Århus: Foredrag om det italienske parlamentsvalg – 13. februar

Tirsdag den 13. februar vil Bernhard Hagen og Charlotte Sylvestersen fortælle om italiensk politik op til parlamentsvalget den 4. marts.
 
Det er foreningen Dante Alighieri, der inviterer, og ALLE er velkomne.
Tirsdag den 13. februar kl. 19.30:
Århus Universitet,
NB: I de “gule bygninger”, i Nordøsthjørnet.

Bygning 1324, lokale 011

Se kort på dette LINK

Italiensk politik netop nu – og op til valget den 4. marts
Det bliveren forrygende aften, når de to italiens-eksperter øser af deres viden.

Medlemmerne af Foreningen Società Dante Alighieri har gratis adgang og skal ikke forhåndstilmelde sig og altså ikke købe adgangsbillet, men de foreviser gyldigt medlemskort; mens ikke-medlemmer og gæster betaler kr. 100/person.
* KUN gæster og ikke-medlemmer skal tilmelde sig foredraget, og det gør de ved at købe adgangsbillet via dette LINK

(Måske ville det være en god idé spare de 100 kroner og i stedet at melde sig ind i foreningen, og samtidig få adgang til 10-15 arrangementer).

Både Charlotte Sylvestersen og Bernhard Hagen er store kender af Italien og beskæftiger sig indgående med at studere og kommentere det interessante, italienske politiske system. Da de samtidig er  levende og meget engagerede fortællere, venter der tilhørerne en rigtig god aften.

Efter foredraget bydes som vanligt på et glas vin og en hyggelig snak med Charlotte Sylvestersen og med Bernhard Hagen og med de øvrige deltagere.

–//–

Risotto i Danmark: Radicchio, røget Provolone og Pancetta fra Piacenza

3o. januar 2018.
Det er dag nummer 51 på min re-integrationsrejse til Danmark >>, som du kan læse meget mere om i tidligere artikler her på italiamo.dk. Jeg har erkendt, at jeg godt kan bo i Danmark, men jeg kan ikke undvære det italienske køkken. Så denne januar tirsdag står der ægte italiensk risotto på menuen.

Produkterne er alle fra Lidl, og de fleste er fra deres Italiamo serie, som jeg tidligere har skrevet positivt om >>.

Det færdige resultat

…artiklen fortsætter under reklamen

Ingredienser til 4 personer:
3 deciliter Arborio risotto ris >>
1,5 liter boullion med “hvad man har”, her porre, tomat, løg, gulerod, salt
1 finthakket skalotteløg
1 pakke Provoloneost – røget ost
1 pakke Pancetta Piacentina – italiensk bacon
1 stk rød Radicchio salat >>
Smør efter behov
Jomfru Oliven Olie efter behov
Salt

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion .
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.

Tilberedning:
Tilbered din boullion og lad den småsimre på lav varme

Rist den hakkede Radicchio salat let, den må ikke blev brun, i olivenolie i samme dybe pande eller gryde, som du vil bruge til risottoen

Steg Pancetta skiverne sprøde

Derefter rister du først det hakkede Skalotteløg blank i smeltet smør i din risottogryde- eller pande, inden du rister risene blanke ved middelvarme i et par minutter. Husk at tilsætte risene fint salt under ristningen, så holder de bedre kogningen.


Derefter tilsætter du boullion og koger risene det antal minutter, der står på posen eller æskern.

Du kan bruge den moderne metode, hvor du ikke rører, men lader risen koge i rigelig boullion.
Eller du kan vælge den klassiske metode, hvor du rører hele tiden, og tilsætter boullion lidt efter lidt.
Læs om risotto-metoder og risotto-regler her >>.

Når risene er kogt, tilsætter du Radicchio og osten, som du har skåret i strimler. Derefter rører du energisk rundt indtil osten er smeltet.

Lad risottoen hvile et par minutter inder serveringen, hvor du pynter med de sprøde Pancetta skiver.

Naturligvis kan du rive mere ost over retten, men det behøver man faktisk ikke. Radicchio og Provolone er faktisk et fantastisk ægteskab.

Pancetta og Provolone fra Lidl

Onsdag lavede jeg “riso al salto” af den overskydende risotto. Man former en flad bolle af mega-burger-størrelse og rister den sprød på begge sider i en blanding af olie og smør. Man kan eventuelt røre risene op med lidt revet ost, der er med til at samle “dagen-efter-ris-kagen”

Charlotte Sylvestersen

–//–

Parlamentsvalg 2018: Meningsmåling den 29. januar giver stadig føring til centrum-højre

En meningsmåling foretaget den 29. januar 2018 af Emg-Acqua >> for TgLa7 >> giver stadig et solidt forspring til centrum-højrekoalitionen bestående af Silvio Berlusconis Forza Italia, Lega Nord med premierministerkandidat Matteo Salvini,  centrumpartiet UDC og højrefløjspartierne Fratelli d´Italia og “Noi con l’Italia“.

Koalitionen ligger på den matematiske vippe, hvor det komplicerede valgsystem kan resultere i flertal i begge kamre af parlamentet med omkring 38 procent af stemmerne.

Centrum-venstre koalitionen med det afgående regeringsparti Partito Democratico og premierministerkandidat Matteo Renzi i spidsen er stadig under 30 procent, og endnu mere problematisk, så er de små støttepartier alle under spærregrænserne for både senatet og deputeretkammeret.

…artiklen fortsætter under reklamen

Femstjernebevægelsen ligger solidt sidst i tyverne, mens udbryderpartiet Liberi e Uguali – Frie og Lige – fra Partito Democratico ligger omkring seks procent.
Partiet blev dannet i protest mod Matteo Renzis linje, og har altså med succes tiltrukket det yderste venstre af Partito Democratico.

14 procent af italienerne har stadig ikke besluttet, hvad de vil stemme til parlamentsvalget den 4. marts, og 2,4 procent siger de vil stemme blankt.
Hele 32,8 procent har givet op og fortæller, at du ikke vil afgive deres stemme.
Dermed risikerer man at ende med en stemmeprocent på under 70.
Ved det seneste parlamentsvalg i 2013 stemte 75,19 procent af italienerne

Charlotte Sylvestersen

–//–

En italiener arbejder 38,8 timer om ugen, danskeren en time mindre

Den ugentlige arbejdstid for ansatte i Italien er en time mindre end det europæiske gennemsnit med 38,8 timer.

