Clarissa-nonnernes makabre kirkegård

På den lillebitte ø Castello Aragonese udfor Ischia Ponte i Napolibugten, lå der fra 1577 til 1809 et kloster, der tilhørte den strenge Klarissa Orden.

Her var en af nonnernes daglige opgaver en temmelig klam og potentielt dødelig opgave.
De levende nonner skulle hver dag besøge deres afdøde medsøstre.
De døde nonner blev ikke begravet.
I stedet blev deres lig placeret på stole af sten i klosterets kælder, i et såkaldt “putridarum”.

Stolene ligner lidt en slags antikke toiletter, for der er et hul i midten, som også er til kroppens affald.
Men “affaldet” var kropsvæsker fra forrådnelsen af de døde nonner, og de blev samlet i en spand under stolen.

Hvor eneste dag skulle de levende nonner ned i kælderen og bede for deres afdøde kolleger, og det var ikke helt ufarligt, når man tænker på den mulige smittefare fra ligene.
Lugten og luften må have været forfærdelig at indånde, og mange nonner døde da også i en ung alder.

Først når forrådnelsen var overstået – efter 12 til 18 måneder – og kun skeletterne var tilbage, fik de døde nonner fred i et “ossario”, hvor deres knogler blev placeret.

Hele ideen med det makabre gravsted var at minde nonnerne om, at livet er kort, og at de ikke burde frygte døden.
“Memento mori” hed det sig:
“Husk, at du skal dø”, var den utvetydige besked.

Læs mere om nonnerne og klostrets historie efter videoen fra den klamme kirkegård – videoen varer ét minut og 58 sekunder

Klarisseklosteret, der ligger på citadellet ved det aragonesiske slot, blev grundlagt af en napoletansk adelskvinde, Beatrice Quadra, der var blevet enke. Hun ville trække sig tilbage i bøn, og dertil donerede hun sin (mands…) formue.

Klosteret husede i sin storhedstid typisk omkring 40 nonner, hvoraf mange som grundlæggeren var adelige.
Dengang blev adelens døtre enten bortgiftede eller “skænket” til et kloster, der så også fik en økonomisk medgift af familien.

Klarissaordenen blev grundlagt i 1212 af Frans af Assisis veninde Clara, og var, og er stadig, en meget streng orden. Klarisserne lever i total afsondrethed og tilbringer deres dage i stilhed med bøn og arbejde i klostret.
(I dag kan man bo i deres celler på Castello Aragonese).

I 1801 blev det forbudt at “dræne” ligene af hensyn til folkesundheden.
Kort efter, i 1809, forlod de sidste 16 nonner klostret, da Napoleons svoger Joachim Murat, kongen af Napoli, undertrykte alle kirkens ordener og beslaglagde kirkens aktiver.

Castello Aragonese er en imponerende fæstning, slot, kirker, klostre og antikke boliger, og skønne haver, på en lille ø udfor det nordøstlige Ischia. I dag er øen forbundet til hovedøen med en 220 meter lang bro.
Aragoneseren Alfonso den Femte påbegyndte fæstningen i 1441.
I slutningen af 1500-tallet boede der over 1.800 personer på øen, der da havde 13 kirker.

Udsigten fra øen over mod Ischia Ponte, og vulkanen Epomeo, der er øens højeste punkt. Øen skulle være et resultat af et kæmpestort forhistorisk vulkanudbrug.

I dag er øen, slottet og klosteret privat ejendom, der kan besøges mod entre.
(Priser 2026: 15 euro, over 70 år 12 euro (husk billedlegitimation), 10-18 år 6 euro)

Man man spadsere op til borgen (det højeste punkt er 113 meter over havet), eller man kan halte lidt af en pludselig opstået knæskade, og få lov til at bruge elevatoren!

Der er naturligvis en bar på øen, med langsom betjening, men det kompenserer udsigten og atmosfæren for 🙂

Putridarum – rummet, hvor de døde nonner sad på stolene, og de levende besøgte dem hver dag.