Indlæg

Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er
 måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler. For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…
“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ’systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ’signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Hvem er Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio?

BIOGRAFI: Luigi Di Maio blev født den 6. juli 1986 i Avellino i den syditalienske Campania region. Han gennemførte den klassiske linje på gymnasiet, og indskrev sig derefter først på ingeniørstudiet og siden på jurastudiet, uden at afslutte universitetet.

Levebrødspolitiker siden bevægelsens start i 2007
Di Maios erhvervserfaring begrænser sig til jobbet som steward på Napolis fodboldstadion, hvor han modtog og servicerede i afdelingen for VIP fodboldtilskuere, og et ikke nærmere beskrevet iværksætterprojekt inden for internetmarkedsføring. Siden 2007 har han været indskrevet som pubblicist i det der hedder den italienske orden for journalister.

…artiklen fortsætter under reklamen

Di Maio er ugift og har fortalt, at tidligere kærester har anset hans politiske engagement som en konkurrerende elskerinde. Han bor i Pomigliano d´Arco ved Napoli, hvor han er den ældste af tre brødre. Hans mor er italiensk- og latinlærer, mens faren er i byggebranchen. Faren har været aktiv i den lokale afdeling af først det postfascitiske parti MSI, og siden iarvtageren, højrepartiet National Alliancen.
”Jeg havde derimod mine egne ideer”, har Di Maio udtalt.
Vennerne kalder ham Gigino, mens han i familien kaldes Luigiotto.

Di Maio har været aftiv i Femstjernebevægelsen siden starten med “Op i røven”-demonstrationerne i 2007.
I 2010 bliver han ikke valgt, men opnår 59 personlige stemmer ved kommunalvalget i Pomigliano d´Arco.
Ved parlamentsvalget i 2013 bliver han den hidtil yngste viceformand for Deputeretkammeret i det italienske parlament. Han har været medlem af EU-udvalget i parlamentet.

Valgt af Grillo til partitoppen
Fra november 2014 er Luigi Di Maio et af de fem medlemmer af partiets direktion, der er direkte udnævnte af partistifteren Beppe Grillo.

I september 2017 bliver han ved partiets online-primærvalg valgt som partileder og premierministerkandidat. Han får ved afstemningen, hvor de andre syv opstillede var ukendte kommunalpolitikere, 30.936 stemmer, svarende til 82 procent af de afgivne stemmer.

Internt i bevægelsen betegnes han som en af de moderate, der nærmer sig den politiske midte mellem venstre- og højrefløjen.

Citater om Di Maio:

“Jeg lærer altid af Di Maio, også når han holder mund”.
Beppe Grillo

“Han har tv-tække. Kunne man bare have én som ham i Forza Italia”.
Silvio Berlusconi

“En Salvini uden hættetrøje”.
Pippo Civati

KILDER: Espresso &  Wikipedia

FOTO: Flickr

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Italienerne stemte EU-kritisk, og de bange vandt

ANALYSE:
Femstjernebevægelsen og Legaen sejrede stort på de bange stemmer i Italien.
Det bliver en lang kamp for den italienske præsident Sergio Mattarella, når han i slutningen af marts officielt begynder det, der svarer til den danske partilederrunde. Inden vil alle både mulige og umulige regeringskonstellationer blive ivrigt diskuteret.

Parlamentet er delt i tre
Dagen efter parlamentsvalget står Italien med et tredelt parlament. Vil du ikke læse videre om valgresultater og konsekvenserne af valget, så spår Deres udsendte her i Milano, at præsidenten ender med at bede den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni om at fortsætte med en teknisk regering. En regering, der skal forestå den daglige administration, og skrue endnu en ny valglov sammen. I heldigste fald bliver der nyvalg inden sommerferien

Protestpartiet Femstjernebevægelsen blev som forventet landets største parti med over 32 procent af stemmerne.
På højrefløjen havde Legaen og dens leder Matteo Salvini stort succes med forvandlingen fra et regionalt løsrivelsesparti til et nationalt indvandrerkritisk højreparti. Over 300 offentlige valgmøder med Salvini i hver en krog af Italien har givet pote, og partiet er gået frem fra sølle 4 procent af stemmerne i 2013 til omkring 18 procent i dag.

…artiklen fortsætter under reklamen

Berlusconi havde endnu ikke midt på eftermiddagen mandag kommenteret den for ham absurde kendsgerning, at med kun 14 procent af stemmerne er han i dag lillebror i centrum-højrekoalitionen. Da han stemte i går i Rom hoppede en Femen-aktivist op på et bord og smed trøjen.
“Berluscini, du har overskredet sidste salgsdato”, stod der på hendes bryster, og det er måske en ganske passende epilog over Berlusconis politiske liv.
Centrumhøjre-koalitionen opnåede dog de forventede 37 procent af stemmerne.

Emma Boninos Mere Europa liste kommer ikke over spærregrænsen på tre procent, og venstrefløjsudbryderne i Frie og Lige ender langt under meningsmålingerne med færre end fire procent af stemmerne.

Regeringspartiet Partito Democratico er med knap 19 procent mere end halveret i forhold til valget til Europa Parlamentet i 2014, hvor partiet var på toppen af sin Renzi-rus, og opnåede 40 procent af stemmerne. Selv om Matteo Renzi op til valgte lovede – eller truede med – at ville blive uanset resultatet, så vokser kravet om hans umiddelbare afgang time for time her dagen efter valget. Han holdte et pressemøde klokken 18.30, hvor han lovede at træde tilbage og blive almindelig senator, når der er en ny regering.

Et land skåret over i to umage stykker
Italien som land kom ud fra valget delt i to. Norditalien og en del af Mellem Italien er med undtagelse af fanske få røde og gule klatter helt i hænderne på centrum-højrekoalitionen, mens alle regioner syd for Rom, øerne Sicilien og Sardinien samt regionerne Marche og Abruzzo har fået Femstjernebevægelsens gule farve.

Socioøkonomisk er dét det velhavende Norditalien, der så småt begynder at mærke at ti års krise er ved at være slut, mod Syditaliens og øernes fattige.

Femstjernebevægelsen har hentet deres vælgere fra både højre og venstre.
De har også med deres modstand mod de gamle partier hentet stemmer fra de arbejdsløse, fra de forældre der ikke kan se en fremtid for deres børn i Italien, fra pensionisterne hvis købekraft stadig falder, og i det hele taget fra de mange italienere, der føler, at ingen politikere nogensinde har gjort noget for dem.

”Partierne, der vandt (og historien vil dømme dem for det) har talt til hjertet af de bange. De, der er bange for Europa, for enhver form for invasion, for at gå ud af deres hus og for at dø af sult. De, der er bange for alt, underligt nok undtagen en krig”, skriver præsten Peter Ciaccio fra den evangelistiske Valdese kirke i hjertet af Femstjerneland i Palermo på Sicilien.

