Italiensk politik – 10. maj 2018: Fantapolitisk fabel

FACEBOOK-OPDATERING FRA 10. maj 2018
Den ikke-morsomme Beppe Grillos eksperimentelle
teater er
 måske endog en Nobelpris uværdig

Virkeligheden
“Al governo”…
Der var valg i Italien den 4. marts 2018, og parlamentet endte i tre næsten lige store blokke. En splittet venstrefløj, der med eks-premierminister Matteo Renzi i spidsen erkendte sit nederlag. En centrumhøjrefløj, hvor Legaen overtog lederskabet fra Berlusconis Forza Italia efter stor valgsejr, og hvor koalitionen samlet opnåede over 37 procent af stemmerne. Og midt imellem eller et helt andet sted i tid og rum, scorede protestpartiet Femstjernebevægelsen over 32 procent af stemmerne.

Det rige nord mod det fattige syd
Eneste reelle regeringsforhandlinger har siden valget været mellem den umage alliance mellem Lega, der repræsenterer det rige Norditalien og ønsker lavere skat og mindre stat, og Femstjernebevægelsen, der vil indføre borgerløn, hæve pensionerne, forbyde mineralvand i flasker og kun have én statslig TV kanal, der fortæller sandheden, er lige nu i færd med at fordele ministerposterne

Men måske er det i en anden virkelighed bare Beppe Grillos absurde og eksperimenterende gadeteater, der har gjort sig – næsten – fri af dukkeførerens bånd, og nu tager det helt alvorligt, at Grillo og co’s forestilling har været på plakaten i over ti år.

Næsten, for bevægelsen er stadig i realiteten en virksomhed, hvor parlamentsmedlemmer skal aflevere 300 euro af deres løn hver måned.

Fantapolitisk resumé
Den politiske scene i Italien har de seneste år mindet om dengang i 1980’erne, vi lavede skjult teater med fingerede skænderier i Århus Sporvejes busser.

Det var uhyggeligt nemt at få en hel busfuld uskyldige passagerer til at deltage “for og imod” et fingeret skænderi.

Men modsat Beppe Grillo stoppede vi altid komedien, lige inden det hele røg af sporet.

…artiklen fortsætter under reklamen

I 80’erne smadrede den ikke morsomme Grillo computere på RAIs kanaler. For dem havde Fanden, storkapitalen, globaliseringen og anden ondskab tilsammen skabt.

Siden så han muligheden for endnu en omgang absurd teater, da han som såkaldt komiker mødte den såkaldte it-guru Casaleggio.

IT-guruens gurutid var kort i ren teknologisk forstand. Men fantasien var stor.
Lige så stor som Grillos.
Enten lige så stor som Grillos egen, eller også var Casaleggio senior bare endnu en ufrivillig aktør på komediens alenlange rolleliste.

Casaleggio seniors egen afsporede og religiøst inspirerede fantasier om ‘den fagre nye verden’, hvor alle er it-forbundne og lykkelige – dog lige efter en grum, men nødvendig verdenskrig, der løser problemet med overbefolkningen af kloden – kan ses i videoen “GAIA” her https://youtu.be/HMBO0rLuMEU

“Casaleggio er endnu længere ude end mig. Ham kan jeg bruge i mit eksperiment, og specielt også til at tjene penge på mine blogs og på mine bøger”, tænkte Beppe, da han mødte Casaleggio.
Beppe lever nemlig helt op til ligurernes rygte om at være sygeligt besatte af ussel mammon.
Med Casaleggio ved hans side var der sat kryds også ved dette vigtige punkt.

Og så var scenen sat…
“Kan vi få fjolserne, scusi, folket i tale ved at fornærme dem? Hvor går grænsen for dumhed, og kan vi overskride den? tænkte Beppe, og opfandt “Op i røven” (Vaffanculo er en strid fornærmelse) demonstrationerne.

100.000’er mødte op og råbte i kor ‘Vaffanculo’ til alt og alle, og specielt de demokratisk folkevalgte og de arbejdende journalister, uden at tænke over, at de netop selv var med til at skabe en ny kaste af priviligerede.

Jo mere masserne råbte “vaffanculo, vaffanculo, vaffanculo”, jo mere lo Beppe, mens han kradsede sig lystigt i skægget.

“Her er der sgu både penge at tjene, og uanede mængder af begejstrede både tilskuere og aktører, der hellere end gerne spiller med, med eller uden viden om, at det hele bare er et eksperiment”.

Og så skabte Beppe og Casaleggio et ikke-parti med en ikke-statut, og et ikke-program, der strittede i alle politiske retninger, så der var plads til alle fjolserne blandt folket.

Grøn politik til de grønne, lynhurtig fiber internet til alle, nej til globalisering, straf til umoralske og specielt multinationale, altså grundlæggende onde, virksomheder.
Væk med de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der rent faktisk har fjerne de negative økonomiske nøgletal, og de seneste fire år ganske langsomt har skabt vejen ud af den økonomiske krise for Italien.
EU-kritisk, når det giver stemmer, indvandrerkritisk, når det giver stemmer, og vice versa, bare vi husker at råbe ‘vaccanculo’ før vinden skifter, og give de gamle, onde, korrupte og tyvagtige politikkere skylden.
Og husk, at journalister af enhver slags er i ledtog med ’systemet’, og de tænker aldrig selvstændigt og kritisk.

Huhej, hvor det går…
Fjolser er der jo til alle tider nok af.
Og rykker tilstrækkeligt mange fjolser sig på én gang, så står opportunister af enhver art, og indimellem også normaltbegavede af slagsen, klar til at hoppe med på vognen.

Med smarte ord som ‘meet ups’, valg af politiske kandidater ‘online’ og et ‘forum’ på et lavere niveau end Ekstra Bladets ‘Nationen’ blev basen overbevist om en ny tids nye demokrati.

En hær af nyttige idioter, og allerhelst dem uden nogen som helst erfaring eller tidligere engagement i samfundsforhold i det hele taget, blev først valgt ind i byråd.

Her fortsatte de med om ikke at råbe ‘vaffanculo’, så i stedet at råbe ‘no’ til alt og allermest til det samarbejde og de kompromisser, der er grundlag for al demokratisk realpolitik.

I 2013 deltog 25,4 procent af italienerne som statister, og i fem år fortsatte bevægelsens borgere, for politikere må de ikke kaldes, med at råbe vaffanculo og det, der er værre, og sige nej til alt og allermest til enhver form for samarbejde om konkret politik.

Letta først, Renzi siden, og senest Gentiloni fik med møje og besvær vendt skuden med en realpolitik, der rent faktisk skabte arbejdspladser, og bremsede strømmen af migranter over Middelhavet og statsgælden.

Men Beppes statister, der er – desværre – primært det fattige, det uuddannede, og ja nu siger jeg det, det evigt klynkende syditalienske segment, oplevede ikke flere euro i egen pung. Og de vil ikke vente længere.

Det var ikke fake news, at nogle mødte op på fagforeningernes kontorer i Syditalien for at udfylde skemaet til at modtage borgerløn dagen efter valget i marts, hvor Grillos marionetter fik 32,6 procent af stemmerne.

Inden da lykkedes Beppes sidste glansnummer:
At få valgt ’signor ingenting’ til partileder.

