Traditionel balsamico eddike er en anden s(m)ag

Traditionel balsamico eddike” kommer kun fra Modena og Reggio Emilia provinserne, og har lagret på “batterier” af forskellige træsorter i mindst 12 eller 25 år.
Eddikerne har DOP (BOB på dansk) certifikation, og sælges kun i de runde flasker fra Modena og de aflange fra Reggio Emilia.

Alt andet må ikke kalde sig “Aceto Balsamico Tradizionale”, men må gerne kalde sig “Balsamico Eddike”.

Der findes også en IGP balsamico fra området, men den bør du gå i en stor bue udenom!
Læs meget mere om produktionsmetoder og forskelle på den traditionelle balsamico og den industrielle efter videoen.

Video fra besøg på eddikeriet “Del Duca” syd for Modena i april 2024
To minutter og 15 sekunder

Èn ingrediens

Traditionel balsamicoeddike DOP (fra Modena eller Reggio Emilia) er fremstillet af én enkelt ingrediens og “tilsættes” kun tålmodighed og tid.
I modsætning til almindelig supermarkedseddike er der ingen vineddike eller karamel tilsat, kun kogt druemost.

Sådan skabes det sorte DOP guld fra Modena og Reggio Emilia


1. Tilberedning af mosten: Den eneste ingrediens
Saften fra friskpressede lokale druer (primært de lokale druesorter Trebbiano og Lambrusco, og altid druer fra området) simrer i store kogekar udendørs i flere timer, indtil væsken er halveret.

2. Fermentering: Eddikens fødsel
Den kogte most placeres i store trætønder, moderkar, hvor den opholder sig et år.
Her omdanner naturlig gær og bakterier først druesukkeret til alkohol og derefter alkoholen til eddike.

3. Den lange rejse fra tønde til tønde. Hvert år til en mindre tønde
Eddiken fyldes på en række tønder af aftagende størrelse (kaldet et “batteri”), hvor tønderne er fra forskellige træsorter (eg, kastanje, kirsebær, ask, enebær).
Hver træsort giver balsamico eddiken sin egen unikke aroma og smag.
Eg: Giver styrke, stabilitet og holdbarhed.
Kastanje: Et meget gammelt og populært træ til fade.
Morbær: Mørkner farven.
Kirsebær: Et blødt træ, der blødgør smagen.
Ask: Lys, meget porøs og fremmer syrlighed uden at ændre farven.
Enebær: Giver en stærk, harpiksholdig aroma.

4. Lang lagring: Mindst 12 til 25 år.
Hvert år fordamper noget af eddiken naturligt fra et lille hul i tøndernes top gennem et stykke klæde.
For at udfylde tomrummet efter fordampningen flyttes eddiken fra den næstmindste til den mindste tønde i batteriet, og så fremdeles.
Tomrummet i den største af batteriets tønder fyldes derefter med sidste års eddike fra modertønden.
Den færdige eddike tages altså kun fra den sidste og mindste tønde, hvor eddiken er ældst.

5. Smagning og aftapning: Overvåget af konsortiet.
Efter mindst 12 år (eller 25 år for Extravecchio) blindsmager et ekspertpanel fra Eddike Konsortiet på eddiken.
Hvis eddiken består testen, tappes den direkte af konsortiet i de karakteristiske gennemsigtige runde eller aflange flasker, der altid indeholder 100 milliliter.

Hele processen er naturlig og uden nogen som helst tilsætningsstoffer.
Eddiken bliver år efter år mere koncentreret, optager smagsnuancer fra trætønderne og bliver derfor også mørkere år for år.
Det hele sker i en naturlig symbiose, traditionelt på familiernes lofter, hvor både sommervarmen, luftfugtigheden og vinterkulden er med til at skabe det unikke slutprodukt.

Den runde flaske afslører, at dette er en ægte traditionel balsamico eddike fra Modena provinsen.
I dette tilfælde fra det familiedrevne eddikeri Acetaia Caselli i Spilimberto >>.
Deres 12 år gamle balsamico eddike koster 60 euro (2026 priser, red.)
Flasken er designet af Giorgetti Giugiaro.
Er krympehætten omkring halsen bordauxfarvet, er eddiken mindst 12 år gammel.
Er krympehætten gylden, indikerer det en mindst 25 år gammel traditionel balsamico eddike.
Den aflange flaske fra Reggio Emilias traditionelle DOP balsamico eddike, der ofte koster mindre end eddiken fra Modena.
Den tulipanformede flaske er designet af Giovanni Cavalli fra eddikeriet Acetaia Cavalli >> i slutningen af 1980’erne.
FOTO: DaveOzu, CC BY-SA 4.0 , via Wikimedia Commons

Balsamico eddike fra Modena IGP” er et helt andet produkt!

FORSKELEN ER SOM AT SAMMENLIGNE HIMMELBJERGET MED MOUNT EVEREST!

IGP eddiken er et industrielt fremstillet produkt, hvor producenten har lov til at bruge helt ned til 20 procent druemost, op til 80 procent eddike og to procent karamel for både at farve og at gøre eddiken sødere.
Produktionen sker i kæmpestore ståltanke.
Den færdige balsamico eddike kan her nøjes med at lagre 60 dage på træfade, og der anvendes ofte en ældre eddike for at sætte processen i gang.
Du kan finde en IGP balsamico, der må kalde sig “Invecchiatao” – lagret – som har været opbevaret i trætønder i mindst tre år.

Den ægte vare ér en dyr fornøjelse, men de 100 milliliter holder længe i min husholdning, hvor jeg for eksempel ofte skifter bernaisesaucen til bøffen ud med 10-15 dyre dråber Traditionel Balsamico Eddike.

På tynde skiver råt kalvekød – carpaccia – passer den traditionelle balsamico eddike også som hånd i handske.

“Det sorte guld fra Modena” passser perfekt til Carpaccio med rucola og parmesan

Skal jeg spise salat bliver det også så meget bedre med nogle dråber af den dyre balsamico, som også kommer på en æggekage eller friske jordbær, panna cotta eller flødeis.

Nogle dråber ovenpå en gul safran risotto eller risotto med ost.
På ost i det hele taget, som gorgonzola eller himmerigsmundfulden, hvor du kommer nogle dråber på et stykke parmigiano reggiano eller grana padano.

Kun fantasien sætter grænsen for, hvor man kan anvende de dyre dråber.

Og ja, så “snyder” jeg lidt.

Jeg har i flere år besøgt Simone og hans familie på Casaselli Eddikeriet i Spilimberto syd for Modena.

Familien har haft eddike batterier på loftet siden 1921, og her køber jeg også familiens mere folkelige udgave, nemlig produktet “Tradizione Balsamiche”.

Denne balsamico eddike er som DOP udgaven (60 euro for 100 milliliter hos Simone) udelukkende fremstillet af druemost, men er tappet efter “kun” syv år på trætønderne.

Man kan tillade sig at være mere rundhåndet med den syv år gamle balsamico eddike fra Simone og hans familie.
Den er stadig produceret udelukkende af druemost, helt uden sur vineddike og sød karamel…

250 milliliter af denne syvårige balsamico eddike koster i dag 30 euro, og så kan man tillade sig at være rundhåndet, og har stadig et helt naturligt produkt fremstillet efter de traditionelle metoder.

ORDBOG:

DOP Denominazione di Origine Protetta = BOB Beskyttet Oprindelsesbetegnelse
Den højeste EU kvalitetsmærkning af fødevarer, landbrugsprodukter og vin
Produktet produceres, tilberedes og behandles i ét bestemt geografisk område.
Alle trin sker efter nedskrevne regler.
Eksemper: Udover DOP Eddike for eksempel også ostene Grana Padano og Parmigiano Reggiano >> som du kan læse meget mere om her i artiklen Kend din oste >>

IGP Indicazione Geografica Protetta
= BGB Beskyttet Geografisk Betegnelse
Mindst én af produktionsfaserne sker i det bestemte område. Produktet har en særlig kvalitet eller et omdømme herfra.
Eksempel: Bresaola (lufttørret oksekød) fra Valetellina. I dag kommer oksekødet til denne specialitet oftest fra Sydamerika.

STG Specialità Tradizionale Garantita = GTS Garanteret Traditionel Specialitet
Fokus er på produktets traditionelle sammensætning eller traditionelle fremstillingsmetode, ikke på hvor produktet er fremstillet.
Eksempler: Pizza napoletana og mozzarella


LINK OG FOTO:

Acetaia Caselli >>
Hertugens balsamicoeddike – Aceto balsamico del duca >>

-//-


Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg

Bog på vej: Charlottes ”4 årstider på Due Papaveri”

Glæd dig til noget så sjældent som en bog om italiensk mad og kultur fra forfatterens egen jord, køkken og restaurant i Italien.

