Clarissa-nonnernes makabre kirkegård

/i , , , /af

På den lillebitte ø Castello Aragonese udfor Ischia Ponte i Napolibugten, lå der fra 1577 til 1809 et kloster, der tilhørte den strenge Klarissa Orden.

Her var en af nonnernes daglige opgaver en temmelig klam og potentielt dødelig opgave.
De levende nonner skulle hver dag besøge deres afdøde medsøstre.
De døde nonner blev ikke begravet.
I stedet blev deres lig placeret på stole af sten i klosterets kælder, i et såkaldt “putridarum”.

Stolene ligner lidt en slags antikke toiletter, for der er et hul i midten, som også er til kroppens affald.
Men “affaldet” var kropsvæsker fra forrådnelsen af de døde nonner, og de blev samlet i en spand under stolen.

Hvor eneste dag skulle de levende nonner ned i kælderen og bede for deres afdøde kolleger, og det var ikke helt ufarligt, når man tænker på den mulige smittefare fra ligene.
Lugten og luften må have været forfærdelig at indånde, og mange nonner døde da også i en ung alder.

Først når forrådnelsen var overstået – efter 12 til 18 måneder – og kun skeletterne var tilbage, fik de døde nonner fred i et “ossario”, hvor deres knogler blev placeret.

Hele ideen med det makabre gravsted var at minde nonnerne om, at livet er kort, og at de ikke burde frygte døden.
“Memento mori” hed det sig:
“Husk, at du skal dø”, var den utvetydige besked.

Læs mere om nonnerne og klostrets historie efter videoen fra den klamme kirkegård – videoen varer ét minut og 58 sekunder

Klarisseklosteret, der ligger på citadellet ved det aragonesiske slot, blev grundlagt af en napoletansk adelskvinde, Beatrice Quadra, der var blevet enke. Hun ville trække sig tilbage i bøn, og dertil donerede hun sin (mands…) formue.

Klosteret husede i sin storhedstid typisk omkring 40 nonner, hvoraf mange som grundlæggeren var adelige.
Dengang blev adelens døtre enten bortgiftede eller “skænket” til et kloster, der så også fik en økonomisk medgift af familien.

Klarissaordenen blev grundlagt i 1212 af Frans af Assisis veninde Clara, og var, og er stadig, en meget streng orden. Klarisserne lever i total afsondrethed og tilbringer deres dage i stilhed med bøn og arbejde i klostret.
(I dag kan man bo i deres celler på Castello Aragonese).

I 1801 blev det forbudt at “dræne” ligene af hensyn til folkesundheden.
Kort efter, i 1809, forlod de sidste 16 nonner klostret, da Napoleons svoger Joachim Murat, kongen af Napoli, undertrykte alle kirkens ordener og beslaglagde kirkens aktiver.

Castello Aragonese er en imponerende fæstning, slot, kirker, klostre og antikke boliger, og skønne haver, på en lille ø udfor det nordøstlige Ischia. I dag er øen forbundet til hovedøen med en 220 meter lang bro.
Aragoneseren Alfonso den Femte påbegyndte fæstningen i 1441.
I slutningen af 1500-tallet boede der over 1.800 personer på øen, der da havde 13 kirker.

Udsigten fra øen over mod Ischia Ponte, og vulkanen Epomeo, der er øens højeste punkt. Øen skulle være et resultat af et kæmpestort forhistorisk vulkanudbrug.

I dag er øen, slottet og klosteret privat ejendom, der kan besøges mod entre.
(Priser 2026: 15 euro, over 70 år 12 euro (husk billedlegitimation), 10-18 år 6 euro)

Man man spadsere op til borgen (det højeste punkt er 113 meter over havet), eller man kan halte lidt af en pludselig opstået knæskade, og få lov til at bruge elevatoren!

Der er naturligvis en bar på øen, med langsom betjening, men det kompenserer udsigten og atmosfæren for 🙂

Putridarum – rummet, hvor de døde nonner sad på stolene, og de levende besøgte dem hver dag.

Her blev de døde nonner placeret

Medier: Charlotte Sylvestersen

-//-

Keep it simple: Citronpasta fra Amalfikysten

/i , , , /af

Hosteria Santa Maria er bogstavelig talt bygget sammen med klippevæggen langs med landevej nummer 163, der snor sig gennem byerne og bjergene på Amalfikysten syd for Napoli.
(Opdatering 2024 – desværre eksisterer restauranten ikke længere, men opskriften er stadig god, red.)



Ved indgangen forstår man motivet, for her kan man høre en rislende flod, som rejsende både før og nu nok kunne have brug for på vejen mellem landsbyerne Cetara og Maiori.

”Vi laver mad med lige præcis dét, vi har i havet og på terrasserne ved kysten. Hvorfor overhovedet gøre andet? spørger madmor Rosaria, da vi falder i madsnak. Så ved man, at man er kommet det helt rigtige sted.

