Porta Nuova, vellykket byfornyelse i Milano (2)

Porta Nuova er én af de seks østrigske byporte (1810-1813), og Porta Nuova kvarteret er det område, der oprindeligt lå lige udenfor og udenfor byporten.

Turen begynder derfor på Piazza Ventiquattro Maggio, hvor der udover byporten og de to toldstationer i dag også er madparadiset Eataly, der har til huse i det gamle Smeraldo Teater.

Den østrigske byport Porta Nuova med de to toldstationer var vejen til Monza

Langs Corso Como op mod den nye bydel ligger smukke nyklassiske paladser, og den ikoniske mode- og designbutik med café, Corso Como 10, som altid er et besøg værd.
Corso Como 10 er en af Milanos ikoniske mode- og designbutikker

På slidsken eller trapperne op til Piazza Gae Aulenti og Unicredit skyskraberen bliver det fortalt, at over 12 millioner personer besøger kvarteret hvert år.

Man begyndte at konstruere “det nye Porta Nuova” i 2005, og i dag er parken “Træ Biblioteket” områdets centrum mellem zonerne Porta Nuova Garibaldi, Porta Nuova Varesina og Porta Nuova Isola.

Ved indgangen til Piazza Gae Aulenti er den akustiske skulptur, hvor man kan råbe i “hornene” og forskrække folk på underetagen

De ansvarlige arkitekter for de tre zoner:
Pelli Clarke Pelli Architects – Porta Nuova Garibaldi;
Kohn Pedersen Fox Associated – Porta Nuova Varesine;
Boeri Studio – Porta Nuova Isola.

Den oprindelige byfornyelsesplan omfattede konstruktion af og renovering af omkring tyve bygninger.
Siden fik projektet vokseværk, og flere bygninger er kommet til, og der både konstrueres og renoveres stadig i området.


Nøgletal for det oprindelige projekt:
Areal 340.000 m2 – 57.000 kvadratmeter til kontorer, 11.000 til butikker, 160.000 til fodgængere, 20.000 til kultur, 370 luksuslejligheder og 4.000 parkeringspladser (de fleste under jorden), ligesom det store Esselungs supermarked og andre madbutikker.
Investeringerne har været på over 2 milliarder euro, og der var på et tidspunkt over 2.000 arbejdere i gang på samme tid. Omkring tyve arkitekter har sat deres underskrift på projektet.

Derudover udgør arealer til fodgængere, cykelstier og de to ”piazzaer” en fundamental del af projektet (Piazza Gae Aulenti og Piazza Alvar Aalto) samt gansti over via Melchiore Gioia og tunnelen til biltrafik mellem Via Melchiore Gioia og Garibaldi tog- og metrostation.

Piazza Gae Aulenti har en diameter på 100 meter, og huser udover UniCredit Tårnet butikker og caféer

Piazza Gae Aulenti blev konstrueret mellem 2009-2012
Piazza Gae Aulenti (Italiensk arkitekt og designer 1927-2012) er tegnet af den argentisnke arkitet César Pelli, og har en diameter på 100 meter, seks meter over normal gadehøjde i Milano. F

Pladsen er forbundet med Corso Como via en trappe og en slidske, med et akustiske kunstværk af Alberto Garutti.
Via Fratelli Castiglione (Italienske arkitekter og designere: Achille 1918 –2002 og Pier Giacomo 1913 –1968) i den østlige ende af pladsen fører over en gangbro til Piazza Alvar Aalto.
Mod syd kommer man ind i parken Træ Biblioteket, og mod vest til Porta Garibaldi tog- og metrostation.

Torre Unicredit, der så gerne ville være Italiens højeste skyskraber
Glas og stål, argentisk arkitekt Cesar Pelli – 231 meter – men de 80 øverste meter er spiret,og et spir uden praktisk anvendelse tæller ikke med i skyskraber regnskaberne, så Unicredit tårnet er ikke Milanos højeste!
Konstrueret mellem 2009-2011 – 50.050 m2 kontorer og 6.370m2 til forretninger.
(PT, marts 2025, er det Isozaki tårnet i CityLife kvarteret, der med sine 209 meter er Milanos højeste bygning – læs mere her >>, red. )

UniCredit Tårnet ville gerne være Milanos højeste bygning, men eftersom det 80 meter høje spir ikke har nogen prsktisk funktion, så tæller det ikke med