Kun danskerne arbejder mindre, fortæller Eurostat >> der oplyser, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for ansatte i Danmark er på 37,8 timer.

Englænderne topper den europæiske liste med 42,3 arbejdstimer om ugen.

I Italien er pensionsalderen for alle fra 2018 66 år og 7 måneder.

…annonce

–//–

Re-integration i Danmark 12: Halvvejs hygge-smittet og helt inde i kampen om ilden

DAG 12 i Danmark/fredag 22.12.2017

Der er fyrfadslys i alle vinduer.

Når der er gæster her i Holbøl, bliver jeg næsten stresset af at holde alle de små indendørs bål ved lige. De første dage fik jeg lidt kirkegårdsfornemmelse af det.

Naturligvis kender man også til romantiske candlelight dinners i Italien.
Men da jeg i 1989 landede i Milano, var levende lys nu mest noget, man satte ved sine døde på kirkegården. Det gav integrationsproblemer.

Hun rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med

Da min første italienske veninde inviterede mig hjem til middag, medbragte jeg en rigtig smart værtindegave, nemlig sorte servietter og sorte stearinlys. Det syntes vi var så nice i Aarhus dengang.

Hun blev rædselsslagen og fremstammede et halvkvalt grazie. Derefter gik hun ind i et andet værelse, hvor hun sandsynligvis rørte ved jern, holdt fingrene ud som et horn og slog korsets tegn >> for at beskytte sig mod de gaver, jeg havde haft med.

…artiklen fortsætter under reklamen

Middag med kirkegårdsstemning

Senere blev det i 1990’ernes Danmark nice at sætte netop de der røde plastikkirkegårdslys med helgen- eller madonnabilleder på op i vindueskarmene.

Vi var inviteret til middag på Østerbro, og da manden kom ind i stuen, vendte han resolut om og gik ud i opgangen. Jeg gik efter. Her meddelte han med sin mest kategoriske stemme, at dér ville han ikke ind igen, inden alle de kirkegårdslys var slukkede og gemt væk.

Jeg har masser af lysestager i Milano og køber nærmest nationalautomatisk en pose med 100 fyrfadslys, når jeg er i Ikea. Jeg har mange poser liggende. Jovist er det da hyggeligt. Men når vi nu har opfundet ikke blot den elpære men også pæne energisparepærer, så er levende lys altså dybest set et levn fra fortiden.

HYGGEN ER PÅ MAX I HOLBØL.

Kommunistisk opvarmning af boligen i Milano

Vi har også et moderne energibesparende metangasfyr i kælderen i ejerforeningen i Milano. Det styrer vores miljørigtige opvarmning efter kommunale forskrifter.

Kommunen bestemmer simpelthen, hvornår centrale varmefyr i ejerforeninger må tændes, og hvor mange timer om dagen, der må være varme på. Der er lidt kommunistisk mind control over det, og nyere bygninger reklamerer naturligvis med individuel opvarmning af nye ejerlejligheder.

Det bliver også altid meget koldt og klamt i de første uger af oktober, inden kommunen giver lov til opvarmning den 15. Og på samme måde bliver det igen med vores nuværende klimaforvirring altid koldt igen i slutningen af april, når kommunen lukker for det varme vand til radiatorerne midt på måneden.

Vi udstyrer os med elektriske varmeblæsere og airconditionanlæg, der også varmer. Så er den miljøgevinst forsvundet, men princippet er jo godt nok.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning

Det er, som mit migrant-mantra lyder, bare anderledes.

Ildstedet i stuen

Integrationsvejlederens villa >> har naturligvis eget fyr og endnu mere moderne termostater end dem, jeg for mindre end fem år siden fik installeret i Milano.
Alligevel har hun som rigtig mange andre danskere, endog også nogle, der bor i lejligheder, et ildsted midt i stuen.

Hun og de andre ved naturligvis godt, at sådan et gammeldags ildsted er u-økologisk og meget forurenende. Men det er hyggeligt. Ligesom de levende lys.

Jeg har, som nogle måske allerede har observeret, et lille problem med hjemmedanskernes opfattelse af sig selv som internationale first movers indenfor grøn tænkning.

På knæ for ilden

Så her ligger jeg på knæ og skovler aske ud hver morgen for at skabe hygge. Mine knæ hygger sig ikke, og min spejderære er forsvundet.

”Så tag dog ved” sidder – eller rettere ligger – jeg i bedestilling og råber mod brændeovnen og briketterne.

Jeg har en klar fornemmelse af at konsumere flere optændingsdimser end brændebriketter. Og det i et hus hvor termostaterne virker, og så glimrende formår at varme hele hytten op.
Det er jo helt godnat. Det er totalt gammeldags og miljømæssigt vanvid.

Men det er hyggeligt. Og hundene elsker at ligge i varmen foran. Så det.

“Hygge” og “dyne” var min mands danske favoritord

Min italienske mand blev i øvrigt en stor fan af hygge, som han med årene endda lærte at udtale med tydeligt h.

Italienerne har et anstrengt forhold til bogstaverne h, j og y, så hygge bliver ved oplæsning til igge. Når ord derimod er udenlandske, kan italienerne godt finde på at tilføje et h. United Air Force bliver for eksempel hos tv-værter ofte til United Hair Force.

Mandens andet danske yndlingsord var dyne, og så var der på en eller anden måde en sammenhæng i det hele.

Og så blev hyggen lige pludselig umoderne

Her to dage før juleaften, hvor denne tekst er skrevet, er hele Danmark så at sige gået i hygge-mood. Der kan næsten ikke være mere hygge i LokalBrugsen, i vindueskarmene, på dørene og i haverne i Holbøl. Det er mega-hyggeligt, om man så må sige. Og på samme tid læste jeg, at nu havde Milano så fået en bar ved navn Hygge.

Jeg er helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet

Det var heldigvis også tre uger inden, at engelske The Telegraph erklærede den skandinaviske hygge for stendød, og ophøjede dødsrengøring til den nyeste Scandi-trend.

Måske halter det stadig en smule med min totale overgivelse til hygge.

Til gengæld er jeg helt fremme i skoene med hensyn til dødsrengøring, altså at ordne det hele selv for at spare de efterladte for besværet.

Jeg har i mange år arbejdet hen imod, at jeg som 60-årig – lige om lidt – kan have mit liv på en memory stick, i skyen og resten i en indkøbsvogn. Det er en helt realistisk fremtidsplan for en kombineret dansk freelancejournalist og rejseleder i Italien. Og lige i den sammenhæng kunne det måske være en ide at træne videre, når det gælder kunsten at tænde et bål.

