Re-integration i Danmark 4: Italiensk overtro og krydsende rapænder i Rinkenæs

/i , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 4 i Danmark – torsdag 14. december 2017
66.666 viste kilometertælleren i Panda torsdag eftermiddag ved Rinkenæs. I ved, den lille by med Halfdan Rasmussens >> rapand Rasmus. Jeg er jo ikke overtroisk. I grunden er jeg slet ikke troisk. Men jeg krydsede alligevel fingre, lavede horn med pege- og lillefinger, bankede tre gange under rattet, rørte ved metallet på bilnøglerne, og strøg mig let mellem benene over de to, som kvinder ikke har. Man ved jo aldrig, vel?

Italienere rører ved jern – tocca ferro – eller laver horn medringe- og langfinger for at beskytte sig mod det onde.
Mænd kan dog også, i u-ligestillingens navn erstatte denne skik med at tage et solidt, men blidt, tag om deres tekstikler.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede

Oprindelsen til denne skik stammer fra romertiden, har jeg fået fortalt. Når romerske legionærer mødte hinanden, gav de ikke hånd. I stedet gav de hinanden et gensidigt klem af de to for at bekræfte, at begge var ordentlige mænd. Og siden har det så beskyttet mod ondt på samme vis som bank under bordet.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede. Nu ved du, at det sandsynligvis fire ud af fem gange blot er for at beskytte sig mod det onde. Og, ja, deres intimhygiejne er, med min beskedne erfaring, vældig god. De har jo bidet i Italien.

Italienernes spørgsmål til mig desangående har så i årenes løb netop været: ”Går i så i bad efter hvert toiletbesøg, eller hvad gør i?”

Det er det dér med, at vi gør ting anderledes, ikke nødvendigvis bedre eller dårligere.
Og jeg har faktisk fortrudt, at bidetet røg ud, da vi renoverede lejligheden. Ved siden af toilettet er dimsen også yderst velegnet til fodbad og vask af nylonstrømper i en fart.

Op over bæltestedet igen, og tilbage til tro og overtro, hvis det da ikke i grunden er det samme?

Mange unge kirkegængere

Mine landsmænd i Italien er for det store flertals vedkommende troende, selv om man skelner mellem praktiserende katolikker, der går til messe flere gange om måneden og deltager aktivt i kirkelivet, og kulturkatolikkerne, der kun kommer til de store forestillinger.

”Det unge Italien tror ikke længere >>”, skrev dagbladet La Stampa i juli 2016.
Det skete med baggrund i et rundspørge, der viste, at antallet af ikke-troende unge mellem 18 og 29 år var steget fra 23 procent i 2007 til 28 procent i 2015. Med andre ord definerer lige knap tre ud af fire unge italienere stadig sig selv som troende katolikker.

Selv om vores nyindsatte præst her i Holbøl i Sønderjylland – Kristian Ditlev Jensen – mener, “at man ikke behøver gå i kirke hver søndag >>”, så ville han sikkert ikke have noget imod at se 13 procent af den lokale ungdom hver søndag, og andre 12 procent af de unge mindst én gang om måneden. Og endnu flere af de voksne over 30 år.

Man behøver ikke konvertere for at gifte sig med en katolik

Indtil midten af 1980´erne skulle udenlandske ægtefæller, der ville giftes med deres italienere i den katolske kirke konvertere. I dag kan man beholde sin lutheranske overbevisning, når man blot lover, at man vil opdrage eventuelle børn i den katolske version af kristendommen. Min italiener og jeg valgte frivilligt børn fra, og blev viet borgerligt.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag

Eneste problem med hans praktiserende katolske familie i den forbindelse var, at vi ikke kunne få plads en lørdag, og derfor blev gift på den uheldige fredag.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag.

”Skal vi så kun spise fisk til brylluppet?”, udbrød faster i San Remo, da vi informerede om den glædelige begivenhed.

Jovist var det nok slemt at blive viet på Jesú dødsdag.
Men tanken om en hel fiskemiddag var dog værre.
Vi giftede os fredag eftermiddag, og holdt festen lørdag. Og søndag med, da mit bysbarn Bjarne Riis netop den dag i 1996 vandt Tour de France. Ren, for Herren og os andre, eller ej, så blev han også festet den dag i Milano.

Rapanden, tyskeren og de djævelske tal

Tilbage på landevejen mellem Holbøl og Rinkenæs går det op for mig, at det djævelske punkt med 66.666 på kilometertælleren skete netop på det sted, hvor en rapand og dens ællinger en sommerdag for over 30 år siden besluttede sig for at krydse vejen.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det, bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt

I en bil på vejen sad lillebror, vores forældre og undertegnede. Brormand bremsede naturligvis. Det gjorde danskeren bagved også. Tyskeren i sin store og hurtige BMW gjorde ikke. Tre totalskadede biler, og heldigvis ingen personskader. Politiet kom for at optage rapport, og den flinke betjent kiggede alvorligt på min kun 18-årige lillebror.