Det såkaldte ‘én til én demokrati’ kunne godt nok kun få nogle og 40.000 til, ikke engang at forlade sofaen, men deltage i online-afstemningen om bevægelsens leder.
Og resultatet var som dengang i Bulgarien givet på forhånd.
Én landskendt politiker og syv ukendte kommunalpolitikere.

Og her har vi så den nye race af italienske politikere, repræsenteret af den kommende minister, 31-årige Luigi di Maio:

Så rene, at de stadig bor hos Mamma.

Så uplettede, at de aldrig har haft et fast arbejde. Di Maios seneste var at vise folk vej til VIP-loungen på Napolis stadion.

Uden andet politisk curriculum end at have levet af politik de seneste ti år akkompagneret af vaffanculo og nej til alt.

Og med et så stort problem med konjunktivbøjninger, at man undrer sig over hans studentereksamen

Er man så i øvrigt ikke levebrødspolitiker, når det er det eneste, man har levet af?
Var det ikke lige dem bevægelsen hadede?

Nå.
Pyt.
Næste akt er jo i fuld gang.

Nå.
Sig pyt.
Forestillingen kører for fulde huse, og der er ingen udsigt til tæppefald.

Og marionetdukkernes skaber, den store dukkefører Beppe Grillo?

Hvad med ham, nu hvor det absurde teater har fået sit eget liv, og marionetterne tror, de har gjort sig fri af båndene?

Han lader sig fotografere blandt gadeaffald i New York, og siger at romerne er meget bedre også til at svine.
Han er for længst i gang med nye forestillinger.

Men denne her omgang absurd teater kommer til at gå over i historien.

Måske venter der endog Beppe en lille Nobelpris, når de deroppe i Sverige er færdige med at rydde op efter deres eget svineri.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Hvem er Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio?

BIOGRAFI: Luigi Di Maio blev født den 6. juli 1986 i Avellino i den syditalienske Campania region. Han gennemførte den klassiske linje på gymnasiet, og indskrev sig derefter først på ingeniørstudiet og siden på jurastudiet, uden at afslutte universitetet.

Levebrødspolitiker siden bevægelsens start i 2007
Di Maios erhvervserfaring begrænser sig til jobbet som steward på Napolis fodboldstadion, hvor han modtog og servicerede i afdelingen for VIP fodboldtilskuere, og et ikke nærmere beskrevet iværksætterprojekt inden for internetmarkedsføring. Siden 2007 har han været indskrevet som pubblicist i det der hedder den italienske orden for journalister.

…artiklen fortsætter under reklamen

Di Maio er ugift og har fortalt, at tidligere kærester har anset hans politiske engagement som en konkurrerende elskerinde. Han bor i Pomigliano d´Arco ved Napoli, hvor han er den ældste af tre brødre. Hans mor er italiensk- og latinlærer, mens faren er i byggebranchen. Faren har været aktiv i den lokale afdeling af først det postfascitiske parti MSI, og siden iarvtageren, højrepartiet National Alliancen.
”Jeg havde derimod mine egne ideer”, har Di Maio udtalt.
Vennerne kalder ham Gigino, mens han i familien kaldes Luigiotto.

Di Maio har været aftiv i Femstjernebevægelsen siden starten med “Op i røven”-demonstrationerne i 2007.
I 2010 bliver han ikke valgt, men opnår 59 personlige stemmer ved kommunalvalget i Pomigliano d´Arco.
Ved parlamentsvalget i 2013 bliver han den hidtil yngste viceformand for Deputeretkammeret i det italienske parlament. Han har været medlem af EU-udvalget i parlamentet.

Valgt af Grillo til partitoppen
Fra november 2014 er Luigi Di Maio et af de fem medlemmer af partiets direktion, der er direkte udnævnte af partistifteren Beppe Grillo.

I september 2017 bliver han ved partiets online-primærvalg valgt som partileder og premierministerkandidat. Han får ved afstemningen, hvor de andre syv opstillede var ukendte kommunalpolitikere, 30.936 stemmer, svarende til 82 procent af de afgivne stemmer.

Internt i bevægelsen betegnes han som en af de moderate, der nærmer sig den politiske midte mellem venstre- og højrefløjen.

Citater om Di Maio:

“Jeg lærer altid af Di Maio, også når han holder mund”.
Beppe Grillo

“Han har tv-tække. Kunne man bare have én som ham i Forza Italia”.
Silvio Berlusconi

“En Salvini uden hættetrøje”.
Pippo Civati

KILDER: Espresso &  Wikipedia

FOTO: Flickr

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Italienerne stemte EU-kritisk, og de bange vandt

ANALYSE:
Femstjernebevægelsen og Legaen sejrede stort på de bange stemmer i Italien.
Det bliver en lang kamp for den italienske præsident Sergio Mattarella, når han i slutningen af marts officielt begynder det, der svarer til den danske partilederrunde. Inden vil alle både mulige og umulige regeringskonstellationer blive ivrigt diskuteret.

Parlamentet er delt i tre
Dagen efter parlamentsvalget står Italien med et tredelt parlament. Vil du ikke læse videre om valgresultater og konsekvenserne af valget, så spår Deres udsendte her i Milano, at præsidenten ender med at bede den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni om at fortsætte med en teknisk regering. En regering, der skal forestå den daglige administration, og skrue endnu en ny valglov sammen. I heldigste fald bliver der nyvalg inden sommerferien

Protestpartiet Femstjernebevægelsen blev som forventet landets største parti med over 32 procent af stemmerne.
På højrefløjen havde Legaen og dens leder Matteo Salvini stort succes med forvandlingen fra et regionalt løsrivelsesparti til et nationalt indvandrerkritisk højreparti. Over 300 offentlige valgmøder med Salvini i hver en krog af Italien har givet pote, og partiet er gået frem fra sølle 4 procent af stemmerne i 2013 til omkring 18 procent i dag.

…artiklen fortsætter under reklamen

Berlusconi havde endnu ikke midt på eftermiddagen mandag kommenteret den for ham absurde kendsgerning, at med kun 14 procent af stemmerne er han i dag lillebror i centrum-højrekoalitionen. Da han stemte i går i Rom hoppede en Femen-aktivist op på et bord og smed trøjen.
“Berluscini, du har overskredet sidste salgsdato”, stod der på hendes bryster, og det er måske en ganske passende epilog over Berlusconis politiske liv.
Centrumhøjre-koalitionen opnåede dog de forventede 37 procent af stemmerne.

Emma Boninos Mere Europa liste kommer ikke over spærregrænsen på tre procent, og venstrefløjsudbryderne i Frie og Lige ender langt under meningsmålingerne med færre end fire procent af stemmerne.

Regeringspartiet Partito Democratico er med knap 19 procent mere end halveret i forhold til valget til Europa Parlamentet i 2014, hvor partiet var på toppen af sin Renzi-rus, og opnåede 40 procent af stemmerne. Selv om Matteo Renzi op til valgte lovede – eller truede med – at ville blive uanset resultatet, så vokser kravet om hans umiddelbare afgang time for time her dagen efter valget. Han holdte et pressemøde klokken 18.30, hvor han lovede at træde tilbage og blive almindelig senator, når der er en ny regering.

Et land skåret over i to umage stykker
Italien som land kom ud fra valget delt i to. Norditalien og en del af Mellem Italien er med undtagelse af fanske få røde og gule klatter helt i hænderne på centrum-højrekoalitionen, mens alle regioner syd for Rom, øerne Sicilien og Sardinien samt regionerne Marche og Abruzzo har fået Femstjernebevægelsens gule farve.

