Indlæg

Det italienske parlamentsvalg 4. marts på italiamo.dk

Kære læser,

som det tydeligt fremgår af forsiden på italiamo.dk er jeg lige nu i en sønderjysk skriveboble, hvor jeg dagligt funderer og skriver om, hvordan det er at være “tilbage” – omend midlertidigt – i Danmark efter 25 år, hvor jeg aldrig har opholdt mig i mit fædreland i flere end 14 dage.

Jeg følger lige nu kun sporadisk den italienske valgkampagne op til parlamentsvalget den 4. marts.

Men jeg lover, der vil komme mange baggrundsartikler inden italienerne går til valg.
Jeg er til den tid også retur i Italien, og planlægger en omfattende valgdækning fra slutningen af februar.

Heldigvis er flittige Berhard Hagen med sin store viden om italiensk politik på banen, og deler generøst sine artikler med os på italiamo.dk på Facebook >>.

Har du ikke klikket “synes godt om” og “følg” dér, så skynd dig at gøre det.
Så er du sikker på at blive grundigt informeret om, hvad der sker lige nu i Italien. Fra pizza til politik.

Venlige hilsner,

Charlotte Sylvestersen – pt. Holbøl, Kruså

PS Du kan også følge min re-integrations føjeton på www.pov.international >>

Illustrationen er fra Lise Birk Pedersens dokumentarfilm om Femstjernebevægelsen >>

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.


Printscreen fra Gentilonis afskedstale

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.


Bloombergs artikel om en kæmpende økonomi med sunde indbyggere

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

POLITIK: Dødt løb i meningsmålingerne

Fra dagens avis Corriere della Sera – 2.8.2017:
Få dage inden det italienske parlament går på sommerferie har Euromedia offentliggjort deres seneste meningsmåling, der nærmest viser dødt løb mellem de tre store blokke i italiensk politik.
Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo står til 30 procent.

Printscreen fra Corriere della Sera

Regeringspartiet PD ledet af Matteo Renzi – endnu – står til 29 procent, mens en samlet centrumhøjrefløj, som 80 årige Silvio Berlusconi stadig føler sig selvskreven leder af, lige nu tiltaler 35 procent af vælgerne.
Matteo Salvini fra Lega Nord mener dog, at han burde være centrumhøjrefløjens leder, og det er i øvrigt tvivlsomt, at der kan opnåes enighed om en fælles front i den blok.

Der skal være parlamentsvalg senest i februar 2018.

PS: Der mangler også lige en ny valglov. Men det når de nok til efteråret, måske…

https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

“Kopi-regering”, “Renzi 2″ eller bare regering nummer 64

Mandag aften den 12. december forelagde Paolo Gentiloni sin ministerliste for præsident Sergio Mattarella. Den nye regering består af 18 ministre og én magtfuld viceminister. 14 var også ministre i Renzis regering, seks er kvinder, og fem er nye ansigter.
Der er helt objektivt ikke tale om epokegørende ændringer, og oppositionen har været lynhurtig til at finde øgenavne, og til hånligt at anvende det klassiske citat fra romanen Leoparden: ”Alt skal forandres, så at alt kan forblive, som det er”.

Brandslukkeren overtager efter brandstifteren
Gentiloni selv skjuler ikke, at han vil videreføre Renzis politiske linje.
Den personlige stil bliver dog en helt anden. Som en politisk kommentator udtrykker det, så var Renzi en vild brandstifter, mens Gentiloni er en rolig brandslukker.

..artiklen fortsætter under annoncen

Til dem, der beskylder Gentiloni for at have skabt en copycat-regering, er svaret, at præsidentrunden viste “at der ikke var disponibiltet til at dele ansvaret for en bredere regering blandt de største oppositionspartier”, og at han derfor var tvunget til at manøvrere “indenfor rammerne af den afgående regerings flertal”.

	https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

Den vigtigste ændring er den tidligere indenrigsminister Angelino Alfanos forfremmelse til udenrigsminister. Alfano, der for længe siden var Silvio Berlusconis kronprins, leder i dag regeringspartiet Nuovo Centrodestra (NCD), Nyt Centrumhøjre. Partiet beholder også den omstridte sundhedsminister Beatrice Lorenzin >>.