Over 50 procent stemte EU-kritisk
Over halvdelen af de italienske vælgere satte i går deres kryds ved de tre EU-skeptiske partier, der udover Legaen også omfatter Femstjernebevægelsen og højrepartiet Fratelli d´Italia-Italienske Brødre.

Legaens valgslogan var Italien først, og det blev kopieret af Fratelli d´Italias Først Italien og først italienere, mens Femstjernebevægelsen program varskoer en national protektionisme på højde med eller skrappere end den, Trump er i gang med for USA.

Grundlæggende er italienerne langt fra så kritiske overfor EU som for eksempel danskerne. Men der er en udbredt fornemmelse af, at Europa har svigtet i forhold til indvandringen over Middelhavet, og den frustration har de tre partier udnyttet til fulde i valgkampen.

Der er dog langt derfra til noget der minder om et Ital-exit, for den italienske forfatning tillader ikke folkeafstemninger om overnationale emner, som vi kender det fra andre EU-lande, Danmark inklusive.

Femstjerner rækker ud efter magten, og vil bestemme det hele
”Vi er den bærende søjle i det nye parlament, og nu skal alle tale med os”, udtalte Femstjernebevægelsens repræsentant allerede en halv time efter at stemmelokalerne lukkede klokken 23.00 søndag aften.

De seneste fem år, hvor partiet med 25,4 procent af stemmerne i 2013 lagde ud med 109 deputerede og 54 senatorer, har bevægelsen da også konsekvent afvist at stemme for både regeringens og andre partiers forslag. Lige så kategorisk har de afvist at indgå i fast samarbejde endsige i koalitioner med andre partier.

I dag lyder invitationen til resten af parlamentet, at nu vil partiet samarbejde. Det er dog efterfulgt af et krav om nærmest total underkastelse fra eventuelle alliancepartnere.
Det er ikke til diskussion, at Luigi Di Maio skal være premierminister, og en eventuel regeringspartner skal underskrive og overholde det regeringsprogram bevægelsen stiller op med.

Samarbejde til venstre eller til højre
Femstjernebevægelsen er med andre ord tvunget til at finde en partner, hvis de virkelig vil magten.

Der spekuleres lige nu i et samarbejde med Legaen, men det afviser Matteo Salvini.
“Vi er en del af en koalition og jeg er vant til at holde mine løfter og mit ord. Derfor arbejder vi videre i vores centrumhøjre-koalition”, sagde han dagen efter valget.

Partito Democraticos leder Renzi har kategorisk afvist et samarbejde med enhver form for populister, som han har udtrykt det.
Men Partito Democratico forventes som nævnt allerede senere i dag at påbegynde en slags af-renzificering, der kan føre til et regeringssamarbejde med Femstjernebevægelsen. Allerede inden valget var der en intern valgkamp i partiet, blandt andre sponsoreret af tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi, for at køre den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni >> i stilling som partiformand.

I dag peger flere også på præsidenten for Rom-regionen Luca Zingaretti, der blev genvalgt til det job i går. Udover parlamentsvalget i går var der også regionale valg i Lazio og i regionen Lombardiet.
I Lombardiet gik sejren til centrumhøjrefløjens kandidat, den tidligere borgmester i Varese. Attillio Fontana fra Legaen gjorde sig i valgkampen bemærket som fortaler for fremtidige privilegier for den hvide race i Italien.

Femstjernebevægelsen ender i øvrigt med en håndfuld parlamentsmedlemmer mindre end de valgte. En række kandidater er nemlig blevet ekskluderet af partiet under valgkampen. Èn var medlem af en loge, én var dømt for at have solgt ulovlige videospil, og et par andre havde snydt med den tilbagebetaling af en del af deres løn som parlamentsmedlemmer, som bevægelsens medlemmer forpligtiger sig til.

Vil ikke være et normalt parti
De fleste politiske kommentatorer forudser dog i dag, at det bliver meget svært for Femstjernebevægelsen at finde en partner, der vil acceptere partiets betingelser. Det kræver så også, at partiet forandrer sig fra netop en lukket protestbevægelse til et samarbejdsorienteret, om man så må sige, normalt parti.

Er der noget, bevægelsen ikke vil, så er det at være en del af det normale politiske liv, som de altid har defineret som korrupt, privilegeret og tyvagtigt.
Partistifteren Beppe Grillo har dag også opdateret sin private blog >> dag med en advarsel mod normaliseringen.

Med sin sædvanlige meget farvestrålende retorik beskriver Grillo i dag Femstjernebevægelsen som et biologisk nedbrydeligt parti i modsætning til de gamle partier. De er ifølge Grillo konstrueret af plastik, der nok kan ændre form, men aldrig kan nedbrydes, og altid vil bestå af angst og dumhed.


En biologisk nedbrydelig Beppe Grillo

Grillo forudser også, at Femstjernebevægelsen nedbryder sig selv, når deres mål er nået, nemlig at borgerne har fået redskaberne til hver uge at deltage i folkeafstemninger hjemmefra.
Indtil det sker, lover Beppe Grillo at holde vagt over bevægelsen.

Inden det kommer så vidt at Italien bliver det første land i verden, hvor alle lovforslag skal til folkeafstemninger, er der nok et langt stykke vej.

Foreløbig får præsident Mattarella travlt inden de nærmest umulige regeringsforhandlinger går i gang i slutningen af marts. Hvis han da ikke tager en rask beslutning og lader den nuværende regering fortsætte.

Valget har på ingen måder løst Italiens problemer, og spillet om magten er pivåbent.

FOTO: Printscreen og www.beppegrillo.it

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Berlusconi 4.0 er i pole position før det italienske parlamentsvalg

POLITIK – Over 50 millioner italienere kan stemme til parlamentsvalget den 4. marts. Allerede nu tegner resultatet til at blive så mudret, at der meget vel kan komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Beppe Grillos smidigt ansvarsløse protestparti Femstjernebevægelsen, endnu et comeback fra selveste Silvio Berlusconi med vildt valgflæsk, og interne magtkampe i Matteo Renzis Partito Democratico skaber ravage og usikkerhed i det politiske billede.

Knap 40 dage inden det italienske parlamentsvalg er der en udbredt fornemmelse af, at man mandag den 5. marts kommer til at stå med et uregerligt parlament med tre næsten lige store fløje, hvor ingen kan gribe ud efter regeringsmagten.

De tre fløje er centrum-venstre med det nuværende regeringsparti Partito Democratico i spidsen; den udefinerbare Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo som grå eminence og en 31-årig premierministerkandidat; og så er der altså også vores gamle kending Silvio Berlusconi, hvis koalition har Lega Nords leder som premierministerkandidat.

De mange, der håbede på, at Silvio Berlusconi efter sin skattedom i 2013 var en færdig mand i italiensk politik, må nødtvunget acceptere, at den nu 81-årige forretningsmand og tidligere premierminister stadig er en af hovedpersonerne i valgkampen, selv om han personligt ikke kan stille op på grund af dommen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Makeup og valgflæsk til både husmødre, pensionister og vegetarer

Berlusconi har forberedt sig grundigt på det kommende valg med ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren.

Vi har i det seneste år set ham købe gaver til sine børnebørn i en Augtogrill langs motorvejen som en helt almindelig bedstefar. Sidste påske meddelte han også, med tilhørende fotodokumentation i selskab med små nuttede lam, at han på opfordring af sin 32-årige samlever Francesca ikke ville spise påskelam. Begge dele blev promoveret med masser af sider og omtale i Berlusconis egne medier. Så der har i lang tid været valgflæsk til så forskellige grupper som pensionister og vegetarer.

Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade

Berlusconi er et geni til markedsføring og branding, og efter sejrene i 1994, 2001 og 2008 er det nu fjerde gang, han i hvert tilfælde selv er overbevist om, at magten er hans.

Han lover at hæve minimumspensionen fra de nuværende lidt over 500 euro til 1.000 euro, og han vil indføre pension til de husmødre, der altid har været blandt hans kernevælgere. Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade.

Silvio Berlusconi er tilbage i kampen med valgflæsk, ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren. Silvio Berlusconi. FOTO: Forza Italia

Berlusconi har altid en kanin mere i hatten

I 2008 lykkedes det ham en uge før valget, som han vandt, at hente endnu flere stemmer ved at love at fjerne ejendomsskatten for den primære bolig. Denne gang lover han at fjerne il bollo, en slags vægtafgift, på en husstands første bil. Og lur mig, at der ikke kommer flere kaniner op af hans hat lige inden valget.

En meningsmåling offentliggjort onsdag den 17. januar >> giver Forza Italia 16,1 procent af stemmerne. Berlusconis parti er dermed det største i den centrum-højre-koalition, der sammen med Lega Nord og et par mindre højrefløjspartier lige nu ligger til omkring 36-38 procent af stemmerne. Lega Nord står til 12,9 procent af stemmerne.

Berlusconi håber i øvrigt selv, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg inden sommer underkender den italienske højesteretsdom, der udelukker ham fra offentlige embeder, så han dermed alligevel kan overtage en plads i parlamentet.

Centrum-højre-koalitionens premierministerkandidat er Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini, der tidligere også har været medlem af Europaparlamentet. Men der er ingen tvivl om, at Berlusconi føler sig som både koalitionens moralske og retmæssige leder.

Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini. FOTO:  Lega Nord

Renzi har den gamle garde imod sig

Regeringspartiet Partito Democratico har tidligere premierminister Matteo Renzi som leder og premierministerkandidat. Renzi, der har været borgmester i Firenze, har i øvrigt aldrig været valgt ind i det italienske parlament, og er således nu i gang med sin første valgkampagne på landsplan.

Han blev med næsten 70 procent af stemmerne kåret som partileder ved et primærvalg i maj i fjor, men er trods den opbakning blandt partiets vælgere alligevel under konstant beskydning fra sine egne. Flere kendte PD-politikere har forladt partiet til fordel for andre partier, eller er gået med i det nye parti Liberi og Uguali, Frie og Lige.

Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair

Partiet står lige nu til omkring 24 procent af stemmerne, og er i koalition med en række små midterpartier, hvoraf nogle næppe kommer over spærregrænsen. Ved valget i 2013 fik partiet 25,4 procent, og det havde i øvrigt sit bedste valg til Europaparlamentet i maj 2014, hvor det under Renzis ledelse opnåede 40,8 procent af stemmerne.

Matteo Renzi er under stærkt pres fra fløjene i sit eget parti. FOTO: Facebook

I dag er der nærmest iskold luft mellem Renzi og de tidligere koalitionspartier til venstre for hans parti. Under Matteo Renzis ledelse er partiets gamle garde også blevet forsøgt kørt ud på et sidespor. Tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pier Luigi Bersani trak som så mange andre historiske partimedlemmer deres medlemskort til det hedengangne kommunistparti som 15-årige. Det er det parti, der i dag efter flere navneskift er blevet til Partito Democratico.

For dem er Renzi med sine 43 år ikke bare en yngre generation, men også en slags provokerende blå klud. Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair.

Magtkampen i partiet har stået på i flere år nu. Den til tider absurde og bizarre strid har sammen med de evige korruptionsskandaler, det lige så evige sjusk med offentlige midler og den dårligt skjult nepotisme overalt, banet vejen for valgets joker, komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse.

Femstjernebevægelsen bliver det største parti

Meningsmålingerne har i de seneste mange måneder gjort Femstjernebevægelsen til Italiens største parti. Bevægelsen blev allerede i 2013 det største parti i Deputeretkammeret. Partito Democratico var dog i en koalition, og kunne derfor dengang med den indbyggede præmie til den største koalition sætte sig på regeringsmagten.

Men selv om bevægelsen nu har siddet i parlamentets to kamre i fem år, og også sidder på tunge borgmesterposter i byer som Rom og Torino >>, er det stadig uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad Femstjernebevægelsen egentlig vil.

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier

Bevægelsen fyldte ti år i september og burde have overstået de politiske børnesygdomme. Den blev grundlagt i 2007 ved den såkaldte Vaffanculo-demonstration i Rom. Vaffanculo betyder direkte oversat Op i røven. Dét er så i store træk også, hvad bevægelsens parlamentsmedlemmer har sagt i parlamentet de seneste fem år. De vil af princip ikke samarbejde, de vil ikke indgå aftaler, de vil ikke være med i koalitioner, og værre udtryk end Vaffanculo har rent faktisk lydt i Senatet og Deputeretkammeret fra deres borgere.

Ligesom de ikke vil kaldes et parti, vil parlamentsmedlemmerne heller ikke kaldes for ”ærede medlemmer”, men for borgere.

Derudover må kun én presseansvarlig af gangen udtale sig til pressen, for pressen er ifølge bevægelsen lige så slem, tyvagtig og korrupt som alle de gamle politikere, Femstjernebevægelsen er sat i verden for at udrydde én gang for alle.

Vi ved for eksempel stadig ikke, hvor bevægelsen står i spørgsmålet om indvandring, som er et af de emner, der fylder i valgkampen. I Italien er der i dag over 5.000.000 registrerede indvandrere, 8,3 procent af befolkningen, og selv om strømmen over Middelhavet faldt til 120.000 i 2017 mod 180.000 i 2016, så er indvandring og migration stadig brandvarme emner i Italien.