”Nu er der jo ingen tvivl om, at de bagvedkørende får skylden. Men må jeg spørge, hvorfor i alverden bremsede du op her på denne her helt lige strækning?:

”Der kom en andemor med sine ællinger over vejen”, svarede brormand lakonisk, og i overensstemmelse med sandheden.

”Javel ja. Det forklarer jo alt”, konstaterede betjenten tørt.
I samme øjeblik lød en hård opbremsning foran os. Andemor og ællingerne var simpelthen på vej tilbage, og heldigvis denne gang uden harmonikasammenstød.

Derfor er jeg altså altid lidt ekstra opmærksom, før jeg kører igennem Rinkenæs. Måske skal jeg fremover også slå korsets tegn, selv om jeg aldrig kan huske, hvor man begynder den gestus. Og fordi jeg jo, også efter 28 år i Italien, hverken er overtroisk eller troisk.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt.
–//–

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

/i , /af

I Italien græder vi over, og taler om vores døde. Og ingen af mine italienske venner og bekendte har nogensinde udtalt de ydmygende og livsudslettende ord “nu er du vel kommet over det”.

For nogle uger siden sad GF, Sandro og jeg og græd ved bordet henne på kommunistbaren ”Vatikanet”.

Vi græd over vores døde, og Sandro græd den dag, fordi ”jeg var en sommerfugl de første år, og gjorde hende så meget ondt”.
Fasen af skyld over grimme ord, og sommerfuglens trang til at smage andre blomster, kender GF og jeg. Så vi kunne minde Sandro om, at hans afdøde hustru måske heller ikke altid var det søde, blide og trofaste væsen, hun lige nu er i hans ubærlige sorg.

Ingen af vores venner ved de andre borde løftede et øjenbryn.
Det er vores fællesskab.
Det bliver respekteret.
Bagefter smagte vi naturligvis også på den salami Marco havde med, drak et glas eller var det to, og deltog i den efterfølgende fællessang.

Gianfrancos kone døde for over tyve år siden, Sandros i fjor efter over 50 års ægteskab, og min mand tjekkede ud for to år siden.

Men tid er en uvæsentlig faktor for sorg i Italien.
Hér respekterer man ubærlig sorg også efter årtier.
Man accepterer døden som en livslang ledsager, vi alle uundgåeligt og i en af dens omskiftelige former skifter bekendskab med.

Min mands død er derfor også blevet en af de mest fantastiske livsbekræftende oplevelser i mit italienske liv.

Folk fra kvarteret som jeg ikke kendte, men som min mand frekventerede, gik i månederne efter hans død målbevist over på min side af fortovet for at kondolere.
Flere af dem gør det stadig i dag.
For at høre, hvordan det går, for at give mig et knus eller for at fortælle en historie om min mand, som de har tænkt på.
Og nogle er blevet nye venner i mit nye liv.

13 dage til at ”komme over det”

Der gik kun 13 dage efter min mands død før jeg fik et ”nu er du vel kommet over det”, i hovedet fra Danmark.
En straks unfriendet dansk barndomsven sendte en privat besked til mig på Facebook.
”Har hørt om din mand, men nu er du vel ovenpå igen. Kan du ikke lige skaffe mig en billig lejlighed til seks personer i Firenze i påsken”.

En anden dansker blev eks-veninde, da hun udviste en endnu mere pinlig mangel på takt og empati ved at insistere på, at jeg skulle gennemføre en aftale med hende tre dage efter mandens død.
”Jamen, du havde jo lovet at komme”, gentog hun flere gange indtil jeg lagde røret på, for dér var jeg for en gangs skyld uden ord.

“Efter tre måneder holdt naboerne op med at skifte fortov, når de så mig”, fortalte en dansk enkemand mig i fjor.
“Det var tydeligt, at de mente, jeg så var kommet over min kones død. Og så kunne vi snakke om noget andet.”

24, 7, 13, 23, 35

Det slår mig, at ingen af mine italienske venner og bekendte nogensinde i de forløbne to år, to måneder og 24 dage har udtalt den dybt ydmygende og i grunden livsudslettende sætning, at ”nu er du vel kommet over det.”

Begynd med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

Og ingen synes jeg er sær, fordi min indre kalender over, hvor mange år, måneder, dage, timer og minutter jeg fik sammen med ham, altid er opdateret.

Jeg kommer aldrig over min mands død, og skal det heldigvis heller ikke i Milano.
Man sletter da ikke 24 år, 7 måneder, 13 dage, 23 timer og 35 minutter af sit liv, bare fordi døden kommer forbi.

Man kan ikke systematisere sig ud af døden

Alle liv indeholder små og store ulykkelige begivenheder.
Dine kæres død er en af de slemme.
Men at netop døden er et af livets grundvilkår, anses i dag nærmest som en fornærmelse mod borgerne deroppe i verdens lykkeligste land.

Derfor står behandlere, projektmagere og medier i den anden ende af den danske berøringsangst klar til at systematisere sig ud af den grundlæggende mangel på empati, medmenneskelighed og sociale relationer, som andre steder i verden, Milano inklusive, i langt de fleste tilfælde er nok.

Set fra den anden ende af Europa får man nogle gange en fornemmelsen af, at stort set alle de problemer der rammer de fleste af os i løbet af livet, i Nordeuropa regnes for systemfejl, som systemet har pligt til at rette for borgeren.

