70 år med stemmeret til italienske kvinder
Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på?
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts 1946.
Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.
Den 2. juni 1946 var der folkeafstemni, hvor der skulle vælges mellem monarki og republik, og samtidig vælges repræsentanter til en grundlovsgivende forsamling. Den dag stemte 82 procent af de italienske kvinder for første gang.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.
– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.
Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.
– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?
Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme
Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.
Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.
…artiklen fortsætter under annoncen
Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.
Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.
Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.
Kvinderne i det italienske parlament i dag
Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.
Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.
–//–