Renzi strofaste væbnere i den nye regering 
På det officielle foto af den nye regering bemærker politiske kommentatorer, at præsident Mattarella som forventet står på regeringslederens højre side, mens den nyudnævnte sportsminister, og ikke som normalt indenrigsministeren, står på Gentilonis venstre side.
Sportsministeren er Luca Lotti, og han betegnes som en af den afgåede regeringsleder Matteo Renzis tro væbnere.
Renzi, der ikke er medlem af parlamentet, har officielt intet med den nye regering at gøre. Udover sportsminister Lotti, så anses udnævnelsen af den afgående reformminister Maria Elena Boschi på posten som magtfuld viceminister også som Renzis fingeraftryk på Gentilonis regering.

Gentiloni får brug for alle stemmer i Senatet onsdag
Klokken 11 tirsdag formiddag skal Deputeretkammeret sige ja til den nye regering.
Det sker sandsynligvis med en bred margen, da koalitionen med Partito Democratico (PD) ved valget i februar 2013 indkasserede den daværende valglovs flertalspræmie, og derfor satte sig på 340 ud af kammerets 630 deputerede.
Senatet skal stemme i morgen onsdag. Her bliver der brug for alle stemmer, da de 315 senatorer er fordelt proportionalt. Nogle af PDs senatorer har nemlig meddelt, at de ikke vil støtteregeringen, og måske bliver der ligefrem brug for stemmerne fra de fem præsidentudnævnte livstidssenatorer >>.

Der kommer næppe et hurtigt parlamentsvalg
Officielt er Gentilonis opgave at få en ny valglov på plads, fordi den nuværende valglov blev designet til at passe til et ”ja” ved folkeafstemningen om forfatningsændringerne den 4. december.
Resultatet blev jo et klart nej, og nu har Italien altså en valglov, der ikke ”passer til” en uændret status mellem de to kamre, Deputeretkammeret og Senatet, i parlamentet.
Derudover vil Forfatningsdomstolen sandsynligvis den 24. januar erklære denne i forvejen ubrugelige valglov for forfatningsstridig, fordi den ville have indført to valgrunder for Deputeretkammeret, og tildele en flertalspræmie efter anden valgrunde.
Der skal med andre ord meget hurtigt produceres og vedtages en ny valglov, hvis regeringen skal udskrive valg i begyndelsen af 2017.
Men listen over hastesager er også lang, og Gentiloni og hans regering kan ikke nøjes med kun at lave en ny valglov. Bankkrisen, der for alvor er ved at ramme Italien lige nu, hjælp til de jordskælvsramte områder, hele spørgsmålet om asylansøgere og indvandrere,  og forholdet til Europa er alle spørgsmål, der ikke kan tåle at ligge stille i måneder.
Der er også vigtige internationale aftaler i de kommende måneders kalender, som allerede i dag holdes frem som en forklaring eller en undskyldning for, at et hurtigt valg nok ikke bliver til noget.
Den 26. og 27. maj er Italien vært for G7-topmødet i Taormina på Sicilien, og det anses allerede nu for sandsynligt, at Gentiloni bliver vært ved det møde.

Renzi har stadig flertallet bag sig i Partito Democratico
Et mindretal på venstrefløjen af Partito Democratico har aldrig lagt skjul på deres modstand mod partileder Matteo Renzi. De krævede efter nederlaget ved folkeafstemningen også hans afgang som partileder.
Men et hurtigt valg er så absolut heller ikke i deres interesse. De har simpelthen ikke en kandidat, der vil kunne slå Renzi ved et hurtigt primærvalg, og derfor vil det også passe den interne opposition at have mere tid inden et valg.

Man kan ikke stemme om sommeren
Efter G7-mødet står sommeren for døren, og man har en slags konsensus om, at italienerne simpelthen ikke kan stemme, når det er varmt, og foretrækker stranden fremfor stemmeboksen.
Efter sommerferien er det vigtigt at få næste års finanslov på plads.
Med andre ord, så er der en reel mulighed for, at ”den rolige brandslukker” ender med at fortsætte indtil den femårige valgperiode når sin naturlige afslutning i februar 2018.