Vi kan læse i bevægelsens program, at de kun vil have én offentlig public service tv-kanal uden reklamer, der skal fortælle sandheden. Alle lovforslag skal ifølge dem også i fremtiden diskuteres på internet af alle borgere, inden de fremsættes.

Vi ved også, at bevægelsen har gjort op med det grundlæggende juridiske princip, at når man har taget sin straf for noget kriminelt, er tavlen visket ren. Grillo selv kan ifølge partiets regler ikke stille op til valg. Han blev i 1985 dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre omkomne.

Partiet vil også indføre bøder på op til 100.000 euro, hvis en folkevalgt stemmer imod partiparolen eller skifter parti, og den stramme partidisciplin har i de seneste fem år ført til, at mindst 37 parlamentsmedlemmer har forladt eller er blevet smidt ud af bevægelsen.

Premierministerkandidat med grammatiske problemer

Partiets premierministerkandidat er den kun 31-årige Luigi Di Maio fra Avellino i Campania regionen. Han blev valgt ved bevægelsens online primærvalg i september 2017 med 30.936 stemmer ud af 37.442 afgivne stemmer. Et magert resultat for et parti der ønsker, at al politik i fremtiden skal foregå online. Til sammenligning deltog knap én million i Partito Democraticos primærvalg, hvor Renzi løb med sejren.

Det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, Luigi Di Maio, er Femstjernebevægelsens kandidat til premierministerposten. Foto: Wikimedia Commons.

Luigi Di Maio var det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, da han blev valgt i 2013, og han har siden 2014 siddet i partiets femmands-direktion, udnævnt direkte af Beppe Grillo. Han beskyldes af modstanderne for at være et udannet menneske. Han har ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse, og hvad der i Italien er værre endnu: Han er ikke i stand til at tale grammatisk korrekt. Han har simpelthen svært ved at bruge den konjunktivbøjning, som mange andre italienere og stor set alle udlændinge kæmper med.

Beppe Grillos egen rolle i forhold til bevægelsen, der i øvrigt er et registreret varemærke, er heller ikke klar. Ligesom det gælder Berlusconi, så kan der altså ikke stemmes på ham, og han har flere gange i løbet af de sidste par år talt om at hellige sig komikken igen – og bare være bevægelsens grå eminence og altså også ejer. Men som den politiske kommentator Carlo Puca skrev i magasinet Panorama i efteråret, så har “komikeren fra Genova opdaget og gennemlevet, at den politiske umodenhed hos bevægelsens ledere er stoppet ved et barns politiske fornemmelse, og har vist sig ude af stand til udvikle sig til en voksen tilstand”.

Blandt bevægelsens valgløfter er en minimumspension og en borgerløn på 780 euro. Partiet vil fjerne den arbejdsmarkedsreform, der tillader virksomheder at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter. De vil genindføre den såkaldte Artikel 18, hvor virksomheder med over 15 ansatte ikke må fyre deres medarbejdere. Man vil fjerne dele af de meget omfattende pensionsreformer, der begyndte allerede i 1995. Bevægelsen lover, at folk fremover skal kunne gå på pension efter 41 år på arbejdsmarkedet, og det hele beregnes til at koste 140 milliarder euro. De penge skal så komme fra besparelser og effektivisering af den offentlige sekter. Og lige dér er bevægelsen så på linje med de andre fløjes svar på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Femstjernebevægelsens grundlægger, Beppe Grillo, taler om at vende tilbage til komikken og blive en slags grå eminence. Foto: Wikimedia Commons.

De frustrerede, de yngre og de arbejdsløse vælger Femstjernet

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier. De kommer både fra højre, fra venstre og fra midten, men har en overvægt af de yngre generationer, der stadig slås med en stor arbejdsløshed. Det er generationen af helt unge og op til de 40-45-årige, der aldrig rigtig har fået foden fast ind på arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise har ramt Italien hårdt, og selv om de økonomiske nøgletal er vendt i positiv retning, går det stadig langsommere fremad i Italien end i resten af Euro- og EU-landene >>.

De unge og mindre unge har forældre, der som ansatte i virksomheder med over 15 ansatte efter de gamle regler nærmest var sikret livstidsansættelse. Deres bedsteforældre gik endda med de gamle regler på pension efter 35 eller 37 år med 80 procent af deres slutløn. Mange af de unge har allerede i dag ingen mulighed for at nå at være på arbejdsmarkedet i 41 år, hvis bevægelsen skulle få vedtaget den lov.

Den generation tror simpelthen ikke længere på de såkaldte gamle partier og deres løfter, og vil heller kaos end at stemme på dem. De genkender, som mange andre steder i Europa, ikke sig selv i vores traditionelle højre-venstre-opfattelse. De kan lide, at Femstjernebevægelsen altid har talt meget om miljø, lufter tanken om borgerløn, gratis internet til alle og såmænd også taler om et romantisk 0-vækstsamfund.

Og så er der de ikke så voldsomt aktive, som stemmer i ren protest, men ikke vil være ved det. Lidt som i gamle dage før alle partier skiftede navn, og Berlusconi i 1994 gjorde sin entre. Dengang vandt kristdemokraterne i Democrazia Cristiana stort set altid, men ikke ret mange indrømmede, at de stemte på dem.

Udsigt til mudret valgresultat

Meningsmålingerne giver altså lige nu centrum-højrefløjen det største antal stemmer. Men med den efterhånden helt naturlige mistro alle har til meningsmålinger er frygten for at ende med tre næsten lige store blokke efter valget også reel.

Nogle kommentatorer har nærmest i desperation forudset en koalition mellem Partito Democratico fra centrum-venstre og Berlusconis Forza Italia fra centrum-højre med det eneste formål at undgå, at den udefinerlige Femstjernebevægelse sætter sig på magten.

Andre taler åbenlyst om, at situationen efter valget den 4. marts allerede i dag tegner til at blive så mudret, at der vil komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Og måske lige frem et parlamentsvalg med endnu en ny valglov. Italien går nemlig også i år til valg med en helt ny og kompliceret valglov vedtaget sidste år.

Nogle eksperter forudser efter lange matematiske udregninger, at denne nye valglov under de rette betingelser medfører, at en koalition eller et parti med 38-39 procent af stemmerne – der hvor centrum-højre nærmer sig lige nu i meningsmålingerne – vil kunne opnå absolut flertal i begge kamre.

Men der skal meget lidt til for, at regnestykket vælter. For eksempel kan de få stemmer der skiller et af de mindre koalitionspartier til højre eller til venstre fra at nå spærregrænsen, ændre voldsomt på en koalitions samlede antal parlamentsmedlemmer.

