Femstjernet afstemning styrker Salvini og Lega

/i , /af

Online afstemning svækker Femstjernebevægelsen
og styrker indenrigsminister Salvini og Legaen

I dag tirsdag den 19. februar skal det italienske parlaments kommission for parlamentarisk immunitet stilling til om indenrigsminister Matteo Salvini fra Lega skal stilles for retten i Catania på Sicilien for at have nægtet 177 immigranter at gå i land på øen i august sidste år.

Indenrigsminister anklaget for frihedsberøvelse

Sagen begynder i august i fjor, da indenrigsminister Matteo Salvini nægter skibet Diciotti fra den italienske kystvagt at gå til kaj med 177 opsamlede immigranter og asylansøgere. For det bliver han anklaget for frihedsberøvelse først af retten i Palermo og siden af retten i Catania.
Begge retsinstanser dropper dog anklagerne i november, men sagen blev derefter genoptaget, som det er muligt i det italienske retssystem, at de tre dommere ved retten i Catania, der kan fremsætte anklager, når en minister er involveret. Man ved, at de tre dommere i Catania tilhører den venstreorienterede dommerforening – det er helt normalt at kende dommeres politiske standpunkter i Italien – og mange anser derfor anklagerne som værende mere politiske end juridiske.

Femstjernet flertal mod at ophæve Salvinis parlamentariske immunitet

Helt ekstraordinært afholdte regeringspartiet Femstjernebevægelsen den 17. og 18. februar en online afstemning blandt deres medlemmer, der skulle afklare om Femstjernebevægelsen i kommissionen i dag tirsdag skal stemme for eller imod ophævelsen af indenrigsministerens immunitet. Også selv om parlamentsmedlemmer i Italien også ifølge landets grundlov kun er forpligtet til at følge deres egen holdning og samvittighed, når der skal stemmes.

…artiklen fortsætter under reklamen


Følger bevægelsens parlamentsmedlemmer afstemning skal indenrigsministeren ikke i retten, for 59 procent af de afgivne stemmer sagde nej.
Det betyder så også, at både bevægelsens leder Luigi Di Maio, transportminister Tonielli og regeringsleder Conte sandsynligvis heller ikke senere får ophævet deres parlamentariske immunitet.
De tre meldte nemlig sig selv som medskyldige i sidste uge, i solidaritet med Salvini og for at vise, at regeringen står sammen.

Imod parlamentarisk immunitet – men ikke når magten skal sikres

I realiteten står der ellers sort på hvidt i Femstjernebevægelsens program, at parlamentarisk immunitet er noget skidt, og at alle skal stå til ansvar for eventuelle anklager for retssystemet.

Det har for længst fået flere af bevægelsens egne parlamentsmedlemmer til at undre sig over afstemningen.
Parlamentsmedlemmerne betaler rent faktisk 300 euro af egen løn om måneden til den privatejede digital afstemningsplatform, hvor der angiveligt kun er registreret mellem 100.000 og 140.000 af bevægelsens en million medlemmer.
Kun 52.417 afgav deres stemme ved denne afstemning, og alt andet lige viser denne og tidligere online afstemninger, at heller ikke Femstjernebevægelsen egne medlemmer er så entusiastiske omkring det direkte demokrati. Heller ikke når det blot handler om at logge ind på en webside og afgive sin stemme. Derudover brød den digitale platform endnu engang ned under afstemningen, der blev forlænget nogle timer indtil 21.30 mandag aften.

Tilfreds partileder, krtiske kommentatorer og sure partimedlemmer

Partileder Di Maio udtrykker dog i dagens medier stor tilfredshed med medlemmernes engagement, og er vel i grunden også tilfreds med at hans egen immunitet så også er sikret, nu hvor han har anmeldt sig som medskyldig.
De politiske modstandere og mange politiske kommentatorer betegner dog afstemningen som en fiasko, både i forhold til hvor få der afgav deres stemme, men også i forhold til bevægelsens egen troværdighed.
Mange politiske kommentatorer siger rent ud, at Femstjernebevægelsen nu har afsløret at for dem, som for de såkaldte ”gamle” politikere, handler det allermest om at holde sig til magten for enhver pris, og altså også direkte imod partiprogrammet.
Samme fornemmelse breder sig blandt partiets vælgere, der ved det nylige regionalvalg i den lille region Abruzzo halverede Femstjernebevægelsen og styrkede Legaen.
Salvini selv, som det hele i grunden handler om, har indtil videre været tavs om resultatet af afstemningen hos Femstjernebevægelsen, men der er ingen tvivl om, at hans position som den egentlige leder af regeringen har fået endnu et hak opad.

–//–

Fakta kontra tro: Ved du lige så lidt om Italien som italienerne?

/i , , , , , /af

Avisen Corriere della Sera brugte onsdag den 5. september to hele sider og over 30 spørgsmål på at teste italienernes viden om dem selv og deres eget land. Undersøgelsen afslører, at italierneres opfattelse ofte er utroligt langt fra virkeligheden.

Fire gange så mange muslimer

For eksempel tror italienerne, at der er 20 procent muslimer i Italien, mens det korrekte antal er 4,8 procent.

