Helt personligt om rygeforbuddet på gaderne i Milano begyndte den 1. januar 2025.
Forbuddet gælder rygning på alle offentlige eller offentligt benyttede områder (derfor også udearealer på barer), herunder gader og fortove, medmindre du holder dig mindst 10 meter væk fra andre mennesker.
Overtrædelse af forbuddet medfører bøder fra 40 til 240 euro.
Her den 30. januar har jeg kun mødt én person, der råbte grimme ting efter mig, fordi jeg røg på fortovet på den indre ringgade (der er 993.000 biler indregistreret i Milano).
Det var en cyklist, der råbte efter mig, så det tog jeg helt roligt. Cyklister i Milano er altid “a priori” frustrerede og konfliktparate. Byen egner sig jo simpelthen ikke til cyklister.
Videoen varer tre minutter og 18 sekunder. Følg Canale-Carlotta på YouTube >> – abonnér på kanalen, og hold dig opdateret.
Well, mange af barene i centrum af Milabo har fjernet askebægrene, men Luca på baren i mit kvarter, og de andre barer her i udkanten af centrum, lader også deres askebægre stå til kunderne, udendørs. (Indendøre fik vi faktisk rygeforbud i hele Italien i 2001!)
Jeg kan godt forstå, at det er ulækkert at skulle vaske askebægre.
I samme omgang kunne man afskaffe toiletter på barene. De er ofte mere ulækre end askebægre… Og forurener mere…
Nå, Sylle-Gylle er naturligvis vred over forbuddet, der så også mest er tom symbol-politik, mens Hotte-Lotte får ny energi af hele historien.
Der er sat skilte om rygeforbuddet ved alle Milanos stoppesteder:
Civil ulydighed i centrum af Milano – her er stadig masser af askebægre:
-//-
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2025-01-30 14:12:412025-01-31 13:44:56Sylle-Gylle & Hotte-Lotte om udendørs rygeforbud i Milano
Reality-show på campingpladsen: På “Unionen” med udsigt til Annalisa, “Giovaaaanni, Beatriiiice og Graziaaano…”
Vi havde allerede okkuperet vores plads på “Union Lido” et par dage, da vores genboer hev teltpælene op og efterlod en tom plads. En time efter kørte en sort mega-jeep med mørke ruder og tilhørende campingvogn op foran den ledige plads.
Bilen havde Milano-plader og folk, der forpester vores i forvejen trafikplagede og pandekageflade by med en mega-jeep til junglesafari har sjældent vores umiddelbare sympati.
Allerede dér blev vi ovre i vores telt lidt nervøse. Og tænk hvis nu det var nogle vi kendte, så skulle vi også til at være sociale og “milanesiske” i vores ferie….
Ud af bilen steg en mere end lettere overvægtig herre med et sympatisk ansigt.
Graziano præsenterede sig, og sammen med to teenage-drenge begyndte han at stille campingvognen med tilhørende børnetelt og mega-pagode op.
Bag de mørke ruder kunne vi skimte en lille pige og hvad der ved første øjekast lignede en teenage-pige med underligt hår.
Sergio og jeg klassificerede Graziano som enlig far med usædvanligt mange børn, og var sikre på at teenage-pigen havde haft en for den alder helt normal krise, og derfor nægtede at deltage i organiseringen af pladsen.
Det viste sig at være HELT FORKERT: Da alt var stillet op “skred” Annalisa ud af bilen med fem-årige Beatrice på armen.
Annalisa viste sig at være på min alder. Det underlige hår skyldtes både et lidt mislykket forsøg på at være blondine samt de små papilotter fordelt over kraniet.
Vel ude af bilen begyndte det “liturgi” vi de kommende dage skulle forsøge at vænne os til:
– GRAZIAAANO!!! Pagoden skal da ikke stå dér, og hvorfor er den bardun til teltet i vejen….
– GIOVAAAANNI!!!! Flyt din taske og det skal være lige nu…
– BEATRIIIICE!!!! Kom hen til Mamma og få et knus, din lille snuske……
Det var den sommer, jeg forsøgte at lave mine egne soltørrede tomater. Det gik efter planen indtil det første tordenvejr.
Og så tog Annalisa lyserøde plastikhandsker på og begyndte at vaske borde og stole med et desinficerende kirurgisk middel, der hedder “Ammuchina”, og som normalt bruges af bakterie-hysteriske spædbørnsforældre.
Derefter tilbredte hun en salat, som hun med høj stemme selv roste, og gentagne gange bad Graziiiiano og drengene spise mere af.
Det gjorde de ikke, kunne vi se fra vores plads, hvorfra vi indtil da med interesse havde fulgt seancen, mens vi nød et glas formiddagsvin.
Efter frokosten meddelte Graziano, at han manglede noget til campingvognen, som de ikke havde i butikkerne på Unionen, og at han og drengene derfor var nødt til at køre til Jesolo. Det vakte vores mistænksomhed: Campingbutikkerne på Unionen har simpelthen ALT, hvad en campist har brug for, men det skulle siden gå op for os, HVAD Graziano og drengene manglede.
Da de var kørt, gjorde Annalisa – igen iført lyserøde plastikhandsker – alle stole og borde rene med Ammuchina.
Få minutter efter præsenterede hun sig i en af denne sæsons mindste bikinier samt klip-klapper med pastelfarvede roser. Det er helt normalt på Unionen. Men det ser altså ikke så godt ud med de små bikiniér over strækmærke-maver…. Papilotterne i håret var taget af, mens make-up´en stadig var på plads.
Annalisa var nok ikke det store badedyr, tænkte jeg. og ganske rigtig var hun aldrig hverken i havet eller poolén.
Annalisa badede ikke. Hun underholdte sig kun med de unge livreddere på stranden….
Hun havde helt andre måder at holde ferie på: Det opdagede vi allerede, da hun passerede den tredje camper på vej ned mod stranden.
Der stod smukke Lothar fra Østrig, og var ved at sortere hans børns vasketøj.
– Iiiihhh, sagde Annalisa, gør mænd også den slags i Østrig?
Og så gjorde Lothar den store fejl at vise overfor Annelisa, at han både forstod og og talte en del italiensk. Og han fortalte endda Annalisa, at han var enlig far…
Annalisa lod ham ikke i fred en eneste gang, når hun i dagene derefter stødte på ham.
Hun tilbøde ham endda at lære ham at vaske helt rent med Ammuchina…
(Én dag passerede vi Lothar og Annalisa på vejen – og da Annalisa ikke så det, blinkede han til os. Han havde noteret, at vi ofte blot sad helt stille med vores vinglas og “kiggede” på Annalisas reality-show…)
Så gik vi på stranden, og da jeg senere så op fra min krimi dernede, fik jeg øje på Annalisa og Beatrice henne ved livreddernes båd.
Evigt solskin og lykkelige campister på Union Lido, som tusindvis af danskere også kender. Vi var campister, i telt, fra 1994 til 2012. “Så er det slut med camping,” meddelte Sergio en dag, og han måtte presses til at forklare hvorfor? “Jeg vil simpelthen ikke sidde på toilettet lørdag og søndag morgen med tyske mænd, der har drukket sig i hegnet aftenen før.”
