Artikel skrevet af Britt Trude Petersen

Cinque Terre set med en vandreguides øjne
Under mine år som vandreguide på Sardinien havde jeg mange gange hørt godt om Cinque Terre og vandreturene der.
I foråret 2023 kom jeg langt om længe til dette punkt på min ”bucket list”.
Det var en fascinerende oplevelse. 

Vi havde booket et hotel i Monterosso al Mare, som ligger i den nordlige ende af bugten, og hvortil det er muligt at komme med bil. Det valg blev vi glade for, da vi så mængden af turister i de andre mindre byer.  

Vi vidste det ikke på forhånd, men vi havde valgt det helt rigtige tidspunkt at besøge området, nemlig de sidste dage inden påsken, hvor, efter sigende, alt virkelig skifter op på den store turist-klinge.
Jeg er ikke overbegejstret for meget turistede steder, og det har dels at gøre med, at jeg fra Sardinien ikke er vant til overrendte vandrestier, og dels at jeg ikke nyder det så meget med store flokke turister på et og samme sted.  

De højereliggende vandrestier giver de største oplevelser
Vi spurgte receptionisten på vores hotel, hvordan vi kunne opleve områdets vandreture uden at skulle gå i kø på stierne. Hun gav os rådet at gå de højereliggende ture i stedet for stierne langs kysten.

Vi startede første vandredag med at gå nordpå, til Levanto, som ikke er en af byerne i Cinque Terre.
Det var en tur med noget op- og nedstigning, men intet der var svært.

Der var utroligt fine udsigter over hele Cinque Terre oppe fra toppen, og når man først kom over kammen til den næste bugt, var der en flot udsigt til Levanto og langt op ad den liguriske kyst.

Nede i Levanto gik vi ind i en gågade langt væk fra vandet og spiste en lækker frokost af lokale delikatesser, inden vi tog toget tilbage til Monterosso.

Det med toget er altså et af de mere geniale træk ved at vandre i dette område.
(Man kan købe et kombineret vandre- og togkort til Cinque Terre, der giver adgang til togene mellem de fem små byer, til både de højere og lavere vandrestier, shutllebusser til de højereliggende stier, samt gratis adgang til stationernes toiletter og wifi, red.)

Hvordan de så har kunnet lave en jernbane, der nærmest kun ligger i tunneler, er sådan noget, der overgår min sølle forstand?  

Monterosso er en hyggelig by med to dele, hvor den ene er ældre og hyggelig med smalle gyder, og den anden har en lang strand og togstationen.
Der er masser af restauranter af forskellig slags over det hele.
Generelt fik vi god mad og vin i området.  

Næste dag ville vi sydpå, men ikke på den lave sti, hvor vi havde fået at vide, at man skulle stå i kø ved starten af stien, og at der var rigtigt mange mennesker, der gik.

Vi gik bagvejen ud ad byen og op ad bjerget mod det, som receptionisten kaldte ruten med ”i santuari”, pilgrimsstederne.

Vi fik os derfor en skøn opstigning på henved 500 meter, og blev positivt overraskede over, at cafeen på det første pilgrimssted, Soviore, var åben.
Stien gik nu sådan cirka i niveau hele vejen, kom forbi to ”santuari” mere, inden den gik ned til den næste lille by i bugten, Vernazza.

Vernazza er en enormt smuk og piktoresk by, men vi fik et helt chok, da vi kom dertil.

På vores vandring den dag havde vi mødt et par håndfulde mennesker, og pludselig stod vi lige midt på et fuldpakket turiststed.

Vi fulgte vores almindelige strategi og søgte væk fra havnen, faktis helt præcist til det sidste hus i byen, hvor der var en restaurant. Her havde vi fortjent kolde øl og god mad.
Endnu en gang tog vi, for en billig penge, toget tilbage til vores udgangspunkt.  

Tredje vandring skulle starte i den næste by i bugten, så vi startede med at tage toget til Corniglia, som vi slentrede igennem.
Det er en meget nydelig lille by, som ligger over vandet, og hvorfra vi endnu tog den høje sti op til vandreruten med den mest fantastiske udsigt over alle de terrasserede vinmarker.

Allerede inden Volastra ser man de her næsten umuligt anlagte terrasser, men det er især, når man går ned mod Manarola, at man forundres over, hvordan de lokale har bygget baner op og ned og rundt om deres små vinmarker, hvor de sidder i små vogne, som de kan bruge til at få høsten i hus med.

Manarola er endnu en meget charmerende by med en masse turister, og efter frokosten hoppede vi på en båd tilbage til Monterosso.

Vi nød at kigge på Cinque Terres stejle kyster ude fra havet, nu når vi havde gået hele vejen.

At der både findes båd og tog mellem byerne er altså en smart måde, sådan at man kun behøver at gå i én retning.  

Vi kom ikke til den sydligste af byerne, Riomaggiore, men vi synes, at vi fik en grundigt indtryk af et meget smukt område. Vejret var med os, og temperaturen i april var lige tilpas til at vandre i.  

Som vandreguide var jeg overrasket over, at der var så mange mennesker, men positivt overrasket over de høje stier.

Det var fint skiltet, og organisationen med tog og båd og informationen på turistkontorerne gjorde det nemt at finde ud af, hvordan man bedst kunne opleve området efter egen smag.  

Vi er vant til at vandre, og de relativt korte ture vi tog her, var noget de fleste sporty mennesker kan gøre på en halv dag.
Det var et godt alternativ til at gå med mange mennesker på smalle stier, hvor der ikke altid er plads til, at to går forbi hinanden.  

Den sidste aften havde vi fortjent en ordenlig middag, og eftersom vi er sådan nogle, der går op i mad og vin, havde vi bestilt bord på Ristorante Miky i Monterosso >>, hvor vi fik os en overlegen gastronomisk opleve med tiptop service.
Deres innovationsmenu var veltillavet og yderst smagfuld.
(Complimenti, Britt, for dér fandt du nemlig den efter min mening bedste restaurant i Monterosso, red.)

Det er nok den mest spændende kulinariske oplevelse, vi har haft i Italien indtil videre.  

Cinque Terre er en flot del af Ligurien og noget, jeg er glad for at have set.
Det kan I roligt sætte på jeres ”bucket-list”.

Husk gode sko og en hat!

Endnu en god restaurant i Monterosso, der ligger bygget ind i klipperne og byens forsvarsværker mellem den nye og den gamle bydel:
L´Ancora della Tortuga >>

–//–