Sommerblues fra et augusttomt Milano

15. august 2016:
Det er er helt stille.
Jeg har åbnet alle døre og vinduer for at lukke 15. august-stilheden helt ind under huden.
”Ferragosto” er italiensk midsommer. Som Sankt Hans.
Vi fejrer bare Jomfru Marias himmelfart i stedet.

Nå, det vidste du ikke. Altså, at hun ligesom sønnike også for til himmels uden mekaniske hjælpemidler. Marias himmelfart blev vedtaget aflærde kirkefædre den 1. november 1950 og blev dermed det eneste nye katolske dogme fra 1900-tallet. Nå. Det er en helt anden historie.

Jeg går rundt i lejligheden og dimser i et forsøg på at tøjle lysten til at tænde for radio eller tv. Jeg er fast besluttet på at give stilheden en chance. Selv kolikbarnet på anden sal er helt stille. Jeg giver hundene mad, vander de stakkels planter på balkonen, og kommer alligevel uden at tænke over det til at tænde for vaskemaskinen.

– Nu er vi vel kun halvdelen tilbage, spurgte jeg portneren forleden.
– Halvdelen.. Mindre end en tredjedel, svarede Raffaele.

…artiklen fortsætter under annoncen

Han ved det. Han er en ægte portner. Han ved alt om alle de 130 enheder i ejerforeningen, og ikke mindst også alt om beboerne.
Portneren og signor Bonomi – den gode mand, betyder det efternavn – er de eneste tilbageværende ”reportere” fra ”Radio Cagnola”.
Cagnola er det officielle navn på mit kvarter. Det er der ikke så mange, der ved. Italienerne er ikke så officielle.

”Radio Gagnola” har sit hovedsæde på Pinos Bar her i ejendommen. Pino lukkede den 9. august for at tage hjem til Calabrien på ferie. Han kom til Milano for at arbejde som 14-årig, som så mange dengang i begyndelsen af 1960´erne. Men Calabrien er stadig hjemme.

Indtil Pino og de pensionerede mænd kommer retur sidst på måneden må resterne af Radio Cagnola bruge fortovet foran Via Plana 43 som redaktionslokale. De har så heller ikke så meget at rapportere.
– Der er mindst fem familier mere, der tager afsted efter arbejde på fredag, tilføjede Raffaele.

Ugerne omkring Marias himmelfart er ferien i Italien. Kan man ikke andet, så er det næsten obligatorisk på en eller anden måde at feriere i det mindste i dagene op til og efter Ferragosto. Ifølge avisen Affari Italiani er vi i dag under halvdelen af Milanos indbyggertal tilbage. 680.000 helt præcist, skriver de. 680.000 er da egentligt mange. Alligevel er jeg i ”Palle alene i verden-mood”.

sommerblues_milano_1

Der var helt tomt i lyskrydset i går eftermiddag. I to lange minutter stod jeg dér, og kiggede forgæves i alle retninger efter et motoriseret køretøj. Surrealistisk, og i grunden lidt skræmmende. Kun lidt.

Det var værre i gamle dage
Jeg elsker at skrive, at ”det var værre i gamle dage”. Jeg vil ikke blive en af dem, der falder i ”det var bedre i gamle dage”-fælden. Jeg vil ikke.

Da jeg for 27 år siden kom til Milano, sagde det simpelthen svup om eftermiddagen den 31. juli. 900.000 milanesere tog på ferie, og de var væk hele august måned. I Via Plana og foran byens kontorer og fabrikker holdt de feriepakkede familier parate i bilerne til at overlade rattet til farmand allerhøjst to minutter efter, at fabrikken eller kontoret lukkede.

Køerne på motorvejene til havet, og for rigtigt mange hjem til Syditalien, var ikke alenlange, men mange kilomter lange. Der var tumultagtige scener på hver eneste autogrill, når far skulle have endnu en dobbelt espresso for at holde øjnene åbne hele vejen til Apulia, Calabrien, Sicilien og Sardinien. Scener, der gentog sig i omvendt retning den 31. august, når den præcis én måned lange industriferie sluttede.

Til os, der dengang blev tilbage i byen – de gamle, de sære, og de nærige, der ikke vil betale augustpriser – udleverede Milano Kommune brochurer med lister over de ganske få butikker, apotekere, blikkenslagere og supermarkeder, der ikke lukkede hele industriferien. Manden og jeg gik i midten af august 1989 flere kilometer hver aften for at få en espresso. I dag ejes Illy-kaffebaren på hjørnet af to kinesere, der kalder sig Linda og Luca.

– Skal i aldrig holde ferie, spurgte jeg Linda sidste sommer.
– Jo, sagde hun smilende. Den dag vi har betalt alle afdragene på baren.

Hvis arbejde adler, som man sagde engang med en talemåde, jeg altid har haft det lidt svært med, så er det fuldt fortjent, hvis Luca og Linda bliver fremtidens grever og baronesser. I dag holder ikke bare kinesernes, men også arabernes og de andre indvandreres butikker, kiosker og restauranter i Via Plana åbent i august. Hvis stilheden bliver for overvældende, kan jeg også bare gå hen på indkøbscenteret, hvor der er åbent til klokken 10 i aften. Hvis jeg altså får nok af stilheden. Ikke endnu.

