Depero blev født i landsbyen Fondo i Val di Non dalen den 30. marts 1892 og døde i Rovereto den 29. november 1960.
Som helt ung flyttede han til Rovereto, og han var bestemt ikke en hjemmefødning, og boede i flere omgange i USA.

Han var kunstmaler, skabte skulpturer, designede møbler, lavede illustrationer, producerede reklamer, påtog sig scenografiske opgaver og konstruerede marionetdukker.
Han eksperimenterede også med materialer, som for eksempel “buxus”, en slags papmaché, som kunne efterligne træmosaikker, tarsier.
Han arbejdede også med textiler, og skabte flotte patchwork tæpper. Det vil sige, han designede dem, og kvinder, deriblandt hans hustru, syede dem.

Video fra Casa d´Arte Futurista i Rovereto – to minutter og seks sekunder

Deperos og Futuristernes historie
I 1908 bliver Depero afvist af Kunstakademiet i Østrig.
Trentino var dengang en del af det østrigske kejserdømme, og blev først italiensk efter Første Verdenskrig.

I 1910 arbejder han som dekoratør på Verdensudstillingen i Torino, og tilbage i Rovereto laver han gravmonumenter i marmor, og definerer sig selv som billedhugger.
Han udstiller sine værker lokalt i 1911 og 1913, og i 1913 udgiver han også sin første bog ”Spezzatura” (Småstykker) bestående af digte og refleksioner illustreret med egne tegninger.

“Stikkende, bidende og skræmmende forudanelse”, 1913

I 1913 møder han også Futurismen, da han ser Umbeto Boccionis udstilling i Rom. Her bliver hans idoler Giacomo Balla og Filippo Tommaso Marinetti.

I 1914 deltager han i Rom i udstillingen “Esposizione Libera Futurista Internazionale”.
Han flytter til Rom og bliver elev hos Giacomo Balla, og er fra 1915 en del af inderkredsen i det, som eftertiden kalder Den Første Udgave af Futurismen.

Depero er også i 1915 sammen med Balla medforfatter til et vigtigt manifest med den pompøse titel “Ricostruzione futurista dell’universo” – den futuristiske rekonstruktion af universet.

Dette manifest indvarsler Den Anden Futurisme, hvor man gradvist forlader en anarkistisk og socialistisk grundholdning til fordel for den italienske fascisme.
Depero selv melder sig i den periode til den italienske hær, men bliver syg og hjemsendt.

Den Anden Futurisme vil flytte kunsten fra gallerier, museer og såkaldte Futuristiske Aftener, og ud i folks hverdag med reklamer, møbeldesign, musik, scenografi til teatre og arkitektur.
Til det formål medvirker Depero til at skabe futuristiske huse i blandt andet Rom, Bologna og Palermo.

Deperos eget ”Casa d´Arte Futuriste” må dog vente til efter krigen, og bliver først grundlagt i et krigshærget Rovereto i 1919.
Her producerede han reklameplakater, samt objekter og møbler til sit moderne futuristiske hjem og studio.
Han var meget optaget af, at de futuriske objekter var brugbare og funktionelle, og ikke blot stilistiske øvelser.

“Napolitansk kærre”, 1918

”Casa d´Arte Futurista” er i dag navnet på den bygning, som Rovereto kommune stillede til rådighed for Depero mod, at han efter sin død donerede alle sine værker til byen. Den bygning huser fra 2009 det spændende museum.

I 1918 opholder Depero sig i Viareggio, og han udstiller i Milano.
I denne periode lader Depero sig også inspirere af den metafysiske kunstbevægelse, som blandt andre Giorgio de Chirico >> er eksponent for.

I 1920´erne er Depero aktiv på mange fronter.
Han laver reklamer for bureauet ”Le 3 I”, har egne personlige udstillinger i Milano og Rom, laver et mekaniske dukketeater, hvis forestillinger bliver vist i tyve italienske byer, og han designer farvestrålende veste, som bliver et kendetegn for futuriske kunstnere og deres fans.

Marionetdukker

Depero udstiller sammen med Balla og Prampolini i en sal dedikeret til Futuristerne på den Internationale udstilling for kunst og moderne industri i Paris i 1925, og han har personlige udstillinger i New York, Boston og Chicago.

Futuristernes sal i Paris, 1925

Fortunato Depero i 1926

I 1926 udstilles værket ”Squisito al selz” (lækker med soda) dedikeret til Campari på Biennalen i Venedig. Det blev begyndelsen på samarbejdet med virksomheden Campari, der stadig sælger deres Campari Soda i den karakteristiske flaske designet af Depero.
I samme periode laver Depero også reklamer for Strega likøren.

“Squisito al Selz”, 1926

I 1927 udgiver han bogen “Depero futurista 1913–1927”, der fungerer som en reklame for hans utallige aktiviteter og værker i perioden. En slags CV i bogform.
Bogens sider er på futuristisk vis holdt sammen af to store møtrikker.

Indgangen til museet er lavet af de karakteristiske Campari Selz flasker, designet af Depero

I 1928 flytter Depero til New York med hustruen Rosetta.
Han har udstillinger af malerier, indretter restauranter, skaber scenografi og teaterkostumer, laver reklamer og forsøger at lave et ”Et futuristisk hus” også i USA. Depero forbliver den eneste af futuristerne, der i længere tid opholder sig udenfor Italien.

De quiltede gobeliner blev tegnet af Depero, og udført af en systue, som hans hustru Rosetta styrede

“Sorte og hvide djævle”, 1922

Depero er retur i Italien i 1930, og det fascistiske årti bliver for ham præget af skuffelse over den tredje bølge futurister, der er totalt fascinerede af den såkaldte Aeropittura – malerier inspireret fra luften efter kunstnernes flyveture.
Dertil havde Depero nok sine fødder for solidt plantet på landjorden.

“1929 Drama” en installation over temaet Deperos New York, skabt af Gaetano Cappa i 2020

I denne periode forlader Depero gradvist i sine værker den lyse, farvestrålende og optimistiske ide om futurismen.
Der kommer ikke flere marionetdukker, sicilianske kærrer og folkedragter, og i stedet begynder han at anvende kolde farver og skarpe geometriske former.
I 1931 udgiver han sit manifest om ”Futuristiske reklamer”, som han definerer som hurtige og syntetiske.

Han deltager i flere udstillinger, blandt andet den 18. og den 20. Biennale i Venedig i 1932 og 1936, og økonomisk overlever han ved at lave illustrationer til magasiner og reklamekampagner.

“Cyklist kører gennem byen”, 1940

Han trækker sig gradvist tilbage til Trentino, og udelukker bevidst sig selv fra futuristiske begivenheder, hvad der bidrager til at gøre ham nærmest til en legendarisk og sagnomspunden figur.

Som han isolerer sig, bliver der færre landsdækkende reklamekampagner og i perioden laver Depero derfor også logoer for lokale virksomheder og turistplakater for området.

Logo for landmændene i Vallagarina dalen

I 1940 udgiver han en selvbiografi, og i 1942 skaber han en stor mosaik til det fascistiske kvarter EUR i Rom.
I 1943 udgiver han værket: ”A passo Romano” med undertitlen ”Programmatisk og konstruktiv lyrik om fascisme og krig”.

Nogle omtaler bogen som et desperat forsøg på at indynde sig hos det fascistiske styre og dermed få flere arbejdsopgaver. Det fascistiske styre faldt den 8. september 1943.

Efter krigen forsvarer Depero sig med, at futuristerne troede på, at fascismen ville fuldføre deres tanker, og at han ”havde brug for at få brød på bordet”.

I 1947 forsøger han USA igen, men returner skuffet to år senere, for her er begrebet futurisme blevet lig med fascisme, og dermed absolut ikke længere stuerent.

Han er nu sidst i 50erne, og selv om han er desillusioneret, deltager han i 1949 i to udstillinger, i Milano og Venedig.

Helt givet op har han dog ikke, og i 1951 offentliggør han sit manifest om ”Atomkunst”. Han bliver dog ikke en del af gruppen omkring den såkaldte nukleare kunstform.

Han får i midten af 1950erne til opgave at udsmykke salen, hvor regionen Trentino stadig holder sine møder.

Kladde til turistplakat for Rovereto kommune, 1955

I 1957 begynder han på opfordring og med økonomisk støtte af Rovereto kommune at indrette ”Galleria Museo Depero” (det nuværende Casa d’arte futurista Depero >> i via Portici 38 i Rovereto), som bliver indviet i 1959.
Depero dør året efter, den 29. november 1960, 68 år gammel.

Deres udsendte med Deperos selvportræt fra 1924

–//–