Jeg så aldrig Beatrice på stranden uden at hun stod og flirtede med de unge livreddere, hvor hun naturligvis ikke havde en jordisk chance.
Jeg tror egentlig heller ikke, hun var “til noget”, men at se en uledsaget mand uden at flirte, det lå ikke i Annalisas gener – mere om det senere….
En duft af fast food…
Vel tilbage i vores telt så vi Graziano og drengene komme retur fra Jesolo by – i en veritabel sky af tysk eller amerikansk inspireret grill- og frituremad.
Der gik ikke en dag i de ti dage Annalisa gjorde sit bedste for at underholde “vores vej”, hvor Graziano og drengene ikke kørte til Jesolo for at hente noget, man ikke kunne købe på “Unionens” ellers velforsynede butiker. Og de kom altd retur i den karakteristiske duft af fast food.
– Graziaaano, jeg forståååår siiimpelthen ikke, du tager på, når jeg kun serverer salat for dig.
– Og fjern så de beskidte underbukser fra bordet i campingvognen, Giovaaanni, meddelte Annalisa med sin utroligt høje stemme en dag til frokost.
Annalisa talte aldrig i normalt toneleje. Hun spillede jo hovedrollen i sit eget reality-show.
Annalisa var sig altid bevidst om sine tilskuere, og talte højt og tydeligt, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvad der skete i Annalisas familie og i hendes umiddelbare nærhed.
Verdens flotteste barn blev til en lorteunge..
Dette “skuespil” fornægtede sig heller ikke en dag, jeg sad og filosoferede på et af toiletterne.
– Beatriiiice, du er dum som en ged. Du kan da heller ikke finde ud af noget. Du er en rigtig lorteunge, lød det pludseligt fra toilettet et par døre længere henne.
Når Annalisa spillede i “fri luft” var Beatriiiice ellers “la piú bella bambina del mondo” – det smukkeste barn i verden….
…og så lagde hun også an på Sergio!!!
Jeg har stadig min medalje fra en kilometer havsvøming. Og tusindvis af dejlige campingminder.
Annalisa havde et problem med tændstikker.
Den første eftermiddag kunne hun ikke sende Graziaaaano op efter dem – han og drengene var jo i Jesolo for at spise – undskyld, lede efter camping-reservedele…
Så da hun skulle tilberede middagen spurgte hun Sergio, om han kunne låne hende nogle tændstikker? Naturligvis.
Den næste morgen var Graziaaaano og drengene i bad. Naturligvis, sagde Sergio igen.
Og til frokost havde Annalisa glemt at købe tændstikker i supermarkedet… Naturligvis….
Sådan fortsatte det – og ALTID, når jeg var ude af syne!!!!
Efter tre dage forsøgte Annalisa at udvide samtalen med min mand til mere end tændstik-snak. Hun vidste ikke, at jeg stod inde i teltet.
– Nå, jeg kan se på Jeres nummerplade, at I også er fra Milano.
– Ja, sagde Sergio.
– Bor I så i Milano?
– Ja, sagde Sergio.
– Altså helt inde i byen?
– Ja, ved Corso Sempione, sagde Sergio. (Det er en meget “fin” gade – ikke vores, men tæt på.)
– Ahhh. Du kommer måske fra Milano?
– Ja, jeg er Milaneser, sagde Sergio.
– Ja, vi bor i Concorezzo. (En temmelig kedelig forstad til Milano)
– Nå, sagde Sergio. Det lyder ellers som om din dialekt er her fra Veneto-området.
– Ja, jeg kommer herfra – men jeg har boet ved Milano i mange år, og så er man jo også en slags milaneser, sagde Annalisa.
– Ja, det siger indvandrene fra Marokko også!!!
– Hmmm, sagde Annalisa, og gik!
Jeg stod inde i teltet og slog hovedet mod teltvæggen – det er ikke nemt! – for ikke at eksplodere af grin.
Jeg burde nok have skældt Sergio ud for hans racisistiske bemærkning – ikke mindst overfor marokkanerne – men faktum var, at Annalisa derefter nok hilste pænt på os, men så heller ikke mere. Hun fik åbenbart også købt sine egne tændstikker den dag.
Fingrene væk fra MIN mand, Annelise!
Vi klarede Annalisas reality-show i ti dage, og morede os faktisk det meste af tiden.
Og heldigvis havde vi det meste af tiden Maja og hendes familie (læs om søde Maja nederst) som naboer til den ene side, og til den anden siden endnu en anden sympatisk dansk familie. Men da der var gået ti dage eskalerede Annalisas show, fordi hun nu fik hjælp af familiens andre “reality-kvinder”…
Graziaaanos fætter, kone og børn, samt et par onkler med lige så mange familie-medlemmer var også ankommet til “Unionen”.
Og da en af familierne ville tage den plads, Maja og hendes familie havde haft, blev vi ret hurtigt enige om, at vi heller ikke denne gang kunne undvære Milano i tre hele uger. Planen var altid tre ugers campingferie, men vi klarede aldrig at undvære Milano i flere end 16 dage. Sådan var det bare.
-//-
Søde Maja fra Sønderjylland var en anden af “indbyggerne” på vores vej det år på “Unionen”.
Jeg skulle afslutte en oversættelse – en “palle-af-og pålæsningsmaskine-manual” på 130 sider – så jeg valgte at lade som om jeg var italiener, da vi fandt plads mellem to danske familier.
Da jeg efter nogle dages arbejdsferie havde afleveret manualen, var jeg klar til at lære de danske naboer at kende.
Maja på seks år og hendes storebror var usædvanligt velopdragne “øgler”, der hver dag sagde “ciao” til Sergio og mig.
Den morgen sagde jeg til Sergio, at han skulle prøve at sige “Godmorgen” til Maja.
Det gjorde han, da Maja var på vej i bad, hvorefter hun resolut vendte om og styrtede hen til sin mor:
– Han sagde “gomorn”, Mor!!!
– Nej, Maja, du har sikkert hørt forkert.
– NEJ, kom det ud gennem sammenpressede tænder, – HAN SAGDE GOMORN!!!
Så gik jeg ud af teltet og afslørede vores lille joke, og undskyldte, at jeg havde været asocial de første dage på grund af arbejde.
Siden inviterede Maja sine mange danske vennerog veninder på campingpladsen hen i vores telt, hvor hun pegede på Sergio og bekendtgjorde:
– Ham der har boet HELE sit liv i Italien!
-//-
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/FOTO-0608-013.jpg9601280Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2025-01-30 09:38:562025-01-30 13:41:54Camping: Annalisas realityshow på Union Lido
(Artiklen har tidligere været offentliggjort i magasinet Il Ponte i 2018)
Det italienske modstykke til Emma Gads bog Takt og tone fra 1918 blev skrevet af ærkebiskoppen Giovanni Della Casa allerede i midten af 1500-tallet. Værket Galateo ovvero de´costumi – Galateo eller reglerne for høflig adfærd – var dedikeret Della Casas kollega, biskoppen Galeazzo Florimonte.
Den latinske udgave af biskoppens fornavn – Galatheus – er dermed gået over i historien, der i øvrigt intet melder om, hvorvidt biskoppen havde problemer med etiketten, med skik og brug, takt og tone, sædvaner, normer eller med sin almene dannelse og opførsel i det hele taget.
På Michelin restaurant i jeans og t-shirt
Efter 35 år har jeg stadig meget at lære om omgangsformerne i Italien, fra nord til syd og derimellem.
Jeg har desværre gennem årene gjort ikke én, men utallige brutte figure – altså opført mig dårligt eller decideret pinligt – i snart sagt alle tænkelige situationer. Som at sige tu – du – til et kendt parlamentsmedlem under et interview, drikke øl af flasken på gaden, og møde op i t-shirt og jeans til middag på en Michelinstjerne-restaurant med samtlige milanesiske avisers chefredaktører. Bare for at nævne tre episoder, der i dag får mine tæer til at krølle sig langt op ad baglårene. Jeg har dog aldrig haft strømper i sandalerne. Aldrig.
Giovanni della Casa (1503-1556) , forfatteren af den italienske Emma Gad, der udkom i 1558 efter hans død. Wikimedia >>
Må man bruge sko og ske til pastaen?
Italienerne selv er i dag heller ikke enige om galateo. Maden og måltiderne er – naturligvis – et helt kapitel for sig.
Jeg har overhørt utallige diskussioner om, hvorvidt det er bon ton at fare la scarpetta, lave den lille sko. Altså at bruge brødet til at spise den overskydende pastasovs.
Et andet stridspunkt, der kan udløse timelange diskussioner, handler om hvornår pastaen er perfekt al dente. Det er endnu en nord-syd diskussion: I nord koger man pastaen mere, mens man i syd foretækker pasta med mere bid i.
Og så er der skeen. Min sicilianske ven Turiddu sætter sig ikke til bordet uden der er en ske til at rulle spaghettien op med.
Paolo fra Veneto rejser sig derimod smækfornærmet, hvis tjeneren giver ham en ske: – Som om jeg er for dum til at bruge kanten af tallerkenen, fnyste han engang.
Man siger i øvrigt ikke tak for mad i Italien.
Man roser eller diskuterer maden til overmæthed, men tak for mad findes ikke. Ikke at tale om maden er i Italien meget værre end at glemme et tak for mad i Danmark.
Hvad ønsker I? Hvem, mig?
Den formelle italienske høflighed overrasker mig også stadig. Første gang jeg i foråret på Amalfikysten blev tiltalt med det personlige stedord voi, altså I, kiggede jeg mig over skulderen. Tjeneren måtte jo tro, at jeg var en del af en gruppe.
Jeg havde glemt, at man i Syditalien er ofte er nærmest overhøflig, og min overvægt taget i betragtning følte jeg det en anelse fornærmende at blive tiltalt i flertal.
Som dansk kvinde fandt jeg det i sin tid også krænkende, når italienske mænd holdte døren, trak stolen ud, og var klar til at tænde cigaretten for mig. I dag nyder jeg enhver form for galanteri – ja, det ord stammer også fra Galeateo.
Buongiorno, salve eller ciao…
Selv de daglige hilsner volder mig stadig efter 35 år som indvandrer problemer. Portneren i ejendommen i Milano har heldigvis med årene vænnet sig til, at jeg roder rundt i det formelle buongiorno, det mere neturale salve og det venskabelige ciao. – Nå, er det én af de dage, hvor vi er De´s, griner Raffaele, når jeg halvvågen kommer til at sige buongiorno.
De´s med svigermor
Min svigermor Ersilia og jeg var til min irritation De´s til hendes død. Vi nåede efter et par årtier frem til at kalde hinanden ved fornavn. Det var det.
Jeg kender enkelte italienere, der stadig bruger flertalsformen voi overfor deres forældre, men jeg har endnu aldrig mødt en italiensk datter eller søn, der kalder Babbo eller Mamma ved fornavn.
Tak, undskyld og vær så venlig…
Google giver over halvanden million svar, når man søger på galateo. Skal bare en lille del af alle disse manerer studeres, bliver det jo helt umuligt at besøge Italien.
Heldigvis er virkeligheden meget nemmere.
De fire fantastiske ord grazie, scusa og per favore åbner nemlig både døre og hjerter i Italien. Og italienske børn lærer dem fra blestadiet via rim og børnesange
Kombineret med et smil, der jo ér den korteste vej mellem mennesker, signalerer brugen af disse fire ord, at du ér et dannet menneske.
En del italienere vil, når du kombinerer ordene med buongiorno eller buonasera fra sidst på eftermiddagen, tro, du taler flydende italiensk. Tag det som en stor kompliment, for den slags skaber grobund for både god service og livslange venskaber.
Så betyder det meget mindre, at du fornærmer kokken ved at bede om salt på bordet eller siger god appetit, som af en eller anden grund regnes for udannet.
Med hensyn til sokker i sandalerne er jeg dog stadig i tvivl, om det kan tilgives.
LAVPRAKTISK PÅ RESTAURANT OG HOTEL:
Det er altid dannet at vente på at blive seatet på en restaurant, og man begynder i hvert tilfælde ikke spontant at flytte om på restauranternes interiør.
Nej, italienerne taler ofte ikke engelsk: Med et smil og håndfagter kan meget gøres forståelig, og så er der jo teknologien, hvor mobiltelefonen kan oversætte de fleste menukort. Vær dog opmærksom på, at en del middelhavsfisk simpelthen ikke har et dansk navn, og at underlige navne under i primi – førsteretten – på menukortet ofte dækker over en lokal pasta variant.
Pommes frites turist eller ej Møder du op i bikinioverdel, ærmeløse undertrøjer og flip-flapper på en fin restaurant, skal du ikke regne med god service.
Acqua?
Ofte vil tjeneren efter at have afleveret menukort stille spørgsmålet “Acqua”?
Vil du gøre bella figura svarer du “si, grazie, naturale”, “si, grazie, con gas” (med bobler) eller “no, grazie”.
Grazie, med “e” til slut, er et meget vigtigt ord for turister, der vil gøre bella figura. Grazia med “a” til sidst er et pigenavn.
De fleste italienere drikker altid vand til måltiderne, og omkring en tredjedel af alle voksne italienere drikker i øvrigt slet ikke alkohol. Det betyder ikke, at du finder et stort udvalg af alkoholfrie øl og vin.
Når man ikke drikker alkohol i Italien drikker man bare noget andet! Der findes derfor også altid alkoholfrie aperitiffer på barerne, fx Sanbitter og Crodino, eller un cokctail analcolico.
Drikkepenge
Jo længere sydpå, du kommer i Italien, jo mere forventes der drikkepenge, op til ti procent af regningen, når du er tilfreds. Og i kontanter, tak. Nej, du bidrager ikke til mafiaerne eller i det hele taget til en forbryderkultur, når du giver drikkepenge. Du respekterer bare kulturen i det land, du er gæst i 🙂
På hoteller er et normalt niveau for drikkepenge, når du er tilfreds, 1-1,50 euro om dagen per person til stuepigerne og det samme til tjenerne , hvis du er på halv- eller helpension. (Obs: Bor du på et femstjernet hotel, så fordobler du drikkepengene, grazie :-)) Hvis receptionisten er venlig og hjælper dig med at løse problemer, bestille udflugter eller taxi, er du naturligvis også velkommen til at sætte kontant prise på det.