Træ Biblioteket
Hele projektet i dag har sit centrum omkring Træ Biblioteket – Biblioteca delgi Alberi – (Studio Inside Outside med landskabsarkitekten Petra Blaisse samt den lokale landskabsarkitekt Franco Giorgetta og blomsterekspert Piet Oudolf)

Træ Biblioteket dækker 90.000 kvadratmeter, og har i dag 450 træer og 90.000 planter. Det blev indviet i oktober 2018.
(Under verdensudstillingen EXPO2015 var området en bølgende kornmark – en installation af Agnes Denes)

Parken "træ Biblioteket" er stadig relativ nyplantet, men allerede meget brugt af milaneserne. Der er også en indhegnet hundelufterpark og legeplads til børnene

Bygningen yderst til højre er lige nu Italiens højeste beboelsesejendom.
Torre Solaria er143 meter højt, og har 37 etager, heraf tre under jorden.

Bosco Verticale (Isola kvarteret), den vertikale skov med sine hængende haver
Bag Unicredit skyskraberen ligger de to prisbelønnede lejlighedskomplekser Bosco Verticale.
De er tegnet af Milano arkitekten Stefano Boeri (1956) og hans studie.

Studiet modtog senest en præmie den 15. marts, for endnu et miljøvenligt byggeri, nemlig “Mipim Awards” 2025 for bygningen “Bosco verticale di Utrecht”.

Der er fast monterede kraner ovenpå de to tårne, når der skal plantes nye træer på terrasserne på Den vertikal skov, Milanos mest præmierede bygning.


Tårn E er 110 meter højt og har 24 etager, mens Tårn D 76 er meter højt og har 17 etager.
Der er plantet over 900 træer på 8.900 kvadratmeter terrasser, og bygningerne huser også 6.300 kvadratmeter kontorer . fællesarealer, pool og fitnesscenter, samt 500 m2 solceller og geotermisk opvarmning/jordvarme.
Konstrueret mellem 2009 og 2014.
Kvadratmeterprisen for lejlighederne var i 2022 omkring 15.000 euro.

Bosco Verticale set fra parken.
Til højre ligger en lav gul bygning med lejligheder langs udendørs svalegange. Det var den typiske arbejderbolig i Milano fra slutningen af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrig.
Til venstre en af de to renoverede skyskrabere fra 1980´erne ved Garibaldi tog- og metrostation.
IBM bygningen i træ bruges til events og udstillinger. Bygningen til højre kaldes for den vertikale fuglerede – Il nido verticale, og tilhører Unipol.

IBM Studios (ex Unicredit Pavilion)
Et træskelet på cement fundament uden søjler tilbyder 3.200 kvadratmeter konferencer og udstillinger mellem Piazza Gae Aulenti og Træ-Biblioteket. Tegnet af Michele De lucchi og indviet den 20. juli.2015.
Den vertical fuglerede til højre er 125 meter høj, har 23 etager, og er tegnet af Mario Cucinella Architects.

Udenfor området, men stadig en del af Milanos moderne skyline, ligger regeringsbygningen for regionen Lombardiet, Palazzo Lombardia, 161 meter højt og 43 etager, færdigt i 2010 og tegnet af Pei Cobb Freed & Partners di New York & Caputo Partnership og Sistema Duemila, begge Milano.

Palazzo Lombardia, 161 meter høj, fra 2010
Indgangen til Palazzo Lombardia

Torre Diamante – (BNP Paribas) efter Piazza Alvar Aalto med den karakteristiske prisme-form er 142 meter højt og har 30 etager. Arkitekterne er Kohn Pederson Fox Associates.

Af andet nybyggeri kan nævnes:
Il Termosifone – Radiotoren – med træfacade via Melchiore Gioia – Mario Cucinella Architects – 2015 – 1.700 m²
Ville di Porta Nuova – “rækkehuse” Porta Nuova Varesina – M2P Associati – 2012 – 8.000 m2
Porta Nuova Building – Edificio E1/E2 – kaldet for Showroom eller Harmonikaen – Armonica
Studio Piuarch er en 140 meter lang kurvet bygning med seks etager, 30 m høj – 2011-2013 – 14.500 m2 showroom, 1.860 butikker.
Ziggurat ligger til venstre som nabo til Bosco Verticale og huser Googles italienske hovedkvarter. William McDonough + Partners – 6.315 m² – 430 m² butikker – ti etager (ziggurat = babelstårn). Det er et såkaldt miljøvenligt “vugge-til_vugge” – Cradle to Cradle – byggeri
Residenze di Corso Como, beboelse af Muñoz & Albin, Houston & lo studio Tekne Spa, Milano

Området huser masser af barer, caféer og restauranter, for enhver smag. Jeg er stor fan af de lune sandwich, panini, hos Panino Giusto på Piazza Alvar Aalto.

