Indlæg

Sommerblues fra et augusttomt Milano

15. august 2016:
Det er er helt stille.
Jeg har åbnet alle døre og vinduer for at lukke 15. august-stilheden helt ind under huden.
”Ferragosto” er italiensk midsommer. Som Sankt Hans.
Vi fejrer bare Jomfru Marias himmelfart i stedet.

Nå, det vidste du ikke.
Altså, at hun ligesom sønnike også for til himmels uden mekaniske hjælpemidler. Marias himmelfart blev vedtaget aflærde kirkefædre den 1. november 1950 og blev dermed det eneste nye katolske dogme fra 1900-tallet. Nå. Det er en helt anden historie.

Jeg går rundt i lejligheden og dimser i et forsøg på at tøjle lysten til at tænde for radio eller tv. Jeg er fast besluttet på at give stilheden en chance. Selv kolikbarnet på anden sal er helt stille. Jeg giver hundene mad, vander de stakkels planter på balkonen, og kommer alligevel uden at tænke over det til at tænde for vaskemaskinen.

– Nu er vi vel kun halvdelen tilbage, spurgte jeg portneren forleden.
– Halvdelen.. Mindre end en tredjedel, svarede Raffaele.

…artiklen fortsætter under annoncen

Han ved det. Han er en ægte portner. Han ved alt om alle de 130 enheder i ejerforeningen, og ikke mindst også alt om beboerne.
Portneren og signor Bonomi – den gode mand, betyder det efternavn – er de eneste tilbageværende ”reportere” fra ”Radio Cagnola”.
Cagnola er det officielle navn på mit kvarter. Det er der ikke så mange, der ved. Italienerne er ikke så officielle.

”Radio Cagnola” har sit hovedsæde på Pinos Bar her i ejendommen.
Pino lukkede den 9. august for at tage hjem til Calabrien på ferie. Han kom til Milano for at arbejde som 14-årig, som så mange dengang i begyndelsen af 1960´erne.
Men Calabrien er stadig hjemme.

Indtil Pino og de pensionerede mænd kommer retur sidst på måneden må resterne af Radio Cagnola bruge fortovet foran Via Plana 43 som redaktionslokale. De har så heller ikke så meget at rapportere.
– Der er mindst fem familier mere, der tager afsted efter arbejde på fredag, tilføjede Raffaele.

Ugerne omkring Marias himmelfart er ferien i Italien.
Kan man ikke andet, så er det næsten obligatorisk på en eller anden måde at feriere i det mindste i dagene op til og efter Ferragosto.

Ifølge avisen Affari Italiani er vi i dag under halvdelen af Milanos indbyggertal tilbage. 680.000 helt præcist, skriver de. 680.000 er da egentligt mange. Alligevel er jeg i ”Palle alene i verden-mood”.

Der var helt tomt i lyskrydset i går eftermiddag. I to lange minutter stod jeg dér, og kiggede forgæves i alle retninger efter et motoriseret køretøj. Surrealistisk, og i grunden lidt skræmmende. Kun lidt.

Det var værre i gamle dage
Jeg elsker at skrive, at ”det var værre i gamle dage”.
Jeg vil ikke blive en af dem, der falder i ”det var bedre i gamle dage”-fælden. Jeg vil ikke.

Da jeg for 27 år siden kom til Milano, sagde det simpelthen svup om eftermiddagen den 31. juli. 900.000 milanesere tog på ferie, og de var væk hele august måned. I Via Plana og foran byens kontorer og fabrikker holdt de feriepakkede familier parate i bilerne til at overlade rattet til farmand allerhøjst to minutter efter, at fabrikken eller kontoret lukkede.

Køerne på motorvejene til havet, og for rigtigt mange hjem til Syditalien, var ikke alenlange, men mange kilometer lange. Der var tumultagtige scener på hver eneste autogrill, når far skulle have endnu en dobbelt espresso for at holde øjnene åbne hele vejen til Apulia, Calabrien, Sicilien og Sardinien. Scener, der gentog sig i omvendt retning den 31. august, når den præcis én måned lange industriferie sluttede.

Til os, der dengang blev tilbage i byen – de gamle, de sære, de fattige og de nærige, der ikke vil betale augustpriser – udleverede Milano Kommune brochurer med lister over de ganske få butikker, apotekere, blikkenslagere og supermarkeder, der ikke lukkede hele industriferien. Manden og jeg gik i midten af august 1989 flere kilometer hver aften for at få en espresso.

I dag ejes Illy-kaffebaren på hjørnet af to kinesere, der kalder sig Linda og Luca.
– Skal i aldrig holde ferie, spurgte jeg Linda sidste sommer.
– Jo, sagde hun smilende. Den dag vi har betalt alle afdragene på baren.