FOTO: https://www.flickr.com/photos/italyun/18867562268/

Renzexit: Italien er tilbage som Europas store ustabile nation

– Jeg har tabt, min regering lukker her.
Et overældende flertal af italienerne gav søndag den 4. december Matteo Renzi og forfatningsreformen fingeren. Med knap 20 procent flere nej-stemmer og en overraskende høj valgdeltagelse på over 68 procent kunne Renzi ikke andet end at gå af. Italien er tilbage som det stor ustabile EU-land.

folkeafstemning_no

Efter 1.015 dage som regeringsleder indkasserede Matteo Renzi i nat så knusende et nederlag, at han blot en time og tyve minutter efter lukningen af valgstederne gav op, og meddelte sin afgang som regeringsleder udelukkende på baggrund af exit polls.

Da alle stemmerne kl. 05.04 i nat var talt op, havde 59,1 procent af de italienske vælgere sagt nej til forfatningsreformen, til Renzi eller i mange tilfælde nej til begge dele.
Nej-fløjen med Lega Nord og Femstjernebevægelsen i spidsen, har aldrig lagt skjul på at afstemningen for dem ikke primært handlede om forfatningsreformen, men om at komme af med Renzi og hans regering, kræver lynvalg.

..artiklen fortsætter under annoncen

Det mest sandsynlige scenarie er dog, at præsident Mattarella foreslår en overgangsregering, der som sine primære opgaver skal få finansloven for 2017 i hus, og rydde op i den italienske valglov, inden der kan udskrives et valg. De italienske medier peger for eksempel på den nuværende økonomi- og finansminister Piercarlo Padoan som en mulig afløser for Renzi.

Proteststemmer imod forandringer
De politiske kommentatorer måtte også i nat erkende, at meningsmålingerne, der for to uger siden talte om en tre til syv procents føring for Nej-sigerne, tog fejl igen. Flere tolkede i nat både det store flertal af Nej-stemmer, og den sensationelt overraskende høje valgdeltagelse på 68,48 procent som italienernes protest med magteliten.

Flere konstaterede dog også, at italienerne modsat amerikanerne og englænderne med henholdsvis Trump og Brexit ikke stemte for at prøve noget nyt, men netop stemte for at bevare status quo. Resultatet giver også den populistiske og politisk udefinerbare Femstjernebevægelse endnu mere vind i sejlene.
– I dag har magt-kasten tabt, udtaler Femstjernebevægelsen talsmand Luigi Di Maio.

Italiensk ustabilitet kan smitte af på Europa
Uanset om de kommende dages forhandlinger ender med en overgangsregering eller et italiensk lynvalg, trænger spørgsmålene om Euro-samarbejdet og EU sig i dag endnu mere på. Mange i og udenfor Italien frygter, at Italeave følger i kølvandet på Brexit.

Beppe Grillo fra Femstjernebevægelsen vil gentage deres krav om en fremtidig folkeafstemning om Italiens deltagelse i Euro-samarbejdet. Og alene tanken om Italeave spås af mange både politiske og økonomiske kommentatorer som begyndelsen til enden på det europæiske samarbejde, som vi kender det i dag.

Italien er med andre ord tilbage som det store ustabile EU-land, og denne gang med udsigt til konsekvenser for hele Europa.

Femstjernebevægelsens unge kvinder vandt borgmestervalg i Rom og Torino

Protestpartiet Femstjernebevægelsen (M5S) blev den store sejrherre i anden runde af borgmestervalget i 126 større italienske byer.
Partiet er ikke den døgnflue, de traditionelle partier har påstået, men derimod et bud på landets største parti, og dermed med regeringsmuligheden indenfor rækkevidde ved næste parlamentsvalg.

Regeringspartiet Partito Democratico (PD) og premierminister Matteo Renzi erkendte allerede søndag nat nederlaget. Renzi bliver pè sin post, men partitoppen er indkaldt til krisemøde på fredag.