Panino med roastbeef, tomat og salsa rosa hos Panino Giusto

–//–

Foto: Charlotte Sylvestersen

–//–

CityLife, vellykket byfornyelse i Milano (1)

I efteråret 2005 bliver bliver Milanos nye messeområde – Fiera Milano – indviet få kilometer nordvest for byen, med 340.000 overdækkede kvadrameter, 60.000 udendørs kvadratmeter og 14.000 parkeringspladser. En overskuelig messe med hallerne langs en bred hovedgade i to etager, dækket af “et sejl” tegnet af Massimiliano Fuksas.

Milanos gamle messeområde, tæt ved Sempione Parken og byens centrum blev første gang anvendt til en udstilling i 1906, da byen var vært for “Esposizione Universiale”, der fejrede åbningen af Simplon Passet under Monte Leone mellem Italien og Schweiz.

Siden fik Fiera Milano vokseværk, og omkring årtusindeskiftet var messeområdet et forvirrende labyrint med haller af tvivlsom æstetsisk værdi, hvis vi skal sige det pænt.
Tilbage på arealet er der i dag én gammel bygning, nemlig Palazzo Scintille fra Fiera Campionaria i 1926, der lige nu er under renovering, og fremover skal anvendes som multihal.

CityLife set fra syd.
Til venstre beboelse af Daniels Libeskind, derefter Generali-, PWC- og Allianz-tårnene.
Til højre beboelse af Zaha Hadis med selvrensende hvid cement på facaderne.
Det vintertomme springvand forrest blev bygget til en messe i 1926.

Resten af det gamle messeområde er i dag et yderst vellykket eksempel på byfornyelse med kontorer, både indendørs og udendørs shoppingcenter, beboelse, en park og Milanos største bilfrie område. Parkeringspladser og metrostation er under jorden.
Og næste skridt er en liggende skyskraber, tegnet af BIG/Bjarke Ingels.

I 2004 vandt gruppen CityLife, bestående af firmaerne Generali, Ras, FondiariaSai og andre mindre aktører, licitaionen, balndt andet over Pirelli Real Estate.
Prisen for 225.000 af det gamle messeareals 440.000 kvadratmeter siges at hav været 530 millioner euro.

CityLife hyrer derefter nogle af verdens førende archistars til at tegne områdets bygninger, pladser og grønne områder:
Japanske Arata Isozaki, polsk-amerikanske Daniel Libeskind og britisk-iranske Zaha Hadid og italienske Pier Paolo Maggiora.

PWC´s kurvede – men meget mindre kurvede end planlagt – og Allianz´s lige skyskraber, med tilhørende støtteben.

Tre Tårne – Tre Torri

Den lige – Il Dritto tilhører firmaet Allianz, og blev bygget melem 2010 og 2015.
Bygningen kaldes også for Torre Isozaki efter arkitekten. Bygningen er 209 meter høj, og regner man TV-antennen med, når den op på 247 meter.

Og det var så for højt. Jeg var inviteret op på toppen under byggeriet, og mærkede tydeligt, at bygningen svajede.

Derfor er bygningen udstyret med fire lange støtteben på henholdvis 60 og 40 meter.
De har reduceret udsvingningen fra en meter til blot 20 centimeter.

De buede vinduer på facaden får nogle til at kalde bygningen for “madrassen”.
På toppen blev der den 22. november 2015 opsat en lille kopi af den Madonna statue, der står på Milanos Domkirke.

På siderne er der i alt seks glaselevatorer.
Kun åben én gang om året for løbere, der deltager i “Vertical World Circuit”.

Den kurvede – Il Curvo:
Tilhører firmaet Torre PWC (Pricewaterhouse Coopers), og er tegnet af Daniel Libeskind (1946), og er langt fra det, som oprindeligt var ideen.

Oprindelig skulle bygningen øverst have for som en halv kuppel.der skulle omfavne Piazza Tre Torri, og minde om den italienske renæssance generelt, og speciel være en hyldest til Brunellleschis kuppel i Domkirken i Firenze.

