Kvinder, vin og vandring i Piemonte – 28.-31.maj

Fra Marianne Due – program og praktisk information om rejsen nederst på siden:

Hvorfor hedder mit passionsprojekt “Kvinder, Vin & Vandring”?

Kvinder:

Har du ligesom mig lagt mærke til, at mænd er gode til at netværke, mens de gør noget sammen? De tager ud og ser fodbold eller håndbold, eller de køber racercykler og mødes for at cykle. De prioriterer både tid og penge til at rulle på landevejene herhjemme eller på berømte cykeldistancer rundt omkring i Europa.

Er der et tilsvarende marked for netværksoplevelser for kvinder?

Kan jeg skabe en oplevelse, der tiltrækker kvinder, som gerne vil netværke ved at gøre noget sammen?

Det kunne være gode forretningsforbindelser, dit team på jobbet, netværksrelationer, veninder, søstre eller mødre og døtre.

Jeg mødes selv i flere forskellige kvindenetværk og tager masser af inspiration, motivation og power med mig hjem fra de møder, så det må der være basis for.

Vin:

Jeg har mulighed for at skabe en base for netværket i min bror og svigerindes lækre udlejningsvilla, Villa Monforte Barolo, og når vi skal være i Italiens verdensberømte vindistrikt, er det oplagt, at der er vinsmagninger på programmet.

Ligesom med mange andre brancher har vinproduktion været et mandsdomineret område, men her kommer flere og flere kvindelige winemakere også på banen. Det er interessant at besøge deres vingårde og høre deres fortællinger om, hvordan de fornyer tilgangen til både dyrkning og produktion af vin, når de bærer de gamle familietraditioner videre.

Vandring:

Jeg kan lide at være aktiv, når jeg holder ferie, og har altid holdt af at vandre. Når du er dit eget transportmiddel, så ser du en lille del af dit rejsemål helt tæt på – i langsomt og fordøjeligt tempo. Det giver plads til at nyde naturen og de betagende udsigter eller at ’se indad’ og reflektere, få tanker til at falde på plads og nye idéer til at spire frem.

En del af vinområdet i Piemonte, hvor Barolo hører til, er udpeget til verdensarv af UNESCO. Vi går igennem vinmarkerne, der bølger sig op og ned, og når vi vender os rundt, så ser vi pittoreske middelalderbyer på mange af toppene i det fjerne.

Efter sådan en tur på cirka tre timers vandring er vi blevet sultne og kan nyde lækre italienske retter med god samvittighed.

Jeg er så klar til at komme afsted!

Skal du med?

Det er den 28.-31. maj.

Der er et begrænset antal pladser i villaen,
så skriv til mig for program og booking.

Kontakt:
vinogvandring(at)mariannedue.com
Om Marianne Due: https://mariannedue.com/

Detaljeret program og praktiske informationer:

Kvinder_Vin_Vandring_PIEMONTE_2025

-//-

Pizza: Anmeldelse af det nye pizzeria i mit kvarter i Milano

Selskabet var fantastisk, pizzaerne diskutable, kaffen perfekt og råvarerne ypperlige 🍕🍕🍕

Det nye pizzeria i mit kvarter bestod simpelthen ikke den første pizza-regel:

Bund og tilbehør SKAL være færdigbagt på samme tid, og på maks 90 sekunder.

Der var for meget fyld.

Derfor bliver pizzaen bagt for længe og bunden blev smattet.
Og ydermere letter svedet både i kanten og på bagsiden.

Skal jeg gå i detaljer, så havde dejen heller ikke hævet nok; den manglede det mønster af lufthuller, der skal være, når man brækker kanten midt over.

De positive noter:

Råvarerne var af ypperste kvalitet.
Jeg drømte hele natten om den “pancetta al pepe” – 🥓🥓🥓 med peber – der var på min pizza.

Anmeldelsen fortsætter under annoncen:


Tjeneren i vores afdeling var også yderst sympatisk, selv om han var sat på en umulig opgave med de mange gæster, han skulle betjene.

Retfærdigvist skal det siges, at pizzeriaet netop slår sig op på at lave en variant af den napolitanske pizza, med tynd bund og større end de ellers store pizzatallerkener.

Den traditionelle pizza fra Napoli er ofte ikke særlig stor, og med en tykkere bund og kant.

Men det undskylder ikke, at bund og fyld ikke opnår den fuldkomne symbiose.

Det går simpelthen ikke, at mozzarellaosten kun er halvsmeltet og ligger som et låg ovenpå tomatsaucen – de SKAL mødes i en perfekt sammensmeltning.

De friske tomat-filetter var utrolig smagfulde. Men igen, desværre, mozzarellaen var halvsmeltet, og pizzaens kant og bund brankede med tihørende lugt af røg.

Der er plads til 126 gæster på “Gennaro Rapido A’ Rot e Carrett”, og der var kø udenfor på en lørdag aften i februar.

Jeg bliver nok nødt til at komme igen, om ikke for andet, så for at gensmage de friturestegte forretter, som var fremragende.

Forretten med frisk rucola og cherrytomater bekræftede bare, at råvarerne er i top.

Og en friteret sammenlagt pizza vil jeg altså også prøve en dag.

Endnu en positiv note:
Menuen lå på bordet som en slags dækkeserviet – herligt.
Jeg hader de moderne skilte på bordene, hvor man forventes at scanne en kode og se menuen på sin mobiltelefon.
Der er en grænse for selvbetjeningen!

Til den glimrende espresso til afslutning valgte jeg en nøddelikør, af valnødder samlet den 24. juni.
Pizzeriaets Limoncello havde også producenten navn på menukortet. Den kommer fra øen Ischia, og dét vidner igen om stor respekt for råvarerne, at der også bliver tænkt på den slags detaljer.