Det er med andre ord et pivåbent spørgsmål, hvad der sker efter valget.

Men kedeligt bliver det ikke. Nok har Trump i USA på sin vis har overtaget Berlusconis plads som international politiks enfant terrible, nok er Cataloniens separatister voldsommere i deres regionale nationalisme end Lega Nord i Italien, og nok er Østrigs Sebastian Kurz halvanden måned yngre end Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen, men italiensk politik bliver aldrig en kedelig affære.

Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

 

POLITIK: Dødt løb i meningsmålingerne

Fra dagens avis Corriere della Sera – 2.8.2017:
Få dage inden det italienske parlament går på sommerferie har Euromedia offentliggjort deres seneste meningsmåling, der nærmest viser dødt løb mellem de tre store blokke i italiensk politik.
Femstjernebevægelsen med Beppe Grillo står til 30 procent.

Printscreen fra Corriere della Sera

Regeringspartiet PD ledet af Matteo Renzi – endnu – står til 29 procent, mens en samlet centrumhøjrefløj, som 80 årige Silvio Berlusconi stadig føler sig selvskreven leder af, lige nu tiltaler 35 procent af vælgerne.

…artiklen fortsætter under reklamen

Matteo Salvini fra Lega Nord mener dog, at han burde være centrumhøjrefløjens leder, og det er i øvrigt tvivlsomt, at der kan opnåes enighed om en fælles front i den blok.

Der skal være parlamentsvalg senest i februar 2018.

PS: Der mangler også lige en ny valglov. Men det når de nok til efteråret, måske…

Dansk dokumenterfilm om Femstjernebevægelsen: “Al magt til folket?”

Onsdag første februar har Lise Birk Pedersen dokumentarfilm om Femstjernebevægelsen premiere i 32 danske og én grønlandsk by.
Premieren følges op af livestream-debat fra Christiansbog


Du kan finde premierebiograferne og købe billet hos DOXBIO >>

Filmen følger fire af bevægelsens politikere i godt og vel et år – fra valgkampen i begyndelsen af 2013 til omkring dannelsen af Renzis regering i februar 2014.

Hør Lise Birk Pedersen fortælle om tilblivelsen af dokumentaren på Radio24syv >>

PRESSEOMTALE
Premiere på AL MAGT TIL FOLKET? med efterfølgende live transmitteret debat om populisme og demokrati.
De vestlige demokratier vakler. Folket gør oprør mod magteliten, og populismen sejrer. “Send dem (politikerne) hjem!”, råbte de i Italien og valgte 163 politisk uerfarne “almindelige mennesker” ind i parlamentet. Dokumentarfilmen AL MAGT TIL FOLKET? følger de første dramatiske år af dette demokratiske eksperiment.

…artiklen fortsætter under annoncen

Filmen bliver vist fra Christiansborg med efterfølgende live transmitteret debat, der trækker trådene hjem til Danmark for at forstå konsekvenserne af den nye politiske virkelighed. Grillo i Italien. Trump i USA. Hvad kommer der til at ske i Danmark?

Du kan deltage i debatten sammen med publikummer over hele landet fra Aalborg til Svaneke. I Grand Teatret ruller vi den røde løber ud og efter filmen byder vi på en kold Tuborg RÅ.

Journalist Anja Bo styrer debatten, hvor der deltager Folketingspolitikerne Bertel Haarder (V), Uffe Elbæk (A), Pelle Dragsted (Ø) og Yildiz Akdogan (S) diskuterer populisme og demokrati og bliver udfordret af ungdomspolitikerne Viktor Boysen (B), Andreas Weidinger (K) og Nanna Bonde (SFU), samt ekspert i retorik Sine Nørholm og Radio 24/7-vært og politisk kommentator Lars Trier Mogensen.

CPH:DOX fejrer premieren af AL MAGT TIL FOLKET ved, på samme dag, at lancere en ny serie på festivalen, som sætter skarpt på populisme og radikalisme. Tiltaget er en særligt kurateret festivalserie, der rammer biograferne under CPH:DOX fra 16. – 26. marts. Ved introduktionen til ‘Al magt til folket’ løfter CPH:DOX sløret for alle de film, der er udvalgt til at blive vist i serien.

Instruktør: Lise Birk Pedersen
Producent: Magic Hour Films
Co-producenter: Piraya Film & Mouka Filmi
Land: Danmark
Længde: 60 min.
Sprog: Italiensk med danske tekster

PRODUCENTEN LISE LENSE-MØLLER, MAGIC HOUR FILMS
‘Da Lise Birk kom til mig og spurgte, om jeg ville være med på projektet, øjnede jeg hurtigt en chance for at se på fænomenet ‘populisme’ med et mere åbent blik. Tilbage i 2013 var der stadig en udbredt og temmelig arrogant holdning til populister – som en art vildledte og vrede dummernikker – som vi ikke behøvede at tage alvorligt.

Men den politiske scene i Italien var så ekstrem med den enorme korruption og de hyppigt skiftende regeringer, at man ikke kunne andet end at have sympati for populisternes krav om ærlighed og oprydning i den politiske magtelite. Uanset hvad man synes om deres metoder, så var deres projekt legitimt, og det gjorde det muligt at lægge fordommene til side og faktisk betragte processen på godt og ondt.

Det er jo heller ikke en proces, der er begrænset til Italien. Vi ser den nu overalt i den vestlige verden – blot ikke alle steder ligeså tydeligt som her. Det er både vigtigt og interessant at give sig tid til at prøve at forstå, hvad det er, vi oplever lige nu – og hvilke muligheder, paradokser, farer og dilemmaer, det indebærer.’

Fra arkivet: Femstjernebevægelsens vrøvl om Danmark

Artikel fra 2013 af Charlotte Sylvestersen – dansk journalist bosat i Milano siden 1993

Under den italienske valgkamp op til parlamentsvalget i februar 2013 brugte Beppe Grillo fra Femstjernebevægelsen (herefter forkortet M5S) ofte Danmark som et eksempel “paradis på Jord”.
Det skurrede i mine ører hver gang han gentog, at man i Danmark kunne opvarme sin bolig for 150 euro om året.
Jeg besluttede at finde ud af, hvor denne og mange andre underlige påstande om Danmark kom fra.

..artiklen fortsætter under annoncen

Under min research til opdagede jeg, at Grillos danske fantasier havde, og stadig har, sit udgangspunkt i en blog om Danmark offentliggjort den 14. april 2012 på Grillos og bevægelsens officielle hjemmeside Beppegrillo.it >>.
Her er mit faktatjek af indlægget:

”SOGNANDO LA DANIMARCA” – DEN DANSKE DRØM

I Danmark betaler man ikke ejendomsskat for den primære bolig..
FAKTA: I 2012 betalte danskerene i gennemsnit 7.923 kroner i ejendomsskat.
I 2013 var ejendomsskatten steget med 625 kroner til 8.548 kroner.

I Danmark eksisterer der ingen kildeskat, de ansatte modtager bruttolønnen og udfylder en selvangivelse på to korte sider, alene og uden behov for revisor eller anden hjælp
.
Der har været kildeskat både for ansatte og selvstændige siden 1970 i Danmark.



Skærmbilledet her er fra den 23. januar 2017.
Jeg sendte i 2013 den italienske udgave af mit faktatjek til både forfatteren og bloggen, men indlægget er aldrig rettet. Det dukker stadig med jævne mellemrum op på og deles flittigt på de sociale medier.

Faktatjek fortsat:

I Danmark er der minus tyve grader om vinteren
Januar: 2 – -2 Februar: 3 – -2,5 Marts: 1-5 April: 2-10 Maj: 7-15 Juni: 11-19 Juli: 12-21 August: 12-22 September: 10-17 Oktober: 7-12 November: 3-7 December: 0-4

…men indendøre er der 25 grader varmt
I gennemsnit er der 20 grader indendørs i Danmark, måske endda mindre varmt hos dem, der vil spare på opvarmningen.
Siden energikrisen i 1973 har 21 grader været anbefalet som indendørstemperatur.
40% af det danske energiforbrug anvendes i øvrigt til opvarmning.

…fordi man opvarmer husene via genbrug af renset spildevand, der fra boligerne bliver transformeret til gas, der anvendes som energikilde
Over 250.000 danske boliger opvarmes stadig ved hjælp af private oliefyr.
I 2011 kom 24% af den danske energi fra alternative energikilder.
62% af opvarmningen – svarende til 17% af det totale energibehov – kommer fra fjernvarmeværker af den type italienske miljøorganisationer forhindrer opførelsen af i Italien. Femstjernebevægelsen er modstander af fjernvarmeværker.
Fjernvarmen i Danmark produceres med affald, gas, kul, naturgas og olie.

En familie på tre personer betaler 150 euro om året for at opvarme en bolig på 100 m2
De 62% af de danske husstande, der opvarmes via fjernvarme, havde i 2012 en gennemsnitlig varmeregning på 1.832 euro. Til sammenligning var italienernes gennemsnitlige varmeregning i 2012 på  1.752 euro.

I Danmark kører ministrene på cykler
Ja, på det berømte foto efter valget i 2011.
Til hverdag har alle 23 danske ministre en bil til disposition.
7 af disse 23 biler kører kun 13,2 km på literen.
Statsministerens Audi A8 kører mindre end ti km på literen.

Hvis du tillader dig at købe en ny bil bliver du straffet med skatter, mens du får skattelettelser, hvis du beholder din gamle kasse, og dermed sparer miljøet for det Co2-udslip, produktionen af en ny bil koster
Det er ikke lykkes mig at finde spor af danske skattelettelser for at beholde en gammel bil.

I Danmark betaler man ind til pensionen via skatten, og hvis man fravælger pensionen får man pengene tilbage med renter
I Danmark er folkepensionen i 2012 på 5.713 kroner, før skat.
Den italienske minumumspension – pensione socialie – var i 2013 496,43 euro 13 gange årligt.

I Danmark betaler staten sin gæld til borgerne inden 30 dage
Ja, som regel. Men, hvis du for eksempel har betalt for meget i skat, kan skattevæsenet også vælge at beholde overskuddet med den begrundelse at de måske kommer til at skylde året efter.
Og derudover kan jeg personligt referere, at enhver kommunikation med skattemyndighederne er ligeså besværlig i Danmark som i Italien!

…men ingen offentligt institution tillader sig at betale senere end 15 dage på grund af effektivitet
Se ovenfor

I Danmark tjener en arbejder 2.500 euro netto om måneden (Cirka 18.000 danske kroner)
…og har et andet prisniveau end i Italien:
Sammenligning – 2011-  EU27=100
Italien 103
Danmark 142

 …og en bankdirektør tjener ikke mere end 7.000 euro.
Nykredit 2011, 3 direktører tjente 14 millioner kroner (en stigning på 40% i forhold til 2010)
Sydbank 2011, 2 direktører 9,7 millioner kroner (+38,6%)
Danske Bank 2011, 4 direktører 33,9 millioner kronere (+31,4%)

Det er ikke sandt, at skatten i Italien er højere end i Danmark…
Skattetrykket 5. juli 2013:
Danmark 49,3%
Italia 44%

Femstjernebevægelsen fik 25,5% af stemmerne ved parlamentsvalget i februar 2013.
En meningsmåling foretaget den 13. januar 2017 gav Femstjernebevægelsen 27,7 procent.


Bloggen er også delt af Beppe Grillo på Google+

KILDER:

http://www.beppegrillo.it/2012/04/sognando_la_dan.html

http://finans.tv2.dk/nyheder/article.php/id-58642549:kort-s%C3%A5-meget-skal-du-betale-i-boligskat-i-2013.html,

http://energia.supermoney.eu/news/2012/11/bollette-riscaldamento-italia-tra-le-piu-care-d-europa-006118.html)

http://www.mitrejsevejr.dk/l/vejret-danmark-vejrudsigt-temperatur-klima.php

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.finanzautile.org/pensione-minima-2013.htm

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php?title=File:Comparative_price_levels,_2001-2011_(1)_(final_consumption_by_private_households_including_indirect_taxes,_EU-27%3D100).png&filetimestamp=20121022145649

http://www.soldionline.it/infografiche/la-classifica-della-pressione-fiscale-in-europa

http://politiken.dk/tjek/penge/ECE1550663/saa-mange-millioner-tjener-din-bankdirektoer/

Italiensk folkeafsteming om forfatningsændringer kan få skæbnesvangre følger for Euroen og Unionen

Søndag den 4. december skal italienerne til folkeafstemning om en række forfatningsændringer, der først og fremmest handler om Senatets rolle i det italienske parlament. Parlamentet har siden 1948 bestået af to ligestillede kamre.

– Kan du ikke lige forklare mig, hvad den folkeafstemning egentlig handler om? spurgte min ven Salvo mig forleden henne på baren.
Som de fleste italienere har Salvo kun gået i skole de obligatoriske otte år. Han indrømmer blankt, at langt det meste snak om forfatningsændringerne går hen over hovedet på ham. Det samme gør sig gældende, når medierne har været på gaden for at spørge vælgerne ud om deres kendskab til forfatningsreformen. Flertallet ved ikke engang, hvad tokammersystem betyder.

– Det handler om at afskaffe tokammersystemet i parlamentet, så det italienske demokrati skiller sig af med et gammeldags system, og gør lovgivningsprocessen mindre kompliceret og mere effektiv, svarede jeg. Og jeg kunne godt høre, at jeg skar kraftigt ind til benet, og lænede mig subjektivt op af JA-fløjens hovedargument.

I dagens parlament padler lovforslag ofte frem og tilbage mellem Senat og Deputeretkammeret i måneder for ikke at sige år. Rekorden for et lovforslag siges at være 30 år, og JA-siden argumenterer netop for, at en mere effektiv lovgivningsproces kan være med til at sætte gang i den økonomiske vækst. Bliver det et JA på søndag, skal Senatet kun høres i meget få sager, og bliver i praksis et rådgivende organ.

– Hov, skulle tokammersystemet og dermed Senatet ikke afskaffes?

– Øh, jo, men…
Og her begynder det allerede at blive så kompliceret, at Salvo og rigtigt mange andre italienere giver op og står af. Senatet forsvinder nemlig ikke. (Nederst i artiklen kan du læse mere om Senatets opgaver efter et JA.)
Der er i realiteten tale om en reform, der grundlæggende ikke afskaffer tokammersystemet, og derfor i praksis noget kompliceret og forvirret sjusk, som kun italienerne kan udtænke det. Så er dét sagt. Uanset om man så er for et JA eller et NEJ.

..artiklen fortsætter under annoncen

“NEJ” FØRTE SVAGT I DE SENESTE MENINGSMÅLINGER

De sidste 14 dage op til valg eller folkeafstemninger er det forbudt at offentliggøre meningsmålinger i Italien. Før lukketid den 18. november førte NEJ-siden med 52,7 procent af stemmerne, men så mange som en fjerdedel af de adspurgte i målingerne svarede, at de endnu ikke havde besluttet sig. Det frygtes, at valgdeltagelsen bliver meget lav, men der kræves ikke som ellers ved italienske folkeafstemninger, at 50 procent plus én af de stemmeberettigede deltager, for at resultatet er gyldigt. Ved afstemninger om forfatningen er almindeligt flertal af de afgivne stemmer nok.

VALGKAMP FOR ELLER IMOD RENZI

Da regeringsleder Matteo Renzi for otte måneder siden annoncerede afstemningen ledsagede han den med en trussel – eller et løfte, om du vil – om, at hvis ikke resultatet blev er JA, så ville han gå af. Den holdning er blødt op undervejs, og ingen forventer i dag, at Renzi frivilligt træder tilbage, hvis afstemningen går imod hans reform.
Et NEJ vil uden tvivl svække ham både som regeringsleder, og internt i Partito Democratico (PD), hvor flere fremtrædende parlamentsmedlemmer i øvrigt anbefaler et NEJ på søndag. Andre kendte partimeldemmer, som tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand Romano Prodi har ventet med at tage stilling indtil sidste øjeblik. Prodi meddelte den 30. november, at han ville stemme ja med ordene “det er min pligt at fortælle, at jeg stemmer ja, men reformen er uklar og yden dybde”.
Meningsmålingerne, som vi journalister hár lært at tage med en stor spisekefuld salt, fortæller til Renzis fordel, at 87 procent af PDs vælgere vil stemme JA.

folkeafstemning_si_grunde
Fra kampagnen Et ja er nok – Basta un Si >>
…for at gøre lovgivningen hurtigere, for at spare penge på politik, for at komme videre end et parlament med to ligestillede kamre, for at gøre statens og regionerns kompetencer tydligere, for at styrke lokale myndigheders repræsentation i parlamentet og i Europa, for at skabe større deltagelse blandt borgerne, lyder nogle af JA-sidens argumenter.

SPARER STATEN FOR 500 MILLIONER EURO – MÅSKE

Politikernes løn i det italienske parlament, i de 2o regioner, de 110 provinser og de over 8.100 kommuner er altid en ophidset og gestikulerende diskussion værd i Italien. Alene af den grund lyder en afskaffelse af Senatet som en god ide for mange italienere, også i den amputerede form.
Diskussionen af de dyre politikere tages så ofte og så højlydt i medierne, at mange italienere nærmest er overbeviste om, at bare man skærer ned på politikernes løn, diæter og pensioner, så vil den økonomiske krise forsvinde.
I forhold til statsbudgettet, og til statsgælden på nu 133 procent i forhold til bruttonationalproduktet, er de 500 millioner, der kan spares med forfatningsreformen dog ikke andet end en pose pebernødder. Nej-siden med Femstjernebevægelsen tror heller ikke på den lovede økonomiske gevinst.

FEMSTJERNEBEVÆGELSEN KRÆVER VALG OG TALER OM DIKTATUR

NEJ-partierne har samlet Femstjernebevægelsen og Lega Nord i en umage alliance, men også Berlusconi besluttede her i efteråret efter mange overvejelser at anbefale et nej.
Femstjernebevægelsen har i denne valgkamp overhalet Lega Nord i disciplinen for skingre tonearter.
“Denne afstemning er skør. Hvis jeg var 20 år gammel ville jeg ikke vide, hvordan jeg ville ragere”, skriver Beppe Grillo på Facebook og på sin berømte blog.

folkeafstemning_m5s
Folkeafstemning, Grillo imod JA:
En serialkiller mod vores børn.
Renzi: Han er i vanskeligheder med falske underskrifter.
(Femstjernebevægelsen er de seneste uger i stormvejr på grund af mistanke om falske underskrifter på stillerlister i en række italienske byer.) 

– Vi er ude over Pinochet, det er hér dikaturet gemmer sig, skriver Beppe Grillo, og forklarer videre, at der gemt i forfatningsreformen er en klausul, der tillader regeringen at indgå kontrakter med multinationale firmaer og i praksis sælge landet…
Femstjernebevægelsen kræver hurtigt nyvalg, og afviser blankt en teknisk overgangsregering, hvis resultatet bliver et NEJ.

folkeafstemning_no_ti_grunde
Lega Nords web Jeg stemmer nej – Io voto No >>
Argumenterne er mange, deriblandt at referomen ikke sparer på udgifterne til politikere, at den skaber en ny kaste af udnævnte senatorer, at den ødelægger det regionale selvstyre, giver politisk immunitet til de udnævnte senatorer, ikke afskaffer tokammersystemet, og sælger ud af Italien til Europa. På forsiden af Jeg stemmer Nej-kampagnen skjules det heller ikke, at afstemningen for Lega Nord også handler om at slippe af med Matteo Renzi.
folkeafstemning_nejtil_renzi


OG SÅ ER DER LIGE DEN NYE VALGLOV

Pudsigt nok styrkes Femstjernebevægelsens muligheder for at danne regering efter et JA til forfatningsreformerne. Folkeafstemningen er nemlig også forbundet med en allerede vedtaget ny valglov, der træder i kraft med et JA.
Den nye valglov betyder, at de to største partier fremover skal ud i en valgrunde nummer to, og vinderen udstyres med en bonus, der betyder 340 medlemmer ud af 630 i det Deputeretkammer, der så kommer til at sidde med magten med et rådgivende senat ved sin side.
I den valglov, de nuværende parlamentmedlemmer blev valgt efter i 2013, var der kun én valgrunde. Her fik den vindende koalition med PD i spidsen flertalspræmien og det absolutte flertal med 340 mandater i Deputeretkammeret, mens Senatets pladser fordeltes proportionalt efter de enkelte partiers stemmer. Flertalspræmien gælder kun for partier og ikke for koalitioner i den nye lov.
Femstjernebevægelsen er allerede i dag Deputeretkammerets største parti med de 25,4 procent af stemmerne, de fik i 2013.
I de sidste mange måneders meningsmålinger nærmer bevægelsen sig også PD. Med et JA og den nye valglov, så er regeringsmagten i den grad indenfor rækkevidde, men det argument har ikke fodfæste i bevægelsen, der fastholder sit NEJ..
Risikoen for en regering ledet af protesbevægelsen huer absolut ikke de traditionelle partier.. Selv om valgloven altså er med i forfatningspakken, forlyder det allerede nu, at der uanset resultatet alligevel skal kigges på valgloven igen efter den 4. december.

DET SKAL VÆRE NEMMERE AT REGERE ITALIEN

Hele ideen med forfatningsreformen er at gøre det nemmere at regere Italien effektivt.
Reformen gør op med en politisk praksis, hvor grundtanken bag det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.
Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.
Et JA vil også betyde mere magt til regeringen i Rom på bekostning af regionernes selvstyre. Det er i følge Renzi og JA-sigerne en nødvendighed for at skabe den økonomiske vækst, der har været fraværende i nu ti år.
Regionernes forskellige lovgivninger, regler og praksis gør det endnu mere besværligt at skabe og drive en virksomhed end det i forvejen besværlige italienske bureakrati. Italien indtager lige nu plads nummer 55 på listen over erhvervsvenlige nationer.

DEN TREDJE DOMINO-BRIK, DER KAN VÆLTE EU OG EURO`EN

Den italienske folkeafstemning følges nøje i udlandet.
Mange frygter, at italienerne følger i kølvandet på englændere og amerikanere, og stemmer imod bare for at stemme imod.
Femstjernebevægelsen med en fjerdedel af vælgernes tillid er nok Europas største  og mest succesrige udtryk for politikkerlede og foragt for det bestående system.
Efter Brexit og præsidentvalget i USA frygter mange udenlandske iagttagere, at et NEJ på søndag bliver den tredje dominobrik, der indvarsler afslutningen både på Euroen og på den Europæiske Union, som vi kender dem i dag.

UDENLANDSKE MEDIER FORUDSER ØKONOMISK KAOS UANSET RESUTATET

Financial Times >> forudser, at otte navngivne italienske banker krakker, og at Euro-samarbejdet går i opløsning, hvis resultatet bliver et nej til forfatningsreformen.
Hvis den italienske premierminister Matteo Renzi taber sin forfatningsafstemning den 4. december, så frygter jeg en serie af begivenheder, der vil rejse spørgsmålet om Italiens deltagelse i Euro-zonen, skriver Wolfgang Munchau.
Meget apropos er et af Grillos og Femstjernebevægelsens politiske programpunkter netop en folkeastemning om Italiens fortsatte deltagelse i Euro-samarbejdet.

folkeafstemning_ft

Magasinet  The Economist >> har i en leder anbefalet et NEJ, og forudser en teknisk regering, hvis afstemningen går imod Renzi.
– Landet har brug for endnu mere vidtrækkende reformer, og det er bare ikke tilfældet med denne reform, skriver The Economist den 26. november.

folkeafstemning_economist

“Italien har længe været den største trussel mod Euroens og Den Europæiske Unions overlevelse, dets BNP per indbygger er fastlåst på niveuaet for de seneste år af 1990´erne. Arbejdsmarkedet er sklerotisk. Bankerne er fyldte med lån, der ikke giver udbytte. Staten har den næststørste gældsbyrde i Euro-zonen med 133 procent i forhold til BNP”, skriver The Economist videre.

Økonomiske og politiske iagttagere, både i Italien og i udlandet frygter uanset udfaldet, og alligevel mest ved et NEJ, endnu mere ustabilitet og usikkerhed i Italien.
Bliver det et ja, fortsætter Renzi med fornyet energi.
Bliver det et nej vil han kæmpe indædt for at blive på sin post, og han kan lykkes med projektet, fordi få ønsker endnu en teknisk regering, og endnu færre ønsker et valg lige nu.

Valgstederne er åbne søndag den 4. december mellem kl 7.00  og kl 23.00.
Optælling og exit polls kan følges direkte på Rai 1, Canale 5 og nyhedskanalerne.

FAKTA: DET NYE RÅDGIVENDE SENAT EFTER ET “JA”
De i dag 315 valgte, de tidligere præsidenter og ganske få udnævnte livstidssenatorer, for tiden fem stykker >> skal ved et JA skiftes ud med udnævnte senatorer, der er borgmestre eller kommer fra de italienske mini-parlamenter, der styrer de 20 italienske regioner.

Senatet skal ikke deltage i tillidsafstemninger om regering.
Senatet skal kun stemme om forfatningslove.
Senatet kan foreslå ændringer til præsenterede lovforslag, men kan kun selv præsentere lovforslag, hvis et flertal i Senatet beder Deputeretkammeret om det. Sker det, skal Depueretkammeret tage stilling til Senatets lovforslag inden seks måneder.
Senatet skal bidrage til overnationalt samarbejde som EU, og derudover være parlamentets bindeled til de administrative lokale enheder, såsom regioner og kommuner.
Senatet skal fremover udnævne to af de 15 dommere i den italienske Forfatningsdomstol, og Deputeretkammeret udnævner tre.
I dag vælger det samlede parlament og repræsentanter  fem ud af 15 medlemmer.
Den italienske præsident vælges af et samlet parlament og repræsentanter fra regionerne, men de 100 senatorer vil fremover kun udgøre 14 procent af stemmerne mod i dag 31 procent.
74 af de kommende senatorer udnævnes af regionerne udfra fordelingen af stemmer ved de regionale valg. 21 vælges blandt regionerne borgmestre. Tjansen som senator er ulønnet og varer i den regionale eller kommunale valgperiode. Fem senatorer udnævnes af den italienske præsident og deres mandat varer som præsidents syv år.

FOTO: Printshots fra The Economist, Financial Times, La Repubblica, Io voto No, Basta un Si