DR viser lige nu programmet ”Mor er død – men det taler vi ikke om”, og det myldrer med sorgrupper og tilbud om professionel terapi.

Men alle disse foranstaltninger er nytteløse, hvis du bliver ved med at gå over på den anden side af gaden, undgår at tale med de efterladte om deres døde, og helt banalt slet ikke tør se os i øjnene.

Journalisten Esben Kjær mistede sin 7 år gamle søn i 2012, da drengen fik kræft. Hans bog ”Min usynlige søn – Kunsten at lave med sine døde resten af livet” bekræfter grundlæggende mine erfaringer med den nordeuropæiske berøringsangst.

”Problemet er, at folk tror, at de kan gøre én ked af det ved at tale om den døde. Men det kan de ikke, for de kan ikke sige noget, der gør det værre. Det værste, de kan gøre – og det er så lige, hvad folk gør – er at tie min søn ihjel”, siger Esben Kjær i et interview i Politiken den 7. maj  med titlen “det er sygt, at vi lader som om døden ikke er her.”

Esben Kjær har et forslag.
”Som samfund har vi brug for at udvikle nogle normer – en slags færdselsregler – for, hvordan vi opfører os over for de efterladte”.

Disse færdselsregler findes.
Jeg har mødt dem i via Plana og omegn, og navigerer stadig i dem.

Her er de empatiske og medmenneskelige færdselsregler endnu ikke blevet afviklet af velfærdsstatens omklamrende systemtænkning, hvor målet er at fjerne alle de ubehagelige forhindringer for et evigt lykkeligt liv, døden inklusive.

Du kan begynde med at beslutte, at ordene ”du er vel kommet over det”, aldrig nogensinde mere kommer over dine læber.
Så er du tilbage på den rette vej.

–//–

Artiklen er tidligere bragt på POV.International– 9.5.2016

Døden i Milano er uden den nordeuropæiske berøringsangst

 

Tinder-dating i Italien

/i , , , /af
Nyt fra det italienske online kødmarked (1.3.2016)

Der er nok ikke den store forskel på at være en midaldrende overvægtig enke med to små hunde på online dating i Danmark og i Italien.

Der er dog to fordele.
Ordet “dansk” får det til at blinke Brigitte Nielsen hos midaldrende italienske mænd, og brunligt-gråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

– Du finder aldrig en mand, hvis du bliver ved med at gå ud for at drikke kaffe med morgenhår og uden makeup, konstaterede Anna på 72 år få måneder efter, at min mand døde.

Jeg prøver.
Jeg husker det hver anden dag, ok.
Og jeg prøver at gemme de behagelige, men afslørende, leggins bagerst i skabet.
Plastikblomsterne i Panda´ens bagrude er også skrottet.
Jeg prøver virkelig.

Kendsgerningerne er, at jeg ér en 53-årig overvægtig og fattig enke med to små hunde.
Det kan heldigvis skrives mere appetitligt på Tinder uden at blive gennemført uærligt.

I Italien virker ”dansk” for eksempel stadig som et positivt filter med hensyn til de seksuelle forventninger. Der blinker simpelthen ”Brigitte Nielsen” og lignende i hovedet og bukserne på de fleste af mændene i min alder.
Der er vel omkring 25 cm i højden og et par bogstaver eller tre i BH-størrelse til forskel, men alligevel.
Jeg ér højere end gennemsnitsitalienerinden.
Jeg hár større bryster, og musefarvet brunligtgråt hår kaldes stadig for blondt i Italien.

Udgangspunktet kunne altså være værre.

Og lad mig også være ærlig og ligefrem positiv og indrømme, at ”journalist” rent faktisk stimulerer både nysgerrigheden og de intellektuelle forventninger hos individer med en IQ over 100.

Der skal bare lige sorteres.
Bare…

Affald og vraggods

Problemet med italienske Tinder-mænd er det samme som med verdenshavene.
Der flyder alt for meget ubehagligt affald og vraggods rundt.

En stor del er dybest set på SoMe-kødmarkedet for at spare udgiften til både datingsider og prostituerede.
Der er så rigeligt af dem i alle aldre, at man tror det er løgn. Fra MILF-segmentet til dem, der i virkeligheden har mere brug for ældrepleje end lagengymnastik.

Jeg har givet.
Jeg behøver ikke se flere timemoteller i Milano-provinsen indefra, uanset om der er spabad til to og spejl i loftet eller ej.

Frasorteringen betyder måske, at jeg går glip af sporadisk god sex.
Det er jo uendeligt trist. Men jeg har af selvværdsårsager lovet, at sidespringsatleter fremover sorteres fra i de første chats.

”Duer ikke, væk”, som prinsessen sagde.

Uafhængig betyder på alle planer uforpligtende

Altså bare lige for at præcisere.
Jeg er ikke ude efter et hurtigt bofællesskab, og slet ikke efter et nyt ægteskab.
Jeg har heller ikke noget imod sex.
Overhovedet!
Faktisk tror jeg slet ikke på forhold, hvor den seksuelle gnist ikke er tilstede fra start.