En sådan konkav facade ville dog betyde, at vinduernes reflekser kunne antænde de andre bygninger, siges det.

Bygningen ændrede form flere gange undervejs, og er i dag meget mindre kurvet end det oprindeligt var meningen.
Nogle siger, at bygningen minder om Michelangelos sidste skulptur, La Pietá Ronadanina, som er udstillet på slottet i Milano.

Stilen kaldes for dekonstruktivisme eller “ikke-arkitektur”, med flydende plastiske og ofte uharmoniske former, som andre af Libeskinds bygninger, for eksempel Guggenheim Museum i Bilbao og Det dansende hus i Prag.

Den skæve eller snoede – Lo Storto:
Tilhører firmaet Generali, og kaldes også Torre Hadid (Zaha Hadid 1950-2016, enseste kvindelige modtager af Pritzker Prize, 2004)

Bygningen er 177 meter høj, 192 meter hvis man medregner Generali-skiltet. Konstrueret med skæve støttepiller mellem 2014 og 2017. Der er 44 etager, og byggestilen betegnes som “ny-futuristisk”. ( Læs mere om Futurisme >> ).

I 2019 modtog bygninge præmien «Excellence in Concrete Construction Award 2019» fra American Concrete Institute.

Piazza Tre Torri mellem bygningerne stod klar i 2016, og der er indgang til shoppingcenteret både fra stueetagen og fra det øverste lag af pladsen på første sal.
Shoppingcenteret dækker et areal på 32.000 kvadratmeter, og huser butikker i stueetagen og på første sal er der biografer og et utal af restauranter og barer, der også har udendørsservering fra forår til efterår.
Shoppingcenteret er også tegnet af Zaha Hadis, så kik op for at få øje på hendes karakteristiske bløde former.

Indgang til indkøbscenteret fra første sal.

Lige nu arbejdes der på højtryk bag ved de tre skyskrabere:

Den horisontale skyskraber, eller den liggende skyskraber, Lo Sdraiato, som den allerede kaldes, skal nemlig gerne være færdig den 6. februar 2026, når De Olympiske Vinterlege begynder i Milano og Cortina.

Der arbejdes på højtryk for at få “Den horisontale skyskraber” færdig til Vinter OL 2026.

Det er BIG, altså Bjarke Ingels & Co., der står for værket, der udover butikker og kontorer også skal huse et hotel med 120 værelser, samt en rooftopbar med pool.
Til højre vil bygningen nå op på 110 meter og 20 etager.
Til venstre, forbundet med en 140 meter lang overdækket gangbro kommer en 50 meter høj bygning med ti etager.
Overdækningen af broen skal blive til Milanos største solcellaanlæg, 11.000 paneler, der skal producere 1.20 MWh om året.

Beboelse:

Residence Hadid består ad syv bygninger med kurvede balkoner, der minder lidt om skibe. Lejlighederne har store vinduer, og facaden er af selvrensende beton og genbrugt palisandertræ.

Residenze Libeskind består af otte bygninger mellem fem og 13 etager. Bygningerne har asymmetriske facader og er beklædt med lysegrå fliser, og skal minde om det gamle Milano-hus med svalegange.

Kvadratmeterpriserne begynder omkring 11.000 euro.
Vandet fra boligerne bliver genbrugt både i lejlighedernes toiletter, og som vanding af parken.

City Life Parken (Bestyret af CityLife, og om nogle år af Milano kommune) dækker et areal på 170.000 kvadratmeter, og er byens tredjestørste efter Parco Sempione (37 hektar) og Giardini Montanelli ved Porta Venezia.

De tre tårne, og indkøbscenteret nederst, set fra parken

Kort over CityLife i dag – i 2026 kommer Bjarke Ingels “Horisontale Skyskraber” også med på kortet.

Løb minsandten på en græssende kanin i parken, da jeg var forbi i februar 2025.

–//–

Foto: Charlotte Sylvestersen

–//–

Sylle-Gylle & Hotte-Lotte om udendørs rygeforbud i Milano

Helt personligt om rygeforbuddet på gaderne i Milano begyndte den 1. januar 2025.

Forbuddet gælder rygning på alle offentlige eller offentligt benyttede områder (derfor også udearealer på barer), herunder gader og fortove, medmindre du holder dig mindst 10 meter væk fra andre mennesker.

Overtrædelse af forbuddet medfører bøder fra 40 til 240 euro.

