2020 fra kanten af espresso-koppen

Uden espresso går det ikke.
Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020.
I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffe på Bar Balcone.

Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.


Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.

Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.

Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt.
Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>.
– Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.
Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch.
I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen.
Så var året i gang på bedste vis.
Troede vi…

#altidoptimist
I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona.
Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side.
Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.

Januar 2020

“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy.
Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i.
36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html

Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her.
– Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om.
Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!

Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske.
Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!
Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020

I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!

Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar.
Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger,
ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.

Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop.
Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown.
Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage.
Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger…
Marts til maj 2020

Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”.
Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.

Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.

ESPRESSO-GASMO 1

Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.

Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus.
Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen.
Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig.
Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden.
– Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.

ESPRESSO-GASMO 2

Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen.
Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…

Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.

Med afstand og med mundbind

Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren…
Sommer i frihed

Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts.
På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.

Men helt givet op har han ikke:
I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch.
Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.

Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner

Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker.
Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside.
Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.

Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne:
Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.

Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte en pizza Charlotte >> på menuen?
Jeg var lige ved at tude.
At få en pizza opkaldt efter sig!
Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂

Juli var næsten normal…

Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.

Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august.
Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.

Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister.
– Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.

Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂

Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen.
Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August

Italien betaler taler stadig for august…
Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge.
Også jeg tog på ferie, men ikke til havet.
Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker.
Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.

Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >> i Bella Umbria.
Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007.
Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.
September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause

Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.

Oktober forsvandt
Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.

November og december bød på nye typer lockdown med gule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.

Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.

Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.

Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.

Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.

Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.

Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden.
Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.

#altidoptimist
#unespressoperfavpre
#viklarer det


Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino.
Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.

–//–

Lavazza Kalender 2018: Hvad gør du for planeten?

“Hvad gør du?” lyder spørgsmålet på årets kalender fra kaffefirmaet Lavazza.
2018-kalenderen blev præsenteret den 29. november i Milano og indeholder 17 portrætter, ét for hver af de 17 fremtidsmål FN i 2015 satte op for at sikre vores planet en bæredygtigt udvikling inden år 2030.…artiklen fortsætter under reklamen

Piemonte: Stjernemad, med og uden Michelin

Michelinrestauranten 21.9 og det familiedrevne Trattoria Tre Rii befinder sig i helt forskellige prislag, men kærligheden til Piemontes råvarer og traditioner er den samme.
I Piemonte spiser du godt for både 30 og 300 euro.
Vælg selv.

STJERNEMAD:
Flavio Costa overtog restaurant- og hoteldriften på den 550 år gamle vingård Tenuta Carretta i foråret 2016.
Vingården, hvis 35 hektar vinmarker ligger rund om gården som et naturlig anfiteater, ejes af textil- og tøjgiganten Miroglio Group.
Den ligger ved landsbyen Piobsi d´Alba i Roero vindistriktet ganske få kilometer fra Nutella- vin- og ikke mindst trøffelbyen Alba.


Flavio Costa foran indgangen til Tenuta Carretta

…artiklen fortsætter under reklamen

Veninden og jeg havde trøflet os igennem det velduftende trøffelmarked inde i Alba, da vi satte os til bords i restauranten, der hedder 21.9 og er opkaldt efter den dag, hvor Flavio Costas tvillingedøtre blev født.
Vores appetit var ikke til en hel menu, og det passede ikke helt restaurantchefen.
Det lod vi os dog ikke mærke med…

Hav og bakker på menuen

Flavio Costa er oprindeligt fra Ligurien ved Middelhavet, og fik sin første Michelinstjerne i 2002 på restauranten Arco Antico i kystbyen Savona.
Siden åbnede han restaurant 21.9 i Albissola Marina, der fra marts 2016 flyttede til Piemonte. Michelinstjernen fulgte med i november 2016, og blev bekræftet i november 2017.

Det er derfor ingen overraskelse, at menukortet også indeholder en omfangsrig fiskemenu, selv om Piemonte er en af de få italienske regioner uden adgang til havet.
Menuerne koster fra beskedne 50 euro og opefter. Skal der i sæsonen 20 gram tynde friskrevne hvide trøffelskiver fra området ovenpå retterne ender trøffelmenuen på 210 euro.

Vi insisterede på den lokale hvidvin

Vi var kun småsultne, og havde derfor en lille disputs med overtjeneren, der – diskret, men alligevel – lod os forstå, at vi var plebejere, da vi insisterede på at drikke vores yndlingshvidvin fra markerne udenfor restauranten, før vi havde bestemt os for menuen.