Nyudsprugne politikere
I Rom var den 37-årige Virginia Raggis sejr forudset i meningsmålinger, men tabet af industrienbyen Torino, der de næste fem år skal ledes af 32-årige Chiara Appendino, kom som et chok.

virginia_raggi

“Alt forandres – nu er det vores tur”, var et af Virginia Raggis slogans i den netop overståede valgkamp.

Tilsammen har de to nyvalgte borgmestre i den italienske hovedstad og i industribyen Torino kun 11 års erfaring med politisk arbejde.
Begge repræsenterer en ny generation af italienske kvinder, der har fået gode uddannelser og også bruger dem, i modsætning til de 50 procent af de italienske kvinder, der ikke er ude på arbejdsmarkedet.

chiara_appendino

“Punktum. Torino genstarter. Chiara er alternativet”, står der på Appendinos valgplakat.

Raggi er advokat, og har blandt andet været i praktik hos Berlusconis advokater i Rom.
Appendino, der er datter af en velhavende industrimand, er uddannet økonom fra Bocconi Universitet i Milano.

…artiklen fortsætter under annoncen

Fælles for begge er også, at politiske aktiviteter eller samfundsengagement i det hele taget ikke fylder ret meget i deres levnedsbeskrivelser.
Raggi fortæller som stort set eneste engagement, at hun har været med til at stifte en lokal indkøbgruppe i det kvarter hun bor i.
Appendinos liv inden politik har derimod udelukkende koncentreret sig om uddannelse og karriere, og hun arbejder stadig i mandens virksomhed.
Begge er mødre til ét barn.
Begge har også fortalt, hvordan det var mødet med komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, der valgte deres politiske interesse.
Raggi gik med i bevægelsen i 2011, og hun har siden 2013 været medlem af byrådet i Rom.
Appendino meldte sig på scenen i år 2000 og har fem års erfaring som byrådmedlem i Torino.

Politikkerlede
I Rom eksploderede den politikerlede, der har været med til at bane vejen for protestbevægelsens succes sidste efterår med skandalen ”Mafia Capitale”.
”Hovedstadsmafiaen” afslørede, hvordan forbryderorganisationer havde været i stand til at sætte sig på kommunale kontrakter og dermed systematisk  malkede kommunens kasser.
Byens ellers ret populære borgmester Ignazio Marino havde tilsyneladende ikke nogen som helst anelse om, hvad der foregik.
Siden har Rom været under administration, så romerne vil simpelthen have en ny borgmester, der nogensinde har været en del af systemet.
Med andre ord ville man have en ”ren” borgmester.

Èt af Fem Stjerne Bevægelsen mest gentangne mantraer er da også netop, at der skal nye folk til, fordi de traditionelle politikkere uden undtagelse alle er korrupte karrierepolitikkere.

Det har romerne i den grad taget til sig, for Virginia Raggi opnåede med 67 procent dobbelt så mange stemmer som regeringspartiets kandidat i går i Rom.
Kirurgen Marino blev ellers af Partito Democratico netop promoveret som en ”anti karriepolitiker”, da han i 2013 blev valgt i Rom. Desværre var det politiske spil og de administrative regler så ukendte størrelser for ham, at hans øgenavn på rådhuset i Rom var ”Marsmanden”.
Om det er humor eller bare dumhed vides ikke, men ”En marsmand i Rom” er faktisk titlen på en bog, Marino har skrevet om sin tid som borgmester i den italienske hovedstad.

Chok i Torino
Femstjernebevægelsens sejr i Torino er derimod en vaskeægte overraskelse.
Her fik den siddende PD borgmester Piero Fassino 11 procent flere stemmer end Fem Stjerne Bevægelsens kandidat i første runde for 14 dage siden. Den føring holdt slet ikke i anden runde, hvor de to kandidater med flest stemmer mødes.
Da jeg i sidste uge hørte borgmester Fassino i et populært radioprogram slog det mig, at han var lige lovlig sikker på sejren. Han havde også en meget irriterende og nærmest faderligt arrogant måde at omtale sin unge kvindelige modkandidat på. Chiara Appendino slog ham søndag med ni procent.
Det store spørgsmål er nu, om det i de store byer kan lykkes for de nyvalgte borgmestre at leve op til valgløfterne om nye og mere ærlige tider.