Her den 30. januar har jeg kun mødt én person, der råbte grimme ting efter mig, fordi jeg røg på fortovet på den indre ringgade (der er 993.000 biler indregistreret i Milano).

Det var en cyklist, der råbte efter mig, så det tog jeg helt roligt.
Cyklister i Milano er altid “a priori” frustrerede og konfliktparate.
Byen egner sig jo simpelthen ikke til cyklister.

Videoen varer tre minutter og 18 sekunder.
Følg Canale-Carlotta på YouTube >>
– abonnér på kanalen, og hold dig opdateret.

Well, mange af barene i centrum af Milabo har fjernet askebægrene, men Luca på baren i mit kvarter, og de andre barer her i udkanten af centrum, lader også deres askebægre stå til kunderne, udendørs.
(Indendøre fik vi faktisk rygeforbud i hele Italien i 2001!)

Jeg kan godt forstå, at det er ulækkert at skulle vaske askebægre.

I samme omgang kunne man afskaffe toiletter på barene.
De er ofte mere ulækre end askebægre…
Og forurener mere…

Nå, Sylle-Gylle er naturligvis vred over forbuddet, der så også mest er tom symbol-politik, mens Hotte-Lotte får ny energi af hele historien.

Der er sat skilte om rygeforbuddet ved alle Milanos stoppesteder:

Civil ulydighed i centrum af Milano – her er stadig masser af askebægre:

-//-

De italienske vandrehjems renæssance begynder i Milano

Da ”Ostello Bello” i Via Medici i centrum af Milano slog døren op for den første gæst, en sicilianer, den 13. august 2010, havde grundlæggerne nok en helt klar ide om, at de ville lave et anderledes vandrehjem.

De havde dog næppe forventet at blive rollemodel for en bølge af nye moderne overnatningsmodeller, der siden har spredt sig som ringe i vandet med Milano som udgangspunkt.

Besøg 12 spændende overnatningsmuligheder her:

Ostello Bello, Via Medici


Ostello Bello, det første og mest præmierede
Grundlæggerne, der fik ideen efter selv at have overnattet kloden rundt på over 200 vandrehjem, er endog blev præmieret med den største civile udmærkelse i Milano, præmien Ambrogino d´Oro.
Vandrehjemmet ligger i en fem etagers ejendom få hundrede meter syd for Milanos domkirke, og midt i en af byens såkaldte ”movida-zoner”, dér, hvor både milanesere og besøgende går ud til aperitif og fest omkring de gamle romerske San Lorenzo søjler.
”Bello” har plads til 54 gæster på ti værelser, alle med bad.
Der er køkken, tablets og laptops til rådighed for gæsterne, og naturligvis fri Wi-Fi.
Baren er åben fra morgenmad til drinks, og frekventeres også af kvarterets indbyggere.

Ostello Bello, Via Medici

Artiklen fortsætter under reklamen


”Bello” har en filial mere i Milano, Ostello Bello Grande, 100 meter fra Central Stationen og med plads til 198 gæster.

Der er også Ostello Bello ved Como Søen,  i midelalderlandsbyen Bevagna tæt ved Assisi, og fire vandrehjem i Burma.
Prisen for en overnatning begynder ved 25 euro.
www.ostellobello.com

Ostello Bello Grande tæt ved Central Stationen


Queen Hostel, vinder af Hoscar Awards 2020
Her er plads til 130 gæster i 22 værelser, der har fra fire til 15 sovepladser.
De fleste gæster rejser alene, fortæller Queen Hostels, der netop har vundet prisen som Italiens bedste vandrehjem i 2020, Hoscar Awards.
Morgenmad er inkluderet i prisen, der begynder fra 18 euro.
Her arrangeres aperitiffer til tre euro per drink, karaoke, og fællesmiddage.
Der er en bar åben fra morgen til aften, lounge, mulighed for tøjvask, opbevaring af cykler og bagage, spillesal med billard og bordfodbold.
Viale Regina Margherita 9 ligger umiddelbart øst for centrum, tæt ved den store shoppinggade Corso Buenos Aires.
www.queenhostel.com

Queen Hostel

Babila Hostel, fodbold og terrasse til rygere
Lige overfor Milano konservatorie i Via Conservatorio 2/A er der plads til 86 gæster i ejendommen fra 1895.
Der er 17 værelser, hvoraf fire er private, og priserne er imellem 20 og 45 euro per overnatning. 
Der er terrasse til rygere og andre, Wi-Fi, fælles køkken, lounge, og stedets bar-bistrot er åben fra tidlig morgen til sen aften, og viser også de vigtigste foldboldkampe på storskærm.
Ligger i den østlige del af Milanos centrum.
www.babilahostel.it