Den lokale hvide Arneis drue er flagskibet i Roero, der de seneste år også har markeret sig med den røde Roero, hvis basis er Nebbiolodruerne.
Tjeneren forsøgte at overbevise os om, at hvis vi nu ville spise fisk, så duede Arneis ikke, fordi Piemonte ikke har sit eget hav.
Vi insisterede, og bestilte Carretas egen, og ualmindelig gode, Arneis Cayega, der også kan erhverves i vingårdens butik for 12 euro per flaske.


Som appetizer smagte vi én af Flavio Costas specialiteter:
Puré af trompetsquash med blæksprutte og kandiseret appelsin.
En ualmidelig delikat komposition.

Derefter måtte jeg tage tilløb i flere omgange for til slut at ødelægge den smukke anretning af Piemonte-specialiteten med tynde skiver af det lokale Fassone-kvæg, tilsat sorte trøfler og porrekreme. Ja, vi er nogle, der simpelthen ikke kan få trøfler nok.


Selv uden trøflerne ville retten have været små himmerigsmundfulde

Min ikke så sultne kollega fik marinerede spareribs på kål, mens jeg fik en af de bedste pastaretter længe.

Tortellini med sorte trøfler og indkogt Martini. Ingen kan som i Piemonte lave pastadejen så tynd og delikat, at den bogstaveligt talt smelter i munden.

Vi afsluttede vores i grunden efter piemontesiske forhold minimåltid med mignon-kager, og nød at vi udover foto havde talt sammen under hele måltidet.
De to andre par i restauranten havde stort set ikke kigget op eller på hinanden, men var mellem indtagelsen af retterne udelukkende optaget af hver deres mobiltelefon.


Hvide “damekys”, crunchy chokoladetrøffel, pebret hindbær, og en fjerde hapser, vi kom til at spise, inden jeg fik taget foto…

Måltidet kostede os 96 euro.
Det var så absolut Michelinstjernen, pengene og tiden værd, inklusiv vores lille vindisputs med overtjeneren 🙂


Efterår i vinmarkerne ved Tenuta Carretta.

MAMMA-MAD:

Dagen efter skulle der arbejdes, men en frokostpause skal der til.
Vi snuppede den  lille Panda, og kørte ud i det smukke Roero-landskab på en solskinsdag i november med høj himmel.
 

I landsbyen Canale, hvor Osteria dell´Enoteca med Davide Palluda > i køkkenet også kan bryste sig med en Michelinstjerne, tog vi en pause.
Det skulle have været en kaffepause, men blev i stedet til – ja, vi er nok lidt plebejeriske, veninden og jeg – to cola på 25 centiliter flasker. Vi er nogle, der er så fundamentaliske, at vi tror på, Cola smager bedre på glasflasker.

På jagt efter Mammas gryder

Jeg klikkede ind på Google Maps, og slog min restaurantnæse til.
Veninden og jeg var enige om, at efter tre dage med stjernemad var det tid til Mammas gryder. Om aftenen ventede der os nemlig rejsens vildeste måltid hjemme hos Flavio Costa på Tenuta Carretta: En menu på basis af Champagne, kaviar, østers og skyer af den hvide trøffel fra Alba…

Min restaurantnæse var os nådig.
Klokken 12.50 havde vi parkeret Pandaen på en fyldt parkeringsplads i en lillebitte landsby, og begav os ind i baren på Trattoria Tre Rii tæt ved Monteu Roero.

“Har i reserveret?” spurgte datteren, og vi blev bange for at ende med uforløst sult.
Heldigvis var en gruppe på fire af de lokale kun to den dag, og vi ventede med et glas Arneis hos farmand i baren, mens maden blev gjort klar.
“Et lille eller et stort glas?”, spurgte han.
Vi bad om et lille, og fik et fyldt glas uden stilk.
Vinsnobber ville sikkert lave grimasser, men vi drak med glæde, og der var nok til hele vores arbejdsfrokost.

Vi fik igen Carpaccio af den lokale Fassone kvægrace, med Grana Padano ost i skiver.
Jovist smager det godt med porrekreme og andet, men den helt enkle udgave har i den grad også sin berettigelse i det piemontesiske køkken.

Min veninde valgte derefter Piemonte specialiteten Kalvetunge med den lokale grøn sauce tilberedt med hvidløg, persille, ansjos, eddike, olivenolie og daggammel brødkrumme.


Kalvetunge med Salsa Verde er ikke verdens smukkeste ret at fotografere, men en ren nydelse for smagsløggene i Piemonte.

