Fra arkivet – 2006

Reality-show på campingpladsen:
På “Unionen” med udsigt til Annalisa,
“Giovaaaanni, Beatriiiice og Graziaaano…”

Vi havde allerede okkuperet vores plads på “Union Lido” et par dage, da vores genboer hev teltpælene op og efterlod en tom plads.
En time efter kørte en sort mega-jeep med mørke ruder og tilhørende campingvogn op foran den ledige plads.

Bilen havde Milano-plader og folk, der forpester vores i forvejen trafikplagede og pandekageflade by med en mega-jeep til junglesafari har sjældent vores umiddelbare sympati.

Allerede dér blev vi ovre i vores telt lidt nervøse.
Og tænk hvis nu det var nogle vi kendte, så skulle vi også til at være sociale og “milanesiske” i vores ferie….

Ud af bilen steg en mere end lettere overvægtig herre med et sympatisk ansigt.

Graziano præsenterede sig, og sammen med to teenage-drenge begyndte han at stille campingvognen med tilhørende børnetelt og mega-pagode op.

Bag de mørke ruder kunne vi skimte en lille pige og hvad der ved første øjekast lignede en teenage-pige med underligt hår.

Sergio og jeg klassificerede Graziano som enlig far med usædvanligt mange børn, og var sikre på at teenage-pigen havde haft en for den alder helt normal krise, og derfor nægtede at deltage i organiseringen af pladsen.

Det viste sig at være HELT FORKERT:
Da alt var stillet op “skred” Annalisa ud af bilen med fem-årige Beatrice på armen.

Annalisa viste sig at være på min alder.
Det underlige hår skyldtes både et lidt mislykket forsøg på at være blondine samt de små papilotter fordelt over kraniet.

Vel ude af bilen begyndte det “liturgi” vi de kommende dage skulle forsøge at vænne os til:

– GRAZIAAANO!!!
Pagoden skal da ikke stå dér, og hvorfor er den bardun til teltet i vejen….

– GIOVAAAANNI!!!!
Flyt din taske og det skal være lige nu…

– BEATRIIIICE!!!!
Kom hen til Mamma og få et knus, din lille snuske……

Det var den sommer, jeg forsøgte at lave mine egne soltørrede tomater.
Det gik efter planen indtil det første tordenvejr.

Og så tog Annalisa lyserøde plastikhandsker på og begyndte at vaske borde og stole med et desinficerende kirurgisk middel, der hedder “Ammuchina”, og som normalt bruges af bakterie-hysteriske spædbørnsforældre.

Derefter tilbredte hun en salat, som hun med høj stemme selv roste, og gentagne gange bad Graziiiiano og drengene spise mere af.

Det gjorde de ikke, kunne vi se fra vores plads, hvorfra vi indtil da med interesse havde fulgt seancen, mens vi nød et glas formiddagsvin.

Efter frokosten meddelte Graziano, at han manglede noget til campingvognen, som de ikke havde i butikkerne på Unionen, og at han og drengene derfor var nødt til at køre til Jesolo.

Det vakte vores mistænksomhed:
Campingbutikkerne på Unionen har simpelthen ALT, hvad en campist har brug for, men det skulle siden gå op for os, HVAD Graziano og drengene manglede.

Da de var kørt, gjorde Annalisa – igen iført lyserøde plastikhandsker – alle stole og borde rene med Ammuchina.

Få minutter efter præsenterede hun sig i en af denne sæsons mindste bikinier samt klip-klapper med pastelfarvede roser.
Det er helt normalt på Unionen.
Men det ser altså ikke så godt ud med de små bikiniér over strækmærke-maver….
Papilotterne i håret var taget af, mens make-up´en stadig var på plads.

Annalisa var nok ikke det store badedyr, tænkte jeg.
og ganske rigtig var hun aldrig hverken i havet eller poolén.

Annalisa badede ikke.
Hun underholdte sig
kun med de unge
livreddere på stranden….

Hun havde helt andre måder at holde ferie på:
Det opdagede vi allerede, da hun passerede den tredje camper på vej ned mod stranden.

Der stod smukke Lothar fra Østrig, og var ved at sortere hans børns vasketøj.

– Iiiihhh, sagde Annalisa, gør mænd også den slags i Østrig?

Og så gjorde Lothar den store fejl at vise overfor Annelisa, at han både forstod og og talte en del italiensk.
Og han fortalte endda Annalisa, at han var enlig far…

Annalisa lod ham ikke i fred en eneste gang, når hun i dagene derefter stødte på ham.

Hun tilbøde ham endda at lære ham at vaske helt rent med Ammuchina…

(Én dag passerede vi Lothar og Annalisa på vejen – og da Annalisa ikke så det, blinkede han til os.
Han havde noteret, at vi ofte blot sad helt stille med vores vinglas og “kiggede” på Annalisas reality-show…)

Så gik vi på stranden, og da jeg senere så op fra min krimi dernede, fik jeg øje på Annalisa og Beatrice henne ved livreddernes båd.

Evigt solskin og lykkelige campister på Union Lido, som tusindvis af danskere også kender.
Vi var campister, i telt, fra 1994 til 2012.
“Så er det slut med camping,” meddelte Sergio en dag, og han måtte presses til at forklare hvorfor?
“Jeg vil simpelthen ikke sidde på toilettet lørdag og søndag morgen med tyske mænd, der har drukket sig i hegnet aftenen før.”

Jeg så aldrig Beatrice på stranden uden at hun stod og flirtede med de unge livreddere, hvor hun naturligvis ikke havde en jordisk chance.

Jeg tror egentlig heller ikke, hun var “til noget”, men at se en uledsaget mand uden at flirte, det lå ikke i Annalisas gener – mere om det senere….

En duft af fast food…

Vel tilbage i vores telt så vi Graziano og drengene komme retur fra Jesolo by – i en veritabel sky af tysk eller amerikansk inspireret grill- og frituremad.

Der gik ikke en dag i de ti dage Annalisa gjorde sit bedste for at underholde “vores vej”, hvor Graziano og drengene ikke kørte til Jesolo for at hente noget, man ikke kunne købe på “Unionens” ellers velforsynede butiker.
Og de kom altd retur i den karakteristiske duft af fast food.

– Graziaaano, jeg forståååår siiimpelthen ikke, du tager på, når jeg kun serverer salat for dig.

– Og fjern så de beskidte underbukser fra bordet i campingvognen, Giovaaanni, meddelte Annalisa med sin utroligt høje stemme en dag til frokost.

Annalisa talte aldrig i normalt toneleje.
Hun spillede jo hovedrollen i sit eget reality-show.

Annalisa var sig altid bevidst om sine tilskuere, og talte højt og tydeligt, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvad der skete i Annalisas familie og i hendes umiddelbare nærhed.

Verdens flotteste barn blev til en lorteunge..

Dette “skuespil” fornægtede sig heller ikke en dag, jeg sad og filosoferede på et af toiletterne.

– Beatriiiice, du er dum som en ged. Du kan da heller ikke finde ud af noget. Du er en rigtig lorteunge, lød det pludseligt fra toilettet et par døre længere henne.

Når Annalisa spillede i “fri luft” var Beatriiiice ellers “la piú bella bambina del mondo” – det smukkeste barn i verden….

…og så lagde hun også an på Sergio!!!

Jeg har stadig min medalje fra en kilometer havsvøming.
Og tusindvis af dejlige campingminder.

Annalisa havde et problem med tændstikker.

Den første eftermiddag kunne hun ikke sende Graziaaaano op efter dem – han og drengene var jo i Jesolo for at spise – undskyld, lede efter camping-reservedele…

Så da hun skulle tilberede middagen spurgte hun Sergio, om han kunne låne hende nogle tændstikker?
Naturligvis.

Den næste morgen var Graziaaaano og drengene i bad.
Naturligvis, sagde Sergio igen.

Og til frokost havde Annalisa glemt at købe tændstikker i supermarkedet…
Naturligvis….

Sådan fortsatte det – og ALTID, når jeg var ude af syne!!!!

Efter tre dage forsøgte Annalisa at udvide samtalen med min mand til mere end tændstik-snak.
Hun vidste ikke, at jeg stod inde i teltet.

– Nå, jeg kan se på Jeres nummerplade, at I også er fra Milano.

– Ja, sagde Sergio.

– Bor I så i Milano?

– Ja, sagde Sergio.

– Altså helt inde i byen?

– Ja, ved Corso Sempione, sagde Sergio.
(Det er en meget “fin” gade – ikke vores, men tæt på.)

– Ahhh. Du kommer måske fra Milano?

– Ja, jeg er Milaneser, sagde Sergio.

– Ja, vi bor i Concorezzo. (En temmelig kedelig forstad til Milano)

– Nå, sagde Sergio. Det lyder ellers som om din dialekt er her fra Veneto-området.

– Ja, jeg kommer herfra – men jeg har boet ved Milano i mange år, og så er man jo også en slags milaneser, sagde Annalisa.

– Ja, det siger indvandrene fra Marokko også!!!

– Hmmm, sagde Annalisa, og gik!

Jeg stod inde i teltet og slog hovedet mod teltvæggen – det er ikke nemt! – for ikke at eksplodere af grin.

Jeg burde nok have skældt Sergio ud for hans racisistiske bemærkning – ikke mindst overfor marokkanerne – men faktum var, at Annalisa derefter nok hilste pænt på os, men så heller ikke mere.

Hun fik åbenbart også købt sine egne tændstikker den dag.

Fingrene væk fra MIN mand, Annelise!

Vi klarede Annalisas reality-show i ti dage, og morede os faktisk det meste af tiden.

Og heldigvis havde vi det meste af tiden Maja og hendes familie (læs om søde Maja nederst) som naboer til den ene side, og til den anden siden endnu en anden sympatisk dansk familie.

Men da der var gået ti dage eskalerede Annalisas show, fordi hun nu fik hjælp af familiens andre “reality-kvinder”…

Graziaaanos fætter, kone og børn, samt et par onkler med lige så mange familie-medlemmer var også ankommet til “Unionen”.

Og da en af familierne ville tage den plads, Maja og hendes familie havde haft, blev vi ret hurtigt enige om, at vi heller ikke denne gang kunne undvære Milano i tre hele uger.
Planen var altid tre ugers campingferie, men vi klarede aldrig at undvære Milano i flere end 16 dage. Sådan var det bare.

-//-

Søde Maja fra Sønderjylland var en anden af “indbyggerne” på vores vej det år på “Unionen”.

Jeg skulle afslutte en oversættelse – en “palle-af-og pålæsningsmaskine-manual” på 130 sider – så jeg valgte at lade som om jeg var italiener, da vi fandt plads mellem to danske familier.

Da jeg efter nogle dages arbejdsferie havde afleveret manualen, var jeg klar til at lære de danske naboer at kende.

Maja på seks år og hendes storebror var usædvanligt velopdragne “øgler”, der hver dag sagde “ciao” til Sergio og mig.

Den morgen sagde jeg til Sergio, at han skulle prøve at sige “Godmorgen” til Maja.

Det gjorde han, da Maja var på vej i bad, hvorefter hun resolut vendte om og styrtede hen til sin mor:

– Han sagde “gomorn”, Mor!!!

– Nej, Maja, du har sikkert hørt forkert.

– NEJ, kom det ud gennem sammenpressede tænder,
– HAN SAGDE GOMORN!!!

Så gik jeg ud af teltet og afslørede vores lille joke, og undskyldte, at jeg havde været asocial de første dage på grund af arbejde.

Siden inviterede Maja sine mange danske vennerog veninder på campingpladsen hen i vores telt, hvor hun pegede på Sergio og bekendtgjorde:

– Ham der har boet HELE sit liv i Italien!

-//-