Eller jeg kan tage en tur i parken bag slottet. Her står der hver sommer et stort kommunalt dansetelt. Udenfor er der stole og borde under parasoller til dem, der spiller kort. Her mødes de mobile 60+, 70+ og 80+-årige milanesere hver eftermiddag og aften. Der danses vals, tango og linedans. Med alvorlige miner, for dans er skam en alvorlig sag i Italien.

sommerblues_milano_4

Jeg var forbi torsdag.
Ham i den grønne T-shirt dansede også alene i år.
Der er altid nogle ældre herrer, der danser alene.
Jeg tror, det er fordi, de gramser for meget. Jeg ved det ikke. Men jeg kan godt lide at tro, det er derfor.

Der bimles lystigt
Jeg fik som i sommeren 1989 en skrigorange sodavandsis ved den mobile kiosk bag designmuseet, og forelskede mig håbløst i min by. Igen.

sommerblues_milano_6
Sempione Parken om sommeren, om vinteren, om morgenen eller altid, er et spejl på byens puls.
Lige nu er parken i dansemood om eftermiddagen og aftenen. Men den er også hashrygernes bongotrommer, teenagernes krampagtige tør-bolleri på bænkene og hundelufternes paradis. Og der er altid liv på de trendy barer under Fernet Branca Tårnet og omkring Fredsbuen, eller bare en beroligende udsigt til en mand, der tager en lur på en bænk.

Så.
Nu bimler det.
Kirkeklokkerne på den anden side af gaden holder naturligvis ikke midsommer.
Der bimles lystigt til højmessen for Jomfru Maria og hendes rumtrip her klokken 11.

Gudstjenesterne – hver eftermiddag og to om lørdagen og søndagen – holdes for åbne døre i sommervarmen, der i øvrigt er os nådig i denne august.
Her er lige nu kun omkring 30 grader og en luftfugtighed på 50. Det er nærmest velgørende køligt i forhold til de 40 grader med 95 procent luftfugtighed, der kan være i august i Milano. Jeg har puttet dynen tilbage i betrækket. Når det tordner om natten er det nærmest køligt.

Der bliver også fyldt op på bænkene i Sacra Cuore di Cagnola i dag. Italienerne går stadig meget mere i kirke end nordeuropæerne. I dag er, på trods af ferie og varme og forberedelse af de store måltider, der hører enhver festdag til, en af de store kirkedage.

Flere sognekirker tilbyder midsommerfrokost til de tilbageværende. Frivillige stiller op, og henter også de ikke så mobile ældre, der er blevet efterladt i byen af deres ferierende familier.
Efterladte gamle og efterladte hunde er to store problemer, som frivillige og det offentlige er meget opmærksomme på i august. Lige nu leder vi på de sociale medier efter de to modbydelige fjolser, der blev filmet af overvågningskameraet ved en kirkegård i Norditalien, mens de efterlod en hundehvalp, de ikke gad have med på ferie.

I den mere humane afdeling er hundreder af milanesere augustfrivillige i organisationer som det katolske Caritas og de ikke religiøse City Angels. De tilbyder at hjælpe specielt de efterladte ældre med indkøb, madlavning, lægebesøg og andet i den ferietomme by.
Selv har jeg været frivillig på ”Vatikanet”. Vores rekreative kulturforening med det officielle navn ARCI l´Impegno er i realiteten mest en bar.
L´Impegno betyder ”indsatsen”, og et glas vin koster en indsats på 1 euro.

Vi passer på hinanden
Clara på 70 og Luigi på næsten 80, der normalt bestyrer baren, insisterer dog på at holde ferie som i gamle dage i hele august måned. Så derfor søsatte vi vores eget sociale og anarkistiske ferieprojekt i år med titlen ”Åben på grund af ferie”.

Vi snupper hver især nogle formiddags- eller aftenvagter bag disken, når vi har tid.
Nu ved jeg lige præcis, hvordan Valentino, der sang til mit bryllup for 20 år siden, skal have sin morgen espresso: Corto og med en sjat Grappa.
Og jeg har fået nummeret på enkemanden Sandros søn, hvis han får for meget formiddagsvin.
Det sker.

sommerblues_charlotte_barista

Vi spiller kort og drikker vin, men har skam også gjort hovedrent. Fredag fejrede vi første halvdel af projektet med et brag af en fest, hvor selv sociologen Rocco slap sin ellers effektive selvkontrol, og både spillede, sang og dansede. Yngste deltagere var hunden Dawson og Greta på 17, og ældste var Sandro på 87. Han blev fulgt behørigt hjem.

sommerblues_milano_7
Vi passer på hinanden.
Så bliver jeg igen forelsket i min by.
Igen, igen.

”Vatikanet” er lukket i dag.
Kirkeklokkerne er holdt op med at bimle.
Vaskemaskinen er færdig.
Der er ikke en lyd i gården og opgangen trods de åbne vinduer og døre.
Kolikbarnet er helt sikkert også på ferie.
Hundene fordøjer de fyldte maver i stilhed.
Stilheden er nærmest total.
Livet er godt.

I morgen begynder det igen.
Heldigvis…

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *