(Artiklen har tidligere været offentliggjort i magasinet Il Ponte i 2018)

Det italienske modstykke til Emma Gads bog Takt og tone fra 1918 blev skrevet af ærkebiskoppen Giovanni Della Casa allerede i midten af 1500-tallet.
Værket Galateo ovvero de´costumi – Galateo eller reglerne for høflig adfærd – var dedikeret Della Casas kollega, biskoppen Galeazzo Florimonte.

Den latinske udgave af biskoppens fornavn – Galatheus – er dermed gået over i historien, der i øvrigt intet melder om, hvorvidt biskoppen havde problemer med etiketten, med skik og brug, takt og tone, sædvaner, normer eller med sin almene dannelse og opførsel i det hele taget.

På Michelin restaurant i jeans og t-shirt

Efter 35 år har jeg stadig meget at lære om omgangsformerne i Italien, fra nord til syd og derimellem.

Jeg har desværre gennem årene gjort ikke én, men utallige brutte figure – altså opført mig dårligt eller decideret pinligt – i snart sagt alle tænkelige situationer.
Som at sige tu – du – til et kendt parlamentsmedlem under et interview, drikke øl af flasken på gaden, og møde op i t-shirt og jeans til middag på en Michelinstjerne-restaurant med samtlige milanesiske avisers chefredaktører.
Bare for at nævne tre episoder, der i dag får mine tæer til at krølle sig langt op ad baglårene.
Jeg har dog aldrig haft strømper i sandalerne.
Aldrig.

Giovanni della Casa (1503-1556) , forfatteren af den italienske Emma Gad, der udkom i 1558 efter hans død. Wikimedia >>

Må man bruge sko og ske til pastaen?

Italienerne selv er i dag heller ikke enige om galateo.
Maden og måltiderne er – naturligvis – et helt kapitel for sig.

Jeg har overhørt utallige diskussioner om, hvorvidt det er bon ton at fare la scarpetta, lave den lille sko.
Altså at bruge brødet til at spise den overskydende pastasovs.

Et andet stridspunkt, der kan udløse timelange diskussioner, handler om hvornår pastaen er perfekt al dente.
Det er endnu en nord-syd diskussion:
I nord koger man pastaen mere, mens man i syd foretækker pasta med mere bid i.

Og så er der skeen.
Min sicilianske ven Turiddu sætter sig ikke til bordet uden der er en ske til at rulle spaghettien op med.

Paolo fra Veneto rejser sig derimod smækfornærmet, hvis tjeneren giver ham en ske:
– Som om jeg er for dum til at bruge kanten af tallerkenen, fnyste han engang.

Man siger i øvrigt ikke tak for mad i Italien.

Man roser eller diskuterer maden til overmæthed, men tak for mad findes ikke.
Ikke at tale om maden er i Italien meget værre end at glemme et tak for mad i Danmark.

Hvad ønsker I? Hvem, mig?

Den formelle italienske høflighed overrasker mig også stadig.
Første gang jeg i foråret på Amalfikysten blev tiltalt med det personlige stedord voi, altså I, kiggede jeg mig over skulderen.
Tjeneren måtte jo tro, at jeg var en del af en gruppe.

Jeg havde glemt, at man i Syditalien er ofte er nærmest overhøflig, og min overvægt taget i betragtning følte jeg det en anelse fornærmende at blive tiltalt i flertal.

Som dansk kvinde fandt jeg det i sin tid også krænkende, når italienske mænd holdte døren, trak stolen ud, og var klar til at tænde cigaretten for mig.
I dag nyder jeg enhver form for galanteri – ja, det ord stammer også fra Galeateo.

Buongiorno, salve eller ciao…

Selv de daglige hilsner volder mig stadig efter 35 år som indvandrer problemer.
Portneren i ejendommen i Milano har heldigvis med årene vænnet sig til, at jeg roder rundt i det formelle buongiorno, det mere neturale salve og det venskabelige ciao.
– Nå, er det én af de dage, hvor vi er De´s, griner Raffaele, når jeg halvvågen kommer til at sige buongiorno.

De´s med svigermor

Min svigermor Ersilia og jeg var til min irritation De´s til hendes død.
Vi nåede efter et par årtier frem til at kalde hinanden ved fornavn.
Det var det.