Vi havde på forhånd bestilt en temamenu, hvor den vigtigste ingrediens netop var de citroner, som Amafikysten er berømt for.

Vi kunne se frem til Trofie al Limone, som du får opskriften på her, derefter en lille havbras bagt enkeltvis i sølvpapir med urter, den gode olivenolie og naturligvis citronsaft, og som afslutning dessert med citronkreme, Limoncello likør og for at sætte gang i fordøjelsen bagefter husets specialitet, en fennikel-likør.
Fordøjerne serveres iskolde og i rigelige mængder.



…artiklen fortsætter under reklamen

For at kalde sig en “Limone Sfusato” fra Amalfi skal man overholde EU’s regler for produktionen, der blandt meget andet forskriver, at minimumsvægten er 100 gram, formen aflang, skallen halvtyk, kødet saftigt og næsten uden kerner.

Citrontræerne langs Amalfikysten vokser under grønne net, der beskytter mod kulde, hagl og voldsomme regnskyl, men også mod insekter og sultne fugle.Plejer man sine træer optimalt, kan man høste citroner tre gange om året.

Der produceres floder af likøren Limoncello langs kysten. Til likøren anvender man kun den gule citronskal.

Citronkødet- og saften anvendes til juice, is, kagekremer, men også som det bærende element i denne pastaret.

Til fisk?
Hmmm.
Som en italiensk fisker engang forklarede mig, så behøver frisk fisk ikke citron, for fisken dufter og smager lige nøjagtigt, som den skal.


Man kan anvende liguriske Trofie, penne med riller eller sommerfugle – farfalle – til denne opskrift

Rosarias citronpasta fra Amalfikysten til fire personer:
400 gram Trofie-pasta – penne med riller eller sommerfugle – farfalle – kan også anvendes. Trofie fra Ligurien har dog en helt speciel konsistens, der gør dem ekstra velegnede til denne ret.
1 æg
1 biologisk citron – hvis du ikke kan få den originale fra Amalfikysten
125 ml liter fløde (Alternativt 100 gram fuldfed Creme Fraiche, hvis du ved, du er til det syrlige, eller 100 gram flødeost)
Salt og peber
1 spiseske finthakket persille
1 spiseske smør

Tilberedning:
Halvanden time før servering ”befrier” du citronen for den gule skal med strimler af dit juliennejern. Hak strimlerne i bittesmå stykker.
Bland derefter fløden (Creme Fraiche/Flødeost) med ægget, den finthakkede persille, ganske lidt salt og friskkværnet peber, og den finthakkede citronskal.
Lad blandingen hvile.
Pres saften ud af citronen, og opbevar den for sig.

Servering:
Når pastaen er kogt og vandet fjernet, har du den høje stegepande klar på komfuret.
Først blander du ved svag varme pasta og smør.
Når smørret er smeltet tilsætter du flødesaucen, og rører blidt rundt lige indtil saucen begynder at samle sig.
Fjern panden fra komfuret, og rør ganske let citronsaften i, og servér med det samme.



Citron hedder limone på italiensk
“Limonare” derimod er et slangudtryk for at kisse-misse.
I landsbyen Maiori på Amalfikysten har man simpelthen en bænk til den disciplin, der også kan betegnes som tør-bolleri:

BUON APPETITO

Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano

Charlotte Sylvestersen
–//–
  

Ragù fra Napoli – noget helt andet end kødsovsen fra Bologna

/i , , , /af

HISTORIE
Kært barn har mange navne, så denne ret findes på menukortet også som “Ragu napoletano” eller “o’ Rraù” eller “o’ pignato”.
Den store forskel i forhold til Bologna er, at i Napoli bruger man de hele kødstykker, og ikke hakket kød.

Retten er én af de mest kendte fra det napoletanske køkken.
Den er blevet hyldet i digte, sange og på teateret.
Den kendte napoletanske teatermand Eduardo De Filippo har simpelthen ikke mindre end en hyldest til o’ Rraù med i sin kommedie “Sabato,domenica e lunedì”.

“Il ragù non è la carne ca’ pummarola” – det her er ikke bare en tomatsovs med kød, lyder det i Eduardos hyldest.

Der er da også tale om en ikke helt nem ret, der kræver god tid til tilberedning.
Det er en af de retter, der med held kan forberedes dagen før den indtages.

(I Italien kalder man tomatsovs, der koger sammen med kød, for ragù. Uden kød taler vi om en ”sugo”.)