De tror også, at hele 17 procent af unge kvinder mellem 15 og 19 procent får et barn i løbet af et år, mens det reelle tal er helt nede på 0,6 procent.

Helt galt er det også, at et gennemsnit af italienerne tror arbejdsløshedsprocenten er på 49 procent, og at 51 procent af unge mellem 18 og 24 år hverken arbejder eller studerer.

Arbejdsløsheden var på undersøgelsestidspunktet heldigvis kun 10,4 procent. Og selv om 25,7 procent også er et højt tal for unge Neets, så er det altså kun halvt så mange som italienerne forestiller sig.

Her er flere spørgsmål og svar – både hvor italienerne nærmer sig virkeligheden, som er det første tal – og andre, hvor de tager helt fejl – i parentes:

Hvor mange indbyggere har Italien?
60.483.973 (60.000.000)
Hvor mange indbyggere skønner FN Italien vil have i 20150?
63.500.000 (65.000.000)

Hvor stor en procentdel af indbygggerne er i dag indvandrere?
9,2 procent (30 procent)
Hvor mange procent er kristne?
80 procent (60 procent)
Hvor mange procent er muslimer?
4,8 procent (20 procent)
Hvor mange procent skønnes at være muslimer i 2030?
5,4 procent (31 procent)
Hvor mange procent erklærer sig ateister, agnostikere eller ikke tilhørende en religion?
12 procent (35 procent)

…artiklen fortsætter under reklamen

Hvor mange af indbyggerne i Italien er mere end 65 år gammel?
22,6 (48 procent)
Hvor længe skønnes et barn født i 2018 at leve i gennemsnit
82,6 år (78 år)
Hvad er gennemsnitsalderen for de italienske befolkning?
45,5 år (59 år)
Hvor mange procent er 14 år eller derunder?
13,7 procent (26 procent)

Hvor mange procent bor på landet eller udenfor byerne?
31 procent (44 procent)

Hvor mange kvinder mellem 15 og 19 år bliver mødre hvert år i Italien?
0,6 procent (17 procent)

Hvor mange procent af de italienske kvinder i den arbejdsdygtige alder har et arbejde?
48,9 procent (44 procent)

Hvor mange unge mellem 25 og 35 år bor hos deres forældre?
49,1 procent (61 procent)

Hvor mange italienerne over 20 år er overvægtige?
45,5 procent (36 procent)

Hvor mange italienerne mellem 25 og 64 år har en universitetsuddannelse eller derover?
15,7 procent (38 procent)

Hvor mange procent af medlemmerne af Deputeretkammeret er kvinder?
29,4 procent (26 procent)

Bliver der myrdet færre eller flere i Italien i dag end i 2000?
Færre (Flere)
Hvor mange procent af de indsatte i italienske fængsler er født i udlandet?
34,4 procent ( 48 procent)

Hvor mange italienerne har adgang til internet fra hjemmet, via tablet eller mobiltelefon?
69,2 procent (75 procent)
Hvor mange italienere har en Facebookprofil?
43 procent (76 procent)

Hvor mange italienere bor i en ejerbolig?
80 procent (59 procent)

Undersøgelsen er foretaget af IPSOS, og samme undersøgelse foretages i dag hvert år i 38 lande. Link til den danske del af IPSOS-undersøgelsen >>

Gennemsnitsdanskerne har som italienerne også en fejlagtig opfattelse af antallet af både mord, indvandrere, muslimer og Facebook-profiler, men er alligevel sammen med Norge og Sverige de tre lande, hvor gennemsnitsborgeren opfattelse er tættest på virkeligheden.

Studieopgaver – Opgaver om Italien
Mange flere fakta, tal og statistikker om Italien
Vil du vide meget mere om Italien kan du downloade italiensk statistiks engelske brochure “Italy in figures” her >>.
Den seneste udgave fotograferer Italien i 2016.
2017-udgaven kommer sandsynligvis i løbet af september 2018.
Du kan også downloade et engelsk resumé af ISTATs årlige rapport om nationens tilstand her >>.

-syl

–//–

Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden

/i , , , , /af

DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017

Der er fyrfadslys i alle vinduer.

Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.

Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien.
Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.

Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med

Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.

Hun blev rædselsslagen og fremstammede et halvkvalt grazie. Derefter gik hun ind i et andet værelse, hvor hun sandsynligvis rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn >> for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med.

…artiklen fortsætter under reklamen

Middag med kirkegårdsstemning

Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.

Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.

Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.

HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.

Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano

Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.

Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.

Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.

Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning

Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.

Ildstedet i stuen

Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.

Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.

På knæ for ilden

Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.

”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.

Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.

Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.

“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord

Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.

Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne h, j og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.

Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.

Og så blev hyggen lige pludselig umoderne

Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.

Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet

Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.

Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.

Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.

Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.

Foto: Skribenten.
–//–

Re-integration i Danmark 10: Rige danskere i villaer og sparsommelige italienske husejere

/i , , , /af

DAG 10 i Danmark/onsdag 20.12.2017
De italienske venner var lige så bekymrede som jeg selv over mit projekt om at overvintre i Danmark.
Naturligvis frygtede de for min fordøjelse.
De bekymrede sig også om, hvorvidt mine to små hunde havde pels nok til kulden. Spørgsmålet om hvor jeg skulle bo fyldte også meget.
For at berolige dem, viste jeg dem integrationsvejlederens parcelhus på ejendomsmæglerens side >>.