Men muligheden for ”noget mere”, hvis det mirakuløst klikker på flere planer for begge parter, skal i det mindste være hypotetisk tilstede.

Tanken om denne hypotetiske mulighed virker åbenbart så skræmmende på de fleste italienske mænd, at ordet ”uafhængig” nærmest er blevet et mantra på Tinder i Milano.
Og det er underforstået, at ordet i virkeligheden betyder uforpligtende på alle måder.

De forbrændte og forbitrede

Jeg orker heller ikke at ende som ufrivillig deltager i tragikomedien med skilsmisse, bodeling, delebørn, hademails, stalking og hvad der ellers i værste fald er fulgt med for de veninder, der har taget den tur.

I Italien er der så også lige en del flere aktører i skilsmisserne end i Danmark.
Jeg vil ikke fra en ny begyndelse præsenteres i den udvidede italienske fire-leds familie som ”hende, der ødelagde min søns, svigersøns, datters, grandnieces, barnebarns ægteskab og hele familiens forløjede harmoniske samliv”.
No way!

Skadet gods

Desværre indskrænkes katagorien af mulige emner i min alder sig også på grund af …alder.
Segmentet af bitre, rippede og flåede italienske mænd med tredjegradsforbrændinger fra tidligere ægteskaber og relationer, og relationernes og ægteskabernes udvidede familier, er overvældende i min aldersgruppe.

Den model holder dig tre skridt fra livet i alle andre situationer end sex.
Og uanset samtalens emne koger de over af bitterhed for ikke at sige had mod eks´en, hendes familie, veninder, kolleger og kvinder i almindelighed.

– Kom dog videre! får jeg lyst til at råbe.
Og når jeg pakker den sætning pænere ind, lukker vi lige dér.
Duer ikke!

– Du er for negativ, sagde min jævnaldrende danske ven, da jeg forelagde ham problemstillingen.
Han ser sig selv som et vellykket eksempel på en 50-årig, der er kommet uskadt igennem sin egen verdenskrig med den italienske eks.

Ved siden af ham sad hans nye kæreste. Hun er en 18 år yngre identisk kopi af eks´en.
Identisk!

Giv op!

Måske skal jeg bare give op, og i stedet ophøje den afdøde mand som det højest opnåelige i mit liv?
Måske får man kun én chance for at opleve et ikke kedeligt parforhold, hvor man i det lange løb vokser sammen i stedet for at vokse fra hinanden?

Det er jo i virkeligheden bare lidt af det, jeg gerne vil have igen.

Nå, videre.
Man har vel været spejder.
Man giver ikke op.

De kinky, de alt for kloge og den generte initiativtager…

Der er kun få timer nu til dagens frasorteringer på Tinder.
Jeg har besluttet, at min position er utilgængelig i arbejdstiden.
I det mindste.

Så skal dagens portion af de kinky, der vil have nøgenfoto i første chat, sorteres fra.

Også ud med dem, der betegner deres civilstatus som kompliceret.
De ér komplicerede.

Ud med de intellektuelle tidrøvere, der bliver ved med at komme med lange intelligente og kultiverede chats, men i virkeligheden aldrig rigtigt kommer til sagen.

Måske skulle jeg fjerne ”journalist” fra profilen.
Ord alene gør det jo ikke.

Jo, der har da været én, der hverken var for ung eller for gammel, og som efter kun fire-fem chats rykkede og ”skal jeg ikke bare ringe dig op”.

Wauw!

Man kunne høre, at han faktisk var en smule genert og lidt ubehageligt til mode over metoden, på den gode måde. Men stemmen var usædvanlig dyb og tiltrækkende, og “ja, vi skal da ses”.

En mand!!!

Nå, han var på vej til fire ugers ferie i Thailand.
Thailand?
Ja, for at dykke!
Hm…

Og hvad nu, hvis han kører Fiat Multipla?

Måske er jeg uden at have set det komme blevet et surt og negativt kvindemenneske med rygerynker over overlæben og alt for store forventninger?
(PS: Ikke rygende kvinder får dem også. Så er det bare rynker…)

…eller måske hører du bare snart om en midaldrende dansk kvinde i Milano, der sidder højt oppe i et træ i Sempione Parken, og som den skøre onkel i Fellini-filmen Amarcord råber ud i verden ”Voglio una donnaaaa”.

Med omvendt fortegn.

”Voglio un uomoooo…”

–//–

Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på POV International.

pov_tinder_dating

Printscreen fra POV International

–//–




Lov om registreret partnerskab vedtaget i Senatet

/i , /af

Loven om registreret partnerskab – Unione Civile – blev vedtaget i det italienske Senat torsdag den 25. februar med 173 stemmer for og 71 imod.

5 Stjerne Bevægelsen forlod Senatet under afstemningen.
De var utilfredse med, at lovforslaget var blevet barberet, så det meget omdiskuterede punkt om “Stepchild Adoption”, var blevet fjernet.

...artiklen fortsætter under annoncen

I det vedtagne lovforslag var paragraffen om seksuel troskab også fjernet.
Den paragraf gælder stadig ved indgåelse af ægteskab i Italien.

