Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er
 måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler. For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…
“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ’systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ’signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *