På re-integration i Danmark 0: Falske vejrudsigter, frossen sprinklervæske og Pippi i Panda
Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt, fra både Italien og Danmark, om hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.
Søndag 10. december 2017:
Under min morgenbriefing med mig selv inden afgang mod Nordeuropa fra Malcesine ved Gardasøen lovede jeg mig selv at køre forsigtigt, ikke tage nogle chancer, og så absolut holde ind ved et hotel tæt på motorvej 7/E45 inden det blev mørkt.
Vi, Panda, vovserne på bagsædet og jeg, kørte som programmeret afsted klokken 06.28, og indtil vi nåede det nordlige Østrig, uden grænsekontrol ved Brennerpasset, gik alt planmæssigt.
Min erindring snyder måske, men jeg mindes ikke, at man skulle over et decideret bjergpas på over 1.200 meter for at komme fra Østrig til Tyskland. Jeg vil da heller ikke udelukke, at jeg bare blindt har fulgt den korteste vej, som min GPS foreslog.
…artiklen fortsætter under reklamen
Det bekymrede mig at se rastepladser dedikeret til påsætning af snekæder, og såmænd også, at de modkørende biler fra Tyskland havde 20-25 centimeter sne på taget, men efter en tissepause og lidt fuel til Panda fortsatte vi over passet.
Nede fra passet og inde i Tyskland, uden grænsekontrol mellem Østrig og Tyskland, sneede det endnu mere, og havde åbenbart sneet i flere timer. Min gode venner Frits og Linda i Malcesine havde ellers tjekket en masse vejrudsigter. De havde forsikret mig, at jeg under hele turen til Danmark lige netop ville have snefald i ryggen og ikke foran mig. Mekaniker Walter i Milano havde også lovet at fylde frostsikker sprinklervæske på Panda. Ingen af delene holdt.
Vejen forsvandt og bilen rallede
Jovist kom jeg da fremad. Jeg blev liggende bag en gigantstor Land Rover, og vi kom frem med mellem 45 og 55 kilometer i timen. Undervejs kunne man se mindre og mindre af vejen foran sig, og forruden i sig selv blev også temmelig uigennemsigtig, fordi sprinklervæsken trods mekaniker Walters garantier jo var frossen. Mobilen var ved at være død, fordi GPS´en havde været på i flere timer, og nu har jeg så lært at sætte Power Banken til, inden mobilens dødsrallen begynder.
Man kan altid lære.
Med andre ord.
Klokken var 11.30.
Vejen var usynlig, forruden mudret og mobilen halvdød.
Der var stadig langt til Danmark.
Vi stoppede på et stopfyldt raststelle, hvor hundredevis af andre bekymrede bilister gik rundt med endnu mere bekymrede miner end min, men dog alligevel kunne spise solid tysk kost som schnitzler, bratwurst og en masse kål. Modløst brugte jeg mobilens sidste energi til at notere, at der lå tre hoteller umiddelbart efter næste motorvejsafkørsel ni kilometer fremme.
Pippi i Panda
Ude på vejen gik der Pippi Power i situationen. Vi kørte forbi afkørslen, lagde os bag endnu en kæmpebil med dobbelt så brede dæk som Panda og sneglede os frem med 55-60 kilomter i timen.
Jeg overbeviste mig selv om, at man snildt kan køre i verdens sikreste bil, men hvis du er en usikker bilist, så er Pippi i Panda bedre.
”To timer”, tænkte jeg, så tager vi en beslutning for natten, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at køre i mørke.
To timer senere var mobilen ladet op. Hundene blev luftet i sneen, og jeg fik tisset. Man kan jo ikke tage beslutninger, når man er tissetrængende, det ved alle.
Så ringede jeg til Landgasthof Hess syd for Kassel, og reserverede et værelse til vovserne og mig. Planen var oprindeligt at lande lige dér, over halvvejen til Danmark, mellem klokken 15.30 og 16.00, mens det stadig var lyst.
GPS sagde, jeg ville lande 18.15 og jeg parkerede Panda i buldermørke foran hotellet klokken 18.40.
Efterrationaliseringer
De køretekniske udfordringer på første rejsedag fik luftet ud i min hjerne og i de skræmmende re-integrationstanker, der i dagene op til afrejsen havde gjort mig nærmest panisk stresset:
Kan min mave klare dansk mad i længere tid?
Er mit tøj og mine sko varme nok?
Er der stadig kun konstant modvind – også på cykelstierne?
Er det en god ide at tage favoritpasta og favorit risottoris med?
Det slog mig flere gange, at min hjerne var fyldt med de samme bekymringer, som min italienske mand altid havde før ferierne i Danmark.
Jeg skulle i øvrigt have taget et lager af risottoris fra Po Deltaet med. De der risottoris fra Netto overbeviser altså ikke.
Klokken 19.30 sad jeg så bænket med en dobbelt winerschnitzel mit bratkartoffeln, der mindede om bakkerne lige netop der i Kasseler Berge.
Hundene var fodret, og efter et varmt bad, og en sidste luftetur mellem snebelagte bindingsværkshuse besvimede vi alle tre inden klokken 22.30, med de planlagte kun 580 kilometer foran os dagen efter.
Ja, ok, hundene risikerede at besvime inden.
Hjemme i Milano hopper de op i sengen fra fodenden.
På Landgasthof Hess var der et sengegærde i fodenden, så det plankede de op i og faldt ned af et par gange, inden de opdagede, at det var nemmere at hoppe op langs sengens side.
Man kan altid lære.
Foto: Privatfotos
–//–