Foto: Skribenten.
–//–

Re-integration i Danmark 10: Rige danskere i villaer og sparsommelige italienske husejere

DAG 10 i Danmark/onsdag 20.12.2017
De italienske venner var lige så bekymrede som jeg selv over mit projekt om at overvintre i Danmark.
Naturligvis frygtede de for min fordøjelse.
De bekymrede sig også om, hvorvidt mine to små hunde havde pels nok til kulden. Spørgsmålet om hvor jeg skulle bo fyldte også meget.
For at berolige dem, viste jeg dem integrationsvejlederens parcelhus på ejendomsmæglerens side >>.

”Det er jo en villa”, lød det måbende fra Valentino på 86. De andre ældre og lidt yngre herrer ved mit stambord med kortspillerne nikkede samtykkende, da mobilen med billederne blev sendt rundt.

…artiklen fortsætter under reklamen

Parcelhuset i Holbøl ér en villa for mange af os storbyitalienere. Også selv om det i Danmark er et mindre parcelhus i et udkantsområde med en salgspris, som du ikke engang kan få en étværelses lejlighed for i mit milanesiske middelklassekvarter.

Det afhænger af øjnene, der ser, siger man. Og også af, hvad man vænner sig til.

VILLAEN I HOLBØL SÆLGES FOR MINDRE END EN MINDRE LEJLIGHED I ET MILANESISK MIDDELKLASSEKVARTER.

Mine øjne er blevet så italienske, at jeg før afrejsen fra min knap 60 kvadratmeter lille toværelses lejlighed i Milano meddelte integrationsvejlederen, at jeg nok bare ville bo i stuen i Holbøl.
Al den plads og alle de værelser i villaen skræmte mig. Grin bare af mig, for de første uger kunne jeg ikke engang overskue at åbne dørene ind til de tre ledige soveværelser.

Øerne langs den jyske højderyg

På den tiende dag i Danmark var jeg inviteret til ålegilde nord for Vejle. Mine danske venner fra Gardasøen – de to, der før afrejsen fra Malcesine ved Gardasøeen >> fejlagtigt påstod jeg kom til at køre hele turen til Danmark i solskin – var på juleferie i Danmark, og vi var inviteret af deres gode venner.

På vejen til Vejle blev jeg oprigtigt talt overrasket over trafikken på motorvejen.
På ferier i Danmark har toget som regel været rejseformen. Eller også har andre hentet og bragt manden og mig i deres biler. Nu sad jeg selv bag rattet. Du gode, hvor er der kommet mange biler i Danmark i forhold til for 25 år siden.
Man kan, og det gør man ofte som udvandrer, stille sig det filosofiske spørgsmål, om det er sundt for krop og sjæl altid at være i bevægelse? Jeg valgte i stedet at koncentrere mig om kørslen i den tågede eftermiddagsstøvregn. Vinden rev også en smule i Panda i de åbne landskaber.

Jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg… Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse

Jeg måtte lige tilbage til folkeskolens geografitimer, for jeg havde simpelthen glemt alle de øer, der ligger til højre for den jyske højderyg. Har havet nærmet sig højderyggen, der så i parentes er lavere end ruinbjerget fra 2. Verdenskrig, som i dag er en park tæt ved mit hjem i Milano?

Det begyndte med Oksekær Ø, som slet ikke fik noget til at ringe på mit indre landkort over Danmark. Derefter kom øerne Årslev, Øster Løgum, Ulstrup og Hylkedal. Jeg var slet ikke med, og bekymret for min hukommelse. Først da Kolding Ø dukkede op, gik det op for mig: Ø´et betyder bare øst, sådan. Endnu engang fik jeg lyst til at sende min dybeste medfølelse til de udlændinge, der kæmper med og imod det danske sprog.
Der var en ko på marken ved siden af rastepladsen,
og køer ude på motorvejen længere fremme,
og en kø kan man også spille billard med.

Integrationsvejlederen, der oprindeligt stammer fra Als, kunne bagefter oplyse mig om, at Ø er den rigtige side af den jyske motorvej.

Rasteplads med bibliotek

Et stop på Skærup Ø overbeviste mig helt konkret. Der var ingen bro, man skulle over på vej ind på rastepladsen. Rastepladsen var ganske rigtigt landfast med resten af den jyske halvø.

Til gengæld var der fine toiletter i kælderen, der også husede et kæmpestort og mange hyldemeter langt bibliotek med farvestrålende turistbrochurer over hver en kant og udkant af Danmark. Jeg blev overvældet over udvalget, men tog beskedent kun nogle få brochurer om de jyske steder og rigtige øer, jeg havde planer om at besøge.

Det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum

Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at danskerne regner sig for nogle af verdens mest miljøvenlige, ville jeg have bekymret mig alvorligt over, hvor lidt aftryk ideen om det papirløse samfund har sat på det danske turistbureauers tryksager.

Ude på motorvejen igen var der næsten lige så aftenlyst som i Milano, og fra Vejle og til Engum var der nærmest gadebelysning på hele strækningen. Trafikken var stadig tæt, og det er lidt absurd at tænke på alle de nyheder om at begrænse privatbilismen, jeg har hørt online fra Danmarks Radio de seneste årtier, og så opleve den enorme udvidelse af samme i selvsamme tidsrum.

Robert
 har et hus i haven og ordner plænen

Mine værter har naturligvis også to biler, for man arbejder jo i dag ofte fjernt fra sin bopæl. Den berømte og berygtede sammenhængskraft, som man så tit desperat leder efter og hører tale om i Danmark, tror jeg har noget med dén kendsgerning at gøre.

Det slog det mig også, hvor rige mine værters hjem og omgivelser virkede. Ikke alene havde de fået fat på de eftertragtede ål, så der var nok til at nå flere gange rundt på tallerkenen med benene, som man nu skal. Men det hele duftede af velstand, og såmænd og heldigvis også med netop de to, af både velfærd og vellevned.

STEGT ÅL, VELFÆRD OG VELLEVNED ANNO 2018.

Min hjemby Milano er ellers en yderst velhavende by. Statistisk set er det en af Europas rigeste byer. Men velstanden er ikke så ligeligt fordelt som i mit hjemland Danmark. Der findes ikke kvarterer med parcelhuse og tilhørende have på over 300 kvadratmeter nogle steder inde i byen. De, der bor i villaer med park i Milano by, er simpelthen overklasse så det basker, eller også har de været heldige i arvelotteriet.

Vennerne på baren i Milano ville helt sikkert også kalde min venners parcelhus ved Vejle for en villa og haven for en park. På et skilt på terrassen stod der såmænd ”Havekroen”, men møblementet med liggestole og flere siddegrupper, og indretningen med obligatorisk grill, slog mange italienske gourmetrestauranter med udeservering i både kvalitet og smag.

Jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget

Robert havde sit eget hus i haven. Han er ikke en hund, men en robot, der passer plænen, når mine venner er afsted på deres rejser eller bare nede i ferielejligheden i Spanien. Mine venner sidder ikke i eksklusive direktørstole nogle steder. Og som italiener kunne jeg i øvrigt aldrig drømme om at spørge om, hvad de tjener. Den slags er bare så privat i Italien.

Men jeg måber stadig over deres og danskernes materielle rigdom i det hele taget. Ikke bare bilerne og husene, men også rejserne til andre verdensdele. Med Legoland, der for mange børnefamilier er erstattet af Disneyland og ikke det i Frankrig. Med Weber Grill Generation 6.0 i de mange villahaver. Åh, undskyld, parcelhushaver.

Italienerne ejer deres bolig og sparer penge op ved siden af

Til gengæld så ejer de fleste af mine venner omkring kortspillernes bord på baren i Milano deres bolig. Trods den langvarige økonomiske krise i Italien har deres lejligheder også stadig en bedre salgspris end villaen i Holbøl.

Altså, italienerne ejer virkelig deres små lejligheder, ligesom jeg ejer mine knap 60 kvadratmeter. Italienerne betaler nemlig deres boliger.
20- og 25-årige boliglån er stadig et relativt nyt fænomen i Italien.

Da min mands forældre i begyndelsen af 1960´erne var glade statister i den industrielle revolution med kinesiske vækstrater lånte de penge til deres lejlighed af den rige onkel. Derefter spiste de så meget majsgrød – polenta – i de fem år, de betalte onklen tilbage, at min mand aldrig siden rørte den ret.

Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset

Da jeg var til kommunistpartiets sommerfest i Milano i 1989 solgte en vis Signor Silvio Berlusconi lejligheder i sin luksus satellitby Milano Due ved Festa d´Unitá. Han tilbød elskværdigt, at man kunne betale 40 procent af prisen, når man skrev under, 40 procent når byggeriet var færdigt, og så kunne man låne de sidste 20 procent til almindelig bankrente hos… Silvio Berlusconi.

Omkring 80 procent af italienerne bor i ejerboliger i dag. Langt de fleste boliger er betalt ud. Helt ud. De ejer dem altså. Med de ekstremt lave fødselsrater italienerne også har, kan de kriseramte unge og mindre unge italienere derfor se frem til at arve ikke bare forældrenes bolig, men også de barnløse tanters og onklers.

Fast ejendom er helligere end arvesølvet

Da jeg foreslog manden den hypotetiske tanke, at vi i vores alderdom kunne låne penge i lejligheden til at gøre pensionistlivet sjovere, så han totalt uforstående på mig. Fast ejendom er hellig i Italien, og man pantsætter eller sælger hellere arvesølvet og familiesmykkerne end tage lån i huset. Italienerne er derudover også nummer to til at spare op efter japanerne.

Til gengæld bor de fleste så ikke i villaer med park, og 80 procent holder altid deres sommerferie i Italien. Hvorfor i alverden skulle de også andet?

Og Valentino på 86 henne fra baren. Ja, han har såmænd fra sin familie arvet et skønt stenhus på en bakketop midt i Oltrepo-vindistriktet kun 80 kilometer syd for Milano.


”Men det er jo ikke en villa, Carlotta, bare et stenhus”, siger han, selv om det sted med et par gode håndværkere i løbet af tre-fire uger kunne blive til en skøn oase med udsigt over vinmarkerne, med eller uden Weber 6.0.

–//–

Bebudet togulykke med mindst tre omkomne ved Milano

Klokken 06.57 torsdag morgen den 25. januar 2018 forsvandt pendlertog nummer 10451 fra Cremona fra radaren et sted mellem Milano-forsæderne Pioltello og Segrate.

OPDATERING 26. JANUAR:
Ulykken skyldtes et 23 centimeter langt stykke spor, der havde revet sig løs ved en samling.
Vogn nummer tre blev derfor afsporet, og rev efter to kilometers kørsel de andre vogne med sig, og stødte sammen en elektrisk mast.

Dødstallet er forblevet på tre – en gruppe kvinder i samme vogn – men 46 er blevet såret, heraf er fire alvorligt sårede. 
Der var planlagt vedligehold i løbet af 2018 på den strækning, hvor ulykken skete.

Indtil videre er der konstateret tre omkomne, men flere af de sårede er i livsfare, og det skønnes, at mindst 100 er sårede.

Den foreløbige årsag skønnes at være et enten et sammenbrud mellem tilkoblingen af to togvogne, eller at et stykke af sporet har flyttet sig.

…artiklen fortsætter under reklamen

Toget, der kørte med 100 kilometer i timen, har kørt omkring to kilometer med det ene hjulsæt udenfor sporet, inden det støder sammen men en pille langs tosporet.
Redningsfolk taler om, at flere togvogne simpelten er krøllet sammen og filtret ind i hinanden.

Redningsmandskab har siden ulykken arbejdet i højeste beredskab, og har med skærebrændere måttet åbne togvognene for at befri indespærrede passagerer. Alle planlagte ikke livsvigtige operationer er blevet aflyst på de nærliggende hospitaler for at behandle de sårede.

Det har ikke skortet på advarsler

Titusinder pendlere tager hver dag tog ind til deres arbejde i Milano.

De har via deres pendler-organisation i årtier beklaget sig over den dårlige stand, pendlertogene befinder sig i. Derfor er der tale om en bebudet katastrofe, hvor pendlerne ikke kan andet end at sige ”hvad sagde vi”.

Både det statslige RFI-Rete Ferroviaria Italiane, hvis tog det drejer sig om, og det lokale norditalienske Ferrovie Nord har i årevis forsikret om, at de er i fuld gang med at renovere banenettet, togvogne og lokomotiver.
Hver eneste lille nyindkøb eller forbedring har fået utrolig god omtale i for eksempel Milano avisen Corriere delle Sera.