Socioøkonomisk er dét det velhavende Norditalien, der så småt begynder at mærke at ti års krise er ved at være slut, mod Syditaliens og øernes fattige.

Femstjernebevægelsen har hentet deres vælgere fra både højre og venstre.
De har også med deres modstand mod de gamle partier hentet stemmer fra de arbejdsløse, fra de forældre der ikke kan se en fremtid for deres børn i Italien, fra pensionisterne hvis købekraft stadig falder, og i det hele taget fra de mange italienere, der føler, at ingen politikere nogensinde har gjort noget for dem.

”Partierne, der vandt (og historien vil dømme dem for det) har talt til hjertet af de bange. De, der er bange for Europa, for enhver form for invasion, for at gå ud af deres hus og for at dø af sult. De, der er bange for alt, underligt nok undtagen en krig”, skriver præsten Peter Ciaccio fra den evangelistiske Valdese kirke i hjertet af Femstjerneland i Palermo på Sicilien.

Over 50 procent stemte EU-kritisk
Over halvdelen af de italienske vælgere satte i går deres kryds ved de tre EU-skeptiske partier, der udover Legaen også omfatter Femstjernebevægelsen og højrepartiet Fratelli d´Italia-Italienske Brødre.

Legaens valgslogan var Italien først, og det blev kopieret af Fratelli d´Italias Først Italien og først italienere, mens Femstjernebevægelsen program varskoer en national protektionisme på højde med eller skrappere end den, Trump er i gang med for USA.

Grundlæggende er italienerne langt fra så kritiske overfor EU som for eksempel danskerne. Men der er en udbredt fornemmelse af, at Europa har svigtet i forhold til indvandringen over Middelhavet, og den frustration har de tre partier udnyttet til fulde i valgkampen.

Der er dog langt derfra til noget der minder om et Ital-exit, for den italienske forfatning tillader ikke folkeafstemninger om overnationale emner, som vi kender det fra andre EU-lande, Danmark inklusive.

Femstjerner rækker ud efter magten, og vil bestemme det hele
”Vi er den bærende søjle i det nye parlament, og nu skal alle tale med os”, udtalte Femstjernebevægelsens repræsentant allerede en halv time efter at stemmelokalerne lukkede klokken 23.00 søndag aften.

De seneste fem år, hvor partiet med 25,4 procent af stemmerne i 2013 lagde ud med 109 deputerede og 54 senatorer, har bevægelsen da også konsekvent afvist at stemme for både regeringens og andre partiers forslag. Lige så kategorisk har de afvist at indgå i fast samarbejde endsige i koalitioner med andre partier.

I dag lyder invitationen til resten af parlamentet, at nu vil partiet samarbejde. Det er dog efterfulgt af et krav om nærmest total underkastelse fra eventuelle alliancepartnere.
Det er ikke til diskussion, at Luigi Di Maio skal være premierminister, og en eventuel regeringspartner skal underskrive og overholde det regeringsprogram bevægelsen stiller op med.

Samarbejde til venstre eller til højre
Femstjernebevægelsen er med andre ord tvunget til at finde en partner, hvis de virkelig vil magten.

Der spekuleres lige nu i et samarbejde med Legaen, men det afviser Matteo Salvini.
“Vi er en del af en koalition og jeg er vant til at holde mine løfter og mit ord. Derfor arbejder vi videre i vores centrumhøjre-koalition”, sagde han dagen efter valget.

Partito Democraticos leder Renzi har kategorisk afvist et samarbejde med enhver form for populister, som han har udtrykt det.
Men Partito Democratico forventes som nævnt allerede senere i dag at påbegynde en slags af-renzificering, der kan føre til et regeringssamarbejde med Femstjernebevægelsen. Allerede inden valget var der en intern valgkamp i partiet, blandt andre sponsoreret af tidligere EU-kommissionsformand Romano Prodi, for at køre den nuværende regeringsleder Paolo Gentiloni >> i stilling som partiformand.

I dag peger flere også på præsidenten for Rom-regionen Luca Zingaretti, der blev genvalgt til det job i går. Udover parlamentsvalget i går var der også regionale valg i Lazio og i regionen Lombardiet.
I Lombardiet gik sejren til centrumhøjrefløjens kandidat, den tidligere borgmester i Varese. Attillio Fontana fra Legaen gjorde sig i valgkampen bemærket som fortaler for fremtidige privilegier for den hvide race i Italien.

Femstjernebevægelsen ender i øvrigt med en håndfuld parlamentsmedlemmer mindre end de valgte. En række kandidater er nemlig blevet ekskluderet af partiet under valgkampen. Èn var medlem af en loge, én var dømt for at have solgt ulovlige videospil, og et par andre havde snydt med den tilbagebetaling af en del af deres løn som parlamentsmedlemmer, som bevægelsens medlemmer forpligtiger sig til.

Vil ikke være et normalt parti
De fleste politiske kommentatorer forudser dog i dag, at det bliver meget svært for Femstjernebevægelsen at finde en partner, der vil acceptere partiets betingelser. Det kræver så også, at partiet forandrer sig fra netop en lukket protestbevægelse til et samarbejdsorienteret, om man så må sige, normalt parti.

Er der noget, bevægelsen ikke vil, så er det at være en del af det normale politiske liv, som de altid har defineret som korrupt, privilegeret og tyvagtigt.
Partistifteren Beppe Grillo har dag også opdateret sin private blog >> dag med en advarsel mod normaliseringen.

Med sin sædvanlige meget farvestrålende retorik beskriver Grillo i dag Femstjernebevægelsen som et biologisk nedbrydeligt parti i modsætning til de gamle partier. De er ifølge Grillo konstrueret af plastik, der nok kan ændre form, men aldrig kan nedbrydes, og altid vil bestå af angst og dumhed.


En biologisk nedbrydelig Beppe Grillo

Grillo forudser også, at Femstjernebevægelsen nedbryder sig selv, når deres mål er nået, nemlig at borgerne har fået redskaberne til hver uge at deltage i folkeafstemninger hjemmefra.
Indtil det sker, lover Beppe Grillo at holde vagt over bevægelsen.

Inden det kommer så vidt at Italien bliver det første land i verden, hvor alle lovforslag skal til folkeafstemninger, er der nok et langt stykke vej.

Foreløbig får præsident Mattarella travlt inden de nærmest umulige regeringsforhandlinger går i gang i slutningen af marts. Hvis han da ikke tager en rask beslutning og lader den nuværende regering fortsætte.

Valget har på ingen måder løst Italiens problemer, og spillet om magten er pivåbent.

FOTO: Printscreen og www.beppegrillo.it

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Valg 2018: Europaparlamentets formand siger ja til Berlusconi, og Femstjernebevægelsen præsenterer sin regering inden valget

ANALYSE:
Silvio Berlusconi stod for valgkampens sidste store overraskelse, da han i tv-progammet Matrix torsdag aften afslørede, at Europarlamentets formand Antonio Tajani har sagt ja til at være Forza Italias kandidat som premierminister, hvis centrum-højre koalitionen som forventet bliver den største gruppe i det italienske parlament.

“Jeg takker præsident Berlusconi for hans påskønnelse af mig. Jeg har her til aften indvilget i at tjene Italien. Nu er alle beslutninger op til vores borgere og republikkens præsident”, skrev Tajani måske en anelse for underdanigt i aftes på Twitter.

Den 64-årige romer, der er uddannet jurist og har en fortid som journalist, har været med Berlusconi fra grundlæggelsen af Forza Italia tilbage i 1994. Han grundlagde selv den regionale afdeling af partiet i Rom-regionen Lazio, og han har senest siden januar 2017 været formand for Europa parlamentet.
Tajani selv bekræftede sit kandidatur via Twitter sent torsdag aften. Det skete i øvrigt efter en dag, hvor han havde talt om europæisk politik til en konference, og netop understreget, at han ikke ville tale om italiensk indenrigspolitik.


Antonio Tajani (Foto: Wikimedia)

Det er dog langtfra sikkert, at Antonio Tajani bliver Italiens næste premierminister.
For det første skal han have opbakning fra resten af centrum-højrekoalitionen, der også tæller det nationalistiske Lega, og det ultrahøjreorienterede Fratelli d´Italia-Italienske brødre. Der kommer til at skulle indgås nogle handler, hvis for eksempel Lega skal acceptere Tajani.
Forza Italia er slet ikke så EU-kritisk som Lega, de har ikke adopteret Salvini meget voldsomme retorik overfor indvandrere i valgkampen, og Berlusconi har allerede afvist et krav om helt at afskaffe nogle af de pensions- og arbejdsmarkedsreformer, parlamentet har vedtaget de seneste år.

Kompliceret valglov skaber usikkerhed
Derudover kan den nye og meget komplicerede valglov spænde ben for koalitionens regeringsdrømme. Valgloven er en kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse, der løber med 36 procent af stemmerne, men de resterende 64 procent af stemmerne fordeles proportionalt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Valgforskere har for eksempel givet centrum-højre koalitionen 115 sikre mandater i enkeltmandskredsene til Deputeretkammeret, mens centrum-venstre kun har 24 sikre enkeltmandskredse. Femstjernebevægelsen står til at blive Italiens største parti ved dette valg, men de kan ifølge disse beregninger kun regne med sølle fire sikre enkeltmandskredse. To af dem er på Sardinien, de andre to på Sicilien, og slaget om enkeltmandskredsene kommer til at foregå på de to øer, og i det sydlige Italien, hvor Femstjernebevægelsen står meget stærkt.

I mange tilfælde forudses det, at der kun skal ganske få stemmer til at afgøre enkeltmandskredsene, og tvivler vælgerne mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen, så vil det være til centrum-højrekoalitionens fordel.

Ministre ”udnævnt” inden valget
Den anden store overraskelse i valgkampens slutspurt står Femstjernebevægelsen for. Deres bud på en kommende premierminister, den 31-årige Luigi Di Maio, har offentliggjort, og afleveret partiets ministerliste til den italienske præsident Sergio Mattarella, fire dage før valget.


Luigi Di Maio ( Foto: Wikimedia Commons.)

Det er ikke nyt, at Femstjernebevægelsen bryder alle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig på den politiske scene. Det er faktisk en form for varemærke for bevægelsen at gøre oprør mod både skrevne og uskrevne regler.

Fra de gamle partier er der forargelse og latterliggørelse over det overmod ministerlisten præsenterer. Der tales også netop om manglende respekt for spillereglerne.
Formelt har listen ingen praktisk betydning. Præsidenten bestemmer suverænt, hvem han beder om at danne regering, når de indledende møder er gennemført efter valget.
Men overfor vælgerne har Femstjernebevægelsen så endnu engang bekræftet, at de netop ér anderledes end de gamle politikere og partier, som de over én kam kalder for skiftevis korrupte, utroværdige medlemmer af en kaste, der deler privilegier ud til hinanden. Den form for provokation elsker protestpartiets vælgere simpelthen.
Udover provokation med at udnævne en regering inden valget, så står Femstjernebevægelsen som nævnt til at blive landets største parti, og i deres optik har præsident Mattarella derfor en forpligtigelse til at bede dem om at danne regering.

40 procent proteststemmer i uofficiel meningsmåling
Det er forbudt at offentliggøre meningsmålinger de sidste to uger op til et italiensk valg, men Luigi Di Maio citerede ved offentliggørelsen af partiets ministerliste uofficielle meningsmålinger, der ifølge ham ville give Femstjernebevægelsen hele 40 procent af stemmerne.
Med den nye valglov, der også indeholder en spærregrænse på tre procent for de mindre partier, regnes det med at 38-39 procent af stemmerne sikrer et parti eller en koalition flertal i parlamentet.
Centrum-højre koalitionen har i det officielle meningsmålinger ligget omkring 36-37 procent, Femstjernebevægelsen alene omkring 26-27 procent, mens regeringspartiet Partito Demokrati står til en vælgerlussing med kun omkring 22-24 procent af stemmerne.
Venstrefløjsudbryderne i partiet Frie og Lige/Liberi e Uguali, der tæller tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pierluigi Bersani, har ikke villet indgå i en teknisk valgkoalition med Det Demokratiske Parti. De har dermed gjort det endnu sværere for partileder og premierministerkandidat Matteo Renzi.
Det har så også været deres erklærede mål, for venstrefløjen af Det Demokratisk Parti og udbryderne i Frie og Lige anser Renzi for at være en overdrevent liberalt indstillet klasseforædder. Her er magtkampen om Partito Democaticos fremtid allerede gået i gang endnu inden valgresultatet. Matteo Renzi har meddelt, at han bliver uanset valgresultatet, men den afgående premierminister Paolo Gentilonis støtter er i fuld gang med at lave kampagne for ham. Blandt støtterne er tidligere premierminister og EU-formand Romano Prodi, tidligere premierminister Enrico Letta og tidligere præsident Napolitano.

De vilde scenarier efter valget
Tror man på de officielle meningsmålinger de seneste måneder op til valget står centrum-højre altså til at blive valgets vinder. Men netop den nye valglov har forårsaget mange spekulationer på alternative løsninger, hvis resultatet bliver grumset, og Berlusconi og hans allierede ikke opnår et levedygtigt flertal i parlamentet.

Gentiloni fortsætter som overgangsregering
Nogle politiske kommentatorer taler allerede nu åbent om at lade Gentilonis regering fortsætte som en overgangsregering, der skal lave endnu en ny valglov, der kan sikre en sikker vinder af et nyvalg i løbet af 2018.
Det scenarie skræmmer, fordi det betyder et lammet Italien de kommende måneder. Det er det værste der kan ske lige nu, hvor de økonomiske nøgletal omsider har fået et lille plus foran. Der ér lavet arbejdsmarkedsreformer, der har skabt arbejdspladser. Statsgælden er blevet stabiliseret, men væksten halter stadig bagud i forhold til EU-gennemsnittet.
Matteo Renzi har overordnet ført en meget sober og faktuel valgkampagne netop på baggrund af de opnåede resultater de seneste fem år.
Men italienerne tror ikke på, at landet for alvor er på vej ud af den økonomiske krise.
De fleste italienere oplever stadig, at deres børn har svært ved at få fast arbejde. De har også stadig færre penge til rådighed end for ti år siden, og det ofte gentagne tal om de over 620.000 immigranter og asylansøgere, der er kommet over havet de seneste fem år, gør ikke deres tillid til fremtiden større.

En sprængt centrum-højre koalition
Andre iagttagere forudser en sprængning af centrum-højrekoalitionen.
I det ene scenarie ser nogle det som en mulighed, at Berlusconi og Forza Italia simpelthen bliver enige med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti om en bred regering hen over midten med det erklærede formål at holde Femstjernebevægelsen væk fra magten.
“Renzisconi” kaldes den mulighed i daglig tale.
Den nuværende valglov er et eksempel på at de kan samarbejde. Valgloven er nemlig specialdesignet til netop at bremse protestpartiet.

Et ukendt ægteskab mellem Lega og Femstjernebevægelsen
Andre spekulerer i, at Matteo Salvini og Lega kan række ud efter magten i samarbejde med Femstjernebevægelsen. De to partier har deres EU-skepsis tilfælles, men ellers er det svært at vide, hvordan et regeringsprogram vil se ud for den konstellation. Vi ved nemlig stadig ikke, hvor Femstjernebevægelsen står i store spørgsmål, som for eksempel i spørgsmålet om den indvandring, der har været det helt store emne i valgkampen.
Matteo Salvini selv afviser, at han vil samarbejde med Femstjernebevægelsen, men den slags sceneskift er tidligere set i Italien.

Og så er der vejrets rolle
Meningsmålingerne har også vist, at der bliver flere og flere vælgere, der helt op til valget stadig ikke har besluttet, hvor de vil sætte deres kryds. Man frygter den laveste deltagelse i parlamentsvalget siden det første demokratiske valg i den italienske republik i 1948. Nogle forduser, at stemmeprocenten denne gang ender under 70 procent, hvor den for fem år siden var 75 procent, og for ti år siden i 2008 var på 80,5 procent.

Normalt undgår man parlamentsvalg om sommeren i Italien, for dér foretrækker folk at tage til havet i weekenderne.
Denne vinter er store dele af landet ramt af en sibirisk kuldebølge der, hvis den fortsætter i weekenden, kan betyde at mange af de ubeslutsomme vælger at tilbringe hele søndagen hjemme i den varme stue fremfor at kæmpe sig frem i sneen til de notorisk halvkolde italienske folkeskoler, der fungerer som valglokaler.

Valgkampen slutter officielt ved midnat fredag den 2. marts. Derefter er lørdag politisk hviledag både i medierne og på gaderne, hvor partierne har haft deres valgboder til at stå. Valgstederne åbner søndag fra klokken 7 til klokken 23.
46.604.925 italienere over 18 år kan stemme til Deputeretkammeret, mens 42.871.424 vælgere på 25 år og derover kan stemme til Senatet.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86
(Navnet er Linda Lorenzen).

Århus: Foredrag om det italienske parlamentsvalg – 13. februar

Tirsdag den 13. februar vil Bernhard Hagen og Charlotte Sylvestersen fortælle om italiensk politik op til parlamentsvalget den 4. marts.
 
Det er foreningen Dante Alighieri, der inviterer, og ALLE er velkomne.
Tirsdag den 13. februar kl. 19.30:
Århus Universitet,
NB: I de “gule bygninger”, i Nordøsthjørnet.

Bygning 1324, lokale 011

Se kort på dette LINK

Italiensk politik netop nu – og op til valget den 4. marts
Det bliveren forrygende aften, når de to italiens-eksperter øser af deres viden.

Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang og skal ikke forhåndstilmelde sig og altså ikke købe adgangsbillet, men de foreviser gyldigt medlemskort; mens ikke-medlemmer og gæster betaler kr. 100/person.
* KUN gæster og ikke-medlemmer skal tilmelde sig foredraget, og det gør de ved at købe adgangsbillet via dette LINK

(Måske ville det være en god idé spare de 100 kroner og i stedet at melde sig ind i foreningen, og samtidig få adgang til 10-15 arrangementer).

Både Charlotte Sylvestersen og Bernhard Hagen er store kender af Italien og beskæftiger sig indgående med at studere og kommentere det interessante, italienske politiske system. Da de samtidig er  levende og meget engagerede fortællere, venter der tilhørerne en rigtig god aften.

Ved at LIKE denne Facebookside, så får man automatisk Bernhard Hagens frekvente og dybdeborende opdateringer om italiensk politik.

Efter foredraget bydes som vanligt på et glas vin og en hyggelig snak med Charlotte Sylvestersen og med Bernhard Hagen og med de øvrige deltagere.

Parlamentsvalg 2018: Meningsmåling den 29. januar giver stadig føring til centrum-højre

En meningsmåling foretaget den 29. januar 2018 af Emg-Acqua >> for TgLa7 >> giver stadig et solidt forspring til centrum-højrekoalitionen bestående af Silvio Berlusconis Forza Italia, Lega Nord med premierministerkandidat Matteo Salvini,  centrumpartiet UDC og højrefløjspartierne Fratelli d´Italia og “Noi con l’Italia“.

Koalitionen ligger på den matematiske vippe, hvor det komplicerede valgsystem kan resultere i flertal i begge kamre af parlamentet med omkring 38 procent af stemmerne.

Centrum-venstre koalitionen med det afgående regeringsparti Partito Democratico og premierministerkandidat Matteo Renzi i spidsen er stadig under 30 procent, og endnu mere problematisk, så er de små støttepartier alle under spærregrænserne for både senatet og deputeretkammeret.

…artiklen fortsætter under reklamen

Femstjernebevægelsen ligger solidt sidst i tyverne, mens udbryderpartiet Liberi e Uguali – Frie og Lige – fra Partito Democratico ligger omkring seks procent.
Partiet blev dannet i protest mod Matteo Renzis linje, og har altså med succes tiltrukket det yderste venstre af Partito Democratico.

14 procent af italienerne har stadig ikke besluttet, hvad de vil stemme til parlamentsvalget den 4. marts, og 2,4 procent siger de vil stemme blankt.
Hele 32,8 procent har givet op og fortæller, at du ikke vil afgive deres stemme.
Dermed risikerer man at ende med en stemmeprocent på under 70.
Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 stemte 75,19 procent af italienerne

I denne artikel fra dagbladet La Repubblica >> kan du se, hvor hovedpersonerne i den italienske valgkamp er opstillet, og hvem der er deres modkandidater. La Repubblica noterer, at de fleste VIP´s har fået forholdsvis nemme valgkredse, så man sikrer de kendte toppolitikere et let genvalg.

Charlotte Sylvestersen
Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

Berlusconi 4.0 er i pole position før det italienske parlamentsvalg

POLITIK – Over 50 millioner italienere kan stemme til parlamentsvalget den 4. marts. Allerede nu tegner resultatet til at blive så mudret, at der meget vel kan komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Beppe Grillos smidigt ansvarsløse protestparti Femstjernebevægelsen, endnu et comeback fra selveste Silvio Berlusconi med vildt valgflæsk, og interne magtkampe i Matteo Renzis Partito Democratico skaber ravage og usikkerhed i det politiske billede.

Knap 40 dage inden det italienske parlamentsvalg er der en udbredt fornemmelse af, at man mandag den 5. marts kommer til at stå med et uregerligt parlament med tre næsten lige store fløje, hvor ingen kan gribe ud efter regeringsmagten.

De tre fløje er centrum-venstre med det nuværende regeringsparti Partito Democratico i spidsen; den udefinerbare Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo som grå eminence og en 31-årig premierministerkandidat; og så er der altså også vores gamle kending Silvio Berlusconi, hvis koalition har Lega Nords leder som premierministerkandidat.