LINK: https://www.gennarorapido.it/


Af Charlotte Sylvestersen – italiamo.dk

Klar, parat, i læsernes tjeneste 😉

-//-

Sylle-Gylle & Hotte-Lotte om udendørs rygeforbud i Milano

Helt personligt om rygeforbuddet på gaderne i Milano begyndte den 1. januar 2025.

Forbuddet gælder rygning på alle offentlige eller offentligt benyttede områder (derfor også udearealer på barer), herunder gader og fortove, medmindre du holder dig mindst 10 meter væk fra andre mennesker.

Overtrædelse af forbuddet medfører bøder fra 40 til 240 euro.

Her den 30. januar har jeg kun mødt én person, der råbte grimme ting efter mig, fordi jeg røg på fortovet på den indre ringgade (der er 993.000 biler indregistreret i Milano).

Det var en cyklist, der råbte efter mig, så det tog jeg helt roligt.
Cyklister i Milano er altid “a priori” frustrerede og konfliktparate.
Byen egner sig jo simpelthen ikke til cyklister.

Videoen varer tre minutter og 18 sekunder.
Følg Canale-Carlotta på YouTube >>
– abonnér på kanalen, og hold dig opdateret.

Well, mange af barene i centrum af Milabo har fjernet askebægrene, men Luca på baren i mit kvarter, og de andre barer her i udkanten af centrum, lader også deres askebægre stå til kunderne, udendørs.
(Indendøre fik vi faktisk rygeforbud i hele Italien i 2001!)

Jeg kan godt forstå, at det er ulækkert at skulle vaske askebægre.

I samme omgang kunne man afskaffe toiletter på barene.
De er ofte mere ulækre end askebægre…
Og forurener mere…

Nå, Sylle-Gylle er naturligvis vred over forbuddet, der så også mest er tom symbol-politik, mens Hotte-Lotte får ny energi af hele historien.

Der er sat skilte om rygeforbuddet ved alle Milanos stoppesteder:

Civil ulydighed i centrum af Milano – her er stadig masser af askebægre:

-//-

Persienner, jalousilåger og skat på vinduer

Persienner foran viduerne kom til Europa fra Persien via handelsmænd fra Venedig, og blev moderne i 1700-tallet.

Derfor kaldes de i Italien også for “veneziane”.

Det fortælles, at de persiske ægtemænd spionerede deres hustruer gennem sprækkerne, og deraf kommer navnet jalousilåger, på italiensk “gelosie”.

Foto: Bengt Nyman, CC BY 2.0 https://creativecommons.org/licenses/by/2.0 >>, via Wikimedia Commons

I 1798 blev der indført en skat – imposta – på vinduer i Genova og Liguria, hvis man havde flere end seks vinduer.

Det fik genoveserne, der er notorisk påholdende, til at mure vinduer til, og i stedet male falske vinduer med skodder på facaderne.

Derfor kaldes persiennerne også for imposte.

Falsk vindue på anden sal.
Hele facaden er også et “snydemaleri”.
Privatfoto fra Sestri Levante i Liguria.

De snu genovesere opdagede, at der kunne spares mere på konstruktion af boliger, hvis man ikke bare malede flere falske vinduer, men også med maling efterlignede gesimer og marmordekorationer.

Håndværkerne ved Middelhavskysten mellem Frankrig og Toscana er stadig dygtige til at male falsk usmykning – trompe l’oeil“, “som bedrager øjet”. Med andre ord et snyde maleri.

Nogle gange skal helt tæt på en mur eller en facade for at opdage, at udsmykningen blot er et uendeligt antal lag maling, der skaber en realistisk dybde i dekorationen.

Persienner er ofte lukkede hele tiden – om sommeren for at holde varmen ude, og om vinteren for at holde varmen inde. Da jeg kom til Italien i 1989 havde meget få termoruder, og så gav det mening at bruge persiennerne som et ekstra lag isolation.

Når persiennerne er åbne, holdes de fast til muren med en bremsemekanisme, der ofte er udstyret med et mande- eller et kvindehovede.

Den tyrkiske morder – Turco asasìn  – bremser de åbne persienner, når der er vind.
Chenspec, CC BY-SA 3.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0 >> Wikimedia Commons

Manden er af østerlandsk udseende, og hans navn er ikke særligt charmerende “Den tyrkiske morder” – Turco asasìn – mens kvindehovedet kaldes Dama venexiana.

-//-

Camping: Annalisas realityshow på Union Lido

Fra arkivet – 2006

Reality-show på campingpladsen:
På “Unionen” med udsigt til Annalisa,
“Giovaaaanni, Beatriiiice og Graziaaano…”


Vi havde allerede okkuperet vores plads på “Union Lido” et par dage, da vores genboer hev teltpælene op og efterlod en tom plads.
En time efter kørte en sort mega-jeep med mørke ruder og tilhørende campingvogn op foran den ledige plads.

Bilen havde Milano-plader og folk, der forpester vores i forvejen trafikplagede og pandekageflade by med en mega-jeep til junglesafari har sjældent vores umiddelbare sympati.

Allerede dér blev vi ovre i vores telt lidt nervøse.
Og tænk hvis nu det var nogle vi kendte, så skulle vi også til at være sociale og “milanesiske” i vores ferie….

Ud af bilen steg en mere end lettere overvægtig herre med et sympatisk ansigt.

Graziano præsenterede sig, og sammen med to teenage-drenge begyndte han at stille campingvognen med tilhørende børnetelt og mega-pagode op.

