Den toscanske kurby Montecatini Terme er kendt af de mange tusinder danske turister, der hvert år bruger byen som udgangspunkt til rundture i Toscanas herligheder.
Kong Gustav af Danmark derimod er mindre kendt, hvis man ellers kan komme sin danske konge/dronningerække ihu.
…artiklen fortsætter under reklamen
Mindepladen over det kongelige besøg befinder sig tæt ved byens torv Piazza del Popolo for enden af vejen mellem centrum og det smukke Tettuccio kurbad.
Fortovet er en walk of fame over alle de berømtheder, der har besøgt byen. Danske kong Gustav skulle altså have sat sine fødder i kurbyen i 1959, da vores konge i realiteten var Margrethes far Frederik den 9. Deres udsendte har naturligvis skrevet – for mange år siden – til Montecatini kommune for at få opklaret mysteriet, men mindepladen ligger der stadig.
Og som man jo skal lære at sige pyt!
Det er nemlig vores skæbne som et lille land, og det betaler sig ikke at blive hverken vred eller fornærmet.
“Åh, du er fra Danmark. Hvor pudsigt, for jeg har lige været i Oslo”, er en sætning jeg, ofte har hørt, med skiftende ikke-danske bynavne.
De første år af min udvandrertilværelse rettede jeg faktisk lidt småfornærmet.
I dag smiler jeg stort, og svarer: “Aj, hvor sjovt, Oslo er jo en fantastisk dejlig by”.
Der er over 200 bronzeplader med navne på berømtheder, der har besøgt Montecatini Terme, fra komponisten Giuseppe Verdi, der ofte var på kur i byen, til filminstruktøren Woody Allen.
Det myldrer med sangere, dirigenter, musikere, og såmænd også medcykelryttere, italienske præsidenter , skuespillere og kongelige fra hele verden.
Et lille udvalg:
Clark Gable, Audrey Hepburn, Orson Welles, William Holden, Giacomo Puccini, Arturo Toscanini, Rose Kennedy, Gabriele D’Annunzio, René Magritte, Paul Cezanne, Richard Wagner, Christian Dior, Coco Chanel, Adriano Celentano, Silvana Mangano, Franco Zeffirelli, Pelè, Grace Kelly og den nyeste, arkitekten Massimiliano Fuksas.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/kong_gustav_svergie_20150812.jpg716745Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-12-01 14:51:042024-03-04 14:33:59Kong Gustav af Danmark – Montecatini Terme
Michelinrestauranten 21.9 og det familiedrevne Trattoria Tre Rii befinder sig i helt forskellige prislag, men kærligheden til Piemontes råvarer og traditioner er den samme.
I Piemonte spiser du godt for både 30 og 300 euro.
Vælg selv.
STJERNEMAD:
Flavio Costa overtog restaurant- og hoteldriften på den 550 år gamle vingård Tenuta Carretta i foråret 2016.
Vingården, hvis 35 hektar vinmarker ligger rund om gården som et naturlig anfiteater, ejes af textil- og tøjgiganten Miroglio Group.
Den ligger ved landsbyen Piobsi d´Alba i Roero vindistriktet ganske få kilometer fra Nutella- vin- og ikke mindst trøffelbyen Alba.
Flavio Costa foran indgangen til Tenuta Carretta
…artiklen fortsætter under reklamen
Veninden og jeg havde trøflet os igennem det velduftende trøffelmarked inde i Alba, da vi satte os til bords i restauranten, der hedder 21.9 og er opkaldt efter den dag, hvor Flavio Costas tvillingedøtre blev født.
Vores appetit var ikke til en hel menu, og det passede ikke helt restaurantchefen.
Det lod vi os dog ikke mærke med…
Hav og bakker på menuen
Flavio Costa er oprindeligt fra Ligurien ved Middelhavet, og fik sin første Michelinstjerne i 2002 på restauranten Arco Antico i kystbyen Savona.
Siden åbnede han restaurant 21.9 i Albissola Marina, der fra marts 2016 flyttede til Piemonte. Michelinstjernen fulgte med i november 2016, og blev bekræftet i november 2017.
Det er derfor ingen overraskelse, at menukortet også indeholder en omfangsrig fiskemenu, selv om Piemonte er en af de få italienske regioner uden adgang til havet.
Menuerne koster fra beskedne 50 euro og opefter. Skal der i sæsonen 20 gram tynde friskrevne hvide trøffelskiver fra området ovenpå retterne ender trøffelmenuen på 210 euro.
Vi insisterede på den lokale hvidvin
Vi var kun småsultne, og havde derfor en lille disputs med overtjeneren, der – diskret, men alligevel – lod os forstå, at vi var plebejere, da vi insisterede på at drikke vores yndlingshvidvin fra markerne udenfor restauranten, før vi havde bestemt os for menuen.
Den lokale hvide Arneis drue er flagskibet i Roero, der de seneste år også har markeret sig med den røde Roero, hvis basis er Nebbiolodruerne.
Tjeneren forsøgte at overbevise os om, at hvis vi nu ville spise fisk, så duede Arneis ikke, fordi Piemonte ikke har sit eget hav.
Vi insisterede, og bestilte Carretas egen, og ualmindelig gode, Arneis Cayega, der også kan erhverves i vingårdens butik for 12 euro per flaske.
Som appetizer smagte vi én af Flavio Costas specialiteter:
Puré af trompetsquash med blæksprutte og kandiseret appelsin.
En ualmidelig delikat komposition.
Derefter måtte jeg tage tilløb i flere omgange for til slut at ødelægge den smukke anretning af Piemonte-specialiteten med tynde skiver af det lokale Fassone-kvæg, tilsat sorte trøfler og porrekreme. Ja, vi er nogle, der simpelthen ikke kan få trøfler nok.
Selv uden trøflerne ville retten have været små himmerigsmundfulde
Min ikke så sultne kollega fik marinerede spareribs på kål, mens jeg fik en af de bedste pastaretter længe.
Tortellini med sorte trøfler og indkogt Martini. Ingen kan som i Piemonte lave pastadejen så tynd og delikat, at den bogstaveligt talt smelter i munden.
Vi afsluttede vores i grunden efter piemontesiske forhold minimåltid med mignon-kager, og nød at vi udover foto havde talt sammen under hele måltidet.
De to andre par i restauranten havde stort set ikke kigget op eller på hinanden, men var mellem indtagelsen af retterne udelukkende optaget af hver deres mobiltelefon.
Hvide “damekys”, crunchy chokoladetrøffel, pebret hindbær, og en fjerde hapser, vi kom til at spise, inden jeg fik taget foto…
Måltidet kostede os 96 euro.
Det var så absolut Michelinstjernen, pengene og tiden værd, inklusiv vores lille vindisputs med overtjeneren 🙂
Efterår i vinmarkerne ved Tenuta Carretta.
MAMMA-MAD:
Dagen efter skulle der arbejdes, men en frokostpause skal der til.
Vi snuppede den lille Panda, og kørte ud i det smukke Roero-landskab på en solskinsdag i november med høj himmel.
I landsbyen Canale, hvor Osteria dell´Enoteca med Davide Palluda > i køkkenet også kan bryste sig med en Michelinstjerne, tog vi en pause.
Det skulle have været en kaffepause, men blev i stedet til – ja, vi er nok lidt plebejeriske, veninden og jeg – to cola på 25 centiliter flasker. Vi er nogle, der er så fundamentaliske, at vi tror på, Cola smager bedre på glasflasker.
På jagt efter Mammas gryder
Jeg klikkede ind på Google Maps, og slog min restaurantnæse til.
Veninden og jeg var enige om, at efter tre dage med stjernemad var det tid til Mammas gryder. Om aftenen ventede der os nemlig rejsens vildeste måltid hjemme hos Flavio Costa på Tenuta Carretta: En menu på basis af Champagne, kaviar, østers og skyer af den hvide trøffel fra Alba…
Min restaurantnæse var os nådig.
Klokken 12.50 havde vi parkeret Pandaen på en fyldt parkeringsplads i en lillebitte landsby, og begav os ind i baren på Trattoria Tre Rii tæt ved Monteu Roero.
“Har i reserveret?” spurgte datteren, og vi blev bange for at ende med uforløst sult.
Heldigvis var en gruppe på fire af de lokale kun to den dag, og vi ventede med et glas Arneis hos farmand i baren, mens maden blev gjort klar. “Et lille eller et stort glas?”, spurgte han. Vi bad om et lille, og fik et fyldt glas uden stilk.
Vinsnobber ville sikkert lave grimasser, men vi drak med glæde, og der var nok til hele vores arbejdsfrokost.
Vi fik igen Carpaccio af den lokale Fassone kvægrace, med Grana Padano ost i skiver.
Jovist smager det godt med porrekreme og andet, men den helt enkle udgave har i den grad også sin berettigelse i det piemontesiske køkken.
Min veninde valgte derefter Piemonte specialiteten Kalvetunge med den lokale grøn sauce tilberedt med hvidløg, persille, ansjos, eddike, olivenolie og daggammel brødkrumme.
Kalvetunge med Salsa Verde er ikke verdens smukkeste ret at fotografere, men en ren nydelse for smagsløggene i Piemonte.
Så var det min tur til endnu en Piemonte klassiker.
De tynde pastastrimler Tajarin, som eksperter fabrikerer af 30 æggeblommer til ét kilo mel. Dét er forklaringen på, at pastaen smelter på tungen. Jeg fik den med ragú af Fassone, og kødsovsen var nøjagtig så delikat og blid i smagen, at pastaen kom helt til sin ret,
Vi sluttede af med den rituelle espresso kaffe, og var lykkelige i mave og sjæl, og næsten en del af familien, inden vi kørte tilbage til Tenuta Carretta for at lade op til aftenens middag.