Vil afskaffe over 2000 års tradition for korruption
Virginia Raggi i Rom har både under og nu efter valgkampen lovet først og fremmest mere åbenhed og gennemsigtighed omkring administrationen.
Hun lover – som så mange andre politikkere og partier før hende uden held har gjort – at nu er det slut med korruption, vennetjenester og aftaler under bordet.
Hun vil rette op på hovedstadens økonomi, og er klart imod, at Rom bruger penge på at blive vært for de Olympiske Lege i 2024.
Kritikkerne kalder ikke uden grund Femstjernebevægelsen for professionelle nej-sigere, og Raggi er også kommet med flere ”nej” end konkrete ”ja” og forslag til, hvordan bevægelsens politik i praksis skal gennemføres.
I det italienske parlament er bevægelsens medlemmer da også mest kendt for enten ikke at stemme eller for at udvandre fra salen, når de ikke kan opnå flertal.

M5S´s politiske holdninger
Det er utroligt svært at placere bevægelsen på en traditionel højre-venstre graf.
M5S er for eksempel kritisk overfor EU, og har blandt andet som et af de fem kardinalpunkter, som navnet er inspireret af, at vandforsyningen i Italien skal være offentligt.
Bevægelsen er kritisk overfor indvandring, ønsker én offentlig tv-kanal, der som det prosaisk udtrykkes, skal fortælle sandheden. Man siger også nej til hurtigtog, kraftvarmeværker og en bro til Sicilien og har et mål om, at alle lovforslag skal sendes til afstemning online. I bevægelsen program foreslås det for eksempel også at støtte non-profit virksomheder fremfor det traditionelle erhvervsliv.
Bevægelsens stifter Beppe Grillo kan i øvrigt ikke selv stille op til valg, for bevægelsen gør op med princippet om at man kan udstå sin straf. Grillo er dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre dødsofre i 19080´erne, og med en dom er man udeluket fra at opstille for bevægelsen.
Mens tilhængerne ser programmet som fremtidens måde at føre politik på, går nogle kritikere går så vidt som at kalde bevægelsen for fascistisk. Det begrundes blandt andet med, at bevægelsen tilhører Beppe Grillos forretningsimperium, og at han så netop aldrig selv er blevet valgt til noget som helst.

Genbrugsbleer og intelligente trafiklys
I Rom vil Virginia Raggi udstyre byen med flere cykelstier og intelligente trafiklys, der stopper privatbilisme, og giver offentlige transportmidler forkørselsret.
I den mere kulørte afdeling af valgløfter vil Raggi også give småbørnsforældre tilskud til genbrugsbleer for at løse byens affaldsproblmer.
Mere alvorligt kan det konstateres, at skandaler om korruption og ikke helt korrekt embedsførelse også har ramt de kommuner, hvor Femstjernebevægelsen allerede sidder på magten.
Det er blandt sket i byen Parma, hvor bevægelsens borgmester er blevet suspenderet af partiledelsen, fordi han er under efterforskning for at have fiflet med udnævnelsen af en teaterchef.
I en anden Femstjerne kommune i regionen Calabria måtte bevægelsen kandidat trække sig fra kommunalvalget på grund af mistanke om forbindelse til den lokale mafia.
Det bliver under alle omstændigheder op ad bakke at rydde op i over 2000 års tradition for fiflerier og studehandler i Rom, men det er altså Raggis vigtigste valgløfte.