De mange, der håbede på, at Silvio Berlusconi efter sin skattedom i 2013 var en færdig mand i italiensk politik, må nødtvunget acceptere, at den nu 81-årige forretningsmand og tidligere premierminister stadig er en af hovedpersonerne i valgkampen, selv om han personligt ikke kan stille op på grund af dommen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Makeup og valgflæsk til både husmødre, pensionister og vegetarer

Berlusconi har forberedt sig grundigt på det kommende valg med ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren.

Vi har i det seneste år set ham købe gaver til sine børnebørn i en Augtogrill langs motorvejen som en helt almindelig bedstefar. Sidste påske meddelte han også, med tilhørende fotodokumentation i selskab med små nuttede lam, at han på opfordring af sin 32-årige samlever Francesca ikke ville spise påskelam. Begge dele blev promoveret med masser af sider og omtale i Berlusconis egne medier. Så der har i lang tid været valgflæsk til så forskellige grupper som pensionister og vegetarer.

Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade

Berlusconi er et geni til markedsføring og branding, og efter sejrene i 1994, 2001 og 2008 er det nu fjerde gang, han i hvert tilfælde selv er overbevist om, at magten er hans.

Han lover at hæve minimumspensionen fra de nuværende lidt over 500 euro til 1.000 euro, og han vil indføre pension til de husmødre, der altid har været blandt hans kernevælgere. Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade.

Silvio Berlusconi er tilbage i kampen med valgflæsk, ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren. Silvio Berlusconi. FOTO: Forza Italia

Berlusconi har altid en kanin mere i hatten

I 2008 lykkedes det ham en uge før valget, som han vandt, at hente endnu flere stemmer ved at love at fjerne ejendomsskatten for den primære bolig. Denne gang lover han at fjerne il bollo, en slags vægtafgift, på en husstands første bil. Og lur mig, at der ikke kommer flere kaniner op af hans hat lige inden valget.

En meningsmåling offentliggjort onsdag den 17. januar >> giver Forza Italia 16,1 procent af stemmerne. Berlusconis parti er dermed det største i den centrum-højre-koalition, der sammen med Lega Nord og et par mindre højrefløjspartier lige nu ligger til omkring 36-38 procent af stemmerne. Lega Nord står til 12,9 procent af stemmerne.

Berlusconi håber i øvrigt selv, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg inden sommer underkender den italienske højesteretsdom, der udelukker ham fra offentlige embeder, så han dermed alligevel kan overtage en plads i parlamentet.

Centrum-højre-koalitionens premierministerkandidat er Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini, der tidligere også har været medlem af Europaparlamentet. Men der er ingen tvivl om, at Berlusconi føler sig som både koalitionens moralske og retmæssige leder.

Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini. FOTO:  Lega Nord

Renzi har den gamle garde imod sig

Regeringspartiet Partito Democratico har tidligere premierminister Matteo Renzi som leder og premierministerkandidat. Renzi, der har været borgmester i Firenze, har i øvrigt aldrig været valgt ind i det italienske parlament, og er således nu i gang med sin første valgkampagne på landsplan.

Han blev med næsten 70 procent af stemmerne kåret som partileder ved et primærvalg i maj i fjor, men er trods den opbakning blandt partiets vælgere alligevel under konstant beskydning fra sine egne. Flere kendte PD-politikere har forladt partiet til fordel for andre partier, eller er gået med i det nye parti Liberi og Uguali, Frie og Lige.

Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair

Partiet står lige nu til omkring 24 procent af stemmerne, og er i koalition med en række små midterpartier, hvoraf nogle næppe kommer over spærregrænsen. Ved valget i 2013 fik partiet 25,4 procent, og det havde i øvrigt sit bedste valg til Europaparlamentet i maj 2014, hvor det under Renzis ledelse opnåede 40,8 procent af stemmerne.

Matteo Renzi er under stærkt pres fra fløjene i sit eget parti. FOTO: Facebook

I dag er der nærmest iskold luft mellem Renzi og de tidligere koalitionspartier til venstre for hans parti. Under Matteo Renzis ledelse er partiets gamle garde også blevet forsøgt kørt ud på et sidespor. Tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pier Luigi Bersani trak som så mange andre historiske partimedlemmer deres medlemskort til det hedengangne kommunistparti som 15-årige. Det er det parti, der i dag efter flere navneskift er blevet til Partito Democratico.

For dem er Renzi med sine 43 år ikke bare en yngre generation, men også en slags provokerende blå klud. Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair.

Magtkampen i partiet har stået på i flere år nu. Den til tider absurde og bizarre strid har sammen med de evige korruptionsskandaler, det lige så evige sjusk med offentlige midler og den dårligt skjult nepotisme overalt, banet vejen for valgets joker, komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse.

Femstjernebevægelsen bliver det største parti

Meningsmålingerne har i de seneste mange måneder gjort Femstjernebevægelsen til Italiens største parti. Bevægelsen blev allerede i 2013 det største parti i Deputeretkammeret. Partito Democratico var dog i en koalition, og kunne derfor dengang med den indbyggede præmie til den største koalition sætte sig på regeringsmagten.

Men selv om bevægelsen nu har siddet i parlamentets to kamre i fem år, og også sidder på tunge borgmesterposter i byer som Rom og Torino >>, er det stadig uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad Femstjernebevægelsen egentlig vil.

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier

Bevægelsen fyldte ti år i september og burde have overstået de politiske børnesygdomme. Den blev grundlagt i 2007 ved den såkaldte Vaffanculo-demonstration i Rom. Vaffanculo betyder direkte oversat Op i røven. Dét er så i store træk også, hvad bevægelsens parlamentsmedlemmer har sagt i parlamentet de seneste fem år. De vil af princip ikke samarbejde, de vil ikke indgå aftaler, de vil ikke være med i koalitioner, og værre udtryk end Vaffanculo har rent faktisk lydt i Senatet og Deputeretkammeret fra deres borgere.

Ligesom de ikke vil kaldes et parti, vil parlamentsmedlemmerne heller ikke kaldes for ”ærede medlemmer”, men for borgere.

Derudover må kun én presseansvarlig af gangen udtale sig til pressen, for pressen er ifølge bevægelsen lige så slem, tyvagtig og korrupt som alle de gamle politikere, Femstjernebevægelsen er sat i verden for at udrydde én gang for alle.

Vi ved for eksempel stadig ikke, hvor bevægelsen står i spørgsmålet om indvandring, som er et af de emner, der fylder i valgkampen. I Italien er der i dag over 5.000.000 registrerede indvandrere, 8,3 procent af befolkningen, og selv om strømmen over Middelhavet faldt til 120.000 i 2017 mod 180.000 i 2016, så er indvandring og migration stadig brandvarme emner i Italien.

Vi kan læse i bevægelsens program, at de kun vil have én offentlig public service tv-kanal uden reklamer, der skal fortælle sandheden. Alle lovforslag skal ifølge dem også i fremtiden diskuteres på internet af alle borgere, inden de fremsættes.

Vi ved også, at bevægelsen har gjort op med det grundlæggende juridiske princip, at når man har taget sin straf for noget kriminelt, er tavlen visket ren. Grillo selv kan ifølge partiets regler ikke stille op til valg. Han blev i 1985 dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre omkomne.