Babila Hostel

Foresteria di Un Posto a Milano, Cascina Cuccagna, på landet i byen
Familievenlig overnatning på renoveret gård i byen.
Fire værelser med plads til i alt 13 gæster, to værelser med eget bad, de andre har eget bad på gangen.
Der er fælles køkken, stor have, bar og restaurant på stedet.
Priserne begynder ved 70 euro.
Via Cuccagna ligger 2,6 kilometer sydøst for Domkirken i Milano i det charmerende Porta Romana kvarter, og ganske tæt ved Metro.
www.unpostoamilano.it

Madama Hostel Bistro, plastikfrit, petfriendly og rum til kvinder
Her er kunsten, den urbane afslagsen, i højsædet, da vandrehjemmet er en del af Maua, ”Museo di Arte Urbana Aumentata”.
Stedet åbnede i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2015, og udmærker sig ved at være plastik-frit.
Der er 13 værelser med plads til 60 gæster, inklusive rum kun til kvinder.
Priserne er fra 25 til 35 euro.
Stedets bistro byder på karaoke og DJ aftener, samt aftener med præsentation af kunst og litteratur.
Der er aircondition på stedet, der også er pet-friendly og handiapvenligt.
Der er fælleskøkken og opholdsrum.
Via Benaco ligger 3,3 km fra Domkirken, bag ved kunst- og café komplekset Fondazione Prada, og tæt ved Metro.
www.madamahostel.com

Madama Hostel

New Generation Hostel Urban Brera, for de helt unge
Tæt ved Milanos kunstner- og ”gå-i-byen”-kvarter Brera ligger vandrehjemmet i en fløj af et gammelt Franciskanerkloster.
Der er 30 værelser med to, fire og seks sovepladser.
Prisen er 20 euro. Der er Wi-Fi, air condition, morgenmadsbar og opholdsrum.
Der er ikke adgang for andre end gæster, og gæsternes gennemsnitsalder er mellem 20 og 25 år.
Via Bertoni 3 – i gå afstand fra ”alt”, 1,5 kilometer nord for Domkirken.
urbanbrera.newgenerationhostel.it

Urban Brera

Gogol Ostello, med litteraturcafé og Leonardo da Vinci hjørne
Syv værelser, alle med bad, til henholdsvis seks, fire og to personer. Priser fra 29 euro per overnatning.
Have og litterærcafé med alt fra bogpræsentationer til sprogkurser og yogalektioner.
Ligger på en sidegade til den store Corso Sempione allé, hvor der er fest fra aperitif klokken 18 til ud på natten omkring Fredsbuen nede ved slotsparken.
Husk, at når man drikker aperitif i Milano hører der en buffet til. Ofte kan den gøre det ud for middagen, for eksempel på Duomo eller Desio ved Arco della Pace.
Via Chieti 1
www.gogolostellomilano.com

Gogol Ostello

CasaBase, i designerkvarteret Zona Tortona
“Kunstner-base” med ti værelser, heraf også regulære dobbeltværelser.
Indrettet med retrodesign fra 50´erne 0g 60´erne.
Priser fra 35 til 125 euro.
Bar og restaurant med udstillinger, præsentationer og markeder.
Via Bergognone 34
www.base.milano.it

CasaBase

This is Combo, også i Venedig og Torino
42 værelser i renoveret historisk bygning i det livlige kanalkvarter Naviglio syd for Milanos centrum .
Del af en kæde, der renoverer historiske bygninger.
42 værelser med tre, fire og seks sovepladser, alle med bad.
Også i Venedig og Torino.
Pris for en overnatning i firemandsværelse er 25 euro.
Bar og restaurant samt en stille lukket gård.
Ripa di Porta Ticinese 83
www.thisiscombo.com

This is Combo

Ostelzzz, bo i din egen kapsel
Du får simpelthen din egen ”kabine”, og modellen er de ”kapsler”, man kan sove i rundt omkring i lufthavne.
Der er fire typer kapsler, economy, standard, deluxe og dobbelt-kapsel. Med fælles eller privat bad.
Priserne går fra 22 euro.  92 sovepladser i alt.
Ligger i Porta Venezia kvarteret tæt ved shoppinggaden Corso Buenos Aires i den østlige del af centrum.
Der er automatisk tjek-in, køkken, opholdsrum, WiFi og bar.
Ikke adgang for ikke-gæster.
Via Giorgio Jan 5/A
www.ostelzzz.com