Nu skal loven vedtages af Deputerekammeret før den kan træde i kraft.

Jubel og vrede
Reaktionerne på vedtagelsen gik fra jubel til vrede.
Overordnet var stemningen i går hos fortalerne dog, at Italien nu omsider er på rette vej med en tilpasning af lovgivningen til virkeligheden.

Unione Civile giver samme ret som i et ægteskab til at arve partneren som tvangsarving.
Man får også ret til at overtage en afdød partners lejebolig og enkepension.
Man bliver “på papiret” også partneres slægtning for eksempel ved hospitalsophold og i andre nødsituationer.

Mange tilhængere er også nu sikre på, at næste skridt bliver retten til at adoptere en partners biologiske barn.
Flere bemærker, at det italienske retssystem allerede i dag afsiger “adoptions-domme” til fordel for en partner af samme køn, netop fordi det handler om barnets tarv.

Modstanderne lover kamp til stregen ikke bare i Deputeretkammeret, hvor flertallet burde være sikret for den skrabede udgave af loven.
De truer også med at samle de 500.000 underskrifter, der skal til for at kræve en folkeafstemning om at afskaffe loven.

registreret_partnerskab_landkort

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:LGBT_flag_map_of_Italy.svg
–//–

Lang vej til lov om registreret partnerskab

/i , , , , /af

ITALIEN ER KNÆKKET PÅ MIDTEN OM RETTEN TIL REGISTRERET PARTNERSKAB
VEDTAGES LOVEN TRUER MODSTANDERNE MED FOLKEAFSTEMNING

I morgen tirsdag den 2. februar begynder den afgørende debat i parlamentet om Cirinná-loven, der vil tillade registreret partnerskab – Unione civile – mellem homoseksuelle i Italien.
Loven har navn efter forlagsstilleren, senator Monica Cirinná fra regeringspartiet PD.

LOVFORSLAGETS HOVEDPUNKTER
Vedtages loven får to personer af samme køn næsten de samme civile rettigheder og pligter overfor hinanden som i et ægteskab.

Decreto di legge Cirinná:
To myndige personer kan indgå registreret partnerskab – Unione Civile
Registreret partnerskab giver rettigheder og pligter og udgør en familie
Der kan ske adoption af en partners biologiske barn for at sikre barnets tarv
Rugemødre er ikke nævnt i loven, og metoden forbliver ulovlig i Italien

…artiklen fortsætter under annoncen

Det registrerede partnerskab kommer til at blive indgået på samme måde som en borgerlig vielse ved en ceremoni på et offentligt kontor foretaget af en embedsmand,  i overværelse af to vidner, og med efterfølgende registrering af partnerskabet i de offentlige registre.

Lovforlaget vil i sin nuværende form på langt de fleste områder ligestille homoseksuelles partnerskab med ægteskabet.

Det vil blandt andet betyde, at partneren på lige fod med heteroseksuelle ægtefolk bliver arveberettigede efter hinanden, at de kan modtage den efterladtes pension, at de får ret til at blive boende i fælles bolig, kan tage partnerens efternavn, og i øvrigt også har forsørgerpligt overfor partneren.

Derudover vil en meget omstridt paragraf i lovforslaget tillade den såkaldte ”Stepchild Adoption”, altså tillade adoption af den ene parts bioligske barn/børn, når barnet tarv taler for adoption.
Lovforslaget ændrer ikke ved det italienske forbud mod for eksempel rugemødre.

SKRAP DEBAT OM SÅKALDTE NATURLIGE OG UNATURLIGE FAMILIER
Debatten i parlamentet kommer i kølvandet på to lørdage med store demonstrationer henholdsvist for og imod registreret partnerskab.

Græsrodsbevægelsen ”Svegliatitalia” – Vågn-op-Italien – arrangerede lørdag den 23. januar demonstrationer for regnbuefamiliernes rettigheder i næsten 100 italienske byer og i mange europæiske hovedstæder, deriblandt også en støttedemonstration på Kongens Nytorv i København.
Arrangørerne skønnede, at over 1 million mennesker deltog i demonstrationerne.

registreret_partnerskab_svegliatitalia
Lørdag den 30. januar var det modstandernes tur.
Her mødtes primært praktiserende katolikker, men også ganske få muslimske organisationer og mindre grupperinger på den yderste højrefløj, på Circo Massimo til ”Family Day” i Rom.
Arrangørerne skønner, at op mod 2 millioner deltog i demonstrationen lørdag, et tal modstanderne mener burde mere end halveres.

registreret_partnerskab_familyday

Komiteen: Vi forsvarer vores børn – et af mange slogan for demonstrationen i Rom lørdag den 30. januar.

”Family Day” blev støttet af fremtrædende politikkere fra de partier, der er imod enhver form for ligestilling med det, de kalder den naturlige biologiske familie og de såkaldte regnbuefamilier.