Pris for alle herlighederne: 30 euro.
Trattoria Tre Rii, Frazione Tre Rivi, 16, 12040 Monteu Roero CN – 0173 90152 – åben til frokost. Lukket fredag. Middag kun lørdag og søndag.
Mere om Roero:
René Redzepi modtog i juni 2014 Roeros Køkkenhavepris, og sagde ved den lejlighed om gastronomien i Piemonte:
“- Man kan ikke andet end elske et land, hvor man bruger 40 æggeblommer for hvert kilo mel til at lave den bedste pasta, jeg nogensinde har smagt, og derefter ikke spilder, men bruger æggehviderne til skønne desserter.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20171120_140351-e1511346010217.jpg9001200Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-11-22 14:13:092024-03-04 14:43:24Piemonte: Stjernemad, med og uden Michelin
Mafiabossen Totò Riina fra Corleone på Sicilien er død, natten efter han fyldte 87 år. Han døde på sygeafdelingen på det topsikrede fængsel i Parma.
Riina blev efter at have skjult sig i 24 år arresteret den 15. januar 1993. Han blev idømt 26 gange livstid, og har siden siddet i fængsel på de specielle og hårde vilkår, mafiadømte straffes efter, den såkaldte ’41 bis’ regel.
…artiklen fortsætter under reklamen
Der måtte en dispensation til fra justitsministeren for at tillade hans børn og hustru at være tilstede på dødslejet. Riina er blandt meget andet dømt for attentaterne på antimafiadommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino.
Politiets kartotekskort over Totó Riina
Første mord som 18 årig
Totó Riina blev født den 16. november 1930 i en bondefamilie i landsbyen Corleone i Palermo provinsen på Sicilien. Han bliver faderløs, da faderen og en bror dør ved en ekslosion, mens de prøver at få krudt ud af en ikke eksploderet bombe.
Han begynder sin kriminelle løbebane , da han som 18 årige bliver dømt 12 års fængsel for at have myrdet en jævnaldrende ven.
Da han bliver løsladt fra Ucciardone-fængslet i Palermo i 1956 bliver han optaget i Cosa Nostra under mafiabossen Luciano Liggios vinger. Han får på grund af sin højde – 1 meter og 56 centimer – øgenavnet Totó u Curto – Totó den korte.
Udrydder modstanderne
Hans første blodige mafiakrig begynder i 1958, hvor han sammen med Liggio elimerer klanen omkring lægen og bossen Michele Navarra i fødebyen Corleone.
Totó stiger i graderne, og blive næstkommanderende i Corleone mafiaen, som også tæller den senere boss Bernardo Provenzano.
I 1962 bliver Riina stoppet af politiet med et falsk identitetskort og en pistol, og turen går retur til fængslet i Palermo, hvor han bliver løsladt i 1969. Som en betingelse for løsladelsen skal han forlade Sicilien og være på tvunget ophold et andet sted i Italien.
Skjuler sig i over 24 år
I stedet skjuler han sig de næste 24 år, mens han med brutal magtanvendelse stiger i graderne.
Hans kontakter og indflydelse på lokale og regionale politikkere, primært fra det kristdemokratiske parti DC betyder, at mafien nærmest uhindret kan begå forbrydelser, sælge narko, styre spil og prostitution, og bygge hvor de vil.
Når politikkerne ikke makker ret myrdes de, som det sker med Palermo provinsens leder af det kristdemokratiske parti Michele Reina, og med den nuværende italienske præsidents broder, Piersanti Mattarella, der var præsident for regionen Sicilien, da han blev myrdet i 1980.
La belva – Udyret
Riina får også tilnavnet Udyret – La belva – af hans allierede, Palermos mafiøse borgmester Vito Ciancimino.
I 1986 dømmes Riina livstidsfængsel i den store mafiaretssag i Palermo, hvor flere hundreder mafiosier er anklaget.
Fra sit skjulested reagerer Riina på dommen med at myrde 11 slægtninge til den angrende mafioso Tommaso Buscetta, der havde fortalt retten om Riinas forbrydelser.
Dommene i maxi-processen i Palermo er startskuddet på “krigen mod staten”, og ender med mordene først på den kristdemokratiske politikker Salvo Lima den 12. marts, og siden på undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone den 23. maj og på Paolo Borsellino den 19. juli 1992. Bombeattentaterne mod Uffizi Gallerierne i Firenze den 27. maj 1993, og i via Palestro den 27. juli 1993 anses i dag også at være et led i Riinas og Cosa Nostra mafiens krig mod staten.
Riina er den sicilianske Cosa Nostra mafiaes ubestridte leder – capo di tutti i capo – da han den 15. januar 1993 omsider bliver arrresteret.
Han idømmes 26 gange livstid.
Efter arrestationen af Riina flytter hans hustru Ninetta Bagraella tilbage til Corleone med de fire børn, der alle er født på en af Palermos bedste private klinikker.
Ninetta lever stadig i Corleone, hvor hun i sommer fik beslaglagt værdier for 1,5 millioner euro, fordi de er tjent på mafiaaktiviteter.
Den ældste søn sidder i livstidfængsel, en anden søn har afsonet sin dom, og lever i Norditalien.
Mafiaen har aldrig været svagere på Sicilien,
men buldrer frem i Calabria og omkring Napoli
Fra 1990 til i dag er over 4.000 sicilianske mafiosier blevet arresteret, og 0ver 200 af dem sidder i “41-bis” fængsel som særligt farlige fanger.
I 2015 skønnede den italienske stats Direktion for Antimafia Efterforskning (DIA), at der var 2.366 mafiosi i Palermo provinsen.
Det tal var over 3.000 i 1990.
Cosa Nostra mafien myrdede i 1992 152 personer, i 2007 ni personer, og slet ingen i 2016.
“Det er sandsynligt, at mafien på Sicilien aldrig har været svagere”, sagde mafiaeksperten Salvatore Lupo fra Palermos universitet til magasinet Internazionale i juli i år. “Mange sammenligner med mafiens situation under fascismen. Men dengang havde mafien meget mere autoritet,” fortsatte han.
Den sicilianske mafiaes økonomi er også i krise
Centeret Transcrime på Universitá Cattolica i Milano skønner i deres seneste rapport fra 2013, at den sicilianske mafia i 2007 tjente 1,87 milliarder euro på deres kriminelle aktiviteter.
I 1990´erne skønnede man, at der alene i Palermo provinsen blev tjent over 2 milliarder kulsorte euro.
Til sammenligning skønnes det, at mafiaen fra Calabria i dag tjener 3,5 milliarder om måret, og cammoristerne i Napoli-området indkasserer 3,75 millarder om året på ulovlige forretninger.
Mafiosier på cykel i stedet for Mercedes
Den 22. maj 2017 blev Giuseppe Dainotti efter to år, to måneder og ti dage uden mafiamord i Palermo livkideret.
Han var på cykel, med indkøbskurve, og mafiosier klager over manglen på kontanter i de telefonaflytninger, politiet stadig i stort tal foretager for at bekæmpe organisationen.
I 1980´erne kørte mafiosierne rundt i Palermos gader i store sorte Mercedes, men i dag er mafiaen nødt til at spare.
Inden den økonomiske krise for ti år siden fik familierne til fængslede mafiosi op til 5.000 euro om måneden af fælleskassen.
Allerede i 2009, da den økonomiske krise for alvor begyndte at kradse i Italien, blev det beløb reduceret til 1.500 euro , skrev avisen La Repubblica dengang >>.
Totó Riinas efterfølger Bernardo Provenzano blev i øvrigt arresteret tæt ved Corleone i 2006, og døde i fænglet i 2016.
Landsbyen Corleone har i mange år prøvet at ændre byens image som mafiens højborg.
Corleone er jo også navnet på mafiafamilien i Godfather-filmene.
Blandt andet har man i dag en Piazza Danimarca – Danmarks Pladsen – hvor danske brudepar, der bliver gift i Corleone, har plantet træer.
Piazza Corleone i oktober 2004
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/toto_riina.jpg478632Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-11-17 12:07:032024-03-04 14:46:36Mafiabossen Totò Riina er død, og Cosa Nostra er i krise
Eatalyworld, der åbner for publikum den 15. november i Bologna, er ikke bare verdens første forlystelsespark for madglade gastronauter. Det er også helt konkrete eksempler på madens vej fra jord til bord, og ikke mindst en hyldest til Italiens imponerende biodiversitet, og til menneskerne bag gastronomien i et land, hvor man stadig taler mere om mad end om vejret.
Indgangen til Eatalyworld er dækket af reoler med italienske æbler og teksten siger, at ”Der findes 1200 typer æbler i Europa. 1000 i Italien, 200 i resten af Europa”. Så er det understreget, at hér fejres madlandet Italien.
Kaffemaskinen fejrer også “the italian way of life” med hver eneste kop kaffe…
Indenfor begynder menneskehedens madrejse med den rituelle espresso-kaffe, og derefter med ilden. Efter kaffebaren ligger én af de fem store multimedialekaruseller på Eatalyword. Her handler det om det gastronomiske kvantespring, da mennesket begyndte at tilberede mad over ild.
…artiklen fortsætter under reklamen
Efter ilden kommer svinet.
