Amalfikysten
Sejlplan & bykort Maiori
Sejlplan & bykort Maiori
(Artiklen har tidligere været offentliggjort i magasinet Il Ponte i 2018)
Det italienske modstykke til Emma Gads bog Takt og tone fra 1918 blev skrevet af ærkebiskoppen Giovanni Della Casa allerede i midten af 1500-tallet.
Værket Galateo ovvero de´costumi – Galateo eller reglerne for høflig adfærd – var dedikeret Della Casas kollega, biskoppen Galeazzo Florimonte.
Den latinske udgave af biskoppens fornavn – Galatheus – er dermed gået over i historien, der i øvrigt intet melder om, hvorvidt biskoppen havde problemer med etiketten, med skik og brug, takt og tone, sædvaner, normer eller med sin almene dannelse og opførsel i det hele taget.
På Michelin restaurant i jeans og t-shirt
Efter 35 år har jeg stadig meget at lære om omgangsformerne i Italien, fra nord til syd og derimellem.
Jeg har desværre gennem årene gjort ikke én, men utallige brutte figure – altså opført mig dårligt eller decideret pinligt – i snart sagt alle tænkelige situationer.
Som at sige tu – du – til et kendt parlamentsmedlem under et interview, drikke øl af flasken på gaden, og møde op i t-shirt og jeans til middag på en Michelinstjerne-restaurant med samtlige milanesiske avisers chefredaktører.
Bare for at nævne tre episoder, der i dag får mine tæer til at krølle sig langt op ad baglårene.
Jeg har dog aldrig haft strømper i sandalerne.
Aldrig.
Giovanni della Casa (1503-1556) , forfatteren af den italienske Emma Gad, der udkom i 1558 efter hans død. Wikimedia >>
Må man bruge sko og ske til pastaen?
Italienerne selv er i dag heller ikke enige om galateo.
Maden og måltiderne er – naturligvis – et helt kapitel for sig.
Jeg har overhørt utallige diskussioner om, hvorvidt det er bon ton at fare la scarpetta, lave den lille sko.
Altså at bruge brødet til at spise den overskydende pastasovs.
Et andet stridspunkt, der kan udløse timelange diskussioner, handler om hvornår pastaen er perfekt al dente.
Det er endnu en nord-syd diskussion:
I nord koger man pastaen mere, mens man i syd foretækker pasta med mere bid i.
Og så er der skeen.
Min sicilianske ven Turiddu sætter sig ikke til bordet uden der er en ske til at rulle spaghettien op med.
Paolo fra Veneto rejser sig derimod smækfornærmet, hvis tjeneren giver ham en ske:
– Som om jeg er for dum til at bruge kanten af tallerkenen, fnyste han engang.
Man siger i øvrigt ikke tak for mad i Italien.
Man roser eller diskuterer maden til overmæthed, men tak for mad findes ikke.
Ikke at tale om maden er i Italien meget værre end at glemme et tak for mad i Danmark.
Hvad ønsker I? Hvem, mig?
Den formelle italienske høflighed overrasker mig også stadig.
Første gang jeg i foråret på Amalfikysten blev tiltalt med det personlige stedord voi, altså I, kiggede jeg mig over skulderen.
Tjeneren måtte jo tro, at jeg var en del af en gruppe.
Jeg havde glemt, at man i Syditalien er ofte er nærmest overhøflig, og min overvægt taget i betragtning følte jeg det en anelse fornærmende at blive tiltalt i flertal.
Som dansk kvinde fandt jeg det i sin tid også krænkende, når italienske mænd holdte døren, trak stolen ud, og var klar til at tænde cigaretten for mig.
I dag nyder jeg enhver form for galanteri – ja, det ord stammer også fra Galeateo.
Buongiorno, salve eller ciao…
Selv de daglige hilsner volder mig stadig efter 35 år som indvandrer problemer.
Portneren i ejendommen i Milano har heldigvis med årene vænnet sig til, at jeg roder rundt i det formelle buongiorno, det mere neturale salve og det venskabelige ciao.
– Nå, er det én af de dage, hvor vi er De´s, griner Raffaele, når jeg halvvågen kommer til at sige buongiorno.
De´s med svigermor
Min svigermor Ersilia og jeg var til min irritation De´s til hendes død.
Vi nåede efter et par årtier frem til at kalde hinanden ved fornavn.
Det var det.
Jeg kender enkelte italienere, der stadig bruger flertalsformen voi overfor deres forældre, men jeg har endnu aldrig mødt en italiensk datter eller søn, der kalder Babbo eller Mamma ved fornavn.