– Jeg vil gerne se to mænd på en øde ø lave et barn,  lød en kommentar, der høstede både latter og bifald på Circo Massimo, fra den kristdemokratiske højrepolitiker Carlo Giovanardi.
Roberto Maroni fra Lega Nord, Maurizio Gasparri og Renato Brunetta fra Forza Italia deltog også i Family Day i Rom. Roberto Maroni er præsident for regionen Lombardiet i Norditalien, og han havde taget regionens officielle fane med som en demonstration. Maroni havde også i ugen op til demonstrationen demonstrativt lade vinduerne i regionens bygning i Milano danne ordet ”Family Day”.

Blandt modstanderne af loven er også den italienske Indenrigsminister Angolino Alfani, der ikke udelukker, at han vil samle underskrifter til en folkeafstemning om ophævelse af loven, hvis den bliver vedtaget.
Alfano og de andre parlamentsmedlemmer i partiet NCD (Nuovo Centrodestro  Nyt Centrumhøjre) er imod lovforslaget, men har forsikret, at en vedtagelse ikke vil ændre noget i regeringssamarbehdet.

Regeringspartiet Partito Democratico vil tillade deres parlamentsmedlemmer at stemme ”efter samvittighed”, når loven om forventet en lille uges tid endelig kommer til afstemning.
Og det er underforstået, at denne stemmefrihed i virkeligheden kun gælder for det meget kontroversielle forslag om at tillade ”Stepchild adoption”.

Afstemningen i de to kamre af det italienske parlament kommer efter al sandsynlighed til at være hemmelig, selvom PDs gruppeformand har udtalt, at det ikke er et problem for regeringspartiet, at ikke alle medlemmer stemmer for hele loven.
Nogle politiske kommentatorer forudser dog også, at en hemmelig afstemning vil medføre ja-stemmer fra nogle af nej-partierne. Der er medlemmer af for eksempel Berlusconis parti Forza Italia, der er for forslaget, når man ser bort fra paragraffen om adoption.

OPLØSTE NATURLIGE FAMILIER
Som et kuriosum kan nævnes, at der hjemme hos Silvio Berlusconi ikke er enighed om lovforslaget.
Avisen Il Messaggero beskriver malende, at Berlusconis samlever, 30-årige Francesca Pascale, er overbevist tilhænger af registreret partnerskab.

Stadig i den mere kulørte afdeling understreger tilhængerne det absurde i, at samtlige partiledere i nej-blokken har opløste ægteskaber eller ingen ægteskaber bag sig.

Salvini er leder af Lega Nord – ét opløst ægteskab med et barn, et opløst samliv med et barn, og en ny partner i dag.

Berlusconi har to skilsmisser med fem børn bag sig, og havde en del løse forhold, som nogle måske erindrer, inden han blev par med sin nulevende samlever Francesca.

Den praktiserende kristdemokrat Casini har to opløste ægteskaber bag sig.

Kristdemokraten Rosy Bindi fra regeringspartiet PD har været tidligere famieminister. Hun er single og erklæret jomfru.

Formigioni er tidligere leder af regionen Lombardiet og i dag medlem af regeringspartiet NCD (Nyt Centrumhøjre). Han går ind for seksuel afholdenhed, er ugift, og lever sammen med en mand.

registreret_partnerskab_formigoni
Formigoni twitter om Family Day:
“Stor succes, mange mennesker, familier, unge. Klar besked, nej til Cirinná-loven, nej til bryllup og til homo-adoption, støtte til familierne”, skriver han.

Mussolinis barnebarn, højrepolitikkeren Alessandra er gift, har tre børn, og en mand, der i oktober modtog et års fængsel og en bøde på € 1.200 for at have frekventeret mindreårige prostituerede.

Ikke nok med det, så ved vi også, at Silvio Berlusconi aldrig har boet sammen med hustru nummer to og de tre børn i det ægteskab.
Veronica Lario og børnene fik deres egen villa, mens Berlusconi foretrak at bo i sine andre villaer og lejligheder, og kun berige sin kernefamilie med sporadiske besøg.
– De kan ikke se meget til deres mand, blev Signora Berlusconi spurgt i et sjældent interview, mens parret endnu var gift.
– Jo da, jeg ser ham ofte på tv, var hendes svar.

KIRKE OG TRO SPILLER EN ROLLE,
MEN MODSTANDEN ER IKKE KUN RELIGIØS
Nej-sigere støttes ikke overraskende 100% af den katolske kirke.
Pave Frans har da også som forventet katagorisk afvist, at der skulle være behov for rettigheder til andre familier end den heteroseksuelle:

– En ægte familie er en helt anden sag. Kirken har vist verden, at der ikke kan være forvirring omkring den familie Gud ønsker, og alle andre former for fællesskab, sagde paven i sin tale, da han for nylig indviede det juridiske år i Vatikanet.

JA TIL RETTIGHEDER – NEJ TIL ÆGTESKAB
En meningsmåling offentliggjort den 10. Januar fra IPR Marketing viser, at italienerne er lige så uenige som deltagerne i de to demonstrationer.

74% er i denne meningsmålig nok enige i, at to heteroseksuelle personer kan indgå et registreret partnerskab – i princippet en borgerlig vielse – men kun 46% er for registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, og kun 38% er positive overfor en lov, der vil ligestille et homoseksuelt ægteskab med et heteroseksuelt.