…artiklen fortsætter under annoncen

I følge ærkenapoletaneren Edoardo skal den ægte napolitanske ragù småsimre på et kulfyret blus i mindst seks timer.
Gryden skal være en bred højkantet terracotta-gryde, og kun grydeskeer af træ er tilladt for de, der vil følge hans og min napoletanske madfundamentalistiske veninde Angie Cafieros opskrift – tak til hende for den.

angie_cafiero_it

INGREDIENSER (10-12 personer)
– 1 kg. kalvekød skåret i store tern – “spezzatino di vitello”,
– 2 mellemstore løg,
– 2 liter tomatpuré – den i flaske, ikke koncentrat i tube – passata di pomodoro,
(Du kan i stedet blende 2 liter flåede tomater/tomater i tern – det svarer til 4/5 normale dåser)
– en spiseske tomatkoncentrat,
– 200 gram olivenolie,
– 6 spareribs fra svinekammen – “tracchiulelle”
– 1/4 liter rødvin – helst Gragnano
– friske basilikumblade, der tilsættes få minutter inden serveringen, så smagen ikke koger væk
– salt efter behov

O’ Rraù serveres med ”stor kort pasta” – store rillede ”penne” – eller andre store pastatyper som de store makaroni på foto af terracottagryden…

TILBEREDNING:
Angie anbefaler at man tilbereder retten dagen før.

Svits ved ikke for kraftig varme kødstykkerne og de hakkede løg i olivenolien.
Kødet må gerne få en mørk overflade, mens løgene langsomt skal blive gennemsigtige uden at tage farve.

Angie skriver, at netop det, at kødet skal tage farve, og løgenen ikke, kræver, at man er over “skabingen” hele tiden.
Derfor bruger man trægrydeskeen til at undgå, at ingredienserne brænder på, og bader med rødvinen, hvis blandingen bliver for tør.

Man ved, resultatet er fint, hvis løgstykkerne til slut nærmest er forsvundet og blevet til en integreret del af retten.

Når kødet har fået farve, og løgene er opløste, så tilsætter man tomatpure/flåede tomater samt en spiseske tomatkoncentrat, og lidt salt.

Derefter skal ragù´en “pippare”, lige akkurat småsimre, under et låg, der dog ikke dækker hele terracottagryden.

Angie siger mindst tre timer – og man skal være over den, for at undgå, at den kommer til at brænde på.
Og så må den gerne stå, til den dagen efter serveres med ”stor pasta”

Da jeg bad Angie om opskriften kom der flere kommentarer – her et lille udpluk fra de andre gastronomiske napoletanske fundamentalister:
Èn foreslår også at bruge stykker af oksekød, måske endda lidt salsicciapølse, og fortæller at de aflange dåsetomater – Perini -går fint til retten.
Og naturligvis må man tilsætte lidt vand for at undgå, at retten brænder på under den lange langsomme kogning.

BUON APPETITO

–//–

Må en museumdirektør arbejde for meget?

/i , , , /af

Fagforeningerne på museet Reggia di Caserta nord for Napoli har i et brev til kulturministeriet klaget over, at den nye direktør arbejder for meget.
De mener, han udgøre en sikkerhedsrisiko for Syditaliens Versailles.
Læs historien på POV International her.
20 italienske museer fik i august 2015 nye direktører, og syv af dem var udlændinge.
Læs mere om de nye museumsdirektører, og polemikken om udnævnelserne, under foto.

pov_reggia_di_caserta_italiamo

FOTO Printscreen fra POV International

19. august 2015
7 UD AF 20 NYE MUSEUMSDIREKTØRER ER UDLÆNDINGE
5 Stjerne Bevægelsen, Lega Nord og Forza Italia er dybt utilfredse med at kulturmminister Dario Franceschini (Partito Democratico), der har valgt syv udlændinge som museumsdirektør for nogle af Italiens kendeste museer!
Tyske Eike Schmidt er ny direktør for Uffizi i Firenze, franske Sylvia Bellenger skal bestyre Capodimonte i Napoli, og den kun 34-årige tysker Gabriel Zuchtriegel skal styre de arkæologiske udgravninger i Paestum.
– Jeg blev valgt fra, fordi jeg er italiener, beklager den tidligere direktør for Uffizi, Antonio Natale, sig til Firenze avisen La Nazione.
– Jeg skulle nok have heddet Anthony Christmas.

...artiklen fortsætter under annoncen

1200 havde sendt ansøgninger til de ledige stillinger.
Over 200 var til samtale inden stillingerne blev fordelt.
Udnævnelserne – ti kvinder og ti mænd, og altså hele syv udlændinge – betegnes som en revolution af det italienske system, der bestemt ikke er kendt for at udnævne offentlige topposter efter kvalifikationer.
Fire af de nye italienske direktører kommer i øvrigt hjem til i Italien efter at have arbejdet i udlandet.
Eike Schmidt, den nye chef for Uffizi fortæller, at han blev rørt til tårer, da den italienske kulturminister personligt ringede og fortalte om udnævnelsen.
– Jeg har det, som om jeg skal spille med fodboldspilleren Pele’s eller Ronaldos trøje på, siger direktøren, der kommer fra Minneapolis Institute of Arts.
– Det er en stor ære!

La Reggia i Caserta nord for Napoli kaldes for Syditaliens Versailles.

–//–