Hvis arbejde adler, som man sagde engang med en talemåde, jeg altid har haft det lidt svært med, så er det fuldt fortjent, hvis Luca og Linda bliver fremtidens grever og baronesser. I dag holder ikke bare kinesernes, men også arabernes og de andre indvandreres butikker, kiosker og restauranter i Via Plana åbent i august. Hvis stilheden bliver for overvældende, kan jeg også bare gå hen på indkøbscenteret, hvor der er åbent til klokken 10 i aften. Hvis jeg altså får nok af stilheden. Ikke endnu.

Eller jeg kan tage en tur i parken bag slottet. Her står der hver sommer et stort kommunalt dansetelt. Udenfor er der stole og borde under parasoller til dem, der spiller kort. Her mødes de mobile 60+, 70+ og 80+-årige milanesere hver eftermiddag og aften. Der danses vals, tango og linedans. Med alvorlige miner, for dans er skam en alvorlig sag i Italien.

Jeg var forbi torsdag.
Ham i den grønne T-shirt dansede også alene i år.
Der er altid nogle ældre herrer, der danser alene.
Jeg tror, det er fordi, de gramser for meget. Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt lide at tro, det er derfor.

Der bimles lystigt
Jeg fik som i sommeren 1989 en skrigorange sodavandsis ved den mobile kiosk bag designmuseet, og forelskede mig håbløst i min by. Igen.

Sempione Parken om sommeren, om vinteren, om morgenen eller altid, er et spejl på byens puls.
Lige nu er parken i dansemood om eftermiddagen og aftenen. Men den er også hashrygernes bongotrommer, teenagernes krampagtige tør-bolleri på bænkene og hundelufternes paradis. Og der er altid liv på de trendy barer under Fernet Branca Tårnet og omkring Fredsbuen, eller bare en beroligende udsigt til en mand, der tager en lur på en bænk.

Så.
Nu bimler det.
Kirkeklokkerne på den anden side af gaden holder naturligvis ikke midsommer.
Der bimles lystigt til højmessen for Jomfru Maria og hendes rumtrip her klokken 11.

Gudstjenesterne – hver eftermiddag og to om lørdagen og søndagen – holdes for åbne døre i sommervarmen, der i øvrigt er os nådig i denne august.
Her er lige nu kun omkring 30 grader og en luftfugtighed på 50. Det er nærmest velgørende køligt i forhold til de 40 grader med 95 procent luftfugtighed, der kan være i august i Milano. Jeg har puttet dynen tilbage i betrækket. Når det tordner om natten er det nærmest køligt.

Der bliver også fyldt op på bænkene i Sacra Cuore di Cagnola i dag. Italienerne går stadig meget mere i kirke end nordeuropæerne. I dag er, på trods af ferie og varme og forberedelse af de store måltider, der hører enhver festdag til, en af de store kirkedage.

Flere sognekirker tilbyder midsommerfrokost til de tilbageværende. Frivillige stiller op, og henter også de ikke så mobile ældre, der er blevet efterladt i byen af deres ferierende familier.
Efterladte gamle og efterladte hunde er to store problemer, som frivillige og det offentlige er meget opmærksomme på i august. Lige nu leder vi på de sociale medier efter de to modbydelige fjolser, der blev filmet af overvågningskameraet ved en kirkegård i Norditalien, mens de efterlod en hundehvalp, de ikke gad have med på ferie.

I den mere humane afdeling er hundreder af milanesere augustfrivillige i organisationer som det katolske Caritas og de ikke religiøse City Angels. De tilbyder at hjælpe specielt de efterladte ældre med indkøb, madlavning, lægebesøg og andet i den ferietomme by.
Selv har jeg været frivillig på ”Vatikanet”. Vores rekreative kulturforening med det officielle navn ARCI l´Impegno er i realiteten mest en bar.
L´Impegno betyder ”indsatsen”, og et glas vin koster en indsats på 1 euro.

Vi passer på hinanden
Clara på 70 og Luigi på næsten 80, der normalt bestyrer baren, insisterer dog på at holde ferie som i gamle dage i hele august måned. Så derfor søsatte vi vores eget sociale og anarkistiske ferieprojekt i år med titlen ”Åben på grund af ferie”.

