Indlæg

Re-integration i Danmark 4: Italiensk overtro og krydsende rapænder i Rinkenæs

/i , , , /af

Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 4 i Danmark – torsdag 14. december 2017
66.666 viste kilometertælleren i Panda torsdag eftermiddag ved Rinkenæs. I ved, den lille by med Halfdan Rasmussens >> rapand Rasmus. Jeg er jo ikke overtroisk. I grunden er jeg slet ikke troisk. Men jeg krydsede alligevel fingre, lavede horn med pege- og lillefinger, bankede tre gange under rattet, rørte ved metallet på bilnøglerne, og strøg mig let mellem benene over de to, som kvinder ikke har. Man ved jo aldrig, vel?

Italienere rører ved jern – tocca ferro – eller laver horn medringe- og langfinger for at beskytte sig mod det onde.
Mænd kan dog også, i u-ligestillingens navn erstatte denne skik med at tage et solidt, men blidt, tag om deres tekstikler.

…artiklen fortsætter under reklamen

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede

Oprindelsen til denne skik stammer fra romertiden, har jeg fået fortalt. Når romerske legionærer mødte hinanden, gav de ikke hånd. I stedet gav de hinanden et gensidigt klem af de to for at bekræfte, at begge var ordentlige mænd. Og siden har det så beskyttet mod ondt på samme vis som bank under bordet.

Ofte har kvindelige skandinaviske besøgende spurgt mig, om italienske mænds intimhygiejne er dårlig, eftersom de så ofte klør sig dernede. Nu ved du, at det sandsynligvis fire ud af fem gange blot er for at beskytte sig mod det onde. Og, ja, deres intimhygiejne er, med min beskedne erfaring, vældig god. De har jo bidet i Italien.

Italienernes spørgsmål til mig desangående har så i årenes løb netop været: ”Går i så i bad efter hvert toiletbesøg, eller hvad gør i?”

Det er det dér med, at vi gør ting anderledes, ikke nødvendigvis bedre eller dårligere.
Og jeg har faktisk fortrudt, at bidetet røg ud, da vi renoverede lejligheden. Ved siden af toilettet er dimsen også yderst velegnet til fodbad og vask af nylonstrømper i en fart.

Op over bæltestedet igen, og tilbage til tro og overtro, hvis det da ikke i grunden er det samme?

Mange unge kirkegængere

Mine landsmænd i Italien er for det store flertals vedkommende troende, selv om man skelner mellem praktiserende katolikker, der går til messe flere gange om måneden og deltager aktivt i kirkelivet, og kulturkatolikkerne, der kun kommer til de store forestillinger.

”Det unge Italien tror ikke længere >>”, skrev dagbladet La Stampa i juli 2016.
Det skete med baggrund i et rundspørge, der viste, at antallet af ikke-troende unge mellem 18 og 29 år var steget fra 23 procent i 2007 til 28 procent i 2015. Med andre ord definerer lige knap tre ud af fire unge italienere stadig sig selv som troende katolikker.

Selv om vores nyindsatte præst her i Holbøl i Sønderjylland – Kristian Ditlev Jensen – mener, “at man ikke behøver gå i kirke hver søndag >>”, så ville han sikkert ikke have noget imod at se 13 procent af den lokale ungdom hver søndag, og andre 12 procent af de unge mindst én gang om måneden. Og endnu flere af de voksne over 30 år.

Man behøver ikke konvertere for at gifte sig med en katolik

Indtil midten af 1980´erne skulle udenlandske ægtefæller, der ville giftes med deres italienere i den katolske kirke konvertere. I dag kan man beholde sin lutheranske overbevisning, når man blot lover, at man vil opdrage eventuelle børn i den katolske version af kristendommen. Min italiener og jeg valgte frivilligt børn fra, og blev viet borgerligt.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag

Eneste problem med hans praktiserende katolske familie i den forbindelse var, at vi ikke kunne få plads en lørdag, og derfor blev gift på den uheldige fredag.