Bag de mørke ruder kunne vi skimte en lille pige og hvad der ved første øjekast lignede en teenage-pige med underligt hår.

Sergio og jeg klassificerede Graziano som enlig far med usædvanligt mange børn, og var sikre på at teenage-pigen havde haft en for den alder helt normal krise, og derfor nægtede at deltage i organiseringen af pladsen.

Det viste sig at være HELT FORKERT:
Da alt var stillet op “skred” Annalisa ud af bilen med fem-årige Beatrice på armen.

Annalisa viste sig at være på min alder.
Det underlige hår skyldtes både et lidt mislykket forsøg på at være blondine samt de små papilotter fordelt over kraniet.

Vel ude af bilen begyndte det “liturgi” vi de kommende dage skulle forsøge at vænne os til:

– GRAZIAAANO!!!
Pagoden skal da ikke stå dér, og hvorfor er den bardun til teltet i vejen….

– GIOVAAAANNI!!!!
Flyt din taske og det skal være lige nu…

– BEATRIIIICE!!!!
Kom hen til Mamma og få et knus, din lille snuske……


Det var den sommer, jeg forsøgte at lave mine egne soltørrede tomater.
Det gik efter planen indtil det første tordenvejr.

Og så tog Annalisa lyserøde plastikhandsker på og begyndte at vaske borde og stole med et desinficerende kirurgisk middel, der hedder “Ammuchina”, og som normalt bruges af bakterie-hysteriske spædbørnsforældre.

Derefter tilbredte hun en salat, som hun med høj stemme selv roste, og gentagne gange bad Graziiiiano og drengene spise mere af.

Det gjorde de ikke, kunne vi se fra vores plads, hvorfra vi indtil da med interesse havde fulgt seancen, mens vi nød et glas formiddagsvin.

Efter frokosten meddelte Graziano, at han manglede noget til campingvognen, som de ikke havde i butikkerne på Unionen, og at han og drengene derfor var nødt til at køre til Jesolo.

Det vakte vores mistænksomhed:

Campingbutikkerne på Unionen har simpelthen ALT, hvad en campist har brug for, men det skulle siden gå op for os, HVAD Graziano og drengene manglede.

Da de var kørt, gjorde Annalisa – igen iført lyserøde plastikhandsker – alle stole og borde rene med Ammuchina.

Få minutter efter præsenterede hun sig i en af denne sæsons mindste bikinier samt klip-klapper med pastelfarvede roser.
Det er helt normalt på Unionen.
Men det ser altså ikke så godt ud med de små bikiniér over strækmærke-maver….
Papilotterne i håret var taget af, mens make-up´en stadig var på plads.

Annalisa var nok ikke det store badedyr, tænkte jeg.
og ganske rigtig var hun aldrig hverken i havet eller poolén.

Annalisa badede ikke.
Hun underholdte sig
kun med de unge
livreddere på stranden….


Hun havde helt andre måder at holde ferie på:
Det opdagede vi allerede, da hun passerede den tredje camper på vej ned mod stranden.

Der stod smukke Lothar fra Østrig, og var ved at sortere hans børns vasketøj.

– Iiiihhh, sagde Annalisa, gør mænd også den slags i Østrig?

Og så gjorde Lothar den store fejl at vise overfor Annelisa, at han både forstod og og talte en del italiensk.
Og han fortalte endda Annalisa, at han var enlig far…

Annalisa lod ham ikke i fred en eneste gang, når hun i dagene derefter stødte på ham.

Hun tilbøde ham endda at lære ham at vaske helt rent med Ammuchina…

(Én dag passerede vi Lothar og Annalisa på vejen – og da Annalisa ikke så det, blinkede han til os.
Han havde noteret, at vi ofte blot sad helt stille med vores vinglas og “kiggede” på Annalisas reality-show…)

Så gik vi på stranden, og da jeg senere så op fra min krimi dernede, fik jeg øje på Annalisa og Beatrice henne ved livreddernes båd.

Evigt solskin og lykkelige campister på Union Lido, som tusindvis af danskere også kender.
Vi var campister, i telt, fra 1994 til 2012.
“Så er det slut med camping,” meddelte Sergio en dag, og han måtte presses til at forklare hvorfor?
“Jeg vil simpelthen ikke sidde på toilettet lørdag og søndag morgen med tyske mænd, der har drukket sig i hegnet aftenen før.”


Jeg så aldrig Beatrice på stranden uden at hun stod og flirtede med de unge livreddere, hvor hun naturligvis ikke havde en jordisk chance.

Jeg tror egentlig heller ikke, hun var “til noget”, men at se en uledsaget mand uden at flirte, det lå ikke i Annalisas gener – mere om det senere….

En duft af fast food…

Vel tilbage i vores telt så vi Graziano og drengene komme retur fra Jesolo by – i en veritabel sky af tysk eller amerikansk inspireret grill- og frituremad.

Der gik ikke en dag i de ti dage Annalisa gjorde sit bedste for at underholde “vores vej”, hvor Graziano og drengene ikke kørte til Jesolo for at hente noget, man ikke kunne købe på “Unionens” ellers velforsynede butiker.
Og de kom altd retur i den karakteristiske duft af fast food.

– Graziaaano, jeg forståååår siiimpelthen ikke, du tager på, når jeg kun serverer salat for dig.

– Og fjern så de beskidte underbukser fra bordet i campingvognen, Giovaaanni, 
meddelte Annalisa med sin utroligt høje stemme en dag til frokost.

Annalisa talte aldrig i normalt toneleje.
Hun spillede jo hovedrollen i sit eget reality-show.

Annalisa var sig altid bevidst om sine tilskuere, og talte højt og tydeligt, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvad der skete i Annalisas familie og i hendes umiddelbare nærhed.