Vi snupper hver især nogle formiddags- eller aftenvagter bag disken, når vi har tid.
Nu ved jeg lige præcis, hvordan Valentino, der sang til mit bryllup for 20 år siden, skal have sin morgen espresso: Corto og med en sjat Grappa.
Og jeg har fået nummeret på enkemanden Sandros søn, hvis han får for meget formiddagsvin.
Det sker.

sommerblues_charlotte_barista

Vi spiller kort og drikker vin, men har skam også gjort hovedrent. Fredag fejrede vi første halvdel af projektet med et brag af en fest, hvor selv sociologen Rocco slap sin ellers effektive selvkontrol, og både spillede, sang og dansede. Yngste deltagere var hunden Dawson og Greta på 17, og ældste var Sandro på 87. Han blev fulgt behørigt hjem.

Vi passer på hinanden.
Så bliver jeg igen forelsket i min by.
Igen, igen.

”Vatikanet” er lukket i dag.
Kirkeklokkerne er holdt op med at bimle.
Vaskemaskinen er færdig.
Der er ikke en lyd i gården og opgangen trods de åbne vinduer og døre.
Kolikbarnet er helt sikkert også på ferie.
Hundene fordøjer de fyldte maver i stilhed.
Stilheden er nærmest total.
Livet er godt.

I morgen begynder det igen.
Heldigvis…

–//–

Homoseksuel præst springer ud i Vatikanet

Det var breaking news, da den polske  præst Krzysztof Charamsa den 3. oktober 2015 holdt pressemøde på en restaurant tæt ved Vatikanstaten i Rom. Sammen med sin spanske kæreste Eduardo sprang han ud af skabet og erklærede sin homoseksualitet. Det skete med en brandtale mod den katolske kirkes  homofobi, og specielt behandlingen af homoseksuelle præster i selv Vatikanet, hvor Charamsa har arbejdet både som underviser og på “Sant´Uffizio”, Det Hellige Kontor, der har som opgave at definere den rette tro. Det var her Ratzinger var chef, inden han i 2005 blev valgt til pave Benedikt XVI. Og det var netop Ratzinger, der fik placeret den unge polsk præst på det “kontor”. Charamsa har siden 2002 udgivet hele otte bøger, der handler om den katolske tro. To timer efter pressemødet var Charamsa suspenderet, og ugen efter pakkede han sine få ting, og flyttede til Spanien, hvor han nu lever sammen med Eduardo, mens han leder efter et nyt job. Charamsa har endnu bog på vej, der kommer til at handle om netop dét at være homoseksuel i en kirke, der fordømmer homoseksualitet. PR-stunt eller angreb på kirke-topmøde Charamsa er af flere kirkefolk og rettroende katolikker blevet beskyldt for “bare” at ville lave et PR-stunt for sin nye bog, og i øvrigt også for bevidst at ville genere det store katolske kirkemøde – Sinoden – der begyndte den 4. oktober, og netop har familie og parforhold som hovedemner.
Krzysztof Charamsa – Wikimedia
Vatikanets talsmand Padre Federico Lombardi var én af dem, der med det samme var ude efter Charamsa, fordi han med sin ‘coming out’ åbenbart ville presse Sinoden til at diskutere homoseksualitet. Der deltager 270 kirkefolk i Sinoden, deriblandt 74 kardinaler, og de skal indtil den 25. oktober diskutere familiens stilling i kirken. 89 ikke-kirkefolk er inviteret med – uden stemmeret og kun 18 af dem har rent faktisk selv en “kernefamilie”, men det er i grunden også er ligegyldigt, for alle beslutninger ender hos Pave Frans, der i sidste ende bestemmer. – Sinoden er ikke et parlament, har pave Frans faktisk gentaget flere gange i Sinodens første uge. Tunge drenge på banen Kardinal Camillo Ruini (84) er en af de tunge drenge i den katolske kirkes hierarki, og Aldo Cazzullo interviewede ham på hele side seks i Corriere della Sera den 4. oktober. Camillo Ruini (1931) . Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, der beskriver, hvordan kardinalen har siddet i en central magtposition i den katolkse kirke i tyve år. Camillo Ruini (1931) Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, Pavens vikar. Bogen beskriver, hvordan kardinalen allerede i 2005 havde siddet i en central magtposition i den katolske kirke i tyve år.Her er nogle citater fra interviewet med kardinal Camillo Ruini: – Personligt deler jeg kardinal Paolins ord efter folkeafstemningen i Irland (..der sagde ja til registreret partnerskab). Ægteskab mellem homoseksuelle er et nederlag for menneskeheden.
– Som præst skal jeg afholde mig fra sex. Det får mig ikke til at føle mig umenneskelig, og heller ikke uden et kærlighedsliv, som er noget meget større end udøvelsen af seksualitet. Ruini advarer også mod et medieskabt billede af Pave Frans som meget mere progressiv end han i realiteten er. Ruini har i interviewet travlt med at slå fast, at når det kommer til stykket, så er Pave Frans på samme – konservative – linje som forgængerne Johannes Paul II og Benedikt XVI: – De elementer, der binder sammen, er meget større og vigtigere end forskellene. Og så slår Ruini i øvrigt fast, at nok diskuterer Sinoden de næste tre uger en eventuel opblødning af kirkens dogmer om famile, ægteskab, skilsmisser og nødtvunget altså også homoseksualitet, men ingen skal forvente en revolution! Fraskilte med nye samlevere skal i følge Ruini heller ikke i fremtiden have lov til at gå til alter, fordi ægteskabet er uopløseligt, fordi et nyt (borgerligt) ægteskab derfor er en ualmindelig alvorlig personlig synd, og som følge deraf er seksuelle relationer efter et havareret ægteskab derfor er at ligestille med utroskab. – Det tidligere ægteskab ophører ikke med at eksistere, for ægteskabet er et uopløseligt sakramente, som Pave Frans også sagde i flyet på vej retur til Rom efter besøget i Amerika. Interviewet er faktisk en lang advarsel mod enhver form for katolsk nytænkning. Det er en klar besked om, at Ruini og hans ligesindede er dem, der bestemmer, hvor skabet skal stå, med lågerne hermetisk lukkede for homoseksuelle og ægsteskabsbrydere.
Charamsa i italiensk talk show: Søndag den 11. oktober deltog Krzysztof Charamsa i tv-programmet Domenica Live på den italienske Canale 5. Her fortalte han, der der er mange dygtige homoseksuelle præster i Vatikanet, men at der ikke findes en homoseksuel lobby, som mange har antydet. Han fortalte også, at han ikke længere synes, hans privatliv er et problem. – Jeg er tro mod cølibatet, fordi cølibatet forbyder, at man gifter sig med en kvinde. Jeg har aldrig rørt en kvinde, sagde Charamsa med et blink i øjet, inden han opfordrede alle til at leve et frit liv. – Vær frie, det er besværet værd, vi skal være tro mod os selv på jorden for at få det evige liv. Gud elsker os som vi er. –//–