Den første af 40 fabrikker på FICO – Fabbrica Italiana Contadina, Den Italienske Bondefabrik, som selskabet bag de 100.000 kvadratmeters madmekka officielt hedder – har lufttørrede skinker fra tungsvin på over 160 kilo som hovedperson. Her kan danske anoreksisvin uden alder, smag og fedt på kun 100 kilo godt pakke helt sammen.
Skinken fra det store Sorte Svin fra Calabria bliver dækket med paprika. Bag glasset er fabrikken, hvor man kan deltage i produktionen.
For nogle vil det virke som en provokation at begynde madfortællingen med kødet fra netop dét dyr, mange i dag opfatter som et eksempel på det modernes menneskes omgang med dødssynderne fråseri og overdreven trang til traditionelt landbrug og effektiv produktion.
Emilia-Romagna er Italiens landbrugshjerte Eataly-kædens grundlægger Oscar Farinetti har sammen med Bologna kommune og andre investeret over 100 millioner euro i gastronomiens Disneyland, som nogle har døbt det.
Jeg kan sagtens se ham klukke over provokationen med grisene.
Men vi er i regionen Emilia-Romagna, der ikke blot er de lufttørrede skinkers, men også salamiernes, Mortadellaens, tortelliniernes, lasagnens, balsamico eddikens og ikke mindst ostene Grana Padanos og Parmigiano Reggianos hjemland. Derfor er der en vis ræson i at begynde med svinene og fortsætte med oste fra regionens malkekøer.
Staldene udendørs huser de oprindelige italienske racer af svin, kvæg, æsler, geder, får og andre nyttedyr.
Ikke bare et supermarked ”Det er jo bare en anderledes form for supermarked”, vrænger en italiensk journalistkollega til mig, da vi sidder i bussen ind til Bologna station efter pressedagens oplevelser ugen før den officielle åbning.
Jeg svarer hende først ikke.
Jeg er overmæt af smagsprøver, og ikke mindst af dagens mange indtryk. Men også fordi hun klart tilhører den ”nedadhængende mundvige som 40-årig type”, der slet ikke er god for min fordøjelse. ”Syv euro for en returbillet fra og til togstationen er altså dyrt”, fortsætter hun.
Der er gratis entré til Eatalyworld/FICO, der som min triste kollega så rigtigt konstaterer, også er et kæmpe supermarked, hvor man i den grad er fristet til at fylde rygsækken med lækre souvenirs.
Vil man handle, eller bare hurtigt rundt på de 100.000 kvadratmeter, så er der gratis cykler til rådighed, med indkøbskurv både foran og bagpå.
”Du betaler 25 euro eller mere for at tage i Gardaland”, siger jeg stille.
”Sådan kan du ikke sammenligne”, hævder hun, og vores samtale slutter.
Bliv klog på mad, spis bedre og mindre Eatalyworld/FICO er heldigvis ikke bare en anden slags supermarked, der skal friste dig til at købe mere end du har brug for.
Efter skinkerne kommer endnu et par spændende fabrikker. Først Bologna specialiteten, den lyserøde Mortadellapølse, og derefter pålæg fra to af de oprindelige italienske svineracer. Hver dag mellem 11 og 12 kan man hos firmaet Savigni & Madeo være med til at se og smage, hvordan Det Sorte Svin fra Calabria bliver lavet til lækkert pålæg.
Motardella på vej…
Fingrene i marmeladedåsen… Èn af de grundlæggende tanker bag projektet er, at vi skal kende vores daglige mad bedre.
Vi skal blive klogere, købe og spise mindre og bedre kvalitet, og støtte de producenter, der bevarer traditionerne og klodens biodiversitet, både når det handler om dyr og om planter.
Alle fabrikker på Eatalyworld vil hver dag producere deres specialiteter, om det er skinker, øl, marmelade, is, kaffe, chokolade, ost eller – naturligvis – pasta.
Friskpresset olivenolie fra Roi, der sælges med bondens cykelstyrskæg som logo.
Man kan for eksempel melde sig til besøg i olivenlunden med en guide, der forklarer de mange forskellige kultivarer oliven, der dyrkes i Italien, tage på trøffeljagt med labradoren Bonny i firmaet Urbanis trøffellund, eller deltage i et basiskursus i pastafremstilling.
Trøffellunden. Ved siden af ligger en butik, hvor man kan købe sit eget træ, der er podet med trøffelsporer. Der er garanti for, at der efter fem år vil komme sorte trøfler under træet. Det hvide trøfler kan man stadig ikke dyrke.
Planlæg besøget hjemmefra
Mit tip til at få det fulde udbytte af et besøg på Eatalyworld er at planlægge dagen, eller endnu bedre:
Kom tidligt om eftermiddagen, snus slentrende stedet ind, nyd Bologna by om aftenen, og snup en overnatning.
Eatalyworld er som en kunstudstilling, og efter tre-fire timer er det simpelthen svært at absorbere mere.
Kommer du kun én dag, så sæt rigelig tid af til en afslappende frokost undervejs, så du er klar til nye indtryk om eftermiddagen.
Overnatter du, og Bologna har som turistby meget mere at byde på end folk normalt tror, så kan du bruge formiddagen dagen efter til endnu et besøg med ét eller to reserverede fabriksbesøg, en trøffeljagt eller deltagelse i konferencer, debatter og møder med producenter, kokke og andre madfreaks.
Du bør også beslutte, om du vil spise rustik og billig landkylling fra Amadori med tilhørende – gode! – pommes frites fra Pizzoli, eller om du skal reserve din frokost og dit kreditkort hos Michelin-kokken Enrico Bartolini >> eller smovse uhæmmet i sorte og hvide trøfler på Urbanis restaurant med trøffellunden udenfor.
Og så er der også lige vinbaren, hvor du skal vælge mellem de 100 forskellige vine på glas…
Besøg i staldene, og aktivitet på planteskolen Efter skinkerne, Mortadellaen og osten besøger jeg staldene.
Det dufter skønt af land at besøge grisene, og jeg bliver så gode venner med den lille rødhårede gris, der vil spise mine støvler, at jeg går tilbage for at kradse den på næsen, inden jeg tager hjem.
I staldene er der udover de oprindelige svine- og kvægracer også æsler, får og geder, en hønsegård, gæs og ænder. Naturligvis kan man også se, hvordan de uundværlige bier bestøver blomsterne og producerer honning. Staldene skal vise nutidens urbaniserede børn og voksne, at salami vokser på grise, og at høns er et dyr, og ikke blot firkantede panerede nuggets.
Du slipper ikke for skoleklasser
Selv om projektet, som alt hvad Eatalys Oscar Farinetti har fingrene i, først og fremmest skal være en god forretning, så er madopdragelsen af kommende generationer også med i projektbeskrivelsen.
Skolebørn i larmende klynger slipper man med andre ord ikke for i Eatalyworld. De er specifikt nævnt som målgruppe.
Hunde er i øvrigt også velkomne, blot ikke på udendørsarealet med staldene.
Jeg fik også nusset labradoren Bonny i trøffellunden flere gange, og tænker, at hun(d) skal være en meget mentalt sund hund, når hun nu skal leve sit liv i trøffel-manegen på Eatalyworld. Og skal den rødhårede gris leve hele sit liv i den lille stald, eller bliver pattedyrene skiftet ud efter en periode?
Bonny i midten skal være trøffelhund på Eatalyworld
Næste stop bliver en endnu espresso og et besøg på Lavazzas kafferisteri, hvor duften også er himmelsk.
Jeg fortsætter min rundtur til kakao-bønnernes paradis hos Venchi, smager en kraftig is af mørk chokolade, og ender i karusellen, der har mennesket og fremtiden som tema.
Fremtiden er grøn, forstår jeg, trods de indledende animalske øvelser.
Jeg får lov til at plante min egen vilde rucolasalat, hvis vækst jeg via en App kan følge de kommende uger.
Min rucolaplante er den yderste nederst til højre…
Der er lagt vægt på, at gæsterne kan deltage aktivt på Eatalyworld, og der er også minigolf, beachvolley og gymastikredskaber til overaktive børn og voksne på tur.
Inden jeg smutter forbi og snupper en gammeldags sandwich af Rosettabrød med friskskåret velduftende Mortadella til togturen hjem til Milano, når jeg at smage sushi, friskbagt focaccia, trøfler, ægte Balsamico Eddike fra Modena og Reggio Emilia, og snupper også lidt friturestegte fisk og rosé boblevin hos Pasquale fra Amalfi-kysten.
Jeg ser oliven blive presset til olie, drikker hjemmebrygget øl, snupper et par skiver nitrit- og nitratfrit Coppapølse med Lambruscovin, når et besøg i karussellen, der forklarer, hvordan vin, olie og øl produceres, og en rundtur i supermarkedet og hos designerne af mad-udstyr som Smeg, Guzzini og Alessi bliver det også til.
WAUW!
For meget af det gode, for lidt plads og for mange mennesker? Jeg er med andre ord så totalt stopmæt, bedøvet og begejstret af sanseindtryk efter besøget, at jeg ikke gider diskussionen med den sure journalistkollega i bussen.
Om besøget bliver dyrt eller ej, bestemmer man jo selv.
Jeg indrømmer, at jeg er fan og følte mig i Paradis den dag.
Men jeg har også mine tvivl.
Eatalyworld er vildt spændende for den voksende skare gastronauter og foodtrotter, men vil måske for meget på alt for lidt plads.
Ambitionen om at gøre os klogere på vores mad og vores planet kan man ikke være uenig i.
På den måde er Eatalyworld en helt naturlig videreførelse og konsekvens af verdensudstillingen EXPO2015 >> i Milano, der havde mottoet ”Mad til planeten – energi til livet”. Men Eatalyworld virker trods de 100.000 kvadratmeter alt for lille til ambitionerne. Målet er seks millioner gæster om året, og det tal er skræmmende.