Desværre har virkeligheden netop for pendlerne været, at deres tog og det banenet, de tog kører på, er blevet forsømt på bekostning af for eksempel hurtigtogslinjerne, der i dag kan bringe milaneserne til Rom, og omvendt, på 2 timer og 55 minutter.

Lokaltogene i hele Italien snegler sig stadig af sted med 60 kilometer, med slidte lokomotiver og togvogne, og lige så nedslidte togspor. Et toiletbesøger nrmest umuligt, og under landt de fleste omstændigheder meget ulækkert.

Den debat blusser nu op igen.

KILDE:
http://milano.repubblica.it/cronaca/2018/01/25/news/pioltello_deraglia_convoglio_trenord_feriti-187229658/

FOTO: Vigili del Fuoco/Brandvæsenet

–//–

Berlusconi 4.0 er i pole position før det italienske parlamentsvalg

POLITIK – Over 50 millioner italienere kan stemme til parlamentsvalget den 4. marts. Allerede nu tegner resultatet til at blive så mudret, at der meget vel kan komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Beppe Grillos smidigt ansvarsløse protestparti Femstjernebevægelsen, endnu et comeback fra selveste Silvio Berlusconi med vildt valgflæsk, og interne magtkampe i Matteo Renzis Partito Democratico skaber ravage og usikkerhed i det politiske billede.

Knap 40 dage inden det italienske parlamentsvalg er der en udbredt fornemmelse af, at man mandag den 5. marts kommer til at stå med et uregerligt parlament med tre næsten lige store fløje, hvor ingen kan gribe ud efter regeringsmagten.

De tre fløje er centrum-venstre med det nuværende regeringsparti Partito Democratico i spidsen; den udefinerbare Femstjernebevægelse med komikeren Beppe Grillo som grå eminence og en 31-årig premierministerkandidat; og så er der altså også vores gamle kending Silvio Berlusconi, hvis koalition har Lega Nords leder som premierministerkandidat.

De mange, der håbede på, at Silvio Berlusconi efter sin skattedom i 2013 var en færdig mand i italiensk politik, må nødtvunget acceptere, at den nu 81-årige forretningsmand og tidligere premierminister stadig er en af hovedpersonerne i valgkampen, selv om han personligt ikke kan stille op på grund af dommen.

…artiklen fortsætter under reklamen

Makeup og valgflæsk til både husmødre, pensionister og vegetarer

Berlusconi har forberedt sig grundigt på det kommende valg med ansigtsløftninger, lidt mere hår på toppen og endnu mere makeup end Sofia Loren.

Vi har i det seneste år set ham købe gaver til sine børnebørn i en Augtogrill langs motorvejen som en helt almindelig bedstefar. Sidste påske meddelte han også, med tilhørende fotodokumentation i selskab med små nuttede lam, at han på opfordring af sin 32-årige samlever Francesca ikke ville spise påskelam. Begge dele blev promoveret med masser af sider og omtale i Berlusconis egne medier. Så der har i lang tid været valgflæsk til så forskellige grupper som pensionister og vegetarer.

Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade

Berlusconi er et geni til markedsføring og branding, og efter sejrene i 1994, 2001 og 2008 er det nu fjerde gang, han i hvert tilfælde selv er overbevist om, at magten er hans.

Han lover at hæve minimumspensionen fra de nuværende lidt over 500 euro til 1.000 euro, og han vil indføre pension til de husmødre, der altid har været blandt hans kernevælgere. Med i valgprogrammet er en flat tax på tyve procent til lønmodtagere ud fra tesen om, at hvis alle betaler, kommer der mange flere penge i kassen. Han vil også give gratis dyrlæge til pensionisters kæledyr, fordi kæledyr gør pensionister glade.

Berlusconi har altid en kanin mere i hatten

I 2008 lykkedes det ham en uge før valget, som han vandt, at hente endnu flere stemmer ved at love at fjerne ejendomsskatten for den primære bolig. Denne gang lover han at fjerne il bollo, en slags vægtafgift, på en husstands første bil. Og lur mig, at der ikke kommer flere kaniner op af hans hat lige inden valget.

En meningsmåling offentliggjort onsdag den 17. januar >> giver Forza Italia 16,1 procent af stemmerne. Berlusconis parti er dermed det største i den centrum-højre-koalition, der sammen med Lega Nord og et par mindre højrefløjspartier lige nu ligger til omkring 36-38 procent af stemmerne. Lega Nord står til 12,9 procent af stemmerne.

Berlusconi håber i øvrigt selv, at menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg inden sommer underkender den italienske højesteretsdom, der udelukker ham fra offentlige embeder, så han dermed alligevel kan overtage en plads i parlamentet.

Centrum-højre-koalitionens premierministerkandidat er Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini, der tidligere også har været medlem af Europaparlamentet. Men der er ingen tvivl om, at Berlusconi føler sig som både koalitionens moralske og retmæssige leder.

Lega Nords leder, den 44-årige Matteo Salvini. FOTO:  Lega Nord

Renzi har den gamle garde imod sig

Regeringspartiet Partito Democratico har tidligere premierminister Matteo Renzi som leder og premierministerkandidat. Renzi, der har været borgmester i Firenze, har i øvrigt aldrig været valgt ind i det italienske parlament, og er således nu i gang med sin første valgkampagne på landsplan.

Han blev med næsten 70 procent af stemmerne kåret som partileder ved et primærvalg i maj i fjor, men er trods den opbakning blandt partiets vælgere alligevel under konstant beskydning fra sine egne. Flere kendte PD-politikere har forladt partiet til fordel for andre partier, eller er gået med i det nye parti Liberi og Uguali, Frie og Lige.

Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair

Partiet står lige nu til omkring 24 procent af stemmerne, og er i koalition med en række små midterpartier, hvoraf nogle næppe kommer over spærregrænsen. Ved valget i 2013 fik partiet 25,4 procent, og det havde i øvrigt sit bedste valg til Europaparlamentet i maj 2014, hvor det under Renzis ledelse opnåede 40,8 procent af stemmerne.

I dag er der nærmest iskold luft mellem Renzi og de tidligere koalitionspartier til venstre for hans parti. Under Matteo Renzis ledelse er partiets gamle garde også blevet forsøgt kørt ud på et sidespor. Tidligere premierministre som Massimo D´Alema og Pier Luigi Bersani trak som så mange andre historiske partimedlemmer deres medlemskort til det hedengangne kommunistparti som 15-årige. Det er det parti, der i dag efter flere navneskift er blevet til Partito Democratico.