Man gifter sig bare ikke fredag i Italien. Det er den dag, Jesus blev planket op på korset. Praktiserende katolikker faster også ofte om fredagen, og faste i den forbindelse betyder, at fredag så er fiskedag.

”Skal vi så kun spise fisk til brylluppet?”, udbrød faster i San Remo, da vi informerede om den glædelige begivenhed.

Jovist var det nok slemt at blive viet på Jesú dødsdag.
Men tanken om en hel fiskemiddag var dog værre.
Vi giftede os fredag eftermiddag, og holdt festen lørdag. Og søndag med, da mit bysbarn Bjarne Riis netop den dag i 1996 vandt Tour de France. Ren, for Herren og os andre, eller ej, så blev han også festet den dag i Milano.

Rapanden, tyskeren og de djævelske tal

Tilbage på landevejen mellem Holbøl og Rinkenæs går det op for mig, at det djævelske punkt med 66.666 på kilometertælleren skete netop på det sted, hvor en rapand og dens ællinger en sommerdag for over 30 år siden besluttede sig for at krydse vejen.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det, bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt

I en bil på vejen sad lillebror, vores forældre og undertegnede. Brormand bremsede naturligvis. Det gjorde danskeren bagved også. Tyskeren i sin store og hurtige BMW gjorde ikke. Tre totalskadede biler, og heldigvis ingen personskader. Politiet kom for at optage rapport, og den flinke betjent kiggede alvorligt på min kun 18-årige lillebror.

”Nu er der jo ingen tvivl om, at de bagvedkørende får skylden. Men må jeg spørge, hvorfor i alverden bremsede du op her på denne her helt lige strækning?:

”Der kom en andemor med sine ællinger over vejen”, svarede brormand lakonisk, og i overensstemmelse med sandheden.

”Javel ja. Det forklarer jo alt”, konstaterede betjenten tørt.
I samme øjeblik lød en hård opbremsning foran os. Andemor og ællingerne var simpelthen på vej tilbage, og heldigvis denne gang uden harmonikasammenstød.

Derfor er jeg altså altid lidt ekstra opmærksom, før jeg kører igennem Rinkenæs. Måske skal jeg fremover også slå korsets tegn, selv om jeg aldrig kan huske, hvor man begynder den gestus. Og fordi jeg jo, også efter 28 år i Italien, hverken er overtroisk eller troisk.

”At være overtroisk er for ignoranter, men ikke at være det bringer uheld”, som den napolitanske skuespiller Eduardo De Filippo så klogt har sagt.
–//–

Sjælen er ikke nok: Den katolske kirke vil også have din døde krop eller asken

/i , , /af
Fra dagens avis Corriere della Sera 26. oktober 2016:

Sjælen er ikke nok for den katolske kirke.

De vil også have kroppen efter din død.
Helst i hel figur, men til nød også som aske.

Lige knap 20 procent af italienerne bliver i dag kremeret efter deres død, og tallet er stigende.

Den katolske kirke ‘foretrækker’ en begravelse med kroppen i kisten, men ‘kremation er ikke forbudt’, som der står i den nyreviderede håndbog over den rette tro  – ‘Ad resurgendum Christo’ (‘Genopstå med Kristus’ er mit bud på en oversættelse) – der netop er godkendt af Pave Frans.

‘Kremation ‘rører ikke sjælen, og forhindrer ikke den almægtige guds mulighed for at lade kroppen genopstå’, lyder den gældende regel i dag.

…artiklen fortsætter under annoncen

I hellig jord, ellers gælder det ikke

Asken fra kremerede skal dog opbevares på en indviet kirkegård, og ikke på kaminhylden, og slet ikke delt ud blandt flere familiemedlemmer eller indkapslet i et smykke.

Der står nemlig skrevet i et kirkeretslig dokument fra 1184, at ‘hvis den afdøde har givet præcise anvisninger om at blive kremeret og få asken spredt ud i naturen…. …så skal begravelse nægtes’.