To pinlige klassikere
Når du finder et beløb på et par euro ganget med antal gæster ved bordet, er restauranten ikke ude på at snyde dig. Det er det irriterende pane e coperto tillæg – brød og kuvert tillæg – som de fleste restauranter stadig praktiserer.
Og begynd ikke en diskussion om, at du kun vil betale 6,50 euro for din 900 gram tunge bistecca fiorentina, hvor prisen altid står per 100 gram – prezzo all’etto. Bed i stedet om at se det dejlig kødstykke inden det bliver grillet.
Har du andre sprøgsmål om galateo i Italien, så skriv til charlottemilano(at)gmail.com
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/giovanni_della_casa_galateo.jpg13321024Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2024-06-24 09:27:022024-06-24 09:27:03Ferie-tips: Grazie, scusa og per favore, for pokker!
I går var det 11 år siden jeg stod i regnvejr på Peterspladsen, og så den hvide røg komme ud af skorstenen.
Det var en stor oplevelse. Jeg var lige ved at konvertere, men så skulle jeg heldigvis tisse, og det er svært på Peterspladsen!
Her er, hvad jeg skrev om pave Frans dagen efter: (Og jeg får ligefrem lyst til at skrive en artikel om, hvilken pave han så blev i de forløbne 11 år)
“I ved at det er kardinalernes opgave at vælge en nye pave, og det synes som om mine brødre kardinaler har valgt en pave, der kommer fra verdens ende” Pave Frans
EN YDMYG PAVE – MED EN KARAKTER AF STÅL
Det siges, at nyvalgte Pave Frans altid satte sig på den bagerste række når kardinalerne mødtes.
Men man bliver ikke kardinal i den katolske kirke blot ved ydmyghed, så lige nu spekuleres der på om Pave Frans 1. har karakter og viljestyrke nok til at rette den katolske skude op.
I et sjældent interview i februar slog han som Buenos Aires ærkebiskop og kardinal Jorge Mario Bergoglio fast, at kirkens største problemer lige nu er personlig forfængelighed og ambitioner.
IKKE EN PRÆSIDENT, MEN ET ÅNDELIG OVERHOVEDE
Udtalelsen om kirkens vigtigste problemer beskriver præcist den konflikt, der fik det nu overståede konklave til at minde mere om et politisk valg, end om udnævnelsen af et åndeligt overhovede for verdens omkring 1,2 milliarder katolikker.
Den nye pave sætter praktisk missionsarbejde højere end teologiske diskussioner, og adskiller sig allerede derved fundamentalt fra sin forgænger Benedikt 16..
Den såkaldte reformfløj havde Milanos ærkebiskop Angelo Scola som favorit, da de 115 kardinaler tirsdag den 12. marts blev lukket inde i Det Sixtinske Kapel.
I stedet valgte de til alles overraskelse efter fem afstemninger argentiske Bergoglio, der nærmest slet ikke havde været nævnt i “pavelotteriet”.
FRA KONKLAVET
Kardinalerne aflagde tirsdag eftermiddag ed på IKKE at fortælle om konklavet, men showmanden og kardinalen Timothy Dolan fra New York kunne ikke lade være. I aftes fortalte han straks pressen, at der rent faktisk blev klappet inde i Det Sixtinske Kapel, da Bergoglio nåede de 77 stemmer, der skulle til for at blive valgt.
Vi ved også, at Bostons kardinal O´Malley var til diskussion i konklavet, men at netop hans nationalitet forhindrede ham i at opnå tilstrækkeligt med stemmer.
Jeg havde udsigt til paraplyer i tre dage. Det regnede hver dag under konklavet.
REFORMISTERNES SEJR
Den sejrende reformfløj er i et modsætningsforhold overfor gruppen af kardinaler, der har deres daglige gang og arbejdsplads i Vatikanet.
De ønsker en mindre centraliseret og mere gennemskuelig ledelse af den katolske kirke.
De reformvenlige er lede og kede af at høre historier om magtkampe mellem karriere-syge kardinaler i “hovedsædet” i Vatikanstaten, og de ønsker også mere åbenhed om Vatikanets pengesager og de økonomiske transaktioner i Vatikanets skandaleramte bank IOR.
REFORMEVENLIG BETYDER IKKE REVOLUTIONÆR
At blive kaldt for en fremskridts- eller reformvenlig kardinal i den katolske kirke betyder absolut ikke, at man går ind for at ændre århundredegamle regler og dogmer som for eksempel ophævelse af præsternes, munkenes og nonnernes løfte om cølibat.
Det betyder heller ikke ja til anvendelse af prævention, ret til skilsmisse eller accept af registrerede partnerskaber.
Pave Frans´ forhold til Argentinas præsident Cristian Kirchner blev derfor også mere end iskoldt, da hendes regering som det første land i Sydamerika tillod homo-ægteskaber og satte prævention på det statslige sundhedsbudget.
Kirchner selv var dog i går rørt til tårer, da hun fik nyheden om valget af en argentinsk pave.
Enkelte europæiske kardinaler har på det seneste åbnet døren på klem for anvendelse af prævention, men det punkt er ikke umiddelbart på Pave Frans´ dagsorden.
HYKLERISKE PRÆSTER FÅR SKÆLD UD
Pave Frans er på den anden side imod en alt for streng håndhævelse af den rette tro.
Han har skældt argentinske præster ud, når de har nægtet at døbe børn af ugifte mødre.
– Disse præster er vore dages hyklere. Disse præster forhindre Guds børn i at opnå frelsen. Den stakkels pige, der ikke sendte barnet retur til afsenderen, men derimod har haft modet til at sætte barnet i verden, må gå fra sogn til sogn for at få barnet døbt.
Pave Frans ønsker reformer i kirken, en modernisering af bureaukratiet, mere indflydelse til præsterne udenfor Vatikanet, og ikke mindst en mere socialt engageret kirke, der aktivt bekæmper fattigdom.
Han har blandt andet udtalt, at Sydamerika i dag har stor økonomisk vækst, men at det er helt forkert, at denne vækst ikke når de fattigste i samfundet. Han har også flere gange talt om de negative konsekvenser af den økonomiske globalisering.
I den officielle biografi – “Jesuitten” er biografiens titel – skriver forfatteren Sergio Rubin følgende:
“Er Bergoglio progressiv eller ligefrem en befrielses-teolog? Nej. Han er ikke en 3. verdens-præst.
Kritiserer han Den Internationale Valutafond og neo-liberalismen? Ja.
Bruger han meget af sin tid i slummen? Ja.
FAKTA:
“Jesuitter-ordenen” blev grundlagt i 1535. Ordenen tæller i dag 17.000 medlemmer, hvoraf 12.000 er præsteviede. Ordenen arbejder for en universiel og samlet kirke, og de sætter formidlingen af det kristne budskab højest i deres daglige arbejde.
SKYGGER FRA MILITÆRJUNTAEN I ARGENTINA
Befrielses-teologien er et begreb, der stammer fra 1970´erne, hvor en fløj af præster i Sydamerika blandt andet flyttede ud i slum-kvarterne og i følge kritikerne af bevægelsen gjorde det sociale arbejde til en vigtigere opgave end den kristne mission.
Enkelte befrielses-teologer var åbenlyse tilhængere af eller inspireret af marxismen.