Jeg kender enkelte italienere, der stadig bruger flertalsformen voi overfor deres forældre, men jeg har endnu aldrig mødt en italiensk datter eller søn, der kalder Babbo eller Mamma ved fornavn.

Tak, undskyld og vær så venlig…

Google giver over halvanden million svar, når man søger på galateo.
Skal bare en lille del af alle disse manerer studeres, bliver det jo helt umuligt at besøge Italien.

Heldigvis er virkeligheden meget nemmere.

De fire fantastiske ord grazie, scusa og per favore åbner nemlig både døre og hjerter i Italien.
Og italienske børn lærer dem fra blestadiet via rim og børnesange

Kombineret med et smil, der jo ér den korteste vej mellem mennesker, signalerer brugen af disse fire ord, at du ér et dannet menneske.

En del italienere vil, når du kombinerer ordene med buongiorno eller buonasera fra sidst på eftermiddagen, tro, du taler flydende italiensk.
Tag det som en stor kompliment, for den slags skaber grobund for både god service og livslange venskaber.

Så betyder det meget mindre, at du fornærmer kokken ved at bede om salt på bordet eller siger god appetit, som af en eller anden grund regnes for udannet.

Med hensyn til sokker i sandalerne er jeg dog stadig i tvivl, om det kan tilgives.


LAVPRAKTISK PÅ RESTAURANT OG HOTEL:

Det er altid dannet at vente på at blive seatet på en restaurant, og man begynder i hvert tilfælde ikke spontant at flytte om på restauranternes interiør.

Nej, italienerne taler ofte ikke engelsk:
Med et smil og håndfagter kan meget gøres forståelig, og så er der jo teknologien, hvor mobiltelefonen kan oversætte de fleste menukort.
Vær dog opmærksom på, at en del middelhavsfisk simpelthen ikke har et dansk navn, og at underlige navne under i primi – førsteretten – på menukortet ofte dækker over en lokal pasta variant.

Pommes frites turist eller ej
Møder du op i bikinioverdel, ærmeløse undertrøjer og flip-flapper på en fin restaurant, skal du ikke regne med god service.

Acqua?

Ofte vil tjeneren efter at have afleveret menukort stille spørgsmålet “Acqua”?

Vil du gøre bella figura svarer du “si, grazie, naturale”, “si, grazie, con gas” (med bobler) eller “no, grazie”.

Grazie, med “e” til slut, er et meget vigtigt ord for turister, der vil gøre bella figura.
Grazia med “a” til sidst er et pigenavn.

De fleste italienere drikker altid vand til måltiderne, og omkring en tredjedel af alle voksne italienere drikker i øvrigt slet ikke alkohol.
Det betyder ikke, at du finder et stort udvalg af alkoholfrie øl og vin.

Når man ikke drikker alkohol i Italien drikker man bare noget andet!
Der findes derfor også altid alkoholfrie aperitiffer på barerne, fx Sanbitter og Crodino, eller un cokctail analcolico.

Drikkepenge

Jo længere sydpå, du kommer i Italien, jo mere forventes der drikkepenge, op til ti procent af regningen, når du er tilfreds.
Og i kontanter, tak.
Nej, du bidrager ikke til mafiaerne eller i det hele taget til en forbryderkultur, når du giver drikkepenge.
Du respekterer bare kulturen i det land, du er gæst i 🙂

På hoteller er et normalt niveau for drikkepenge, når du er tilfreds, 1-1,50 euro om dagen per person til stuepigerne og det samme til tjenerne , hvis du er på halv- eller helpension.
(Obs: Bor du på et femstjernet hotel, så fordobler du drikkepengene, grazie :-))
Hvis receptionisten er venlig og hjælper dig med at løse problemer, bestille udflugter eller taxi, er du naturligvis også velkommen til at sætte kontant prise på det.

To pinlige klassikere

Når du finder et beløb på et par euro ganget med antal gæster ved bordet, er restauranten ikke ude på at snyde dig.
Det er det irriterende pane e coperto tillæg – brød og kuvert tillæg – som de fleste restauranter stadig praktiserer.

Og begynd ikke en diskussion om, at du kun vil betale 6,50 euro for din 900 gram tunge bistecca fiorentina, hvor prisen altid står per 100 gram – prezzo all’etto.
Bed i stedet om at se det dejlig kødstykke inden det bliver grillet.

Har du andre sprøgsmål om galateo i Italien, så skriv til charlottemilano(at)gmail.com