”Due Papaveri” – To Valmuer – hedder det magiske sted for enden af grusvejen i de bløde bakker i Emilia Romagna syd for Modena.

Her har Charlotte Tveen Hansen, der oprindeligt stammer fra Padborg, siden 2005 ikke blot udlejet tre skønne ferieboliger, men også drevet restaurant, forestået mad- og yogakurser, og ikke mindst drevet biologisk køkkenhave og landbrug på markerne omkring agriturismoen. Derudover byder stedet på fantastiske udsigter og en skøn pool. Siden 2011 har ægtemanden Luca hjulpet til med det hele.

Hvor Charlotte Tveen Hansen første bog – Carlotta Cucina – fra 2007 primært bestod af opskrifter, følger den ny bog årets gang i Benedello.
Det sker på markerne, til lavendelhøst eller på trøffeljagt, på besøg hos producenter af områdets specialiteter, og med nedslag i lokalsamfundet, der blandt andet er berømt for et helt specielt og originalt karneval.

Bogen indeholder Charlottes egne årstidsopskrifter fra restauranten, der er åben ved reservation, og et specielt afsnit om plantebaseret vintermad.

Charlottes opskrifter er naturligvis inspireret af de kendte italienske traditioner og respekten for råvarerne, men hendes madkunst tilføjer et kreativt og æstetisk pift, der i den grad adskiller bogen – og maden – fra de alt for mange forudsigelige italienske madbøger, som hvert år vælter ud på markedet.

Charlotte ved nemlig, hvad hun taler om:
Hun har både fingrene dybt plantet i mulden, i forarbejdningen af råvarerne, og ikke mindst, så kan hun lave mad, så englene synger.

Glæd dig!
Det gør jeg.

Bogen er på 320 rigt illustrerede sider, og koster 349,9 plus forsendelse.
Den kan allerede nu bestilles på www.duepapaveri.com.

Bogen præsenteres af forfatteren den 7. april i Store Kannikestræde 19, 1169 København, mellem 13.00 og 17.00, hvor bogen også kan afhentes personligt.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg


–//–

Slaraffenland hedder Eatalyworld, og ligger i Bologna

ANMELDELSE – TRE STJERNER UD AF FEM:

Eatalyworld, der åbner for publikum den 15. november i Bologna, er ikke bare verdens første forlystelsespark for madglade gastronauter. Det er også helt konkrete eksempler på madens vej fra jord til bord, og ikke mindst en hyldest til Italiens imponerende biodiversitet,  og til menneskerne bag gastronomien i et land, hvor man stadig taler mere om mad end om vejret.


Indgangen til Eatalyworld er dækket af reoler med italienske æbler og teksten siger, at ”Der findes 1200 typer æbler i Europa. 1000 i Italien, 200 i resten af Europa”. Så er det understreget, at hér fejres madlandet Italien.


Kaffemaskinen fejrer også “the italian way of life” med hver eneste kop kaffe…

Indenfor begynder menneskehedens madrejse med den rituelle espresso-kaffe, og derefter med ilden. Efter kaffebaren ligger én af de fem store multimediale karuseller på Eatalyword. Her handler det om det gastronomiske kvantespring, da mennesket begyndte at tilberede mad over ild.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter ilden kommer svinet.
Den første af 40 fabrikker på FICO – Fabbrica Italiana Contadina, Den Italienske Bondefabrik, som selskabet bag de 100.000 kvadratmeters madmekka officielt hedder – har lufttørrede skinker fra tungsvin på over 160 kilo som hovedperson. Her kan danske anoreksisvin uden alder, smag og fedt på kun 100 kilo godt pakke helt sammen.


Skinken fra det store Sorte Svin fra Calabria bliver dækket med paprika. Bag glasset er fabrikken, hvor man kan deltage i produktionen.

For nogle vil det virke som en provokation at begynde madfortællingen med kødet fra netop dét dyr, mange i dag opfatter som et eksempel på det modernes menneskes omgang med dødssynderne fråseri og overdreven trang til traditionelt landbrug og effektiv produktion.

Emilia-Romagna er Italiens landbrugshjerte
Eataly-kædens grundlægger Oscar Farinetti har sammen med Bologna kommune og andre investeret over 100 millioner euro i gastronomiens Disneyland, som nogle har døbt det.
Jeg kan sagtens se ham klukke over provokationen med grisene.
Men vi er i regionen Emilia-Romagna, der ikke blot er de lufttørrede skinkers, men også salamiernes, Mortadellaens, tortelliniernes, lasagnens, balsamico eddikens og ikke mindst ostene Grana Padanos og Parmigiano Reggianos hjemland. Derfor er der en vis ræson i at begynde med svinene og fortsætte med oste fra regionens malkekøer.


Staldene udendørs huser de oprindelige italienske racer af svin, kvæg, æsler, geder, får og andre nyttedyr.

Ikke bare et supermarked
”Det er jo bare en anderledes form for supermarked”, vrænger en italiensk journalistkollega til mig, da vi sidder i bussen ind til Bologna station efter pressedagens oplevelser ugen før den officielle åbning.
Jeg svarer hende først ikke.
Jeg er overmæt af smagsprøver, og ikke mindst af dagens mange indtryk. Men også fordi hun klart tilhører den ”nedadhængende mundvige som 40-årig type”, der slet ikke er god for min fordøjelse.
”Syv euro for en returbillet fra og til togstationen er altså dyrt”, fortsætter hun.

Der er gratis entré til Eatalyworld/FICO, der som min triste kollega så rigtigt konstaterer, også er et kæmpe supermarked, hvor man i den grad er fristet til at fylde rygsækken med lækre souvenirs.
Vil man handle, eller bare hurtigt rundt på de 100.000 kvadratmeter, så er der gratis cykler til rådighed, med indkøbskurv både foran og bagpå.

”Du betaler 25 euro eller mere for at tage i Gardaland”, siger jeg stille.
”Sådan kan du ikke sammenligne”, hævder hun, og vores samtale slutter.

Bliv klog på mad, spis bedre og mindre
Eatalyworld/FICO er heldigvis ikke bare en anden slags supermarked, der skal friste dig til at købe mere end du har brug for.

Efter skinkerne kommer endnu et par spændende fabrikker.
Først Bologna specialiteten, den lyserøde Mortadellapølse, og derefter pålæg fra to af de oprindelige italienske svineracer. Hver dag mellem 11 og 12 kan man hos firmaet Savigni & Madeo være med til at se og smage, hvordan Det Sorte Svin fra Calabria bliver lavet til lækkert pålæg.


Motardella på vej…

Fingrene i marmeladedåsen…
Èn af de grundlæggende tanker bag projektet er, at vi skal kende vores daglige mad bedre.
Vi skal blive klogere, købe og spise mindre og bedre kvalitet, og støtte de producenter, der bevarer traditionerne og klodens biodiversitet, både når det handler om dyr og om planter.

Alle fabrikker på Eatalyworld vil hver dag producere deres specialiteter, om det er skinker, øl, marmelade, is, kaffe, chokolade, ost eller – naturligvis – pasta.


Friskpresset olivenolie fra Roi, der sælges med bondens cykelstyrskæg som logo.

Man kan for eksempel melde sig til besøg i olivenlunden med en guide, der forklarer de mange forskellige kultivarer oliven, der dyrkes i Italien, tage på trøffeljagt med labradoren Bonny i firmaet Urbanis trøffellund, eller deltage i et basiskursus i pastafremstilling.


Trøffellunden. Ved siden af ligger en butik, hvor man kan købe sit eget træ, der er podet med trøffelsporer. Der er garanti for, at der efter fem år vil komme sorte trøfler under træet. Det hvide trøfler kan man stadig ikke dyrke.

Planlæg besøget hjemmefra
Mit tip til at få det fulde udbytte af et besøg på Eatalyworld er at planlægge dagen, eller endnu bedre:
Kom tidligt om eftermiddagen, snus slentrende stedet ind, nyd Bologna by om aftenen, og snup en overnatning.

Eatalyworld er som en kunstudstilling, og efter tre-fire timer er det simpelthen svært at absorbere mere.

Kommer du kun én dag, så sæt rigelig tid af til en afslappende frokost undervejs, så du er klar til nye indtryk om eftermiddagen.
Overnatter du, og Bologna har som turistby meget mere at byde på end folk normalt tror, så kan du bruge formiddagen dagen efter til endnu et besøg med ét eller to reserverede fabriksbesøg, en trøffeljagt eller deltagelse i konferencer, debatter og møder med producenter, kokke og andre madfreaks.

Du bør også beslutte, om du vil spise rustik og billig landkylling fra Amadori med tilhørende – gode! – pommes frites fra Pizzoli, eller om du skal reserve din frokost og dit kreditkort hos Michelin-kokken Enrico Bartolini >> eller smovse uhæmmet i sorte og hvide trøfler på Urbanis restaurant med trøffellunden udenfor.
Og så er der også lige vinbaren, hvor du skal vælge mellem de 100 forskellige vine på glas…



Besøg i staldene, og aktivitet på planteskolen
Efter skinkerne, Mortadellaen og osten besøger jeg staldene.
Det dufter skønt af land at besøge grisene, og jeg bliver så gode venner med den lille rødhårede gris, der vil spise mine støvler, at jeg går tilbage for at kradse den på næsen, inden jeg tager hjem.

I staldene er der udover de oprindelige svine- og kvægracer også æsler, får og geder, en hønsegård, gæs og ænder. Naturligvis kan man også se, hvordan de uundværlige bier bestøver blomsterne og producerer honning.
Staldene skal vise nutidens urbaniserede børn og voksne, at salami vokser på grise, og at høns er et dyr, og ikke blot firkantede panerede nuggets.

Du slipper ikke for skoleklasser
Selv om projektet, som alt hvad Eatalys Oscar Farinetti har fingrene i, først og fremmest skal være en god forretning, så er madopdragelsen af kommende generationer også med i projektbeskrivelsen.
Skolebørn i larmende klynger slipper man med andre ord ikke for i Eatalyworld. De er specifikt nævnt som målgruppe.
Hunde er i øvrigt også velkomne, blot ikke på udendørsarealet med staldene.
Jeg fik også nusset labradoren Bonny i trøffellunden flere gange, og tænker, at hun(d) skal være en meget mentalt sund hund, når hun nu skal leve sit liv i trøffel-manegen på Eatalyworld. Og skal den rødhårede gris leve hele sit liv i den lille stald, eller bliver pattedyrene skiftet ud efter en periode?


Bonny i midten skal være trøffelhund på Eatalyworld

Næste stop bliver en endnu espresso og et besøg på Lavazzas kafferisteri, hvor duften også er himmelsk.

Jeg fortsætter min rundtur til kakao-bønnernes paradis hos Venchi, smager en kraftig is af mørk chokolade, og ender i karusellen, der har mennesket og fremtiden som tema.

Fremtiden er grøn, forstår jeg, trods de indledende animalske øvelser.
Jeg får lov til at plante min egen vilde rucolasalat, hvis vækst jeg via en App kan følge de kommende uger.


Min rucolaplante er den yderste nederst til højre…

Der er lagt vægt på, at gæsterne kan deltage aktivt på Eatalyworld, og der er også minigolf, beachvolley og gymastikredskaber til overaktive børn og voksne på tur.

Inden jeg smutter forbi og snupper en gammeldags sandwich af Rosettabrød med friskskåret velduftende Mortadella til togturen hjem til Milano, når jeg at smage sushi, friskbagt focaccia, trøfler, ægte Balsamico Eddike fra Modena og Reggio Emilia, og snupper også lidt friturestegte fisk og rosé boblevin hos Pasquale fra Amalfi-kysten.

Jeg ser oliven blive presset til olie, drikker hjemmebrygget øl, snupper et par skiver nitrit- og nitratfrit Coppapølse med Lambruscovin, når et besøg i karussellen, der forklarer, hvordan vin, olie og øl produceres, og en rundtur i supermarkedet og hos designerne af mad-udstyr som Smeg, Guzzini og Alessi bliver det også til.
WAUW!

For meget af det gode, for lidt plads og for mange mennesker?
Jeg er med andre ord så totalt stopmæt, bedøvet og begejstret af sanseindtryk efter besøget, at jeg ikke gider diskussionen med den sure journalistkollega i bussen.
Om besøget bliver dyrt eller ej, bestemmer man jo selv.
Jeg indrømmer, at jeg er fan og følte mig i Paradis den dag.
Men jeg har også mine tvivl.

Eatalyworld er vildt spændende for den voksende skare gastronauter og foodtrotter, men vil måske for meget på alt for lidt plads.
Ambitionen om at gøre os klogere på vores mad og vores planet kan man ikke være uenig i.
På den måde er Eatalyworld en helt naturlig videreførelse og konsekvens af verdensudstillingen EXPO2015 >> i Milano, der havde mottoet ”Mad til planeten – energi til livet”.
Men Eatalyworld virker trods de 100.000 kvadratmeter alt for lille til ambitionerne. Målet er seks millioner gæster om året, og det tal er skræmmende.
Over 16.000 om dagen i gennemsnit siger min lommeregner.
Jeg frygter, at et besøg trods de 20.000 udendørs kvadratmeter kan give samme klaustrofobi som et indkøbscenter, og at lange køer, hylende børn og gøende hunde bliver hverdagen snarere end gastronomisk fordybelse.
Og kan trøffelhunden Bonny og min lille røde gris klare det?