Blandt de personer, der erklærer, at de er praktiserende katolikker er hele 67% imod registreret partnerskab, men kun 43% af de ikke praktiserende er imod.

72% af de adspurgte er tilhængere af, at en homoseksuel partner får lov til at blive accepteret som nærmeste slægtning for eksempel ved sygdom og hospitalsindlæggelse.

55% er for, at en registreret samlever får arveret som nærmeste slægtning, mens kun 32% mener en efterladt homoseksuel partner har ret til den enkepension man har ret til i italienske ægteskaber.

Når det kommer til spørgsmålet om homoseksuelle pars ret til adoption falder tilhængerne så langt ned som til kun 15%.
Pudsigt nok er kun 50% for adoption af den ene partners biologiske barn i heteroseksuelle forhold. De er åbenbart uvidende om, at det italienske retsvæsen allerede accepterer en partners adoption, når barnets tarv taler for det.
Det sker i heteroseksuelle ægteskaber, hvor den anden biologiske forælder skønnes uegnet, og det er faktisk også sket i homoseksuelle forhold, netop fordi barnets tarv har talt for det.

Overordnet kan man konkludere, at et flertal af italienerne nok vil give homoseksuelle rettigheder, men at samme flertal overordnet er imod en ligestilling af homoseksuelle par i forhold til et heteroseksuelt ægteskab.

Andre meningsmålinger viser samme tendens, som undersøgelsen her foretaget af Huffington Post af http://scenaripolitici.com/ og offentliggjort den 30. januar.

Her har man spurgt italienerne om deres opfattelse af ”Family Day”-demonstrationen.
47,8% opfatter demonstrationen positivt, 44,8% negativt.

Ikke uventet  er Lega Nords og Forza Italias vælgere de mest positive med 84,1% og 76,7%, mens regeringspartiet Partito Democratico (PD) og 5 Stjerne Bevægelsens (M5S) vælgere er overvejende positive.
Også denne meningsmåling viser, at omkring 70% af italienerne ønsker, at homoseksuelle par får rettigheder.
Her er det store flertal af PDs vælgere – 91,9% – og M5Ss vælgere – 86,3% – tilhængere.
Huffingtons Posts meningsmåling har lidt flere tilhængere af ret til at adoptere partnerens biologiske barn, memlig 24%.
Her vil 24,1% endda gå endnu videre end det nuværende lovforslag og tillade normal adoption også for homoseksuelle. 48% er dog stadig katagorisk imod at give homoseksuelle partnere ret til adoption i enhver form.

http://www.giornalettismo.com/ har sammenlignet en række meningsmålinger foretaget de seneste uger om loven om registreret partnerskab.
Ja-siden svinger mellem 44 og 61,2%.
De laveste antal tilhængere er i meningsmålingen for talkshowet Porta a Porta på den historisk set meget traditionelle, katolske og konservative Rai 1 kanal.
Det højeste antal tilhængere forekommer i meningsmålingen foretaget for talkshowet Ballaró på den historisk set mere venstreorienterede Rai 3 kanal.

…OG REKLAMENS MAGT…
I september 2013 vagte det opsigt, da Guido Barillo fra verdens største pastafabrik af samme navn katatorisk afviste, at der nogensinde ville blive produceret en Barilla eller Molino Bianco reklame med andet end den traditionelle heteroseksuelle kernefamilie som hovedpersoner.

“Vi vil ikke lave reklame med homoseksuelle, fordi vi kan lide den traditionelle familie. Er de homoseksuelle ikke eninge, kan de bare spise et andet pastamærke”, sagde Guido Barilla i et interview på Radio24.

Siden da har flere virksomheder taget det udsagn som en provokation.

I juni 2014 fortæller “Luca” i en reklame fra produkter fra madproducenten Findus sin ikke spor overraskede mor, at hans bofælle også er hans partner. Man ser dog ikke personernes ansigter i reklamen. Så langt turde virksomheden åbenbart ikke at gå.

Her er videoen fra Findus:

Siden er andre firmaer fulgt med trenden, og specielt op til de seneste ugers demonstrationerne er der kommet flere positive reklamer, som her fra Coop og Ikea og en pastaproducent:

registreret_partnerskab_coop
“COOP ER DIG” er virksomhedens slogan, her bliver det til:
Uanset hvem, der er din familie, så er Coop dig.

registreret_partnerskab_ikea
Ikea: Man behøver ikke instruktioner for at lave en familie

registreret_partnerskab_pasta
Althea pasta: For os tæller kærligheden. Og pasta.