For dem er Renzi med sine 43 år ikke bare en yngre generation, men også en slags provokerende blå klud. Den gamle garde opfatter Renzi som en slags liberalistisk indstillet socialdemokrat, værre end for eksempel engelske Tony Blair.

Magtkampen i partiet har stået på i flere år nu. Den til tider absurde og bizarre strid har sammen med de evige korruptionsskandaler, det lige så evige sjusk med offentlige midler og den dårligt skjult nepotisme overalt, banet vejen for valgets joker, komikeren Beppe Grillo og hans Femstjernebevægelse.

Femstjernebevægelsen bliver det største parti

Meningsmålingerne har i de seneste mange måneder gjort Femstjernebevægelsen til Italiens største parti. Bevægelsen blev allerede i 2013 det største parti i Deputeretkammeret. Partito Democratico var dog i en koalition, og kunne derfor dengang med den indbyggede præmie til den største koalition sætte sig på regeringsmagten.

Men selv om bevægelsen nu har siddet i parlamentets to kamre i fem år, og også sidder på tunge borgmesterposter i byer som Rom og Torino >>, er det stadig uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad Femstjernebevægelsen egentlig vil.

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier

Bevægelsen fyldte ti år i september og burde have overstået de politiske børnesygdomme. Den blev grundlagt i 2007 ved den såkaldte Vaffanculo-demonstration i Rom. Vaffanculo betyder direkte oversat Op i røven. Dét er så i store træk også, hvad bevægelsens parlamentsmedlemmer har sagt i parlamentet de seneste fem år. De vil af princip ikke samarbejde, de vil ikke indgå aftaler, de vil ikke være med i koalitioner, og værre udtryk end Vaffanculo har rent faktisk lydt i Senatet og Deputeretkammeret fra deres borgere.

Ligesom de ikke vil kaldes et parti, vil parlamentsmedlemmerne heller ikke kaldes for ”ærede medlemmer”, men for borgere.

Derudover må kun én presseansvarlig af gangen udtale sig til pressen, for pressen er ifølge bevægelsen lige så slem, tyvagtig og korrupt som alle de gamle politikere, Femstjernebevægelsen er sat i verden for at udrydde én gang for alle.

Vi ved for eksempel stadig ikke, hvor bevægelsen står i spørgsmålet om indvandring, som er et af de emner, der fylder i valgkampen. I Italien er der i dag over 5.000.000 registrerede indvandrere, 8,3 procent af befolkningen, og selv om strømmen over Middelhavet faldt til 120.000 i 2017 mod 180.000 i 2016, så er indvandring og migration stadig brandvarme emner i Italien.

Vi kan læse i bevægelsens program, at de kun vil have én offentlig public service tv-kanal uden reklamer, der skal fortælle sandheden. Alle lovforslag skal ifølge dem også i fremtiden diskuteres på internet af alle borgere, inden de fremsættes.

Vi ved også, at bevægelsen har gjort op med det grundlæggende juridiske princip, at når man har taget sin straf for noget kriminelt, er tavlen visket ren. Grillo selv kan ifølge partiets regler ikke stille op til valg. Han blev i 1985 dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke med tre omkomne.

Partiet vil også indføre bøder på op til 100.000 euro, hvis en folkevalgt stemmer imod partiparolen eller skifter parti, og den stramme partidisciplin har i de seneste fem år ført til, at mindst 37 parlamentsmedlemmer har forladt eller er blevet smidt ud af bevægelsen.

Premierministerkandidat med grammatiske problemer

Partiets premierministerkandidat er den kun 31-årige Luigi Di Maio fra Avellino i Campania regionen. Han blev valgt ved bevægelsens online primærvalg i september 2017 med 30.936 stemmer ud af 37.442 afgivne stemmer. Et magert resultat for et parti der ønsker, at al politik i fremtiden skal foregå online. Til sammenligning deltog knap én million i Partito Democraticos primærvalg, hvor Renzi løb med sejren.

Luigi Di Maio var det yngste italienske parlamentsmedlem nogensinde, da han blev valgt i 2013, og han har siden 2014 siddet i partiets femmands-direktion, udnævnt direkte af Beppe Grillo.
Han beskyldes af modstanderne for at være et udannet menneske.
Han har ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse, og hvad der i Italien er værre endnu:
Han er ikke i stand til at tale grammatisk korrekt.
Han har simpelthen svært ved at bruge den konjunktivbøjning, som mange andre italienere og stor set alle udlændinge kæmper med.

Beppe Grillos egen rolle i forhold til bevægelsen, der i øvrigt er et registreret varemærke, er heller ikke klar. Ligesom det gælder Berlusconi, så kan der altså ikke stemmes på ham, og han har flere gange i løbet af de sidste par år talt om at hellige sig komikken igen – og bare være bevægelsens grå eminence og altså også ejer. Men som den politiske kommentator Carlo Puca skrev i magasinet Panorama i efteråret, så har “komikeren fra Genova opdaget og gennemlevet, at den politiske umodenhed hos bevægelsens ledere er stoppet ved et barns politiske fornemmelse, og har vist sig ude af stand til udvikle sig til en voksen tilstand”.

Blandt bevægelsens valgløfter er en minimumspension og en borgerløn på 780 euro. Partiet vil fjerne den arbejdsmarkedsreform, der tillader virksomheder at ansætte på tidsbegrænsede kontrakter. De vil genindføre den såkaldte Artikel 18, hvor virksomheder med over 15 ansatte ikke må fyre deres medarbejdere. Man vil fjerne dele af de meget omfattende pensionsreformer, der begyndte allerede i 1995. Bevægelsen lover, at folk fremover skal kunne gå på pension efter 41 år på arbejdsmarkedet, og det hele beregnes til at koste 140 milliarder euro. De penge skal så komme fra besparelser og effektivisering af den offentlige sekter. Og lige dér er bevægelsen så på linje med de andre fløjes svar på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

Femstjernebevægelsens grundlægger, Beppe Grillo, taler om at vende tilbage til komikken og blive en slags grå eminence.