Tak, undskyld og vær så venlig…
Google giver over halvanden million svar, når man søger på galateo.
Skal bare en lille del af alle disse manerer studeres, bliver det jo helt umuligt at besøge Italien.
Heldigvis er virkeligheden meget nemmere.
De fire fantastiske ord grazie, scusa og per favore åbner nemlig både døre og hjerter i Italien.
Og italienske børn lærer dem fra blestadiet via rim og børnesange
Kombineret med et smil, der jo ér den korteste vej mellem mennesker, signalerer brugen af disse fire ord, at du ér et dannet menneske.
En del italienere vil, når du kombinerer ordene med buongiorno eller buonasera fra sidst på eftermiddagen, tro, du taler flydende italiensk.
Tag det som en stor kompliment, for den slags skaber grobund for både god service og livslange venskaber.
Så betyder det meget mindre, at du fornærmer kokken ved at bede om salt på bordet eller siger god appetit, som af en eller anden grund regnes for udannet.
Med hensyn til sokker i sandalerne er jeg dog stadig i tvivl, om det kan tilgives.
LAVPRAKTISK PÅ RESTAURANT OG HOTEL:
Det er altid dannet at vente på at blive seatet på en restaurant, og man begynder i hvert tilfælde ikke spontant at flytte om på restauranternes interiør.
Nej, italienerne taler ofte ikke engelsk:
Med et smil og håndfagter kan meget gøres forståelig, og så er der jo teknologien, hvor mobiltelefonen kan oversætte de fleste menukort.
Vær dog opmærksom på, at en del middelhavsfisk simpelthen ikke har et dansk navn, og at underlige navne under i primi – førsteretten – på menukortet ofte dækker over en lokal pasta variant.
Pommes frites turist eller ej
Møder du op i bikinioverdel, ærmeløse undertrøjer og flip-flapper på en fin restaurant, skal du ikke regne med god service.
Acqua?
Ofte vil tjeneren efter at have afleveret menukort stille spørgsmålet “Acqua”?
Vil du gøre bella figura svarer du “si, grazie, naturale”, “si, grazie, con gas” (med bobler) eller “no, grazie”.
Grazie, med “e” til slut, er et meget vigtigt ord for turister, der vil gøre bella figura.
Grazia med “a” til sidst er et pigenavn.
De fleste italienere drikker altid vand til måltiderne, og omkring en tredjedel af alle voksne italienere drikker i øvrigt slet ikke alkohol.
Det betyder ikke, at du finder et stort udvalg af alkoholfrie øl og vin.
Når man ikke drikker alkohol i Italien drikker man bare noget andet!
Der findes derfor også altid alkoholfrie aperitiffer på barerne, fx Sanbitter og Crodino, eller un cokctail analcolico.
Drikkepenge
Jo længere sydpå, du kommer i Italien, jo mere forventes der drikkepenge, op til ti procent af regningen, når du er tilfreds.
Og i kontanter, tak.
Nej, du bidrager ikke til mafiaerne eller i det hele taget til en forbryderkultur, når du giver drikkepenge.
Du respekterer bare kulturen i det land, du er gæst i 🙂
På hoteller er et normalt niveau for drikkepenge, når du er tilfreds, 1-1,50 euro om dagen per person til stuepigerne og det samme til tjenerne , hvis du er på halv- eller helpension.
(Obs: Bor du på et femstjernet hotel, så fordobler du drikkepengene, grazie :-))
Hvis receptionisten er venlig og hjælper dig med at løse problemer, bestille udflugter eller taxi, er du naturligvis også velkommen til at sætte kontant prise på det.
To pinlige klassikere
Når du finder et beløb på et par euro ganget med antal gæster ved bordet, er restauranten ikke ude på at snyde dig.
Det er det irriterende pane e coperto tillæg – brød og kuvert tillæg – som de fleste restauranter stadig praktiserer.
Og begynd ikke en diskussion om, at du kun vil betale 6,50 euro for din 900 gram tunge bistecca fiorentina, hvor prisen altid står per 100 gram – prezzo all’etto.
Bed i stedet om at se det dejlig kødstykke inden det bliver grillet.
Har du andre sprøgsmål om galateo i Italien, så skriv til charlottemilano(at)gmail.com
Syv ingredienser, hverken mere eller mindre, er der i Pesto Konsortiets opskrift på den kolde basilikum sauce, der er så karakteristisk for Middelhavsregionen Liguria.