Kristiske stemmer fra Argentina anklager den nye pave for både at have været for passiv under militær-styret, og for i 1976 at have været indvolveret i kidnapningen af netop to præster, der var meget aktive i Buenos Aires slumkvarterer.
Præsterne blev frigivet efter et halvt år.
I den officielle biografi hævdes det, at kardinal Bergoglio derimod medvirkede aktivt til løsladelsen af de to præster.
Han skal have fået diktator Jorge Videlas personlige præst til at sygemelde sig, så hen selv kunne holde gudstjeneste for diktatoren og hans familie, og dér tale direkte om barmhjertighed for gidslerne.
Bergoglio har også været afhørt i 2010 om militærstyrets krænkelser af menneskerettighederne.
Man bortadopterede for eksempel de politiske fangers børn, og kritikere anklager ham for at svare undvigende.
I biografen fortæller Bergoglio dog om, hvordan han under diktaturet skjulte flygtninge på kirkens ejendom, og at han engang gav en mand sine egne identitetspapirer, så han kunne flygte ud af Argentina.
MINDER OM “DEN GODE PAVE – MEN OGSÅ OM “DEN KORTE PAVE”
Det var en tydelig rørt pave, der kort efter kl 20 onsdag den 13. marts lod sig hylde af menneskemængden på Peterspladsen.
Pave Frans virkede dog også som verdens mest ensomme mand, da han brugte Frans af Assisi´s hilsen:
“Brødre og søstre, godaften”.
Det var rørende, da han bad alle i stilhed bede en bøn for ham, og han fandt først sin personlige ro, da han i kor med menneskemængden bad “Fader Vor”.
Hans fremtræden var umiddelbart sympatisk og hans korte tale blev mødt med jubel, klapsalver og heppekor, både da han huskede alle på, at han nu er Roms biskop og da han sendte en hilsen til Paver Emeritus Benedikt 16., der efter sigende har fulgt hele konklavet direkte i tv.
På kaffebaren i Trastevere gik pave-snakken lystigt morgenen efter.
– Han minder om “den gode pave”, sagde en ældre dame, der også var overrasket over en sydamerikansk pave.
“Den gode pave” er Johannes 23., der var pave mellem 1958 og 1963.
Han var en simpel og jordbunden mand af bondeslægt fra den lille landsby Sotto il Monte ved Bergamo i Norditalien.
Og så var han manden bag det store kirkemøde Det Andet Vatikankoncil, der begyndte i 1962.
Et kirkemøde, der lagde grunden til en aldrig gennemført modernisering af den katolske kirke.
Den opgave er nu over 50 år efter stadig den nye paves største udfordring.
– Mig minder han om ham, der var pave i kort tid, sagde en midaldrende herre på baren.
– Bare det ikke går ham lige så skidt!
I 1978 nåede Johannes Paul I. kun at være Sankt Peters afløser i 33 dage.
Hans død er stadig omgivet af tvivl og konspirationsteorier.
Han blev set som fornyeren og bad som noget af det første i sin regeringstid om et møde med Vatikanbankens topfolk.
Det nåede han aldrig, og nogle er sikre på at hans død skyldes en forgiftet kop te.
– Han er vist også fodboldfan, bemærkede en tredje gæst på kaffebaren.
Og det er ganske rigtigt.
Pave Frans holder med fodboldholdet San Lorenzo i Buenos Aires.
Han holdt naturligvis messe, da holdet fyldte 100 år, og han er i besiddelse af medlemskort nummer 88.235.
Fodboldholdet AS Romas tifosi er også begejstrede for den nye pave: De påstår, han har taget dit pavenavn fra deres angriber Francesco Totti!
FRESKOER OG KARDINALER OVERLEVEDE RØGEN
Blandt de mere pudsige oplysninger Vatikanets talsmand Padre Lombardi er kommet med under konklavet var en udredning om den berømte røg.
Onsdag eftermiddag forsikrede han – der i øvrigt også er Jesuit – de flere end 5.500 akkrediterede pressefolk, at hverken Det Sixtinske Kapels freskoer af Michelangelo eller kardinalernes helbred var i fare på grund af røgforgiftning.
Fyrmesteren måtte tænde op for sort røg – der tilsættes en slags sort blæk til de sammenbundne stemmesedler, der skal brændes – to gange – tirsdag aften og onsdag formiddag kl 11.39.
Tredje gang var røgen hvid, og den steg op fra skorstenen onsdag aften kl 19.06.
Lidt over en time senere kom Pave Frans ud for at modtage folkets hyldest.
Vi var en gruppe danske pressefolk, der spiste hos Leo i Trastevere før konklavet, og gættede på, hvornår den hvide røg ville dukke op:
Jette Elbæk Maressa fra Jyllandsposten gættede, hvornår den hvide røg kom, og kø-jumpede i øvrigt senere på aftenen, så vi begge fik et eksemplar af Vatikan avisen Osservatore Romano.
Over 5.000 medifolk var akkrediteret til konklavet, og ingen havde tilsyneladende Jorge Mario Bergoglio som favorit i “pavelotteriet”.
I december 2020 blev jeg interviewet af historiker Anders Engberg >> om hvordan livet havde været, og stadig er, i Coronaens limbo med åbninger og lukninger siden marts 2020. Her kan I lytte til beretningen. Siden vi talte sammen er jeg endnu engang gået i eksil ved Ledrosøen i Trentino provinsen. Provinsen gik fra “gul zone” til igen at være “orange zone” fra i dag mandag den 15. februar. Det betyder atter arrivederci til at sidde med espressokaffe, briocheog avis på baren, til aperitiffen inden klokken 18.00, og buongiorno til take-away-espresso i mindst to uger. Italien, og resten af verden, “danser” jo desværre stadig med virus.
Ingen espresso siddende på baren med udsigt til bjergene de næste uger, hvor Trentino provinsen igen er blevet til “orange zone” på grund af for mange nye smittede med Covid-19
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/IMG_20210201_161839_171-scaled.jpg25602560Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2021-02-15 14:07:412024-03-24 19:29:38Stilleliv i Milano under Corona lockdown
Siden den første Corona-lockdown i marts 2020 har Linda i Sønderborg, Anders i Vicenza og Charlotte i Milano mødtes virtuelt til den aperitif, der er så vigtig en del af det sociale liv i Italien.
Vi tager med et glas i hånden ugen under behandling. Hudløst ærligt, uden tabuer og politisk korrekthed, og forhåbentligt både med humor og intelligens.
Du er hermed inviteret – næste gang er fredag den 15. januar klokken 18.00 >> – “følg” CANALE CARLOTTA og blive mindet om ugens APERITIVO, som du naturligvis også kan streame, når du har tid og lyst! Intet emne er for småt eller for stort, og vi kommer både omkring mad, mode, Me2, livet i homo-branchen, som Anders kalder det, livet på “Bar Balcone hos Charlotte i Milano, og med Linda i Sønderborg som den danske forbindelse tilbage til rødderne. Vi anbefaler vores bedste non-food indkøb i discountbutikkerne, taler om moderne takt og tone på italiensk og dansk, kommer omkring paven i Italien, dronningen i Danmark, om at blive 60 år og tatoveret, om 80´er musik, og hvad der nu falder os ind.