Kremation blev først accepteret af den katolske kirke i 1963.
Indtil da kunne præsterne nægte at begrave kremerede, der ønskede en katolsk begravelse inklusiv fast ophold på en katolsk kirkegård.

Kampen om sjælene hører aldrig op

Mange repræsentanter for den katolske kirke har også svært ved at respektere afdødes ønsker om at undgå kirken indblanding i sidste instans.

Endnu inden begravelsen af gøgleren Dario Fo >>, der udtrykkeligt havde frabedt sig en religiøs begravelse, gav avisen Corriere della Sera spalteplads både til den katolske popsanger Adriano Celentano, der fik lov til at påstå, at Fo var “troende uden at vide det”, og til teologen Bruno Forte under titlen “Som alle de store havde han et uroligt hjerte. Også han søgte gud”.
Der er ingen gravfred for ateister, når katolikkerne sætter kampen om sjælene ind.–//–

Homoseksuel præst springer ud i Vatikanet

/i , , /af
Det var breaking news, da den polske  præst Krzysztof Charamsa den 3. oktober 2015 holdt pressemøde på en restaurant tæt ved Vatikanstaten i Rom. Sammen med sin spanske kæreste Eduardo sprang han ud af skabet og erklærede sin homoseksualitet. Det skete med en brandtale mod den katolske kirkes  homofobi, og specielt behandlingen af homoseksuelle præster i selv Vatikanet, hvor Charamsa har arbejdet både som underviser og på “Sant´Uffizio”, Det Hellige Kontor, der har som opgave at definere den rette tro. Det var her Ratzinger var chef, inden han i 2005 blev valgt til pave Benedikt XVI. Og det var netop Ratzinger, der fik placeret den unge polsk præst på det “kontor”. Charamsa har siden 2002 udgivet hele otte bøger, der handler om den katolske tro. To timer efter pressemødet var Charamsa suspenderet, og ugen efter pakkede han sine få ting, og flyttede til Spanien, hvor han nu lever sammen med Eduardo, mens han leder efter et nyt job. Charamsa har endnu bog på vej, der kommer til at handle om netop dét at være homoseksuel i en kirke, der fordømmer homoseksualitet. PR-stunt eller angreb på kirke-topmøde Charamsa er af flere kirkefolk og rettroende katolikker blevet beskyldt for “bare” at ville lave et PR-stunt for sin nye bog, og i øvrigt også for bevidst at ville genere det store katolske kirkemøde – Sinoden – der begyndte den 4. oktober, og netop har familie og parforhold som hovedemner.
Krzysztof Charamsa – Wikimedia
Vatikanets talsmand Padre Federico Lombardi var én af dem, der med det samme var ude efter Charamsa, fordi han med sin ‘coming out’ åbenbart ville presse Sinoden til at diskutere homoseksualitet. Der deltager 270 kirkefolk i Sinoden, deriblandt 74 kardinaler, og de skal indtil den 25. oktober diskutere familiens stilling i kirken. 89 ikke-kirkefolk er inviteret med – uden stemmeret og kun 18 af dem har rent faktisk selv en “kernefamilie”, men det er i grunden også er ligegyldigt, for alle beslutninger ender hos Pave Frans, der i sidste ende bestemmer. – Sinoden er ikke et parlament, har pave Frans faktisk gentaget flere gange i Sinodens første uge. Tunge drenge på banen Kardinal Camillo Ruini (84) er en af de tunge drenge i den katolske kirkes hierarki, og Aldo Cazzullo interviewede ham på hele side seks i Corriere della Sera den 4. oktober. Camillo Ruini (1931) . Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, der beskriver, hvordan kardinalen har siddet i en central magtposition i den katolkse kirke i tyve år. Camillo Ruini (1931) Her på forsiden af en kritisk bog fra 2005, Pavens vikar. Bogen beskriver, hvordan kardinalen allerede i 2005 havde siddet i en central magtposition i den katolske kirke i tyve år.Her er nogle citater fra interviewet med kardinal Camillo Ruini: – Personligt deler jeg kardinal Paolins ord efter folkeafstemningen i Irland (..der sagde ja til registreret partnerskab). Ægteskab mellem homoseksuelle er et nederlag for menneskeheden.
– Som præst skal jeg afholde mig fra sex. Det får mig ikke til at føle mig umenneskelig, og heller ikke uden et kærlighedsliv, som er noget meget større end udøvelsen af seksualitet. Ruini advarer også mod et medieskabt billede af Pave Frans som meget mere progressiv end han i realiteten er. Ruini har i interviewet travlt med at slå fast, at når det kommer til stykket, så er Pave Frans på samme – konservative – linje som forgængerne Johannes Paul II og Benedikt XVI: – De elementer, der binder sammen, er meget større og vigtigere end forskellene. Og så slår Ruini i øvrigt fast, at nok diskuterer Sinoden de næste tre uger en eventuel opblødning af kirkens dogmer om famile, ægteskab, skilsmisser og nødtvunget altså også homoseksualitet, men ingen skal forvente en revolution! Fraskilte med nye samlevere skal i følge Ruini heller ikke i fremtiden have lov til at gå til alter, fordi ægteskabet er uopløseligt, fordi et nyt (borgerligt) ægteskab derfor er en ualmindelig alvorlig personlig synd, og som følge deraf er seksuelle relationer efter et havareret ægteskab derfor er at ligestille med utroskab. – Det tidligere ægteskab ophører ikke med at eksistere, for ægteskabet er et uopløseligt sakramente, som Pave Frans også sagde i flyet på vej retur til Rom efter besøget i Amerika. Interviewet er faktisk en lang advarsel mod enhver form for katolsk nytænkning. Det er en klar besked om, at Ruini og hans ligesindede er dem, der bestemmer, hvor skabet skal stå, med lågerne hermetisk lukkede for homoseksuelle og ægsteskabsbrydere.
Charamsa i italiensk talk show: Søndag den 11. oktober deltog Krzysztof Charamsa i tv-programmet Domenica Live på den italienske Canale 5. Her fortalte han, der der er mange dygtige homoseksuelle præster i Vatikanet, men at der ikke findes en homoseksuel lobby, som mange har antydet. Han fortalte også, at han ikke længere synes, hans privatliv er et problem. – Jeg er tro mod cølibatet, fordi cølibatet forbyder, at man gifter sig med en kvinde. Jeg har aldrig rørt en kvinde, sagde Charamsa med et blink i øjet, inden han opfordrede alle til at leve et frit liv. – Vær frie, det er besværet værd, vi skal være tro mod os selv på jorden for at få det evige liv. Gud elsker os som vi er. –//–