1) 50 gram friske, tørre, små basilikum blade, naturligvis helst Basilico Genovese DOP
2) Èn deciliter Extra Jomfru Olivenolie – helst DOP fra Liguria
3) Seks spiseskeer Parmiagian Reggiano DOP
4) To spiseskeer Pecorino Fiore Sardo DOP
5) To fed hvidløg
6) Èn spiseske pinjekerner fra Middelhavsområdet
7) Ganske lidt groft salt – så basilikumbladene ikke bliver overiltede, og dermed får en mørk farve.
Pesto er ligesom “mors frikadeller”:
Du skal lave den mange gange, får du rammer din personlige favorit.
Fundamentalisterne sværger til håndarbejde:
I dette tilfælde en morter af marmor og en støder (pistil) af oliventræ.
Det hjælper på “mormor-vinger” på overarmene.
Jeg har skam det traditionelle udstyr – men bruger mest mini-pimeren.
Dog med det meget vigtige forbehold, at du kun aktiverer den få sekunder af gangen, og dermed stadig laver din pesto med tålmodighed.
Kører du mixeren på fuld tryk varmes saucen op, smag går tabt, og saucen bliver mørk i stedet for lysende grøn.
Piraten Luciano har produceret sin fantastiske pesto hundredevis af gange, så ingredienserne tilsættes uden målebæger, kun baseret på erfaring.
Du kan smage hans pesto på Ristorante Cambusa i Sant Margherita Ligure – Ristorante Cambusa i Santa Margherita Ligure >>
Her er hans illustrerede opskrift, til inspiration:
Hvidløg
Små basilikumblade
Pinjekerner – jeg er klart tilhænger af flere pinjekerner end i Konsortiets opskrift!
De to oste – parmesan og fåreosten Pecorino Fiore Sardo fra Sardinen
EVO – ekstra jomfru olivenolie – gå aldrig ned på kvalitetsolie!
Husk – aktiver kun de elektriske mixere få sekunder af gange for ikke at varme den kolde suace op – og husk at tilsætte ganske lidt groft salt.
Grov eller fin – det bestemmer du.
Piraten laver en meget tyndflydende Pesto, der passer til de traditionelle “Testaroli”, der er svampede pastapuder oprindelig lavet af kastanjemel.
Kajstanjemel var det kornfattige Ligeurias erstatning, når hvedemelet var brugt.
I dag laves Testaroli af hvedemel, fordi kastanjemel hurtigt får en bitter bismag.
Pesto er ikke en “spaghetti-ret”, men serveres traditionel med de snoede Trofie eller med den lange flade pasta Trenette.
Trofie:
Trenette
Buon appetito 🙂
–//–
Kilder:
https://ristorantelacambusa.net/
https://www.mangiareinliguria.it/pesto-genovese/consorzio-pesto-genovese
Foto:
Privatfoto & Wikimedia Commons
Hvis isen med pistacienødder er skriggrøn, så hold dig langt væk.
Gelato med ægte pistacienødder har faktisk en lidt ucharmerende grønligbrun farve, men smager så til gengæld af den ægte vare.
Jordbærisen skal heller ikke være skrigende rød, og bananis er hvid og ikke solgul, hvis det er kvalitetsis, hvor der er brugt frugt, og ikke bare farve og tilsætningsstoffer.
Der er åbenbart ikke noget at stille op overfor den kunstigste af dem alle sammen:
Den smølfefarvede is, som børn til alle tider af en eller anden grund finder uimodståelig.
Med andre ord:
Ligner det hele en neonreklame, så hop over.
SMAGEN
Nødder smager af nødder, citronen skal bide lidt, og den med mørk chokolade skal pakke din tunge ind i en dyne af smag.
Er der små stykker af frugt, chokolade eller nødder i isen, så er det også et kvalitetstegn.
Sådan ser ægte pistacie-is ud
OPBEVARING
Hvis beholderne i frysedisken er med top, er det hele to dårlige nyheder i jagten på den gode gelato:
1) Toppen af isbunken opbevares ikke ved den korrekte temperatur.
Den rette temperatur i isdisken er minus 14-16 grader.
(De vandbaserede sorbetter bør opbevares og serveres lidt koldere.)
2) Isen er sikkert produceret med masser hydrogenerede vegetabilske fedtstoffer, for den gode kvalitet ville falde sammen under sin egen vægt.
Eller også er isen ”pustet” op med luft, som softice.
Får man sådan en is, så smelter den i øvrigt, inden man kan nå at nyde den.
Videre til næste gelateria med det samme, grazie.
Det er i øvrigt næsten altid et tegn på kvalitets is, når isen er under låg i frysedisken, og man bestiller den fra dagens menukort.
