen fortsætter under reklamen

Berlusconi havde endnu ikke midt på eftermiddagen mandag kommenteret den for ham absurde kendsgerning, at med kun 14 procent af stemmerne er han i dag lillebror i centrum-højrekoalitionen. Da han stemte i går i Rom hoppede en Femen-aktivist op på et bord og smed trøjen.
“Berluscini, du har overskredet sidste salgsdato”, stod der på hendes bryster, og det er måske en ganske passende epilog over Berlusconis politiske liv.
Centrumhøjre-koalitionen opnåede dog de forventede 37 procent af stemmerne.

Emma Boninos Mere Europa liste kommer ikke over spærregrænsen på tre procent, og venstrefløjsudbryderne i Frie og Lige ender langt under meningsmålingerne med færre end fire procent af stemmerne.

Regeringspartiet Partito Democratico er med knap 19 procent mere end halveret i forhold til valget til Europa Parlamentet i 2014, hvor partiet var på toppen af sin Renzi-rus, og opnåede 40 procent af stemmerne. Selv om Matteo Renzi op til valgte lovede – eller truede med – at ville blive uanset resultatet, så vokser kravet om hans umiddelbare afgang time for time her dagen efter valget. Han holdte et pressemøde klokken 18.30, hvor han lovede at træde tilbage og blive almindelig senator, når der er en ny regering.

Et land skåret over i to umage stykker
Italien som land kom ud fra valget delt i to. Norditalien og en del af Mellem Italien er med undtagelse af fanske få røde og gule klatter helt i hænderne på centrum-højrekoalitionen, mens alle regioner syd for Rom, øerne Sicilien og Sardinien samt regionerne Marche og Abruzzo har fået Femstjernebevægelsens gule farve.

Socioøkonomisk er dét det velhavende Norditalien, der så småt begynder at mærke at ti års krise er ved at være slut, mod Syditaliens og øernes fattige.

Femstjernebevægelsen har hentet deres vælgere fra både højre og venstre.
De har også med deres modstand mod de gamle partier hentet stemmer fra de arbejdsløse, fra de forældre der ikke kan se en fremtid for deres børn i Italien, fra pensionisterne hvis købekraft stadig falder, og i det hele taget fra de mange italienere, der føler, at ingen politikere nogensinde har gjort noget for dem.

”Partierne, der vandt (og historien vil dømme dem for det) har talt til hjertet af de bange. De, der er bange for Europa, for enhver form for invasion, for at gå ud af deres hus og for at dø af sult. De, der er bange for alt, underligt nok undtagen en krig”, skriver præsten Peter Ciaccio fra den evangelistiske Valdese kirke i hjertet af Femstjerneland i Palermo på Sicilien.

Over 50 procent stemte EU-kritisk
Over halvdelen af de italienske vælgere satte i går deres kryds ved de tre EU-skeptiske partier, der udover Legaen også omfatter Femstjernebevægelsen og højrepartiet Fratelli d´Italia-Italienske Brødre.

Legaens valgslogan var Italien først, og det blev kopieret af Fratelli d´Italias Først Italien og først italienere, mens Femstjernebevægelsen program varskoer en national protektionisme på højde med eller skrappere end den, Trump er i gang med for USA.

Grundlæggende er italienerne langt fra så kritiske overfor EU som for eksempel danskerne. Men der er en udbredt fornemmelse af, at Europa har svigtet i forhold til indvandringen over Middelhavet, og den frustration har de tre partier udnyttet til fulde i valgkampen.

Der er dog langt derfra til noget der minder om et Ital-exit, for den italienske forfatning tillader ikke folkeafstemninger om overnationale emner, som vi kender det fra andre EU-lande, Danmark inklusive.

Femstjerner rækker ud efter magten, og vil bestemme det hele
”Vi er den bærende søjle i det nye parlament, og nu skal alle tale med os”, udtalte Femstjernebevægelsens repræsentant allerede en halv time efter at stemmelokalerne lukkede klokken 23.00 søndag aften.

De seneste fem år, hvor partiet med 25,4 procent af stemmerne i 2013 lagde ud med 109 deputerede og 54 senatorer, har bevægelsen da også konsekvent afvist at stemme for både regeringens og andre partiers forslag. Lige så kategorisk har de afvist at indgå i fast samarbejde endsige i koalitioner med andre partier.

I dag lyder invitationen til resten af parlamentet, at nu vil partiet samarbejde. Det er dog efterfulgt af et krav om nærmest total underkastelse fra eventuelle alliancepartnere.
Det er ikke til diskussion, at Luigi Di Maio skal være premierminister, og en eventuel regeringspartner skal underskrive og overholde det regeringsprogram bevægelsen stiller op med.