Partiet vil også indføre bøder på op til 100.000 euro, hvis en folkevalgt stemmer imod partiparolen eller skifter parti, og den stramme partidisciplin har i de seneste fem år ført til, at mindst 37 parlamentsmedlemmer har forladt eller er blevet smidt ud af bevægelsen.

Premierministerkandidat med grammatiske problemer

Partiets premierministerkandidat er den kun 31-årige Luigi Di Maio fra Avellino i Campania regionen. Han blev valgt ved bevægelsens online primærvalg i september 2017 med 30.936 stemmer ud af 37.442 afgivne stemmer. Et magert resultat for et parti der ønsker, at al politik i fremtiden skal foregå online. Til sammenligning deltog knap én million i Partito Democraticos primærvalg, hvor Renzi løb med sejren.

Det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, Luigi Di Maio, er Femstjernebevægelsens kandidat til premierministerposten. Foto: Wikimedia Commons.

Luigi Di Maio var det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, da han blev valgt i 2013, og han har siden 2014 siddet i partiets femmands-direktion, udnævnt direkte af Beppe Grillo. Han beskyldes af modstanderne for at være et udannet menneske. Han har ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse, og hvad der i Italien er værre endnu: Han er ikke i stand til at tale grammatisk korrekt. Han har simpelthen svært ved at bruge den konjunktivbøjning, som mange andre italienere og stor set alle udlændinge kæmper med.

Beppe Grillos egen rolle i forhold til bevægelsen, der i øvrigt er et registreret varemærke, er heller ikke klar. Ligesom det gælder Berlusconi, så kan der altså ikke stemmes på ham, og han har flere gange i løbet af de sidste par år talt om at hellige sig komikken igen – og bare være bevægelsens grå eminence og altså også ejer. Men som den politiske kommentator Carlo Puca skrev i magasinet Panorama i efteråret, så har “komikeren fra Genova opdaget og gennemlevet, at den politiske umodenhed hos bevægelsens ledere er stoppet ved et barns politiske fornemmelse, og har vist sig ude af stand til udvikle sig til en voksen tilstand”.

Blandt bevægelsens valgløfter er en minimumspension og en borgerløn på 780 euro. Partiet vil fjerne den arbejdsmarkedsreform, der tillader virksomheder at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter. De vil genindføre den såkaldte Artikel 18, hvor virksomheder med over 15 ansatte ikke må fyre deres medarbejdere. Man vil fjerne dele af de meget omfattende pensionsreformer, der begyndte allerede i 1995. Bevægelsen lover, at folk fremover skal kunne gå på pension efter 41 år på arbejdsmarkedet, og det hele beregnes til at koste 140 milliarder euro. De penge skal så komme fra besparelser og effektivisering af den offentlige sekter. Og lige dér er bevægelsen så på linje med de andre fløjes svar på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Femstjernebevægelsens grundlægger, Beppe Grillo, taler om at vende tilbage til komikken og blive en slags grå eminence. Foto: Wikimedia Commons.

De frustrerede, de yngre og de arbejdsløse vælger Femstjernet

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier. De kommer både fra højre, fra venstre og fra midten, men har en overvægt af de yngre generationer, der stadig slås med en stor arbejdsløshed. Det er generationen af helt unge og op til de 40-45-årige, der aldrig rigtig har fået foden fast ind på arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise har ramt Italien hårdt, og selv om de økonomiske nøgletal er vendt i positiv retning, går det stadig langsommere fremad i Italien end i resten af Euro- og EU-landene >>.

De unge og mindre unge har forældre, der som ansatte i virksomheder med over 15 ansatte efter de gamle regler nærmest var sikret livstidsansættelse. Deres bedsteforældre gik endda med de gamle regler på pension efter 35 eller 37 år med 80 procent af deres slutløn. Mange af de unge har allerede i dag ingen mulighed for at nå at være på arbejdsmarkedet i 41 år, hvis bevægelsen skulle få vedtaget den lov.

Den generation tror simpelthen ikke længere på de såkaldte gamle partier og deres løfter, og vil heller kaos end at stemme på dem. De genkender, som mange andre steder i Europa, ikke sig selv i vores traditionelle højre-venstre-opfattelse. De kan lide, at Femstjernebevægelsen altid har talt meget om miljø, lufter tanken om borgerløn, gratis internet til alle og såmænd også taler om et romantisk 0-vækstsamfund.

Og så er der de ikke så voldsomt aktive, som stemmer i ren protest, men ikke vil være ved det. Lidt som i gamle dage før alle partier skiftede navn, og Berlusconi i 1994 gjorde sin entre. Dengang vandt kristdemokraterne i Democrazia Cristiana stort set altid, men ikke ret mange indrømmede, at de stemte på dem.

Udsigt til mudret valgresultat

Meningsmålingerne giver altså lige nu centrum-højrefløjen det største antal stemmer. Men med den efterhånden helt naturlige mistro alle har til meningsmålinger er frygten for at ende med tre næsten lige store blokke efter valget også reel.

Nogle kommentatorer har nærmest i desperation forudset en koalition mellem Partito Democratico fra centrum-venstre og Berlusconis Forza Italia fra centrum-højre med det eneste formål at undgå, at den udefinerlige Femstjernebevægelse sætter sig på magten.

Andre taler åbenlyst om, at situationen efter valget den 4. marts allerede i dag tegner til at blive så mudret, at der vil komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Og måske lige frem et parlamentsvalg med endnu en ny valglov. Italien går nemlig også i år til valg med en helt ny og kompliceret valglov vedtaget sidste år.

Nogle eksperter forudser efter lange matematiske udregninger, at denne nye valglov under de rette betingelser medfører, at en koalition eller et parti med 38-39 procent af stemmerne – der hvor centrum-højre nærmer sig lige nu i meningsmålingerne – vil kunne opnå absolut flertal i begge kamre.

Men der skal meget lidt til for, at regnestykket vælter. For eksempel kan de få stemmer der skiller et af de mindre koalitionspartier til højre eller til venstre fra at nå spærregrænsen, ændre voldsomt på en koalitions samlede antal parlamentsmedlemmer.

Det er med andre ord et pivåbent spørgsmål, hvad der sker efter valget.

Men kedeligt bliver det ikke. Nok har Trump i USA på sin vis har overtaget Berlusconis plads som international politiks enfant terrible, nok er Cataloniens separatister voldsommere i deres regionale nationalisme end Lega Nord i Italien, og nok er Østrigs Sebastian Kurz halvanden måned yngre end Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen, men italiensk politik bliver aldrig en kedelig affære.

Charlotte Sylvestersen

Holder du af det jeg skriver? 
Så kan du betale for at læse med. 
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. 
Eller lad være, det er helt frivilligt. 
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).

 

Det italienske parlamentsvalg 4. marts på italiamo.dk

Kære læser,

som det tydeligt fremgår af forsiden på italiamo.dk er jeg lige nu i en sønderjysk skriveboble, hvor jeg dagligt funderer og skriver om, hvordan det er at være “tilbage” – omend midlertidigt – i Danmark efter 25 år, hvor jeg aldrig har opholdt mig i mit fædreland i flere end 14 dage.

Jeg følger lige nu kun sporadisk den italienske valgkampagne op til parlamentsvalget den 4. marts.

Men jeg lover, der vil komme flere baggrundsartikler og nedslag i valgkampen inden italienerne går til valg.