UDVALGET
120 typer is praler et gelateria på en af de store turistsdestinationer ved Gardasøen i Norditalien.
Deres is ligger i høje bunker, pistacieisen er skriggrøn, bananen solgul, og jordbærisen er ligefrem selvlysende.
Alt efter størrelse og omsætning vil en ægte håndværks-gelataio ofte have helt ned til kun 10-12 forskellige typer is.
Den ægte hjemmelavede gelato holder sig på toppen i ganske få dage, og så holder de professionelle også et skarpt øje med årstiderne:
Der bruges naturligvis årstidens friske frugter fra forår til efterår, og mere chokolade og nødder om vinteren.
Nej tak til denne opstilling og farvekomposition
KONSISTENSEN
Isen må ikke føles olieagtigt, ikke flydende og skal have konsistens.
Dog ikke så meget konsistens, at man skal bide af isen.
Bides med læberne er måske måden at beskrive den rette konsistens på.
Der må ikke være krystaller i isen, aldrig.
Det er et tegn på forkert opbevaring.
Og virker isen for fed, så er den for fed.
GOD IS GØR DIG IKKE TØRSTIG, MEN SLUKKER TØRSTEN
Er du tørstig efter at have spise en is, så har der været for meget sukker i, eller også er der igen brugt for mange vegetabilske fedtstoffer.
DEN ULTIMATIVE TEST
Drikker du et glas vand efter at have spist din is, så forsvinder smagen, hvis du har fået kvalitet.
Kan du smage citron, hasselnødder eller pistacienødder (eller smølfer!) efter at have renset din mund med et glas vand, så har du ikke spist kvalitets gelato.
OBS:
Alle gelaterie/isudsalg har pligt til at hænge en synlig liste op med ingredienserne i de enkelte typer is, som kunderne kan konsultere.
Og ordene ”produzione proprio” betyder hjemmelavet.
VAFLEN – HVAFFORNÈN?
Meget få gelaterie byder på mindeværdige vafler.
Selv spiser jeg altid is i et bæger – bicchiere.
Det er jo isen, det handler om, ikke sandt?
Der er international “gelato-day” hvert år den 24. marts.
Det skønnes (Marts 2024, red.), der findes 39.000 gelaterie, der laver hjemmelavet gelato i Italien, og de omsætter for omkring tre milliarder euro.
I gennemsnit bruger italienerne selv 43 euro om året på den ægte gelato.
–//–
I går var det 11 år siden jeg stod i regnvejr på Peterspladsen, og så den hvide røg komme ud af skorstenen.
Det var en stor oplevelse.
Jeg var lige ved at konvertere, men så skulle jeg heldigvis tisse, og det er svært på Peterspladsen!
Her er, hvad jeg skrev om pave Frans dagen efter:
(Og jeg får ligefrem lyst til at skrive en artikel om, hvilken pave han så blev i de forløbne 11 år)
“I ved at det er kardinalernes opgave at vælge en nye pave, og det synes som om mine brødre kardinaler har valgt en pave, der kommer fra verdens ende”
Pave Frans
EN YDMYG PAVE – MED EN KARAKTER AF STÅL
Det siges, at nyvalgte Pave Frans altid satte sig på den bagerste række når kardinalerne mødtes.
Men man bliver ikke kardinal i den katolske kirke blot ved ydmyghed, så lige nu spekuleres der på om Pave Frans 1. har karakter og viljestyrke nok til at rette den katolske skude op.
I et sjældent interview i februar slog han som Buenos Aires ærkebiskop og kardinal Jorge Mario Bergoglio fast, at kirkens største problemer lige nu er personlig forfængelighed og ambitioner.
IKKE EN PRÆSIDENT, MEN ET ÅNDELIG OVERHOVEDE
Udtalelsen om kirkens vigtigste problemer beskriver præcist den konflikt, der fik det nu overståede konklave til at minde mere om et politisk valg, end om udnævnelsen af et åndeligt overhovede for verdens omkring 1,2 milliarder katolikker.
Den nye pave sætter praktisk missionsarbejde højere end teologiske diskussioner, og adskiller sig allerede derved fundamentalt fra sin forgænger Benedikt 16..
Den såkaldte reformfløj havde Milanos ærkebiskop Angelo Scola som favorit, da de 115 kardinaler tirsdag den 12. marts blev lukket inde i Det Sixtinske Kapel.
I stedet valgte de til alles overraskelse efter fem afstemninger argentiske Bergoglio, der nærmest slet ikke havde været nævnt i “pavelotteriet”.