Verdens flotteste barn blev til en lorteunge..

Dette “skuespil” fornægtede sig heller ikke en dag, jeg sad og filosoferede på et af toiletterne.

– Beatriiiice, du er dum som en ged. Du kan da heller ikke finde ud af noget. Du er en rigtig lorteunge, lød det pludseligt fra toilettet et par døre længere henne.

Når Annalisa spillede i “fri luft” var Beatriiiice ellers “la piú bella bambina del mondo” – det smukkeste barn i verden….

…og så lagde hun også an på Sergio!!!

Jeg har stadig min medalje fra en kilometer havsvøming.
Og tusindvis af dejlige campingminder.

Annalisa havde et problem med tændstikker.

Den første eftermiddag kunne hun ikke sende Graziaaaano op efter dem – han og drengene var jo i Jesolo for at spise – undskyld, lede efter camping-reservedele…

Så da hun skulle tilberede middagen spurgte hun Sergio, om han kunne låne hende nogle tændstikker?
Naturligvis.

Den næste morgen var Graziaaaano og drengene i bad.
Naturligvis, sagde Sergio igen.

Og til frokost havde Annalisa glemt at købe tændstikker i supermarkedet…
Naturligvis….

Sådan fortsatte det – og ALTID, når jeg var ude af syne!!!!

Efter tre dage forsøgte Annalisa at udvide samtalen med min mand til mere end tændstik-snak.
Hun vidste ikke, at jeg stod inde i teltet.

– Nå, jeg kan se på Jeres nummerplade, at I også er fra Milano.

– Ja, sagde Sergio.

– Bor I så i Milano?

– Ja, sagde Sergio.

– Altså helt inde i byen?

– Ja, ved Corso Sempione, sagde Sergio.

(Det er en meget “fin” gade – ikke vores, men tæt på.)

– Ahhh. Du kommer måske fra Milano?

– Ja, jeg er Milaneser, sagde Sergio.

– Ja, vi bor i Concorezzo. (En temmelig kedelig forstad til Milano)

– Nå, sagde Sergio. Det lyder ellers som om din dialekt er her fra Veneto-området.

– Ja, jeg kommer herfra – men jeg har boet ved Milano i mange år, og så er man jo også en slags milaneser, sagde Annalisa.

– Ja, det siger indvandrene fra Marokko også!!!

– Hmmm, sagde Annalisa, og gik!


Jeg stod inde i teltet og slog hovedet mod teltvæggen – det er ikke nemt! – for ikke at eksplodere af grin.

Jeg burde nok have skældt Sergio ud for hans racisistiske bemærkning – ikke mindst overfor marokkanerne – men faktum var, at Annalisa derefter nok hilste pænt på os, men så heller ikke mere.

Hun fik åbenbart også købt sine egne tændstikker den dag.

Fingrene væk fra MIN mand, Annelise!

Vi klarede Annalisas reality-show i ti dage, og morede os faktisk det meste af tiden.

Og heldigvis havde vi det meste af tiden Maja og hendes familie (læs om søde Maja nederst) som naboer til den ene side, og til den anden siden endnu en anden sympatisk dansk familie.

Men da der var gået ti dage eskalerede Annalisas show, fordi hun nu fik hjælp af familiens andre “reality-kvinder”…


Graziaaanos fætter, kone og børn, samt et par onkler med lige så mange familie-medlemmer var også ankommet til “Unionen”.

Og da en af familierne ville tage den plads, Maja og hendes familie havde haft, blev vi ret hurtigt enige om, at vi heller ikke denne gang kunne undvære Milano i tre hele uger.
Planen var altid tre ugers campingferie, men vi klarede aldrig at undvære Milano i flere end 16 dage. Sådan var det bare.

-//-

Søde Maja fra Sønderjylland var en anden af “indbyggerne” på vores vej det år på “Unionen”.

Jeg skulle afslutte en oversættelse – en “palle-af-og pålæsningsmaskine-manual” på 130 sider – så jeg valgte at lade som om jeg var italiener, da vi fandt plads mellem to danske familier.

Da jeg efter nogle dages arbejdsferie havde afleveret manualen, var jeg klar til at lære de danske naboer at kende.

Maja på seks år og hendes storebror var usædvanligt velopdragne “øgler”, der hver dag sagde “ciao” til Sergio og mig.

Den morgen sagde jeg til Sergio, at han skulle prøve at sige “Godmorgen” til Maja.

Det gjorde han, da Maja var på vej i bad, hvorefter hun resolut vendte om og styrtede hen til sin mor:

– Han sagde “gomorn”, Mor!!!

– Nej, Maja, du har sikkert hørt forkert.

– NEJ, kom det ud gennem sammenpressede tænder,
– HAN SAGDE GOMORN!!!

Så gik jeg ud af teltet og afslørede vores lille joke, og undskyldte, at jeg havde været asocial de første dage på grund af arbejde.

Siden inviterede Maja sine mange danske vennerog veninder på campingpladsen hen i vores telt, hvor hun pegede på Sergio og bekendtgjorde:

– Ham der har boet HELE sit liv i Italien!


-//-

Fortunato Depero – en futuristisk multikunstner fra Trentino

Depero blev født i landsbyen Fondo i Val di Non dalen den 30. marts 1892 og døde i Rovereto den 29. november 1960.
Som helt ung flyttede han til Rovereto, og han var bestemt ikke en hjemmefødning, og boede i flere omgange i USA.

Han var kunstmaler, skabte skulpturer, designede møbler, lavede illustrationer, producerede reklamer, påtog sig scenografiske opgaver og konstruerede marionetdukker.
Han eksperimenterede også med materialer, som for eksempel “buxus”, en slags papmaché, som kunne efterligne træmosaikker, tarsier.
Han arbejdede også med textiler, og skabte flotte patchwork tæpper. Det vil sige, han designede dem, og kvinder, deriblandt hans hustru, syede dem.

Video fra Casa d´Arte Futurista i Rovereto – to minutter og seks sekunder

Deperos og Futuristernes historie
I 1908 bliver Depero afvist af Kunstakademiet i Østrig.
Trentino var dengang en del af det østrigske kejserdømme, og blev først italiensk efter Første Verdenskrig.

I 1910 arbejder han som dekoratør på Verdensudstillingen i Torino, og tilbage i Rovereto laver han gravmonumenter i marmor, og definerer sig selv som billedhugger.
Han udstiller sine værker lokalt i 1911 og 1913, og i 1913 udgiver han også sin første bog ”Spezzatura” (Småstykker) bestående af digte og refleksioner illustreret med egne tegninger.

“Stikkende, bidende og skræmmende forudanelse”, 1913

I 1913 møder han også Futurismen, da han ser Umbeto Boccionis udstilling i Rom. Her bliver hans idoler Giacomo Balla og Filippo Tommaso Marinetti.

I 1914 deltager han i Rom i udstillingen “Esposizione Libera Futurista Internazionale”.
Han flytter til Rom og bliver elev hos Giacomo Balla, og er fra 1915 en del af inderkredsen i det, som eftertiden kalder Den Første Udgave af Futurismen.

Depero er også i 1915 sammen med Balla medforfatter til et vigtigt manifest med den pompøse titel “Ricostruzione futurista dell’universo” – den futuristiske rekonstruktion af universet.

Dette manifest indvarsler Den Anden Futurisme, hvor man gradvist forlader en anarkistisk og socialistisk grundholdning til fordel for den italienske fascisme.
Depero selv melder sig i den periode til den italienske hær, men bliver syg og hjemsendt.

Den Anden Futurisme vil flytte kunsten fra gallerier, museer og såkaldte Futuristiske Aftener, og ud i folks hverdag med reklamer, møbeldesign, musik, scenografi til teatre og arkitektur.
Til det formål medvirker Depero til at skabe futuristiske huse i blandt andet Rom, Bologna og Palermo.

Deperos eget ”Casa d´Arte Futuriste” må dog vente til efter krigen, og bliver først grundlagt i et krigshærget Rovereto i 1919.
Her producerede han reklameplakater, samt objekter og møbler til sit moderne futuristiske hjem og studio.
Han var meget optaget af, at de futuriske objekter var brugbare og funktionelle, og ikke blot stilistiske øvelser.

“Napolitansk kærre”, 1918

”Casa d´Arte Futurista” er i dag navnet på den bygning, som Rovereto kommune stillede til rådighed for Depero mod, at han efter sin død donerede alle sine værker til byen. Den bygning huser fra 2009 det spændende museum.

I 1918 opholder Depero sig i Viareggio, og han udstiller i Milano.
I denne periode lader Depero sig også inspirere af den metafysiske kunstbevægelse, som blandt andre Giorgio de Chirico >> er eksponent for.

I 1920´erne er Depero aktiv på mange fronter.
Han laver reklamer for bureauet ”Le 3 I”, har egne personlige udstillinger i Milano og Rom, laver et mekaniske dukketeater, hvis forestillinger bliver vist i tyve italienske byer, og han designer farvestrålende veste, som bliver et kendetegn for futuriske kunstnere og deres fans.

Marionetdukker

Depero udstiller sammen med Balla og Prampolini i en sal dedikeret til Futuristerne på den Internationale udstilling for kunst og moderne industri i Paris i 1925, og han har personlige udstillinger i New York, Boston og Chicago.

Futuristernes sal i Paris, 1925

Fortunato Depero i 1926

I 1926 udstilles værket ”Squisito al selz” (lækker med soda) dedikeret til Campari på Biennalen i Venedig. Det blev begyndelsen på samarbejdet med virksomheden Campari, der stadig sælger deres Campari Soda i den karakteristiske flaske designet af Depero.
I samme periode laver Depero også reklamer for Strega likøren.

“Squisito al Selz”, 1926

I 1927 udgiver han bogen “Depero futurista 1913–1927”, der fungerer som en reklame for hans utallige aktiviteter og værker i perioden. En slags CV i bogform.
Bogens sider er på futuristisk vis holdt sammen af to store møtrikker.

Indgangen til museet er lavet af de karakteristiske Campari Selz flasker, designet af Depero

I 1928 flytter Depero til New York med hustruen Rosetta.
Han har udstillinger af malerier, indretter restauranter, skaber scenografi og teaterkostumer, laver reklamer og forsøger at lave et ”Et futuristisk hus” også i USA. Depero forbliver den eneste af futuristerne, der i længere tid opholder sig udenfor Italien.

De quiltede gobeliner blev tegnet af Depero, og udført af en systue, som hans hustru Rosetta styrede

“Sorte og hvide djævle”, 1922

Depero er retur i Italien i 1930, og det fascistiske årti bliver for ham præget af skuffelse over den tredje bølge futurister, der er totalt fascinerede af den såkaldte Aeropittura – malerier inspireret fra luften efter kunstnernes flyveture.
Dertil havde Depero nok sine fødder for solidt plantet på landjorden.