…artiklen fortsætter under reklamen

Jeg er til den tid også retur i Italien, og planlægger en omfattende valgdækning fra slutningen af februar.

Heldigvis er flittige Berhard Hagen med sin store viden om italiensk politik på banen, og deler generøst sine artikler med os på italiamo.dk på Facebook >>.

Har du ikke klikket “synes godt om” og “følg” dér, så skynd dig at gøre det.
Så er du sikker på at blive grundigt informeret om, hvad der sker lige nu i Italien. Fra pizza til politik.

Venlige hilsner,

Charlotte Sylvestersen – pt. Holbøl, Kruså

PS Du kan også følge min re-integrations føjeton på www.pov.international >>

 

Illustrationen er fra Lise Birk Pedersens dokumentarfilm om Femstjernebevægelsen >>

PARLAMENTSVALG 2018: Væksten halter, men italienerne er sunde

Farvel – i hvert tilfælde foreløbigt – til ministerpræsident Paolo Gentiloni >>, hvis afskedstale med de økonomiske nøgletal for Italien efter fem år med tre regeringsledere fra Partito Democratico, kom igennem, og bestod, et faktatjek. 

Italien skal til valg den 4. marts 2018, fem år og en uge efter seneste parlamentsvalg den 24. og 24. februar 2013.
Efter valget i februar 2013 var universitetsprofessor Enrico Letta regeringsleder fra 28. april til 22. februar 2014. Fra 22. februar 2014 til og indtil 12. december 2016, hvor han gik af efter at have sat sit mandat ind på et ja til en folkeafstemning om ændringer af Senatets opgaver, var Matteo Renzo regeringsleder. Og Gentiloni sad så lidt over et år, inden den naturlige afslutning på den fem-årige valperiode.

Renzi er kandidat, men Gentiloni ses af mange som PDs redningsmand

Renzi blev ved et primærvalg den 30. april 2017 igen Partito Democraticos (PD) kandidat som regeringsleder. Næsten to millioner stemte ved primærvalget, og 70 procent satte deres kryds ved Renzi. Men det betyder ikke, at store dele af det meget splittede parti i virkeligheden heller vil havde den pragmatiske Gentiloni som leder af en ny regering.

…artiklen fortsætter under reklamen

Sidst tale i parlamentet

Inden valget blev udskrevet holdte Gentiloni i torsdags også sin afsluttende tale i parlamentet for året 2017.
Talen er blevet nærlæst og faktakontrolleret af det italienske nyhedsbureau AGI, og kan derfor anvendes som en beskrivelse af, hvilket Italien der nu skal til valg.
Gentiloni lagde i sin tale vægt på at beskrive hele valgperioden, og ikke kun det sidste år han selv har været ved roret.


Printscreen fra Gentilonis afskedstale

Væksten halter

Økonomi i alle afskygninger fyldte talen, og Gentiloni måtte konstatere, at væksten i Italien stadig er under Euro-landenes gennemsnit. I 2012 lå italien 1,9 procentpoint efter gennemsnittet, mens dette tal nu er nede på 0,7 procentpoint. Den udregning accepterer nyhedsbureauet i deres faktatjek, dog med den tilføjelse, at det klart er til Italiens fordel at sammenligne sig med Euro-landene fremfor med alle EU-lande.

I talen hævdede Gentiloni, det offentlige budgetunderskud, der var 3 procent i forhold til BNP i 2013 vil være reduceret til 1,6 procent i 2018. Rent faktisk vil budgetunderskuddet med den netop vedtagne finanslov ifølge den Internationale Monetære Fond komme helt ned på 1,3 procent i forhold til BNP, men Gentilonis skøn er mere forsigtigt, fordi man ved der undervejs kommer fordyrende budgetjusteringer, hvorfor målet for 2018 er de 1,6 procent.

Dumpet i beregningen af genskabte arbejdspladser

Gentiloni hævede også, at der i regeringsperioden var blevet genskabt en million tabte arbejdspladser, hvoraf størstedelen er uden tidsbegrænsning.
For mange italienere er en tidsbegrænset arbejdskontrakt ikke et rigtigt arbejde. I årtier var en ansættelseskontrakt nærmest en livsforsikring. Reglerne for at fyre og for tidsbegrænsede kontrakter på arbejdsmarkedet er blevet blødt op siden årtusindskiftet, men psykologisk har brede dele af befolkningen endnu ikke fordøjet disse forandringer.
Nyhedsbureauet AGI understreger da også i deres faktatjek, at de allerede i oktober >> tilbageviste en påstand fra premierministerkandidaten Matteo Renzi, der som Gentiloni i torsdag hævdede, at flertallet af de nye arbejdspladser var blivende og tidsubestemte.

Flere i arbejde

Diskussionen om, hvorvidt arbejdspladserne er blivende eller tidsbegrænsede ændrer dog ikke ved, at der i dag er knap en million flere, der er i arbejde.

Den officielle statistik fra Istat optalte i oktober 2017 23.082.000 italienere i arbejde. I maj 2013 sagde Istat, der var 22.162.000 i arbejde. I de fem første år af krisen forsvandt der i øvrigt endnu en million arbejdspladser i Italien, som altså endnu ikke er genskabt.

I 2007, året før den økonomiske krise, var arbejdsløsheden i Italien på 6,1 procent. Det tal var i 2013 oppe på 12,2 procent, mens tallet i tredje kvartal 2017 var nede på 11,2 procent.

Industrieksport under lup

AGI har også taget fat i sætningen “Italien er en af verdens fire fem giganter når det handler om industriel eksport”.
Det italienske Ministerium for Økonomisk Udvikling sætter selv Italien på en 9. plads på hitlisten over verdens vigtigste eksportnationer.
OECD placerer Italien som nummer otte, mens Industriens Arbejdsgivere i Italien (Confindustria) i november 2017 satte Italien på en syvendeplads. Disse tal handler dog om alle former for eksport, og ikke kun fremstillingsindustrien.
AGIs tal, der dog stammer fra 2014, placerer Italien som verdens sjettestørste eksportør af industriprodukter.
Hvorom alting er, så steg den samlede italienske eksport i de første ti måneder af 2017 med hele  7,1 procent i forhold til 2016, og eksporten af industriprodukter steg med 11,3 procent.

Bogstaveligt talt et sundt land

”Italien er det sundeste land i verden”, dristede Gentiloni sig også til at sige, og det var ikke ment på hverken økonomien, statsfinanserne eller arbejdsløsheden, men skulle derimod tages helt bogstaveligt.
Det viser sig, at han citerer en rapport fra Bloomberg >>, der har set på blandt andet levealder, blodtryk, kolesterol, mentale problemer og misbrugsproblemer.
Undersøgelsen fra marts 2017 sætter italienerne øverst i sundhedsindekset med 93,11 point, foran Island med 91,21 og Schweiz 90,75.


Bloombergs artikel om en kæmpende økonomi med sunde indbyggere

Alt i alt vurderer nyhedsbureauet AGI, at deres faktatjek af Gentilonis afskedstale – for denne regering – får karakteren bestået.

Og så går valgkampen i gang…
…fortsættes her på italiamo.dk

Holder du af det jeg skriver?
Så kan du betale for at læse med.
Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse.
Eller lad være, det er helt frivilligt.
Min MobilePay er 27 90 59 86 (Navnet er Linda Lorenzen).