Ostel ZZZ

Grand Hostel Coconut, i viktoriansk stil
Morgenmad, WiFi og stille lukket gårdmiljø.
Seks ottemandsværelser, fire til fire personer og ét til to, alle med bad. Værelser kun til kvinder.
Priser fra 25 til 45 euro per overnatning, tilbud på længere ophold.
Beliggenhed tæt ved Centralstation.
Via Vitruvio 24
www.coconuthostel.it

Coconut Hostel

ORDLISTE:
OSTELLO = VANDREHJEM
FORESTERIA = OVERNATNING, OFTE VED KLOSTRE
DORMITORIO = SOVESAL

FOTO:
ALLE FOTO ER FRA VANDREHJEMMENES HJEMMESIDER

FORFATTER:
CHARLOTTE SYLVESTERSEN, JOURNALIST

–//–

Caravaggio helligdommen ved Bergamo gik totalt digtalt i 2016

“Santuario Santa Maria del Fonte – Caravaggio” i Bergamo provinsen i Norditalien gik totalt digitalt i 2016. De over to millioner pilgrimme og turister, der hvert år besøger stedet, kan blandt meget andet i dag downloade en App til deres besøg.

Jomfru Maria viste sig for den 32-årige kvinde Giannetta Varoli ved Caravaggio klokken fem om eftermiddagen den 26. maj 1436.
Der sprang en kilde frem efter besøget af Jomfruen, og stedet blev hurtigt et valfartssted for syge og andre pilgrimme. Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1575 med arkitekten Pellegrino Tibaldi som bagmand.

..artiklen fortsætter under annoncen

Messer i streaming og bønner online
For de, der ikke kan være tilstede personligt, er der i dag mulighed for at følge messer og andre kirkelige handlinger i streaming. Man kan også melde sig til at modtage kirkens newsletter hver fredag, bladre i seneste udgave af kirkebladet, og såmænd også offentliggøre sin helt private bøn på stedets hjemmeside.

caravaggio_tro_2-0_2

Det hellige sted har naturligvis også  sin egen Facebookside >>, hvor man kan se stedets åbningstider, fra 6.30 om morgenen til 18.00 fra oktober til april og til klokken 19.00 fra maj til september, og man kan såmænd også se, hvornår tilstrømningen er størst.

Nej til lysbetaling med kreditkort
Ikke alle digitale tiltag får dog succes.
Muligheden for at betale for at tænde starinlys i kirken med kreditkort blev rent faktisk fjernet, fordi nogle synes, det var lige en tand for smart.

Kongrescenter, hotel og velsignelse af dit køretøj
Pilgrimsstedet i Caravaggio er også udstyret med et “Centro di Spiritualitá” – “Et Åndeligt Center” – der i virkeligheden er et veludstyret kongrescenter, hvor den største sal har plads til 400 tilhørere, og et tilhørende hotel har i alt 50 værelser.
Hele centeret er dækket af wifi, oplyser hjemmesiden

Den smukke helligdom i byen som har givet efternavn til den vilde maler Caravaggio har altid fascineret mig, fordi man dér kan få velsignet sin bil.
Bil-velsignelserne foregår lørdage fra klokken 15.30 og søndage kl. 9.30 og 11.00 samt klokken 14.45, klokken 15.30 0g klokken 17.00.
Ved andre lejligheder møder områdets landmænd, og dem er der mange af i området.
Alt er meget velorganiseret, og der er rigeligt med parkeringspladser både til personbiler, traktorer og busser, når der er store religiøse fester.

Uden mad og drikke dur en pilgrimfærd ikke!
Der ligger naturligvis et udvalg af barer og restauranter ved kirken, for alle ved jo, at man bliver meget sulten af at være på pilgrimstur.
La Gara >> ligger ganske tæt ved kirken, mens der skal køres få kilometer til Podere Montizzolo 1668 >>Agriturismo La Fornace >> og Cascina Reina >>, for at nævne de bedste af områdets spisemuligheder.

Santuariets Facebookside >>
Santuariets hjemmeside >>
Viale Papa Giovanni XXIII
24043 Caravaggio (Bg)

–//–