De frustrerede, de yngre og de arbejdsløse vælger Femstjernet

Femstjernebevægelsens vælgere er ofte aktivister, der hellere end gerne kommer med deres uforbeholdne mening om de gamle, korrupte og tyvagtige politikere og partier. De kommer både fra højre, fra venstre og fra midten, men har en overvægt af de yngre generationer, der stadig slås med en stor arbejdsløshed. Det er generationen af helt unge og op til de 40-45-årige, der aldrig rigtig har fået foden fast ind på arbejdsmarkedet. Den økonomiske krise har ramt Italien hårdt, og selv om de økonomiske nøgletal er vendt i positiv retning, går det stadig langsommere fremad i Italien end i resten af Euro- og EU-landene >>.–//

De unge og mindre unge har forældre, der som ansatte i virksomheder med over 15 ansatte efter de gamle regler nærmest var sikret livstidsansættelse. Deres bedsteforældre gik endda med de gamle regler på pension efter 35 eller 37 år med 80 procent af deres slutløn. Mange af de unge har allerede i dag ingen mulighed for at nå at være på arbejdsmarkedet i 41 år, hvis bevægelsen skulle få vedtaget den lov.

Den generation tror simpelthen ikke længere på de såkaldte gamle partier og deres løfter, og vil heller kaos end at stemme på dem. De genkender, som mange andre steder i Europa, ikke sig selv i vores traditionelle højre-venstre-opfattelse. De kan lide, at Femstjernebevægelsen altid har talt meget om miljø, lufter tanken om borgerløn, gratis internet til alle og såmænd også taler om et romantisk 0-vækstsamfund.

Og så er der de ikke så voldsomt aktive, som stemmer i ren protest, men ikke vil være ved det. Lidt som i gamle dage før alle partier skiftede navn, og Berlusconi i 1994 gjorde sin entre. Dengang vandt kristdemokraterne i Democrazia Cristiana stort set altid, men ikke ret mange indrømmede, at de stemte på dem.

Udsigt til mudret valgresultat

Meningsmålingerne giver altså lige nu centrum-højrefløjen det største antal stemmer. Men med den efterhånden helt naturlige mistro alle har til meningsmålinger er frygten for at ende med tre næsten lige store blokke efter valget også reel.

Nogle kommentatorer har nærmest i desperation forudset en koalition mellem Partito Democratico fra centrum-venstre og Berlusconis Forza Italia fra centrum-højre med det eneste formål at undgå, at den udefinerlige Femstjernebevægelse sætter sig på magten.

Andre taler åbenlyst om, at situationen efter valget den 4. marts allerede i dag tegner til at blive så mudret, at der vil komme endnu et parlamentsvalg i Italien i 2018. Og måske lige frem et parlamentsvalg med endnu en ny valglov. Italien går nemlig også i år til valg med en helt ny og kompliceret valglov vedtaget sidste år.

Nogle eksperter forudser efter lange matematiske udregninger, at denne nye valglov under de rette betingelser medfører, at en koalition eller et parti med 38-39 procent af stemmerne – der hvor centrum-højre nærmer sig lige nu i meningsmålingerne – vil kunne opnå absolut flertal i begge kamre.

Men der skal meget lidt til for, at regnestykket vælter. For eksempel kan de få stemmer der skiller et af de mindre koalitionspartier til højre eller til venstre fra at nå spærregrænsen, ændre voldsomt på en koalitions samlede antal parlamentsmedlemmer.

Det er med andre ord et pivåbent spørgsmål, hvad der sker efter valget.

Men kedeligt bliver det ikke. Nok har Trump i USA på sin vis har overtaget Berlusconis plads som international politiks enfant terrible, nok er Cataloniens separatister voldsommere i deres regionale nationalisme end Lega Nord i Italien, og nok er Østrigs Sebastian Kurz halvanden måned yngre end Luigi Di Maio fra Femstjernebevægelsen, men italiensk politik bliver aldrig en kedelig affære.

Charlotte Sylvestersen

–//–

 

Re-integration i Danmark 13: “Gider du ikke lige”, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig

Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

…artiklen fortsætter under reklamen

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun.
Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.

Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie.

Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.

Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet >>.
Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag

Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola.
Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien >>.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken ilanos Panettone eller Veronas Pandora, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien

Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

–//–

Re-integration i Danmark 8: Om at hilse på sønderjysk og italiensk

Italiamo.dk´s bagkvinde Charlotte Sylvestersen skal for første gang i næsten 25 år opholde sig flere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland vil hun berette stort og småt fra både Italien og Danmark om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland.

DAG 8 i Danmark/mandag 18.12.2017
Først efter en uge begynder det at virke naturligt at sige mojn, når jeg en sjælden gang møder folk på gaden i Holbøl, eller når jeg handler i Lokalbrugsen.
Min søster, der nu har boet 35 år i Sønderborg kommune, bad mig nemlig for mange år siden om at lade være med at sige mojn, da vi gik ud af en butik på byens gågade.

”De kan godt høre, at du ikke er sønderjyde”, sagde hun.
”Det er du da heller ikke”.
”Det er noget andet”, svarede hun.

Jeg fintænkte lidt.
”Så skal du også lade være med at sige ciao, når vi er i butikker i Milano”;
”Hvorfor det, spurgte hun.
”De kan da også høre, at du ikke er italiener”.

”Det er noget andet”, svarede hun igen.

Det er altid noget andet med danskere.
Danskere må gerne sammenligne, for sammenligningerne falder jo altid ud til det danskes fordel.
Når udedanskere derimod laver en sammenligning med Danmark, der falder ud til deres bopælslands fordel, går det galt.
Så svarer hjemmedanskere i ni ud af ti tilfælde med den dialogdræbende sætning: ”sådan kan du ikke sammenligne”.

…artiklen fortsætter under reklamen

Uha.
Nu kan jeg høre integrationsvejlederen løfte pegefingeren for at gøre mig opmærksom på, at jeg er på vej ud af den farlige tangent.
Tilbage på sporet.

Så lær dog sproget

Min re-integration går fint, bare jeg husker at få pasta indimellem >>, og foretager et par daglige WhatsApp videoopkald til stambaren ”Il Vaticano – ARCI L´Impegno >>” i Milano.

For jeg taler jo sproget, altså dansk. Jeg kan også sige mojn, uden at de lokale løfter øjenbrynene, bilder jeg mig ind. Jeg forstår endog også andre dele af den sønderjyske dialekt. Jeg kommer stadig ind imellem til at sige Hulbøl, men det sker sjældnere og sjældnere.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet

At lære sproget er simpelthen en af grundstenene i al integration. Uden sprog, ingen integration. Jeg får stadig frustreret mavepine ved tanken om de første år i Italien, hvor sproget var den allerstørste og konstante udfordring.