Samarbejde til venstre eller til højre
Femstjernebevægelsen er med andre ord tvunget til at finde en partner, hvis de virkelig vil magten.

Der spekuleres lige nu i et samarbejde med Legaen, men det afviser Matteo Salvini.
“Vi er en del af en koalition og jeg er vant til at holde mine løfter og mit ord. Derfor arbejder vi videre i vores centrumhøjre-koalition”, sagde han dagen efter valget.

Partito Democraticos leder Renzi har kategorisk afvist et samarbejde med enhver form for populister, som han har udtrykt det.
Men Partito Democratico forventes som nævnt allerede senere i dag at påbegynde en slags af-renzificering, der kan føre til et regeringssamarbejde med Femstjernebevægelsen. Allerede inden valget var der en intern valgkamp i partiet, blandt andre sponsoreret af tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi, for at køre den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni >> i stilling som partiformand.

I dag peger flere også på præsidenten for Rom-regionen Luca Zingaretti, der blev genvalgt til det job i går. Udover parlamentsvalget i går var der også regionale valg i Lazio og i regionen Lombardiet.
I Lombardiet gik sejren til centrumhøjrefløjens kandidat, den tidligere borgmester i Varese. Attillio Fontana fra Legaen gjorde sig i valgkampen bemærket som fortaler for fremtidige privilegier for den hvide race i Italien.

Femstjernebevægelsen ender i øvrigt med en håndfuld parlamentsmedlemmer mindre end de valgte. En række kandidater er nemlig blevet ekskluderet af partiet under valgkampen. Èn var medlem af en loge, én var dømt for at have solgt ulovlige videospil, og et par andre havde snydt med den tilbagebetaling af en del af deres løn som parlamentsmedlemmer, som bevægelsens medlemmer forpligtiger sig til.

Vil ikke være et normalt parti
De fleste politiske kommentatorer forudser dog i dag, at det bliver meget svært for Femstjernebevægelsen at finde en partner, der vil acceptere partiets betingelser. Det kræver så også, at partiet forandrer sig fra netop en lukket protestbevægelse til et samarbejdsorienteret, om man så må sige, normalt parti.

Er der noget, bevægelsen ikke vil, så er det at være en del af det normale politiske liv, som de altid har defineret som korrupt, privilegeret og tyvagtigt.
Partistifteren Beppe Grillo har dag også opdateret sin private blog >> dag med en advarsel mod normaliseringen.

Med sin sædvanlige meget farvestrålende retorik beskriver Grillo i dag Femstjernebevægelsen som et biologisk nedbrydeligt parti i modsætning til de gamle partier. De er ifølge Grillo konstrueret af plastik, der nok kan ændre form, men aldrig kan nedbrydes, og altid vil bestå af angst og dumhed.


En biologisk nedbrydelig Beppe Grillo

Grillo forudser også, at Femstjernebevægelsen nedbryder sig selv, når deres mål er nået, nemlig at borgerne har fået redskaberne til hver uge at deltage i folkeafstemninger hjemmefra.
Indtil det sker, lover Beppe Grillo at holde vagt over bevægelsen.

Inden det kommer så vidt at Italien bliver det første land i verden, hvor alle lovforslag skal til folkeafstemninger, er der nok et langt stykke vej.

Foreløbig får præsident Mattarella travlt inden de nærmest umulige regeringsforhandlinger går i gang i slutningen af marts. Hvis han da ikke tager en rask beslutning og lader den nuværende regering fortsætte.

Valget har på ingen måder løst Italiens problemer, og spillet om magten er pivåbent.

FOTO: Printscreen og www.beppegrillo.it

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Europaparlamentets formand siger ja til Berlusconi, og Femstjernebevægelsen præsenterer sin regering inden valget

ANALYSE:
Silvio Berlusconi stod for valgkampens sidste store overraskelse, da han i tv-progammet Matrix torsdag aften afslørede, at Europarlamentets formand Antonio Tajani har sagt ja til at være Forza Italias kandidat som premierminister, hvis centrum-højre koalitionen som forventet bliver den største gruppe i det italienske parlament.

“Jeg takker præsident Berlusconi for hans påskønnelse af mig. Jeg har her til aften indvilget i at tjene Italien. Nu er alle beslutninger op til vores borgere og republikkens præsident”, skrev Tajani måske en anelse for underdanigt i aftes på Twitter.

Den 64-årige romer, der er uddannet jurist og har en fortid som journalist, har været med Berlusconi fra grundlæggelsen af Forza Italia tilbage i 1994. Han grundlagde selv den regionale afdeling af partiet i Rom-regionen Lazio, og han har senest siden januar 2017 været formand for Europa parlamentet.
Tajani selv bekræftede sit kandidatur via Twitter sent torsdag aften. Det skete i øvrigt efter en dag, hvor han havde talt om europæisk politik til en konference, og netop understreget, at han ikke ville tale om italiensk indenrigspolitik.