LINK: eatalyworld >>
Åben alle dage 10.00 til 00.00
Adresse: Via Paolo Canali 8, 40127 Bologna

Flere foto fra Eatalyworld:
Pizza fra Napoli

Chokoladefabrikken

Hver dag 100 forskellige vin, du kan smage på glas   

De eneste balsamico eddiker med DOP er fra Modena og Reggio Emilia

Friskbagt focaccia

Hos Pasquale fra Amalfikysten serveres friturestegte fisk
Olivenlunden skal vist lige vokse lidt.
Fiskebutikken
Vagtelæg med hvid trøffel i supermarkedet

Friskbrygget øl

Der plantes vinstokke…

–//–

Madkurser på dansk i Italien

DUE PAPAVERI – hos danske “Carlotta” i Emilia-Romagna
“De to valmuer” er en lille eksklusiv biologisk agriturismo med små ferielejligheder og værelser, samt en gourmetrestaurant, der flere gange om året huser små madkurser med maksimalt 8 deltagere.
madkuser_due_papaveri_2
Hos Charlotte og Luca er der også mulighed for at arrangere en fem dages vintur i Emilia Romagna, samt specielle madkurser på forespørgsel.
LINK:
 Due Papaveri >>

madkuser_due_papaveri_1
...efter en dag i køkkenet hos “Carlotta” kan resten af kroppen fornøjes i den skønne pool…

…artiklen fortsætter under annoncen

IL GHIOTTONE UMBRO
“Den umbriske ædedolk” er i virkeligheden to, nemlig Lisbeth Aller og Thomas Tviis Hansen, der inden turen gik til Italiens grønne hjerte i 11 år drev italiensk restaurant i København.
I 2010 åbnede de deres “Cooking School & Guest House”.
LINK: Il Ghiottone Umbro

–//–

FERRARI: Historien om den stejlende hest

Den 16. juni 1923 vandt den 25-årige racerkører Enzo Ferrari løbet “Circuito del Savio” i en Alfa Romeo RL-Targa Florio sammen med Giulio Ramponi.

Efter løbet mødte Enzo Ferrari greve Enrico Baracca, som han tidligere var blevet præsenteret for i Bologna.
Enzo Ferrari fortalte i 1985 historikeren Giovanni Manzoni, at dette møde siden førte til et møde med Baraccas hustru Paolina Biancoli.

Det var Paolina Biancoli, der senere bad Enzo om at bruge den stejlende hest som sit symbol.
– Ferrari, sæt min søns stejlende hest på deres biler. Det vil bringe held, sagde grevinden.

Francesco Baracca var pilot under Første Verdenskrig, og han havde i sin tid valgt en stejlende rød hest med hængende hale som sit logo på datidens primitive fly. Den stejlende hest var symbolet på 2. Kavallér Regimentet i Piemonte, hvor Baracca havde gjort tjeneste, inden han blev pilot.

I Italien kaldes racerkørere for piloter, og holdene for “stutterier”.
“Scuderia Ferrari” blev grundlagt af Enzo i 1929.
Mellem 1929 og 1937 kørte stutteriets piloter i Alfa Romeo.
Da Enzo Ferrari forlod Alfa Romeo fik han to års karentæne fra motorsport.
Derefter bestyrede han holdet “Auto Avio Costruzione”, der i 1947 igen tager navnet “Scuderia Ferrari”.

En ung Enzo Ferrari i 1920 (Wikimedia)

Francesco Baracca blev kommandant for den berømte 91. Eskadrille, der under Første Verdenskrig skød 108 østrigske fly ned, halvdelen af alle krigens nedskudste fjendefly. Han døde den 19. juni 1918, da hans “Spad XIII” fly styrtede ned ved Montello tæt ved floden Piave. Baraccas lig blev fundet noge dage efter, forbrændt og med et skudsår i hovedet.
Siden da har 91. Eskadrille haft Baraccas røde stejlende hest på hvid baggrund som sit symbol. I dag holder eskadrillen til i Gioia de Colle ved Bari, og logoet sidder på jagerflyet Eurofighter.

Enzo Ferrari lod den stejlende hest løfte halen og gav baggrunden fødebyen Modenas gule farve.

–//–