FRA KONKLAVET
Kardinalerne aflagde tirsdag eftermiddag ed på IKKE at fortælle om konklavet, men showmanden og kardinalen Timothy Dolan fra New York kunne ikke lade være.
I aftes fortalte han straks pressen, at der rent faktisk blev klappet inde i Det Sixtinske Kapel, da Bergoglio nåede de 77 stemmer, der skulle til for at blive valgt.
Vi ved også, at Bostons kardinal O´Malley var til diskussion i konklavet, men at netop hans nationalitet forhindrede ham i at opnå tilstrækkeligt med stemmer.
Jeg havde udsigt til paraplyer i tre dage.
Det regnede hver dag under konklavet.
REFORMISTERNES SEJR
Den sejrende reformfløj er i et modsætningsforhold overfor gruppen af kardinaler, der har deres daglige gang og arbejdsplads i Vatikanet.
De ønsker en mindre centraliseret og mere gennemskuelig ledelse af den katolske kirke.
De reformvenlige er lede og kede af at høre historier om magtkampe mellem karriere-syge kardinaler i “hovedsædet” i Vatikanstaten, og de ønsker også mere åbenhed om Vatikanets pengesager og de økonomiske transaktioner i Vatikanets skandaleramte bank IOR.
REFORMEVENLIG BETYDER IKKE REVOLUTIONÆR
At blive kaldt for en fremskridts- eller reformvenlig kardinal i den katolske kirke betyder absolut ikke, at man går ind for at ændre århundredegamle regler og dogmer som for eksempel ophævelse af præsternes, munkenes og nonnernes løfte om cølibat.
Det betyder heller ikke ja til anvendelse af prævention, ret til skilsmisse eller accept af registrerede partnerskaber.
Pave Frans´ forhold til Argentinas præsident Cristian Kirchner blev derfor også mere end iskoldt, da hendes regering som det første land i Sydamerika tillod homo-ægteskaber og satte prævention på det statslige sundhedsbudget.
Kirchner selv var dog i går rørt til tårer, da hun fik nyheden om valget af en argentinsk pave.
Enkelte europæiske kardinaler har på det seneste åbnet døren på klem for anvendelse af prævention, men det punkt er ikke umiddelbart på Pave Frans´ dagsorden.
HYKLERISKE PRÆSTER FÅR SKÆLD UD
Pave Frans er på den anden side imod en alt for streng håndhævelse af den rette tro.
Han har skældt argentinske præster ud, når de har nægtet at døbe børn af ugifte mødre.
– Disse præster er vore dages hyklere. Disse præster forhindre Guds børn i at opnå frelsen. Den stakkels pige, der ikke sendte barnet retur til afsenderen, men derimod har haft modet til at sætte barnet i verden, må gå fra sogn til sogn for at få barnet døbt.
Pave Frans ønsker reformer i kirken, en modernisering af bureaukratiet, mere indflydelse til præsterne udenfor Vatikanet, og ikke mindst en mere socialt engageret kirke, der aktivt bekæmper fattigdom.
Han har blandt andet udtalt, at Sydamerika i dag har stor økonomisk vækst, men at det er helt forkert, at denne vækst ikke når de fattigste i samfundet.
Han har også flere gange talt om de negative konsekvenser af den økonomiske globalisering.
I den officielle biografi – “Jesuitten” er biografiens titel – skriver forfatteren Sergio Rubin følgende:
“Er Bergoglio progressiv eller ligefrem en befrielses-teolog?
Nej. Han er ikke en 3. verdens-præst.
Kritiserer han Den Internationale Valutafond og neo-liberalismen?
Ja.
Bruger han meget af sin tid i slummen?
Ja.
FAKTA:
“Jesuitter-ordenen” blev grundlagt i 1535. Ordenen tæller i dag 17.000 medlemmer, hvoraf 12.000 er præsteviede. Ordenen arbejder for en universiel og samlet kirke, og de sætter formidlingen af det kristne budskab højest i deres daglige arbejde.
SKYGGER FRA MILITÆRJUNTAEN I ARGENTINA
Befrielses-teologien er et begreb, der stammer fra 1970´erne, hvor en fløj af præster i Sydamerika blandt andet flyttede ud i slum-kvarterne og i følge kritikerne af bevægelsen gjorde det sociale arbejde til en vigtigere opgave end den kristne mission.
Enkelte befrielses-teologer var åbenlyse tilhængere af eller inspireret af marxismen.
Kristiske stemmer fra Argentina anklager den nye pave for både at have været for passiv under militær-styret, og for i 1976 at have været indvolveret i kidnapningen af netop to præster, der var meget aktive i Buenos Aires slumkvarterer.
Præsterne blev frigivet efter et halvt år.
I den officielle biografi hævdes det, at kardinal Bergoglio derimod medvirkede aktivt til løsladelsen af de to præster.
Han skal have fået diktator Jorge Videlas personlige præst til at sygemelde sig, så hen selv kunne holde gudstjeneste for diktatoren og hans familie, og dér tale direkte om barmhjertighed for gidslerne.
Bergoglio har også været afhørt i 2010 om militærstyrets krænkelser af menneskerettighederne.
Man bortadopterede for eksempel de politiske fangers børn, og kritikere anklager ham for at svare undvigende.
I biografen fortæller Bergoglio dog om, hvordan han under diktaturet skjulte flygtninge på kirkens ejendom, og at han engang gav en mand sine egne identitetspapirer, så han kunne flygte ud af Argentina.
MINDER OM “DEN GODE PAVE – MEN OGSÅ OM “DEN KORTE PAVE”
Det var en tydelig rørt pave, der kort efter kl 20 onsdag den 13. marts lod sig hylde af menneskemængden på Peterspladsen.
Pave Frans virkede dog også som verdens mest ensomme mand, da han brugte Frans af Assisi´s hilsen:
“Brødre og søstre, godaften”.
Det var rørende, da han bad alle i stilhed bede en bøn for ham, og han fandt først sin personlige ro, da han i kor med menneskemængden bad “Fader Vor”.
Hans fremtræden var umiddelbart sympatisk og hans korte tale blev mødt med jubel, klapsalver og heppekor, både da han huskede alle på, at han nu er Roms biskop og da han sendte en hilsen til Paver Emeritus Benedikt 16., der efter sigende har fulgt hele konklavet direkte i tv.
På kaffebaren i Trastevere gik pave-snakken lystigt morgenen efter.
– Han minder om “den gode pave”, sagde en ældre dame, der også var overrasket over en sydamerikansk pave.
“Den gode pave” er Johannes 23., der var pave mellem 1958 og 1963.
Han var en simpel og jordbunden mand af bondeslægt fra den lille landsby Sotto il Monte ved Bergamo i Norditalien.
Og så var han manden bag det store kirkemøde Det Andet Vatikankoncil, der begyndte i 1962.
Et kirkemøde, der lagde grunden til en aldrig gennemført modernisering af den katolske kirke.
Den opgave er nu over 50 år efter stadig den nye paves største udfordring.
– Mig minder han om ham, der var pave i kort tid, sagde en midaldrende herre på baren.
– Bare det ikke går ham lige så skidt!
I 1978 nåede Johannes Paul I. kun at være Sankt Peters afløser i 33 dage.
Hans død er stadig omgivet af tvivl og konspirationsteorier.
Han blev set som fornyeren og bad som noget af det første i sin regeringstid om et møde med Vatikanbankens topfolk.
Det nåede han aldrig, og nogle er sikre på at hans død skyldes en forgiftet kop te.
– Han er vist også fodboldfan, bemærkede en tredje gæst på kaffebaren.
Og det er ganske rigtigt.
Pave Frans holder med fodboldholdet San Lorenzo i Buenos Aires.
Han holdt naturligvis messe, da holdet fyldte 100 år, og han er i besiddelse af medlemskort nummer 88.235.
Fodboldholdet AS Romas tifosi er også begejstrede for den nye pave:
De påstår, han har taget dit pavenavn fra deres angriber Francesco Totti!
FRESKOER OG KARDINALER OVERLEVEDE RØGEN
Blandt de mere pudsige oplysninger Vatikanets talsmand Padre Lombardi er kommet med under konklavet var en udredning om den berømte røg.
Onsdag eftermiddag forsikrede han – der i øvrigt også er Jesuit – de flere end 5.500 akkrediterede pressefolk, at hverken Det Sixtinske Kapels freskoer af Michelangelo eller kardinalernes helbred var i fare på grund af røgforgiftning.
Fyrmesteren måtte tænde op for sort røg – der tilsættes en slags sort blæk til de sammenbundne stemmesedler, der skal brændes – to gange – tirsdag aften og onsdag formiddag kl 11.39.
Tredje gang var røgen hvid, og den steg op fra skorstenen onsdag aften kl 19.06.
Lidt over en time senere kom Pave Frans ud for at modtage folkets hyldest.
Vi var en gruppe danske pressefolk, der spiste hos Leo i Trastevere før konklavet, og gættede på, hvornår den hvide røg ville dukke op:
Jette Elbæk Maressa fra Jyllandsposten gættede, hvornår den hvide røg kom, og kø-jumpede i øvrigt senere på aftenen, så vi begge fik et eksemplar af Vatikan avisen Osservatore Romano.
Over 5.000 medifolk var akkrediteret til konklavet, og ingen havde tilsyneladende Jorge Mario Bergoglio som favorit i “pavelotteriet”.
–//–
Glæd dig til noget så sjældent som en bog om italiensk mad og kultur fra forfatterens egen jord, køkken og restaurant i Italien.
”Due Papaveri” – To Valmuer – hedder det magiske sted for enden af grusvejen i de bløde bakker i Emilia Romagna syd for Modena.
Her har Charlotte Tveen Hansen, der oprindeligt stammer fra Padborg, siden 2005 ikke blot udlejet tre skønne ferieboliger, men også drevet restaurant, forestået mad- og yogakurser, og ikke mindst drevet biologisk køkkenhave og landbrug på markerne omkring agriturismoen. Derudover byder stedet på fantastiske udsigter og en skøn pool. Siden 2011 har ægtemanden Luca hjulpet til med det hele.
Hvor Charlotte Tveen Hansen første bog – Carlotta Cucina – fra 2007 primært bestod af opskrifter, følger den ny bog årets gang i Benedello.
Det sker på markerne, til lavendelhøst eller på trøffeljagt, på besøg hos producenter af områdets specialiteter, og med nedslag i lokalsamfundet, der blandt andet er berømt for et helt specielt og originalt karneval.
Bogen indeholder Charlottes egne årstidsopskrifter fra restauranten, der er åben ved reservation, og et specielt afsnit om plantebaseret vintermad.
Charlottes opskrifter er naturligvis inspireret af de kendte italienske traditioner og respekten for råvarerne, men hendes madkunst tilføjer et kreativt og æstetisk pift, der i den grad adskiller bogen – og maden – fra de alt for mange forudsigelige italienske madbøger, som hvert år vælter ud på markedet.
Charlotte ved nemlig, hvad hun taler om:
Hun har både fingrene dybt plantet i mulden, i forarbejdningen af råvarerne, og ikke mindst, så kan hun lave mad, så englene synger.
Glæd dig!
Det gør jeg.
Bogen er på 320 rigt illustrerede sider, og koster 349,9 plus forsendelse.
Den kan allerede nu bestilles på www.duepapaveri.com.
Bogen præsenteres af forfatteren den 7. april i Store Kannikestræde 19, 1169 København, mellem 13.00 og 17.00, hvor bogen også kan afhentes personligt.
–//–
På kokkeskole med Andrea Bevilacqua / Milano – januar 2014
Kurset hed “Risotti Importanti” – Vigtige Risotti – og foregik i køkkenet på Mondadori boghandlen på Piazza Duomo i Milano.
“Hvor er sylteagurkerne og peberroden?” lød spørgsmålet fra en læser, da jeg på Instagram (@charlottemilano) delte foto af min tartar af piemontesisk oksekød.
Svaret er, at tartar i Italien helst skal smage af kød.
Det er helt i tråd med de italienske køkkeners allestedsnærværende og grundlæggende ide om, at hovedingrediensen er vigtigst.
Ingredienserne:
Håndskåret oksefilet, i dette tilfælde fra kvæg fra Piemonte.
Den gode ekstra jomfru olivenolie (EVO – extra virgin oil, som de smarte siger!)
Salt, gerne som her kryddersalt.
Friskkværnet peber
Og så denne fantastiske Maille sennep med honning, som jeg fik anbefalet fra en god ven.
Den er himmelsk!
En almindelig sennep er også ok, men gerne af den milde slags. Her fungerer det sur-søde helt perfekt.
Kapers og æggeblomme hører sig ligesom til.
Jeg rører ganske let kødet op med salt, peber og en stribe olivenolie, og så er min tartar faktisk klar:
Keep it simple, og nyd det med frisk brød og et godt glas rødvin.
Buon appetito…
–//–
“Sting Like A Bee”, og bien er den trehjulede Piaggio Ape knallert
I Trigno-dalen i det centrale Italien dyrker de unge deres egen, hjemmelavede subkultur omkring den trehjulede knallert Piaggio Ape.
“Ape” betyder bi på italiensk, og henover en sommer summer filmholdet i hælene på teenagerne og begynder at caste dem til en film om deres egen liv.