Over 16.000 om dagen i gennemsnit siger min lommeregner.
Jeg frygter, at et besøg trods de 20.000 udendørs kvadratmeter kan give samme klaustrofobi som et indkøbscenter, og at lange køer, hylende børn og gøende hunde bliver hverdagen snarere end gastronomisk fordybelse.
Og kan trøffelhunden Bonny og min lille røde gris klare det?
LINK: eatalyworld >> Åben alle dage 10.00 til 00.00 Adresse: Via Paolo Canali 8, 40127 Bologna
Flere foto fra Eatalyworld: Pizza fra Napoli
Chokoladefabrikken
Hver dag 100 forskellige vin, du kan smage på glas
De eneste balsamico eddiker med DOP er fra Modena og Reggio Emilia
Friskbagt focaccia
Hos Pasquale fra Amalfikysten serveres friturestegte fisk
Olivenlunden skal vist lige vokse lidt.
Fiskebutikken
Vagtelæg med hvid trøffel i supermarkedet
Friskbrygget øl
Der plantes vinstokke…
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20171109_105118-2-e1510580387138.jpg9001200Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-11-13 14:32:142024-03-04 14:56:33Slaraffenland hedder Eatalyworld, og ligger i Bologna
Canale Carlotta i Assisi, Umbria, 16. okt. 2017:
Efter jordskælvet i og omkring Assisi i den 26. september 1997 kunne man støtte genopbygningen ved at købe en mursten med sit navn indgraveret.
Prisen var 50.00 lire, omkring 200 danske kroner.
Murstenene blev siden en del pilgrims-gangstien mellem Assisi by oppe på bakken og Santa Maria degli Angeli nede i dalen.
Kommunen glemte bare lige, at de glade givere ville vide, hvor déres helt private mursten befandt sig.
…artiklen fortsætter under reklamen
En dag i begyndelsen af 00’erne mødte jeg en krumbøjet kommunalarbejder på stien…
Video:3 minutter og 40 sekunder, inklusiv fuglefløjt og lidt lebensangst for konvertering til katoliscismen…
Her finder du stien:
Den begynder på parkeringspladsen nedenfor Paradisbakken, hvor den store basilika i to etager og Franciskanermunkenes moderkloster befinder sig, og fortsætter ned til dalen til Piazza Garibaldi i Santa Maria degli Angeli, knap fire kilometer i alt.
Stien set fra Assisi
For enden af stien på vej op til Assisi hilses man med Franciskanernes motto:
Fred og alt godt.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20171016_131436-2-e1508848893664.jpg9001200Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-10-24 12:59:242024-03-04 15:02:43Assisi: Find dín mursten på pilgrimsvejen
Søpindsvin bevæger sig. De vandrer på deres stive pigge hen over klipperne på havbunden. Hannernes pigge er kulsorte, hunnernes lidt lysere. Det er hunnernes rogn, man spiser.
”Du skal flyde på ryggen, og lukke alle andre lyde ude”, forklarer kokken fra Puglia, der svømmer ved siden af mig. Vi er til den årlige tunfestival ”Girotonno” >> på øen San Pietro udfor Sardiniens syd vestligst ende. Havet er så klart, blågrønt og lysende, at ønsket om at blive en havodder i det næste liv endnu engang bemægtiger sig min sjæl. Havoddere holder hinanden i hånden, når de sover, for ikke at flyde fra hinanden. Jeg vil også så gerne både kunne lide og kunne spise østers liggende på ryggen i havet.
”Du tager gas på mig. Man kan da ikke høre benløse havvæsener gå”, siger jeg med genetisk jysk mistro iblandet frygten for at blive gjort til grin. Så bliver kokken nærmest lidt fornærmet, og siger ”prøv det nu”, inden han svømmer væk. Jeg prøver, og så er alle andre lyde pludselig forsvundet, og jeg er inviteret til flydende koncert under vandet med hundredevis af bittesmå spanske kastagnetter.
”Klik, klik – klik, klik, klik…”
…artiklen fortsætter under reklamen
Øjeblikket… Der findes øjeblikke af harmoni og lykke. De sjældne momenter, hvor man véd, man har valgt rigtigt i livet, for hvordan var man ellers endt til søpindsvinenes undervandskoncert? Man ønsker, øjeblikket kan fryses fast. Vare ved. Om ikke evigt, så bare lidt endnu. Kunsten er at konservere det blidt, så det uskadt kan findes frem fra den mentale harddisk, når tiderne er hårde og vejret dårligt.
Stemmer trænger langsomt igennem havets skrøbelige lydmur. De andre deltagere i udflugten råber fra båden, der er et 120 år gammelt træskib, hedder Ruggiero II, og i sin tid har sejlet med rød og gul okker fra øens nu nedlagte miner.
Skipper Renzo har haft gang i kabyssens gasblus siden vi sejlede afsted fra øens hovedby Carloforte om formiddagen. Når han altså ikke har badet, eller bare har nydt livet ved rorpinden.
Pesto og Cous Cous Carloforte betyder stærke Carlo. Den stærke Carlo var den piemontesiske kong Carlo Emanuele III, der i 1738 tillod en gruppe italienere fra norditalienske Liguria at bosætte sig på den 51 kvadratkilometer lille ø, der havde være forladt i århundreder. Ligurerne stammede oprindeligt fra havnebyen Pegli ved Genova, men de kom sejlende fra den tunesiske kystby Tabarka. Her havde de først haft en koloni, siden var de blevet gjort til slaver, og til slut blev de altså købt fri af stærke Carlo. Den dag i dag er øens farver og arkitektur stadig mere præget af Liguria end af Sardinien.
I den lokale gastronomi lever den liguriske pesto, foccaciabrødet og den nordafrikanske Cous Cous side om side på øen. De 6.000 faste indbyggere fastholder også stadig, at de er ligurere, til trods for at øen befinder sig sølle syv kilometer fra Sardiniens kyst, og over 700 kilometer fra Pegli ved Genova.
Beskøjter skabte panik I bugten på øens sydvestlige kyst, hvor Ruggiero II vugger blidt, har nabobåden også turister ombord. Modsat os har de selv fisket deres frokost, som skipperen derefter har tilberedt. Havluften har også skærpet appetitten hos os, og bekymringen er til at tage og føle på, da Renzo dækker op med ganske få beskøjtlignende kiks med smørbar pecorino fåreost, tørrede tunstykker, tomat og mozzarella. Og chips. Chips?
Det var heldigvis kun appetitvækkere. Stemningen stiger da også mærkbart, efterhånden som hele fem frisklavede pastaretter med fisk og skaldyr i hurtigt tempo dukker op fra kabyssen og fylder vores tallerkener og maver.
Madlevering til havs Midt i måltidet kommer en mand fra nabobåden svømmende med en tallerken i hånden.
På tallerkenen var naboernes overskud af friskfanget paneret og friturestegt muræne. Det smager rigtig godt, når man bare er opmærksom på af fjerne de geddeagtige ben, sådan en fætter er udstyret med.
Det improviserede madbudsvømmer tilbage igen med én arm, for i den anden har han en flaske kølig vin som tak. Ruggiero II har sin egen vin af Vermentinodruen, der trives så godt på Sardinien. Det er utroligt, hvor meget mad og vin Renzo i virkeligheden har nede i kabyssen. En god espresso bliver mirakuløst nok også brygget og drukket som afslutning på det lukulliske måltid. Hjemmelavet bitter og frugttærte var der også.
Inden vi forlader bugten snupper jeg til italienernes rædsel et bad og endnu en koncert med søpindsvinene. Italienerne tror ikke på min forklaring om, at nordeuropæere skal bade, inden der er gået en halv time efter et måltid >>. Det er lige før deres egen fordøjelse går i stå ved tanken om at bade inden tre timer efter et måltid. Det hjælper ikke engang, da kaptajn Renzo også dypper sig inden afgang. Han er jo fra San Pietro, og øboere har ret til at være specielle, uanset hvor i verden man er.
Tunfiskene spiller hovedrollen Vi sejler forbi øens tunfælde, og i det hele taget er den røde tun, Thunnus Thynnus, hovedperson året rundt på Middelhavsøen, og i den grad under tunfestivallen sidst i juni. Carloforte har en af de sidste aktive tunfælder – tonnara – i Italien. Tonnaraen er i dag et kæmpestort system af fiskenet, der bliver sat op sidst på foråret, når stimerne af tunfisk svømmer ind i Middelhavet for at gyde.
Tonnaraernes storhedstid i Middelhavet var i 1800-tallet, men måden at fiske tun på med de flydende kamre blev allerede beskrevet af romeren Plinius i det første århundrede af vor tidsregning.
Tunfælder og bæredygtighed På San Pietro øen håber man på en renæssance for tunfælderne. Efter en periode som truet art, er der efter fiskernes mening i dag så mange tun i Middelhavet, at de i realiteten spiser for mange af de ansjoser og sardiner, der også er en uundværlig del af havets spisekammer. Og den ansvarlige italienske minister presser på for større kvoter til tunfælderne. Fiskerne på San Pietro øen er også ved at få overbevist organisationer som WWF og Greenpeace om, at de flydende tunfælder i realiteten er både ansvarligt og bæredygtigt fiskeri. På San Pietro lever 200 familier direkte eller indirekte af tunfiskeriet. I tunfælderne udvælges fiskene efter størrelse, og tunformanden il rais sørger for, at ikke alle fisk i stimen går i fælden, så fiskene kan formere sig. Altså bæredygtigt fiskeri i modsætning til Altlanterhavets flydende fiskefabrikker, hvor fisk i alle størrelser ender i trawlet. På San Pietro er tonnaraen sat op ved øens nord østligste punkt. Man kan med mellemrum se plaskene fra tunene i de fem kamre, der bruges til at sortere tunene. Når tunfiskene har den rigtige størrelse og er mange nok, indkalder il rais Luigi Biggio øens tunfiskere til fangsten, la mattanza.