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/Screenshot_2020-12-31-17-25-40-01.jpg10802340Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2021-01-14 12:03:042024-03-24 19:34:23“APERITIVO” – hver fredag klokken 18 på Canale Carlotta
Uden espresso går det ikke. Og netop dét krævede sine krumspring i Corona-året 2020. I visse perioder måtte Deres udsendte meget modvilligt erstatte espresso med “Bo-dum”-kaffepå Bar Balcone.
Men “vi klarede det”, som det lød under forårets total lockdown.
Dét gør vi stadig, for vi lever nu over ti måneder senere stadig i Corona-limbo, som resten af verden i øvrigt.
Lige nu, 14. januar, kan vi i Milano igen kun købe “takeaway espresso” på byens barer, fordi vi stadig er i “orange” lockdown på grund af Covid-19.
Vi har alle vore favorit espresso mærke. Min er til alle tider Illy, der stammer fra Trieste. Uden sukker, og helst dobbelt. Jeg blev lidt skuffet, da jeg i 2007 til en pressekonference opdagede, at Andrea Illy brugte sukker i sin espresso >>. – Ja, De har ret, man burde drikke den uden, udbrød han helt spontant, da han så mit chokerede ansigt. Og han gav mig også ret i, at espresso ér bedre i Napoli på grund af vandet, der nyder godt af vulkanen Vesuv.Årets allerførste espresso blev den 1. januar indtaget som en slags brunch. I højt solskin i Angera med udsigt over Maggiore Søen. Så var året i gang på bedste vis. Troede vi…
#altidoptimist I en gigatung mappe på min PC ligger der tonsvis af dokumentation, tekster, artikler og grafiske illustrationer om Corona. Her på italiamo.dk, og på Youtube på “Canale Carlotta” kan du også læse, lytte og se meget mere om, hvordan det har været i Italien under Corona pandemien. Jeg har længe overvejet en “Corona-dagbog”, men det bliver for trist. Vi skal tro på, at vi kommer ud på den anden side. Derfor har jeg valgt at berette om 2020 fra kanten af en espresso-kop.
Januar 2020
“Bonomi” er ét af utallige kaffebrands, man kan møde på italienske barer. Det mest kendte internationalt er nok Lavazza og Illy. Hver by, område og region i Italien har sine egne kendte mærker. Der kan gå helt sport i at finde ud af, hvilket mærke, der “sidder” på markedet i den by eller det område, man er på besøg i. 36 brands er medlemmer af “Det italienske Espresso Institut”, og jeg kendte kun fire af dem http://www.inei.coffee/it/Aziende-associate.html
Hører den friskpressede appelsinjuice med på espressobaren. Ja, for sundhedsbølgen har også ramt her. – Una spremuta di arancie, per favore, kan man bede om. Man skal ikke blive overrasket over, at den friskpressede serveres med en lang ske og to poser sukker. Mange italienere synes det sunde skal forsødes lidt!
Og så er der morgenbrødet – brioche (udtalt “briosj”) i Norditalien og Cornetto i Mellem- og Syditalien. I dag er det sjældent at finde en bar med friskbagt morgenbrød. De fleste bruger “bake-off”, og mange har et batteri af Nutella, honning og marmelader, så de kan nøjes med at bage én type, og derefter fylde op efter kundens ønske. Der begynder også at at dukke fuldkornsmorgenbrød op (integrale, står der som advarsel på skiltet!), men der kan heldigvis stadig fyldes noget sødt i dem!Slut januar, og så kom lockdown fra den 10. marts 2020
I januar er temperaturen om dagen i Milano omkring 8-10 grader, og der er sjældent vind. Alligevel kan man få et påtrængende behov for at skifte espresso´en ud med varm chokolade med flødeskum. Bliv ikke chokeret, når din ske kan stå oprejst i den tykke chokolade. Varm chokolade er de gode steder simpelthen bare smeltet chokolade, som man ikke drikker, men spiser med ske!
Det undrer mig i dag, at jeg har lavet “hjemme-morgenmad den 8. februar. Havde jeg vidst, at vi stod overfor et år med flere måneders barlukninger, ville jeg aldrig haft spildt en chance for en ægte dobbelt morgenespresso.
Den 7. marts strammer det til, kan jeg se på avisen under den farvestrålende kaffekop. Tyskland er “gul”, og den 10. marts gik Italien så i lockdown. Fra den 12. marts stod den på “Bo-dum kaffe”, men her dog med kefir, spejlæg og købe-morgenkage. Jeg spåede i dansk tv, at denne situation blot ville vare ganske få uger… Marts til maj 2020
Den 19. marts var det italienske flag sat fast på “Bar Balcone”. Det hænger der endnu, og bliver først taget ned, når der ingen nye smittede og ingen Covid-19 døde er i min region, Lombardiet.
Balkonen på 2,76 m2 og med udsigt til gården, og det affaldsskur alle skulle forbi, var fra 10. marts til 4. maj mit vindue til virkelige mennesker. Luca og hans kone på 3. sal fortalte “bagefter”, at de ville have halveret deres lejlighed på tredje sal for en lille balkon. De har kat, der ikke skal luftes. Jeg følte mig i disse syv lange lockdown-uger meget priviligeret, fordi jeg måtte gå rundt og rundt og rundt med mine to hunde i en radius af 300 meter fra ejerforeningen.
ESPRESSO-GASMO 1
Den 4. maj fik kaffebarene lov til at sælge takeaway, og jeg kunne hilse på min yndlingsbarista – og egenligt hedder det banconista – Beppe efter næsten to måneders abstinenser. Beppe fortæller, at han både har overholdt karantænen og har taget fem kilo på.
Jeg står på gaden udenfor baren, og drikker min dobbelte espresso af et papkrus. Min mands aske roterer oppe i Ledrodalen. Det ér så dårlig stil – brutta figura – at indtage mad og drikke på gaden i Italien. Det er forbudt flere steder, i for eksempel Verona og på Markuspladsen i Venedig. Det er lige så dårlig stil som at gå i bikini eller med bar overkrop udenfor stranden. – Har du ikke råd til at gå på bar, så bliv hjemme, var min mands svar, da jeg engang i begyndelsen af 1990´erne foreslog en håndbajer. Og hans ansigtsudtryk var i den grad forarget over forslaget.
ESPRESSO-GASMO 2
Den 18. maj fik barerne lov til at åbne igen. Åh, at kunne sætte sig ned med dagens papiravis, bestille en dobbelt espresso, en brioche og et glas mineralvand…
Analyseinstituttet Nielsen >> afslører, at italienerne i gennemsnit drikker halvanden kop espressokaffe om dagen, og at 80 procent af italienerne er kaffedrikkere. De har også regnet sig frem til, at der på landets omkring 149.000 kaffebarer i gennemsnit serveres 175 kopper espresso om dagen. Det er knap en trejdedel af barenes omsætning.
Med afstand og med mundbind
Det føltes den dag som den allerstørste frihed at kunne sætte sig ned og drikke morgen-espresso. Om ikke andet, så lærte jeg under de næsten to måneders totale Corona lockdown fra 10. marts til 4. maj 2020 at sætte pris på friheden til at gå en tur og drikke en kop espresso på baren… Sommer i frihed
Mit hjerte bløder, når jeg ser koppen fra “Cinema Trieste” >>, en musikbar- og restaurant få meter fra mit hjem. Som alle i restaurationsbranchen har stedet åbnet og lukket som Coronavinden- og detkreterne fra regeringen har blæst siden marts. På et tidspunkt skrev ejeren en stor plakat, hvorpå der stod, at han gav op og rejste retur til Syditalien.