“1929 Drama” en installation over temaet Deperos New York, skabt af Gaetano Cappa i 2020

I denne periode forlader Depero gradvist i sine værker den lyse, farvestrålende og optimistiske ide om futurismen.
Der kommer ikke flere marionetdukker, sicilianske kærrer og folkedragter, og i stedet begynder han at anvende kolde farver og skarpe geometriske former.
I 1931 udgiver han sit manifest om ”Futuristiske reklamer”, som han definerer som hurtige og syntetiske.

Han deltager i flere udstillinger, blandt andet den 18. og den 20. Biennale i Venedig i 1932 og 1936, og økonomisk overlever han ved at lave illustrationer til magasiner og reklamekampagner.

“Cyklist kører gennem byen”, 1940

Han trækker sig gradvist tilbage til Trentino, og udelukker bevidst sig selv fra futuristiske begivenheder, hvad der bidrager til at gøre ham nærmest til en legendarisk og sagnomspunden figur.

Som han isolerer sig, bliver der færre landsdækkende reklamekampagner og i perioden laver Depero derfor også logoer for lokale virksomheder og turistplakater for området.

Logo for landmændene i Vallagarina dalen

I 1940 udgiver han en selvbiografi, og i 1942 skaber han en stor mosaik til det fascistiske kvarter EUR i Rom.
I 1943 udgiver han værket: ”A passo Romano” med undertitlen ”Programmatisk og konstruktiv lyrik om fascisme og krig”.

Nogle omtaler bogen som et desperat forsøg på at indynde sig hos det fascistiske styre og dermed få flere arbejdsopgaver. Det fascistiske styre faldt den 8. september 1943.

Efter krigen forsvarer Depero sig med, at futuristerne troede på, at fascismen ville fuldføre deres tanker, og at han ”havde brug for at få brød på bordet”.

I 1947 forsøger han USA igen, men returner skuffet to år senere, for her er begrebet futurisme blevet lig med fascisme, og dermed absolut ikke længere stuerent.

Han er nu sidst i 50erne, og selv om han er desillusioneret, deltager han i 1949 i to udstillinger, i Milano og Venedig.

Helt givet op har han dog ikke, og i 1951 offentliggør han sit manifest om ”Atomkunst”. Han bliver dog ikke en del af gruppen omkring den såkaldte nukleare kunstform.

Han får i midten af 1950erne til opgave at udsmykke salen, hvor regionen Trentino stadig holder sine møder.

Kladde til turistplakat for Rovereto kommune, 1955

I 1957 begynder han på opfordring og med økonomisk støtte af Rovereto kommune at indrette ”Galleria Museo Depero” (det nuværende Casa d’arte futurista Depero >> i via Portici 38 i Rovereto), som bliver indviet i 1959.
Depero dør året efter, den 29. november 1960, 68 år gammel.

Deres udsendte med Deperos selvportræt fra 1924

–//–

"De Mystiske Bade" i 1990

De Chiricos “Mystiske Bade” i Milano

Giorgio de Chiricos installation eller skulptur ”I Bagni Misteriosi” – De Mystiske Bade – fascinerede mig utroligt meget, da jeg kom til Milano i 1989 og ofte cyklede forbi på ture gennem Sempione Parken.

Skulpturen fra den 15. Triennale Kunstudstilling i 1973 stod dengang og forfaldt, med kun de to mænd tilbage, og det hele dækket af grøn andemad, som på fotoet fra 1990 herunder.

"De Mystiske Bade" i 1990

I det hele taget sang Triennale bygningen og institutionen, der siden 1923 havde huset den store Treårige Kunstudstilling, på sidste vers:

Den sidste Triennale foregik i 1996, og fra år 2000 og til i dag har komplekset undergået en forandring, og er fra 2007 Milanos officielle Designmuseum.

De treårige udstillinger blev først genoptaget i 2016, og i 2025 er det tid til den 24. Triennale med temaet:
”Uligheder. Sådan repareres menneskehedens brud”.
Det foregår fra 17. maj til 16. november.

Il Triennale bør absolut med på din liste over ”værd at se” i Milano.

Bygningen ligger ved byens grønne lunge Sempione Parken bag slottet Castello Sforzesco, og byder året rundt på forskellige særudstillinger, udover den permanente udstilling om italiensk design gennem tiderne.

Både indendørs i stueetagen, og ude i haven ud mod parken, er der bar, og der findes også en restaurant med en fantastisk udsigt over Milano på tredje sal.
Link: https://triennale.org/

Maleren, skulptøren og forfatteren Giorgio de Chirico blev født i Volos i Grækenland den 10. juli 1888 og døde i Rom i 1878.
Han var den førende eksponent for den kunsteriske strømning, der kaldes Metafysisk.

Kort sagt kan den metafysiske kunst beskrives som en så ekstrem tydelig og statisk beskrivelse at de illustrerede genstande, bygning og personer, at de sprænger rammerne for dét realistiske og fysiske.
(I modsætning til samme tids Futurisme, som du kan læse om i artiklen om multikunstneren Fortunato Depero fra Trentino >>).


Et foto af badene fra 2015

Ah, svømmebadet “De Mystiske Bade”, som jeg omtaler i vidoen, ligger ved Porta Romana i den sydlige del af Milano.
Det er et fantastisk sted at lade op og køle ned, hvis man er på tur i Milano om sommeren.
Svømmebadet med veludstyret bar og lette retter er ofte også åbent om aftenen, både til aperitivo og badning – bestil online (Badehætte er grimt, men obligatorisk!):
https://www.bagnimisteriosi.com/

En magisk aften på “I Bagni Misteriosi” med både badning og aperitivo i juli 2024:


…af Charlotte Sylvestersen


-//-

Pesto – den officielle opskrift – og Piratens

Syv ingredienser, hverken mere eller mindre, er der i Pesto Konsortiets opskrift på den kolde basilikum sauce, der er så karakteristisk for Middelhavsregionen Liguria.