De slagteklare tun ledes ind i det femte kammer, dødskammeret. Nettene hives op, og fiskene slagtes. Det er en blodig forestilling, og selv om over 3.000 store tunfisk svømmede rundt i de store net, blev la mattanza aflyst under vores ophold. Tun kan i størrelse minde om hvaler, selv om de faktisk tilhører pigfinnefiskene i makrelfamilien, og er en vild rovfisk med havets bedste øjne. Den røde tun kan blive 3 meter lang, og veje op til 600 kilo. Foto herunder er fra la mattanza i 2002 på øen Favignana vest for Sicilien – lige før det bliver blodigt.
Jeg har altså min første mattanza til gode, og var i virkeligheden også lidt bekymret over, om min mave og min fordøjelse kombineret med bølgegang, kunne klare synet. La mattanza minder nok for meget om grindehvalernes død på Færøerne, og moderne mennesker kvier sig jo ved dyrenes død, om end produkterne glider lifligt ned.
Orgastiske tunretter Efter turen på det gode skib Ruggiero II, inklusiv muræne, og en fornærmet blæksprutte, der sprøjtede den yngste kvindelige deltager i hovedet – dét havde hun vist aldrig prøvet før – indtog vi ved solnedgang mere eller mindre solskoldede vores pladser i juryen til aftenens kokkekonkurrence. – At spise er som at elske, og også her er orgasmen højdepunktet, var et af de gode råd, både publikum og vi i den tekniske jury fik af den dejlige sild, tv-værten Federico Quaranta, der sammen med lige så appetitlige Eliana Chiavetta var madkonkurrencens værter.
Kokke fra seks lande kæmpede tre aftener i træk om førstepladsen ved den 15. udgave af tunfesten Girotonno. Der blev serveret fantastiske, farvestrålende og smagfulde tunretter, som vi kastede os over, tilsat rød-, rosé- og hvidvin fra Sardinen. Det var ikke madporno, men flere gange totalorgastiske madoplevelser. Også selv om il rais, der i sin røde firmapolo var min sidemand i juryen, et par gange bemærkede, at tun altså ikke altid behøver at være rå eller næsten rå. Konkurrencen er åben for publikum, der for 10 euro den første aften, 15 den anden og 20 til finalen, får lov til både at smage og stemme med.
Kokkene skulle lave mad til 120 mennesker, og det skete i et ikke airconditioneret telt på havnen i Carloforte. De imponerende retter blev både tilberedt og serveret med hjælp af studerende fra hotel- og kokkeskolen Ferraris i byen Iglesias inde på Sardinien.
Tun i alle prisklasser Alle øens restauranter – der er mange om sommeren og kun få med helårsåbent – serverede under tunfesten deres bud på de bedste tunretter.
Menuerne begyndte ved 15-20 euro for to-tre retter, plus drikkevarer, eller som herover 35 euro inklusiv drikkevarer. For dem, der ville spare, lavede de lokale øboere en komplet menu med vin, vand og espresso for 15 euro i folketeltet på havnen. Tun, bønner og blide hvide løg som forret, sardisk Malloreddus pasta med tun og tomat, grillet tun, brød, lokal dessert og en afsluttende myrtebitter.
I boderne på havnepromenaden kunne man finde det sædvanlige uudholdelige markeds-tingeltangel, men heldigvis også lokale produkter som den øgte Carloforte-tun i de klassiske old fashion dåser, den sardiske myrtelikør Zedda Piras, krokante mandel- og nøddekager og lakridsrod.
Lakridsmanden præsenterede i øvrigt sin egen opfindelse: Lakridsblokken, der bliver skåret i skiver som en skinke. Konsistensen er nærmest som en skosål, men sjældent har jeg smagt så god lakrids, og indkøbte et halv kilo i størrelse 42.
Vandreture for børn, udflugter i jeep og både rundt på og omkring øen, tilkaldte gadegøglere og koncerter med de italienske stjerner Nek og Fiorella Mannoia sørgede også for, at de besøgende ikke kedede sig under Girotonno.
Fiskernes egen tunfest Vi kedede os bestemt heller ikke, da vi om eftermiddagen inden kokkefinalen, var inviteret til fest på tunfabrikken. Bygningerne trænger til nogle gevaldige håndværkernæver, men er stadig i aktivitet.
Her sørgede il rais og de lokale tunfiskere for, at vi ikke kun smagte stjernekokkenes bud på tun. Tre tun på hver omkring 60 kilo blev grillet eller friturestegt, og som man bruger på øen, spiste vi alle tunens dele.
Tunen blev konsumeret siddende på rælingen af de små fiskebåde eller ovenpå bunker af tov og fiskenet.
Her var grillede tunkæber, samt alle udskæringer fra den fineste del, den fedtstribede Ventresca, til de friturestegte kønskirtler med sperm.
Gonaderne og deres indhold af sperm – lattume – skal fiskes i reproduktionsfasen, og er hantunens modstykke til bottarga, fiskeæg fra huntunen. Pudsigt nok er smagen af spermen egentligt meget lig smagen af rogn fra hunnen.
Fiskeren Cazzito er tilsyneladende troldmanden, når det komer til friturestegt tunsperm.
Tunen er Middelhavets gris Udover de panerede og friturestegte kønskirtler med deres indhold af sperm, var der også smagsprøver på tunkæber, på de meget mørke og smagfulde stykker fra halepartiet, og fra Tarantello-stykket mellem fileten og maven.
I Middelhavsområdet kaldes tunen ikke uden grund for havets gris, netop fordi man spiser det hele, undtagen blodet. Indvoldene saltes og tørres for eksempel næsten som klipfisk, og regnes af de lokale for vaskeægte delikatesser, der per tradition deles mellem il rais og de andre tunfiskere. Efter festen på tunfabrikken var det tid til finalen i årets Girotonno konkurrence.
Den pensionerede sushi maestro vandt Japan, med sushimesteren Haruo Ichikawa og hans italienske assistent Lorenzo Lavezzari producerede, med hjælp fra de dybt engagerede kokkestuderende, deres fantastiske ”Maguro-Somen”-suppe. Retten var en eksploderende umami-orgasme. De sprøde tunstykker i suppen, nærmest som bacon i konsistensen, blev serveret med en lille bjergtop af japanske nudler, dekoreret med sprøde grønne bønner, urter fra Middelhavet og fra Japan, tilsat rå tunstrimler. Der var ingen slinger i valsen eller forandringer i sidste minut. Retten, der blev serveret den første aften, var identisk med retten til finalen. På mine foto er det umuligt at se forskel, og det må have krævet en utrolig disciplin og organisationstalent i lange baner inde i køkkenteltet.
Ichikawa er officielt på pension, men kan bestilles som hjemmekok. Medhjælperen Lavezzari har efter flere år på stjernerestauranter som Villa del Quar i Verona og Sadler i Milano åbnet en hjemmerestaurant – Otto – Cucina e Bottega >> – med plads til maksimum ti gæster ved ét bord på sine forældres agriturismo ganske tæt ved Milano. En eksklusiv måde at drive restaurant, der er en tendens lige nu i Italien. Husmødrenes spis hjemme hos hedder Le Cesarine >>.
Det japanske team, England, Frankrig, Italien, Peru og Mauritus på scenen til præmieoverrækkelsen.
De italienske kokke var studentermedhjælpere Federico Floris på 20 år og Nicolo Floris på 22 var klassekammerater på hotelskolen i Iglesias. Da de til Girotonno i 2015 hjalp til i køkkenteltet, imponerede de så meget, at kokken Giancarlo Morelli skyndte sig at ansætte dem på sin sardiske restaurant. I dag arbejder Nicolo i Cork i Irland, mens Federico er i køkkenet hos Morelli på stjernerestauranten Pomiroeu >> ved Milano.
Den saltede sardiske fåre-ricottaost var sammen med den sardiske pastatype Fregula lidt for voldsomme ingredienser i deres ret.
Retten så ellers meget lovende ud på den første tallerken, kokkene præsenterede, man da vi fik vores portioner var det tydeligt, at der havde været kaos i køkkenteltet. Ricottaosten overdøvede desværre næsten tunen, og Fregula-pastaen havde fået for lang tid i kogevandet.
De unge italienske kokke kom naturligvis i finalen alligevel – man er vel på hjemmebane – og begge er helt sikkert værd at holde øje med på det gastronomiske verdenskort.
Global, men lettere stressende, ret fra England Englænder Charles Pearce er kun 23 år gammel, men har allerede et alenlangt Curriculum Vitae fra East Sussex i hjemlandet over San Francisco til TOM – The Ordinary Market >> i Milano. Hans ret hed Pacific Catch, og var en anelse krævende med japansk Ponzu sauce, tigermælk, havasparges, avocadokreme, to typer søde kartofler og en krokant majs-chip. Krokant er i øvrigt en trend. Næsten alle retter havde et eller andet knasende i sig. Og det var så måske den eneste grund til skiverne af radiser i retten.