”Det er jo en villa”, lød det måbende fra Valentino på 86. De andre ældre og lidt yngre herrer ved mit stambord med kortspillerne nikkede samtykkende, da mobilen med billederne blev sendt rundt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Parcelhuset i Holbøl ér en villa for mange af os storbyitalienere. Også selv om det i Danmark er et mindre parcelhus i et udkantsområde med en salgspris, som du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i mit milanesiske middelklassekvarter.

Det afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og også af, hvad man vænner sig til.

VILLAEN I HOLBØL SÆLGES FOR MINDRE END EN MINDRE LEJLIGHED I ET MILANESISK MIDDELKLASSEKVARTER.

Mine øjne er blevet så italienske, at jeg før afrejsen fra min knap 60 kvadratmeter lille toværelses lejlighed i Milano meddelte integrationsvejlederen, at jeg nok bare ville bo i stuen i Holbøl.
Al den plads og alle de værelser i villaen skræmte mig. Grin bare af mig, for de første uger kunne jeg ikke engang overskue at åbne dørene ind til de tre ledige soveværelser.

Øerne langs den jyske højderyg

På den tiende dag i Danmark var jeg inviteret til ålegilde nord for Vejle. Mine danske venner fra Gardasøen – de to, der før afrejsen fra Malcesine ved Gardasøeen >> fejlagtigt påstod jeg kom til at køre hele turen til Danmark i solskin – var på juleferie i Danmark, og vi var inviteret af deres gode venner.

På vejen til Vejle blev jeg oprigtigt talt overrasket over trafikken på motorvejen.
På ferier i Danmark har toget som regel været rejseformen. Eller også har andre hentet og bragt manden og mig i deres biler. Nu sad jeg selv bag rattet. Du gode, hvor er der kommet mange biler i Danmark i forhold til for 25 år siden.
Man kan, og det gør man ofte som udvandrer, stille sig det filosofiske spørgsmål, om det er sundt for krop og sjæl altid at være i bevægelse? Jeg valgte i stedet at koncentrere mig om kørslen i den tågede eftermiddagsstøvregn. Vinden rev også en smule i Panda i de åbne landskaber.

Jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg… Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse

Jeg måtte lige tilbage til folkeskolens geografitimer, for jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg. Har havet nærmet sig højderyggen, der så i parentes er lavere end ruinbjerget fra 2. Verdenskrig, som i dag er en park tæt ved mit hjem i Milano?

Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse. Først da Kolding Ø dukkede op, gik det op for mig: Ø´et betyder bare øst, sådan. Endnu engang fik jeg lyst til at sende min dybeste medfølelse til de udlændinge, der kæmper med og imod det danske sprog.
Der var en ko på marken ved siden af rastepladsen,
og køer ude på motorvejen længere fremme,
og en kø kan man også spille billard med.

Integrationsvejlederen, der oprindeligt stammer fra Als, kunne bagefter oplyse mig om, at Ø er den rigtige side af den jyske motorvej.

Rasteplads med bibliotek

Et stop på Skærup Ø overbeviste mig helt konkret. Der var ingen bro, man skulle over på vej ind på rastepladsen. Rastepladsen var ganske rigtigt landfast med resten af den jyske halvø.

Til gengæld var der fine toiletter i kælderen, der også husede et kæmpestort og mange hyldemeter langt bibliotek med farvestrålende turistbrochurer over hver en kant og udkant af Danmark. Jeg blev overvældet over udvalget, men tog beskedent kun nogle få brochurer om de jyske steder og rigtige øer, jeg havde planer om at besøge.

Det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum

Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at danskerne regner sig for nogle af verdens mest miljøvenlige, ville jeg have bekymret mig alvorligt over, hvor lidt aftryk ideen om det papirløse samfund har sat på det danske turistbureauers tryksager.

Ude på motorvejen igen var der næsten lige så aftenlyst som i Milano, og fra Vejle og til Engum var der nærmest gadebelysning på hele strækningen. Trafikken var stadig tæt, og det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum.

Robert har et hus i haven og ordner plænen

Mine værter har naturligvis også to biler, for man arbejder jo i dag ofte fjernt fra sin bopæl. Den berømte og berygtede sammenhængskraft, som man så tit desperat leder efter og hører tale om i Danmark, tror jeg har noget med dén kendsgerning at gøre.

Det slog det mig også, hvor rige mine værters hjem og omgivelser virkede. Ikke alene havde de fået fat på de eftertragtede ål, så der var nok til at nå flere gange rundt på tallerkenen med benene, som man nu skal. Men det hele duftede af velstand, og såmænd og heldigvis også med netop de to, af både velfærd og vellevned.

STEGT ÅL, VELFÆRD OG VELLEVNED ANNO 2018.

Min hjemby Milano er ellers en yderst velhavende by. Statistisk set er det en af Europas rigeste byer. Men velstanden er ikke så ligeligt fordelt som i mit hjemland Danmark. Der findes ikke kvarterer med parcelhuse og tilhørende have på over 300 kvadratmeter nogle steder inde i byen. De, der bor i villaer med park i Milano by, er simpelthen overklasse så det basker, eller også har de været heldige i arvelotteriet.

Vennerne på baren i Milano ville helt sikkert også kalde min venners parcelhus ved Vejle for en villa og haven for en park. På et skilt på terrassen stod der såmænd ”Havekroen”, men møblementet med liggestole og flere siddegrupper, og indretningen med obligatorisk grill, slog mange italienske gourmetrestauranter med udeservering i både kvalitet og smag.

Jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget

Robert havde sit eget hus i haven. Han er ikke en hund, men en robot, der passer plænen, når mine venner er afsted på deres rejser eller bare nede i ferielejligheden i Spanien. Mine venner sidder ikke i eksklusive direktørstole nogle steder. Og som italiener kunne jeg i øvrigt aldrig drømme om at spørge om, hvad de tjener. Den slags er bare så privat i Italien.

Men jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget. Ikke bare bilerne og husene, men også rejserne til andre verdensdele. Med Legoland, der for mange børnefamilier er erstattet af Disneyland og ikke det i Frankrig. Med Weber Grill Generation 6.0 i de mange villahaver. Åh, undskyld, parcelhushaver.

Italienerne ejer deres bolig og sparer penge op ved siden af

Til gengæld så ejer de fleste af mine venner omkring kortspillernes bord på baren i Milano deres bolig. Trods den langvarige økonomiske krise i Italien har deres lejligheder også stadig en bedre salgspris end villaen i Holbøl.

Altså, italienerne ejer virkelig deres små lejligheder, ligesom jeg ejer mine knap 60 kvadratmeter. Italienerne betaler nemlig deres boliger.
20- og 25-årige boliglån er stadig et relativt nyt fænomen i Italien.

Da min mands forældre i begyndelsen af 1960´erne var glade statister i den industrielle revolution med kinesiske vækstrater lånte de penge til deres lejlighed af den rige onkel. Derefter spiste de så meget majsgrød – polenta – i de fem år, de betalte onklen tilbage, at min mand aldrig siden rørte den ret.

Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset

Da jeg var til kommunistpartiets sommerfest i Milano i 1989 solgte en vis Signor Silvio Berlusconi lejligheder i sin luksus satellitby Milano Due ved Festa d´Unitá. Han tilbød elskværdigt, at man kunne betale 40 procent af prisen, når man skrev under, 40 procent når byggeriet var færdigt, og så kunne man låne de sidste 20 procent til almindelig bankrente hos… Silvio Berlusconi.

Omkring 80 procent af italienerne bor i ejerboliger i dag. Langt de fleste boliger er betalt ud. Helt ud. De ejer dem altså. Med de ekstremt lave fødselsrater italienerne også har, kan de kriseramte unge og mindre unge italienere derfor se frem til at arve ikke bare forældrenes bolig, men også de barnløse tanters og onklers.

Fast ejendom er helligere end arvesølvet

Da jeg foreslog manden den hypotetiske tanke, at vi i vores alderdom kunne låne penge i lejligheden til at gøre pensionistlivet sjovere, så han totalt uforstående på mig. Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset. Italienerne er derudover også nummer to til at spare op efter japanerne.

Til gengæld bor de fleste så ikke i villaer med park, og 80 procent holder altid deres sommerferie i Italien. Hvorfor i alverden skulle de også andet?

Og Valentino på 86 henne fra baren. Ja, han har såmænd fra sin familie arvet et skønt stenhus på en bakketop midt i Oltrepo-vindistriktet kun 80 kilometer syd for Milano.


”Men det er jo ikke en villa, Carlotta, bare et stenhus”, siger han, selv om det sted med et par gode håndværkere i løbet af tre-fire uger kunne blive til en skøn oase med udsigt over vinmarkerne, med eller uden Weber 6.0.

–//–

På re-integration i Danmark 0: Falske vejrudsigter, frossen sprinklervæske og Pippi i Panda

/i , , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt, fra både Italien og Danmark, om hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

Søndag 10. december 2017:
Under min morgenbriefing med mig selv inden afgang mod Nordeuropa fra Malcesine ved Gardasøen lovede jeg mig selv at køre forsigtigt, ikke tage nogle chancer, og så absolut holde ind ved et hotel tæt på motorvej 7/E45 inden det blev mørkt.

Vi, Panda, vovserne på bagsædet og jeg, kørte som programmeret afsted klokken 06.28, og indtil vi nåede det nordlige Østrig, uden grænsekontrol ved Brennerpasset, gik alt planmæssigt.

ØSTRIG I SOLSKIN, MEN DET GIK OVER

Min erindring snyder måske, men jeg mindes ikke, at man skulle over et decideret bjergpas på over 1.200 meter for at komme fra Østrig til Tyskland. Jeg vil da heller ikke udelukke, at jeg bare blindt har fulgt den korteste vej, som min GPS foreslog.

…artiklen fortsætter under reklamen

Det bekymrede mig at se rastepladser dedikeret til påsætning af snekæder, og såmænd også, at de modkørende biler fra Tyskland havde 20-25 centimeter sne på taget, men efter en tissepause og lidt fuel til Panda fortsatte vi over passet.

Nede fra passet og inde i Tyskland, uden grænsekontrol mellem Østrig og Tyskland, sneede det endnu mere, og havde åbenbart sneet i flere timer. Min gode venner Frits og Linda i Malcesine havde ellers tjekket en masse vejrudsigter. De havde forsikret mig, at jeg under hele turen til Danmark lige netop ville have snefald i ryggen og ikke foran mig. Mekaniker Walter i Milano havde også lovet at fylde frostsikker sprinklervæske på Panda. Ingen af delene holdt.

Vejen forsvandt og bilen rallede

Jovist kom jeg da fremad. Jeg blev liggende bag en gigantstor Land Rover, og vi kom frem med mellem 45 og 55 kilometer i timen. Undervejs kunne man se mindre og mindre af vejen foran sig, og forruden i sig selv blev også temmelig uigennemsigtig, fordi sprinklervæsken trods mekaniker Walters garantier jo var frossen. Mobilen var ved at være død, fordi GPS´en havde været på i flere timer, og nu har jeg så lært at sætte Power Banken til, inden mobilens dødsrallen begynder.
Man kan altid lære.

Med andre ord.
Klokken var 11.30.
Vejen var usynlig, forruden mudret og mobilen halvdød.
Der var stadig langt til Danmark.

Vi stoppede på et stopfyldt raststelle, hvor hundredevis af andre bekymrede bilister gik rundt med endnu mere bekymrede miner end min, men dog alligevel kunne spise solid tysk kost som schnitzler, bratwurst og en masse kål.  Modløst brugte jeg mobilens sidste energi til at notere, at der lå tre hoteller umiddelbart efter næste motorvejsafkørsel ni kilometer fremme.

Pippi i Panda

Ude på vejen gik der Pippi Power i situationen. Vi kørte forbi afkørslen, lagde os bag endnu en kæmpebil med dobbelt så brede dæk som Panda og sneglede os frem med 55-60 kilomter i timen.
Jeg overbeviste mig selv om, at man snildt kan køre i verdens sikreste bil, men hvis du er en usikker bilist, så er Pippi i Panda bedre.
”To timer”, tænkte jeg, så tager vi en beslutning for natten, for jeg havde jo lovet mig selv ikke at køre i mørke.

To timer senere var mobilen ladet op. Hundene blev luftet i sneen, og jeg fik tisset. Man kan jo ikke tage beslutninger, når man er tissetrængende, det ved alle.

Så ringede jeg til Landgasthof Hess syd for Kassel, og reserverede et værelse til vovserne og mig. Planen var oprindeligt at lande lige dér, over halvvejen til Danmark, mellem klokken 15.30 og 16.00, mens det stadig var lyst.
GPS sagde, jeg ville lande 18.15 og jeg parkerede Panda i buldermørke foran hotellet klokken 18.40.

Efterrationaliseringer
De køretekniske udfordringer på første rejsedag fik luftet ud i min hjerne og i de skræmmende re-integrationstanker, der i dagene op til afrejsen havde gjort mig nærmest panisk stresset:
Kan min mave klare dansk mad i længere tid?
Er mit tøj og mine sko varme nok?
Er der stadig kun konstant modvind – også på cykelstierne?
Er det en god ide at tage favoritpasta og favorit risottoris med?
Det slog mig flere gange, at min hjerne var fyldt med de samme bekymringer, som min italienske mand altid havde før ferierne i Danmark.
Jeg skulle i øvrigt have taget et lager af risottoris fra Po Deltaet med. De der risottoris fra Netto overbeviser altså ikke.

Klokken 19.30 sad jeg så bænket med en dobbelt winerschnitzel mit bratkartoffeln, der mindede om bakkerne lige netop der i Kasseler Berge.

Hundene var fodret, og efter et varmt bad, og en sidste luftetur mellem snebelagte bindingsværkshuse besvimede vi alle tre inden klokken 22.30, med de planlagte kun 580 kilometer foran os dagen efter.

Ja, ok, hundene risikerede at besvime inden.
Hjemme i Milano hopper de op i sengen fra fodenden.
På Landgasthof Hess var der et sengegærde i fodenden, så det plankede de op i og faldt ned af et par gange, inden de opdagede, at det var nemmere at hoppe op langs sengens side.
Man kan altid lære.

Foto: Privatfotos

–//–

Migranthistorier 1: Ali med værdighed

/i , , /af

Fra min Facebook væg den 11. april 2016:
Ali rejser hjem til Senegal den 27. april.

Jeg har vidst, hvem Ali er i mange år.
Når jeg i midten af 00´erne gik aftentur i sidegaden med schæferen var det Ali, der stod og trykkede sig op ad muren udenfor kebap-baren.

Over to meter høj, med rank ryg, og dengang bredskuldret muskuløs.
Han var bange for schæferen, og jeg var heller ikke helt tryg ved den kulsorte mand med stenansigtet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Efter nogle måneder begyndte vi at hilse.
Siden stoppede jeg op, og vi snakkede lidt.
Om alt og ingenting, for nu kendte vi jo hinanden.

Det tog lang tid, inden han var tryg ved schæferen.
En dag spurgte han høfligt, om han kunne risikere at røre ved hende.
“Ja, helt rolig”, sagde jeg, “hun spiser kun hvidt kød”.
Så lo Ali. Og han rørte ganske forsigtigt ved Crillis ryg.

Med et strålende smil og de fantastiske hvide tænder, jeg helt havde glemt, indtil han kom forbi Vatikanet her til aften. 

Årene imellem schæferen og Vatikanet i dag har ikke været gode ved Ali.
Smilet forsvandt, han blev krumbøjet og begyndte at halte grusomt.
Tøjet blev slidt.
Det blev usselt, for at sige det rent ud.

I mangel af bedre, for min mand var 35 centimeter lavere end Ali, forærede vi ham en vinter for nogle år siden en dyne.

Han blev med tiden lidt af en original i kvarteret. Èn af mange, for den slags har vi stadig her i Cagnola-kvarteret i Milano.

Når Ali kom forbi Vatikanet legede han ”Carabinieri”, og krævede at se identitetspapirer fra os alle.

På Vatikanet, altså min ARCI kulturforening hvor baren er kulturelt momsfritaget, grinte vi lidt af det show, og der faldt altid et glas eller to af til Ali.

Her til aften kom han ind i sin fulde højde.
Ryggen var rank.
Han var stolt.
Man fornemmede, at han følte sig på omgangshøjde.
Tøjet var stadig slidt, men rent og pænt.
Og med den ranke ryg sad det bare bedre.

Han var blevet et helt menneske igen.
Han gik rundt til alle borde, gav hånd og fortalte, at han den 27. rejser hjem til Senegal, og ikke ved, om han nogensinde kommer igen.

Der var stolthed og uendelig glæde i hans ansigt.
Når jeg lige nu tænker på hans strålende smil med de kridhvide tænder i det kulsorte ansigt, bliver jeg rørt igen.
Jeg ønsker ham alt godt i Senegal – ok, ikke flere børn, måske.

Og skulle han komme retur, ja, så bliver han igen en del af gadebilledet.
Ali har sikkert aldrig haft en opholdstilladelse, et fast job eller bare et menneskeværdigt liv i Italien.
Hvad ved jeg?

Men jeg ved, at jeg i aften har set mennesket bag Ali.
Det får mig sgu til at tude.

Den 1. januar 2017 var der officielt registeret 101.207 senegalesere ud af 5.046.995 indvandrere i Italien.

Senegal

ILLUSTRATION: By Alvaro1984 18

–//–

Migranthistorier 2: Uden papirer, og meget utilfreds

/i , , , /af

Fra min væg på Facebook den 2. september 2017:
Vi er mellem Uffizi Gallerierne i Firenze. Nordafrikaneren kom hen til de to carabinieribetjente, jeg stod ved siden af.

“Jeg vil klage over soldaterne”, sagde han og pegede mod de to soldater længere ned af gaden mellem Uffizi Gallerierne.

“Ja, hvad har de gjort”? spurgte den ene betjent.

…artiklen fortsætter under reklamen

“De bliver ved med at spørge om at se mine papirer, men jeg har ingen. De spørger hver dag.”

“Hvis du ingen udentifikationspapirer har, så må du jo ikke være her”, lød svaret.

“Jamen. jeg har jo ingen, og nu skal de altså lade være med at genere mig. Jeg har været her i mange år”, fortsatte han på glimrende italiensk med toskansk accent.

De to soldater havde fulgt samtalen på afstand, og kom nu op til nordafrikaneren og carabinierierne.

“Se, de generer mig. Jeg vil anmelde dem”.

“Fint, sagde den ene soldat. Tag ham med på stationen, så vi kan anmelde ham, fordi han prøvede at tage min kollegas maskinpistol, og truede med at myrde os, fordi vil bad om at se ID”.

Hvordan det endte, ved jeg ikke.

Kommer afrikaneren uden ID med på stationen, bliver hans identitet kontrolleret, hvis man kan.
Er han uden opholdstilladelse og har han ikke søgt asyl, får han et papir, hvor der står, han skal forlade Italien.

Hverdag i Italien 2017.

“Strade sicure”
7.000 militærfolk deltager i antiterror operationen “Sikre gader”.
De er udkommanderet til at patruljere og holde vagt ved mulige terrormål, som her ved Uffizi Gallerierne i Firenze.
Carabinieri politiet er et militært opbygget politikorps, der sammen med de lyseblå Polizia di Stato og de mørkeblå Guardi di Finanza udgør det italienske politi.


–//–

Migranthistorier 4: På cykel i Firenze fra 7 til 22

/i , , /af

Fra min væg på Facebook 3. oktober 2017:
Puoria er 27 år gammel.
Han har været i Italien i to år nu, og taler glimrende italiensk, endda med toscansk accent.
Han er fra Iran, hvor resten af familien bor, og han studerer til IT-programmør.


Pouria og turistguide Anne Mette Rosendahl, som du kan læse mere om på Firenzeguide.dk >>

Det vil sige i dag, og indtil turisterne i Firenze bliver lidt færre i slutningen af oktober, cykler Puoria byens centrum rundt fra kloken 7.00 til kloken 22.00.
Hans job er at aflevere og hente øretelefoner og radiosendere til byguider og deres turistgrupper.

…artiklen fortsætter under reklamen

“Om nogle uger får jeg tid til at studere igen”, siger han.
“Kan din familie så hjælpe dig økonomisk til vinter”? spørger jeg.
“De har hjulpet mig med rejsen hertil. Jeg er 27 år. Nu er det min tur til at hjælpe dem”, svarer han.

Vi bytter cigaretter.
Jeg får en lille skrap sag, han har fået sendt fra Teheran til 30 eurocent per 20-styks pakke.

Jeg ønsker ham held og lykke med det hele.

–//–

Migranthistorier 3: En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

/i , , /af

Den 26. juni 2017 skrev jeg sådan her på min væg på Facebook:
Tiggeren, i sine mærkevarejeans, arbejder sovende, og totalt ligeglad med, at der er en begravelse i gang inde i kirken.
Nu hvor ramadanen er slut, er kirketrappen igen forvandlet til smugkro hver aften og nat.

Søndag den 3. december2 2017 faldt vi i snak, og jeg skrev hans historie:
Først var jeg forarget over den unge kinesiske mand, der fra i sommer har tigget foran kirken i via Plana.

…artiklen fortsætter under reklamen

Så begyndte han at stoppe op for at snakke med hundene, når jeg sad med dem på Pinos Bar.
Han var venlig og altid præsentabel, og naturligvis (?) sagde jeg intet om, at det irriterede mig at se ham tigge sovende på kirketrappen.

Så vovserne og jeg stoppede selvfølgelig op, da vi mødte ham før messen i dag.

“Jeg rejser hjem til Kina sidst på måneden”, sagde han pludseligt, og med lykken malet i ansigtet.

Så var isen brudt.

Han kom hertil for tre år siden med et par familiemedlemmer.
De havde alle jobs, men de andre faldt ikke til, og rejste tilbage. Til et sted i nærheden af Taiwan.

Han mistede siden sit faste job, fik løst arbejde, én måned hér, én måned dér, men ikke nok til en Milano husleje alene.
“Og kineserne hjælper kun dem, de kender, eller som introduceres af en garant”, fortæller han mig.

De seneste måneder har han fået en seng på hjemløseherberget i Quarto Oggiaro kvarteret et par kilometer fra via Plana.
“Men det er ikke et liv”, siger han.

Pengene til billetten retur til Kina er betalt af en privat organisation, der hjælper i den slags situationer.

Han taler bedre italiensk end mange kinesere, der har været årtier i Milano, der ellers har Europas største China Town.

Vi taler om, at han skal blive ved med at tale italiensk, opsøge italienske virksomheder i Kina, så de tre år i Europa en dag åbner en vej for ham.

Inden jeg går på kaffebar får han et stort knus, og jeg siger tak, fordi han fortalte mig sin historie.
Så får jeg endnu et knus.

–//–

Dumhed: Falske “bøfler” og ”kemiske striber”

/i , , , /af

Mange italienerne tror på falske “bøfler” og ”kemiske striber”.
De læser dårligt, forstår ikke procentregning eller er bare dumme.

”Har du hørt, at der nu er 49 procent arbejdsløse, at 48 procent af befolkningen er over 65 år, at 20 procent er muslimer, og at der nu er over 15 millioner immigranter i Italien”?

”Una bufala” er en løgnehistorie, en fordom og tit også bevidst politisk propaganda, som bliver gentaget så ofte, at dumme mennesker tror på dem, og lystigt deler dem både i real life og på de sociale medier.
Udtrykket stammer fra at blive trukket rundt i manegen som en bøffel med ring i næsten.

Nando Pagnoncelli, der leder meningsmålingsinstituttet IPSOS, har skrevet en bog om fænomenet.
”Dare i numeri” hedder bogen, og direkte oversat betyder det at lægge tallene på bordet.
I overført betydning er ”dare i numeri” at være skør i bolden.

I realiteten er arbejdsløsheden i Italien lige omkring 12 procent.

Italienerne bliver i gennemsnit ældre, men det er stadig kun en femtedel – 21 procent – der har rundet de 65 år.

Indvandrerne er 8 procent af befolkning, ikke 26 procent eller 15 en halv million personer.

Af indvandrerne er mindre end tre procent af befolkningen – 1.550.000 – muslimer, og ikke de 12 millioner eller 20 procent af befolkningen, som IPSOS undersøgelser viser, at mange italienere tror.

Hvad værre er, så tror en stor del af italienerne ikke på hverken IPSOS eller den officielle italienske statistik, men er grundlæggende overbeviste om, at disse institutioner lyver for dem.

17 procent af italienerne nægter for eksempel at tro på, at Italien trods den langvarige krise stadig er et land med over fire millioner registrerede produktionsvirksomheder, og det er faktisk en europæisk andenplads efter Tyskland.