”Er din kvinde sur”, spurgte mandens venner ham, når vi var drak aperitif på Red Bar sidst på eftermiddagen. Jeg blev simpelthen nødt til at lukke mig mentalt inde, når jeg en hel dag havde været blandt italienske stemmer. Og jeg ser åbenbart sur ud, når jeg tænker indad.

Italienske kvinder kan også få nok. Men de bliver bare ved med at se beundrende på mændene i selskabet, selv om de tænker på noget helt andet. Når italienske mænd ikke har kvindernes opmærksomhed bliver de nærmest bange, og jeg bliver aldrig så god som italienerinderne til at se beundrende på mændene i et selskab. Nogle ting lærer man bare aldrig.

Ydmygende tilbud om oversættelse

Som jeg tidligere i re-integrations serien har beskrevet >>, blev forholdet til manden først kompliceret, da vi begyndte at tale sammen.
Det blev vi så nødt til i slutningen af august 1989. Weekendturen i Milano endte med at vare syv uger. Men så skulle jeg også hjem til Aarhus, fordi jeg skulle deltage i en konference på Journalisthøjskolen.

Med lommen fuld af femkroner ville jeg under festmiddagen på konferencen ringe til italieneren i Milano. Men mønttelefonen var afbrudt på grund af sommerferien.

Skolens administrator kom forbi, og tilbød at låse op til et klasselokale, så jeg kunne ringe derfra.
”Jamen, jeg skal ringe til udlandet, og det kan man ikke fra klasseværelserne”.
”Er det vigtigt, spurgte Mogens.
”Ja, det er meget vigtigt”, svarede jeg. Det var det jo. Jeg skulle fortælle manden, at han dagen efter kunne ringe til mig i sommerhuset.

Så gik vi op på rektors og administrators kontorer. Mogens gik diskret ind på sit eget kontor, mens jeg drejede alle numrene til Italien. På det baby-italiensk, jeg havde samlet op på syv uger i Milano, begyndte jeg at forklare mig. Så røg forbindelsen.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder

”Jeg ringer lige op igen, Mogens. Forbindelsen ryger ind imellem til Italien”, forklarede jeg.
”Ja, det ved jeg alt om. Jeg har boet et år i Rom. Hvis der er noget, jeg skal forklare ham, så kan jeg godt oversætte”, lød svaret.

Jeg rødmer ikke så tit. Jeg tror, jeg blev lilla i hovedet. Og hørte siden, at Mogens scorede mange grin blandt sine venner på den historie. Det var også sjovt. Bagefter.

To par knælange sorte tissemænd

Et par år senere mente jeg selv, jeg havde styr på sproget. Jeg var sammen med manden i varehuset UPIM, og kunne ikke finde hylderne med sorte knænylonstrømper.
”Skal jeg spørge?” tilbød manden venligt.

Nej, jeg ville selv, og forvekslede ordene strømper – calze – med tissemænd – cazzi. Jeg bad derfor om to par knælange sorte pikke, som cazzi rettelig betyder. Kassedamen holdt masken, og manden fortalte mig først om min fejl nogle år senere, så pinligt syntes han, det var.

Da jeg i 1990 flyttede ned til ham i Milano for at være udvekslingsstudent på byens journalistuddannelse, havde han ellers sponsoreret et dyrt full immersion sprogkursus hele juli måned. Det var en god bund.

Der gik bare fire fem år mere, inden sproget ikke længere gjorde hjernen træt sidst på dagen. Derefter begyndte folk at spørge, om manden så ikke skulle lære dansk. Det var vi dog enige om, vi slet ikke havde energi til.

Triste liv i tyskerkolonien

At være indvandrer er et livslangt projekt. Jeg slår dagligt italienske ord op for at kende den korrekte betydning. Og jeg oplever heldigvis i dag også italienere, der tror jeg stammer fra Veneto regionen ude ved Venedig. Deres dialekt passer til det danske toneleje, og det gør mig bare så glad at få sådan en kompliment.

Lige så ked af det bliver jeg, når jeg møder danskere, der har boet i årevis eller endog årtier i Italien, og ikke kan bestille en kop kaffe på korrekt italiensk. Eller når jeg møder udlændinge i Danmark, der heller aldrig har lært dansk. Det er så fattigt et liv, ja faktisk et amputeret liv, når du ikke er i stand til at kommunikere.

Min tyske udenrigskorrespondentkollega døde i sommer. Han havde boet og arbejdet i Italien i over 40 år og talte glimrende italiensk. Hans kone derimod lærte det aldrig. I dag sidder hun med diagnosen senildement på et italiensk plejehjem, hvor hun ikke forstår sproget.

Til begravelsen var der ingen italienere, ikke engang præsten. For udover sit arbejdsliv, så havde parret altid kun været sammen med andre tyskere oppe ved Maggioresøen nordvest for Milano. Det var virkelig en trist måde at forlade verden på. Og tanken om konens liv i tyskerkolonien ved søen først og på plejehjemmet i dag gør mig både trist og vred.

Den svære kunst at hilse på italiensk

Nogle ting lærer man dog som indvandrer aldrig helt at få på rygraden, selv om man gerne vil. Hilsnerne er ét af mine svage punkter. På skrift ser det nemt ud. Buongiorno og buonasera – goddag og godaften – er den høflige hilsen til folk, som man så også som regel er Des med. Ciaoer hej, og kræver dybest set, at man er på fornavn og dus. Er man forvirret, så kan man ty til salve, der er imellem den formelle og den venskabelige hilsen.

Man må derimod ikke komme til at sige buongiorno til portneren, som man har kendt i alle årene. Så tror han nemlig, man er vred over noget og ikke længere vil være venner. Og lige dér falder jeg stadig i med jævne mellemrum.

Jeg har heller aldrig fundet ud af, hvornår man præcist skifter mellem goddag og godaften, og derfor kommer der ofte et helt forkert god eftermiddag ud af min mund.

Det er så meget nemmere i Danmark, hvor hej er blevet allemandseje, dronningen og hendes ene søn undtaget, forstår jeg. Og uanset, at man som udedansker godt kan savne et høfligt goddag og godaften indimellem, så er hej bare så meget bedre end mine teenageårs farveller.

Men mojn er nu heller ikke så ringe endda…

–//–