Men helt givet op har han ikke: I næste weekend her i januar 2020 åbner han til brunch. Beundringsværdigt, for man behøver ingen højere handelseksamen for at forstå, at overskud nu på 11. måned er et fatamorgana.
Den 3. juni åbnede “grænserne” mellem de 20 italienske regioner
Samme dag kørte jeg og vovserne op til vores paradis, Ledrodalen- og søen. Jeg blev der tre uger, stadig med afstand og med masker. Som altid boede jeg ovenpå Pizzeria Valmaria >> på Ledrosøens sydside. Familien åbnede først pizzeriaet den 5. juni, og jeg fulgte med i de hektiske forberedelser.
Alt i alt kostede det den lille familievirksomhed langt over 1.000 euro at leve op til Corona-dekreterne: Længere afstand mellem bordene, gennemsigtige paneler mellem bordene indendøre og ved bardisken, desinfektionsmidler til egen og kundernes hygiejne, nye menukort, godkendte masker og visirer, og et hav af skiltning ude og inde.
Midt i det hele spurgte datteren Gloria genert, om hun måtte sætte enpizza Charlotte >> på menuen? Jeg var lige ved at tude. At få en pizza opkaldt efter sig! Absolut ét af 2020´s højdepunkter 🙂
Juli var næsten normal…
Næsten, for morgenmaden på hotellet i Brescia blv serveret på engangs-service, og alt var pakket ind i plastikfilm og sølvpapir som engangsportioner, som du kan se på kaffefoto nummer tre herover.
Venedig, øverste billede til højre, var heller ikke helt sig selv den 5. august. Lagunebyen var mere som for 20-25 år siden, kun med hundreder af turister og ikke titusinder.
Jeg talte om farlige krydstogtskibe i Canal Grande med baristaen, undskyld banconistaén, på Lista di Spagna, der normal er én lang kø af turister. – Tanken om et uheld med de mange skibe, der sejler med gods til kemi-industrien i Mestre, er meget værre, sagde han, og satte et andet perspektiv på Venedigs sårbarhed.
Jeg savner “mine” danske turister, men grupperejser med bus er stadig i dag ikke på tapetet 🙂
Til gengæld mødte jeg to danske turister på Markuspladsen. Mor og datter nød et mindre fyldt Venedig, og havde modsat mange andre danskere på det tidspunkt accepteret maskerne.
August
Italien betaler taler stadig for august… Vi ved i dag, at den tankeløse feriemåned satte gang i anden bølge. Også jeg tog på ferie, men ikke til havet. Italiensk tv viste optagelser fra badestederne med masser af mennesker. Det turde jeg ikke, så 2020 blev året, hvor jeg ikke så Middelhavet “in real life”.
Jeg nød i stedet en fantastisk uge i august hos danske Klaus og Jeanette i én af deres ferielejligheder på Poggio del Lago >>i Bella Umbria. Jeg har “kendt” parret siden de flyttede til Italien i 2003, og med hårdt arbejde realiserede deres italienske drøm >>, som jeg skrev om på italy.dk allerede i 2007. Jeg krydser fingre for, at de klarer de mange Corona-aflysninger i 2020 , og ønsker dem “fully booked” i 2021.September – stadig nærmest frie – selv om vi nu ved, at smitten ikke holdt pause
Udsigten blev igen Ledro søen hos familien på Pizzeria Valmaria i Pur. Gæster var der ikke mange af ved søen, der ellers huser mange hollændere, tyskere og danskere fra maj til oktober.
Oktober forsvandt Og anden bølge kom væltende i begyndelsen af oktober efter sommerferien og skolestart, der jo primært er den anden uge i september i Italien.
November og december bød på nye typer lockdown medgule, røde og orange zoner sammen med Bo-dum kaffe på Bar Balcone og papkrus-espresso, når der ind imellem igen åbnes op for takeaway espresso for baren.
Jeg stak af til Ledrodalen, før det blev forbudt at krydse regionerne igen den 4. november, og det samme gjorde jeg den 16. december før jule-lockdown trådte i kraft.
Jeg savner levende mennesker. Siden 21. febraur i fjor har min dogsitter været den eneste gæst i min lejlighed.
Jeg savner knus, kindkys og kram, at spise ude, gå i svømmehallen, se en kunstudstilling. Og min bankkonto savner mine danske turister på grupperejse.
Jeg glæder mig til at blive vaccineret, selvom den store plan i Lombardiet lige nu først har plads til 57-årige som mig til efteråret.
Jeg glæder mig heldigvis også over, at jeg stadig har penge til at fylde køleskabet op, at jeg altid må lufte mine hunde, og over at der er varme i lejligheden.
Når jeg går i sort, for det gør man efter ti måneder og 22 dage i Corona-karusellens limbo, så tvinger jeg mig selv til at glæde mig over, at jeg trods alt er borger i den bedste del af verden. Og jeg husker mig selv på, at mine forældre klarede hele fem forbandede år, med risiko for eget liv for min fars vedkommende og sult i et fattigt hjem for min mors.
#altidoptimist #unespressoperfavpre #viklarer det
Espressomaskinen blev patenteret den 16. maj 1884 i Torino. Manden bag maskinen hed Angelo Moriondo.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/2021-01-11-7.png281887Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2021-01-14 11:04:142024-03-24 19:43:492020 fra kanten af espresso-koppen
Lande med flest delfiner i fangeskab: Kina 707 Japan 497 USA 400 Italien 25
Laveste gennemsnitslevetid Sierra Leone mænd 51/kvinder 52 Chad 52/54 Elfenbenskysten 52/55 Italien 82/85
Procent af madindkøb, der ender som affald USA 24 procent Canada 21 procent Schweitz 18 procent Italien (7. plads) 13 procent
Artiklen fortsætter efter reklamen
Største elforbrug i MWh per person Island 54,4 Norge 23,7 Bahrain 18,7 Italien (31. plads) 5,2
Hjemmearbejde i antal timer per uge for skolebørn Arabiske Emirater 29,7 Kina 27 Den Dominikanske Republik 25 Italien (6. plads) 21,2
Flest timer om dagen på sociale medier Filippinerne 4 timer 1 minut Nigeria 3 timer 36 minutter Mexico 3 timer 10 minutter Italien (33. plads) 1 time 46 minutter
Lande med de største guldreserver i ton USA 8.133 Tyskland 3.367 Italien 2.451
Årlig befolkningstilvækst Niger 3,8% Angola 3,5% Tanzania 3,3% Italien 0,35%
Lande, hvor man bruger flest kontanter Spanien 87 procent af alle transaktioner Italien 86 procent Japan 82 procent
Lande med størst bybefolkning Belgien 98 procent Uruguay 95 procent Island 94 procent Italien 70 procent
Hovedstæder med de mest besøgte museer Paris, Louvre 10,2 millioner gæster om året Peking, Kinas Nationalmuseum 8,6 Rom, Colosseo og Fori Imperiali 7,6
Lande med flest læger uddannet i andre landre Israel 57,8 procent New Zealand 42,4 procent Irland 42,3 procent Italien (14. plads) 0,8 procent
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-07-09 14:07:092024-03-01 13:51:28Tal om Italien og resten af verden
Alfredo Giovanni Roberto Maria Tesio blev født i norditalienske Monza. For en hel generation danskere blev han ”stemmen fra Rom”, da han i perioden 1981 til 2006 var Danmarks Radios korrespondent i Italien.