Pave Frans besøger Det Hellige Ligklæde i Torino

/i /af

Over én million personer defilierede forbi Det Hellige Ligklæde den første måned det var udstillet i Torinos Domkirke. Helt præcist 1.223.000.

Det forventes, at over 2 millioner tager turen inden lagenet den 25. juni igen tages ud af glasmontren, lægge sammen og kommer retur i det skrin, det normalt befinder sig i.
Søndag den 21. juni er det Pave Frans´ tur , og han får mere tid foran lagenet end de andre besøgende, der bare får lov til at defilere forbi i lange rækker.
sindone_fremvisning_2015_largeStolen, som Pave Frans, skal sidde på, når han besøger Det Hellige Ligklæde i Torino er lavet af lyst træ og rødt fløjl med et aftryk af det ansigt, der er på det udstillede klæde – altså dét, som i følge legenden/den katolske tro er et aftryk af Jesú ansigt.

Stolen blev allerede sat op mandag den 15. juni.
Den blev fabrikeret, da Pave Benedikt den 16. i 2010 var i Torino for at Jesú ligklæde.

I løbet af dagen i Torino skal pave Frans også mødes med den Valdesiske protestantiske kirke i Torino, med munke og nonner i Vadocco,  og midt på eftermiddagen møder han de syge på hospitalet Cottolengo.

–//–