På re-integration i Danmark: Bratwurst, bil-filosofi og fordomme

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 1 i Danmark/Mandag 11. december 2017
Kasseler Berge skal bare overstås. Med 1100 cm3 er det ydmygende, når man skal i tredje gear, og gemme sig mellem lastbilerne.

Der var dog ikke nær så mange lastbiler, som jeg havde regnet med mellem Kassel og Hamburg. Det skyldes sandsynligvis, at der trods økonomisk krise alligevel stadig er usandsynligt mange lastbiler på Tangenziale motorringvejen omkring Milano, hvor Panda og jeg slår de fleste af vores folder. Eller måske foregår en meget større del af logistikken rent faktisk med tog i Tyskland. Jeg ved det ikke.

Jeg er også lidt ligeglad. Som de fleste andre brokker jeg mig og bander også over lastbilerne, specielt når de blokerer midterbanen med 99,7 kilometer i timen.

Ellers elsker jeg – rent principelt – lastbiler

For mange år siden besluttede jeg dog, at lastbilerne er et ekstremt positivt symbol på et dynamisk samfund, hvor hjulene i mere end én forstand kører rundt. Lastbilerne er produktion, vareudveksling og dermed penge, der cirkulerer.

Lastbiler og personbiler er vækst, ligesom radioens besked om, at der den 19. november var indregistreret rekordmange – 2.983.500 – køretøjer i Danmark, selv om danskerne jo er så miljøbevidste.

For det er fedt, vildt fedt, at varer og mennesker kan bevæge sig som de vil. Jo flere og jo mere, jo bedre. I mine verdener er vækst ikke et fyord, og altså heller ikke i danskernes, når det lige nøjagtigt gælder forelskelsen i privatbilismen. Og til trods for, at man i Danmark er så miljøbevidste.
 Super-bilister

”Det kan da ikke være godt for miljøet, at vi får nye håndklæder hver dag”, sagde en gæst i Toscana til mig med bebrejdende mine og tone i sommer.

”Hotellet vil gerne vise sig fra sin bedste side. Hvis du virkelig vil gøre noget for miljøet, så skulle du vel egentligt overveje, om du skal tage et fly til Italien og køre rundt i Toscana i en dieselbus i otte dage”, svarede jeg med et smil, og kun fordi jeg vidste, at dén gæst havde humor nok til at forstå beskeden.

Han gav mig grinende ret, og nød forhåbentligt sine nyvaskede håndklæder hver dag. Sådan flyver tankerne i en Panda på motorvej 7/E45 i Tyskland en mandag formiddag, mens Gianna Nannini og Lucio Dalla synger og spiller for fuld udblæsning.

Frauen und autos

Fuel, kaffe og chokolade på en raststelle. To mænd er ved at fylde frostsikker sprinklervæske på deres varevogn. Min sprinklervæske var ikke frossen den morgen, så i ren begejstring over en gennemsigtig forrude havde jeg brugt det hele på blot to en halv times kørsel.

På mit skoletysk fik jeg forklaret, at jeg havde brug for hjælp til opfyldningen.

Stolt åbnede jeg motorhjelmen, som Linda lærte mig det på vores roadtrip i fjor. De to deutsche mænner fandt efter lidt besvær sprinklertanken, sendte mig ind i butikken efter frostvæsken, fyldte på, og hurra for en forrude. Verden og endda en tysk motorvej er så meget bedre set igennem rene briller og forruder.

Post Nord panik

Denne køredag havde kun ét ubehageligt øjeblik. Pludselig havde jeg en lastbil fra Post Nord til at ligge foran mig.
Så bliver man jo bange for, at man aldrig når frem.

De første år jeg boede i Italien var breve og pakker et evigt lotteri.

Jeg har også flere gange tudet efter besøg på posthuset, når jeg har manglet et stempel, et ID-kort eller hvad andet skrankepaverne besluttede sig for at genere mig med.

Nu er det omvendt. Hjemme i Italien taler vi meget lidt om posten, den kommer bare. Herhjemme i Danmark tales og skrives der rigtigt meget om posten. Men den kommer aldrig. Verden er i evig forandring.

Jeg skyndte mig at overhale Post Nord lastbilen, og kokken 15.47 var Panda parkeret foran Lindas hus i Holbøl. Inden hun nåede frem var den tømt.

Er du klar over, hvor meget der kan være i en Panda?
Og der havde været plads til de rigtige risosttoris fra Po Deltaet, og lidt af den gode langtidstørrede pasta fra Gragnano.
Øv.

Re-integration og fy-fordomme

Nu er det jo et re-integreringsforsøg, jeg er i gang med. Kan jeg fordomsfrit genfinde min indre dansker i løbet af de kommende uger og måneder?

Min veninde Linda er uundværlig for succesen, er jeg sikker på. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Linda medbragte en food-integrationspakke med pandeklar frikadellefars, rødbeder, agurkesalat, rugbrød, vitaminpiller med ekstra D-vitamin, Lurpak, blå Royal fra Ceres, Piratos, Saltfisk, Karolines Kakaomælk og andre basisfødevarer.
Der var også starin- og fyrfadslys i rå mængder, men skal jeg være kritisk, så manglede de ristede løg altså.

Det viste sig, at der var flere forskellige øltyper ude i Lindas skur.
En del var tæt på udløbsdato, og så byggede vi vores eget øl-juletræ, og undrede os næste morgen over, at man kan drikke 25 øl uden at blive stangstive eller få nævneværdige tømmermænd.

Ok.
Lidt italienerbøvet og fordomsfuld blev jeg, da Linda kom til at provokere.
Sønnike havde været ude for en oversvømmelse i sin studenterlejlighed, og skulle selv betale.
Linda kom til at sige, at ”det var jo forsikringsselskabets skyld, fordi de ikke skrev, da han fyldte 21 år, og derfor ikke længere var omfattet af min ansvarsforsikring”.

Det er altid andres skyld i Danmark.
Så tændte min indre italiener lidt af, inden Linda mindede mig om, at jeg havde meddelt, jeg ville komme fordomsfri til Danmark. Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Freden og min lunte var dog kort. Linda fortalte, at fordi hendes hus – mit midlertidige domicil – har været til salg i over et år, så skal hun nu betale for endnu et hold tilstandsrapporter…

”Tilstandsrapporter og min bare røv! Man køber som beset, for Helvede. Det er sgu da køberen, der skal sikre sig hvad han anskaffer sig. Det er den omvendte verden. Fuldstændig som med skat.dk, hvor du skal bevise din uskyld, mens væsenet har lov til at formode din skyld. Hvorfor i hele hule Helvede finder I jer i det?” råbte jeg og fortsatte videre i den dur, indtil Linda mindede mig om, at jeg havde lovet at komme til Danmark med et åbent sind.
Alle indvandrere i Danmark burde have en Linda.

Således bedugget og beriget sluttede dag 0 i Danmark. Fra tirsdag begynder min danske hverdag.

Fotos: Charlotte Sylvestersen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *