Hvorfor blev Lombardiet så hårdt ramt af Covid-19?
Jeg har fået det spørgsmål så mange gange, at jeg nu som absolut lægkvinde forsøger:
Mit personlige bud, absolut ikke udfra nogen videnskabelig evidens, men efter meget læsning og mange udvekslinger af bud med kolleger og eksperter:
Der var ved vi nu, hundreder, måske tusinder af asymptomatisk smittede i Lombardiet i januar og februar.
Derfor “eksploderede” smitten, måske også som følge af store arrangementer, som for eksempel den nu berygtede fodboldkamp mellem Valencia og Bergamos Atalanta, der blev spillet på San Siro Stadion i Milano den 19. februar.
Første patient blev konstateret positiv for Covid-19 den 21. febraur i Cogodno syd for Milano, og samme dag døde en ældre herre i Vó i Veneto, der også blev konstateret smittet.
Lombardiet lukkede med nærmest Kina-hård hånd ti små kommuner omkring Codogno i Lodi provinsen syd for Milano i weekenden efter “patient 1” – en 38-årige manager, der lå fem uger på hospital, og vågnede op til en død far og onkel, og et nyfødt barn
Mandagen efter, den 24. februar, lukkede man skoler og uddannelsesinstitutioner i Lombardiet, Veneto og Emilia-Romagna, hvad der nu, i bagklogskabens lys, var en utilstrækkelig beslutning.
Børn og yngre bliver åbenbart sværere smittet, og smitter i givet fald ikke så meget videre, som man troede på det tidspunkt.
Vi skal helt hen til “den forbandede weekend” 6. 7. og 8. marts – den sidste “normale” weekend i 2020.
Om aftenen lørdag den 7. marts blev der annonceret, at der nu var karantæne på vej til hele Italien, men denne weekend gik folk til aperitivo, tog på stranden, shopping og på udflugt som normalt.
Tilbage til de åbenbart mange asymptomatisk smittede, så var smitten derfor inde i en ekstrem eksponentiel fase, den blev nærmest ikke stoppet, og myndighederne, og borgerne, havde tydeligvis ingen klar fornemmelse af omfanget og alvoren dengang.
“Jeg bliver hjemme”/”Io resto a casa” dekretet, der de facto indførte lov, ikke anbefalinger, om aftstand, begrænset bevægelsesfrihed, maskepåbud og forsamlingsforbud kommer i virkeligheden ret hurtigt, nemlig den 10. marts.
Men ikke hurtigt nok.
Sagt med andre ord:
Norditalien, men specielt Lombardiet, indfører karantæne, med den afstand og sociale begrænsning, der nu må siges at virke, men det sker desværre 12-14 dage senere i “smitteforløbet” end Italien syd for Appeninerne, og Nordeuropa.
Derfor er Mellem- og Syditalien også blevet ramt i meget mindre grad, nærmest som Danmark, hvis vi ser på nuværende antal smittede og døde.
Når karantæne og afstand virker, så virker den jo også eksponentielt meget mere effektivt, hvis antal smittede er lavere som udgangspunkt, end hvis man har hundreder eller tusinder af smittede, der om man så må sige har været i omløb i ugevis.
Vi ved også i dag, at smitten spreder sig i familien, og hvor man bor tæt.
Historien om de døde på plejehjemmene er en gyser i sig, også fordi der ikke var værnemidler, eller fordi man ikke ville bruge værnemidler “for ikke at forskrække beboerne”, som flere plejehjems-direktører forklarede bekymret personale.
Italienerne bor faktisk i dag slet ikke så tæt, som man ofte tror i udlandet.
En trejdedel af italienerne bor alene, i Milano kommune bor over 50 procent alene.
Og ser man specifikt på smittede i Milano, så er der færrest i det rige centrum, hvor folk oftere bor alene eller i større lejligheder, og flest i yderkanten af byen, hvor man bor flere i mindre lejligheder.
Tag min forklaring her med et gran salt, men det er hvad jeg som lægkvinde har deduceret mig frem til de seneste uger.
Tillad mig også at notere, at jeg ikke er blandt dem, der hopper på vognen med, at sundhedsvæsenet i Lombardiet, og vores politiske ledere (fra Lega, der ikke er min kop te i forvejen!) har svigtet.
Lombardiet har, efter mind mening, haft den uheldige skæbne at ende i Corona-orkanens øje.
Shit happens.
Og som “first movers” i en uventet og ukendt situation kan man kun gøre sit bedste.
Med de uundgåelige fejlbeslutninger, der ikke kan undgåes i så alvorlig en krise.
Måske er endda jeg blevet så katolsk i hovedet, at jeg hellere vil tilgive end anklage, og så komme videre derfra med de triste og dyrtkøbte erfaringer in mente for at undgå noget lignende i fremtiden.
Når det er sagt, så er jeg en stor fan af det Civile Beredskab/Protezione Civile i Italien.
Italien er desværre vant til katastrofer som jordskælv, oversvømmelser, laviner og lignende, og beredskabet er altid beredt.
Og det var de også denne gang, sammen med Røde Kors og deres mange frivillige i ambulancerne og andre steder, og sammen med utrætteligt sundhedspersonale, der ikke kan takkes nok.
En lille historie til slut om hvor slemt det var.
I midten af marts gik jeg tur med hundene på den store Sempione boulevard.
Mellem to biler lå en ussel klædt beruset vagabond, der ikke kunne rejse sig, heller ikke med min hjælp.
– Skal jeg ringe efter hjælp, spurgte jeg og han samtykkede.
Efter ti minutters venten på 112 kom jeg til en operatør.
– Vil han have, vi skal hente ham, jeg skal høre om han vil hentes af os? gentog operatøren.
– Jeg vil ikke hentes, råbte manden så pludseligt høje, at operatøren kunne høre det.
Dertil svarede operatøren på 112.
– Så lægger jeg på, vi har simpelthen nok af andre, der skal hentes, sagde han med et suk.
Den 3. april topper antallet af intensiv-patienter med 4.068, og der er over 28.000 indlagte.
Den 15. maj, i går, var der 808 intensiv-patienter, og 10.792 indlagte.
15 af de 20 italienske regioner er godt på vej til at nærme sig “0” nye smittede.
Vi klarer den!
–//–