Dumhed og ”har du hørt”-uvidenhed

Andrea Mollica forklarer på websiden Gadlerner.it, at problemet er dumhed og mangel på uddannelse.

”Bøffel-historiernes succes kan forklares med vore medborgeres lave uddannelsesgrad”, skriver han.
Han begrunder sin påstand med, at 57 procent af befolkningen kun lige kan klare at læse en nem tekst, og højest har gået otte år i skole.
Derudover er mange italienere analfabeter med tal.
De forstår ikke principperne bag procentregning, forveklser skøn og forudsigelser med fakta, og får i det hele taget deres – manglende – viden fra over fire timers bevidstløs tv-kiggeri dagligt tilsat surf på de sociale medier.

…artiklen fortsætter under annoncen

Ikke mindst de sociale medier, hvor ”falske bøfler” spreder sig hurtigere end en fjer kan blive til fem høns, får af forskellige kommentatorer på puklen i mediernes omtale af Nando Pagnoncellis bog .

De godtroende er overalt.
Er de mon en del af et komplot?

Et kig på min egen væg på Facebook viser da også, at jeg blandt hvad jeg ellers troede var intelligente venner og bekendte også har ”bøffellort-spredere”:

Hér er folk, der i fuld alvor mener den italienske statsgæld kan fjernes ved at nedsætte parlamentmedlemmernes pensioner, og vi taler om 2.215 milliarder euro.

Andre er overbeviste om, at man rent faktisk ikke kan gå uden for sin dør, uden at risikere at blive myrdet, selv om antallet af mord i Italien i 2014 rent faktisk var 468 mord mod 2.453 i 1981 og 1.916 i 1991.

Politiske ”bøfler” får evigt
liv på de sociale medier

Ligesom mange italienerne nægter at acceptere kendsgerningerne, når de som beskrevet herover får dem serveret, så lever de politiske løgnehistorier også et evigt liv i cyberspace.

Selv har jeg forlængst opgivet at få fjernet en stadig læst og kommenteret blog fra 2012 om Danmark på Beppe Grillos og 5 Stjerne Bevægelsen hjemmeside.

”I Danmark betaler man ikke ejendomsskat.
I Danmark er der ingen kildeskat.
I Danmark koster det 150 euro om året at varme en bolig på 100 kvadrameter op”.

Sådan fortsætter indlægget med den enes falske oplysning efter den anden, og der gives ikke mulighed for at kommentere til andre en medlemmer af bevægelsen.
Min email til bevægelsen, hvor jeg med kildehenvisninger tilbageviste alle indlæggets påstande blev naturligvis heller ikke besvaret, og bloggen dukker med jævne mellemrum op på italienske venners væg.

Renzi, Letta og Monti
Tre statskup på stribe!

I dagens Italien og på min væg gentager mange personer også til bevidstløshed, at Renzis regering er at sammenligne med et statskup, ja faktisk det tredje af slagsen, fordi hverken Renzi som hans forgængere Letta og Monti ikke er valgt ind i parlamentet.

Der er ingen lydhørhed hos disse personer, når man forklarer, at der i forhold til landets grundlov og ideen bag det repærsentative demokrati overhovedet ingen problemer er i at udnævne hverken ministre eller regeringschefer, som det er sket i Italien.
De tror ikke på det.
De vil ikke tro på det.

Og så er der min favorit:
De kemiske striber og det ukendte komplot

I den tragikomiske afdeling har jeg Facebook-venner, der bruger deres fritid til at demonstrere mod ”kemiske striber” i luftrummet.

– Hvad er ”kemiske striber”? spurgte en undrende veninde på besøg i Italien.
Hendes undren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at denne konspirationsteori også har proselytter i Danmark, der er overbeviste om, at disse striber lavet af kondensvand fra flyvemaskiner, i virkeligheden er internationalt komplot.
Og selv om de ikke ved, hvad komplottet er, så er de sikre på at vi kan flyve billigt med low cost selskaber, fordi de får penge for at være en del af komplottet.

Abonnetment på
spåmænd og kortlæsere

Lige så fantastisk skræmmende er det, at den italienske forbrugerorganisation Codacons kan fortælle, at 13 millioner italienere i 2013 henvendte sig til “maghi” – troldmænd, hekse, såkaldte kloge mænd og koner og alverdens afarter af spåmænd og lignende – for at løse deres problemer.
I den billige udgave kan man anskaffe sig en ”anti-arbejdsløshed-amulet” til 200 euro.
I den dyrere ende er der for eksempel et årsabbonnement til 300 euro om måneden for at sikre sig mod økonomiske problemer.
En hurtig søgning på ordet “cartomanti” – folk, der mod betaling læser dine Tarotkort – på Google.it giver 322.000 resultater.

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves,
og  måske er religionen netop en del af problemet

Manglende uddannelse, fordummende tv, og den slags er der objektivt desværre også mere af i Italien end i Danmark, er vel en del af forklaringen på både fascinationen af og ”bøflernes” sejlivethed i Italien.

Viljen til at tro fejler nemlig ikke noget i Italien, hvor 75 procent af befolkningen i 2014 stadig definerede sig selv som troende katolikker (DOXA 2014)


–//–