Fransk forvirring og bøfsandwich fra Vejle station Franskmanden Guilaume Hirselberger er chef for hele ni restauranter i Paris, heriblandt Flora Danica på Champs-Elysees. Han og hans italienske medhjælper Fabrizio Cosso blev ved Girotonno i 2016 kritiseret for, at deres ret havde for meget fokus på den røde tun. I år præsenterede de så i den anden ende af skalaen et stykke tun gemt næsten helt væk under 16 andre ingredienser.
Retten var sindsygt smuk. Men jeg er næsten flov over at indrømme, at min første tanke, da jeg snuste til retten inden jeg begyndte at spise, var en erindring af den bøfsandwich til 4,95 kroner, jeg rituelt indtog på banegården i Vejle de søndage i 1979, hvor jeg var på vej til efterskolen i Juelsminde. Dette flashback skyldtes den – krokante – skive rødbede marineret i sursød sauce. Blandt de andre ingredienser var igen knasende skiver radise, selleri, bønnespirer og porrepulver, og helt unødvendig både en grøn mayonnaise og én med friturestegte løg. Jeg blev mere forvirret end tilfredsstillet af alle de ingredienser. “Okay. Vi gik nok lidt for meget i den modsatte retning i år”, indrømmede Fabrizio Cosso, da det blev klart, at Frankrig ikke kom i finalen. Holdet burde efter min mening have haft præmien for den tekniske indsats i køkkenet. Hver for sig smagte de mange ingredienser nemlig fantastisk.
Farveeksplosion fra Peru Rafael Rodriguez fra Quechau i Milano, og grilleksperten Rodrigo Rivarola fra den argentiske restaurant Don Juan >> ligeledes i Milano, havde ladet sig inspirere af Amazons urter og dufte, kombineret med en hyldest til de farvelstrålende sydamerikanske kartofler.
De tre tunkupler var hver især et måltid for sig, og aldrig har jeg set så smuk en tallerken, efter at jeg har spist op.
Den første aften Peru serverede, ville begejstringen ingen ende tage. Men selv om anden ombæring ved finalen på alle måder holdte standarden, så var retten lidt for eksplosiv med sanseindtrykkende strittende i alle retninger, og et misforstået vagtelæg. Men smukt. Du gode, hvor var det smukt.
Globaliseret madkunst fra Mauritius og Puglia Min personlige favorit var hele konkurrencen igennem Vinod Sookar, der stammer fra Mauritius. I dag driver han sammen med sin hustru Antonella Ricci Michelin stjerne restauranten ”Fornello da Ricci” >> i Ceglie Messapica ved Brindisi i Puglia. Og hans medhjælper var manden, der lærte mig at lytte til søpindsvin.
Her var tunen, og ovenikøbet det fedtstribede stykke fra maven af fisken – la ventresca – som mange anser for det bedste, hovedperson, men uden hverken at overdøve eller overtage smagsløgene.
Tunen var grillet med Tandori krydderi, og blev serveret med abrikos- og timiankremer, en guddommelig flydende burrata, og sommerfuglestøv. Sommerfuglestøv? Nej, nu holder jeg, for det var ikke sommerfuglestøv, men derimod støv lavet af bladene fra lime-planten. Vinod Sookar ramte simpelthen plet med sine krydderier fra hjemlandet, den flydende ost fra Puglia, og minsandten om ikke han også på det lokale marked havde fundet en lokal type sød agurk, så også øen San Pietro gjorde una bella figura på tallerkenen.
Til finalen var der en 10-12 kuverter til overs, og de blev med begejstring indtaget og kommenteret af en gruppe tilskuere bag ved scenen.
Og hvad betyder det, at mine favoritter ikke vandt? Ingen verdens ting, for jeg hørte søpindsvinene vandre. Jeg vil tilbage. Nu.
Sådan skæres en tun op på fem minutter:
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20170622_142102-2-e1499972123391.jpg11641600Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-07-14 08:53:322024-03-04 15:11:45Jeg har lyttet til søpindsvin, og smagt tunens sperm
Artikelsamling og Facebook-live fra den 19. til den 26. januar 2017
26.1.2017 – 8 døgn efter ulykken. Redningsaktion efter den lavine, der udløst af tre voldsomme jordskælv, begravede et hotel i Mellemitalien, sluttede efter en uge med 29 omkomne.
Nu diskuteres og efterforskes det, om katastrofen kunne være undgået, og om redningsarbejdet kom for sent i gang.
De tog en uge at finde de 28 gæster og de 12 ansatte, der opholdte sig på Hotel Rigopiano ved bjergmassivet Gran Sasso i Abruzzo.
Kun 11 personer overlevede den enorme lavine, der med en kraft svarende til 4.000 fuldtlastede lastbiler ramte hotellet sidste på eftermiddagen onsdag den 18. januar. To af de overlevende, en kok på ferie og hotellets altmuligmand, opholdte sig udendørs, da lavinen ikke bare ramte, men også flyttede hotellet med op til ti meter fra den oprindelige position.
…artiklen fortsætter under reklamen
Den sidste overlevende blev reddet ud af hotellet søndag morgen, når man ser bort fra hotelejerens tre hundehvalpe, der blev fundet i forbavsende god behold i hotellets fyrrum fem dage efter tragedien.
Alarmcentralen troede ikke på anmeldelsen
Kokken Giampiero Parete ringede umiddelbart efter ulykken til nødnummeret 118.. Derefter ringende han til sin chef, Quintino Marcella, der så brugte de næste timer på at overbevise flere forskellige nødnumre om, at der var sket noget helt forfærdentligt ved hotellet. Optagelserne fra alarmopkaldene er for længst beslaglagt af politiet, der også er i fuld gang med at afhøre det personale, der har modtaget anmeldelserne.
Noget tyder på, at personalet på alarmcentralen simpelthen ikke har troet på anmeldelserne de første timer, og derudover i første omgang ikke selv er blevet alarmeret over, at ingen længere svarede på Hotel Rigopiano. Kendsgerningen er, at det første alarmopkald var klokken 17.08, mens redningsaktionen gik i gang næsten to timer senere klokken 19.01.
På grund af det største snefald i årtier, med sne op til over fire meters højde, var de første redningsfolk først fremme torsdag nat klokken halv fem.
Gæsterne var klar til at forlade hotellet
De overlevende og de efterladte har berettet, at hoteldirektøren med opkald og email til myndighederne efter jordkælvene onsdag formiddag bad om at få ryddet vejen op til hotellet.
I en SMS fra en af de omkomne står det, at ”vi har sat snekæderne på, og er klar til at køre”. Jordskælvene havde rystet både gæster og personale.
Der var intet disponibelt snerydningsmateriel til rådighed af den simple årsag, at hele området omkring Gran Sasso bjergmassivet i de dage lå begravet under usædvanlige snemængder.
Svært at udpege risikable områder
Geologer, miljøfolk og andre kritiserer også selve eksistensen af det store hotelkompleks med spa-område og pool, hvor der tidligere kun lå en primitiv bjerghytte.
Andre hævder, at både jordskælv og laviner er så uforudsigelige, og sker med så lange intervaller, at man umuligt kan beslutte, hvor det er helt sikkert at bygge.
Når man ser luftfoto af hotellet før lavinen, skal der dog ikke meget fantasti til at forestille sig omfanget af en lavine. Hotellet ligger nedenfor meget stejle bjergvægge op til et bjergplateau, hvor der altså har været store snemængder, som jordskælvene onsdag har flyttet så meget rundt med, at de til sidst ”faldt ned”.
Derudover har der været en retssag mod ejerne af hotellet, hvor de blev beskyldt for i 2007 at have gennemrenoveret og udbygget hotellet uden de nødvendige byggetilladelser. Retssagen endte i november 2016 med frifindelse. Tilsyneladende er hotellet bygget netop ovenpå jord og klipper, som tidligere laviner har bragt ned fra bjergmassivet.
Nødsituationen er ikke slut
I mellemtiden fortsætter nødsituationen i det jordskælvsramte område. Hele tre alvorlige jordskælv har ramt hjertet af Italien i regionerne Lazio, Umbria, Abruzzo og Marche, siden den 24. august. Den ualmindeligt hårde vinter har kun forværret og forsinket hjælpen til området. Derudover frygter både borgere og myndigheder endnu flere jordskælv. Der holdes for eksempel et vågent øje med diget ved Campostele, en lille landsby, hvor alle borgere blev evakueret med helikopter i sidste uge på grund af sneen. Bag diget ligger en af Europas største kunstige søer.
Hjælpen kommer for langsomt
Antallet af personer, der ikke kan bo i deres egne hjem, er stigende, og nu over 12.500.
40 procent af det jordskælvsramte områdes skoler er i dag erklæret for forbudt område. Mange andre skoler er lukket på ubestemt tid, og i Abruzzo har over 7.000 husstande været uden elforsyning i over en uge.
Der klages også over, at kun ganske få af de midlertidige boliger, som daværende regeringsminister Matteo Renzi lovede på rekordtid, er nået frem.
Områdets landmænd demonstrerede onsdag den 25. januar i Rom. Kun 77 af 635 lovede nødstalde er nået frem som erstatning til de stalde jordkælvene, og nu også snemængderne, har ødelagt. Torsdag meddelte regeringen dog, at der nu bliver udbetalt omkring 880 millioner kroner til de nødstedte landmænd fra EU-fonde.
Men der er en lang og dyr vej forude, før hverdagen kommer tilbage til indbyggerne både på landet, i landsbyerne og i byer som Amatrice og Norcia.
FOTO: Vigili del Fuoco _______ 25.1.2017
Onsdag 25.1. kl. 12.00
23 omkomne
6 savnede
11 reddede
Og dagen inden styrtede en redningshelikopter med seks ombord ned på vej til L´Aquila med en forulykket skiløber. Blandt de omkome var redningsfolk, der havde være med ved Hotel Rigopiano.
_______ 23.1.2017 Tre smukke hvalpe, men ingen overlevende De tre hvalpe – flotte Abruzzo-hyrdehunde født den 4. december – fra Hotel Rigopiano er reddet ud, og er nu i god behold. Forældrene, der tilhører ejeren af hotellet, Nuvola og Lupo, blev reddet for et par dage siden.
Desværre er der i dag fundet endnu en omkommet, og ingen overlevende. Redningsarbejdet fortsætter, og man har i dag åbnet en ny vej ind til hotellet. Det regner i området, og sneen bliver dag for dag hårdere at grave i.
Der er nu 11 overlevende, de to, der var udenfor hotellet, da lavinen ramte sidste onsdag, og yderligere syv, der er blevet gravet ud af redningsfolkene.
Syv lig er fundet, og 23 savnes stadig.
Oprindeligt blev der talt om i alt 27-28 personer, da lavinen ramte.
Tallet er siden steget dag for dag, efterhånden som pårørende og venner har henvendt sig til alarmcentralerne.
Den sidst tilkomne af de nu i alt 41 personer, der formodes at have været ved og på hotellet under lavinen, er en senegalesisk indvandrer, der arbejdede på hotellet, men som ingen altså har savnet indtil i dag. – Håbet svinder time for time, men vi har ikke mistet det endnu, udtalte en leder af regningarbejdet til tv her til frokost.
_______ 22.1.2017
Fra dagens avis Corriere della Sera – DaDa Bar, Milano 23 er stadig savnede efter lavinen *onsdag ved Hotel Rigopiano.
Tre minutter.
Min tidsfornemmelse virker ikke før klokken ti om formiddagen.
Lavinen ramte onsdag eftermiddag, ikke torsdag, som jeg hævder i videoen.
Vi nærmer os fire døgn.
_______ 21.1.2017
Lørdag formiddag. 10 er reddet ud i live, den elvte er ved at blive reddet. Fire omkomne
_______ 20.1.2017 kl. 18.00 Ti reddet i live og livstegn fra flere
Kl. 18.00
10 reddet i live og livstegn fra flere
Kl. 12.50
Otte i live 🙂
Kl. 11.50 fredag:
Redningsmandskabet ved Hotel Rigopiano har lokaliseret seks levende personer under lavinen. De er endnu ikke reddet ud, men taler med redningspersonalet. Temperaturen er stigende i området, og det gør sneen våd og faretruende tung at arbejde med.
_______
19.1.2017
Lavine knuser hotel med 34 mennesker i Italien Hotel Rigopiano i Mellemitalien blev natten til torsdag ramt af en lavine, der var så voldsom, at hotellet med 34 mennesker helt bogstaveligt har flyttet sig over 10 meter. Store dele af hotellet er brast sammen, og resten er dækket af mindst fem meter sne. Torsdag aften var der fundet fire omkomne, 28 savnes og to er i live, skriver Charlotte Sylvestersen.
– Vi arbejder på grænsen til det umulige, sagde en af lederne af redningsmandskabet torsdag aften. Hotellet ligger i 1200 meters højde på siden af bjergmassivet Gran Sasso i Abruzzo regionen.
Lavinen er udløst af det tredje alvorlige jordskælv på kun fem måneder, som onsdag formiddag ramte Mellemitalien. Området er dækket af et usædvanligt snedække, der nogle steder når op på fire meter.
Torsdag aften var der fundet fire omkomne, mens en gæst og en medarbejder opholdt sig udenfor hotellet, da lavinen ramte. De tilbragte natten i en bil, indtil de med helikopter blev fløjet til observation på hospitalet i kystbyen Pescara cirka 60 kilometer fra hotellet.
Redningsfolk nåede frem på ski De første redningsfolk nåede på ski frem til hotellet klokken halv fem torsdag morgen. Siden har man ledt efter savnede hotelgæster og hotelpersonale. Andre redningsfolk blev tidligt om morgenen firet ned fra helikoptere.
Torsdag eftermiddag var der over 70 redningsfolk, ledsaget af hunde, der er eksperter i at søge efter mennesker under laviner. Redningsfolkene har dagen igennem fortalt, at der er ingen svar eller bankelyde, når de har været inde i hotellet og råber efter overlevende, redningshundene reagerer heller ikke.
Først omkring klokken 12.30 torsdag lykkedes det at komme frem med køretøjer. Inden da var et bæltekøretøj og en politibil væltet i forsøget på at kæmpe sig gennem snemasserne til det isolerede hotel, der med sine svømmebassiner og sit spa område var en kendt attraktion i området.
Internets kyniske tilgang til virkeligheden viste sig at være lynhurtig. Søgte man værelse på hotellet efter frokost lød beskeden fra de kendte bookingsider lakonisk, at Hotel Rigopiano er lukket.
Tallet af savnede stiger Efter lavinen blev det oplyst, at der havde befundet sig 22 gæster og syv hotelmedarbejdere på hotellet, men det tal blev i løbet af dagen opjusteret til 34, så der torsdag aften var 28 savnede, da mørket faldt på, og gjorde det i forvejen besværlige og farlige redningsarbejde endnu vanskeligere.
Tredje alvorlige jordskælv siden 24. august Ved det første jordskælv i området den 24. august i fjor omkom over 300 personer. Anden omgang den 26. og den 30. oktober resulterede i enkelte sårede, og forværrede de materielle skader. Skolen i Amatrice, der skulle have været jordskælvssikker, var for eksempel en af de bygninger, der gik til i oktober.
Jordskælvene onsdag skete klokken 11.14, kl 11.26 og igen kl 14.33. De målte henholdsvis 5,4, 5,3 og 5 på Mercalli-skalaen (denne skala måler ikke jordskælvets styrke, men effekterne af skælvet på et bestemt sted).
Folk er isolerede på grund af sneen Over 90.000 personer i det ramte område har i kortere eller længere tid været uden strøm i de seneste dage på grund af det voldsomme snevejr.
Flere steder i det jordskælvramte område, der ligger, hvor regionerne Umbrien, Lazio, Abruzzo og Marche mødes, meldes der om personer, der er sneet inde i de ufremkommelige bjergegne, og ikke længere er i kontakt med deres familier.
Det frygtes også, at hundreder, hvis ikke ligefrem tusinder af husdyr som får, geder, grise og køer, er i livsfare. Mange af områdets landmænd har været tvunget til at lade deres dyr overvintre i jordskælvsramte stalde, fordi den lovede hjælp til hurtigt at konstruere vinterly til dyrene, ikke er nået frem. Disse stalde risikerer nu at falde sammen under de voldsomme snemængder.
Landmanden Marco Scolastico fortæller til www.meteogiuliacci.it, at hans geder og æsler ikke har fået mad siden tirsdag, og næppe kan overleve endnu et døgn uden. Torsdag måtte han opgive at komme op til sine beskadigede stalde, og han frygter, de braser sammen under sneen.
Nødhjælp blokeret af bureaukrati Netop torsdag spurgte et medlem af Femstjernebevægelsen i parlamentets spørgetid om, hvordan de 28 millioner euro – cirka 200 millioner danske kroner – som italienerne siden det første jordskælv i august har doneret via SMS, er blevet anvendt.
Det nedslående svar var, at de stadig står på en statslig konto. De må af bureaukratiske grunde ikke uddeles, inden man har analyseret skadernes omfang i alle de ramte regioner.
Foto: Det italienske brandvæsen/Vigili del Fuoco
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/lavine_vigili_fuoco_printscreen.png368684Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-01-26 17:13:172024-03-04 15:24:28Lavinen ved Hotel Rigopiano: 29 omkomne, og efterforskning om redningsarbejdet
Roadtrip Milano-Santa Maria di Leuca tur/retur, juli 2016
8.7.2016: Tag aldrig på tur uden schweizerkniv.
Vi snuppede det sidste havbad i Torre Pali få kilometer fra støvlehælen og Santa Maria di Leuca. Stranden ved Torre Pali
Da vi begav os ud på den 1.109 kilometer lange hjemrejse til Milano var der en underlig lyd ved bilen, og så skal man stoppe og tjekke, lærte min mand mig.
Det gjorde vi så efter 10 km.
Jeg gik rundt om Panda, kiggede lidt ind under den, og sparkede på dækkene.
Det har jeg jo set, man skal.
Så var det gjort, og vi kørte videre.
FLAP FLAP FLAP….
FLAP FLAP FLAP…
Den flappende lyd – som de der papirstykker man satte på egerne på cykelhjulene som barn – blev bare ved og ved.
Vi talte om det, Linda og jeg.
Vi nåede frem til, at det ikke var en metallyd.
Af en eller anden ukendt grund besluttede vi, at så var det nok ikke så slemt.
…artiklen fortsætter under annoncen
Det blev bare værre og værre.
Linda, der er meget lavpraktisk, satte sin mobil ned mellem min ben og optog lyden.
Gik det ikke over, så kunne vi jo i det mindste illustrere problemet for en mekaniker med tilhørende audio.
Det blev bare ved.
Vi blev mere og mere tavse.
– 1.059 km til Milano, tænkte jeg i takt med flappe-plappe-flappe-lyden, kun afbrudt af en mekanikerstemme, der gentog:
– Det bliver nok dyrt, det her, det bliver nok dyrt, det her…
VI KIGGEDE LÆNGE PÅ MOTOREN…
Da der var en benzinstation på motortrafikvejen syd for Lecce, holdt vi ind.
– Vi må hellere se på motoren, sagde Linda, da jeg havde stresset ned med toiletbesøg, en frisk Cola Zero og tre smøger.
– Ja, det siger, du. Hvordan gør man det?
Dét vidste Linda.
Der er sådan en knap under rattet, man kan trække i…
Wauw!
Smart!
Så kiggede vi lidt på motoren.
Faktisk længe.
– Får du ligesom noget ud af det? spurgte jeg Linda.
– Næ, vi skulle nok have taget det der motorlære, som drengene tog i 9. klasse, svarede Linda, og det løste jo ingenting.
Siden er jeg blevet fortalt, at det er en rigtig god ide at starte motoren, hvis man vil opdage, om der er underlige lyde.
Det ved jeg så nu.
Vi lukkede låget til Pandas motor, og jeg røg et par cigaretter mere.
Så var der ingen vej udenom.
Vi havde lokaliseret problemet til venstre forhjul…
Og så….
…se med her (1,09 minut):
PS:
Jeg fiksede det, fandeme.
Det hele…
Foto & Video: Linda Maria Lynge Lorenzen
Her kan Panda og jeg momentant ikke finde vej.
Et sted på en grusvej i Umbrien.
Det fortæller jeg mere om, en anden gang.
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20160629_linda_IMG_2268.jpg480640Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2017-01-23 15:26:142024-03-06 11:07:44Rejs aldrig uden schweizerkniv!
“Santuario Santa Maria del Fonte – Caravaggio” i Bergamo provinsen i Norditalien gik totalt digitalt i 2016. De over to millioner pilgrimme og turister, der hvert år besøger stedet, kan blandt meget andet i dag downloade en App til deres besøg.
Jomfru Maria viste sig for den 32-årige kvinde Giannetta Varoli ved Caravaggio klokken fem om eftermiddagen den 26. maj 1436.
Der sprang en kilde frem efter besøget af Jomfruen, og stedet blev hurtigt et valfartssted for syge og andre pilgrimme. Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1575 med arkitekten Pellegrino Tibaldi som bagmand.
..artiklen fortsætter under annoncen
Messer i streaming og bønner online
For de, der ikke kan være tilstede personligt, er der i dag mulighed for at følge messer og andre kirkelige handlinger i streaming. Man kan også melde sig til at modtage kirkens newsletter hver fredag, bladre i seneste udgave af kirkebladet, og såmænd også offentliggøre sin helt private bøn på stedets hjemmeside.
Det hellige sted har naturligvis også sin egen Facebookside >>, hvor man kan se stedets åbningstider, fra 6.30 om morgenen til 18.00 fra oktober til april og til klokken 19.00 fra maj til september, og man kan såmænd også se, hvornår tilstrømningen er størst.
Nej til lysbetaling med kreditkort
Ikke alle digitale tiltag får dog succes.
Muligheden for at betale for at tænde starinlys i kirken med kreditkort blev rent faktisk fjernet, fordi nogle synes, det var lige en tand for smart.
Kongrescenter, hotel og velsignelse af dit køretøj
Pilgrimsstedet i Caravaggio er også udstyret med et “Centro di Spiritualitá” – “Et Åndeligt Center” – der i virkeligheden er et veludstyret kongrescenter, hvor den største sal har plads til 400 tilhørere, og et tilhørende hotel har i alt 50 værelser.
Hele centeret er dækket af wifi, oplyser hjemmesiden
Den smukke helligdom i byen som har givet efternavn til den vilde maler Caravaggio har altid fascineret mig, fordi man dér kan få velsignet sin bil. Bil-velsignelserne foregår lørdage fra klokken 15.30 og søndage kl. 9.30 og 11.00 samt klokken 14.45, klokken 15.30 0g klokken 17.00. Ved andre lejligheder møder områdets landmænd, og dem er der mange af i området.
Alt er meget velorganiseret, og der er rigeligt med parkeringspladser både til personbiler, traktorer og busser, når der er store religiøse fester.
Uden mad og drikke dur en pilgrimfærd ikke!
Der ligger naturligvis et udvalg af barer og restauranter ved kirken, for alle ved jo, at man bliver meget sulten af at være på pilgrimstur. La Gara >> ligger ganske tæt ved kirken, mens der skal køres få kilometer til Podere Montizzolo 1668 >>, Agriturismo La Fornace >> og Cascina Reina >>, for at nævne de bedste af områdets spisemuligheder.
http://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpg00Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-12-29 12:33:432024-03-06 11:28:35Caravaggio helligdommen ved Bergamo gik totalt digtalt i 2016
Civita di Bagnoregio har rødder tilbage til etruskerne for 2.500 år siden, ligger i imponerende ensom majestæt på en bakketop af sprøde tufsten mellem Orvieto i det sydlige Umbria og Bolsena søen i det nordlige Lazio cirka 115 km nord for Rom.
I kløfterne på bakkens sider befinder floderne Rio Chiaro – Den klare flod – og Rio Torbido – Den grumsede flod – sig.
Manglende vedligehold af flodbredderne og beplantningen i dalene har gennem århundrederne skabt voldsomme oversvømmelser, der har være med til at gøre bakken endnu mere “skrøbelig”.
Byen synker i dag både langsomt sammen, og udsættes også jævnligt nye jordskred.
Geologisk er bakken paradoksalt nok også blevet skabt ved jordskred og erosion.
Det nederste lag af bakken er af ler, men de øverste lag er af tufsten og lavasten.
Ydermere ligger Civita i et jordskælvsområde.
Civita og broen set fra Bagnoregio, som Civita er en del af
Indtil 1600-tallet var Civita en større by med hele fem byporte, og Bagnoregio var dengang et kvarter i Civita.
2024: Man betaler i dag fem euro i entre for at besøge den synkende by.
I dag er der kun få fastboende tilbage i den synkende by, Wikipedia siger otte personer.
I 1695 blev flere kvarterer på bakken destrueret af et jordskælv, og i 1944 blev den stejle murstenstrappe op til byen bombet.
..artiklen fortsætter under annoncen
Den eneste måde at komme op til byen i dag er over den høje bro, der blev bygget i beton så sent som i 1965.
Det er en lidt skræmmende opstigning for folk med højdeskræk, og jeg blev i øvrigt totalt til grin, da jeg på parkeringspladsen i Bragnoregio så et skilt, der tilbød kørsel med hestevogn, og tænkte “den snupper jeg”.
Lej en hestevogn, til kørsel i Bagnoregio, men ikke op til Civita!
Bagefter kunne jeg godt se, at en tur på broen ville være endnu mere skræmmende i hestevogn, end den jeg så endte med at tage til fods.
Og de lokale ved billetsalget før broen til Civita fik så til gengæld dagens grin.
Det koster € 5.00 (2024, red.) at tage turen – til fods – op og ned af broen.
Entréen til broen blev indført i 2013 efter nye jordskred og skal være med til at sikre byen, der dog stadig markedsfører sig med tilføjelsen “la cittá che muore” – byen, der dør.
For beboere, butikkerne og restauranterne er det dog mulig at få fragtet ting op med scootere på visse tidsrum af dagen.
Obs: Et besøg i Civita er ikke for gangbesværede.
Civitas centrale plads fotograferet i det splitsekund, hvor der ikke var en japaner med stativ i gang med at forevige sit ophold uden selv at være “tilstede i nu´et”.
Veninden og jeg tager os altid tid til “nu´et”, og havde smart nok kombineret adgangsbilletten til Civita med billetsalgets tilbud om aperitif med crostini.
Vi pustede ud efter opstigningen siddende med kølig vin fra det nærtliggende Orvieto-distrikt, og nærende crostini med trøffelkreme, olivenkreme og jomfru olivenolie.
For mit vedkommende handlede det dog også om at samle mod til nedstigningen.
Det gik…
PRAKTISKE OPLYSNINGER:
Vi besøgte Civita di Bagnoregio den 30. juni 2016.
Rigeligt med vand er en rigtig god ide til turen op og ned fra Bagnoregio.
Der er kun to kilometer tur retur fra Piazzale del Belvedere, men det går også op- og ned af bakken og trapperne fra Bagnoregio inden du når til den 300 meter lange bro til Civita.
Èn af japanerne besvimede faktisk på tilbagevejen.
Vi parkerede på Piazzale del Belvedere, hvor der også er offentlige toiletter, udsigtspunktet til “Kodadmoments”, en hyggelige have og naturligvis en bar.
Der er også parkering ved Piazzale Battaglini, og her kan man tage en shuttlebus til € 1 t/r til og fra Piazzale del Belvedere.
Der er ganske få parkeringspladser helt ned ved billetsalget og indgangen til broen.
For at komme dertil skal de følge di brune vejskilte, hvorpå der står “Civita – la cittá che muore”.
Der er også bar og restaurant ved indgangen til broen, og fontæner med drikkevand.
ANDRE SEVÆRDIGHEDER I NÆRHEDEN:
Viterbo med Pavernes kurbad/Terme dei Papi – 28 km
Palazzo Farnese i Caprarola – “Italiens Pentagon”
Bolsena søen – 15 km
Orvieto – 18 km
Vinbyen Montefiascone – 14 km
–//–
https://italiamo.dk/wp-content/uploads/20160630_140347-e1481369474177.jpg7951060Charlotte Sylvestersenhttp://italiamo.dk/wp-content/uploads/header_italiamo2.jpgCharlotte Sylvestersen2016-12-10 16:50:352024-07-27 13:06:43Civita ved Bagnoregio synker, og kaldes den døende by