Han har en let genkendelig stemme, for Tesio har gjort det næsten umulige: At lære det danske sprog som voksen. Han er ikke for ingenting født i miraklernes land.
Helle og Alfredo Tesio, da datteren blev gift i fjor
”Miraklet”, der blev skæbnesvangert for Alfred, som jeg ynder at kalde ham på dansk, hedder Helle. Hun er stadig indbegrebet af den høje flotte skandinaviske blondine, så det forstår man godt. Med gode danske ben i næsen, vel at mærke! Og det skal der til, når manden er fra den generation, hvor de ”havde bukserne på”.
Helle Poulsen Tesio kom til Italien i 1980
Alfredo kom som student til Danmark første gang i 1963. Senere i 1960´erne var han stipendiat på Københavns Universitet, hvorfra han i 1970 dimitterede som cand.oecon med speciale i dansk socialpolitik.
Siden skrev Tesio for flere italienske dagblade. I tidens løb har han været udenrigskorrespondent for Berlingske Tidende, Børsen og for Politiken, som han stadig arbejder for som freelancer.
Alene og sammen med sin hustru har Tesio siden 1979 beriget danske bogreoler med en lind strøm af bøger, ligesom han har forfattet ”Turen går til Rom”.
– Man kan jo altid skrive en bog eller to, som han for et par år siden svarede, da jeg spurgte om pensionen nærmede sig.
Mit første personlige møde i Milano i begyndelsen af 1990´erne med min i dag gode ven og udenrigskorrespondent-kollega var en blandet fornøjelse. Mildt sagt. Det endte med en ophidset meningsudveksling i fagbladet “Journalisten”, hvor den nyuddannede ræverøde, nå ja lyserøde, journalist, beskyldte sin erfarne kollega for at rende erhvervslivets ærinde.
Lad mig bare skrive, at jeg tror, Tesio dengang var en lille smule irriteret over både brunetter og blondiner, da først Lisbeth Davidsen og siden Eva Ravnbøl og jeg også mente, vi var i stand til at fortælle om, og forklare Italien for danskerne.
Siden løb der meget vand i åen. Da jeg omsider igen mødte både Alfred og Helle var der ingen, der gad omtale den episode.
Det var til den italienske korrespondentforenings skimesterskab i 2012, så man kan ikke sige, vi har overrendt hinanden. Og det var en stor ære, at Tesio skulle overrække mig min overraskende sølvmedalje.
Rækken af hædersbevisninger og præmier, som Alfredo har fået overrakt er velfortjent lang.
Blot for at nævne én af dem, så overrakte Italiens præsident Azeglio Ciampi i 2003 “Premio Saint Vincent” til Tesio som årets “udenlandske journalist”.
Naturligvis er Alfredo også en mere end habil skiløber.
Jo tak, dét går den rette vej, så absolut. Men det er ikke ovre.
Det italienske flag på min balkon, mit åndehul under karantænen sammen med hundene, som jeg heldigvis godt måtte lufte, bliver ikke taget ned før der er 0 nye smittede og 0 nye døde i Lombardiet.
Dagens tal” bliver stadig frigivet hver dag omkring klokken 18.00. Og jeg får stadig mavepine ved tanken.
Mandag den 6. juli var 111 nye smittede i Lombardiet, 13 flere end dagen før. Og 3 døde. Det er ikke overstået.
“Lido Balcone” var mit åndehul under karantænen. Her kunne jeg se andre mennesker, når naboerne gik ud med affald. Og heldigvis måtte jeg lufte hundene – indtil 200 meter fra lejligheden.
Her i orkanens første europæiske øje i Lombardiet har pandemien skræmt os, og gjort os sårbare.
Meget mere end I kan forestille jer deroppe i Danmark, hvor der heldigvis blev lukket ned to-tre uger tidligere i smitteforløbet end her hos os.
Vi er stadig lidt skrøbelige.
Vi orker for eksempel ikke flere diskussioner om, hvorvidt masker virker.
Vi bruger dem. Det er obligatorisk.
Vi ved, at vi dermed beskytter ikke bare os selv, men først og fremmest de svage, de syge og de gamle. Bare, så I ved det.
Vi begynder nu at komme ud af vores “huler” og mødes igen.
Med afstand. Og ja, med maske.
Man vænner sig til masken under indkøb og når man ikke kan holde afstand. Masker er foreløbig obligatoriske i Lombardiet indtil 14. juli. Og vi får også stadig taget temperaturen i større supermarkeder.
Næsten hver dag har sin triste historie om en bekendt, nær eller fjern, en slægtning, bekendt eller én i ejendommen, der døde.
16.675 af de indtil nu 34.869 registrerede Corona-dødsfald er sket i Lombardiet. Og alle de ikke-testede, der blev syge før den 21. februar er ikke med i den optælling. Der var virus i spildevandet i Milano allerede i december, ved vi i dag.
Vid også, at her siger de fleste “døde af Corona”. Selv om gennemsnitsalderen for de afdøde er høj, så er et liv altid et liv i Italien. Man græder stadig over en død mor på 86, når man ved, man uden Corona kunne have haft hende lidt længere.
Lige dér er de fleste af os hernede også lidt sårbare, når regnearks-fjolserne gør Corona-virus til et cost-benefit-spørgsmål.
Vil du læse mere, kan du her se, hvad jeg håbefuldt skrev om livet efter Corona i slutningen af maj måned i magasinet “Il Ponte”, hvor du i øvrigt altid kan læse spændende artikler om Italien: Livet efter Corona – måske… >>
“In real life” efter 134… Og livet ér begyndt igen.
Da vi den 3. juni måtte bevæge os mellem regionerne stak jeg af op til min bjergsø i Trentino-Alto Adige og skiftede hårdt tiltrængt “balkon-udsigten” ud med søen og bjergene.
Pizzeria Valmaria, Pur, Ledro, Trentino – balsam for sjæl og krop efter en karantæne i Milano, der varede fra den 24. februar til den 3. juni.
Retur i Milano kunne jeg så omsider mødes “live” med min bedste ven Anders. 134 dage siden sidst.
Som jeg er han ufrivillig arbejdsløs, og hjemme fra jobbet som office manager i Milano for det danske rejsebureau De Angelis Viaggi >>.
Her blev alt jo aflyst, ligesom mine grupperejser med danske turister rundt i Italien. Vi “leger” nu begge sabbatår, selv om Anders tænker på et muligt efterår og 2021, og jeg begynder at savne danske turister meget.
Varighed 56 sekunder
Det blev altså sommer igen. En anderledes sommer. Og vi fortsætter med at passe på!
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/IMG20200518161245-scaled.jpg19202560Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2020-07-07 13:25:302024-03-24 19:45:40Covid-19 har gjort “os lombardere” skrøbelige