Langsomt begynder virkeligheden at flyde sammen med fiktionen og tillader de italienske unge at drømme og blive stemmer i deres egne liv, hvor sammenhold, kærlighed, seksualitet – og naturligvis Piaggio Ape – fylder det hele.
I æstetisk smukke billeder på analog film udvikler ’Sting like a Bee’ sig til en morsom, varm og toptunet undersøgelse af en gruppe dagdrømmende unge, der er fanget på den italienske ødemark, men som finder et fælles fristed i deres passion for den trehjulede knallert.
En ungdomsfilm, der svæver sit eget forunderlige sted mellem ’Pimp My Ride’ og Pier Paolo Pasolini.
Filmens spilletider er som følgende:
Lørdag d. 16 marts kl. 19.00-20.55 i Dagmar Teatret
– herefter Q&A med instruktøren
Mandag d. 18 marts kl. 13.00-14.25 i Cinemateket
Fredag d. 22 marts kl. 19.15-20.40 i Empire Bio
Link til fimen https://cphdox.dk/da/film/sting-like-a-bee-da/
Du får rabat på billetterne, når du bruger koden ITALIAMO20 ved bestilling.
–//–
Ingredienser (til fire personer):
– 4 stykker 3-4 centimeter høje skiver kalveskank
– 1/1 finthakket løg
– 2 ben finthakket selleri
– 1/1 finthakket gulerod
– smør og jomfru olivenolie
– tør hvidvin
– salt og hvid peber
– 6 cm tomatkoncentrat på tube
– 2 halverede fed hvidløg, hvis du har lyst
Tilberedning:
Vend de fire kødstykker i sigtet mel efter eventuelt at have lavet fire snit i skindet.
Så undgår du at kødet “krøller” sammen under stegningen.
(Synes det, det er vanskeligt at skære – så klip med din køkkensaks!)
Brun kødstykkerne på en stor pande ved middelstærk varme, cirka fem minutter på hver side i en blanding af smør og olivenolie.
Tilsat salt og peber efter behov, når du har stegt begge sider af kødet.
Fjern kødet fra panden, der tørres let af.
Tilsæt frisk olivenolie og smør, og steg derefter “soffritto´en” (løg, gulerod og bladselleri). Jeg lader et eller to halverede fed hvidløg stege med.
Når løgene er blevet gennemsigtige, placerer du kødstykkerne ovenpå soffrittoen og varmer kødet igennem, inden du svitser af med et halvt glas tør hvidvin.
Derefter tilsætter jeg fem-seks centimeter tomatkoncentrat og kogende vand, rører rundt og dækker kødstykkerne.
Derefter vender jeg kødet cirka hver halve time, indtil de har simret i mindst to en halv time.
Jeg smider også lidt salvieblade og rosmarin i panden.
Nogle sier væden efter stegningen, og serverer den som sovs ovenpå deres Ossobuco.
Tilbehør:
I Milano serveres Ossobuco (knogle med hul, direkte oversat) derimod traditionelt med gremolada, en grøn urtesovs, drysset over kødet:
– masser af finthakket bredbladet persille
– revet skal af økologisk citron
– et fed mast hvidløg
og måske:
– 3-4 finthakkede ansjoser i olie,siger nogle, jeg hopper over.
Jeg drysser den grønne Gremolada over kødstykkerne umiddelbart inden serveringen.
Ossobuco alla Milanese serveres som en piatto unico med solgul safranrisotto – Risotto Milanese – naturalmente.
Normalt er de italienske køkkener delt stringent op i forret (antipasto), førsteret (primo – pasta, ris eller suppe) og andenret (secondo – kød og fisk). I dag kan man specielt på turiststederne ofte også finde en piatto unico, altså forste- og andenret serveret samlet. Det regnes for en uskik af madfundamentalister! Men naturligvis findes der undtagelser, og osso buco med risotto er en af dem.
Opskriften på Risotto Milanese finder du her >>
OBS 1
Man bruger ikke revet ost på Risotto Milanese, når den serveres som tilbehør til Ossobuco alla Milanese.
OBS 2
Det her skal du heller ikke bruge til ægte “Ossobuco alla milanese”:
– ingen dåser med flåede tomater…
– ingen triste ærter…
– intet voksent oksekød, men KUN kalvekød…
Herunder er en udgave, hvor jeg har lavet en Gremolada tilsat hakkedeansjoser og lidt jomfru olivenolie.
I dag kan jeg meget bedre lide den helt simple udgave kun med hvidløg, persille og citronskal – den frisker retten op!
–//–
www.italiamo.dk – Italien fra pizza til politik siden 2000, ved journalist Charlotte Sylvestersen, Milano ©