1) 50 gram friske, tørre, små basilikum blade, naturligvis helst Basilico Genovese DOP

2) Èn deciliter Extra Jomfru Olivenolie – helst DOP fra Liguria

3) Seks spiseskeer Parmiagian Reggiano DOP

4) To spiseskeer Pecorino Fiore Sardo DOP

5) To fed hvidløg

6) Èn spiseske pinjekerner fra Middelhavsområdet

7) Ganske lidt groft salt – så basilikumbladene ikke bliver overiltede, og dermed får en mørk farve.

Pesto er ligesom “mors frikadeller”:
Du skal lave den mange gange, får du rammer din personlige favorit.

Fundamentalisterne sværger til håndarbejde:

I dette tilfælde en morter af marmor og en støder (pistil) af oliventræ.
Det hjælper på “mormor-vinger” på overarmene.

Jeg har skam det traditionelle udstyr – men bruger mest mini-pimeren.

Dog med det meget vigtige forbehold, at du kun aktiverer den få sekunder af gangen, og dermed stadig laver din pesto med tålmodighed.

Kører du mixeren på fuld tryk varmes saucen op, smag går tabt, og saucen bliver mørk i stedet for lysende grøn.

Piraten Luciano har produceret sin fantastiske pesto hundredevis af gange, så ingredienserne tilsættes uden målebæger, kun baseret på erfaring.

Du kan smage hans pesto på Ristorante Cambusa i Sant Margherita Ligure – Ristorante Cambusa i Santa Margherita Ligure >>

Her er hans illustrerede opskrift, til inspiration:

Hvidløg

Små basilikumblade

Pinjekerner – jeg er klart tilhænger af flere pinjekerner end i Konsortiets opskrift!

De to oste – parmesan og fåreosten Pecorino Fiore Sardo fra Sardinen

EVO – ekstra jomfru olivenolie – gå aldrig ned på kvalitetsolie!

Husk – aktiver kun de elektriske mixere få sekunder af gange for ikke at varme den kolde suace op – og husk at tilsætte ganske lidt groft salt.

Grov eller fin – det bestemmer du.

Piraten laver en meget tyndflydende Pesto, der passer til de traditionelle “Testaroli”, der er svampede pastapuder oprindelig lavet af kastanjemel.

Kajstanjemel var det kornfattige Ligeurias erstatning, når hvedemelet var brugt.
I dag laves Testaroli af hvedemel, fordi kastanjemel hurtigt får en bitter bismag.

Pesto er ikke en “spaghetti-ret”, men serveres traditionel med de snoede Trofie eller med den lange flade pasta Trenette.

Trofie:

Trenette

Buon appetito 🙂

–//–

Kilder:
https://ristorantelacambusa.net/
https://www.mangiareinliguria.it/pesto-genovese/consorzio-pesto-genovese

Foto:
Privatfoto & Wikimedia Commons

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg

Bog på vej: Charlottes ”4 årstider på Due Papaveri”

Glæd dig til noget så sjældent som en bog om italiensk mad og kultur fra forfatterens egen jord, køkken og restaurant i Italien.

”Due Papaveri” – To Valmuer – hedder det magiske sted for enden af grusvejen i de bløde bakker i Emilia Romagna syd for Modena.

Her har Charlotte Tveen Hansen, der oprindeligt stammer fra Padborg, siden 2005 ikke blot udlejet tre skønne ferieboliger, men også drevet restaurant, forestået mad- og yogakurser, og ikke mindst drevet biologisk køkkenhave og landbrug på markerne omkring agriturismoen. Derudover byder stedet på fantastiske udsigter og en skøn pool. Siden 2011 har ægtemanden Luca hjulpet til med det hele.

Hvor Charlotte Tveen Hansen første bog – Carlotta Cucina – fra 2007 primært bestod af opskrifter, følger den ny bog årets gang i Benedello.
Det sker på markerne, til lavendelhøst eller på trøffeljagt, på besøg hos producenter af områdets specialiteter, og med nedslag i lokalsamfundet, der blandt andet er berømt for et helt specielt og originalt karneval.

Bogen indeholder Charlottes egne årstidsopskrifter fra restauranten, der er åben ved reservation, og et specielt afsnit om plantebaseret vintermad.

Charlottes opskrifter er naturligvis inspireret af de kendte italienske traditioner og respekten for råvarerne, men hendes madkunst tilføjer et kreativt og æstetisk pift, der i den grad adskiller bogen – og maden – fra de alt for mange forudsigelige italienske madbøger, som hvert år vælter ud på markedet.

Charlotte ved nemlig, hvad hun taler om:
Hun har både fingrene dybt plantet i mulden, i forarbejdningen af råvarerne, og ikke mindst, så kan hun lave mad, så englene synger.

Glæd dig!
Det gør jeg.

Bogen er på 320 rigt illustrerede sider, og koster 349,9 plus forsendelse.
Den kan allerede nu bestilles på www.duepapaveri.com.

Bogen præsenteres af forfatteren den 7. april i Store Kannikestræde 19, 1169 København, mellem 13.00 og 17.00, hvor bogen også kan afhentes personligt.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er charlotte_tveen_hansen_4_aarstider_paa_due_papaveri.jpg


–//–

Molise eksisterer

Det er blevet en slags talemåde i Italien at påstå, at den syditalienske region Molise ikke eksisterer – ”Molise non esiste”.


Det skyldes, at man sjældent hører noget om de kun 4.460 kvadratkilometer, der med sine blot 289.361 indbygger gemmer sig mellem regionerne Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia.