Så var det min tur til endnu en Piemonte klassiker.
De tynde pastastrimler Tajarin, som eksperter fabrikerer af 30 æggeblommer til ét kilo mel. Dét er forklaringen på, at pastaen smelter på tungen. Jeg fik den med ragú af Fassone, og kødsovsen var nøjagtig så delikat og blid i smagen, at pastaen kom helt til sin ret,

Vi sluttede af med den rituelle espresso kaffe, og var lykkelige i mave og sjæl, og næsten en del af familien, inden vi kørte tilbage til Tenuta Carretta for at lade op til aftenens middag.

Pris for alle herlighederne: 30 euro.

Trattoria Tre Rii, Frazione Tre Rivi, 16, 12040 Monteu Roero CN – 0173 90152 – åben til frokost. Lukket fredag. Middag kun lørdag og søndag.

Mere om Roero:

René Redzepi modtog i juni 2014 Roeros Køkkenhavepris, og sagde ved den lejlighed om gastronomien i Piemonte:
“- Man kan ikke andet end elske et land, hvor man bruger 40 æggeblommer for hvert kilo mel til at lave den bedste pasta, jeg nogensinde har smagt, og derefter ikke spilder, men bruger æggehviderne til skønne desserter.

–//–

#unespressoperfavore: Onsdags-elskere på DaDa Bar


#unespressoperfavore

De kommer hver onsdag formiddag.

Kontorfolk.
Så kedeligt ensformet og forventeligt klædt på med de rigtige mærkevarer, som kun  kontorfolk i Milano.
De er tydeligt udenfor både deres vanlige zone, og også udenfor deres personlige komfortzone.

…artiklen fortsætter under reklamen

Hænderne rækker ud efter hinanden hen over bordet, men trækkes altid tilbage i sidste øjeblik eller efter et mikrosekunds berøring.
Der er mere tavshed end dialog, men stort overskud af lange suk og sigende blikke. Og der hænder, der strækkes frem, og så alligevel altid trækkes tilbage.

Det udvikler sig.
Langsomt.

For et år siden sad de på hver sin side af bordet.
Nu er de rykket tættere på hinanden, og deler et hjørne.

Hvis det er en affære, er det den mest langsomme af slagsen, jeg har overværet.

Jeg får lyst til at ryste dem i kraverne på de altid nystrøgne skjorter, give dem nøglerne til min lejlighed et par timer, få det forløst.

– Så gør dog noget ved det, får jeg lyst til at råbe i den formiddagsstille kaffebar hver onsdag.

Men måske er de forsigtige håndspålæggelser og forventningens glæde nok for dem?
Måske er onsdags-espresso dét, der får de to til at føle sig levende resten af ugen? Af livet?

Men lidt frustreret gør de mig altså.
Om onsdagen…

–//–

Portofinos oase er baren ved fyrtårnet

SOMMERMINDER 2016
VIP feriestedet Portofino er et must, når turen går langs Ligurias østkyst.
portofino_panorama_2012
Foto taget fra Sankt Georg kirken, som man kommer forbi på vej ud til fyrtårnet

Nogle få kommer standsmæssigt sejlende i lystyachts så store, at de ikke engang kan sejle ind i havnen. Andre kommer sejlende med rutebådene, som man kan tage fra den nærmeste større by Santa Margherita Ligure >> eller Rapallo lidt længere mod øst.
Der er også en bybus fra “Santa”, som de lokale siger.
portofino_fyrtaarn_bar_7
Vandrefolket kommer i frisk nordisk stavgang over bjerget fra Camogli på den vestlige side af halvøen. Fjolserne kommer i bil, og betaler dyrt for de få parkeringspladser, hvis der da er nogle ledige.

SE, BLIV SET, OG TAG SÅ EN TUR UD TIL FYRET!
portofino_fyrtaarn_bar_5

Under alle omstændigheder er der udover skulpturparken, som også kan beundres udefra og kirken, hvortil korsridderne i sin tid bragte Sankt Georgs jordiske rester, ikke voldsomt meget af se i Portofino.

Altså udover at lade sig se, eller selv se på, for i sommermånederne er Portofino stadig en klassisk etape for både italienske og udenlandske VIPs.