Antonio Tajani (Foto: Wikimedia)

Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister.
For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani.
Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år.

Kompliceret valglov skaber usikkerhed
Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt.

I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel.

Ministre ”udnævnt” inden valget
Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.


Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.)

Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler.

Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne.
Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget.
Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen.
Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering.

40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling
Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne.
Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet.
Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne.
Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi.
Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano.

De vilde scenarier efter valget
Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet.

Gentiloni fortsætter som overgangsregering
Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018.
Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet.
Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år.
Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise.
De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større.

En sprængt centrum-højre koalition
Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen.
I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten.
“Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale.
Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet.

Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen
Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen.
Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien.

Og så er der vejrets rolle
Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent.

Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne.
Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler.

Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23.
46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Århus: Foredrag om det italienske parlamentsvalg – 13. februar

Tirsdag den 13. februar vil Bernhard Hagen og Charlotte Sylvestersen fortælle om italiensk politik op til parlamentsvalget den 4. marts.
 
Det er foreningen Dante Alighieri, der inviterer, og ALLE er velkomne.
Tirsdag den 13. februar kl. 19.30:
Århus Universitet,
NB: I de “gule bygninger”, i Nordøsthjørnet.

Bygning 1324, lokale 011

Se kort på dette LINK

Italiensk politik netop nu – og op til valget den 4. marts
Det bliveren forrygende aften, når de to italiens-eksperter øser af deres viden.

Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang og skal ikke forhåndstilmelde sig og altså ikke købe adgangsbillet, men de foreviser gyldigt medlemskort; mens ikke-medlemmer og gæster betaler kr. 100/person.
* KUN gæster og ikke-medlemmer skal tilmelde sig foredraget, og det gør de ved at købe adgangsbillet via dette LINK

(Måske ville det være en god idé spare de 100 kroner og i stedet at melde sig ind i foreningen, og samtidig få adgang til 10-15 arrangementer).

Både Charlotte Sylvestersen og Bernhard Hagen er store kender af Italien og beskæftiger sig indgående med at studere og kommentere det interessante, italienske politiske system. Da de samtidig er  levende og meget engagerede fortællere, venter der tilhørerne en rigtig god aften.

Ved at LIKE denne Facebookside, så får man automatisk Bernhard Hagens frekvente og dybdeborende opdateringer om italiensk politik.

Efter foredraget bydes som vanligt på et glas vin og en hyggelig snak med Charlotte Sylvestersen og med Bernhard Hagen og med de øvrige deltagere.

Parlamentsvalg 2018: Meningsmåling den 29. januar giver stadig føring til centrum-højre

En meningsmåling foretaget den 29. januar 2018 af Emg-Acqua >> for TgLa7 >> giver stadig et solidt forspring til centrum-højrekoalitionen bestående af Silvio Berlusconis Forza Italia, Lega Nord med premierministerkandidat Matteo Salvini,  centrumpartiet UDC og højrefløjspartierne Fratelli d´Italia og “Noi con l’Italia“.

Koalitionen ligger på den matematiske vippe, hvor det komplicerede valgsystem kan resultere i flertal i begge kamre af parlamentet med omkring 38 procent af stemmerne.

Centrum-venstre koalitionen med det afgående regeringsparti Partito Democratico og premierministerkandidat Matteo Renzi i spidsen er stadig under 30 procent, og endnu mere problematisk, så er de små støttepartier alle under spærregrænserne for både senatet og deputeretkammeret.

…artiklen fortsætter under reklamen

Femstjernebevægelsen ligger solidt sidst i tyverne, mens udbryderpartiet Liberi e Uguali – Frie og Lige – fra Partito Democratico ligger omkring seks procent.
Partiet blev dannet i protest mod Matteo Renzis linje, og har altså med succes tiltrukket det yderste venstre af Partito Democratico.

14 procent af italienerne har stadig ikke besluttet, hvad de vil stemme til parlamentsvalget den 4. marts, og 2,4 procent siger de vil stemme blankt.
Hele 32,8 procent har givet op og fortæller, at du ikke vil afgive deres stemme.
Dermed risikerer man at ende med en stemmeprocent på under 70.
Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 stemte 75,19 procent af italienerne

I denne artikel fra dagbladet La Repubblica >> kan du se, hvor hovedpersonerne i den italienske valgkamp er opstillet, og hvem der er deres modkandidater. La Repubblica noterer, at de fleste VIP´s har fået forholdsvis nemme valgkredse, så man sikrer de kendte toppolitikere et let genvalg.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).