Vælgerne flygter fra Renzi og hans regering
Regeringsleder Matteo Renzi har simpelthen inkasseret nederlaget.
Allerede søndag nat sendte han en pressemeddelelse ud, hvor han ovenikøbet skriver, at der ingen undskyldning er for at have mistet magten i Rom og Torino.
Han understreger dog også, at i storbyerne Bologna og Milano vandt PDs  kandidater klart, selv om forskellen på de to kandidater i Milano i realiteten kun var sølle 17.000 stemmer.
Renzi overser også elegant, at venstrefløjens sejr i Napoli gik til en uafhængig kandidat og ikke til regeringspartiets kandidat, der røg ud i første valgrunde.
Valgresultatet bekræfter også, at det er gået støt ned ad bakke med opbakningen til Renzi siden EU-valget i maj 2014, hvor PD fik hele 40,8 procent af stemmerne.
Der er nu indkaldt til krisemøde i partitoppen fredag, selv om Renzi i samme åndedrag understreger, at han bliver på sin post.
Valgresultatet skræmmer dog på den lange bane, og specielt i forhold til folkeafstemning om en forfatningændringer af parlamentets sammensætning.
Folkeafstemningen kommer til oktober, og Renzi har meddelt, at han går som regeringsleder, hvis han ikke vinder den afstemning.
Femstjernebevægelsens solide tag i en stor gruppe vælgere, og den lave stemmeprocent er måske de mest bekymrende resultater for den siddende regering, der tilsyneladende endnu ikke helt har forstået, hvor trætte italienerne er af de sædvanlige politikere.

FAKTA OM DE 19 NYE FEMSTJERNE BORGMESTRE
Syv af de 19 nye borgmestre er kvinder.
Gennemsnitsalderen er 39 år, den yngste er 28, den ældste 54.
15 af dem har en universitetsuddannelse, én har hele to.

italiamo-logo

Medier: Renzi og Partito Democratico sidder tungere på medierne end Berlusconi

En undersøgelse af 750.000 citater fra over tusind italienske og udenlandske medier afslører, at regeringsleder Matteo Renzi og hans parti Partito Democratico (PD) sidder på 45 procent af alle citater.

På andenpladsen, men langt bagefter, citeres Berlusconi og Forza Italia 14 procent, Nyt Centrum Højre (NCD) med 11 procent, 5 Stjerne Bevægelsen (M5S) får 9 procent og Lega Nord 8 procent.

Modiatmonitor.it har analuseret 750.000 politiske citater i italienske medier. Regeringsleder Matteo Renzi og hans parti sidder på  xxx procent. ILLUSTRATION: Printscreen fra Corriere della Sera - 24. maj 2016

Modiatmonitor.it har analuseret 750.000 politiske citater i over tusind italienske og udenlandske medier. Regeringsleder Matteo Renzi og hans parti sidder på45,14 procent.
ILLUSTRATION: Printscreen fra Corriere della Sera – 24. maj 2016

…artiklen fortsætter under annoncen

Berlusconi var en trussel mod demokratiet
Renzi skal frygte sin mediedominans

I avisen Corriere della Sera forklarer den kendte journalist Gian Antonio Stella Renzis og PDs massive fodaftryk på nyhedsstrømmen med manglen på en stærk leder hos oppositionen.
Og så advarer Stella Renzi om, at den massive tilstedeværelse i medierne også kan være et ikke nærmere defineret tveægget sværd.
Renzi skal i følge Stella passe på med ikke at ‘oversvømme’ medierne

Da Berlusconi var ved magten, og statistisk set fyldte mindre end Renzi i medierne, gik der ikke en uge uden at både italienske og udenlandske medier skrev advarende artikler om Berlusconis mediedominans.
Berlusconis ‘oversvømmelse’ blev blandt meget anset som en regulær trussel mod demokratiet.

Et kig i arkiverne viser, at Berlusconis dominans af medierne i hans regeringstid, og den kendsgerning at han ejede og stadig ejer tre tv-kanaler, blev opfattet et højreorienteret komplot under Berlusconis klamme hænder.

På hitlisten over medier med mest Renzi og PD topper RaiNews24 med 10.2 procent af alle citater.
Derefter kommer SkyTg24, Huffington Post, La7, Radio Rai og avisen Corriere della Seras hjemmeside Corriere.it.
Berlusconis nyhedskanal TGCOM24 sidder på 4.9 procent af de over 750.000 citater Mediamonitor har analyseret.

70 år med stemmeret til italienske kvinder

Ville de stemme som præsten eller som ægtemanden gav dem besked på? 
Spørgsmålet står i dagens jubilæumsartikel i avisen Corriere della Sera. Dét var nemlig det store spørgsmål, da italienske kvinder for første gang skulle stemme ved lokale valg den 16. marts  1946.

Kvinderne i Lombardiet havde bedt om stemmeret allerede ved grundlæggelsen af det moderne Italien i 1861, og i 1923 lovede Mussolini kvinder stemmeret, men indførte i stedet et diktatur, der varede til 1943.
Den 2. juni 1946 var der igen afstemning, denne gang skulle der vælges mellem monaroki og republik. Republikken vandt.
Og i 1948 gik italienerne med en ny forfatning til det første demokratiske parlamentsvalg, hvor alle myndige borgere havde stemmeret.

– Vi krammede stemmesedlerne som om det var kærlighedsbreve, skrev Anna Garolfo i en bog i 1956.

Corriere della Seras journalist Egisto Corradi var i 1946 på reportagerejse til byen Lodi syd for Milano for at skrive om kvindernes stemmeret.

– Stemmer kvinderne efter mandens ordre? spørger han.
– Nej, svarer hun, jeg stemmer på præsterne (Kristdemokraterne DC).
– Nej, siger han, du stemmer på mit parti.
– Nej, nej, gentager hun. Jeg stemmer på præsterne.
– Og jeg siger, at du stemmer på socialisterne. I sidste ende, er det mig eller er det Don Luigi, der forsørger dig?

Vorherre var med i stemmekabinen,
og læbestiften skulle bliver hjemme

Mange italienske kvinder satte, og sætter sikkert stadig, og på trods af eventuelle påbud fra deres ægtemand, deres stemmer på ”præsterne”. Kvinder var og er mere religiøse og flittigere kirkegængere end mænd.
Og var de i tvivl, så skulle valgplakaterne fra DC dengang nok minde dem om, hvor krydset skulle sættes.

dc_kvindeplitisk_valgplakat_1953

Italienske kvinde….også din femminilitet er afhængig af din stemme

Se bare her, hvordan moderne kvinder med hvepsetalje stemmer DC, mens man bliver tyk, kedelig og kitteluformelig af at stemme til venstre for midten.

…artiklen fortsætter under annoncen

Kirken blander sig i princippet ikke i italiensk politik.
I princippet.
Èt af deres slogang var i slutningen af 1940´erne at sætte et “X”, hvor der i forvejen var ét – nemlig korset i De Kristlige Demokraters partisymbol.

Den folkekære forfatter Giovannino Guareschi udtænkte også et stærkt slogen med tegningen her, hvor teksten forklarer, at Gud ser, hvad der foregår i stemmekabinen, men det gør Stalin ikke.

gud_ser_dig_stalin_gør_ikke

I stemmekabinens hemmelighed ser Gud dig, det gør Stalin ikke.

Og så blev kvinderne i 1946 i øvrigt anbefalet at lade være med at bruge læbestift, når de skulle afgive deres stemme i den lukkede kuvert.
Læbestiften kunne komme til afsætte rød farve på kuverten, og det kunne være nok til at annulere en stemmeseddel.

Kvinderne i det italienske parlament i dag

Ved det 17. italienske parlamentsvalget i 2013 blev der valgt 86 kvindelige senatorer ud af 315. svarende til 27,3 procent.
I Deputeretkammeret sidder der i dag 198 kvinder ud af 630 deputerede, svarende til 31,4 procent.
Det er det største antal kvinder nogen sinde. Stigningen i forhold til den foregående valgperiode var hele 46 procent i Senatet og 33,33 procent i Deputeretkammeret.

renzi_regering_220214

Renzis regering den 22. februar 2014. FOTO: Quirinale

Den nuværende italienske regering – nummer 63, 64 eller 65 alt efter regnemetoden – i rækken af regeringer siden 1948 med premierminister Matteo Renzi i spidsen havde fra start otte kvindelige ministre ud af 16 i alt, inklusive premierministeren.