..artiklen fortsætter under annoncen

Når dét er overstået anbefaler jeg en spadserertur på 20-25 minutter ud til fyrtårnet.
Man smutter op ad den stejle gyde i hjørnet af “piazetta´en”, eller tager trappen efter indgangen til skulpturparken nede på havnen.
I stedet for, eller efter, at nyde udsigten ved Sankt Georg kirken, følger man skiltene til “Castello Brown” og “Il Faro”. Turen kommer forbi den engelske konsuls villa, deraf navnet Brown. Villaen tilhører i dag kommunen, og der kan være forskellige udstillinger.
Videre ud af stien kommer man ud i Middelhavs naturen med små buske, vilde blomster og de store pinjetræer, der gror i alle mulige og umulige positioner.
portofino_fyrtaarn_bar_1

Anstrengelserne, det går ganske lidt op og ned ad bakke på turen, belønnes med en fantastisk udsigt ude på fyrets terrasse.
Helt fantastisk bliver det, når baren er åben.
“Al Faro” har officiel lukkedag onsdag, men lukker også i dårligt vejr.
Udsigten og duften af hav og pinjetræer er under alle omstændigheder spadsererturen værd.
portofino_fyrtaarn_bar_2

Barmanden Antonio er meget underholdende, og nogle gange lidt “Kaptajn Haddock”-agtig,
hvis gæsterne stresser ham.
Men man kan vel dybest set heller ikke have en bar ved et fyrtårn, hvis man er helt normal?
Denne fantastiske sommerdag begyndte han pludselig at synge…
portofino_fyrtaarn_bar_3

En Spritz som den skal være – i et stor ballonglas, dybt orange og med masser af isterninger.
Hvad vil du mere?
portofino_fyrtaarn_bar_4

Vil man se flotte sorthvide foto af VIPs i Portofino fra sidste århundrede, så er der masser af dem på væggene på Excelsior baren på La Piazzetta.

–//–

VAND! Kan man drikke af hanerne?

Italienerne drikker i gennemsnit 190 liter mineralvand på flaske hvert år 

Læser-sprøgsmål fra Kent, der har diskuteret med vennerne, om det er en god ide eller ej at drikke vandet fra hanerne under en ferie i Marche-regionen?

OVERORDNET er svaret NEJ!
…men intet er jo sort/hvidt…

Langt de fleste steder i Nord- og Mellemitalien er vandet i vandhanerne drikkeligt set udfra et kemisk synspunkt, men det halter en del i Syditalien og på øerne Sardinien og Sicilien.
Deres problem er, at vandrørererne ofte er så utætte, at de ikke bare mister op til over halvdelen af vandet på vejen fra vandværket til forbrugeren, men også er så utætte, at alt muligt uvelkomment kommer med ind i rørerne og hen til forbrugerne…

Alligevel er den overordnede anbefaling ALTID at købe VAND PÅ FLASKE, af den helt simple grund, at jeg – og mit fordøjelesessystem! – er vant til vandhanevandet i Milano, men det er du ikke!

Det samme gør sig naturligvis gældende alle andre steder, hvor vandhanevandet i princippet er drikkelig:
DU er ikke vant til lige netop dette drikkevands kemiske sammensætning, og alt efter hvor påvirkeligt dit system er, risikerer du altså at bruge ferien anderledes end planlagt.

Og så er der fontænerne på offentlige pladser og i parker – dem drikker jeg lystigt af, uanset hvor i Italien jeg er… …hmmmm – der mangler konsekvens her, men det er altså et spørgsmål om lige netop DIN mave, må jeg så bare konstatere!!!

Vand-favoritter – for sådan noget har man også i Italien!

vand_surgiva
Jeg er vild med boble-vandet fra Surgiva-kilden
– bliver simpelthen glad, når restauranten har den på menuen…vand_bolle
Bolle-vand fra Lurisia
en anden favorit
(Bolle betyder boble på italiensk)

vand_ekstra_brus
Ekstra boblende mineralvand – Brio Blu Frizzantissima, der så er rød og ikke “blu”…

Salget af filtre og andre fysiske anordninger til rensning af vandhandevandet boomer i øvrigt i Italien, for ja, vi er da trætte at at slæbe os en pukkel til med de mang 6 x 1,5 liters vandflasker, vi bruger hjemme.

Men jeg vil altså have mit “boble-vand” og ser slæberiet som en slags ekstra motion på linje med pudsning af vinduer…

Sjovt nok boomer Sodastream-maskiner endnu ikke i Italien, hvor man jo så ellers selv kan lave vandhanevandet “FRIZZANTE” eller endog “FRIZZANTISSIMA”…

Jeg ved ikke hvorfor, men er alligevel én af dem, der ALDRIG køber min egen kulsyremaskine – det er ligesom for nemt, ikke?

–//–