To frokostrestauranter i Lucca, og en utrolig vinkælder
SOMMERMINDER 2016/2
Det betaler sig at lytte til de lokale, og den danske byguide i Lucca, Lisa Horslund Christensen ved, hvad hun taler om.
Lise Horslund Christen er autoriseret by- og cykelguide i Lucca, hvor hun også selv bor med sin mand og to børn. Lise har en fortid som professionel cykelrytter i Italien, og du kan læse mere om hendes italiensk liv i Familie Journal >>.
..artiklen fortsætter under annoncen
Trattoria Da Leo
På sommerens første besøg i den skønne by bag de tykke over 500 år gamle bymure sendte Lise mig hen til “Trattoria Da Leo” >> i Via Tegrimi 1 mellem San Michele kirken og bymuren.
Går du til venstre her ved facaden af San Michele kirken i centrum af Lucca ender du ved restauranten “Da Leo”
Selv om klokken kun var 12.45 var jeg heldig at indtage det sidste ledige udendørs bord, og det kan anbefales af reservere i turistsæsonen. Jeg begyndte med en klassisk antipasti med toscanske specialiteter.
“Da Leo” er kendt for sin udgave af hjemmelavet fyldt pasta, Tortelli Lucchese, der er store pastapuder med kødfyld, oftest serveret med en kødragú.
Restauranten byder naturligvis også på klassiske toscanske retter, tilberedt som Mamma ville gøre det.
Kødfyldte Tortelli med kødragú
PS: Der betales med kontanter, Da Leo tager ikke kreditkort. Lukket søndag.
Nyd stemningen hos Da Leo her med de to glade gademusikanter, der er et fast indslag i bybilledet i Lucca i turistsæsonen (Varighed 1.52).
L´isola che non c´era – Øen, der ikke var der
(“Ønske ønske øen” fra Peter Pan…)
På min næste tur til Lucca tog Lise mig med hen til en af hendes personlige favoritter. “L´isola che non c´era”, der ligger i en sidegade til hovedgaden Filungo.
På “Øen, der ikke var der” er serveringen mere kreativ og moderne end hos “Da Leo”, men køkkenet er lige så solidt forankret i de gode råvarer og årstidens udvalg.
Maden var så god, at jeg glemte at tage billeder!
Gademusikanterne kom såmænd også forbi, mens Lise og jeg nød en velfortjent frokost efter at have sluppet dagens danske turister løs i Lucca. Der er ikke den store variation i deres repetoire, men det er ganske fornøjeligt.
Stedets ejer hedder Roberto Isola, deraf restauranten navn, og det er ham, der giver Lise et knus på videoen. Han ejede tidligere en delikatessebutik, og er vaskeægte luccheser.
I Vannis vinparadis
På mit tredje besøg i sommeren 2016 skulle jeg mødes med Inge og Anders, der er inkarnerede Italiens-fans.
Igen fulgte jeg Lises anbefaling, og vi tog på vinbutikken “Enoteca Vanni” >>, der med en meget beskeden facade befinder sig på Piazza San Salvatore.
Udenfor Enoteca Vanni er der ganske få borde, hvor man kan smage vinene. Der er et udvalg af vin på glas, men tager man en flaske er prisen den samme som i butikken.
Vi nød en helt klassisk toscansk Chianti Classico.
Rygsækken skal i hånden!
Inden da havde vi – med turistrygsækkene i hånden for ikke at komme til at lave uoprettelige ulykker – været på besøg i kældrene under den smalle butik.
Det er nemlig for beskedent blot at kalde underetagen for én kælder.
Der er bogstaveligt talt vin i lange baner i Vannis kælder, og det bliver bare ved og ved.
Der er også plads til deciderede vinsmagninger ved de lange borde, hvis man bestiller i forvejen.
Det myldrer med barer og caféer på Piazza Anfiteatro, der har form efter Lucca romerske anfiteater. Det er fint til en aperitif, men det er altså ude i de små smalle gader, man finder både den gode mad og den gode vin.
Min ven Anders Dahl Tollestrup er også fotograf >> og her er hans bud på en selfie på Piazza Anfiteatro.
–//–