EXPO2015: Vatikanets Pavillon

“Giv os i dag vort daglige brød” og “Ikke af brød alene” står der skrevet på mange sprog på den stilerene pavillon, der er hjemsted for Vatikanet på verdensudstillingen i Milano.

expo_vatikanet

Der er naturligvis en kirketjener udenfor Vatikanets pavillon, der ligger til venstre på hovedgaden Decumanos vestlige ende – et par hundrede meter fra den indgang man benytter, når man ankommer med metro og tog.

Vatikanet ønsker, at gæsterne reflekterer over, at mad ikke kun er næring for kroppen, men via måltidet også er et vigtigt mødested mellem mennesker.
expo_vatikan_pavillon_2Pavillonen er 747 m2 stor, og gæsterne bliver modtaget af frivillige, der forklarer de fem scenarier inde i pavillonen.
Temaerne er økologi, kampen mod spild og solidarisk økonomi.
For eksempel er scenarie nummer fire et multimedialt interaktivt bord, hvor det illustreres, hvordan vi alle i praksis kan være med til at forandre verden.
expo_vatikanet_logoPave Frans er i øvrigt rasende over, at der er blevet brugt 3 millioner euro på pavillonen. 

Gæsterne modtages af Tintorettos “Sidste Nadver”, der er udlånt af kirken San Trovaso i Venezia.

Midtvejs i EXPO skiftes maleriet ud med et maleri af Pieter Paul Rubens, der er overført til en gobelin på 5 gange 3,5 meter, udlånt af Museo Diocesano i Ancona.Der er flere katolske organisationer og institutioner med på EXPO:Padiglione della Veneranda fabbrica del Duomo :
Foran EXPO Center for enden af Decumano byder Milano Domkirke gæsterne velkommen med en kopi af “den lille Madonna”, den guldbelagte bronzestatue på 4,6 meter, der siden 1774 har knejset på Domkirkens top.
expo_madonna
Edicola della Caritas – Caritas Kiosken
Caritas er den kotolske kirkes store hjælpeorganisation.
I kiosken sælges religiøse bøger og blade, deriblandt det hjemløses Milano-magasin med navnet “Tennisskoen” (“Scarp de’ tennis”).
Inde i Caritas Pavillonen er der kort med organisationens 164 filialer over hele kloden, samt en elektronisk tavle, der fortæller hvor mange mennesker Caritas har hjulpet siden ECPO åbnede den 1. maj.
Efter kun to timer var tallet allerede 276.000.

–//–