–//–

Homoseksuel præst springer ud i Vatikanet

/i , , /af
Det var breaking news, da den polske  præst Krzysztof Charamsa den 3. oktober 2015 holdt pressemøde på en restaurant tæt ved Vatikanstaten i Rom. Sammen med sin spanske kæreste Eduardo sprang han ud af skabet og erklærede sin homoseksualitet. Det skete med en brandtale mod den katolske kirkes  homofobi, og specielt behandlingen af homoseksuelle præster i selv Vatikanet, hvor Charamsa har arbejdet både som underviser og på “Sant´Uffizio”, Det Hellige Kontor, der har som opgave at definere den rette tro. Det var her Ratzinger var chef, inden han i 2005 blev valgt til pave Benedikt XVI. Og det var netop Ratzinger, der fik placeret den unge polsk præst på det “kontor”. Charamsa har siden 2002 udgivet hele otte bøger, der handler om den katolske tro. To timer efter pressemødet var Charamsa suspenderet, og ugen efter pakkede han sine få ting, og flyttede til Spanien, hvor han nu lever sammen med Eduardo, mens han leder efter et nyt job. Charamsa har endnu bog på vej, der kommer til at handle om netop dét at være homoseksuel i en kirke, der fordømmer homoseksualitet. PR-stunt eller angreb på kirke-topmøde Charamsa er af flere kirkefolk og rettroende katolikker blevet beskyldt for “bare” at ville lave et PR-stunt for sin nye bog, og i øvrigt også for bevidst at ville genere det store katolske kirkemøde – Sinoden – der begyndte den 4. oktober, og netop har familie og parforhold som hovedemner.
Krzysztof Charamsa – Wikimedia
Vatikanets talsmand Padre Federico Lombardi var én af dem, der med det samme var ude efter Charamsa, fordi han med sin ‘coming out’ åbenbart ville presse Sinoden til at diskutere homoseksualitet. Der deltager 270 kirkefolk i Sinoden, deriblandt 74 kardinaler, og de skal indtil den 25. oktober diskutere familiens stilling i kirken. 89 ikke-kirkefolk er inviteret med – uden stemmeret og kun 18 af dem har rent faktisk selv en “kernefamilie”, men det er i grunden også er ligegyldigt, for alle beslutninger ender hos Pave Frans, der i sidste ende bestemmer. – Sinoden er ikke et parlament, har pave Frans faktisk gentaget flere gange i Sinodens første uge. Tunge drenge på banen Kardinal Camillo Ruini (84) er en af de tunge drenge i den katolske kirkes hierarki, og Aldo Cazzullo interviewede ham på hele side seks i Corriere della Sera den 4. oktober. Camillo Ruini (1931) . Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, der beskriver, hvordan kardinalen har siddet i en central magtposition i den katolkse kirke i tyve år. Camillo Ruini (1931) Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, Pavens vikar. Bogen beskriver, hvordan kardinalen allerede i 2005 havde siddet i en central magtposition i den katolske kirke i tyve år.Her er nogle citater fra interviewet med kardinal Camillo Ruini: – Personligt deler jeg kardinal Paolins ord efter folkeafstemningen i Irland (..der sagde ja til registreret partnerskab). Ægteskab mellem homoseksuelle er et nederlag for menneskeheden.
– Som præst skal jeg afholde mig fra sex. Det får mig ikke til at føle mig umenneskelig, og heller ikke uden et kærlighedsliv, som er noget meget større end udøvelsen af seksualitet. Ruini advarer også mod et medieskabt billede af Pave Frans som meget mere progressiv end han i realiteten er. Ruini har i interviewet travlt med at slå fast, at når det kommer til stykket, så er Pave Frans på samme – konservative – linje som forgængerne Johannes Paul II og Benedikt XVI: – De elementer, der binder sammen, er meget større og vigtigere end forskellene. Og så slår Ruini i øvrigt fast, at nok diskuterer Sinoden de næste tre uger en eventuel opblødning af kirkens dogmer om famile, ægteskab, skilsmisser og nødtvunget altså også homoseksualitet, men ingen skal forvente en revolution! Fraskilte med nye samlevere skal i følge Ruini heller ikke i fremtiden have lov til at gå til alter, fordi ægteskabet er uopløseligt, fordi et nyt (borgerligt) ægteskab derfor er en ualmindelig alvorlig personlig synd, og som følge deraf er seksuelle relationer efter et havareret ægteskab derfor er at ligestille med utroskab. – Det tidligere ægteskab ophører ikke med at eksistere, for ægteskabet er et uopløseligt sakramente, som Pave Frans også sagde i flyet på vej retur til Rom efter besøget i Amerika. Interviewet er faktisk en lang advarsel mod enhver form for katolsk nytænkning. Det er en klar besked om, at Ruini og hans ligesindede er dem, der bestemmer, hvor skabet skal stå, med lågerne hermetisk lukkede for homoseksuelle og ægsteskabsbrydere.
Charamsa i italiensk talk show: Søndag den 11. oktober deltog Krzysztof Charamsa i tv-programmet Domenica Live på den italienske Canale 5. Her fortalte han, der der er mange dygtige homoseksuelle præster i Vatikanet, men at der ikke findes en homoseksuel lobby, som mange har antydet. Han fortalte også, at han ikke længere synes, hans privatliv er et problem. – Jeg er tro mod cølibatet, fordi cølibatet forbyder, at man gifter sig med en kvinde. Jeg har aldrig rørt en kvinde, sagde Charamsa med et blink i øjet, inden han opfordrede alle til at leve et frit liv. – Vær frie, det er besværet værd, vi skal være tro mod os selv på jorden for at få det evige liv. Gud elsker os som vi er. –//–