Danske Sus og Anders beviser dog det modsatte, og tilbyder både ferielejligheder, madkurser og vandreferie i regionen.

Hovedbyen er Campobasso (47.252 indbyggere , og den anden større by er Isernia (20.680 indbyggere).
Regionen er dækket af bjerge (5,3 procent, højeste bjerg er Monti della Meta med 2.247 moh.) og bakker (44,7 procent) og blot 36 kilometer kyst til Adriaterhavet.

Danskerne Sus og Anders har siden 2016 taget Molise til sig, og jeg har fået lov til at offentliggøre deres nyhedsbrev fra januar 2024, hvor de beskriver noget af de, de og Molise har at byde på.

CASA BELLA VISTA RIPABOTTONI
“Vores italienske drøm, som vi elsker at dele”

Læs blandt andet om:
En tur ind i det ægte italienske køkken“
Ottimista – en Rug IPA, èn af vores 24 hjemmebryggede øl
Karnevalet i Larino
Vandring gennem den italienske kultur og den uspolerede natur
Restauranten ”Il Casale Di Clesilde”
Og om booking af de to ferielejligheder


“En tur ind i det ægte italienske køkken”

Kun to pladser tilbage i foråret.
Lørdag 2/3 til lørdag 9/3 – 2024 og efteråret (4 pladser – 2 x 2 par) fra lørdag 23/11 til lørdag 30/11 – 2024

Her er en unik mulighed for at komme helt ind i det syditalienske køkken og opleve de lokales gæstfrihed, når I inviteres med ind i deres hjem.
Vi tilbyder her en eksklusiv oplevelse for en lille gruppe på minimum et par og maksimum to par, som bor i vores 2 ferielejligheder.

I kommer bl.a. til at lave pasta, italiensk is/gelato, være med til at fremstille de kendte lokale oste, smage nogle af de bedste olivenolier der findes.

I kommer på trøffeljagt, på besøg hos vores lokale snedker Peppino i hans lille værksted og hyggelige cantina, samt til at lave pizzaer i Casa Bella Vistas stenovn.

 Der er også både vin- og ølsmagning og ikke at forglemme at I inviteres hjem til en italiensk familie på den traditionelle syditalienske søndagsfrokost.

Vi slutter ugen af med en uforglemmelig besøg på byens Homerestaurant.
Her vil Emanuela guide jer i at lave lækre lokale kager, som I kan nyde efter en forrygende middag i familiens hyggelige restaurant.

Alt i alt lover denne uge en mindeværdig rejse ind i det ægte syditalienske køkken.

Grib chancen, hvis I elsker italiensk mad og vin – det bliver en oplevelse, I ikke vil gå glip af.


Optimistisk på italiensk

– en Rug IPA

En Amerikansk inspireret Rug-IPA, brygget med rugmalt som giver en krydret, sødlig smag som modspil til bitterheden fra humlen.
Frugtige noter fra humlen kombineret med let syrlig, maltet/brødagtig smag fra rugen.
Lette chokoladenoter kan også fornemmes for at balancere rugens lette syrlige noter.
Svagt karboneret med ret kraftig mundfylde.
Alc. 5,3% vol.
Vi glæder os til at dele vores øl med vores gæster.


Karnevalet i Larino

Karnevalet finder sted over 2 weekender, normalt i februar og/eller i marts.
(Datoerne afhænger af hvornår fastelavn falder).
Karnevalet i Larino er anerkendt som ét af de 27 historiske italienske karnevaler af ministeriet for kulturarv.

Optoget igennem Larino’s gader, består af kæmpe papmache figurer på op til 6 meter høje på vogne.
Temaerne variere fra berømte lokale, til lands- og international kendte figurer.

Disse imponerende figurer, har de dedikerede unge lokale mennesker i generationer brugt flere måneder på at lave.
Et karneval der skal opleves, og naturligvis er der masser af vin & madboder.


“Vandring gennem den italienske kultur og den uspolerede natur”

I efteråret (4 pladser – 2 x 2 par) fra lørdag 9/11 til lørdag 16/11 – 2024
Oplev den autentiske italienske livsstil på en 8-dages vandreferie i Molise.​

Vi tilbyder en eksklusiv rejseoplevelse for en lille gruppe på maksimalt to par. 
Hvert par bor i en af vores eksklusive ferielejligheder, i den charmerende middelalder bjerglandsby Ripabottoni, som er kendt for sin autentiske italienske charme.


En lokal restaurant: Il Casale di Clesilde

En rigtig god og hyggelig restaurant, meget velbesøgt af italienere, beliggende i skønne omgivelser.
Mange holder barnedåb, konfirmationer, fødselsdage mm her.
Der er både fiske-, kødmenuer og á la carte.



Ferielejlighederne:
Sus og Anders har indrettet to ferielejligheder på Bella Vista – Basilico og Lavanda.
Vi er overvældede over den interesse der er for at komme herned. Vi har i skrivende stund kun få ledige uger i 2024, så vent ikke med at kontakte os, hvis I ønsker at komme og opleve lidt af “vores Molise”.
Hjemmeside: Bella Vista.dk >>

I vælger selv de antal dage, der passer jer, der er ikke krav om et minimum. (Gælder ikke i højsæsonen).
Se priserne og tilgængelighed på hjemmesiden >>.
Vi sender gerne et uforpligtende tilbud.
Husk blot at oplyse ønsket lejlighed, periode, antal personer totalt og e-mail.

Bookning for 2025

Hvis man tilmelder sig vores nyhedsbrev, er man blandt de første som får besked når vi åbner engang i sensommeren.

Vi glæder os til at byde jer velkomne i Casa Bella Vista.

–//–